The Beauty in life, is in the small things

Jeg mærker duften af hendes brunst igen. Men den går mig ikke på. Ikke mere. Vi har begge to gjort det meget klart. Føl er langt ude i fremtiden for mig, og er slet ikke på tale hos hende. På en måde er jeg glad for, at vi fik den samtale på plads. Så er der ingen af der måske håber på, at der vil komme et føl ud af dette møde. Jeg har i hvert fald ikke håbet på det. Men det er rart at vide, at hun heller ikke har gjort sig tanken. Selv lader jeg min sorte hale slå et par kraftige slag. Blot som et tegn på, at energien flyder rundt i mig. Jeg har meget af den, og den venter blot på at komme ud. Da hun atter kommer med en kæk kommentar, kan jeg ikke lade være med, at grine af hende. Ja jeg havde måske lige glemt at gå. Men nu havde jeg heller ikke ligefrem forestillet mig, at hun ville tage fat i min hale.

Legende men stadig blidt, napper jeg igen ud efter hendes man. Blot som respons på hendes nappen. Hun får en ny side frem i mig. En side jeg aldrig rigtig har kendt til. Hvis jeg har, så har det været for meget længe siden. Det er en ny side af mig selv jeg oplever. Men samtidig er jeg en anelse bange. Hvor længe vil det var ved? Hvor længe vil min underbevisthed blive ved med, at lade mig nyde hendes selskab. Jeg ved ikke om jeg pludselig ændrer mig igen. Og hvor voldsomt det vil blive, hvis det i så fald sker. Jeg ønsker jo ikke at skade hende, men vil hun tage mig alvorligt, hvis jeg pludselig fortæller hende, at hun skal forlade mig. Jeg vil jo ikke miste det potentielle venskab vi er ved at opbygge.

En tvivl går gennem min brune krop, hvor længe holder dette ved især hvis han siger han er så anderledes som han er. Brummer mildt og lader blikket glide kærligt på ham. Napper blidt ud efter hans mule og stopper så kort op. De mange tanker har stoppet mig, brummer kækt og ser endnu engang på ham.. Hvis jeg er ved at vinde ind til hans blødere side, hvilke chancer ødelægger jeg så for en som virkelig ønsker at han bliver hendes.. Er han hårdere ved hende end han normalt ville være fordi jeg har lirket en lille side op af ham. Smælder med halen og ser kort ned i jorden

"Ahearn.. jeg holder af dig, men jeg tror ikke at det er sundt at vi bliver ved med at ses" Den klare og lyse, næsten syngende stemme har nu fået et trist indfald. Ønsker på ingen måde at forlade ham, men han har vundet et lille stykke af mig og det er farligt. Ønsker ikke at have følelser for en hingst og det kunne dette måske udvikle sig til. Andre hopper skal have chancen, hopper som måske ønsker at bære hans føl og være hans mage. Det er overhovedet ikke noget jeg nogensinde ville kunne love ham og ønsker ikke at ødelægge disse muligheder for ham. Smælder blidt med halen og puffer kort til ham. Så længe jeg ikke er sikker på det kun er venskablige følelser jeg har, bør jeg nok ikke omgås ham - Måske når han har fået mage kan vi ses igen..

Selvom jeg tvivler på, om jeg kan styre mig selv. Så nyder jeg at være sammen med hende. Det er længe siden, at jeg har slappet så meget af sammen med en anden hest. Den eneste jeg ellers har været rimelig venlig overfor, har været Leonora. Den sorte hoppe. Selvom hun er meget anderledes end Shame, så får hun ligeledes en venligere side frem i mig. Jeg har endnu ikke fundet en grund til, at jeg opfører mig bedre sammen med dem, end med så mange andre. Men en eller anden dag skal jeg nok finde ud af det. Jeg fortsætter frem ved Shames side. Mine tanker om at jeg hurtigt kan flå skindet af hende, er ved at være helt væk igen. Jeg tror ikke, at hun vil få set den side af mig. I hvert fald ikke i aften.

De tanker får jeg dog hurtigt taget tilbage. Hun stopper op. Hvilket får mig til ligeledes, at stoppe min store krop i en ganske elegant bevægelse. Hvad mon der går hende på nu? Er det mig igen der denne gang har gjort noget galt. Kan det passe? Jeg har jo ikke ladet mig påvirke af hendes stemme. Ikke denne gang. De ord der kommer ud af hende, kommer dog fuldkommen bag på mig. Hvad er det hun siger? Holder af mig, men kan alligevel ikke se mig? Ikke sundt? Det er jo nye toner. Hopper! Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå dem.

Forvirret kigger jeg på hende. Hvordan skal jeg reagere? Skal jeg fortælle hende, at jeg forstår hende. Men det gør jeg jo ikke? Jeg forstår hende slet ikke. Min personlighed som ellers har været så venlig, forsvinder nu. Jeg mærker, hvordan mørket i mig kommer frem igen. Mine sorte øjne, som ellers har været venlige i deres skær. Bliver nu blanke, kolde. Automatisk smækker jeg mine ører i nakken. Mit venlige sind er væk. Hvorfor skulle hun sige de ord? Hun har jo fuldkommen ødelagt alt nu. Jeg kunne acceptere det første gang. Men ikke denne gang. Jeg vil ikke. Vredt fnyser jeg og kyler et forben ud mod hende. Mine ører er klistret ned i min nakke. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro, at jeg ganske enkelt ikke havde nogle ører. Jeg svarer hende ikke. Det har hun ikke fortjent.

Hans øjnes forandring går op for mig med det samme og ved at han ændre sig. Jeg pressede ham til dette, så kan han få sin vrede ud omkring mig og så kan jeg forlade ham. Han har det bedst uden mig. Vender så blikket imod ham og med det samme flyver en hov imod mig. Spænder kort op i kroppen og ønsker slet ikke at undvige det. Lader ham blot ramme mig. Et kort hvin forlader min mule og smerten kan helt sikkert mærkes. Vender blot blikket mod ham og lader det blive der.

"Ahearn jeg nød at være sammen med dig, du er den første hingst jeg har lukket ind og du skal vide at vores tid sammen betød noget for mig - Nu ved jeg at jeg ikke bare er en hoppe der vil leve i mig selv"

Mine ord har nok ikke indflydelse på ham overhovedet, han skal bare vide at han har betydet noget for mig, trods det har har gang i nu.Dette viser bare hvem han virkelig er. Han plantede selv denne tvivl i mig og nu straffer han mig for at tvivle lidt. Det viser bare at dette møde for ham intet har betydet overhovedet. Men håber at han på et tidspunkt vælger at lukke en hoppe ind under hans skind. Han er en dejlig hingst og fortjener at få alt det han ønsker sig.

Smerten i mig er ulidelig. Den brænder mig, alt i mig brænder. Jeg har dummet mig, åbnet mig en smule op og se, hvad jeg har fået ud af dette. Mere smerte. Vil hun nu være skyld i, at jeg vil blive endnu mere lukket, end jeg var i forvejen? Jeg mærker min hov ramme hende, og fryder mig et kort øjeblik. Lige indtil jeg hører hendes hvin. Selvom jeg brænder, selvom mit had til hende vokser, så ønsker jeg ikke at skade hende. Mine øjne afslører min forvirring. Jeg kan ikke styre mine følelser lige nu. Mit blik flakker mellem hende og skoven. Hvad skal jeg gøre? Hun har ødelagt mig. De tanker får dog vreden frem i mig igen. Hvor kunne hun? Har hun blot udnyttet mig, lige indtil nu? Udnyttet at jeg har åbnet mig en smule for hende.

Hører nu hendes ord. Nød at være sammen med mig. Sikke noget sludder. Hvis hun havde nydt det, så havde hun ikke gjort dette mod mig. Jeg havde advaret hende, men jeg prøvede så inderligt på, at holde mig til den gode side. Men hun stolede ikke på mig. Se hvad hun nu får ud af det. Alt er ødelagt. Vreden koger i mig, alt i mig koger. Smerte, vrede, forvirring, had. I dette øjeblik føler jeg mig udsat og sårbar. Føler mig udnyttet og hånt. Hvor kunne hun? Hendes ord gør mig blot endnu mere rasende.

"Lad være med at lyve for mig Shadow! Hvis du virkelig havde nydt mit selskab, så havde du ikke gjort det her!"

Min stemme er ej som den plejer. Jeg snerrer af hende. Men den er stadig kraftfuld, hård og isnende. Ingen af de følelser jeg viste hende før, er at høre i min stemme. Ej heller i mine øjne kan hun se dem. De er gemt væk og vil nok aldrig komme frem igen. For første gang siden jeg dræbte hoppen for mange år siden, har jeg nydt en anden hests selskab. Jeg kommer aldrig til, at begå den fejl igen.

"Du har fået hvad du ønskede. Du har nu udnyttet og blottet mig. Forsvind og lad mig aldrig se dig igen."

Jeg kigger på hende kort, inden jeg vender ryggen til hende og går. Mine skridt er dog ikke stolte længere, de er opgivende. Min verden ramler sammen omkring mig. Følelserne jeg havde for mange år siden, kommer op i mig igen. Jeg er uønsket og udstødt. Ingen vil have en ødelagt hingst som mig.

Hans ord rammer mig hårdt og kan slet ikke forstå hvordan han tror jeg har udnyttet ham. Står og ser efter denne hingst. Denne hingst jeg lukkede ind og følte noget for? Står helt slattent og ser mod ham, en tårer glider ned af min kind og smerten buldrer gennem den mørke krop

"Tror du virkelig jeg har udnyttet dig?

Min stemme knækker nærmest over midt i det hele og en rysten går gennem den brune krop. Tager et skridt i hans retning og vil inderst inde ikke have han går. Det var det jeg bad ham om, men overhovedet ikke det jeg ønskede han skulle gøre

"Ahearn jeg lukkede dig ind.. Ind hvor ingen andre hingste er kommet før, jeg stolede på dig og holdte af dig - Men tre gange viste du tvivl. Du åbnede dig for mig og intet har gjort mig så glad siden jeg mødte min gamle flokleder første gang. .. Du snakkede om at du ikke havde åbnet dig for andre før.. Det skabte en tvivl i mig - Jeg har fortalt dgig at jeg ikke ønsker mage eller føl og ville ikke ødelægge den chance for dig.. Hvis du lukkede mig ind, hvor længe ville der så gå før du kunne lukke en anden hoppe ind? Spolerede jeg den chance for dig, hvis vi blev venner?"

Mærker mit hjerte hamre afsted. Blotter mig for ham og er næsten helt velvidende om at han ikke har tænkt sig at lytte, han har truffet sin beslutning og er allerede ved at gå. Træder et skridt frem mod ham og puffer blidt til hans bagdel

"Ahearn vil du ikke nok blive?" dette var de ord han sagde til mig, han bad mig blive og har ingen ide om det vil virke. Men ønsker ikke han skal gå. Hader at skulle blotte mig så meget for denne hingst og næsten være sikker på at blive knust- hvad ser der hvis han går nu? Bliver jeg en skygge af mig selv, som ikke ønsker at snakke med andre? Hvordan skal dette mon gå? Håbet og ønsker ligger i mig... Ønsker og håber til at han vælger at blive.

Jeg hører hendes stemme igen og stopper op. Mine øjne er lukket og mine ører vendt bagud. Jeg sukker dybt. Hvorfor gør hun dette mod mig? Hun forvirrer mig og tvivlen farer rundt igennem min krop. Hvad vil hun med mig? Hvorfor er hun sådan i tvivl. Hvordan kan hun tvivle, efter det jeg har vist hende? Hendes ord når mine ører, men det går som i slowmotion. Der går lang tid inden jeg forstår dem, inden de virkelig trænger ind i min bevidsthed. Hun har blottet sig siger hun. Ja det han hun. Men det har jeg også. Men hun er den der skubber mig væk. To gange har hun gjort det nu. Det burde være mig der sagde de ord. Mig der fortalte hende at det ikke gik. Så hvorfor bliver jeg ved med, at give hende alle de chancer. Fortjener hun dem overhovedet? Stadig med lukkede øjne svarer jeg hende.

"Hvorfor skubber du mig så konstant væk?"

Min stemme er næsten som en hvisken. Jeg kan knap nok fortsætte sætningen. Hvorfor skulle jeg blotte mig mere nu? Hun har jo gjort det ganske tydeligt, at hun ikke ønsker mig i nærheden af hende. De sidste ord giver ikke mening for mine ører. Hvorfor skulle jeg lukke andre hopper ude? Hun vil jo ikke have føl og jeg har aldrig gjort mig nogle forhåbninger om, at få nogle med hende? Hvorfor så sige det?

"Hvorfor tvivler du, når jeg er blevet begge gange du har skubbet mig væk. Hvorfor bliver du ved?"

Jeg hører derefter de ord, som jeg sagde til hende. Mærker hendes mule puffe til min bagdel. Denne gang føler jeg ikke varmen i mig. Den er nu isnende og skærende. Smerten er i mig, den vil nok aldrig forsvinde. Jeg går ikke, men jeg kigger heller ikke på hende. Jeg er frosset fast. Ude af stand til at reagere.

Hans stemme rammer mig hårdt, jeg holder af denne hingst - men han har tydeligt ikke de samme følelser for mig, hvilket vel er forståeligt. Træder op på siden af ham og brummer såret. Vender blikket mod ham og ser nærmest undskyldende på denne hingst, om han så slår mig ihjel har jeg tænkt mig at snakke med ham.

"Ahearn, jeg vil må ingen måde skubbe dig væk, jeg har kun gjort det fordi jeg troede det hjalp dig. Jeg kan tydeligt se at det går dig på og du skal vide at det rammer mig akurrat lige så meget. Jeg troede at hvis du først åbnede dig for mig, så ville der måske gå længere tid før du åbnede dig for en anden hoppe - Som muligvis kunne blive din mage"

Har den største trang til at putte mig ind til ham og bare være tæt på ham, men ved at han aldrig kommer til at stole på mig igen, så forstår ikke hvorfor jeg prøver. Han har mistet alt for mig og det er tydeligt at hører for hvert ord han siger. Mærker en rysten i kroppen, den er ret ukontrolleret, men får den dog under kontrol. Lader blikket hvile på ham og bider mig selv i læben

"Det er helt dit eget valg og gå og det ved jeg. Hvis du vælger at gå så vil jeg respektere det og ikke opsøge dig igen.. Men du skal bare vide at jeg håber inderligt at du kan finde det i dig at give mig en chance mere"
Han valg er det 100% og ønsker ikke at stoppe ham, hvis han virkelig ønsker at gå, men håber dog at han finder lidt i ham, som siger at han stadig holder lidt af mig. pruster en smule prvende og undgår dog at rører ham, da jeg ikke tror at det er nu jeg skal gøre det.