En helt ny fornemmelse

Nu har jeg jo hele tiden holdt fast på, at hun ikke skal dø, hvis det kunne undgås. Der er naturligvis ingen, der skal dø, hvis det kan undgås, og derfor gælder det også for hende. Det er vinter, og det er koldt, og det er meget få væsner i dette land, som på nogen som helst måde kan drage fordel af kulden og den manglende mad. Rovdyrene er sultne og behøver også mad, og da jeg ser, hvordan blodet farver sneen rød, rammer den rustne duft mine næsebor. Hvis jeg kan lugte det, så kan de sultne rovdyr så absolut også, hvilket gør hende meget udsat, eftersom hun ikke en gang kan komme på benene.

Jeg gider egentligt ikke stå med ansvaret for, at hun ikke bliver spist af en sulten kødæder, men jeg er jo godt klar over, at det ville være min skyld. Desuden ville min slanke, sorte krop have godt af at hvile sig en anelse, frem for at skulle bruge mere energi på at komme væk herfra og overlade hende, til hvad der end ville kunne opsnuse hende. Jeg tror absolut ikke, at hun er stolt over at ligge der i sneen og ikke være i stand til at kunne komme på benene, mens jeg står og kigger på, og hendes hvæs er blot en anden måde at bede mig om at gå.

,,Prøv, om du kan tvinge mig.”

Selv inden jeg gav hende den behandling ville hun ikke have kunnet tvinge mig - ellers havde det jo været mig, der lå der på jorden og ikke hende. Jeg har ikke tænkt mig at forlade hende, før hun kan komme på benene og får lagt sig i skjul, væk fra pletterne af blod i sneen.

[/size][/color]

Bliver liggende med hovedet begravet ned i sneen. Det kommer nok ikke bag på mig, at jeg egentlig ikke kan komme op at stå, for med de hove han har smidt imod mine ben, er det vel logisk nok, blandet med den våde krop jeg har nu, pga vandet jeg før stod i, da den anden seance var i gang. Mine mørke øre ligger stadig nede i nakken, men de vippes for skråt ud til siderne i stedet, da jeg ikke magter at blive ved med at holde dem tilbage i nakken på mig selv.

Mimre kort med mulen, inden jeg kommer med et højlydt fnys, fordi blodet irriterer mine næsebor, og derfor fnyser jeg det en smule ud. Jeg kan godt både se og høre at han ikke går, og det irriterer mig grusomt. Men jeg har ikke tænkt mig at åbne munden og sige noget. Nej, jeg skal aldrig nakke med ham igen. Aldrig. Fejer mit ene ben en smule hen af sneen, hvilket afgiver et let blod spor. Drejer hovedet lidt, så jeg ikke har det direkte imod ham. Men jeg har ikke tænkt mig at kigge på ham, overhovedet. For han eksisterer ikke mere, i mine øjne. Min krop er kold, og det kan jeg godt selv mærke. Men jeg forsøger for alt i verden, at gøre sådan at den ikke ryster, selvom der dog engang imellem kommer en lille rystelse i den. Forsøger ikke engang at flytte mig fra vandet, for jeg er ikke interesseret i yderligere at ligne en tumpe, der ikke rigtig kan komme op af stå pt. Så hellere bare blive liggende.

Seth/out

[/size][/color]