Atter et møde

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det er ikke andet end nogle få dage siden, at jeg gav liv til en lille skabning, som jeg har valgt at kalde Saphira. Navnet er blevet givet til hende, med det grundlag at Seths navn starter med Seth, og samtidig minder navnet Saphira også om mit navn. Derfor har hun fået dette navn, og ikke et andet. Jeg har ikke rykket mig fra øen Chibale, ikke endnu, for det er jeg udmærket godt klar over, at Saphira ikke kan holde til endnu. Desuden er det også her jeg føler mig mest hjemme, og derfor søgte jeg også hertil, da tiden var inde.

Jeg forholder mig imellem nogle træer, som står ganske tæt og danner en lille cirkel omkring min grå krop. Min mave er svundet godt ind, og det har vel egentlig gjort at jeg ser mere tynd ud nu, end jeg gjorde før jeg fødte hende, selvom jeg allerede der var for tynd. Men maden er også smålig, og jeg har ikke så mange muligheder for at lede efter maden i disse dage, fordi mit fokus ligger så meget på at holde øje med lyde og bevægelser, så jeg i tilfælde af farer, kan træde foran min datter og dermed beskytte hende.

De sorte øjne glider en smule omkring, opmærksomt imellem træerne, men jeg er dog klar over, at vi nu ikke er så nemme at se, slet ikke den lille, da hun ejer sin faders sorte skind, og desuden ligger hun gemt bag buske og krat, hvor hun igen ligger og sover, mens jeg holder vagt med vores omgivelser. Mit hoved sænkes en smule ned, ganske langsomt, mens mine øre flappes en smule ud til siden. Et lavmeldt og tungt prust forlader min mule, inden jeg sænker den helt ned til sneen, hvor jeg møffer lidt rundt med det, for at nå ned til nogle små, lidt friske grønne skud, som jeg giver mig til at gumle en smule på. Mine øre finder rundt i alle retning, lyttende og opmærksomt, for ingen skal pludselig komme hertil, uden jeg har opdaget dem i god tid.

---

Tråden er forbeholdt Maria og Seth

Jeg kan naturligvis aldrig garantere at være alene, men jeg har efterhånden lært, hvor det er bedst at søge hen, hvis det er ensomheden, man søger. Lang tid har jeg stået inde ved en lille lysning i den tætte skov, hvor sneen har lagt sig på skovbunden med alle de visne blade. Min sorte farve står i skarp kontrast til den sorte sne, og jeg går absolut ikke i et med mine omgivelser, men det er heller ej det, jeg søger. Det er jo ikke fordi, at jeg prøver at undgå at blive set. Jeg kan jo bare vælge at ignorere de, der ser mig. Efter at have tilbragt et godt stykke tid her, er mine ben en anelse stive, og for min egen skyld må jeg hellere se at komme videre.

Med mine lange skridt bevæger jeg mig fremad gennem træerne i en lidt tilfældig retning, fordi jeg egentligt ikke søger noget særligt sted; jeg har bare brug for at få gang i blodomløbet i mine lange, spinkle ben. Mit hoved er hævet, nakken formet i en fin bue med den lange, sorte man hvælvende ned langs halsen, og ørerne er vippet om mod min nakke. Jeg har naturligvis lidt problemer med at holde en helt så flydende gang, fordi mine ben er ret kolde, men efterhånden bliver mine skridt så galante som sædvanlig. Men da er det, jeg bliver opmærksom på en grå skikkelse, og kortvarigt bliver mine skridt tøvende. Min første tanke er, at det ikke er sikkert, at det er hende, men min genkendelse af duften er ikke til at nægte. Jeg kunne naturligvis vende mig og gå, men hvorfor? Hvorfor lade hende tage et valg for mig?

Derfor fortsætter jeg, til jeg ved, at jeg er synlig, men absolut uden at komme for tæt på. Det er ikke meningen, at vores veje skulle krydses igen, og slet ikke så hurtigt. I stedet for at lade dem ligge mod min nakke, flapper jeg mine ører ud mod hver deres side, mens jeg lader mit blik løbe over hendes krop. Hun bærer ikke længere føllet, og hun ser om muligt værre ud end før. Jeg er helt sikker på, at hun har opdaget mig for længst - hun plejer ikke at være langsom til det.

[/size][/color]

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De grå øre der vipper ret så flittigt omkring, er ikke langsomme om at opfatte lyde. Men i disse minutter, er der bare ingen lyder der er alarmerende eller faretruende, og derfor tillader jeg os mig selv at forblive stående med hovedet nede. Jeg spiser ikke længere, for det er begrænset hvor mange skud man kan finde i den frosne jord, lige hvor jeg står. Men mit hoved forbliver nede ved jorden, med ørene en anelse flappet ud imod siderne, fordi jeg ikke har nogen at se mig vred på ligenu, eller afvise.

Da mine øre igen vipper rundt, står de pludselig stille imod en retning skråt fremme, for jeg kan høre den knitrende lyd, der stammer fra hove der rammer imod den frosne og alligevel lidt tøende sne. I et ryk, hiver jeg hovedet op, og lader blikket glide hen imellem træerne, for at kigge i den retning som lydene kommer fra. Og der, blandt de mange tætte træer, kommer en ravnsort skikkelse gående. Jeg er ikke i tvivl om hvem det er, selvom han stadig er langt væk. Men den skikkelse, har jeg efterhånden set en del gange, både på godt og ondt.

Han har os set mig, for hans retning er rettet imod mig, men dog kommer han ikke tæt. Han stopper et godt stykke fra mig, med ørene flappe ud imod siderne, præcis som mine egne er. Men lidt efter lidt, finder det ene øre helt bagud, men dog forbliver det andet ud imod siden. Mange forskellige tanker glider igennem mit hoved, over igen at se ham. For nu er jeg ikke længere bare med en tyk mave og liv deri, nej, nu er det liv født, og hun ligger ikke langt herfra. Jeg siger ingenting. Ikke lige nu. Men jeg kan heller ikke bare stå her. Langsomt træder jeg et skridt til siden, uden nogen grund, inden jeg så fjerner mit blik fra ham, og kigger til siden i stedet, dog ikke i retningen af Saphira, og derefter flyder min stemme frem.

,,Hun ligner dig. Sort.. Dog med hvidt i panden..”

Jeg ved ikke om det interesserer ham, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige ligenu. Retter det andet øre bagud os, tvingende, da det jo er sådan jeg plejer at stå, når han er i nærheden.

Umiddelbart kan jeg ikke afgøre, om hun er alene eller ej. Jeg ved ikke, om ungen er i live, eller om vinteren har taget den grundet for lidt mad til Asira eller på grund af sne og kulde. I et godt stykke tid er der ikke nogen af os, der siger noget, men hvad er der også at sige? Et hej ville vel nok være overflødigt, og skulle vel kun siges for at holde høfligheden ved lige. Alligevel gør jeg det ikke. Jeg vælger blot at tie. Se, om hun har noget at sige. Se, om hun har tænkt sig at bede mig gå. Til at starte med er hendes ører ligesom mine flappet ud mod siderne, men langsomt lader hun dem rette sig bagud. Trods det vælger jeg at lade dem blive ud mod ørerne.

Hun bakker ikke bort, som hun plejer at gøre. Hun udviser ikke sin sædvanlige afvisende adfærd. I stedet træder hun et skridt til siden, og så vælger hun at være den, der bryder stilheden. Hun ligner dig. Hun. Det er en hun, og det, hun siger, er ikke til at tage fejl af. Det er en hoppe, og hun lever. Ellers er jeg ret sikker på, at hun ville have formuleret sig en smule anderledes. Skal jeg være helt ærlig, havde jeg nok hellere set, at hun ikke var i live. Selvom det som regel er noget, jeg ganske enkelt nægter, har jeg jo alligevel skabt en binding mellem hun og jeg. Og ligeledes med Asira. Og jeg undrer mig sandelig stadigvæk over, hvorfor.

Jeg giver et ganske kort nik for at give udtryk for, at jeg har hørt, hvad hun siger, men jeg lader hendes ord hænge lidt i luften for nu. Jeg træder et enkelt skridt fremad for ikke at presse min grænse for meget, men jeg vil gerne se, hvordan hun reagerer på, at jeg bevæger mig tættere på, selvom det ikke er ret meget - hun er jo også godt klar over, at jeg absolut ikke bryder mig om at komme for tæt, medmindre jeg har et formål med det. Jeg forsøger vel at få hende til at udvise sin sædvanlige afvisende adfærd, fordi det er noget, jeg langt bedre kan forholde mig til.

,,Hvad har du kaldt hende?”

Det kan jeg vel lige så godt høre nu, som jeg kan høre det senere. Jeg har ikke rigtigt nogen interesse i det, fordi jeg ikke ønsker at have del i ungens liv. Det er mig trods alt stadigvæk en gåde, hvorfor jeg mente, at hun skulle komme til at eksistere.

[/size][/color]

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Selvom Seth ikke er fremmed for mig, i den forstand at jeg aldrig har set ham, så er han alligevel fremmed for mig, på en anden måde. For jeg ved stadig ikke hvem han som sådan er, og jeg ved heller ikke hvad dette møde vil bringe med sig. For sidst jeg så ham, stod vi blot stille og talte få ord til hinanden, inden vi begge vendte hinanden ryggen og forsvandt. Gangen før det, optrappede kampen, og Saphira blev til af netop dette. Så derfor har jeg nu, heller ingen idé om hvad dette møde vil bringe med sig. For jeg ved ikke, om Seth ønsker at jeg skal forsvinde, helt fra Andromeda, eller om han ikke vil have jeg forsvinder. Ja, jeg ved egentlig bare ikke hvad han vil mig..

Der er skabt et ufrivilligt bånd imellem Seth og jeg, af den grund at Saphira uanset hvad, kommer til at binde os til hinanden, selvom vi egentlig ikke ønsker det. Men vi kan heller ikke bare sådan fjerne det. For hvis han ønsker at fjerne Saphira, skal han forbi mig først, selvom jeg ville ønske at det ikke var sådan.. men jeg kan ikke blot fjerne den forbindelse og den samhørighed som der er med Saphira, selvom hun burde være mig fremmed. Men det er hun bare ikke, for hun er min datter.

Han hører godt hvad jeg siger, og det viser han ved et simpelt nik. Derefter træder han tættere på mig, og det får mine øre til at søge længere ned imod min sorte man, men jeg træder ikke længere bagud, for så kommer jeg for tæt på Saphira. Derfor bliver jeg stående, mens jeg stirrer lidt på ham, uden at kigge ham i øjnene. Men jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg bliver stående her, så kommer han heller ikke tættere, fordi han heller ikke selv ønsker det, og så er det jo fint som det er.

,,Saphira, er hun kommet til at hedde.”

Besvarer jeg ham så, dæmpet. Jeg fortæller ikke hvorfor det lige er det navn. Men jeg synes blot, at hendes navn skulle starte med S, når Seths navn også er med s. På den måde, er han repræsenteret, uden helt at være det.

Jeg er klar over, at ingen af os kender hinanden ret godt, men fra min side er det fuldt ud bevidst. Jeg har aldrig ønsket at komme til at vide mere om hende, end hvad jeg selv kan se og spørge om, uden det går for dybt. Jeg kender hendes navn - selvom jeg stadigvæk ikke er helt sikker på, hvorfor hendes far kalder hende noget andet - og jeg ved, hvem hendes forældre er - jeg har selv mødt dem begge. At sige, at jeg kender hendes personlighed, ville være en løgn, eftersom jeg generelt set sjældent har den effekt på folk, der får dem til at vise deres gode sider. Meget mere end det ved hun heller ikke om mig; hun kender jo for eksempel ikke noget til mine forældre. Og det, jeg har vist af mig selv, har også været ret sparsomt.

Da jeg træder tættere på hende er det med en forestilling om, at hun, som hun plejer, vil træde bort fra mig, men det gør hun ikke. At træde tættere på strider normalt meget imod mine principper, medmindre jeg har et formål med det, som jeg kan bruge til noget. Men da hun ikke flytter sig, har jeg bestemt ikke lyst til at træde tættere på igen, for så er jeg sikker på, at jeg kommer til at træde over min egen grænse. Jeg synes allerede, at jeg bevæger mig meget tæt op ad den lige nu.

Hun fortæller mig, at vores datter, sort med stjerne, har fået navnet Saphira. Et kønt navn, der sandsynligvis klæder hende fint. Jeg er klar over, at hun ligger her et eller andet sted, men jeg føler ingen iver for at se hende. Jeg ønsker ikke at have noget med hende at gøre, og det gør vel ingen forskel, om jeg ser hende eller ej. Det var jo heller ikke meningen, at jeg skulle støde på Asira, men jeg havde heller ikke regnet med, at jeg for evigt ville kunne bevæge mig rundt i landet uden at vores veje skulle krydses. Måske måtte der bare gerne være gået længere tid.

Jeg siger ikke noget, men jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at jeg godt har hørt, hvad hun siger. Det er jo ikke svært at se, hvis der er nogen, der tænker over noget. Og det gør jeg jo. Meget. Hele tiden. Jeg ved godt, at jeg nok tit fremstår som en, der ikke rigtigt tænker over de ting, jeg gør eller siger, men det er absolut ikke korrekt.

[/size][/color]

De mørke øre vipper en smule rundt, overvejende mens hans blot står der i stilhed. Men de finder derefter ret hurtigt tilbage til min fyldige man, som de gemmer sig en smule ned i. Seth og jeg kender ikke hinanden særlig godt, hvilket nok er ganske godt egentlig. Men det er måske også derfor det irriterer mig sådan, at jeg ikke bare inderligt kan hade ham, og forbande ham langt væk fra mig. Men det kan jeg ikke. Jeg vil gerne, virkelig gerne, men selvom jeg siger til mig selv, at jeg hader ham, og at han ikke skal være i nærheden af mig, så formår jeg alligevel ikke bare at vende ham ryggen og gå, hvilket jeg jo frit kan, også med Saphira ved min side.

Han svarer ikke på det jeg siger. Han står der bare, med blikket vendt imod mig. Han træder hverken tættere på, eller går længere væk. Han står bare.. Han har nok nået sin egen grænse, og egentlig også min, men jeg træder bare ikke bagud denne gang. Jeg vil ikke, for nu er det min tur, til at vise, at han ikke har knækket mig, at han ikke har formået at lade mig bukke under ham, trods jeg sidst lå ned, og måtte lade mine øjne ramme hans, ufrivilligt.

I en smidig bevægelse, knejser jeg nu nakken helt op, inden jeg så slår det ene forben en smule i jorden. Mine øre falder endnu mere bagud i nakken, og øjnene knibes en smule sammen, i en attitude, der ikke er venligsindet, eller ude på at nyde hans selskab. Nærmere det modsatte. Han skal væk nu; jeg skal vise, at han intet er for mig, at han intet betyder, for det gør han jo ikke, gør han vel? Han skal forstå, at han ikke har vundet over mig, trods vores sidste kamp.

,,Du ved hun er i live nu, hun er sort, og hedder Saphira. DU har fået det, du havde brug for.”

Siger jeg med en hvislende stemme nu. Det er en hentydning til, at han nu godt kan gå. En ret drastisk attitude forskel, på ganske kort tid. Men han skal gå. Nu. Han har fået hvad han kan for. Han ved hun eksisterer, og mere vil han jo ikke vide, og han ønsker jo heller ikke mit selskab, ligesom jeg heller ikke ønsker han, hvert fald hvis jeg selv skulle bestemme.

Der er ikke nogen i det her land, der kender noget til mig og den fortid, der ligger bag mig, og jeg har ikke nogen intentioner om, at der skal ændres på det. Og det er absolut ikke fordi, at der ikke ville være nok at fortælle. Selvom jeg er, som jeg er, er der alligevel nogle ting, der nok ville have set anderledes ud, hvis nogle ting i min fortid ikke er, som de er. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, er det noget, Asira har tilfælles med mig. Naturligvis er der mange af hendes egenskaber, der bare tilhører hendes væsen, men nogle af hendes egenskaber må være tilegnede. Det der med, at man ikke vil have andre tæt på, det er jo abnormt - men samtidig også noget, som jeg selv gør.

Jeg lytter til, hvad hun siger, og som sædvanlig er jeg enig i noget, uenig i noget andet. Det er jo en korrekt konstatering, at jeg ved, hvad hun hedder, hvad farve hun er, og at hun er i live. Men at det var noget, jeg havde brug for, det er til gengæld ikke helt korrekt. Jeg er sådan set ret ligeglad, for jeg ser bestemt ikke ungen som en god ting, men mere som en konsekvens af en handling, jeg har foretaget mig, hvor jeg måske lige skulle have tænkt mig om en ekstra gang. Jeg fortryder det stadigvæk ikke.

Hendes adfærd ændres pludselig, og fra at gå fra stille, ændrer hun sig nu til den Asira, jeg kender. En afvisende hoppe, der helst ikke ser, at man træder på hende. Jeg er fuldstændig klar over, at hun gerne vil have, at jeg skal gå, og jeg er fuldstændig ligeglad med det. Jeg går ikke, fordi hun lige så godt kan lære, at hun ikke kan bestemme over mig. Langsomt hæver jeg mit hoved og lader min nakke knejse sig på ny, inden jeg markant lader min hale slå om mig.

,,Så gå, Asira. Smut.”

Hun er velkommen til at gå. Måske vil det endda bare være det bedste, eftersom jeg åbenbart ikke rigtigt selv har tænkt mig at gå. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det er, der holder mig her, og jeg er heller ikke særlig sikker på, at jeg vil vide det.

[/size][/color]

Hans reaktion, ved jeg ikke hvad bliver, over at jeg nu hentyder til at han kan gå. Han skal gå. Men jeg er dog næsten sikker på, at han ikke gør det. Han går ikke. For han er stædig, og han har sikkert en idé om, at hvis han trodser mig, at så bliver jeg irriteret og selv vælger at gå. Problemet i dette, ligger bare i, at jeg ikke bare sådan lige kan gå. For så skal jeg vække Saphira, og skubbe hende af sted igen, selvom vi allerede nu har gået en del omkring, for at komme væk fra selve fødsels stedet. Jeg ved derfor os, at Saphira nok ikke ville kunne holde til igen at skulle gå af sted igennem sneen, dog nogenlunde i mine fodspor.

Hans nakke knejses op, da jeg taler, og hans hale begynder at slå ret markant om hans sorte bagpart. Og svaret der kommer, kommer ikke rigtig bag på mig. Enten sådan et svar, eller et skridt tættere på mig, var nok hvad jeg havde forventet. Men Seth er utilregnelig, og jeg kan derfor aldrig vide mig sikker på, hvordan han helt præcis reagerer. Jeg svarer ham ikke på det han siger, for jeg har ikke noget at sige, i stedet kan jeg bare mærke, hvordan situationen nu irriterer mig, fordi jeg ikke bare kan få fred for ham, og han for mig.

Min nakke knejses helt op nu, så min mule næsten rammer imod den fremskudte bringe. Den sorte hale slår omkring min bagpart, irriteret. For hvad er det han vil med mig. Hvorfor går han ikke bare, når han nu alligevel ikke ønsker at være i hverken mit eller hans datters selskab.. Så gå dog! Lader ørene forbliver bagud i nakken, mens jeg stirrende kigger imod ham, men ikke i øjnene. Men jeg rykker mig ikke ud af stedet, hverken bagud eller fremad. Jeg står der bare. Han kan alligevel ikke gøre mit liv værre; han har allerede givet mig et afkom, og jeg ved at han ikke selv ønsker flere. Så det behøver jeg nok ikke frygte.

Indtil nu har jeg sovet fredfyldt inde mellem nogle buske og lidt krat - der har været en harmonisk stilhed, som i lang tid ikke har været brudt og som har ladet min søvn være uforstyrret. Alligevel opfanger mine ører lyde. Lyde af stemmer. Søvnen slipper sit tag i mig, og efterhånden som jeg kommer til mig selv igen, genkender jeg den ene stemme som min mors, men den anden har jeg aldrig hørt før. End ikke i mine drømme. Min lille, sorte krop er ikke frossen, da jeg har ligget i læ, men alligevel er jeg lidt stivbenet, og det tager lidt tid, før jeg endelig kommer på benene og får bevæget mig ud fra krattet.

Jeg er nysgerrig. Meget, endda. Jeg vil gerne se, hvad det er, min mor laver, selvom jeg stadigvæk er træt. Vi har bevæget os ret meget det sidste stykke tid, og hun bliver nok ikke særlig glad for, at jeg ikke har tænkt mig at sove videre lige nu. Mine ører spidses, mens jeg bevæger mig frem mod min mor med den grå farve. Vi ligner egentligt ikke hinanden ret meget, men det tager jeg mig nu ikke af. Jeg vil ikke for tæt på, for selvom jeg er nysgerrig, er der alligevel også en del af mig, der er en lille smule pjevset, og derfor smyger jeg mig op ad hendes bagpart og bliver stående med mit hoved mod hendes lår.

Foran os står en kulsort hest. Den har ret langt hår, og den ser ikke ret glad ud. Det gør mor heller ikke, for den sags skyld. Mine ører falder om mod min nakke i takt med, at en lille vrede indtræder i mig. Hvem er dog det, der gør min mor sur? Livligt lader jeg min korte, sorte hale vifte fra side til side, mens jeg betragter, hvad det er, der sker.

[/size][/color]

Hvorfor hun så ikke bare går, det kan jeg ikke rigtigt se, men det gør hun altså ikke. Dog er det ret tydeligt, at hun meget gerne ser, at jeg går - men det gør jeg altså ikke. Jeg kan vel sagtens overbevise hende om, at hun skal gå, men skal jeg være ærlig, så orker jeg ikke endnu en magtkamp med hende. Ikke med en grund, der ikke er bedre, end den er. Så vil jeg hellere blive stående her, indtil hun bliver irriteret nok til, at hun vender sig og går. Men jeg tvivler ikke på, at hun selv besidder en god mængde stædighed og stolthed, og jeg er forberedt på, at jeg nok godt kan komme til at stå her i lang tid.

En puslen fra noget kratværk bag hende bryder stilheden, og mine store, mørke øjne rykkes mod lyden. Mine bryn rynkes en anelse, og langsomt flappes mine ører ud til hver deres side, idet en lille sort skikkelse kommer til syne. I starten er det svært at vurdere præcis hvor stor hun er, men da hun placerer sig ved Asiras bagpart er det ret tydeligt, at det er en temmelig lille en; måske en smule mindre, end man kunne have forventet, eftersom hverken Asira eller jeg kan kaldes for lave. Ligesom jeg selv er hun sort, men hendes sorte farve er af en lidt lysere nuance - og så har hun en stor, hvid stjerne i panden.

Mens mit ene øre forbliver ud mod den ene side, rykkes det andet nu bagud. Det er min datter. Lille og spinkel. Efter at have holdt blikket mod hende i noget tid, lader jeg dog mine store, mørke øjne betragte Asira i stedet. Jeg har svært ved at se hende i rollen som mor, fordi hun ikke lader nogen komme tæt på, og det er jo ikke en behandling, man kan give et føl - for så bliver den vel ikke meget anderledes end hende selv. Jeg siger ikke noget, men mit kropssprog præges svagt af desorientering. Gad jeg, kunne jeg nok skjule det, men alligevel føler jeg ikke, at det er noget, jeg behøver gemme for Asira.

[/size][/color]

Bedst som vi egentlig bare står der, Seth og jeg, og stirrer imod hinanden, den ene stædigere end den anden, i en kamp om, hvem der egentlig skal gå, og hvem der skal blive, kommer der pludselig nogle puslen bag mig, og jeg er jo godt klar over, at det puslende lyd, tilhører min, vores, datter, som nok efterhånden er vågnet op efter al vores snakken. Noget, jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om. Mit ene øre vippes skråt bagud imod hende, lyttende, mens jeg kan høre at hun forsøger at rejse sig, og det lykkes os for hende.

I det næste er hun trippet op til mig, og har valgt at stille sig ved min bagpart, ved det venstre lår, med retningen imod den hingst, der er hendes far, om hun så vil det eller ej. En sagt brummende lyd forlader min krop, tilegnet til Saphira. Et blødt brum, der dog også varsler om, at hun ikke skal trippe hen til den, i hendes øjne, fremmede sorte hingst. Langsomt glider mine øre endnu mere ned i nakken, mens blikket er stivnet på Seth, i et forsøg på at se en reaktion fra ham. Jeg ved han ikke vil have noget med hende at gøre, og inderst inde frygter jeg, at han går til angreb på hende, for at fjerne hende. Men mest af alt, ser han bare desorienteret ud, og pludselig er hans stædige facade og de tilbagelagte øre, en smule ødelagt.

Langsomt drejer jeg hovedet en smule bagud til Asira, i en smidig bevægelse, hvorefter jeg lader min mule ramme imod hendes pande, nu med ørene fremme. Jeg er godt klar over, at Seth ser en anden side af mig lige nu, men jeg kan ikke blot ignorerer Saphira, fordi jeg vil vinde denne kamp om, hvem der skal gå. Mit ene øre vippes bagud imod Seth, meget lyttende, for hvis hans adfærd pludselig ændres, og han så vælger at træde imod os, så skal jeg være klar på dette. Klar på, at stille hele min krop foran Saphira, og beskytte hende. Min mule glider blidt op langs hendes pande, og et nip falder imod hendes pjuskede lille tot pandelok. Derefter drejer jeg hovedet, og kigger nu imod Seth igen, med ørene skråt bagud. Ikke vredt, men neutral, ledende efter en eller anden reaktion, på det han lige har været vidne til.

Der er ikke nogen af dem, der siger noget til hinanden nu, og det forstår jeg ikke rigtigt. Selv har jeg ikke lært at tale, men jeg kan sagtens give udtryk for, hvad jeg mener og tænker gennem mit kropssprog. Selvom jeg er sur over, at den langbenede, sorte hest gør min mor sur, så tør jeg alligevel ikke at gøre noget ved det. Jeg tør ikke nærme mig. Ikke fordi hesten virker uhyggelig; nej, der er nærmere noget lokkende over det kulsorte skind og de store, mørke øjne, der hviler mod min mor og jeg, men jeg er ganske enkelt bare for pjevset. For hvis mor ikke kan lide hesten, hvorfor skulle jeg så?

Da mor drejer hovedet mod mig, kigger jeg spørgende op på hende, som for at spørge hende om, hvem det dog er, hun snakker med. Der er ikke nogen tegn på nervøsitet i mine øjne, men et glimt af usikkerhed hviler der dog alligevel i dem. Hun virker ikke sur, når hun henvender sig til mig, men da hun retter opmærksomheden tilbage mod den sorte foran os, ændrer hun sig alligevel en smule, selvom hun ikke virker helt lige så sur som før. Hvorfor, det ved jeg ikke.

Den sorte gør ikke noget, udover bare at stå og kigge på os, og den ser stadigvæk ikke glad ud. Men hvorfor? Kan den da ikke se, at min mor er sød? Hvorfor skal den være sur på hende? Og hvorfor skal hun være sur på den? En lille rynke træder frem på min mule, inden jeg giver et lavmælt lille fnys fra mig, der mest af alt minder om et lille nys. Jeg er bestemt forvirret, og måske skulle jeg bare være blevet liggende inde i krattet.

[/size][/color]

Hvor den lille, sorte hoppe har sin stjerne fra, det er jeg egentligt ikke klar over. Hverken Asira eller jeg har en, og mit bedste bud er, at det må stamme fra enten en af mine forældre, eller fra en af hendes. Naturligvis har Asira selv en hvid stribe, der strækker sig fra panden og ned til hendes mule, men det er jo ikke rigtigt det samme - alligevel skal jeg da ikke afvise, at det er fra hende, at det kommer. Jeg er klar over, at det lille skravl ikke har nogen ide om, hvem jeg er, og om Asira har tænkt sig at fortælle hende det, det ved jeg ikke. Ganske kort hæver jeg brynet over den sure grimasse, der præger hendes lille hoved.

Min vejrtrækning er rolig, og selvom min karakteristiske rolighed endnu hviler over min slanke, sorte krop, er der alligevel af og til nogle ting, der går lov at skinne igennem; som for eksempel min lette desorientering, der dog efterhånden er ebbet lidt ud igen. Jeg har ikke just haft nogen forestilling om, at jeg på noget tidspunkt skulle finde mig selv stående her og betragte en helt anden side af Asira, der er trådt ind i den moderlige rolle, der gør hende i stand til at drage omsorg for den lille spinkle hoppe. Ude fra ser det hele vel meget idyllisk ud, selvom det langt fra er sådan, det er.

Hun retter blikket tilbage mod mig, og denne gang er hendes blik ikke vredt, men derimod søgende efter et eller andet. En reaktion, vil jeg tro. Der er ikke nogen tvivl om, at hun er glad for ungen, som også virker glad for hende, og langsomt bliver jeg klar over, at min handling måske også har været god for noget. Se, hvad det har gjort ved hende. Hun vælger at lukke nogen ind i sit liv, selvom det nok fra start ikke har været med hendes gode vilje. Men lige så hurtigt, som det er kommet, lige så hurtigt kan det nok forsvinde igen; fjerner jeg ungen fra hende, er jeg klar over, at jeg nok kun ville ødelægge det endnu mere for hende.

Men jeg er ikke et monster. Skal jeg ødelægge det for hende, bliver det ikke ved at tage et liv. Og det er jo heller ikke fordi, at jeg hader mig selv for at have gjort noget, der måske i sidste ende har været godt for den unge, grå hoppe. Saphira har en god virkning på hende. Ikke at hun har ændret sig ret meget overfor mig, men det er nok også det bedste. Alligevel er der et spørgsmål, der længe har stået stille i mit sind.

,,Hader du mig for det, jeg har gjort?”

[/size][/color]

Da mit hoved er vendt imod den lille sorte skabning, lægger jeg skam godt mærke til den grimasse der langsomt glider henover hendes mule, en lille fin rynke, og nogle lettere spørgende øjne, rammer da også imod mine sorte øjne, der for andre er tomme og uden gnist, men ikke for Saphira. Når mine øjne er i hendes, rummer der en helt masse andre ting i de ellers blanke, mørke og tomme øjne; nemlig kærlighed, overfor en anden skabning. En kærlighed, jeg ikke før har oplevet. Nok elsker jeg min far, men dette er blot noget andet. Saphira kigger imod den sorte skabning, og hele denne seance skaber kaos i mit hoved. For hvor meget skal hun vide, og hvad skal hun ikke vide? At fortælle hende, at det er hendes far, og at han så afviser hende, kan jeg ikke bære. For jeg er selv en afvist hoppe, et afvist føl. Så det kan jeg ikke. Kan jeg? Hvad er bedst?

Seth står der bare, stadig med en let desorientering i sit hoved, men han ser også tænkende ud. Jeg flytter ikke mere på mig for nu, for jeg vil ikke træde ind foran Saphira, og skabe usikkerhed for hende, ved den handling. Men hvis han kommer tættere på mig, så skal jeg nok være hurtig, og træde ind foran hendes lille finde skikkelse. Men han kommer ikke tættere.. Et svagt brum forlader kort min krop, og det er kun henvendt til Saphira, så hun ved, at mit fokus stadig er hos hende, og at jeg ved at hun er der. Men mit fokus er os på Seth, hele tiden, for jeg skal vide, hvad han nu har tænkt sig, og helst før han selv er klar over det.

Men der kommer ikke flere reaktioner fra den Ravnsorte Seth, og det havde jeg nok egentlig heller ikke forventet, For hvordan skulle han reagere. Mens mine øjne er på ham, er de igen tomme og dybe, bundløse måske, men der er en gnist gemt deri, som jeg for alt i verden bare gerne vil have helt væk, når jeg kigger på ham. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare få den gnist til at forsvinde. Pludselig åbner han munden, så stilheden ikke længere hænger over os ’Hader du mig for det, jeg har gjort?’, sådan lyder spørgsmålet, og det gør at mine øjne knibes i, en anelse hårdt. For nu burde jeg komme med et spydigt svar, et svar der ikke sætter tvivl i hans hoved om, hvad jeg mener om ham. Men det er ikke sådan svaret bliver.

,,Nej” Mine øjne åbnes igen. ,,Da du havde gjort det, hadede jeg dig. Inderligt.” Siger jeg med en lidt hvislende tone. ,,Men da hun kiggede på mig, gjorde jeg ikke mere.. ”

Det sidste er sandt, og også det første. Men det midterste er ikke helt rigtigt. For jeg ville gerne hade ham. Men det kunne jeg bare ikke. Ikke ordentligt. Jeg hadede ham, ja, men ikke inderligt. Og jeg ønskede ham ikke væk fra jordens overflade, selvom jeg burde. Men jeg håber ikke, at han kan høre, at min stemme kort er en anelse anderledes, da jeg siger ordet ’inderligt’. Mine øjne forbliver imod ham, og denne gang kort imod hans øjne, men kun få sekunder.