The Beauty in life, is in the small things

At hun tager et skridt imod mig, ser jeg som en ganske god ting. Så hun stoler altså på, at jeg ikke vil gøre hende noget. Ret så utroligt egentlig. Hun kender mig ikke, og den leg vi har haft siden vi mødtes, kunne let gå hen og blive for fristende for en hingst som mig. Men jeg er nok ikke som andre hingste. Selvom jeg selvfølgelig er ret så påvirket at hendes søde duft, så vil jeg aldrig hoppe op på hende. Mine gener skal selvfølgelig ud i landet, men det skal ske med måde. Ikke alle og enhver har gjort sig fortjent til, at skulle bære mit føl. Det kræver en del før jeg er overbevist. Men det ved denne smukke hoppe jo ikke.

En blid brummen forlader mig, da hun begynder at trave rundt om mig. Hun skal passe på. Den hale svinger utrolig meget bag hende. Som sagt, så ved hun jo ikke om jeg kan finde på, at hoppe på hende uden hendes sammentykke. Da hun rører mig igen, brummer jeg denne gang, ganske nydende. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så nyder jeg de få berøringer. Jeg burde ikke gøre det. Men jeg kan jo ikke stoppe det der sker i mig. Da hun er oppe ved min side igen, lader jeg mine sorte øjne kiggede direkte ind i hendes smukke varme. Vil hun mon kunne holde øjenkontakten med mig? Forsigtigt stryger jeg min sorte mule ned langs hendes hals. Mine hvide ører er fremme mod hende. Hvor vil hun mon hen med dette spil? Jeg spiller jo blot med. For jeg nyder det jo.

Min leg med denne hingst nyder jeg og at han spiller med er bare endnu bedre. Svirper kort med halen inden jeg lægger den ind til bagparten igen. Sætter kort frem i en mildt skridt, men denne gang er det ikke rundt om ham. Men mod skoven sneklædte træer. Det er smukt som et eventyr og dette drømme univers får mig kort til at lave et elegant krumspring. Smælder intenst med halen og udbryder et lille hvin. De elegante skridt rammer mildt den smukke vide sne og for hvert skridt lyder en blidt knasen.

Stopper i skoven kant og ser tilbage på denne smukke hvide hingst, som modsat mig falder godt ind i dette smukke landskab. Brummer en smule spørgende og gør et kast med hovedet. Lader blikket forførende falde i hans og står afventende og ser på ham. Ønsker han skal med, jeg har lyst til at bevæge mig lige nu og har lyst til hans selvskab. Så må han jo gå med mig.

Vores samtale indtil videre har kun været kropslig, men måske er det snart på tide at åbne sig for denne fornemme hingst og lade min stemme pryde denne eng. Et kort træk på mine skuldrer afslører at mine tanker stadig kører, dog jeg står stille og venter. Brummer så bare roligt og puffer blidt til den blide sne med mulen - Kommer han mon?

Mit blik følger hende, idet hun bevæger sig væk fra mig, hen mod den hvide skov. Ganske smuk, hvis jeg selv skal sige det. Selv er jeg ikke typen der går op i naturens skønhed. Men jeg kan da godt se den, når jeg vil. Uden hun kan se det, trækker jeg en anelse, blot en anelse, på smilebåndet. Hendes krumspring og glæde smitter en anelse af på mig. Men det skal jeg ikke indrømme overfor hende. Jeg er jo ikke en hingst der lader mig påvirke af andre. Som svar på hendes hvin, brummer jeg blidt til hende. Lader derefter mine sorte øjne hvile på de hvide træer. Jo det kunne da være ganske hyggeligt at begive sig derind, med hende.

Ser at hun er en anelse utålmodig efter, at komme afsted. Så jeg går i en elegant og stolt skridt i hendes retning. Oppe på siden af hende stopper jeg op, og kigger ind mod skoven. Nattens lys falder fint ind på den hvide sne. Næsten fortryllende, det ville det i hvert fald være for mange hopper. Lader hun sig mon påvirke af omgivelsernes skønhed? Jeg puffer blidt til hende inden jeg, igen, sætter i en rolig skridt ind mod skoven. Jamen så lad os dog komme derind. Mine sorte øjne hviler på vores omgivelser, men mit ene øre er rettet over mod hende. Hele tiden opmærksom på hende. Det er jo trods alt hende jeg følges med.

Denne hingst fascinere mig ufattelig meget nyder hans selvskab og føler virkelig at jeg kommer en smule tættere på ham, dog virker han ikke som en hingst der vil indrømme hvis dette er tilfældet. Smælder med halen og brummer kort, da hans så puffer blidt til mig, rammer et stille smil mine læber. Hans stolte og imponerende skridt fører ham mod skoven og bliver kort stående og betragter denne hvide og behagelige hingst vandre ind i skoven. Han falder yndigt ind i denne smuke skov. Brummer så roligt og skridter stile efter ham, lægger blidt min mule på hans bagparti da jeg nærmer mig og fortsætter så stille op på hans side.. Vender de blidt øjne mod ham og brummer roligt

"Shameless Shadow" Min stemme er lys og blid og nærmest hviskende. Bruger min stemme nu, da jeg føler denne hingst er kommet tættere på. Vi er ikke hvad man kan sige venner lige nu, men nyder at tibringe min tid med denne hingst. Sætter mit tempo lidt op i en trav og gør noget ud af mig selv. Buer smukt med halen og knejser blidt i nakken. Lader blikket kort falded tilbage på ham og en vis charme falder ind over de mørke øjne.

Træerne tårner sig højt op over os. Dækket af et hvidt lag sne. Jeg ville lyve hvis jeg siger, at jeg ikke er påvirket af det. Bare en smule. Mærker hendes mule røre mig igen, idet hun bevæger sig op på siden af mig. Hun efterlader en varm følelse langs med min pels. Brummer charmerende til hende, da hun når helt op ved siden af mig. Vi fortsætter frem, lyden af vores hove der rammer sneen, er ganske afslappende. Alt er stille inde i skoven, sneen har lagt sig som et lyddæmpende tæppe. Intet kan høres. Hvilket også gør os en anelse sårbare overfor ulve. Men den tanker skræmmer mig dog ikke, jeg har endnu ikke set nogle af dem og hvis jeg gør, så skal jeg nok fortælle dem, at de ikke skal nærme sig.

Jeg nyder hendes selskab, det indrømmer jeg gerne. Men idet hun introducerer sig, er min verden ved at bryde sammen. Det kræver al min styrke for, at jeg kan fortsætte frem. Den stemme. Det er den samme stemme, som hoppen jeg dræbte besad. Den smukke hoppe, som måtte lade livet pga. mit temperament. Den hoppe som gjorde, at jeg er endt som jeg er. Smerten kan nok ses i få sekunder i mine øjne, inden jeg finder min facade igen. Jeg kan ikke knække. Hoppen foran mig er ikke hende. Det er ikke hende jeg dræbte, ikke hende som lå død for mine hove. Hun er en anden. En smuk skabning, en skabning jeg aldrig ville røre. Det tager mig nogle sekunder før, at jeg kan få svaret hende. Min hals har snøret sig sammen.

"Ahearn." Min stemme er dyb, charmerende. Intet tegn på, at jeg inderst inde er dybt rystet. Mine sorte øjne betragter hende stadig, idet hun bevæger sig frem i en yderst elegant trav. Hun fører sig frem. Lader hende blot gøre det. Hun er jo smuk. En hoppe med selvtillid, lige hvad jeg kan lide. Men den stemme. Kan jeg acceptere, at hun har den stemme, som jo er så smuk, fortryllende. Men som for mig minder mig om mine værste minder?

Da han stopper op vender jeg blikket mod ham og kan tydeligt se angsten i hans øjne. En forvirring og bekymring falder over mine blide øjne. Han reaktion kom fra min stoppe og stopper helt op. Tripper lidt på stedet, så man tydeligt kan se lidt frustration i mine bevægelser. Lader dog dette forsvinde lige så hurtigt som det er kommet. Bliver stående på stedet og betragter ham - smerten forsvinder lige så hurtigt som den er kommet. Dog kan jeg ikke lade være at tro at det er min stemme som hylede ham ud af det. Brummer kort bekymret. Men sætter videre i en trav. Tankerne begynder nu at løbe gennem mit hoved og min stemme bliver pakket væk igen.

Fortsætter lidt frem i min egen verden og tænker på hvilken reaktion min stemme kunne have givet ham. Stopper så lidt fremme da en lysning bliver lyst op af månens smukke skær. Vender fronten mod ham og det bekymrede ligger over mine øjne. Træder et skridt tættere på ham og står egentlig ret så tæt på. Måneskinnet lægger en flot skygge over den mørke pels. Mine tanker kører igennem hovedet på mig. kører så stille mulen op af hans halse og stopper ved hans kæbe.

Vil ikke have min stemme forvolder ham smerte. Træder så et skridt tilbage og man kan næsten se afskeden i mine øjne. Er få sekunder fra at vende om og galoppere væk. Vil dog lige se ham en sidste gang - ønsker ikke at skade nogen og slet ikke denne hingst.

Jeg ser hendes reaktion. Ser hvordan hun betragter mig en anelse anderledes. Hun er blevet forsigtig overfor mig. Det charmerende er forsvundet fra hende. Hun kigger på mig med, bekymring. Hun skal ikke være bekymret, jeg kan håndtere det. Hvis ikke jeg kunne, så var jeg gået fra hende. Jeg var vendt om lige på stedet. Men hun går frem igen og jeg går videre efter hende. Vil ikke slippe hende af syne. Selvom jeg ikke vil indrømme det, så vil jeg bruge mere tid med hende. Lære hende at kende? Nej det kan ikke passe, det ligger ikke til min natur. Jeg har ikke kendt nogen, siden min tid som føl. Aldrig. Det skader mig, gør mig sårbar. Men jeg er allerede sårbar med hende. Så hvilken forskel vil det gøre?

En lysning ligger forude, som giver månen mulighed for, at skinne ned på os. Mine sorte øjne betragter hendes pels. Den lyser smukt. Kort betragter jeg min egen pels, som selv lyser utrolig kraftigt op i skæret. Men den afslappende stemning i mit indre, forsvinder igen hurtigt fra mig. Jeg ser hendes blik da hun vender sig om. Hendes mule berører atter min pels, men hun trækker sig tilbage. Kan det passe at jeg kan læse et farvel, i hendes øjne? Jeg lader nu mine egne øjne vise følelser, spørgende, uforstående. Jeg betragter hende. Hvorfor føler jeg, at hun vil gå nu? Hun får ikke lov, ikke nu, ikke sådan.

Afskeden ligger i mig, da jeg vender mig. Men kan tydeligt se hans skift i hans øjne da han ser mine og føler ikke at han vil have jeg skal gå. Står med stor afstand til ham lige nu og en kuldegysning går igennem mig. Har virkelig ikke lyst til at gå fra ham - Men min stemme er en del af den jeg er og den skræmte ham. Træder tøvende et skridt tættere på ham og brummer en smule forvirret. Mine tanker flyver rundt i hovedet på mig, denne hingst har fanget mig og det skræmmer mig. Dette sted skulle ikke komme ind på livet af mig. Ryster kort på hovedet og drejer hovedet lidt væk. Ser mod skoven og kan mærke mit hoved galoppere afsted gennem skoven. Men mit hjerte ønsker at blive. Træder kort et skridt tilbage og så frem mod ham igen.

En ro falder så over mig og sænker hovedet en smule og holder blikket lidt på ham. Træder så stille tættere på ham og halvere afstanden imellem os. Ønsker at gå tættere på ham, men ved ikke om det er det han ønsker. Denne stolte hingst kan nemt have ført mig bag lyset - dog var dette ikke hvad hans øjne viste. Men han kan jo have skiftet mening. Ønsker at bruge mere tid på denne hingst og lære ham at kende. Men kan det virkelig være rigtigt? Sukker kort og ser afventende på ham.

Hun vender sig, øger afstanden til os. Jeg står som lammet. Hun kan bare ikke gå. Hvorledes kunne hun vide, at smerten i mig ikke er hendes skyld. Den er der blot, er en del af mig. Min fortid, min nutid og min fremtid. Den er der hele tiden, konstant. Det er bare ikke altid, at jeg selv mærker den. Det er på de tidspunkter den er værst. For når den så kommer, så rammer den hårdt. Akkurat som den gjorde nu, med hende. Kunne jeg så ville jeg lave det om, men det kan jeg ikke. Jeg ser hendes forvirring. Hun træder et skridt imod mig, så væk igen. Alt ved hende viser, at hun er splittet. Men er det mon til min fordel? Vil hun mon blive hos mig? Hører hendes brum, og mine ører kører en anelse usikkert rundt. Hvad skal jeg gøre? Jeg har aldrig stået i sådan en situation før. Den indeholder jeg følelser, dem har jeg jo ingen af? Eller har jeg?

En sidste gang træder hun imod mig, og står stille. Uden det kan ses på mig, så ånder jeg lettet ud inden i mig selv. Jeg står selv og sunder mig lidt, inden jeg med yderst forsigtige skridt, nærmer mig. Mit hoved er sænket, ørerne fremme. Stopper op helt henne ved hende og, ganske blidt, lader jeg min mule ramme hendes. Derefter lukker jeg øjnene. Hun må ikke gå, det ønsker jeg ikke. Men mon hun vil tro på det?

Lukker øjne, åndeløst lettet over at han har valgt at acceptere mig for den jeg er. Åbner stille øjne og brummer forsigtigt, holder dog min mule mod hans i et stykke tid. Men ønsker ikke at røre den for længe, da han i starten ikke var så glad for berøring. Napper blidt i hans pandelok og sender ham et roligt smil.. Afslappet og glædeligt, hvilket man tydeligt kan se. Hiver blidt engang i den før jeg slipper og betragter ham. Kender ham ikke så godt som jeg ville ønske jeg gjorde. Men noget indeni mig skriger at jeg ikke skal forlade ham nu.

Træder kort et skridt tættere på og lægger panden mod hans bring. Hører kort hans hjerte slå og et smil præger nu mine læber. Træder så et skridt tilbage og betragter ham roligt. Han finder en indre ro i mig, hvilket er dejligt. Smælder kort med halen og ser rundt i lysningen, hans pels lyser klart op og han er ikke skjult ret godt af den lysende måne. Men for mig gør det intet. Han er her lige nu og det er det vigtigste for mig. Min tvivl er forsvundet og er begyndt at stole på denne hingst. Men mon han kunne finde på at gøre mig noget? Jeg tvivler, men som sagt kender jeg ham ikke så godt. Så det kunne jo være en mulighed. Stoler lidt blindt på ham lige nu.

Jeg nyder at mærke hendes mule mod min. Så blød. Mon hun tror mig nu. Mon hun ved, at jeg ikke ønsker, at hun forlader mig? Fortvivlelsen kommer op i mig igen, da jeg ikke mærker hendes varme længere. Mine mørke øjne bliver hurtigt spærret op, men hun er der stadig. Hun hviler nu panden mod min bringe. Der vågner jeg. Hvad har jeg gang i? Hun er jo en hoppe, det vi har gang i nu, kan tolkes som følelser. Men det er jo forkert. Jeg kender hende ikke, ved ikke hvem hun er. Hun kender ikke mig. Ved ikke, at min personlighed normalt er gyselig og kan være så led. Men hun skal heller ikke vide det nu. Men en dag vil hun nok opleve det, ikke direkte, men måske møde en hest, som har mødt min dårlige side.

Jeg brummer afslappet til hende. Mine sorte øjne hviler i hendes. De har ændret sig igen. Tilbage er den smukke glød som de besad, inden hun så min reaktion. Jeg føler varmen i mig igen, jeg er glad for, at hun atter har fundet det blik frem. Inde i mit hoved, har en indre kamp. Skal jeg fortælle hende, hvad jeg virkelig føler, eller skal jeg blot forblive stille. Men det var jo det som ødelagde det. Jeg skulle blot have fortalt hende, at det ikke var hende. Ikke hendes skyld. "Du skal ikke gå." Jeg når knap nok selv at opfatte, at jeg har sagt det. Min stemme er skrøbelig og sårbar. Ærlig. Mon hun vil opfange dette. Jeg kan ikke holde kontakten til hendes øjne. Bliver nød til at kigge væk. Jeg har blottet mig, mit indre. Smerten skærer i mig.

Nyder at stå så tæt på denne dejlige hingsst. DA hans ord så pludselig lyder, vipper jeg et øre frem og han beder mig om ikke at gå. Brummer så kort og skal til at puffe blidt til ham. Men inden jeg når det vender han blikket væk fra mig. Kan stadig se hans ene øje og kan se at der tydeligvis er noget der plager ham. Bakker nu et skridt og betragter ham bare liddt ¤har jeg ikke lyst til¤ Ønsker virkelig ikke at gå, men ønsker heller ikke at skade ham som jeg tydeligvis gør.

Han gør mig forvirret, føler at jeg på så kort tid har skabt en forbindelse til denne hingst og ønsker slet ikke at gå. Men nogengange må man træffe valg man ikke vil ¤men jeg er nød til det, min tilstedeværelse smerter dig¤ Det er den første sætning jeg siger til ham, som sådan. Vender ryggen til ham og mærker et smerte kort gå igennem mig. Mine hove er ikke villige til at rykke sig og sænker bare hovedet blidt. En enkelt tårer glider ned over kinden på mig.

Sneen er stille begyndt at dae ned over denne smukke lysning og månen forsvinder stille - under andre omstændigheder ville dette være yderst smukt og romantisk, men lige nu er det ved at skave grimme billeder i hovedet på mig. Vender kort blikket mod ham og sender ham et undskyldende blik - var ikke min mening at sårer ham.

Hendes stemme lyder atter for mit indre. Den smukke stemme. Så fortryllende og blid. Men så smertefuld. Denne gang viser jeg dog ikke min smerte. Jeg ved nu, hvordan hun reagerer på det. Jeg vil ikke have, at hun skal forlade mig. Men endnu engang trækker hun sig tilbage, hun ser mit blik. Det blik der for en kort stund afslører den smerte i mig. Men det er ikke den smerte hun tror det er. Det er ej hende som er skyld i den. Det er mine minder, mit indre. At jeg er sammen med hende gør blot, at jeg skærer op i mit indre. Det indre hvor mine følelser ligger. Følelser som jeg ikke har rørt ved i flere år. De kommer frem nu, men smerten gør ondt.

Hendes næste ord skærer sig igennem mit indre. Hun vil forlade mig, hun påfører mig smerte? Det passer jo ikke, det er jo ikke hende. Det er forkert. Hun må ikke føle skylden for det her. Hun vender mig ryggen. Tøvende strækker jeg mulen frem efter hende, men når ikke at røre hende. Hendes blik møder mit. Undskyldende. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke fortælle hende om min fortid, kan ikke fortælle hende, at smerten på ingen måde skyldes hende. Jeg tager en dyb indånding og går op på siden af hende. "Det er ikke dig der vækker smerterne i mig. Det er mine minder. Mig selv." Kan hun mon acceptere den forklaring? Vil hun blive? Begynder hun at gå nu, så følger jeg efter hende. Jeg vil ikke forlade hende sådan.

Da han nærmer sig min side skærer det i mig. Han gør det svært for mig at gå. Kan han ikke bare lade mig gå væk. Da hans ord så rammer mine ører vender jeg blikket mod ham. Han snakker om minder og at det ikke er min skyld - Men hvordan kunne det så være at det kom så pludselig. Ryster blidt på hovedet og lægger så hovedet tæt ind mod hans hals. Den tykke vinterpels får mig til at føle mig tryg. Vender så blikket i hans, de smukke, beroligende og dejlige øjne. Der er simpelthen intet som at kigge i de øjne.

Ser så kort væk, hvorfor skal jeg have disse følelser overfor en hingst? Jeg har altid haft det som mit livs mission ikke at være som alle andre hopper. Finde sig en hingst, få nogen føl og leve lykkeligt. Dette har aldrig været mit ønske, men hvorfor påvirker han mig sådan? Brummer kort og ser på ham. Kører blidt min mule over hans og mærker en varm følelse i mulen

¤Jeg tror på dig¤ Det er få ord der forlader den brune mule - dog er de alligevel så ufattelig vigtige for at kunne danne et venskab eller mere til denne dejlige skikkelse.

Hun kigger på mig, lytter til mine ord. Det ser ud som om, at hun tror på mig. Lettelsen skyller ind over mig. Men derefter fryser mit indre. Det slår mig pludselig. Hvad har jeg dog gang i? Det hun udstråler, det de smukke øjne viser. Følelser? Jeg kan ikke lade hende føle, ikke for mig. Min sjæl kan intet føle. Den er ikke skabt til det. Det fandt jeg ud af for mange år siden, jeg vil ikke lave den samme fejl to gange. Hvad jeg har delt med hende det sidste stykke tid, har været ganske unikt. Normalt ville jeg have flået hende. Hun skal blot være lykkelig for, at jeg endnu ikke har gjort det. Mine muskler spændes, inden jeg træder få skridt fra hende. Hvad har jeg gjort? Hun skal jo ikke gøre sig nogle forhåbninger om, at kunne komme ind under min hvide pels. Jeg er en lukket bog, nøglen til mig er smidt væk for længst.

Jeg fnyser en enkelt gang hårdt, inden jeg træder væk fra hende. Mine sorte øjne har ændret sig, blikket er blevet hårdt og fast. Køligt. Ryster en enkelt gang på hovedet. Jeg udstråler forvirring, men samtidig en beslutsomhed. "Det går ikke Shame. Jeg er ikke godt selskab for dig." Mere siger jeg ikke. Bakker blot få skridt mere væk fra hende. Det gør mig ondt at gøre dette mod hende, men det går ikke. I sidste ende vil jeg skade hende. Hun er for skrøbelig. En sjæl som hendes skal ikke blandes, med en sjæl som min. Det ender galt.