Atter et møde

Det føles som om, at tiden lige nu står stille. Som om verdenen egentlig overhovedet ikke eksisterer, selvom den jo gør det, i stor grad. Men mine tanker er bare presset sammen til kun at handle om Seth lige nu, fordi det er ham der er foran mig. Og udover det, er det også ham, der bare er der, i mit hoved, sammen med Saphira. Også andre ting, ganske rigtig, men de fylder bare knapt så meget. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det er jeg nogensinde har forventet af et selskab som Seth, men jeg må indrømme, at jeg nok især ikke havde set netop de ord, kommer fra hans mule. Normalt kommer der ikke så mange ting bag på mig, på en gang, men med Seth, har han nok præsteret at være en af de få, som både gør uventede ting, og samtidig føler jeg alligevel at jeg på en eller anden mærkværdig måde kender ham; men det før jeg vel os. På en eller anden måde.

Jeg ved ikke hvad det er Seth frygter ved mig, ved det vi lige nu snakker om. Ved at han ønsker at jeg skal hade mig. Og nu fortæller han os, at han bare gerne vil være i selskab med mig, uden at nogen af os bryder os om hinanden. Mit hoved virrer kort, inden jeg træder et enkelt skridt mere bagud, fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af at forholde mig til det her mere. Det er mange mærkelige ting at få af vide. Jeg ved jo godt, hvad det er jeg frygter ved at skulle lukke bare lidt mere op for mig selv; jeg frygter skuffelsen, den skuffelse det giver, når de pludselig forsvinder, går bag om ens ryg, og for altid glemmer en. Men han siger, han har begået fejlen før.. men hvilken fejl er det? Mine øre vipper kort rundt, inden de så bare forbliver en smule bagud, ikke koldt og afvisende, men meget neutralt og tænkende ikke mindst.

,,Hvis det er det, du gerne vil, Seth… Så skal du nok ikke komme til mit selskab mere” Kniber øjnene i, og ser væk fra ham. ,,Du har vidst gjort dit for, at jeg ikke skulle bryde mig det mindste om dig. Men det gik ikke som du ville; eller som jeg ville, for den sags skyld. Men hvis det er fordi du ønsker vi ikke skal bryde os om hinanden, så forsvind. Forsvind ligesom alle andre har gjort. Så kan jeg næsten garanterer dig, at mine tanker om dig, ændres.. Jeg ved ikke hvilken fejl, du begik. Og jeg ved heller ikke om jeg overhovedet vil vide den. Men i min verden, har alle lavet fejl; selv dem der skulle forestille sig at være mine nærmeste. Jeg har sikkert også lavet fejl..”

Jeg blotter nok meget af mig selv, men det har han også gjort, en anelse indirekte ved sin kommentar ’uden nogen af os bryder sig som hinanden’. Hvis han kun hentydede til mig, ville hans sætning have set anderledes ud. Men hvis det er hans største ønske, at vi ikke skal bryde os om hinanden, så skal han bare gøre som resten af verdenen har gjort; vendt ryggen til, og været døve for mine kald om hjælp, som ikke var synlige, nok nærmere det modsatte. Men jeg har levet med at være misforstået altid. Så hvis han vil have, at jeg ikke skal bryde mig om ham, skal han bare forsvinde.. ligesom alle andre. I lang tid.. jeg ved ikke om det ville hjælpe, men det ville måske give ham den afstand, som han selv søger. Mine mørke øjne søger kort henover hans sorte skind, der minder mig om Saphira. Kort sænkes mit hoved en smule, inden jeg river det op igen, og knejser nakken voldsomt op, så ryggen også rettes, og skulderen skubbes en smule frem. Kort slår jeg en hov svagt i jorden, inden jeg så træder et skridt mere bagud, for derefter at træde sidelæns, så hans vej ikke længere er stoppet af mig. Mine øre finder endnu mere tilbage imod nakken, for at jeg ikke skal vise noget, jeg ikke har lyst til.

,,Vejen er fri.."

Siger jeg kort, med en stemme der ikke er nem at vurdere eller sætte fingre på. For lige nu, kæmper jeg med mange forskellige følelser og tanker, og derfor er min stemme sammenbidt, og min attitude er afvisende, hvis man da ikke kigger igennem facaden. Facaden er jo kun oppe, for at beskytte mig selv, ligesom jeg altid gør, og på den måde kan jeg måske os skubbe ham i den retning, han nok gerne vil; væk.

Bedst som jeg tror, at det hele er fredeligt igen, hører jeg pludselig bevægelser bag mig, og jeg drejer mig i en lidt forskrækket bevægelse, mens jeg uroligt trækker mit hoved i vejret. Jeg mærker et sug i maven, fordi mor og den sorte pludselig har rykket sig, og det føles, som om trygheden har forladt min krop. Ikke nok med, at mor nu står langt fra mig, men nu står den sorte også imellem os. En utilfreds rynke trækker sig på min lille, fine mule, inden jeg giver et meget kort, skingert hvin fra mig, der nok mest af alt minder om et lille piv.

En anelse usikkert tripper jeg mod de to skikkelser, men jeg stopper alligevel et par gange på min tur. Jeg er ikke særlig glad for det, for hvis mor ikke kan lide den sorte, hvorfor skulle jeg så? Alligevel er der noget i deres stemmer, der er forandrede. Mors er ikke længere helt så vred. Og der er noget mere ærligt over den sortes. Jeg står skråt bagved den sorte, sådan at jeg kan se min mor. En anelse frustreret løfter jeg mit ene forben og slår det igennem luften. Men jeg vover mig ikke tættere på.

[/size][/color]

Det er meget, meget sjældent, at mine følelser får lov til at skinne igennem. Det er ikke fordi, at jeg ikke har nogen - jeg er bare vældig god til at undertrykke dem i så høj en grad, at det er sjældent, at nogen slipper igennem det.. filter. Jeg har jo et hjerte. Det er bare blevet gemt godt og grundigt væk, og jeg har egentligt håbet på, at det kunne fortsætte sådan. I hvert fald i lang tid endnu. Jeg kan ikke spå om fremtiden, og jeg kan ikke sige, at nogle ting ikke skulle være i stand til at justere på nogle småting i mit hoved. Ikke at det direkte skulle kunne ændre mig; men få justeringer ville kunne gøre en stor forskel. Problemet er bare, at jeg siden den dag har været besat af at bekæmpe alt det, der hedder positive og glade følelser, og jeg tror, at selv hvis jeg forsøger at lade være, så vil det ikke blive nemt. Det er ikke mange, der får lov at se, hvad der er under den farlige skønhed.

At hun overhovedet kan finde på at bryde sig om mig, efter alt der er sket, det ligger et godt stykke udenfor mit forståelsesområde. Det var jo netop meningen, at hun ikke skulle bryde sig om mig - og havde jeg vist, at det ville slå fejl, så havde jeg fra start af nok ladet være med at opsøge hendes selskab. Ja, generelt burde jeg måske bare have ladet være med at bryde mig om hendes selskab overhovedet. Normalt tager jeg mig egentligt ikke rigtigt af, hvad andre tænker om mig, lige indtil det er noget positivt - det skal det endelig ikke være. Jeg vil hellere have, at tankerne om mig er dårlige, frem for at de er gode. Vel og mærket en meget særpræget logik, men jeg kan ikke rigtigt gøre for det.

,,Det er det, der er problemet. Dem, man vælger at stole på, kan lige så let vende ryggen til. Men du gør det alt for nemt for mig, Asira. Er det, hvad du gerne vil have? Ønsker du, at jeg skal gå nu? For så kan jeg love dig, at det her bliver mine sidste ord til dig.”

Et sådan løfte skal man absolut ikke spøge med. Generelt er løfter fra mig ikke noget at spøge med. Vælger jeg endelig at afgive et løfte, så vil jeg gøre alt for, at det bliver håndhævet. Jeg kan sagtens vende mig og gå. Gøre det nemt for mig selv og bryde al kontakt, fordi det nok er det bedste. Se på os. Vi kan jo ikke enes om noget som helst. Og der er garanteret mange flere sider af os begge, som vi ikke kan lide hos hinanden, end der er gode, som vi godt kan lide. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke kan finde ud af at holde af andre. Det er sket et par gange eller tre, og jeg ser helst, at det ikke sker igen. For alle og en har forladt mig igen.

Jeg kan høre små puslende lyde bag mig, deriblandt et lille piv, og ganske svagt drejer jeg hovedet bagud for at se på den lille sorte unge med den slanke, spinkle bygning. Ser man bort fra farven, så minder hun mig svagt om min søster, da hun var lille. Efter at have betragtet hende et stykke tid, giver jeg et hvislende fnys fra mig, inden jeg retter blikket frem mod Asira igen, der nu har rykket sig, således at jeg kan gå, hvis jeg har lyst til det. Det kunne jeg vel også før, men denne gang vil der nok ikke komme nogen indvendinger fra hende.

[/size][/color]

Selvom jeg er meget opmærksom på, hvad Seth foretager sig, så ændre det ikke på, at mine sanser er meget skærpede i retningen af min datter. For vi har bevæget os længere væk, og jeg vil for alt i verden ikke have at der sker hende noget. Og derfor forsøger jeg også vidt muligt, at lytte til det område der er omkring os, så jeg kan være sikker på, at hun ikke pludselig forsvinder fra mig, eller at nogen kommer nærmere os alle, uden at jeg har opdaget det. For hvis nogen kommer tættere, skal jeg hurtigt være ved hendes side, og dermed skabe en beskyttelse for den lille forsvarsløse klump, som er af mit eget kød og blød; samt Seths.

Jeg er derfor heller ikke langsom om at opfatte, at Saphira nu kommer tættere og tættere på, fra Seths side af, og ikke min. Mine øre ryger en smule bagud, fordi jeg er i tvivl om, hvad Seths reaktion er på det her. Hun kommer med nogle pibende lyde, lyde der ret tydeligt indikerer at hun er utilfreds med situationen, og jeg bebrejder hende det ikke. Mine næsebor udspiles kort, inden jeg fremsender et meget lavt og kaldene brum imod hende, så hun ved, hun kan komme til min side og stå, og ikke hos Seth.. Men da Seths stemme så høres, vippes mine øre rundt, inden de finder helt bagud. Jeg ved godt, hvad det rigtige svar er. Det er jeg udmærket klar over. Der er et rigtig svar; sandheden. Men så er der også et andet rigtig svar; et svar der beskytter mig, og sikkert også Seth. Han spørger mig decideret om han skal gå, om det er det jeg virkelig ønsker. For hvis det er det, vil han love, at det her bliver vores absolut sidste ord til hinanden.. Længe står jeg i stilhed, mens mine øjne er rettet hen imod den lille Saphira, mens jeg forsøger at samle det rigtige svar.. Mine tænder klemmes sammen, og dermed bliver mine kæber ret tydelige.

Efter nogle sekunder, retter jeg nu hovedet op, og lægger ørene endnu mere ned imod min nakke, mens mine kæber er hårdt bidt sammen, og næseborene let udspilede. Mine øjne falder imod ham nu, direkte i hans, påtvunget, mens tomheden finder vej henover dem, og bundløsheden tager også over, så de mange splittede følelser nu gemmes så godt væk, som overhovedet muligt.

,,Gå. Forsvind. Og kom ikke tilbage.”

Siger jeg så, med den hårde og tonløse tone, en tone, jeg sjældent har brugt, og nok aldrig overfor Seth. Jeg ønsker ham ikke væk. Jeg ønsker ikke, at vi aldrig taler med hinanden igen. Men jeg ved, at det er bedst for mig, og nok også det han selv ønsker.. Om han tror mig, det ved jeg ikke, men min facade, den falder ikke. Ikke endnu. Når han er gået, gør den med garanti. Det er jeg sikker på. Men lige nu, skal jeg beholde den oppe, og virke som om jeg inderligt mener det.

Allerede fra en meget tidlig alder lå der et let pres på mine skuldre. For det første fordi, at min mor ikke var frøken hvem som helst, og det var min far absolut heller ikke - men der var meget stor forskel på de to. Min mor var en vellidt hoppe i den flok, vi boede i, dengang jeg var lille, og min far.. ja, min far var i hvert fald noget for sig selv, men vellidt, det var han i hvert fald ikke. Især ikke af lederhingsten i vores flok. Velkommen i flokken, det var han heller ikke. Var min mor ikke flygtet derfra med mig, så tror jeg ikke, at jeg havde haft det ret nemt. Og det er nok et held, at det aldrig var mig, der stødte på lederen. Jeg bider tænderne sammen, mens jeg skærer dem mod hinanden, overvejende.

Asira giver et lavt, kaldende brum fra sig mod ungen. Jeg forstår vel egentligt godt, at hun forsøger at passe på hende, og at hun er bange for, hvad jeg skulle finde på at gøre med ungen. Det er nok meget godt, for jeg er ikke rigtigt selv sikker på, hvad jeg ville kunne finde på, hvis jeg fik den rigtige grund til at gøre det. Pludselig retter hun sit hoved op, lægger ørerne endnu mere bagud, og så lægger hun sine øjne i mine. Noget, den grå hoppe for alt i verden ikke har for vane at gøre frivilligt, og det undrer mig, at hun overhovedet gør det. Men der er heller ikke noget at se i hendes blik. Ikke medmindre jeg gider rode mig ud i at grave efter noget, og jeg tror ikke, at det vil være besværet værd.

Hun siger til mig, at jeg skal gå. Men hun siger ikke til mig, at det er det, hun gerne vil have, og så er det der, klokkerne ringer. Hvorfor i al verden skulle jeg gøre, som hun siger? I et kort ryk hæver jeg mit hoved en anelse, former nakken i en galant bue på ny og lader begge ører rykke sig om mod min nakke. Blikket i mine øjne er levende - det er det altid, og det er meget karakteristisk for mig. For på trods af den lidt reserverede, hemmelighedsfulde aura, der hviler om mig, så er mine øjne altid i live. Jeg kan ganske enkelt ikke ændre på det. Jeg har lært at gemme, hvad jeg gerne vil gemme, men at påtage et tomt blik som hendes, det er ikke let for mig.

,,Hold nu op. Jeg spørger, hvad det er du gerne vil have, og efter alt du har sagt, forventer du så, at jeg skal tro på det, du siger til mig nu?”

[/size][/color]

Sekunderne går, og sikkert også minutterne. Uanset hvad, synes jeg hvert fald der går længe, før jeg får nogen respons fra ham, og jeg kommer i tvivl om, om jeg overhovedet får en fra ham, eller om han bare har lukket helt af nu, og så om et kort øjeblik vil gå. Så skal jeg kigge på ham, se hans sorte krop vandre af sted, for sidste gang, velvidende at vi i fremtiden ikke skal se hinanden eller tale med hinanden mere. Måske krydses vores veje, det kan vi nok ikke undgå, men så vil vi begge søge væk fra hinanden, og ingen af os opsøge hinandens selskab; og det er også sådan, det netop skal være. Det skal ikke være anderledes.

Igennem mit liv, som ikke er langt, har jeg lært mange ting. Men en ting jeg nok har lært mest, er at man altid er på egen hånd. Du er altid på egen hånd, alle beslutninger tages af dig, og alle andre er ikke til at stole på. Måske siger de, at de altid vil være der for dig; men sandheden er, at den eneste der altid er der for dig, det er dig selv. Måske er andre der også, i en kort tidsperiode, men derefter, ja, der forsvinder de så, i en endnu længere periode, end den de var hos dig i. Sådan har mit liv i hvert fald været; og sådan ønsker jeg ikke at det skal være for Saphira.. Det tomme blik forbliver i mine sorte øjne, og jeg formår endnu, at opretholde den facade jeg har lagt i mit ansigt, og egentlig over hele min krop og min attitude.

Da hans tone nu igen bryder stilheden, og han ikke bare går, har jeg svært ved at vide, at jeg nu i endnu længere tid, skal forsøge at opretholde den facade jeg har pålagt mig, og ikke bare sige ærligt, at jeg ikke ønsker han skal gå. Han skal ikke have den triumf, at vide, at det er mig der er bukket under, mig der har tilladt mig selv bare at holde en lille smule af en anden, og mig der har været dum nok, til ikke at kunne hade ham inderligt, efter alt det han har gjort. Nej, den triumf skal han ikke have. Desuden ønsker jeg bare ikke, at han skal have en ide om, at jeg bryder mig om ham. Selvom det sikkert nok er for sent.

,,Hvad er det du gerne vil høre mig sige, Seth? Du har hørt hvad jeg sagde før, om dig.. Så hvad er det du forventer jeg skal sige nu?”

Han kender jo selv svaret på sit spørgsmål, om om jeg ønsker at han skal gå eller ej. Og derfor må han jo forvente noget af mit svar, måske for at hjælpe sig selv, så det er mig der tager konsekvensen og siger farvel, måske fordi han ikke selv kan, eller vil? Jeg ved det ikke. I en let bevægelse træder jeg endnu et skridt sidelæns og bagud, for at gøre vejen større for ham, så han hele tiden kan gå, hvis det er det han vil.

,,Du ved selv, hvad det er du vil. Og du ved os, jeg ikke kan tvinge dig til noget. Så hvad mit svar er, kan vel i bund og grund være lige meget, når du alligevel ikke lytter til det og tager dine egne beslutninger.”

Siger jeg så kort, og fjerner nu blikket fra ham, og lidt ned imod søen i stedet.

Hvad det egentligt er, hun tænker om mig, det ved jeg ikke. Og faktisk er jeg ret sikker på, at det nok også er bedst, at jeg ikke ved det. Jeg er klar over, at jeg godt kan påvirke hende til at tænke noget om mig, hvis det er det, jeg vil. Jeg ved lige nøjagtig, hvordan jeg spiller mine kort rigtigt, og mit ydre gør det bestemt ikke sværere for mig. Jeg er spinklere end så mange andre med en opsigtsvækkende, kulsort farve, og så ved jeg, hvad det er for en aura, jeg skal lægge omkring mig selv, hvis jeg skal tiltrække nysgerrighed og lokke nogen til mig. Egentligt er det jo ikke så venligt af mig, for når de, jeg lokker til mig, bliver for nysgerrige, så klapper fælden. Fy. Ikke pænt gjort.

Med Asira har signalerne bare været svære at læse. I starten var det sådan, at ingen af os brød sig synderligt om hinanden, og jeg ved egentligt ikke, hvornår det var, at det ændrede sig, og om det allerede var for sent at lave om på det igen, selv inden alt det med Saphira. Måske var det, der gjorde, at jeg kunne indfinde mig i Asiras selskab, at hun ikke virkede, som om hun nogensinde ville komme til at bryde sig om mig, og at jeg derfor ikke rigtigt havde noget at frygte, fordi vi på det punkt mindede om hinanden. Men se nu bare. Det viste sig jo alligevel at være en rigtig dårlig ide.

Da hun taler, rykker jeg ikke mine ører, mest bare for at vise, at jeg egentligt slet ikke er særlig tilfreds med hele den her situation. Hvad er det for noget rod! Hvorfor er jeg overhovedet havnet her? Er det en eller anden mærkelig form for nemesis, der kommer og bider mig i bagdelen? I hvert fald, så er jeg træt af det. Der må være et eller andet i luften her, som jeg ikke kan tåle. Se her, jeg står med min datter bag mig og diskutere med en hoppe om, hvor vidt jeg skal gå eller lade være. Langsomt lader jeg mine ører rykke sig længere tilbage, inden en særpræget rynke krøller på min mule.

,,Der er så meget, du ikke ved om mig, Asira. Ting, der enten kan forøge din forståelse - eller forvirre dig endnu mere.”

Jeg ved egentligt ikke, om det her er en invitation til en fortælling om mit liv. Et liv, der indeholder mange, mange historier, både gode, men absolut også dårlige. Problemet er, at jeg ikke en gang er sikker på, om hun er interesseret i at lytte. Lade mig forklare, hvorfor det er, om det er, og hvorfor jeg ikke bare kan give slip og fortælle hende helt præcist, hvordan det er, jeg egentligt har det. Jeg aner jo intet om, hvad hun egentligt tænker om mig, eller hvad det er for en del af mig, hun bryder sig om. I princippet er det jo kun en meget, meget lille del af mig, hun kender - og det er garanteret lige sådan omvendt.

[/size][/color]

Seth er en hingst, jeg har været i selskab med en del gange efterhånden. Desuden har vi nu kendt hinanden i længere tid, end jeg har kendt andre, udover min far og til dels også Taia. Seth er en af de få, som jeg i flere omgange har været i selskab med, både på godt og ondt. Man kan vel sige det sådan, at selvom vi måske ikke har kendt hinanden igennem 10 år, så har vi allerede nu en fortid, som har bundet os sammen på en eller anden måde, som både irriterer mig, og som samtidig også har beriget mig med et eller andet.

Selvom jeg ikke vil kendes ved det, kan man vel sige det sådan, at Seth på en eller anden måde, har fået lukket op for noget, som jeg ikke anede jeg havde og eksisterede i mit indre. Problemet ligger så bare i, at jeg egentlig bare gerne vil gemme det væk igen, lægge det i en dyb skuffe, og putte det tilbage til der hvor det før var, gemt væk i mørket og væk fra omverdenen, så de ikke kan beskue det mere end de allerede nu har gjort. Men det er bare ikke så nemt, bare at lægge noget væg, som hele tiden ligger og ulmer under overfladen, og venter på enten at bryde voldsomt frem, eller forsvinde for altid. Netop derfor, er det her nok også en situation, som kan gå i begge retninger; enten bliver det et farvel for altid, eller også træder jeg nu ud i noget, som jeg ikke ved hvad er, og billedeligt talt, vil det være som at træde ud i vand, hvor du ikke ved hvor bunden er, og om der overhovedet er nogen; et sats.

Da hans øre vipper mere bagud, er jeg ikke helt sikker på hvordan jeg skal tage dette som, for han er nok ikke mere vred, end han før har været, og hvis han virkelig var vred, så tror jeg også at jeg ville kunne mærke det langt mere, end det jeg kan lige nu. For jeg ved egentlig ikke, om han overhovedet er vred. Hans rynke glider over mulen, og derefter begynder han så igen at tale. Nogle ord, som jeg bider ret kraftigt mærke i. For i mine øre, kan det godt lyde en smule som om, han egentlig inviterer mig til at vide noget mere om ham, hans fortid og hans historie. Men jeg er end ikke sikker på, om jeg overhovedet vil vide noget om det. For det kan få den ulmende fornemmelse til at gå i begge retninger. Men er det så ikke også bare bedre, at få en afklaring, i stedet for dette?

,,Så fortæl mig det. Fortæl mig hvad det er, jeg ikke ved..”

Mine øre forbliver bagud. Min tone er også som før, den er ikke ændret. Han har ikke rigtig noget at miste ved at fortælle mig noget, for han ved allerede godt, hvad nogle af mine meninger om ham er; så hvis han fortæller mig noget, der kan skræmme mig væk, er det vel egentlig bare positivt for ham, er det ikke?

Gennem hele mit liv er jeg ret sikker på, at der kun har været én enkel sjæl, der har fået lov til at lytte til mange af de ting, der ligger i min fortid, og det er hende. En sjæl, jeg husker, som var det i går, hun gik ved min side. En sjæl, som jeg nok inderst inde savner, men dette savn overvindes af et meget indebrændt had. Jeg bruger sjældent begrebet at hade nogen, medmindre jeg virkelig mener det, men hende hader jeg virkelig. Pointen er, at jeg er en meget privat sjæl, der helst ikke deler ret meget ud af mig selv, og da slet ikke af de ting, jeg har med mig i kufferten. At Asira så skulle blive nummer to, det havde jeg nok heller ikke lige forestillet mig.

Hun beder mig om at fortælle det, men hendes kommanderende tone er ikke just noget, jeg bryder mig særlig meget om, og derfor lader jeg hendes ord hænge i luften i et godt stykke tid, mens jeg bare kigger på hende med et roligt, tålmodigt blik, der egentligt passer meget godt til min krops rolige, men galante holdning og den reserverede aura omkring mig. Jeg overvejer ganske kort at lægge ud med, at det kræver en del tålmodighed, men på den anden side, så behøver jeg jo ikke fortælle hende, hvor jeg bedst kunne lide at lege i skoven, da jeg var lille. Jeg skal bare fortælle hende det, der er vigtigt for hende at vide.

,,Dengang jeg blev født, var min mor stadigvæk del af en flok, hvis medlemmer var temmelig.. højtidelige. Overfladiske, så at sige. For mange af dem var det ikke vigtigt, hvad man havde indvendigt, men hvad man havde udvendigt. Status betød meget. Så da min mor valgte at forelske sig i en strejfende hingst, hvis værdier lå meget langt fra flokkens, så handlede det om at komme væk hurtigst muligt, inden det blev opdaget, at jeg, som alle havde store forventninger til, var søn af den hingst, ingen brød sig om. Det betyder, at jeg, siden jeg var meget lille, har været vant til at leve et liv med meget få sjæle omkring mig. Da jeg blev godt og vel et år, kom min lillesøster til verdenen. En yndig palominohoppe, hvis bygning kan sammenlignes med Saphiras. Jeg var en meget loyal storebror. Jeg sørgede for, at hun havde det godt, og at der ikke skete hende noget. I hvert fald indtil den dag lederen fra min mors flok gjorde krav på min søster og sørgede for, at min mor havde trukket vejret for sidste gang. Som 2-årig så jeg min mor dø, mens jeg var meget vred over, at hun havde brudt det løfte, hun havde givet mig om at passe på Jinnie, mens jeg var på opdagelse. Jeg mistede alt, jeg havde, og efter det var min tillid ikke nem at vinde. Det skete dog for en. En hoppe. En hoppe med et fortryllende ydre og et indre, der passede til. Men nogle gange er ting for gode til at være sande. Så snart jeg havde blotlagt min sjæl for hende, ændrede hun karakter og gjorde nogle ting, jeg aldrig glemmer, og så stod jeg fuldstændig alene igen.”

En svag rynken på min mule giver stærkt udtryk for, at det absolut ikke er noget, jeg har lyst til at komme ind på.

,,Alene strejfede jeg omkring, lærte af verden og sjælene i den, indtil jeg på en varm sommerdag krydsede veje med min søster. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle se hende igen, men savnet var ikke gengældt, for hun havde godt hørt, hvordan det var gået for vores mor. De sidste ord, jeg hørte i den verden, jeg kommer fra, var bebrejdende. Hadske. Og da jeg ville søge hævn, blev jeg fjernet derfra, også endte jeg her. Asira, når det sker 3 gange, at nogen vælger at vende mig ryggen, så ved jeg ærlig talt ikke, hvordan nogen skulle være i stand til at takle det meget anderledes, end jeg har valgt at gøre. Det er nemmere at lade være med at lukke nogen ind og stole på andre end sig selv. Sandheden er, at jeg frygter, at det skal ske igen, og jeg frygter, hvad det kommer til at betyde for mit væsen.”

I nogle sekunder efter, at jeg har talt færdigt, drejer jeg mit hoved bort fra hende, inden jeg lader min forpart følge trop, således at jeg vender siden til hende. Jeg har ingen ide om, hvad hun tænker om det, jeg siger, og jeg har egentligt ikke lyst til at se hendes udtryk eller reaktion.

[/size][/color]

Mange ting er sket for mig, igennem de få år jeg egentlig har levet. Mange ting er kommet bag på mig, og endnu flere ting er ikke kommet bag på mig. Det at folk forsvinder fra mig, er stille og roligt blevet noget jeg har vænnet mig til, eller tvunget mig selv til at vænne mig til det, for ikke at blive ramt hver eneste gang. Men en af de ting, der er kommet aller mest bag på mig, igennem mit liv, er det der sker lige nu. For jeg havde ikke regnet med, at Seth ville åbne op på den måde, og fortælle den historie han nu går i gang med. Nej, det kommer virkelig bag på mig, at jeg får den historie..

Jeg forholder mig helt tavs, mens jeg blot lytter til hvad han har at sige. Saphira har jeg skam ikke glemt, men jeg ved jo, at hun ikke står andet end nogle få meter fra mig, og derfor holder jeg mit fokus på Seth i disse minutter, mens hans ord de flyder ud, i den stilhed der ellers lå henover os. Hans historie, fortid, kommer bag på mig. Heller ikke han, har haft et nemt liv som ung, men dog havde jeg nok ikke regnet med at det var sådan en fortid han havde; svær regnede jeg med den havde været, siden han er som han er, men jeg havde ikke regnet med at han oplevede kærligheden til en anden, eller havde haft en søster. Udover at have en søster, som blev gjort krav på og dermed forsvandt, ja så vendte hun ham også ryggen, da de igen så hinanden. Og så havnede han her.. Han frygter for at det sker igen, og hvad det så gør ved hans væsen; og det kommer virkelig som en overraskelse, at han fortæller dette, og så meget i det hele taget. Da han begynder at bevæge sig lidt rundt, og stiller sig med siden til mig, for ikke at aflæse min reaktion, flapper mine øre en lille smule ud til siden, mens jeg forsøger at finde nogle ord.
Men jeg må også se i øjnene, at ord aldrig ha været min stærke side, og slet ikke medfølende og trøstende ord. For at trøste andre, og være medfølende, er svært når min opvækst selv har været sådan, lukket af for følelser og indhug fra andre der ville mig noget godt; i stedet ville de mig jo bare noget skidt.. Seth er jo heller ikke den første jeg har sloges med, nej, han var nummer to.

,,Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Jeg..”

Ser væk fra ham, og lader mine øre falde mere tilbage, for ikke at stå med dem flappet ud til siden, da jeg simpelthen ser alt for rystet og overrasket ud så, hvilket ville være dumt. Det ville han nok heller ikke selv synes om, hvis jeg skal være ærlig. Mine kæber bliver en smule tydeligere, da jeg sætter tænderne en anelse sammen, inden jeg så lader min stemme falde frem igen, i stilheden.

,,Jeg ville gerne komme med ord, der kunne opmuntre. Men det kan jeg ikke. For lad mig sige det sådan, at jeg ikke selv har oplevet verdenen og livet fra en særlig.. opmuntrende side.”

Svirper kort med halen, og ser også væk fra ham. Mest af alt, har jeg en trang til at forsøge at træde tættere på ham, men jeg frygter at få et hak over mulen hvis jeg forsøger på det. Dog lader jeg mit hoved falde nogle få hakker nedad, mens mit blik falder en smule tomt frem for mig, og lader imod hans sorte hove. Og der står jeg så, uden at kunne komme med en opmuntrende tale; for hvordan skal jeg opmuntre ham, når jeg ikke selv har oplevet særligt mange gode ting i livet?

Hvis der skulle være én ting i livet, jeg kunne gøre om, så er jeg helt klar over, hvad det skulle være. Den dag, hvor Jinnie forsvandt og min mor gik bort, var jeg ikke klar over, hvad der skete, før jeg hørte Jinnies skrig, fordi jeg var ude på opdagelse. Hvis jeg skulle gøre en ting om, så skulle jeg være blevet hos min mor og søster i stedet for at tage på opdagelse. Set i bakspejlet med al den viden, jeg har i dag, ved jeg bare godt, at det nok ikke havde gjort den store forskel, om jeg var der eller ej. Eftersom jeg er søn af den hingst, min mors leder for alt i verden ikke kunne udstå, så havde jeg vel nok bare fået samme tur som min mor, og hvad skulle jeg som 2-årig stille op mod en fuldvoksen, arrig hingst? Det ville jo alligevel aldrig være gået godt.

Hun lytter til alt, jeg har at sige, fuldstændigt uden at afbryde. Umiddelbart synes jeg aldrig, at Asira har virket uhøflig, og det kommer egentligt heller ikke bag på mig, at hun formår at forholde sig tavs under hele historien. Det, der kommer mest bag på mig, er nok egentligt selve situationen. Det med, at jeg nu står her for at forklare hende, hvorfor jeg er en anelse.. vanskelig. Det er jo ikke kun på grund af min opvækst og de ting, der ligger i min fortid, men også fordi jeg bare er vanskelig af væsen. Jeg er klar over, at jeg har arvet utrolig meget fra min far. En ting er den kulsorte farve, og en anden ting er mit temperament. Jeg ved, at han er lige så svær at komme ind på, som jeg er, hvis ikke han faktisk er værre.

Jeg tror, det er det samme for Asira. Hun er præget af sin opvækst, men jeg tror heller ikke, at man kommer udenom, at mange af hendes personlighedstræk ikke er tilegnede, men medfødt. Saphira er jo heller ikke gammel nok til at kunne være præget ret meget af sin opvækst, eftersom den er meget kort, og hun har da i hvert fald også nogle personlighedstræk, der ikke er tilegnede. Asira siger, at hun faktisk ikke rigtigt ved, hvad hun skal sige, og det overrasker mig nu ikke. Det er ikke svært at gætte, at hun nok ikke havde regnet med, at hun skulle stå her og lytte til, hvad jeg i grove træk har oplevet gennem livet. Det havde jeg så absolut heller ikke.

,,Du behøver ikke komme med opmuntrende ord, Asira. Det kommer alligevel ikke til at ændre på noget. Det, jeg gerne vil frem til med hele den her historie er, at jeg gør nogle ting nogle gange, som skal sørge for, at der ikke er nogen, der skal komme til at bryde sig om mig og forsøge at komme tættere på mig. Saphira er jo ikke kommet til verdenen på grund af et tankeløst moment, men fordi jeg håbede på, at det skulle få dig til at holde dig på lang afstand af mig. Det var ikke for at ramme dig.”

[/size][/color]

Seth har aldrig været en hingst, som jeg som sådan har kunnet gennemskue. Jeg ved ikke, om jeg nu kan sige, at jeg kender Seth en smule mere, eller om jeg egentlig bare er blevet bekræftet i mine små antagelser om, hvordan han er, og hvordan han har haft det igennem sin barndom. Jeg tror, at Seth fortryder nogle af de ting, der er sket i hans fortid, for ellers tror jeg ikke at han ville fortælle mig om det. Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige til det.

Han bryder selv stilheden igen, efter noget tid, og begynder igen at fortælle mig noget, som jeg ikke havde regnet med at få af vide. Han fortællet, at han ikke vil have nogen skal bryde sig om ham, og at det er det han forsøger at holde folk fra. Han fortæller os, at Saphira ikke kom til verdenen for at ramme mig, men fordi han håbede på, at jeg så ville holde mig fra ham. Men det er jo bare ikke det der er sket, og hvad skal der så ske fremadrettet? Vil han undgå mig fra nu af.. Forsvinde ud af mit liv, ligesom andre har gjort.. Hade mig, og gøre alt for jeg skal hade ham? Jeg ved det ikke.. Mine øre flapper lidt ud til siden, men det ene finder dog vejen tilbage igen, mens jeg beholder blikket i jorden, imod hans sorte hove.

,,Det blev bare ikke, som du ville..”

Mumler jeg sagte, og nikker en smule over min egen konklusion, inden jeg atter engang overvejer hvilke ord jeg nu skal sige, uden at blotte mig selv for meget, i frygten for at blive trådt over hovene endnu engang.

,,Men hvad så nu.. Hvad så nu, hvor din plan ikke gik som den skulle?”

Jeg vender den nu til ham, ligesom han en gang før har vendt den til mig. Jeg ved ikke om det kommer bag på ham, at jeg ikke bare har vendt ham ryggen nu, og er gået mig vej, for det burde jeg måske have gjort, men det er bare ikke tilfældet. Jeg står her endnu, og det samme gør hans egen datter. Jeg kunne have vendt ham ryggen, og det burde jeg sikkert også have gjort. Men det er bare ikke det der er sket. Jeg står her endnu, med blikket rettet ned imod hans hove, og med mange forskellige tanker i sindet.

Nu er det sådan, at jeg kender mig selv rimelig godt. Jeg kender mine grænser, jeg ved hvad jeg vil, og jeg ved absolut også, hvad jeg ikke vil. Til gengæld kan det til tider være svært at vide, hvordan jeg reagerer på alting. Havde hun vendt sig for at gå nu, så er jeg ikke helt klar over, hvordan jeg ville have reageret, for det er jo ikke noget, jeg ikke har prøvet før - og det gælder jo også for hende. Kunne hun virkelig finde på at gøre noget mod andre, hvis konsekvenser hun selv har erfaret gennem sin egen barndom? Jeg ved det ikke. I grunden kender jeg jo ikke Asira ret godt. Der er mange af hendes meninger og holdninger, jeg ikke har den fjerneste anelse om.

Da hun taler igen, drejer jeg mit hoved en anelse mod hende og lader mine store, mørke øjne søge mød hendes. Ikke fordi jeg forventer, at hun vil gengælde mit blik, men blot fordi det falder mig naturligt at se andre i øjnene, når de taler til mig. Hun spørger mig, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu, hvor mine små fiduser ligesom ikke har haft den ønskede effekt. Jeg ved jo godt, hvad jeg gerne vil, men jeg ved også godt, hvad der nok ville være klogest. En ubeslutsom rynke trækker sig over min mule, inden jeg giver et lavmælt og meget kortvarigt fnys fra mig.

,,Jeg kunne lade dig være. Vende ryggen til dig, ligesom alle de andre har gjort. Du har jo selv røbet, at det er det, jeg skal gøre, hvis jeg gerne vil have, at du skal hade mig.”

I en stille bevægelse retter jeg mit hoved ligeud igen, inden jeg svagt lader et blik falde til siden mod Saphira. Min egen datter. Hun er næppe klar over, at jeg er hendes far, men jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal finde ud af det på den ene eller den anden måde. Spørgsmålet er bare, om hun vil få det forklaret på en positiv måde, eller om hun kommer til at lære at hade mig fra start af, uden egentligt at have ladet mig være med til at påvirke hendes opfattelse. Pludselig retter jeg mig en anelse op, inden jeg drejer forparten mod Asira, og på mange måder kunne det nok virke, som om jeg gjorde mig klar til at gå herfra. Men jeg bliver stående.

,,Men det vil stadigvæk ikke gøre nogen forskel for mig. Det skulle kun være for at sikre dig en bedre tilværelse.”

[/size][/color]

Det føles som uendeligheder, at vi bare står her, med nogle meter imellem os, fordi vi begge har skabt større og større afstand imellem hinanden, mens vi har stået og talt sammen. Igennem mine år, har de fleste forladt mig, også min mor, som jo nu for altid er væk, efter hvad rygterne siger. Hun er død. Død af sygdom, eller kulde, eller noget i den stil. Men at hun er død, er ikke det der som sådan rammer mig; nej det var at hun forlod mig, da jeg var helt lille og hjælpeløs. Men det er ikke hende jeg tænker på lige nu, for hun har jo allerede forladt mig, i stedet tænker jeg på, om jeg lige om lidt, også bliver efterladt af Seth.

Han begynder igen at snakke, og da de første ord er kommet, er jeg nu ikke længere i tvivl om, at det nok er det han gør, forlader mig, ligesom alle andre. Hans øjne søger nu mine, men jeg kigger ikke i hans, det kan jeg simpelthen ikke. Det er for hårdt, og hvis han vælger at gå, vil mine øjne bare vise nogle ting, som jeg ikke vil vise. Men langsomt drejes mit blik nu op til ham, lige tids nok til at se at han vender sig om imod Saphira og kigger på hende. Og jeg er klar over, at det her så nok er et farvel. Men pludselig vender han sig så mod mig, og begynder at tale igen, og jeg når ikke at fjerne mit blik ordentlig, og derfor rammer vores øjne hinanden.
Hans ord, kommer virkelig bag på mig. For det lyder nærmest som om, han vil forsøge at beskytte mig, beskytte mig fra ham, og det er nok noget der virkelig kommer bag på mig, og samtidig siger han os, at det ikke ville ændre noget for ham. Men det bruger jeg ikke tiden på at tænke over, i stedet leder jeg efter nogle ord jeg kan bruge i det her sammenhæng.

,,Så… bliv.”

Mumler jeg lidt, og retter mig hoved en smule op, mens mit ene øre stadig forbliver bagud, og det andet flappet ud til siden. Jeg ved ikke, hvad han siger til mine ord, men de er kommet frem nu. Jeg ved, jeg kan passe på mig selv; men lige nu, er jeg dårlig til det. For hvis jeg virkelig passede på mig selv, ville jeg sørge for, at Seth og jeg ikke så hinanden mere, så ingen af os blev vendt ryggen endnu engang.

,,Bliv. Lad være at gå.”

Jeg ved ikke, om hun havde forventet, at jeg ville gå eller blive, og et eller andet sted kunne jeg lige så godt have overladt det til tilfældighederne, som jeg kunne have tænkt virkelig grundigt over det. Jeg har taget mit valg, men jeg er også klar over, at man er nødt til at være mere eller mindre fleksibel med hensyn til sit valg, hvis der er andre indblandet - i hvert fald hvis formålet er at finde en løsning, der passer begge parter. Det plejer det jo så ikke at være for mig. Jeg har de sidste mange år valgt, hvad der har været bedst for mig, og jeg er ikke meget for at skulle ændre på det. Da jeg drejer mig mod hende, rammer vores øjne hinanden, selvom det nok ikke helt var med hendes gode vilje.

De ord, hun siger, vækker blandede følelser i mit indre. For det første, så er det ret sjældent, at der er nogen, der rent faktisk har bedt mig blive, især efter mine små løjerligheder. Og for det andet, så strider det her rigtig meget imod de principper, jeg ellers har forsøgt at opretholde i ret lang tid nu. Jeg er absolut ikke meget for at lade dem falde, men jeg er også klar over, at jeg nok kræver for meget af mig selv, hvis jeg vælger at gå nu. Efter at have ladet hendes ord hænge lidt i luften mellem os, giver jeg endelig et lille nik fra mig, inden jeg slår blikket bort.

Jeg ved ikke, hvad det her kommer til at føre til. Jeg kan tydeligt mærke alle alarmsignalerne i min krop, der egentligt helst ser, at jeg gør hende ondt, eller at jeg bare vender omkring og skynder mig væk så hurtigt som muligt. Men det gør jeg altså ikke. Nu bliver jeg her. Men jeg er ikke i tvivl om, at det her bliver vanskeligt, for der er jo stadigvæk meget, hun ikke ved om mig, og omvendt. Jeg er ikke en gang sikker på, at jeg vil tillade, at det, vi har, kan kaldes for et venskab. Men jeg er villig til at blive her. Og det er vel egentligt det vigtigste.

Stille lader jeg mit blik rette sig mod hendes øjne igen. Det er sjældent, at jeg lader noget blande sig med mit rolige og lettere reserverede kropssprog, men lige nu har en frustration sat sig fast, og det præger især udtrykket i mit ansigt. Svagt lader jeg mine ører vippe ud mod hver deres side, inden jeg spidser min overlæbe en anelse, inden jeg rykker ørerne om mod min nakke i stedet. Men så gør jeg heller ikke mere. Nej, nu bliver jeg stående. Lige her.

[/size][/color]