The Beauty in life, is in the small things

Han reaktion nu er alt det som han ikke har været mere. Han bakker væk fra mig og mine øjne er slet ikke forvirret over dette. Denne hingst er som alle andre - han er en manipulerende og åndssvag hingst. Mit blik viser en smule af min skuffelse over ham og bakker bare en smule og ser på ham ¤du er som alle andre Ahearn¤ Ryster kort på hovedet da jeg virkelig ikke kan forstå at han narrede mig så groft.

Vender mit blik mod skoven og da mine tanker lidt har ført mig på afveje, vender jeg så blikket på ham igen. "Du har ret. Jeg kan ikke bruge en hingst til noget, der ikke stoler på sig selv.. Jeg stolede på dig Ahearn og jeg var så dum at gøre dette. Du er som alle andre" Mærker godt ordene skærer i mig, men han vælger at trække sig væk fra mig. Bakker få skridt og ser på ham - forvirringen har nu sat til ii mine øjne. Hvorfor stolede jeg på ham? Hvorfor skulle han være sådan? Mange spørgsmål dukker op i mit hoved og ingen af dem kan jeg selv besvare. Ser på ham en sidste gang

¤Tak for dette interessante møde Ahearn.. Du må have det godt" Holder blikket lidt på ham og sætter så frem i en trav ind mellem træerne. Stopepr dog lidt væk og mærker en vrede i mig jeg ikke vidste jeg havde. Troede dette sted var anderledes men han er som alle andre. Dette sted er alle andre. Hamre hoven hårdt i jorden og fnyser kort. En lille tårer kører ned af kinden på mig.. Troede lige jeg havde fået mig en ven..

Hendes stemme skærer dybt i mig. 'Du er som alle andre, Ahearn.' Jeg er ikke som alle andre, men hun kender ej til den smerte der er i mig. Kender ikke til min fortid, den fortid som kommer frem, når jeg er sammen med hende. Jeg lader mine følelser bryde facaden endnu engang, lader mine mørke øjne vise, hvor inderligt jeg er ked af, at jeg bliver nød til at gøre dette. Men vil hun overhovedet se det? Er hun nu blevet blindet af hadet til mig? Endnu engang lyder hendes stemme, fortvivlelsen kommer frem i mine øjne. Skærer igennem mit indre. Jeg hader, at jeg har såret hende. Hader at jeg lod mig selv fange i hendes fortryllende øjne. Hader at jeg ikke stoppede mig selv. Jeg er skyld i, at hun nu vil hade mig og andre hingste. Men jeg vil ikke begynde at sige hende imod.

Sukker kort og kigger ned. "Du har ret Shadow. Jeg stoler ikke på mig selv. Jeg frygter, at jeg vil skade dig, hvis jeg lader dig komme for tæt på. Mit indre er ødelagt. Jeg vil hellere have at du forlader mig nu, end nu bliver vidne til min anden side. Den side jeg ikke kan styre." Min stemme knækker en anelse sammen. Jeg blotter mig lige nu, men jeg siger sandheden. "Jeg undskylder hvis jeg har såret dig. Men du fortjener en anden end mig. Min sjæl kan ikke reddes." Vil hun tro mig? Tro på den sandhed, som kommer fra mig i dette øjeblik?

Jeg ser hende forlade mig, ser hende trave væk fra mig. Tager mig selv i, at ville tage et skridt mod hende. Men stopper. Jeg kan ikke følge efter hende. Smerten er for stor. Jeg bliver stående. Sjælen blottet, for første gang siden den dag, for mange år siden. Sneen daler omkring mig, kulden kommer krybende, men jeg bliver stående. Smerten vil ikke lade mig gå. Mine hvide ører hænger ud til siden. Lige nu er jeg et sørgeligt syn. Ikke den stolte hvide hingst, som hun startede med at møde. Jeg er knækket, men jeg ved at når jeg kommer mig igen, vil min facade blive endnu sværere at bryde.

Vreden hamre rundt i kroppen på mig. Hører tydeligt hans ord og føler ikke at det er retfærdigt at dette skulle gå udover mig. Hvordan kan det være min fejl at jeg minder ham om en anden. Smælder med halen og stopper så op. nej han får fandme ikke sin vilje. Træder tilbage i lysningen og betragter ham. Mine øjne er målbevidste og går over ham med selvsikre og blide skridt. Tager mig stor mod til og puffer til hans mule. Mine øjne bliver så de blide og kærlige øjne igen og brummer opmuntrende til ham

[b"Hvilken ven ville jeg være hvis jeg forlod dig nu Ahearn?" Jeg ville på ingen måde kunne leve med mig selv hvis jeg valgte at gå fra dig nu. Du har blottet dig og vist din følsomme side hvilket er en side jeg er kommet til at holde af.. Din anden side må jeg leve med.. Jeg forlader dig ikke nu. Du er min første ven på dette sted og der skal mere end bare dette til at skræmme mig" ][/b]

Mine ord giver mig en vis styrke men på samme måde skaber det en frygt i mig da jeg ved at min stemmer minder ham om noget forfærdeligt. Men det kan jeg ikke tage hensyn til nu. Jeg nægter at forlade ham og hvis han ikke ønsker jeg er her, så må han jo gå.,. På den måde har jeg min samvittiighed på plads og har kæmpet for det som jeg tror på. Han har overbevist mig om at han ikke bare er den lækre og stolte facade men at der genner sig noget inde i ham som er værd at samle på. Han er min ven om han vil det eller ej. Smælder hårdt med halen og ser inderligt på ham. Håber selvfølgelig ikke at han vælger at tage afskeden med mig.. Lader de blide øjne falde i hans og kan tydeligt se hans sørgmodige ansigt. Dette skræmmer mig dog lidt, da jeg er skyld i dette - Hvis han ikke havde mødt mig, så ville han stadig være en stolt og forholdsvis glad hingst.

Pludselig hører jeg skridt. Hove mod sneen. Hende? Kommer hun tilbage, men det kan jo ikke passe? Jeg har jo lige ødelagt alt det, som hende og jeg havde. Hvad havde vi egentlig? Jeg ved det ikke. Jeg har jo ikke noget med nogen. Det brænder i mit indre for, at jeg skal lade de sorte øjne kigge op. Men jeg tør ikke. Tænk hvis det blot er en anden hest. Lader alligevel mit ene øre rette sig op, lyttende. Inden jeg når, at opfatte mere, mærker jeg et puf på min mule. Chokeret kigger jeg op. Der er hun. Den fine brune hoppe, med den skønne stemme. Men samtidig med den stemme, som får det til at brænde i mig. Glem det. Jeg vil ikke lade det påvirke mig længere. Hun lader den komme ud, den klare stemme. Fortæller mig, at hun vil blive. Er hun blevet fuldkommen gal? Så hører jeg et andet ord. Ven? Kan det passe, at jeg lige har skabt mig et venskab. Mig? Som ikke har haft venner i flere år. Eller faktisk aldrig?

Hun har hylet mig fuldkommen ud, af mit gode skind. Kan slet ikke kapere det. Jeg er målløs. Hvordan kan hun stole så blindt på mig? Hvis jeg ville, så kunne jeg bore mine tænder i hende det øjeblik. Det har aldrig stoppet mig før. Det stoppede mig ikke, da jeg mødte den grå skabning i ørkenen. Hendes øjne fanger mine. Overbeviser mig om, at hun virkelig mener det. Jeg kan ikke svare, min hals har snøret sig sammen. Hvad skulle jeg også svare? Alt ville jo virke, så akavet efter de ord.

I stedet trykker jeg min mule mod hendes og brummer dybt. Lettelsen kan tydeligt høres i mig. Jeg har ikke kræfter til, at skulle kæmpe for, at få hende væk. Hun har selv valgt at blive. En dag vil hun nok indse, hvordan jeg i virkeligheden er, men lige nu kan hun nyde, at hun appellerer til mit gode jeg. Ven. Ja, jeg har vist fået mig min første ven i mit liv.

En sten falder fra mit hjerte da han brummer lettet. Havde i princippet forventet det værste, at han ikke ønskede at se mig mere. Smælder blidt med den lange sorte hale. Lader de blide øjne falde i hans - nyder hans behagelige selvskab og det lader til at han nyder mit. Kører blidt min mule kører op af hans kæbe

"Hvad ønsker min bedste ven så at lave denne rolige aften?" Laver et kækt krumspring til siden og smælder nu livligt med halen, nærmest barnligt. Små stejler lidt på stedet inden jeg igen indtager den stolte og hoppede facon jeg har. Ser kort rundt i skoven, da det er ved at være lidt sent at være i skoven. Dog har jeg aldrig set en ulv - men det betyder overhovedet ikke at de eksistere. Ser kort ud mod engen og brummer mildt - Det eneste jeg ikke ønsker er at drage mod søen. Dette er min eneste frygt her i livet og denne er den ene hemmelighed jeg ikke ønsker at dele med nogen

"Har du så egentlig overvejet at finde dig en mage og få nogen lille Ahearns?" Et blidt grin falder fra min mule da jeg ikke ønsker at blande mig i hans ting, men som ven har jeg vel få fordele som andre ikke har. Alt for at skifte emne fra mine sø tanker.

Jeg er stadig godt paf over, at hun kom tilbage til mig. Men hun hyler mig endnu mere ud af den, da hun siger bedste ven. Hold da op. Ja hun er da velkommen til, at have det på den måde. Men bedste venner vil jeg nu ikke kalde os. Ikke endnu. Hun er da en ven. En som ved lidt mere om mig. Men hun har kun fundet en ganske lille sprække i min facade. Der er langt, rigtig langt, ind til det indre. Der hvor mit ægte jeg virkelig hviler. Ikke engang jeg selv, kender til nøglen eller vejen derind. Vil jeg måske engang møde en hest, som kan hjælpe mig med det? Alligevel smiler jeg en anelse muntert over hendes krumspring. Hun er nu en frisk hoppe. Jeg brummer derefter fornøjet. "Lad os nyde sneen og vandre lidt ud mod engen."

Hendes næste spørgsmål får mig dog til, at tænke mig grundigt om. Føl? Mage? Hvad? Familie? De tanker har jeg aldrig haft. Jeg har vandret alene, kun mig. En hingst. Uden tanker om familie eller fremtid. Blot en dag af gangen. Men nu hvor jeg er endt i dette land, kan det måske tænkes, at mit afkom skal betræde denne jord. Men mit afkom skal ikke være med hvem som helst. Nej nej. Mine gener skal man bære med stolthed og ære. Så en mage skal jeg have. Kun hun skal have den ære, kun hun vil være god nok til, at føre generne videre. Jeg er ej som så mange andre hingste. Kigger en anelse sjovt over på Shadow. Spørgsmålet morer mig en anelse. "Engang langt ude i fremtiden, så skal jeg vel have mage. Måske et føl. Men det ligger langt ude. hvad med dig Shadow?"

Nyder at han er her og brummer mildt. Sætter så frem i en skridt mod engen og lytter til hver og et af hans ord. Brummer så kort og udstøder et blidt fnys da jeg tydeligt kan mærke at det er et spørgsmål som kommer bag på ham og det kan ikke holde mit grin tilbage. Napper så blidt ud efter hans sorte mule

"Jeg syntes der skal være en lille Ahearn" indtil videre har han gjort et godt indtryk på mig, hvilket er rart og har tænkt mig at holde fast i vores.. Hvad kalder man det overhovedet? Venskab.. Smælder med halen og kan mærke min energi er ved at hobe sig op igen. Følger dog ham, da jeg ikke ønsker bare at læbe fra ham.

"Mig? Neej, det er ikke noget for mig... Kan huske hvilket chok det var for Altair da han fandt ud af jeg ikke ønskede mig alle de ting som andre hopper ønsker. "Jeg har ikke brug for en hingst og jeg klare mig på egenhånd. Har aldrig haft følelser for en hingst på den måde og det får mig bare til at føle t jeg overhovedet ikke har behov for en mage. Et føl? Tja jeg ved ikke rigtig, uden en mage syntes jeg ikke man kan have et føl og ved slet ikke hvordan man skal passe sådan en lille skabning". Han må endelig ikke misforstå mig, jeg nyder at være sammen med føl og lege med dem! Der er intet bedre i verden, men jeg er nok ikek den bedst egnede mor på hele denne eng. Vender blikekt mod ham og afventer lidt hans reaktion. Det er slet ikke normalt at hopper ikke ønsker føl og slet ikke på disse egne.

Jeg brummer fint til hendes svar. En lille Ahearn siger hun? Men jeg kan ikke selv forestille mig det. Ikke endnu. Det er alt alt for tidligt. Jeg føler mig ikke engang helt tilpas i dette land endnu. At tænke på føl og mage, er noget jeg skal ikke kan overskue. Måske sker det en dag, måske gør det ikke. Den tid den sorg. Hendes svar får mig dog til, at kigge over på hende. Ingen mage? Ikke brug for en hingst? Har hun slået hovedet helt? Men alligevel kan jeg forstå hende. Måske tænker hun en smule som jeg selv gør. Og dog, jeg tror ikke at hun er bange for at blotte sine følelser. Hun har aldrig haft følelser for en hingst. Har jeg nogensinde haft følelser for en hoppe? På en måde ja. Den skønne sjæl som jeg dræbte. Det er hendes skyld, at jeg ikke kan elske. Hendes skyld, at andre hopper ikke er nær så skønne som hende. Hun var. Enestående.

"Jeg forstår dig Shadow. Jeg har det på samme måde, ingen mage, intet føl. Men en dag tror jeg nu, at du vil finde dig en hingst." Jeg stopper min sætning der. For hele sandheden får hun ikke. Hun får ikke at vide, at jeg mener det fordi hun er som hun er. Hun er følsom, hun ser andres sjæle på en helt anden måde. Hun kæmper for det hun tror på. Det betyder også, at hun nok en dag skal finde sig en hingst.

Napper kærligt ud efter den stolte og hvide hingst. Brummer mildt og hører på hans ord, men betvivler dem dog. Jeg har ikke brug for en mage. Ønsker at have alle de venner som jeg har og flere til. Men en mage? Nej det er slet ikke noget der falder mine tanker ind. Så længe jeg har venner som Ahearn, hvad skal man så bruge en mage til? Tulle rundt som et forelsket lille føl? Ryster på hovedet og smiler så blidt til ham

"Det må tiden vise, jeg betvivler nu dette - Men måske ændrer man tanker engang. Ahearn - hvorfor er min stemme så slem?

Han har vænnet sig mere til min lyse og blidt stemme, men er simpethen nød til at vide det. Napper ham kækt i mulen og springer lidt væk. Sender ham så nogen rigtig hundehvalpe øjne og nærmest beder ham lege lidt med mig. Men inden jeg når at lade ham gøre det tripper jeg frem med elegante og sensuelle skridt. Charmen er igen faldet over de nøddebrune øjne og brunsten leger selv med mit sind. kører kærligt mulen op af hans og lader mine øjne forblive i hans. Brummer så kort og en smule nydende, da jeg elsker og have min hoppede side og har ikke vist den for så mange.. Eller har faktisk kun vist den overfor ham. Min energi plejer at komme i vejen for at jeg kan få lov at udforske den side af mig selv.

Det morer mig, at hun finder den skønne hoppede side frem. Den er ganske lokkende og tiltrækkende. Selv for mig. En hingst som normalt ikke lader mig påvirke af sådan nogle situationer. Men hendes brunst bliver spredt rundt i luften. Så sød, så lokkende. Jeg ryster dog hurtigt tanken fra mig. Nyder at mærke hendes mule mod min, mine hvide ører retter sig op, da hendes brum atter lyder. Jeg gengælder det. Men det idylliske moment stopper hurtigt. Hun spørger ind til det. Stemmen. Jeg havde lige fået mig selv til, at ignorere den fornemmelse hendes stemme giver mig. Nu hiver hun fat i det igen. Men det er vel forståeligt. Hun vil vide hvorfor, jeg reagerede som jeg gjorde. Ville jeg ikke også selv det, hvis jeg var i hendes plads?

Stopper op og kigger på hende. Sukker derefter tungt ud. "Den minder mig om min fortid. En fortid som jeg har lagt bag mig. Men din stemme hiver fat i den igen." Mere får hun ikke ud af mig. Jeg kan ikke dele mere. Ingen kender til min fortid, til det drab jeg begik. På en hoppe som jeg ... kunne lide. Bevæger mig tættere på hende og lader min sorte mule køre ned ad hendes hals, ned til hendes ryg. Brummer igen. Nydende. Selvom jeg ikke er til nærkontakt, så elsker jeg den med hende. Det er anderledes.

da han begynder og snakke vipper jeg lyttende ørerne frem, smælder kort med halen og kan tydeligt mærke at det ikke er nu jeg skal begynde at snakke om hans fortid. Han stoler ikke nok på mig til at lukke mig ind på det emne. Måske kommer det en dag, men det er ikke lige nu. Mærker ham så komme tættere på og lukker øjne blidt i. Hans mule kører ned over ryggen på mig og en brummende lyd forlader den mørke mule - Hans berøringer er behagelige og dejlige. Kan tydeligt mærke at hans berøringer påvirker mig.

Mine tanker falder kort på om han kune finde på at springe på mig og bedække mig. Vælger at stole på ham, da jeg er ham som min ven. Dog har han fortalt at han før har haft en strid fortid - Men kunne han finde på at lade dette gå ud over mig'? Brummer endnu engang nydende og retter blikket tilbage på mig. Mine øjne er blidt, uskyldige og man kan se et snert af charme i de varme øjne.

Hvordan kunne jeg lade en hingst komme ind på mig? men kan man overhovedet sige at Ahearn er kommet ind på livet af mig? Han kender slet ikke til min vandskræk overhovedet? Så kender han mig? Tankerne kører på højtryk og dette forudsager at jeg spænder op i den mørke krop - dette er dog helt ubevidst.

Jeg er lykkelig over, at hun ikke spørger mere ind til det. Forhåbentlig vil hun vente med, at spørge mere om det. Jeg er ikke klar til, at dele den fortid med hende. For den er grum. Men de tanker forlader mig hurtigt. Hendes brum rammer mine ører, som jeg automatisk retter mod hende. Hun nyder det. Ligeså gør jeg. Den søde duft kildrer i mine næsebor. Men jeg er stadig ved mine fulde fem. Selvom Shadow står mig nærmere end så mange andre heste. Så skal hun ikke bære mit afkom. Alligevel mærker jeg, at hun spænder op i sin krop. Som om hun frygter det. Jeg forstår hende. Mange hingste ville udnytte det. For hun står ret så udsat. Så for at berolige hende, bevæger jeg mig tættere på hendes forpart, så hun ikke står så udsat.

Min mule kører langs med hendes pels. Napper let i hendes man, inden jeg fortsætter frem i skridt. Jeg vil ikke have at hun frygter mig. Ikke Shadow. Vi har allerede været igennem en masse. Mere end jeg har været, med så mange andre heste. Det kommer også bag på mig, at jeg lader hende påvirke mig så meget. På den anden side er det også rart, at er i det mindste er en, som kender en smule til min bløde side. For det her er starten på den. Den bløde side som jeg åbenbart besidder. Sender hende et venligt blik, og kaster derefter med hovedet. Jeg vil stadig have hende med mig.

Hans berøringer er rare og dejlige. Ikke noget jeg nogensinde havde forventet jeg ville nyde med en hingst. Men måske er dette sundt for mig. Da det endelig går op for mig at jeg har haft spændt op i kroppen har han allerede rykket sig. Han nusser mig lidt på forpartiet og dette er viidunderligt. Han vælger nu at gå lidt væk fra mig. Står med et smil på den brune mule og betragter hans stolte skridt og et smil rammer mine læber. Han lille kast med hovedet får et blidt grin til at forlade dem også. Tager få skridt frem og napper fast i hans hale og ser på ham med drillende og blide øjne

"Jeg er klar til at gå og har fat i dig så du ikke stikker af. " Disse ord bliver mumlet afsted da jeg har munden fuld af Ahearn hår. Smælder lidt med min egen hale og tripper så frem og rammer hans bagparti med min bring og ryster så på hovedet "Ahearn der er noget du ikke ahr forstået ved en gå tur.. det er meningen du skal... Gå!" Ordene bliver lige som før mumlet afsted, men kan ikke helt holde et grin tilbage. Har nogengange mine skøre indfald og det er han nok nød til at vænne sig til. Slipper dog og sætter frem i en kort og lækker trav for at komme op på siden af ham. Brummer mildt og behageligt og kører blidt mulen over hans kæbe - ører den i en blidt og kærlig bevægelse.. Nyder min tid med denne hingst!

Nyder at høre hendes latter. Den er så beroligende og samtidig livlig. Kigger dog alligevel en anelse forundret på hende, da hun tager fat i min hale. Hvor underligt. Men samtidig ganske morsomt. Jeg har aldrig set en voksen hoppe, opføre sig på den måde. Hun har nok ret. Hun vil da aldrig vide, hvordan hun skal håndtere et lille føl. Hvis hendes sjæl er så livlig. Men jeg kan lide den. Er dog så chokeret, så jeg glemmer at gå. Det resulterer i, at hun ramler lige ind i mig. Måske en smule med vilje? Jeg kommer med en mild men dyb latter. "Det må du undskylde Shadow." Jeg kan ikke tage hende seriøst. Hendes små påfund er for spøjse til, at jeg kan tage hende seriøst. Men det er hun vel egentlig lidt ligeglad med? Ellers ville hun ikke gøre det.

Nyder hendes blide kærtegn på min kæbe. Men jeg følger dog hendes eksempel, og sætter i en stor men flydende trav. Mine sorte øjne hviler på hende. Jeg vil have hende med. Med i en skøn trav ud mod engen, med sneen der daler roligt omkring os. Normalt vil jeg ikke gide dele sådan et øjeblik med nogen. Men Shadow er skøn at være sammen med.

Hans dybe og behagelige latter får et blidt smil på den mørke mule. Smælder med halen og tripper kort på stedet, inden jeg endnu engang fortsætter frem i en elegant og blidt trav. Hans trav er fyldig og hingstet. Bliver kort betaget af denne trav og de smukke omgivelser vi er i. Smælder kort med halen og holder den så ind til mig igen, da jeg på ingen måde ønsker at gøre ham det ubehageligt med min brunst. Mine tanker kører blidt rundt, da der er mange ting at tænke over. Ønsker at spørge ham om så meget, men ved at dette ikke er tidspunktet.

"Du er altså noget af en tosset hingst, der skal meget til at man ikke kan huske hvordan man kan gå" Brummer så blidt og napper ud efter hans pandelok. Han har advaret mig om hans slemme side, men jeg elsker at spille sammen med denne skønne hingst. Hvis han en dag skader mig - så må vi tage det til den tid. jeg syntes vi hygger os og der er ingen jeg hellere vil bruge mere tid med end ham lige for tiden. Bukker så kækt og får lyst til at sætte frem i en hurtig galop - Men bliver hos ham.