Atter et møde

Selvom jeg gerne vil vide, hvem den sorte er, virker det ikke til, at min mor har tænkt sig at fortælle mig det lige nu. Hvorfor hun ikke vil det, det ved jeg sådan set ikke, men jeg er absolut ikke videre tilfreds med det. Jeg kan godt mærke, at jeg nogle gange bliver meget mere sur, end jeg egentligt havde tænkt mig, og det er ikke altid lige let at styre og lade være med at give udtryk for min frustration. Som for eksempel lige nu. Mine ører rykkes langsomt bagud, inden jeg smækker min ene forhov i jorden. Jeg vil ikke gøre noget mod min mor, som gør ondt, men hun kan da ikke bare lade være med at svare mig! Eller hvad?

Jeg trækker lidt i land igen, og forsigtigt nipper jeg lidt til mors maveskind som en form for undskyld. Mit blik rettes op mod den sorte, da dens stemme pludselig lyder. En stemme, der er dybere end min mors. En stemme, jeg godt kan lide at lytte til, samtidig med, at dens sorte skikkelse også er interessant. Men at den gør mor sur, det synes jeg stadigvæk ikke, at den kan være bekendt! Jeg forstår ikke rigtigt det, de snakker om, og en smule forvirret ser jeg lidt fra den ene til den anden, inden jeg forsigtigt træder et lille skridt fremad for at kunne lytte bedre.

Jeg ved godt, at mor har bedt mig om at holde mig lidt i baggrunden, men hun virker ikke længere helt så sur på den sorte, selvom hun heller ikke er helt glad. Nysgerrigt ser jeg op på hende, mens jeg lader min hale vifte fra den ene til den anden side, inden jeg drister mig til at tage endnu et skridt fremad. Spørgende retter jeg så blikket mod den store sorte. Måske vil den selv fortælle, hvem den er?

[/size][/color]

Selvom jeg på alle måder helst ville være fri for at skulle have noget som helst med ungen at gøre, kan jeg alligevel ikke afvise, at jeg føler en svag nysgerrighed for, hvad hun er for en. Det er trods alt også mine gener, der ligger i hende, og selvom hun selv vil tilegne sig en masse egenskaber, er jeg alligevel ret sikker på, at der er nogle af dem, hun må have arvet fra sine forældre. Og da hendes ører rykkes mod nakken, og hun utilfreds slår en hov i jorden, bliver jeg klar over, at der er noget med temperamentet, jeg genkender. Om det er mit eller Asiras temperament, hun har arvet, det er dog svært at afgøre, eftersom ingen af os har mangel på det.

Jeg ved godt, hvilket svar jeg forventer at høre, men om det også er det svar, jeg gerne vil høre, det er jeg knap så sikker på. Jeg har jo netop gjort, som jeg gjorde, for at hun ikke skulle nære nogen som helst positive tanker om mig, og selvom det til at starte med nok var lykkedes meget godt, har jeg en fornemmelse af, at det ikke længere er helt sådan, det står til. Og som jeg selv havde forudsagt, så er det svar, hun giver mig, ikke det svar, jeg gerne ville høre. Og værre bliver det da, da jeg svagt kan antyde, at hun lægger et ord i sin sætning, som hun ikke en gang virker til at mene - inderligt er ikke noget, hun mener. Det er sjældent, at jeg gider analysere andre, og derfor gør jeg det ikke ret ofte, men alligevel har jeg gennem tiden lært nok til, at jeg ikke har svært ved at finde noget i hendes udtryk, hvis blot jeg gider lede længe nok. For hun er absolut ikke dårlig til at skjule de ting, hun gerne vil.

Og det, der kommer allermest bag på mig, er, da hun efter at have talt færdigt, lader sit blik hvile mod mit, om end kortvarigt, men hun gør det dog. Hun hader mig ikke, på trods af at jeg har gjort noget mod hende, der ellers gerne skulle have sørget for, at det ville være således. Efter hendes ord er sagt, fjernes alt andet end min rolighed fra min aura. Alle mine tanker er skjult for omverdenen, såvel som for hende. Det eneste, jeg udtrykker, er min karakteristiske rolighed. I lang tid lader jeg hendes ord hænge i luften, mens mit blik rettes mod Saphira, der har dristet sig til at træde et lille skridt frem mod mig. Spørgende ser hun på mig, og ganske svagt minder det mig om dengang, jeg for første gang så min søster i øjnene.

,,Og hvad så nu?”

Uanset om hun vil det eller ej - eller om jeg selv vil det, for den sags skyld - så har hun, i og med at hun har lukket Saphira ind i sit liv, også lukket en lille del af mig ind, fordi halvdelen af Saphira stammer fra mig. Og selvom jeg frygter, hvad jeg kan få at vide nu, så vil jeg hellere høre det, frem for at hun fortæller mig noget, der ikke passer.

,,Jeg vil hellere have, at du fortæller sandheden, Asira, i stedet for at du lægger ord i munden på dig selv, som ikke er dine. Prøv ikke at lyve for mig.”

[/size][/color]

Egentlig venter jeg nok på at komme til at se en side af Saphira, som kunne minde om enten Seth eller jeg. Et eller andet der gør mig sikker på, at vores gener er delt i denne lille skabning, og at det ikke blot er en drøm, eller et mareridt, at det hele er sket. Og da jeg så hører hendes hov der slår ned imod den frosne jord, kigger jeg tilbage. Og der står hun så, med en utilfreds mine i ansigtet, og ørene tilbagelagt imod hendes spinkle og lille nakke. Selv vipper jeg det ene øre en smule bagud, inden der kommer et utilfreds fnys fra mig, dog ikke vredt, men bestemt. Hun må have tålmodighed indtil videre. Jeg fjerner igen mit blik fra hende, og lader det falde imod Seth, der stadig ikke har ændret sin adfærd overfor mig eller Saphira, og det er os det der er bedst.

Da Saphira nipper til mit maveskind, giver det nogle korte rystelser i skindet, inden jeg igen drejer hovedet lidt bagud til hende, men nu har hun så valgt at trippe længere op langs min side, så hun nu faktisk står ved mine forben i stedet. Dette bryder jeg mig ikke synderligt om, for nu er hun tættere på Seth dermed. Mine øre vipper en anelse rundt, uden at vide hvor de skal placerer sig. Men jeg vælger dog at sænke min mule ned til Saphiras bringe, og stryge hende derhenover, for at holde hende tilbage, og vise at hun ikke skal længere nu. Rejser mig hoved igen, og kigger imod Seth, da han nu spørger om noget nyt.

Mine øre søger en smule bagud nu, ikke vredt eller hidsigt, men neutralt og tilbageholdent overfor ham. Tænkende knibes mine øjne en smule i. Hvad mener han helt præcist? Men jeg er jo nok godt klar over hvad han mener.. men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at tale om det, eller svare på det. Mit ansigt glider til siden, så jeg ikke har ansigtet vendt i hans retning, og derfor bliver det os endnu mere tydeligt for ham, da mine øre søger længere ned imod min nakke, af forskellige årsager. Netop fordi jeg ved, at der nu skal smides nogle andre spillekort på banen; en ny facade skal lægges op, for ikke at røbe noget, der ikke er blevet sat i hovedet på mig, for at blive røbet. Egentlig, er jeg jo ikke sur, men der er så mange andre følelser og tanker, der gør at det bare er nemmere at se vred og afvisende ud nu.

,,Ingenting. Du forbliver som du er, og jeg forbliver som jeg er. Du får intet at gøre med Saphira, og vi to.. Vi møder sikkert hinanden en dag igen, selvom hverken du eller jeg har lyst.. Så det er som det plejer det hele.”

Svarer jeg med den hvislende tone nu. Det skal være, som det plejer at være. Os selvom et eller andet i mig, ønsker at det ikke helt er det samme som det altid har været.. Men det skal det være, og sådan er det bare. Han siger jeg ikke skal lyve, og netop derfor er det vigtigt, at mine øre forbliver bagud, helt imod nakken, mens jeg med hvislende stemme taler. For ellers kan det ses, at jeg lyver.

Mor giver et utilfreds fnys fra sig, og langsomt flappes mine ører ud til hver deres side, inden jeg ser på hende med et undskyldende blik. Jeg ville bestemt ikke gøre hende sur. Da jeg forsøger at træde tættere på den sorte hest foran os, strækker hun sin mule ned til mig og sørger for, at jeg ikke kan gå længere, og det er jeg absolut ikke tilfreds med. Jeg skal da se, hvad det er for en, den sorte, skal jeg ikke? Alligevel vælger jeg at lade være med at forsøge, for jeg vil heller ikke gøre hende sur.

Nu begynder de at tale igen, og jeg har ikke nogen ide om, hvad det er de siger til hinanden, men interesseret flyver mit blik fra den ene til den anden, og mine ører er spidset nysgerrigt frem mod dem. Livligt træder jeg et skridt bagud, inden jeg træder sidelæns, så jeg bedre kan kigge på dem begge to, sådan lidt fra sidelinjen. Der er stadigvæk ikke nogen af dem, der lyder ret glade, og jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det, de sagde til hinanden.

[/size][/color]

Det er tydeligt på ungen, at hun ikke har lært at tale, for det er let at spore forvirringen i hendes store, mørke øjne, der veksler imellem at se på den ene og så den anden. Asira forhindrer hende i at komme for tæt på, og i stedet stiller hun sig en lille smule væk fra os, alt imens hun endnu holder grundigt øje med, hvad vi foretager os. Selvom hun stadigvæk er meget ny, vil jeg dog alligevel endnu vurdere hende til at være en smule mindre, end man kunne have forventet. Hun er næppe besværet af det, for hun er ganske fint sat sammen.

Mit blik rettes tilbage mod den unge grå Asira foran mig, og jeg lader mine store, mørke øjne hvile på hende, mens hun lukker sine øjne i. Det er tydeligt, at hun tænker over noget, og at det ikke er noget, hun bryder sig om at tænke, for langsomt drejes hendes ansigt til siden, og hendes ører rykkes længere mod hendes nakke. Og det er egentligt det, der gør, at jeg tillader mig at tvivle lidt på, om det, hun derefter siger, rent faktisk er sandt, som jeg nu en gang bad hende om at lade det være.

I lang tid lader jeg igen hendes ord hænge i luften, mens jeg tænker over det, hun siger til mig. Det er sådan, jeg håber, at det er, men jeg nærer stadigvæk en tvivl for, at det nu også er sådan, det er. Hvorfor så hun mig så frivilligt i øjnene for ikke så længe siden? Hvorfor er hun ikke bare gået? Hvorfor lukker hun øjnene og vender sit ansigt væk fra mig? Jeg misser øjnene sammen i nogle øjeblikke, inden jeg lader mit blik hvile mod hendes ansigt.

,,Sagde jeg ikke, at du ikke skulle lyve?”

Det skader vel i hvert fald ikke at teste det.

[/size][/color]

Saphira er noget utilfreds, da mit hoved ryger ned, og dermed afskærmer hende fra at træde tættere på Seth. Jeg ved ikke, hvordan Seth ville reagere hvis hun træder helt hen til ham, og derfor sætter jeg også min grænse for, hvor tæt jeg vil have at hun går på ham. Hun ser mig noget utilfreds ud, men i sidste ende, vælger hun så at træde lidt bagud og til siden, for at stå og kunne betragte os, og det kan jeg godt klare. For skulle der ske noget uventet, ved jeg, at jeg hurtigt ville kunne stå foran hende, eller ved hendes side.

Da Seth har sine øjne imod mig, og jeg igen har åbnet mine, sørger jeg jo netop for at kigge væk fra ham, med hovedet drejet ligeså, og ørene der nu er helt tilbagelagte. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at overbevise ham om, at alt bare er som det altid har været, og sådan vil det nok altid være, men jeg skal virkelig forsøge, og gøre mit bedste for, at det hele virker som det altid har virket, og at intet dermed er forandret. Men han virker ikke til at stole på de ord jeg siger. Jeg kan godt mærke hans blik imod mit ansigt, men jeg kigger ikke på ham, det nægter jeg. Jeg forbliver stående, med ørene i nakken, og ansigtet drejet fra hans, inden jeg bider tænder sammen, så mine kæber dermed kommer en smule mere til syne.

,,Og jeg svarede, uden at lyve, Seth.”

Svarer jeg nu, med en endnu mere sammenbidt tone, inden jeg drejer mit hoved imod ham nu, for at understrege mine ord, der herefter flyder ud, med ørene i nakken, og øjne der ikke just er venligsindet. Men stortset det hele er påtvunget, og ikke noget jeg mener; men det skal han ikke vide.

,,Alt er, som det før var. Du hader mit selskab, og finder det alligevel. Jeg hader dit selskab.. Og nu har vi så bare en unge, og det er der, den eneste forskel er. Men hende, hende får du intet med at gøre.”

Dette bliver mine ord, sammenbidte er de, og jeg mener dem ikke. Ikke særlig meget. Men jeg skal have ham til at tro det.. Kort flapper mit ene øre lidt til siden, men jeg tvinger det på plads, bagud, mens jeg kigger imod ham fortsat, uden at ramme hans øjne.

Jeg er ikke helt tilfreds med, at jeg ikke kan få lov til at blive en del af det her, men i stedet bare må tage til takke med at stå på sidelinjen og kigge på dem uden at forstå et pip. Selvfølgelig kan jeg da fornemme den lidt anspændte stemning, der er mellem min mor og den sorte, men hvorfor, det ved jeg ikke noget om. I hvert fald vil mor ikke have, at jeg kommer tættere på den sorte, selvom min nysgerrighed for den lige så stille er begyndt at vokse en smule. Forsigtigt strækker jeg mulen frem mod den for at prøve at opfange dens duft tydeligere. Det bliver ikke meget bedre, eftersom at jeg ikke rykker mig, men jeg kan svagt lugte noget, der må stamme fra den. En duft, der er meget forskellig fra min mors, og jeg kan ikke rigtigt afgøre hvorfor.

I et ryk trækker jeg min mule til mig og lader mine ører rykke sig bagud, hvorefter jeg lader min korte hale vifte livligt fra side til side. Efter en kort tids spekulation flytter jeg mit blik over på mor, hvor jeg lader det blive i et stykke tid. Hun ser sur ud igen, men igen - jeg forstår ikke hvorfor. Jeg trækker en masse luft til mig, fylder mine lunger med den kolde luft, hvorefter jeg lader det forlade min krop i et højlydt, opgivende suk.

[/size][/color]

Ungen står stadigvæk og ser til ude fra sidelinjen. Efter et stykke tid strækker hun sin lille, sorte mule frem mod mig, og det er ikke svært at se, at hun prøver at opsnuse en duft - min duft. Skulle det ske, at hun ville slippe forbi hendes mor, er jeg stadigvæk ikke helt afklaret med, hvad jeg kunne finde på at gøre ved hende. Jeg ønsker jo ikke at være far, og selvom jeg sagtens ville kunne, bryder jeg mig alligevel ikke rigtigt om at slå fornuften fra og slukke for samvittigheden. Gjorde jeg det, ville jeg garanteret ikke have noget problem med at fjerne hende herfra. Men hvis hun ikke skulle være til, skulle jeg ganske enkelt bare have valgt anderledes dengang.

Hun forsøger med alt hun har at sørge for, at jeg stoler på hendes ord. At jeg vurderer dem til at være sande. Og selvom jeg gerne så, at hendes ord var rigtige, er der bare en del huller i den facade, hun forsøger at sætte op. Hun kan ikke en gang se mig i øjnene, mens hun siger det, og jeg opfanger skam godt hendes ene øre, der ganske kort flapper ud til den ene side, inden hun retter det bagud igen. Men det, hun siger, er jo heller ikke sandt. Alt er ikke, som det var før. Nok har hun aldrig direkte brudt sig om mig, men før Saphira blev lavet, gjorde jeg ikke noget for, at hun skulle hade mig.

At jeg hader hendes selskab, det er vist også en antagelse, hun selv må have gjort sig, for det er i hvert fald ikke noget, hun har fra mig. Hader er et meget stærkt ord, og det er ret sjældent, at jeg gør brug af det, og det er da ikke et, jeg sætter i forbindelse med Asira. Men det passer mig fint, hvis det er sådan, hun har det, for så er det vel stadigvæk, som det skal være. Også selvom det ikke er sandt. Jeg kunne sagtens presse det ud af hende - hendes unge står ikke mange meter fra mig, og sværere er det heller ikke at hive fat i den.

,,Hvad er det, du frygter, at der skal ske, hvis du fortæller mig sandheden?”

[/size][/color]

Jeg er godt klar over, at Saphira ikke just er særlig glad for den her situation. Det kan jeg jo godt se på hende. Da mine øjne søger hen til hendes sorte krop, er hun i færd med at strække mulen længere frem, og i retningen af Seth, for sikkert bedre at kunne lugte ham. Men det er nok ikke så nemt for hende, fordi jeg står tættere på hende, end han gør. Mine øjne forbliver på hende, netop fordi jeg så også slipper for at skulle lade blikket falde på Seth endnu engang. Hendes lille mave bliver udspilet, fordi hun trækker luft ind, og derefter kommer der et dybt suk fra hende, måske opgivende, fordi hun ikke forstår hvad vi laver og hvad vi snakker om.. Kort vipper mit øre imod hende, inden jeg strækker mulen helt hen til hende, og kort lader næseryggen strejfe hendes kæbe, for derefter at trække mulen tilbage til mig selv.

Drejer mit hoved i retningen af Seth nu, da han igen begynder at tale, og nu finder det øre der før var fremme imod Saphira, tilbage imod min nakke endnu engang. Jeg hader, at han skal udspørge mig om så meget, nok mest af alt fordi jeg ikke kan finde de rigtige ord at bruge til svar, og det skal jo helst lyde som noget jeg mener. I et ryk, rettes min krop op, rankt, mens min nakke knejses ned. Ørene forbliver imod min nakke, inden jeg så misser mine øjne en smule sammen, og kigger direkte imod ham, men ikke i hans øjne. Det fik han lov til den éne gang, men ikke mere.

,,Jeg ved ikke hvad det er du tror, der er sandheden. Men jeg har fortalt dig den, to gange nu, Seth. Hvad din forestilling om sandheden er, det ved jeg ikke. Og jeg er os ligeglad”

Svarer jeg ham så, og retter mig hoved en smule mere op, for at understrege de ord jeg nu igen har sagt. Jeg snakker sjældent, men jeg skal have ham overbevidst om, at alt er som det før var, og at der ikke bliver ændret det på. Mine øre forbliver nede, og mit blik er stadig stirrende på ham, uden at ramme han øjne en eneste gang. Kort glider det ene øre imod Saphira, lyttende, inden det igen falder bagud.

Jeg ved godt, at mor ikke bryder sig synderligt om den sorte, men jeg kan ikke rigtigt holde nysgerrigheden tilbage. Jeg ser ned ad mig selv en enkelt gang, inden jeg igen ser over på den sorte, og jeg bemærker, at han også er sort. Han er mørkere end mig selv, kulsort. Undrende vippes mine ører bagud, inden jeg til sidst flytter mit blik over på mor. Jeg er stadigvæk irriteret over, at hun ikke vil fortælle mig, hvem det er. Ikke at jeg ville forstå vildt meget af det, men jeg vil meget gerne vide, hvem det er.

En anelse muggen lader jeg mine ører falde mod min nakke, inden jeg vender ryggen til mor og den sorte, og derefter bevæger jeg mig hen mod krattet, hvor jeg sov, med lange skridt, som jeg forsøger at gøre meget stilfulde. Jeg ved godt, at det nok ikke helt lykkes, men jeg gør alligevel gerne forsøget.

[/size][/color]

Om Saphira er kvik? Det ved jeg ikke. Asiras sind fejler intet, og det gør mit heller ikke, så jeg kan ikke se, hvorfor hendes skulle. Som jeg står her og betragter hende, kan jeg godt se, at hun selvfølgelig allerede har dannet sig en smule personlighed, men hun er jo først lige begyndt med at finde sig selv og lære, hvem hun er. Hun vender sig til sidst om, hvorefter hun bevæger sig tilbage til de, hvor hun kom fra. Frustreret, må hun vel være, og det er vel ikke svært at forstå. Hun forstår sandsynligvis intet af situationen, og hverken hendes mor eller jeg forklarer hende, hvad der foregår.

Jeg lytter til hendes ord, og langsomt begynder jeg at miste tålmodigheden. Hvis det er sådan, hun gerne vil have, at det er, så skal hun da være velkommen. Men kan hun ikke fortælle mig, hvad sandheden er, bliver det ikke noget, jeg glemmer. Selv sætter jeg stor pris på ærlighed, og selvom jeg gerne taler udenom, så lyver jeg for alt i verden ikke. Og man skal ikke prøve at lyve for mig, for det får absolut konsekvenser. Jeg lader hendes ord hænge i luften, mens jeg lader mine store, mørke øjne hvile mod hende. Der er ingenting på mig, der fortæller det mindste om, hvad det er, jeg har tænkt mig at gøre.

,,Hvis det er det, der er sandheden, så er der alligevel en ting, jeg gerne vil fortælle dig, som jeg tror, du har forstået forkert. Jeg hader ikke dit selskab, Asira. Jeg hader dig ikke.”

Og med de ord vender jeg ryggen til hende, inden jeg med mine lange, faste skridt bevæger mig roligt bort fra hende, men med ørerne vendt om mod hende. Skulle hun være sur og finde på at angribe mig, få hævn, er jeg forberedt.

[/size][/color]

De grå øre vippes nu bagud imod Saphira, da jeg kan høre hun begynder at rykke på sig. Dernæst glider mit hoved sidelæns, mens jeg kigger imod hende, da hun vender sig om, for at gå hen imod krattet. Min mule lader jeg ramme imod hendes bagpart, i et lille opmuntrende puf, inden jeg trækker hovedet tilbage til mig selv, og nu kigger imod Seth. Det er ret tydeligt for mig, at han begynder at blive utålmodig, fordi han måske egentlig godt forstår, at det jeg siger det er en løgn på sin vis. Hvertfald det jeg siger om ham, hvad jeg mener om ham. Det er ikke sandt det jeg siger, men jeg håber inderligt at han dog ikke ser det som en løgn.

Da han ikke ser ud til at falde for mine ord, er jeg godt klar over, at jeg nok snart får nogle ord smidt tilbage i hovedet, om hvad der er rigtig og forkert af det jeg siger, for det har vi vel egentlig prøvet før, på et eller andet punkt. Og jeg tager ikke fejl, af det jeg tror der nu sker. For hans stemme bryder stilheden, og han begynder at tale. Men det han siger, kommer dog en anelse bag på mig. For hvis han ikke hader mig… Hvad gør han så? Hvad skulle vores kamp så til for, hvis det ikke var fordi han hadede mig? Mine øre vippes helt bagud, da han nu vender ryggen til mig efter de ord. Men han slipper ikke. Mine stive ben, bevæger jeg mig nu fremad på, og jeg hæver farten, til jeg er på hans side, hvor jeg så bevæger mig endnu hurtigere, og om foran ham. Stiller min front imod ham nu, dog i afstand, men ikke meget, for det kan jeg ikke nå.

,,Hvad gør du så? Du har bedt om min version af hvad jeg tror der skal ske fremover.. Så kom med din egen, hvis du ikke mener min er den rigtige.” En kort pause indtræffer, inden jeg igen begynder ,,Måske hader du mig ikke. Men du bryder dig sikkert heller ikke om mig. Jeg forstår ikke, hvad et føl skulle til for, når du ligesom jeg godt ved, at du intet vil have med hende at gøre. Og du ved også lige så godt som mig, at jeg ikke er beregnet til at være mor.. Det bliver jeg aldrig god til. Men fortæl mig, hvad det er du selv vil. Hvad er det du vil med det her, med dig, med mig, og med Saphira? Hvis min version ikke var sand, af hvad der nu skal ske; så fortæl mig din.. Jeg vil gerne hade dig, Seth. Men det kan jeg ikke. Så hvis det er det du har ønsket, så…”

Der stopper jeg, brat. Jeg har sagt alt for meget nu. Os ting, som jeg havde lovet mig selv ikke at sige ham. Mine øre er bagud, og min stemme der ikke just er særlig glad. Han forvirrer mig, og det hader jeg. Jeg hader, at jeg ikke kan finde ud af, hvad det egentlig er han vil med mig. Hvorfor han overhovedet kommer til mig, når han intet vil have med mig eller Saphira at gøre. Så er det vel bare at pine sig selv? Vi står alt for tæt lige nu, og derfor træder jeg også nogle skridt bagud, for ikke at træde over mine egne grænser.

At hun skulle finde på at angribe mig, mens Saphira er til stede, ligger lidt fjernt fra min opfattelse af hendes moderolle. Alligevel bliver jeg klar over, at hun ikke har sagt sine sidste ord denne gang. At hun ikke lader mig gå endnu. På kort tid kommer hun op på siden af mig, hvorefter hun drejer sig, så hun står foran mig, men med alt, alt, alt for lidt plads imellem os. Mine ører lægges helt ned langs min nakke, idet jeg advarende snapper mod hende, ikke nødvendigvis for at ramme, men blot for at markere, at det nok ikke er det smarteste, hvorefter jeg med lette, hurtige skridt træder nogle skridt bagud for at øge afstanden mellem os. Jeg kan tydeligt mærke, at mit temperament koger op, og at alt i mig har lyst til at fortælle hende, at hun lige har begået en fejl, men alligevel lader jeg min selvkontrol vinde.

Jeg kunne sagtens have forsøgt at tvinge hende til at fortælle mig alt det, hun nu begynder at fortælle mig, men alligevel valgte jeg en lidt mere sofistikeret metode i form af egentligt bare at vende mig og gå. Selvfølgelig var det lidt af et sats, men det ville det andet vel også være. Jeg kan jo aldrig forudsige, hvad hun har tænkt sig at gøre, men nogle gange kan jeg vel påvirke hende i retning af noget. Jeg lytter opmærksomt til alt, hun siger; memorerer det, og lader det genspille sig en gang mere inde i mit hoved. Hun begår en fejl ved at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, og i nogle øjeblikke er jeg meget tilbøjelig til at vende ryggen til hende endnu en gang. Men hvorfor? Hvad nytter det? Hvilken ære er der i at blive ved med at vende ryggen til og flygte fra sine problemer?

,,Det er det, jeg har ønsket, Asira. Jeg har ønsket, at du skulle hade mig. Hade mig for at sætte dig i den situation, du står i. Jeg har ønsket at sørge for, at du aldrig ville kunne tilgive mig eller skubbe dine negative tanker om mig fra dig.”

At jeg overhovedet siger det, det kommer jeg til at bebrejde mig selv for senere, eftersom det ikke helt indgår i min sædvanlige dagsorden at give mig så let. Langsomt glider mine ører ud mod hver deres side, inden jeg træder endnu et skridt bagud for at øge afstanden mellem os. Jeg mener det, jeg siger, og hvorfor det er sådan, det er, er det nok de færreste, der ville kunne gætte sig frem til. Og jeg er for alt i verden ikke meget for at skulle fortælle hende noget som helst, fordi det ganske enkelt er meget lettere at lade være. Jeg bryder jo mit mønster lige nu. Jeg fortæller hende jo, hvad det er, jeg har haft til formål med det, jeg har gjort.

,,Jeg kan ikke sige, om du nogensinde har brudt dig om mig. Men jeg har aldrig hadet dig, Asira. Jeg har bare villet spare dig for fejlen, du ville begå ved at bryde dig om mig.

[/size][/color]

At jeg har valgt at følge efter ham, er nok en af de få handlinger jeg har gjort, som jeg ikke har gennemtænkt som sådan. Normalt er jeg ikke typen, der gør noget, som jeg ikke har overvejet inden. Men der kan jo ske nogle ting engang imellem, som bare gør, at det er umuligt for mig, altid at overveje mine handlinger og ord, før de bliver ført ud i realiteten. Derfor kommer det måske egentlig også en smule bag på mig, at jeg overhovedet er troppet op efter ham, og nu egentlig har spærret vejen for en, som én gang før, har givet mig tæsk, så jeg nærmest ikke kunne gå. Men det er nu engang det jeg har gjort..

Måske er det heller ikke det smarteste jeg har gjort, for rigtig nok, som jeg måske havde forudset, så vælger han at smide ørene bagud, og snakke ud efter mig. Mit hoved rykker jeg dog ingen steder, andet end få millimeter til den ene side, men heller ikke mere end det. Han træder selv flere skridt bagud, og egentlig ender vi med at stå ret så langt fra hinanden, fordi jeg jo også er trådt flere skridt bagud, fordi det kom bag på mig selv, at jeg egentlig stillede mig så tæt foran ham, for at holde ham tilbage. Men det gjorde jeg jo..Jeg har ingen idé om hvordan han kommer til at reagere på hvad jeg siger, og derfor er jeg nok også forberedt på lidt af hvert. Men han vælger dog at lade sin stemme bryde stilheden der er landet over os, og ordene, de kommer bag på mig, meget. De får mine øre til at vippe helt bagud, for derefter at flappe en smule ud til siden, uden at jeg tvinger dem tilbage igen. I lang tid, efter han også har sagt sit næste, står jeg i stilhed, uden at sige noget som helst, bare med ørene en smule flappet ud til siderne, og blikket en smule i jorden.
Endelig retter jeg så mit hoved op igen, og knejser nakken en smule ned, mens ørene finder vejen tilbage imod min nakke. En facade er det måske, men samtidig er det også bare en del af hvem jeg er. Jeg står nu og kigger på ham, men uden at kigge i hans øjne, men mere forbi ham. Jeg er godt klar over, at han nok lige har sagt noget, han måske ikke ville. Noget, han ikke plejer at sige; men det jeg nu kommer til at sige, ville jeg normalt heller ikke sige. Overhovedet.

,,Det lykkedes bare ikke for dig.. Din plan om, at få mig til at hade dig, og ikke ville kunne skubbe mine negative tanker væk, om dig. Det lykkedes ikke, Seth. For så ville du ikke være i tvivl om det..” En kort pause indtræder. ,,Hvis jeg hadede dig, ville du ikke være i tvivl. Jeg ønskede at hade dig. Inderligt. Men det kan jeg ikke. Og jeg ved ikke hvorfor. Men i stedet for at hade dig, og ønske aldrig at se dig igen, har jeg nok nærmere mærket, at jeg gerne ville.. Se dig igen. På en eller anden måde..”

Jeg hader de ord jeg siger. Jeg hader, at jeg lige nu, står og indrømmer at jeg ikke hader ham for den han er, og det han har gjort ved mig, med Saphira. Men jeg kan bare ikke. Et fnys glider fra mig, og jeg ryster kort min krop, måske i håb om at ryste det hele fra mig. Men det går ikke som jeg vil.

,,Hvad vil du selv Seth?”

Dette bliver igen mit spørgsmål. Han spurgte jo mig, hvordan det skulle være fremover det her. Nu vil jeg have svaret fra ham.

Selvom mange af mine personlighedstræk altid har været en del af mit væsen, er der alligevel mange ting, der havde været anderledes i dag, hvis nogle ting i min fortid aldrig havde været hændt. Det er ikke sådan, at jeg aldrig har kunnet tåle et venskab. Kunnet tåle kærlighed. Kunnet tåle at lukke andre ind i mit liv. Og selvom jeg i dag har lært at undgå det, var der dengang nogle episoder, der har påvirket mig meget voldsomt. Sørget for, at jeg ikke kan tåle at have andre tæt på. Sørget for, at jeg nægter at lade andre bryde sig om mig. Sørget for, at jeg ikke kan acceptere et venskab. Sørget for, at jeg ikke tør lukke nogen ind igen, fordi jeg frygter, at hele episoden fra dengang skal gentage sig selv, fordi jeg stadigvæk ikke skulle være stærk nok til at lade være. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke har følelser. Jeg nægter ganske enkelt at lytte til dem; i stedet undertrykker jeg dem bare gevaldigt i form af at slå fra mig på de, der bringer gode følelser frem i mig.

Men Asira minder overhovedet ikke om hende. Og derfor ved jeg også godt, at det er en fejl af mig at antage, at det skulle gå med Asira, som det gik med hende, men jeg tør simpelthen ikke andet. Jeg er klar over, at mine ord kommer bag på hende. Både fordi jeg kan se det på hende, men også fordi jeg ikke havde forventet andet. Der er jo ikke nogen, der forstår, hvorfor tingene med mig er, som de er. Og jeg ønsker heller ikke at sætte nogen ind i det og give dem mulighed for at forstå. Jeg har ikke brug for den der medforståelse, for hvad skal jeg bruge den til, når jeg alligevel ikke ønsker at lukke nogen ind i mit liv? Jeg lytter til hendes ord, og de gør absolut ikke situationen bedre. Hvis ikke det, jeg allerede har gjort, er nok til at få hende til at hade mig, hvad i al verden er så nok til at skræmme hende langt, langt bort?

Hun spørger mig, hvad jeg selv vil, og i grunden er det vel egentligt et meget godt spørgsmål, for hvad vil jeg? Hvad er det, jeg vil? Hvad er det, jeg vil have skal ske, siden jeg ikke bare kan sørge for, at det bliver, som jeg ved er bedst? Jeg kan vende mig og gå - det er ikke noget problem at ryste hende af mig, eftersom jeg nægter at tro, at hun forlader sin unge alene i denne del af skoven. Jeg kan nægte hendes selskab i resten af den tid, jeg kommer til at befinde mig i dette land. Jeg er mester i at lukke mine følelser ude, men af en eller anden grund er der noget i mig, der denne gang vælger at lade være med at udføre det til fulde.

,,Hvad jeg vil have, Asira, er vel mere eller mindre vanskeligt. Noget, jeg ikke forventer, at du forstår, for det er de færreste, der gør det. Jeg vil have, at vi kan være i selskab med hinanden, men uden at nogen af os bryder sig om hinanden. Det synes bare ikke at være muligt, for efter alt, jeg har gjort, står du selv og siger, at du stadigvæk håber på at se mig, og så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har begået fejlen før, og jeg lader dig ikke blive grunden til, at jeg gør det igen.”

Ærlig snak. En ting, der er ret sædvanlig for mig, men denne gang er det meget ærlig snak. Et eller andet sted i mig er der vel bare noget, der mindes min mor og hendes ønsker for mig, selvom jeg for flere år siden lovede mig selv, at det ikke var noget, jeg havde tænkt mig at tage med mig videre. Men hun er trods alt den, der har stået for min opdragelse. En opdragelse, jeg ikke bare kan ignorere, fordi den sidder så dybt i mig. Og er der noget, hun ønskede for mig, så var det, at livet skulle gå bedre for mig, end det gik for hende.

[/size][/color]