Atter et møde

Jeg ved ikke, om Seth bliver her, eller om han går. For selv efter hans ord, kan det jo stadig godt være, at han vælger at gå og dermed forlade mit selskab, ligesom så mange andre har gjort. I lang tid, er der bare stille, for han siger ikke mere, i stedet ligner han bare en eller anden fortabt lille unge, der ikke aner hvad han skal stille op med sig selv; en afspejling af mig selv, vel egentlig, for jeg ved ærlig talt heller ikke hvad pokker jeg skal. Om jeg skal stikke halen mellem benene, og skynde mig at gå væk fra ham, beskytte mig selv på den måde, og måske os Saphira. Men jeg bliver her.

Og lige nu, ser det også ud til at han har tænkt sig at blive, men det ligner dog ikke, at det er med hans egen gode og frie vilje, for han øre flapper ud til siderne, og derefter ryger de tilbage i hans nakke, mens et frustreret udtryk falder henover hans ansigt, som om han inderst inde står og skælder sig selv udover at han har valgt at blive her, og ikke er gået. Stille lader jeg mine øre flappe ud til siden, for derefter at rette hovedet op, og så lade mine øre falde mere bagud i nakken, ligesom ham. Vi afspejler nok hinanden ganske meget lige nu, og udefra kan det nok se ud som om vi er skide sure på hinanden. Men for mig, handler det bare om rigtig mange forskellige følelser, og ikke mindst af alt, en kæmpe frustration.

I en lidt stiv bevægelse, knejser jeg min nakke en lille smule op, inden jeg strækker mit ene forben en smule fremad, med hoven placeret imod jorden, som om jeg vil træde et skridt tættere på ham, og det overvejer jeg virkelig også. Jeg overvejer, at træde bare det ene skridt tættere på ham, og mindske afstanden med ét lille skridt. Men jeg gør det ikke. I stedet bliver jeg stående sådan, med en lidt uvant holdning i benet, fordi det er strukket så meget, og derefter drejer jeg blikket en smule fra ham, og kigger ud over den sø der er ved vores side, og der står jeg så, og ligner en eller anden frustreret hoppe, der hverken aner hvad jeg burde gøre og ikke gøre, og derfor forbliver jeg stående helt stille igen.

Vi afspejler på mange punkter hinanden rimelig vel. Måske er det også derfor, at vi begge har haft mere eller mindre gode tanker omkring hinandens selskab, om så vi er villige til at indrømme det eller ej. Ja, måske er det fordi, at vi på en eller anden måde godt kan identificere os med hinandens ve og vel. Og samtidig er det heller ikke fordi, at der er nogen af os, der virker særlig begejstrede for den her situation, som vi har sat os selv i. Jeg har jo ingen garanti for, at hun ikke skulle kunne finde på at vende mig ryggen, og det samme gælder jo for hende. Lige på det punkt er vi vel overladt til at stole på hinanden, og det er jeg på ingen måde glad for.

På et tidspunkt strækker hun sit forben fremad og lader sin hov røre mod jorden foran hende, som hvis hun skulle til at træde sig tættere på; nærme sig. Og selvom det ikke bliver mere end et lille tip om, at hun har det i tankerne, hæver jeg mit hoved i et ryk og lader mine ører lægge sig fladt langs min nakke, inden jeg giver et advarende, hvislende fnys fra mig. Sådan bliver jeg stående for en stund, inden jeg lader min nakke forme sig i en galant bue og rykker mine ører ud mod siden i stedet. Jeg ved stadigvæk ikke, om hun nogensinde får lov til at nærme sig, uden at jeg har slået hende halvt ihjel først. Generelt bliver det bare meget svært at udelukke, at jeg ikke skulle kunne finde på at påføre hende smerte.

,,Hvad med Saphira? Har du tænkt dig at fortælle hende, hvorfor hun er kommet til verdenen, hvem der er hendes far, og hvorfor han ikke vil have noget med hende at gøre?”

Jeg forsøger vel egentligt at lægge emnet lidt væk fra mig. Nok omhandler det stadigvæk mig, men ikke med hovedfokus på mig. Jeg vil vel egentligt bare gerne undgå, at hun spørger ind til mine temmelig seriøse problemer med nærhed. Jeg har faktisk ikke rigtigt nogen ide om, hvor meget hun har tænkt sig at røbe for sin datter, der stadigvæk står et lille stykke bag mig og holder øje med os begge to. Umiddelbart virker hun rolig ved situationen, fordi Asira og jeg ikke længere skændes, men hun forstår jo heller ikke et pip af, hvad det er, vi taler om.

[/size][/color]

Det at skulle stole bare en smule på en, er ikke noget jeg bryder mig særlig meget om. Nok holder jeg meget af min far, og jeg stoler vel også en lille smule på ham, men hele tiden er der en tanke i mit hoved, der gør at jeg bare aldrig holder op med at være skeptisk anlagt overfor ham, og andre. For han har jo før været forsvundet, vendt mig rygge, min far altså, og derfor er mine parader også oppe, netop for at beskytte mig selv, og sørge for at det ikke er noget der kommer til at ske hele tiden. Så den tanke om, at jeg evt. skal til at stole en smule på Seth, er ikke særlig hyggelig eller beroligende. For jeg ved ikke, om han tager mig ved næsen lige nu, og pludselig uden videre tæsker mig, eller forsvinder. Tæsk, det kan jeg klare. For det er kun fysisk. Men at han pludselig går, med et ’farvel’ og så ikke kommer igen, det er det, jeg er ræd for.

Jeg ved ikke hvor længe der er gået, og hvor længe vi har stået i stilhed, for det føles lidt som en evighed ligenu, fordi stilheden er dræbende, mens vi begge bare står der og ligner nogen der er i vildrede med denne situation, hvilket vi vel egentlig også er på sin vis, men pludselig taler han. Han stopper stilheden. Mine øre vippes kort rundt, inden de falder mere neutralt bagud. Jeg har godt bemærket hans truende og afvisende adfærd, inden han talte, og derfor er mit ben også trukket helt tilbage, og jeg selv, træder nu endnu et skridt bagud, så afstanden mellem os er endnu større. Der er efterhånden en del metre imellem os.

,,Ser du mig, Seth, så ser du os Saphira.. Hun forsvinder ikke de første par år, for der har hun brug for mig.. Hun får af vide hvem hendes far er, men ikke at hun ikke var ønsket.. Ikke at jeg fortæller hende en løgn, for det vil jeg ikke, men sandheden kan godt lyde pænere, end den er.”

Langsomt drejer jeg mit blik lidt imod ham, men kun få sekunder, for derefter drejer jeg det væk fra ham igen, og kigger hen imod den fine spinkle Saphira, der står der med sin sorte pels, og ligner sin far umiddelbart, og slet ikke mig. Det skærer i mig, at hun skal opleve, at en forældre ikke vil hende, præcis som jeg oplevede det. Men dog kan hun altid regne med mig, håber jeg.

Hun forstår min afvisning, og det er fint for mig. Selv nu, hvor jeg faktisk har åbnet mig en lille smule op for hende, så skal jeg stadigvæk med glæde vise hende, hvor mine grænser er, og det er ikke sikkert, at det bliver på en særlig pæn måde. Måske vil jeg være en lille smule mindre tilbøjelig til at være helt så voldsom, men jeg har ingen tvivl om, at jeg stadigvæk vil reagere, som jeg plejer på rigtig mange ting. Og hvis det er nærhed, hun ønsker, så er hun kommet til den helt forkerte. Mit udtryk bliver langsomt mindre aggressivt og mindre anspændt, inden roen hviler i mit kropssprog igen. Kort efter vælger hun endda at træde et skridt bagud, og det øger afstanden mellem os yderligere - men også mellem hende og Saphira.

Det virker dog ikke til, at den sorte unge er særlig påvirket af det lige nu. Måske har hun fundet en smule tryghed ved situationen, fordi vores snak er blevet mindre snerrende og spydig. Vi taler jo pænt nok til hinanden lige nu, i stedet for at småskændes. Jeg lader mit blik falde på Asira, da hun lader sin stemme lyde. Hun siger, at hvis jeg ser Asira, så ser jeg også ungen, og det er jeg egentligt ikke rigtigt enig i. Nok kommer ungen til at have brug for sin mor i et godt stykke tid endnu, men der vil være mange gange, hvor hun tager på opdagelse og tør gøre afstanden mellem hende og sin mor større. Og hun skal slet ikke tvivle på, at jeg nok skal være klar over, når det sker.

,,Du tillægger hende en for lav intelligens, hvis du ikke regner med, at hun vil komme til at stille spørgsmål til, hvorfor hun så ikke har en far i sit liv. Hvorfor vil du snyde hende for sandheden?”

Jeg var ikke selv uønsket af min mor. Tværtimod. Hun var vældig stolt af mig, og hun mente selv, at hun ikke kunne have valgt mig en bedre far. Det er måske også korrekt, men han var ikke den ideelle forælder. Jeg har mødt ham, op til flere gange, men han har aldrig rigtig taget faderollen på sig. Måske er det også lidt der, jeg har det fra. Men selv hvis jeg nu havde været uønsket af både min mor og far, så tror jeg hellere, at jeg ville have det at vide, end at gå og have en helt forkert opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen.

[/size][/color]

Egentlig er jeg jo godt klar over, at Seth ikke bryder sig om nærhed, og det gør jeg jo egentlig heller ikke, som sådan. Den eneste der har fået lov til at røre mig adskillige gange, er min far. Og det har heller ikke været helt nemt, fordi vi begge to har lidt problemer med at give efter, og bare være far og datter. Vi holder jo begge vores parader oppe, selv når vi er i nærheden af hinanden. Men jeg er sky overfor berøring, når det gælder overfor andre, som jeg ikke kender. Taia har også rørt mig, men kun en enkelt gang eller to. Derfor holder jeg mig os i afstand nu, af Seth, mens jeg overvejer hvorfor jeg overhovedet tænkte på, at træde tættere på ham. Mit blik glider imod Saphira, som ikke virker til at være påvirket af situationen mere, hvilket kun er godt. Mine tanker bliver stoppet, idet Seth nu åbner munden, og endnu engang begynder at tale.

,,Jeg tillægger hende ikke en lav intelligens, Seth. Men jeg har ikke tænkt mig, at være hårdhændet, og blot sige til hende, at hendes far intet godt vil hende, og at hun kom til verdenen med den vished om, at du, hendes far, intet vil have med hende at gøre. Sandheden får hun, men ikke med de ord. Hun skal nok få af vide, at du er hendes far, og at du ikke har ønsker om at se hende. Men det kan siges pænere, og uden at hun skal føle hun kom til ved en fejltagelse, ligesom jeg altid har følt. Lad være at frygte hvad jeg siger til hende.. Jeg skal nok sørge for, hun ikke ser dig som nogen hun skal søge tryghed ved”

Siger jeg kort, og nu med en mere bestemt tone, da jeg skam mener det jeg siger. Saphira skal ikke føle, at hun ikke er ønsket. Men hun skal os forstå, at verdenen nu engang er sådan, at hingstene som regel aldrig ser til deres unger, medmindre de har et specielt forhold til deres hopper. Sådan er verdenen. Djange, min far, tog sig jo os kun af mig, fordi min mor forsvandt. Ellers er jeg ikke sikker på, at han havde taget sig af mig, men det kan jeg naturligvis ikke vide.

,,Fortæl mig noget, Seth. Fortæl mig hvorfor, du ikke vil have med hende at gøre? Hvad er pointen i, at skabe et liv, som du inderst inde hader, allerede inden du ved hvem hun er? Hvor mange gange er det sket? Render der en masse rundt af dine unger, i det her land?”

Min stemme er måske spydig i det sidste jeg siger, for jeg vil vide, om der render en masse bastarder rundt, som folk kalder dem, når de er barn af en strejfende hingst; og også en strejfende hoppe. Jeg er jo selv en bastard.

Det har ikke altid været sådan, at det stort set er umuligt at røre ved mig. Jeg har altid været mere eller mindre reserveret anlagt, og det er bestemt ikke alle, der har fået lov. Men førhen var det bare på en anden måde. Nu afskyr jeg det jo direkte, og det er lige meget, hvem det er, der forsøger at røre mig. Det kommer ikke til at ske. Men med mit kulsorte skind er jeg godt klar over, at det til tider er meget lokkende; man gør bare klogest i at lade være. Omvendt bryder jeg mig på heller ingen måde om at røre ved andre, medmindre det er i et angreb. Så kan det nok lige gå, selvom jeg altid meget tydeligt kan mærke, hvordan det trykker på hende min krop på en eller anden klaustrofobisk måde. Jeg lader mine store, mørke øjne søge mod hendes, om så hun vil se mig i øjnene eller ej, mens jeg lytter til, hvad hun har at sige.

,,Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke vil hende noget godt. Jeg har bare ikke tænkt mig at være hendes far.”

Biologisk set vil jeg jo altid være hendes far, uanset hvad. Men jeg har bare ganske enkelt ikke tænkt mig at tage faderollen på mig, og jeg tror nu også sagtens, at ungen kan klare sig uden. Og skulle Asira finde på også at tage afstand fra den, så kommer jeg absolut ikke til at have dårlig samvittighed. Det er ikke mit job at sørge for, at den har det godt og er glad. Hun er ikke helt færdig med at tale, men hun bevæger sig ud på et meget usikkert spor med de ting, hun nu kaster på banen. En anelse hidsigt lader jeg min hale svinge fra side til side, mens jeg hæver mit hoved en anelse og lægger ørerne længere bagud, mens jeg advarende giver et snap fra mig.

,,Pas nu på.”

Pointen i at skabe Saphira var jo ikke at skabe Saphira. Det var jo, som hun selv har fået at vide, for at få hende til at hade mig og få hende til at holde sig på lang afstand. Ungen er jo bare en mindre heldig konsekvens, der kom ud af, at jeg gerne ville fremføre en pointe for den grå hoppe. Men det er ikke kun det, hun lægger på banen. Nej, hun spørger mig også om, om der render flere af mine unger rundt i det her land. Faktisk bruger hun betegnelsen en masse men det er godt nok i overkanten. På grund af hendes kommanderende tone har jeg for længst besluttet mig for, at det sådan set ikke er noget, jeg gider svare på. Desuden gider jeg slet ikke indvie hende i Neytiri. Men mine ører, der flappes ud mod siderne, og mit blik, der slås væk fra hende, det giver absolut et indtryk af, at der i hvert fald er noget om det, hun siger…

[/size][/color]

Det er en mærkelig situation jeg har fået sat mig selv i. En situation, jeg som sådan måske egentlig ikke rigtig bryder mig om. Men alligevel ønsker jeg ikke, at hverken Saphira og jeg, eller Seth skal gå. Jeg vil på en eller anden underlig måde gerne have, at Seth bliver her, og alligevel ønsker jeg at han forsvinder ind imellem træerne, og at jeg så aldrig kommer til at se ham igen. To modsatte følelser, og de overskygger hele tiden hinanden, hvilket gør det svært for mig, at finde ud af, hvilken en af følelserne der så er stærkest.. Seth er jeg godt klar over, ikke vil have at jeg rør ham. Og det vil jeg jo egentlig helst heller ikke selv. Og så alligevel.. Jeg kan godt mærke, at han øjne lander på mig, mens jeg snakker, men jeg kigger ikke ham i øjnene. Det må være nok nu.. Han har fået lov den ene gang, hvor han tvang mig. Og nu, nu har jeg gjort det igen. Men ikke mere nu, nu er det nok.
Jeg svarer ikke på det han siger, for jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal svare til det. Ikke at være hendes far, det kan ikke lade sig gøre, for det vil han altid biologisk være. Og mest af alt, har jeg nok egentlig lyst til at komme med en spydig bemærkning til ham, om, om han virkelig vil byde det samme til sin datter, som både han selv og jeg har været igennem. Men jeg gør det ikke..

Jeg er udmærket klar over, at det jeg nu har sagt, nok ikke falder i god jord hos den Ravnsorte hingst, men det kan jeg ikke tage mig af. Seth ved, at mine meninger altid kommer frem uden forbehold, og det er også det der er sket her. Hvis han ikke kunne klare det, kunne han være gået for længe siden. Hans trussel ’Pas nu på’, tager jeg mig ikke af. Og jeg tror også godt, at Seth ville skrive under på, at jeg er en stædig og meget bestemt hoppe, og aldeles ikke bange af mig, så jeg stopper naturligvis ikke endnu.

,,Nej, jeg vil ikke passe på, Seth. Men dine øre, og dit blik der nu er væk, har fortalt mig svaret. Der er flere end Saphira.. flere end mig, du har ment skulle holdes på afstand.”

Et fnys glider kort fra mig, ikke som sådan til ham, men nok mere over mine egne ord, og den erkendelse der nok kommer indvendigt i mig. Jeg ved ikke, om Seth har mange unger til at løbe omkring i den her verden; men der er flere end Saphira. Og en eller anden dag, støder jeg nok på dem, om jeg vil det eller ej. Et svirp glider fra min sorte hale, inden jeg drejer blikket helt væk fra ham, og træder et skridt sidelæns, og knejser nakken voldsomt op, uden nogen grund. Mit blik glider imod Saphira, der stadig står stille og lyttende. Ikke noget hun har arvet fra mig, den tålmodighed. Og egentlig tvivler jeg os på, at det er Seth hun har det fra.. Men lige nu, er det godt.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Asira ikke er forsigtig, når det kommer til at sige sin mening. Der holder hun i hvert fald ikke igen, selvom jeg er sikker på, at hun kunne fyre mange flere kommentarer af, hvis blot hun gad. For hendes egen skyld er det dog måske meget godt, at hun nogle gange lader være. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal mene om hele den her situation. På den ene side forbander jeg vel det hele langt væk, og på den anden side er der jo en grund til, at jeg er her endnu, om så jeg vil det eller ej, og jeg tror, at det må være nogenlunde det samme, Asira tænker. Hun er jo heller ikke gået endnu. Men man skal ikke tage fejl af mig, for i mine yngre dage har jeg ikke haft så lidt damer om mig. Gider jeg, ved jeg sagtens, hvordan jeg skal charmere. Men med årene er jeg vel blevet klogere - jeg klarer mig uden.

Hun antager ud fra mit bortslåede blik, at hun har ret, og hun konstaterer, at der er flere end Saphira. Det er jo også korrekt, men det er kun én. Jeg er på ingen måde nogen avlshingst, og et eller andet sted fornærmer det mig nok en anelse, hvis det er det, hun har antaget. Så lav en status har jeg aldrig nogensinde tænkt mig at tage på mig. Da hun har talt færdigt, lader jeg mine ører lægge sig fladt langs min nakke, og en anelse hidsigt bider jeg tænderne sammen og giver et højlydt, hvislende fnys fra mig. Min spinkle, slanke krop med den kulsorte pels er samlet ganske pænt sammen, og med den lange pandelok og man ser jeg ganske stolt ud. Lokkende, men samtidig utilnærmelig. En forbudt skønhed.

,,Én, Asira. Kun én mere.”

Så hurtigt jeg dog ombestemmer mig nu. For en gangs skyld tager jeg mig faktisk af, hvad hun tænker om mig. Men grunden til det vil jeg ikke så meget som tænke over lige nu. Hidsigt slår jeg halen omkring min spinkle bagpart, inden jeg retter mit blik direkte mod hendes, selvom hun ikke længere ser mig i øjnene. Hun er vel lige så ubeslutsom, som jeg er. Endnu en gang giver jeg et fnys fra mig, inden jeg træder et enkelt skridt bagud, dog passer jeg på, at jeg ikke så meget som strejfer den lille sorte unge, der endnu står et stykke bag mig.

[/size][/color]

Jeg er udmærket klar over, at jeg på et eller andet tidspunkt rammer en eller anden form for grænse hos Seth, en grænse som han jo har så mange af; men jeg vil ikke lade mig kue af det, eller frygte det. For at frygte det, er ikke det samme som at være opmærksom på det. Jeg har aldrig frygtet noget i mit liv, udover da jeg fandt udover at jeg skulle være mor. Det frygtede jeg.. Ikke af egoistiske årsager som sådan; men mere fordi et enkelt spørgsmål hele tiden hobede sig op i mit hoved; Hvordan skal jeg agere som mor, når jeg aldrig selv har haft en? Jeg kender til frygt, ja, men jeg holder den på afstand, jeg underkuer den, og finder i stedet en stærk side frem, trods den ulmende frygt der til tider kan være der. Men hvad skulle Seth kunne gøre, som han ikke allerede har gjort?

Min konstatering er tydeligvis rigtig, for jeg kan godt se hvordan hans øre lægger sig fladt ned imod hans nakke, og hidsigt har han nu bidt kæberne sammen, mens en hvislende, fnysende lys glider fra ham, og ramler ind i mine sensitive øre, der stadig er vendt skråt bagud, ikke hidsigt, men heller ikke ligefrem glædeligt. Da hans øre er sådan i nakken, går der automatisk en lille alarmlyd i gang i mit indre, og automatisk glider mit blik imod Saphira, som står tættere på ham, end på mig, og det huer mig ikke. Jeg tror ikke jeg får noget svar fra ham; men endnu engang tager jeg fejl. Der er én mere derude. Et føl mere, og en til hoppe, som måske kom for tæt.

Hans blik glider direkte imod mig, og jeg kan godt mærke det på mig, som om det giver mig en kæmpe kulde at arbejde med, og alligevel en enorm varme. To modsigende ting. Men jeg kigger ikke på ham. I stedet knibes mine øjne i, ubeslutsomt, mens ørene falder en smule mere bagud. Men jeg retter så blikket op, og lader mine sorte øjne, som igen er tomme, ramme i hans, men kun meget kort. Hans bakken før, imod Saphira, får mig til at holde øje med ham, men kun kort. I en beslutsom bevægelse, bevæger jeg mig imod dem, og hen til Saphira, som jeg puffer svagt bagud, og om bag mig. Jeg står nu skråt ved Seth, skråt bag ham. Han er for tæt på hende, når han er i det humør der, og derfor vil jeg stå mellem dem.

,,Hvorfor? Hvorfor skulle hun have et føl?”

Jeg ved halvt om halv hvorfor jeg skulle have et; men hvad er grunden til, at han lavede et på den anden?

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, om mor kan lide den sorte hest eller ej, eller om den kan lide hende, for jeg synes, at deres adfærd ændres et par gange, og eftersom jeg ikke forstår et pip af, hvad det er, de siger til hinanden, så er deres adfærd ligesom den eneste måde, jeg kan følge med i, hvad der sker. Jeg forstår, at de lige nu ikke er særlig glade, for den sorte giver nogle fnys fra sig, og mor virker heller ikke særlig munter. Den sorte rykker bagud, hvilket betyder, at den kommer tættere på mig, og i et øjeblik overvejer jeg at hapse fat i den for at gøre opmærksom på, at jeg absolut ikke kan lide, at den gør mor sur. Men inden jeg når at tænke tanken, inden jeg når at træde de få skridt frem mod den, kommer mor hen til mig og skubber mig om bag sig. Noget, jeg ikke er helt tilfreds med.

Langsomt lader jeg mine ører rykke sig om mod min nakke, præcis som jeg ser de to gøre det. Samtidig pakker jeg mig ganske fint sammen, hvilket jeg også har fra de to, inden jeg giver et fnys fra mig. Jeg forstår selvfølgelig ikke rigtigt, hvad det er, de begge to er så sure over, men deres adfærd smitter af på mig. En anelse utilfreds strækker jeg min lille, sorte mule frem mod mors hale, inden jeg forsigtigt hapser fat i en enkelt tot.

[/size][/color]

Jeg er godt klar over, at jeg allerede har foretaget mig mit endelige træk, som egentligt skulle have holdt hende på meget lang afstand af mig. Men det har tydeligvis ikke haft den ønskede effekt, for hun har jo hele tiden al mulighed for at vende sig og gå - men hun gør det bare ikke. Selvfølgelig er det ikke fordi, at der ikke findes flere træk, jeg kunne tage i brug for at få hende til at holde sig langt væk, fordi det ville være det bedste, men nu er det bare sådan, at jeg trods alt har en samvittighed, og den løber jeg helst ikke ret langt fra. Nok kan jeg finde på meget, men jeg har absolut også grænser. Ting, jeg bare ikke gør. Selv hvis det kunne få hende til at holde sig væk. Og eftersom jeg heller ikke har nogen garanti for, at hun så ville gøre det, så synes jeg, at det ville være for hasarderet.

Jeg er jo ikke et monster. Det er jeg altså ikke. Og selvom det er gemt godt væk, så har jeg altså et hjerte. Det kommer sjældent til udtryk, men det er der. For en kort stund lader hun sit blik ramme mit, inden det flyttes bort igen, og kort efter vælger hun nu at bevæge sig imod mig - eller ungen bag mig. Vigende træder jeg et langt skridt til siden, inden jeg drejer min bagpart omkring, så jeg retter fronten mod hende igen. Det at jeg ikke kan tåle at have nogen tæt på, det er vel lige så meget en styrke, som det er en svaghed. Styrke, fordi jeg sikrer, at jeg ikke pludselig bliver overrasket. Svaghed, fordi det vel et eller andet sted er ret pjevset, og de, der får lov at være i selskab med mig et par gange, opdager med tiden, at jeg decideret frygter nærhed.

Hun puffer ungen om bag sig, men det afholder mig ikke fra at lade mine øjne hvile på den. Den forstår tydeligvis stadigvæk ikke noget som helst af, hvad det er, vi snakker om, men jeg bemærker godt, at vores adfærd smitter en anelse af på den, for langsomt forsøger den at efterligne de ting, vi gør. Først da Asira lader sin stemme lyde igen, flytter jeg blikket tilbage på hende. Hun spørger, hvorfor Berbeza også skulle have et føl, og jeg fornemmer godt, at hun har nået grænsen nu. Spørgerunden er færdig, ganske enkelt fordi det overhovedet ikke er noget, der rager hende.

,,Jeg mindes ikke, at det er noget, der rager dig, Asira.”

[/size][/color]

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der