Skovens endeløse mørke

Vinterlandskabet gav en så idyllisk lyd når deres hove betrådte sneen under dem. Den knagende lyd behagede, og gav lidt al naturen omkring dem en fornemmelse af at alt var lyddæmpet. Den brogede hingst valgte dog at tage kurs, da hoppen mere eller mindre gav små tegn til at hun fandt sig passende ved at gå bag ham. Desuden var det vel også det klogeste? Hun var i brunst, hvilket var tydeligt for hans næseborer. Samt, Djange ville jo lyve hvis han sagde at dette ikke nagede ham. For det gjorde det! Kun tanken om den lille sorte afholdte ham fra, at gøre ting der måske ville føre til endnu et liv og afkom her i Andromedas land.

Anspændt, med den samme holdning, trådte han sikkert og med en vis stil og elegance; stolthed, over det glatte underlag. Mens han fortsatte sin gang. Der var endnu for tæt til at de kunne spadsere side om side, men hvis han kendte lige denne del af skoven ret, ville der ikke gå så forfærdeligt længe før de kom til lidt mere åbne steder, hvor træerne ikke stod så tæt endda. Hendes færden bag ham, gjorde ham bestemt intet; og ville han det eller ej, var han lige nu udelukkende anspændt og på vagt; overfor fare.

Myth havde valgt at følge hingsten hun gik roligt bag ham og forsøgte så vidt ikke at gå lige op i røven på ham. Det ville sikkert provokere ham, og hun havde ikke selv brug for at gå klistret op af nogen. Bare det at bevæge sig var nok til at sætte lidt i gang blodomløbet og derved varme mere under den næsten helt hvide pels.
Imens de fik der på de smalle stier inde i skoven, hvor der endnu var tæt, forsøgte Myth at lade være med at vifte for meget med halen. De fleste hingste blev provokeret af lugten af brunst, og lege med ilden behøvede hun bestemt ikke.
En dæmpet brummen lød fra Myth imens hun gik ellers helt stille bag den let brogede Djange. Selv virkede hun ikke nervøs i omgivelserne, hun var ganske afslappet for en gangs skyld. I takt med de gik i stilhed, selvom deres hove gav en knagende lyd imod den frosne jord, kom tankerne langsomt væltende hen over hende. Hendes øjne blev en anelse fjerne, som forsvandt hendes fokus og liv helt ind et andet sted. Lukket af fra omverden.

Den karakteristiske knagende lyd den frosne jord udsendte ved gnidningen mellem sne og hov, lød i en taktfuld og følgende rytme, som de to sjæle begav sig videre af den smalle sti den brogede hingst lige nu ledte an. Brunsten fra hoppen var endnu tydelig, men ej så fristende igen når den ej blev præsenteret lige for næsen af ham. Den søde duft af Kanel han havde opfanget fra første sekund, i nærheden af denne hoppe, blandede sig endnu med den brunstige genkendelige duft. Her var stille, mens damp steg til vejrs gang for gang, fra de to muler der begge havde samme retning fremad. Stilheden tog til, og selvom Djange vidste at han ikke som sådan vidste hvor han ledte hende hen, var det alligevel ham der førte an. Han nød stilheden, mens et par tanker slog ham, minder buldrede stille ind over ham, mens han atter var yderst opmærksom på eventuelle uventede fare; men her virkede nu ret så trygt. Alt imens stien så småt begyndte at brede mere ud, og træerne ej var så tætte igen mere…

Stilheden, ikke den stilhed hvor der ingen lyd fandtes, men den stilhed der var imellem dem var god nok. Myth havde opfanget at den let brogede Djange ikke havde noget imod den. Eller det gik hun ikke ud fra, for så havde han nok brudt den ved at sige noget.
Den næsten helt hvide hoppe fik billede for sig da da hun kom her til. Eller hvordan det nu skete. På hendes nethinde dannede sig billede af sin søster, ikke biologisk, blodbeslægtede søster, men den søster hun havde fået da søsterens moder havde taget Myth til sig, som føl. Som hun havde set løbe mellem træerne, kalde på hende. Hvorfor?, hvorfor var det hende hun havde set inden hun havnede her? Og hvad var det her egentlig for et sted. Måske, måske kunne Djange forklare det? Måske vidste han noget.
Med lidt ru stemme fordi hun havde været stille så længe åbnede den næsten helt hvide hoppe munden; "Kan jeg tillade mig at stille dig et spørgsmål, Djange?" Myth havde løftet hoved lidt mere og rettet ørne fremad imod ham, afventende på om hun måtte. Myth vidste hun havde brudt stilheden, men dette var for at finde nogle svar.

Stilheden gik intakt med det idylliske ved vinteren. Den lyddæmpende sne der lagde sig på alt den kunne og måtte! Alt var dækket ind, træer, buske, jord, bække, søer. Alt var dækket ja, men alt var også trygt; beskyttet. I mange tilfælde ubrydeligt. Selvom vi sjæle ikke selv ville det, var naturens tegn på at vi ikke kan herske over alt, dens vintre. Roligt, men endnu rankt og stolt, bar den standhaftige brogede hingst sig af sted, ledende på denne hoppe, den hoppe; som pludselig, med en smule rusten stemme, talte frem. Lidt pludseligt, rankede Djange hovedet yderligere op, selvom det jo egentlig ikke var muligt i den holdning han bar, hvilket resulterede i blot et lille knejs, eller rettere ryk i nakken. Respektfuldt havde hans ene øre været gledet ud til siden, for at understege at han lyttede, mens hans hoved stille vej til siden, så det ene krystalblå øje kunne skimme hende ud af øjenkrogen.

Det kolde og tomme blik i hans øje så sig stift på hende, som havde hun gjort noget galt; ville mange nok se det som. Men hendes stemme talte færdig, og mens Djange nu trådte videre ledende på en efterhånden snart bred nok sti til dem begge, rettede han hovedet frem igen, mens begge øre atter lå tilbage i nakken.

”Selvfølgelig Deadly Myth. Hvad har De på hjertet?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt en smule ekstra hæst, mens den atter tonløst havde spillet. Som mente han ikke et eneste af sine ord… Men, det var lige det! Djange mente altid hvad han sagde. Fokuserede man på ordene der forlod hans mule, ville man hurtigt lære at forstå denne arme sjæl.

Som de gik frem kunne Myth forude se at stien ville blive brede, hun ville der ved kunne komme op på hans side op. Hun prustede lavmeldt. Varmen var ved at komme til sig, og det var nu af behag hun havde prustet.
"Dette sted.." startede den næsten helt hvide hoppe, "Hvad er dette for et sted?" Sluttede hun af, ikke at hendes spørgsmål lød som hun havde tænkt sig, men dette var hutigere, kortere sagt og mere var vel i sin grund ikke nødvendigt.
Myth tog sig ikke af at hans blik var koldt og tomt, det var hendes ejet også af og til, der var i hvert fald ikke meget liv og glæde. Hans ord virkede tomme, men kun lyden af dem, men hans ordvalg sagde noget andet.
Da stien de nu nåede ud på blev bredere, luntede den lille næsten hvide hoppe op på siden af Djange, dog uden at gå helt tæt op af ham. Hun nænnede ham den respekt at give ham lidt luft. Det kunne godt være dette selskab ikke havde varet meget længere tid end en time, men Myth havde hurtig anerkendt for sig at hun nød behag af hans selskab.

Lettere afventende havde Djange været for en kort stund, før den næsten hvide hoppe havde talt endnu engang. Atter gentog han sin skævende tilbagekastende kolde og tomme blik, mens det gråbrune øre havde gledet let ud lyttende. Hendes ord, var som så mange andres. Undrende over dette sted. Andromeda. Selvom ingen ville det, var dette spørgsmål rent instinktivt af frygt. Han havde selv været der; og var der vel egentlig endnu? Ingen vidste det, ikke af hvad han vidste af endnu… og heller ikke hende, formodede han da nu.

”Jeg må skuffe Dem Deadly Myth. For dette spørgsmål kan jeg ikke svare Dem på.”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt, tonløst; kort efter hendes egentlige spørgsmål. Han havde atter rettet sig frem, med det lodretholdte hoved på den højtstillede hals. Rankt og stolt betrådte han sneen, før en kort anspændt mine langsomt blev trukket over ham, i takt med hoppen luntende skridt. Hun var kort tid efter oppe på hans side, og næsten skulende; tilmed advarende, havde hans kolde og tomme øjne misset sig sammen, anseende imod hende. Mens han næsten vigende havde veget hovedet en smule fra hendes position. Men hurtigt lod han det forbi passere; han ønskede ikke at hun skulle føle sig utilpas. Han havde trods af alt valgt at lede hende! Kort, skævede han da rundt, en smule ekstra opmærksom på fare, for hendes skyld; mens han egentlig pustede sig mere op; af ren og sker beskyttende adfærd overfor hoppen.

”Men! Landet her kaldes Andromeda; og ud fra af hvad jeg ved af; har det meget og byde på.”
Havde hans hæse og intense stemme dog fastslået, yderst tonløst endda, mens han kort skævede imod hende; af ren og sker respekt, da han altid havde lært at man da skulle unde sin selskabspartner sit blik, sin opmærksomhed, fokus; når man kommunikerede med dem!

Om Djange svar skuffede hende, vidste hun ikke. For havde hun inderligt forventet at han kendte svaret? Det var hun nu ikke helt sikker på. Et lille nik kom dog fra hende, som svar på hun havde hørt hans svar på at han heller ej vidste hvad dette var for et sted.
Da den let brogede hingst udtrykte det ikke gav ham meget behag ved hun var trangt op til siden på ham, trak hun sig en smule længere fra ham, men mere kunne hun ikke. Der var dog nu en mere tilpas afstand imellem deres sider. Da han så igen atter åbnede munden for at fortælle hvad han nu vidste om dette sted lyttede Myth med ørne vippede frem imod ham.
Meget at byde på, Myth tænkte lidt over det. Gad vide hvad. Det gjorde hende en smule nysgerrig, om hun ville undersøge det, var stadig et spørgsmål.
"Jeg takker for dit svar," sagde hun med en høflig lille klang. Om Myth stemme var hård eller blød, måske mere en ting midt imellem, mere neutral.
De mandelformede øre vippede lidt frem og tilbage for at opfange alle lydende der var omkring. Hendes blik startede forude men gled nu en gang omkring begivenhederne. Da hendes mørkebrune øjne strejfede Djange lagde hun mærke til han pustede sig op. Det virkede ikke for at blære sig og være drengerøvet, så der kom nu ej ydeligere tanker om dette fra hendes side af.

Hoppens brunstige duft begyndte så småt at stige ham til hovedet, men atter forholdte han sig mere eller mindre roligt; mens han koncentrerede sig om sine omgivelser – for nu. Den næsten hvide hoppe gjorde sig så megen ulejlighed at trænge sig yderligere fra ham, så meget hun nu egentlig kunne; selvom det selvfølgelig var lettere svært med den plads de nu havde at begå sig på. Let, havde et svar lydt fra hende, hvorpå et høfligt og respektfuldt nik havde været udført fra den brogede hingsts side. En anelse mekanisk havde det dog set ud, i den oppustede og meget ranke holdning han som regel bar. Altid faktisk. Selv når han begav sig alene, var han altid vågen; altid vågen på fare. Som var det en tvangstanke der hjemsøgte ham. Men nej, sådan var han blot oplært; og aldrig havde han været ude for nogen overraskende ubehageligheder!

”Ingen årsag Deadly Myth.”
Havde hans hæse og intense stemme svaret kort efter hans acceptable nik af hendes sætning. Yderst tonløs lød hans stemme hende, mens han fortsat begav sig frem ved hoppens side – mens det gik op for ham, at han accepterede denne hoppe; i hvert fald for nu.

”Men må jeg spørge Dem, har De begivet Dem med andre selskaber i dette land?”
Lød hans stemme atter tonløst; som var han ligeglad; mens det kolde og tomme blik så imod hende, meget direkte og næsten stirrende i hendes mørke øjne. Afventende på svar. Han kunne tilmed lyde truende her, som måtte hun ikke have mødt andre! Men sådan lå landet nu ikke lige.

Den næsten helt hvide hoppe gik roligt frem. Hun fulgte egentlig bare efter ham, som stolede hun blind på ham. Det gjorde hun vel på sin vis også, han kunne nemt blot lede hende i en fælde af en art. Dog havde denne hingst ikke givet hende grund til at tro sådan. Djange havde ikke givet hende nogen grund til ej at stole på ham. Ikke at hun kastede alt sin tillid efter denne hingst. Det kendte hun ham ej godt nok til.
De mørke brune øjne flakkede mod himlen, månens blege skær tittede frem fra en af de mørke skyer der var hen over himlen og skjulede stjernerne. Det gav dem lys på deres færden. Et svagt lys, men dog et lys. En stilhed lå over dem et stykke tid. Denne stilhed blev dog brudt af hans spørgsmål.
"Jeg har set andre heste, snakket med to for uden dig," startede hun. "Dog ønsker jeg ej at støde ind i den ene af dem igen," måske for meget information, men hun følte sig lidt det hørte med i spørgsmålet. Hans ord lød så høflige at hun ikke rigtig bed mærke i hvor bidende hans blik var. Meget var Myth til kropssprog, men på en måde var det som om hingstens ord udgjorde hans virkelige kropssprog imens hans adfærd, toneløse stemme og de kolde øjne ikke sagde noget. Måske var det blot hende der var naiv nok til at dvæle hen i hingstens ordvalg.

Det blege månelys, som med sin helt egen charme kunne lyse landskaber op på sin helt egen måde; fandt nu vej mellem krontoppende. Træernes krontoppe med de nøgne grene lod månen kaste sit lys, så sneen nærmest fik et blåligt lysende skær over sig, som de betrådte det. Den brogede hingst begyndte så småt at slappe af i hoppens selskab, trods han endnu opførte sig meget opmærksomt og anskuende omkring sig, for mulige fare. Beskyttende.
Hoppen svarede da på hans spørgsmål, og stille havde det øre nærmest hende, gledet let ud, for at understrege at hans fokus lå på hende; og at han rent faktisk lyttede. Stille slog en skeptisk rynke sig over den lyserøde mule, da hendes slutkommentar lød. Mon hun også havde truffet denne Seth? Det buldrede kort i hans indre, mens hans øjne missede sig næsten skuende sammen, mens de pludselig så meget direkte på hende, mod hendes mørke øjne. Koldt og tomt, forblev blikket, mens begge øre atter lå i nakken.

”Må jeg have den ulejlighed at spørge ind til hvilke sjæle De har haft truffet?”
Svarede han så, tonløst i den hæse og intense stemme. Næsten truende havde han nok lydt, som var det helt galt at hun havde truffet disse stadig ukendte sjæle for ham! Men lige nu var han blot nærmere bekymret. For denne Seth var efterhånden ved at blive et problem for Djange. Skønt han aldrig havde mødt ham…

Myth gav sig i en stund til at tænkte, hun havde lidt mistet sin tidsfornemmelse. Gad vide hvor sent det egentlig var? Der virkede stadig ufattelig mørkt, som ville det aldrig slutte. Med mørkt var det ment på himlen. Alt ud over lige omkring månen, var næsten kul sort.
Den næsten helt hvide hoppes øjne hvilede lidt på Djange, hun kunne se han lyttede. Måske var hendes fornemmelser om ham oprigtige. En speciel hingst, det var han. På en dårlig måde, næppe. Mere på en god måde.
"Xenocrates er navnet på den gyldne unge sjæl jeg har mødt," startede Myth ud med at sige. "Den sidste har jeg ej fået navnet på. Han var meget spøjts broget."
Denne spøjtsbrogede hingst hun hurtigt havde nævnt, dukkede op i hendes hoved. Selvom hun ikke oprigtig var bekymret for den unge gyldne hingst, havde hun da haft lyst til at opsøge ham for at se hvordan han havde det efter overfaldet.
I en stund forsvandt Myth helt ind i sit eget sind. Blikket i hendes øjne blev slørret, som var hun slet ikke tilstede. Dog ikke længe var hun i denne tilstand, før hun vende tilbage til virkeligheden og igen så på Djange.

Det var som om omgivelserne pludselig føltes trygge; selv i selskab med hoppen. Deadly Myth, der endnu var ham fremmed, når man nu skar det ud i pap. Stille buldrede og ophobede en ladning sig, en mindre vrede over denne Seth, han endnu ikke havde hørt megen godt om; fra to hopper han rent faktisk kunne lide. Men hoppen nævnte to andre, Xenocrates? Aldrig hørt om ham… Dog ringede klokken straks; Midnight Myths søn. Ak ja, bare tanken om at se denne sjæl – de gule øjne, den forfærdeligt duft han bar! Han kendte endnu ikke selv hans navn heller, og roligt forholdte hans blik sig koldt og tomt, mens det så på den næsten hvide hoppes mørke øjne.

”Denne Xenocrates kender jeg ej, men den specielt brogede. Ham har jeg selv truffet i sin tid i landet her; en forfærdelig arrig sjæl.”
Lød hans hæse og intense stemme, tonløst; og uden snert af videre følelser omkring denne sjæl. Trods der hvilede både vrede og væmmelse bag denne hingst, han endnu heller ikke kendte navnet på. Hvilket han gik ud fra Deadly Myth forstod, når han ikke selv nævnte et navn.

Omgivelserne her var stadig fremmede for hende, i det mindste var hun strejfer og havde ikke nogen steder at skulle tilbage på. Som strejfer, selvom det ej var et sikkert liv, så var det nemt. Du farrede som så aldrig vild. For hvor skulle man i virkeligheden hen? Ingen steder. Alt virkede tæt på ens her, synes hun.Nok fordi alt var fremmede. Træerne der bare strakte sig op i undelige højder, måske en overdrivelse, men de var høje. Sneen der lå tungt igen over det hele. Ak, ville vinteren blot gå over.
Myths blik faldt endnu en gang på Djange, hvis side hun gik ved. Han talte. Han forklarede han ej kendte den unge gyldne hingst. Måske godt nok, han var en grænseoverskridende hest, med alt for meget energi. Godt humør var nok det mest positive som Myth kunne komme på om denne Xenocrates.
"Det er nu også kun enkelte gange jeg har stødt ind i dem. Jeg søger ikke som så selskab," sagde hun. Det gjorde måske også at ensomheden nogen gange følte hungrende som var det sult man ej stillede tilfreds.
Valget om ikke at nævne mere til denne særtbrogede hingst Djange sagde han også havde stødt ind i, var mest fordi hun ikke gad have den hingst liggende og fortære hendes allerede forstyrret hoved.

Mørket var efterhånden dystert, eller rettere trygt. Det var vel hvordan man så på det? Atter kastede månen sit lys ned på dem, de to vandrende sjæle, som endnu intet mål havde; måske få varmen? Kulden var dog ikke en hindring for den brogede hingsts vedkommende lige nu, mens han begav sig af sted i den ranke og stolte holdning; som alligevel blev båret med en vis anspændthed og lige på nuværende tidspunkt, en beskyttende en af slagsen. Med et selskab, som hoppen Deadly Myth, lagde han gerne kræfter i for at være observerende på fare. Uvel kommende og overraskende fare. Stille havde hans øre atter gledet let ud, lyttende; mens den næsten hvide hoppe havde talt.

”Jeg har også kun kort stødt på den specielt brogede hidsige hingst.”
Havde hans stemme lydt en anelse dæmpet, tonløst; mens han havde nikket en smule bekræftende, men yderst mekanisk. Kort vendte han da hovedet imod hende, en smule opmærksomt; skønt det kolde og tomme blik i de krystalblå øjne. Stille havde hans mule slået sig en skeptisk rynke. Hun gjorde sig ikke som sådan i selskab? Let blev hans øjne misset en smule sammen, næsten anseende, før han rettede blikket frem, for at se hvor de jo gik.

”Jeg gør mig som sådan heller ej i selskab Deadly Myth.”
Havde hans hæse og intense stemme, roligt men yderst tonløst lydt. Det var ikke til at sige om han væmmedes ved sig selv, over denne norm han selv fulgte; eller om han på en eller anden måde forsøgte at give hende opbakning ved at han også havde det på samme måde som hende. Måske han følte skyld for både hende og ham selv, eller ville han bare konstatere at de havde en fælles holdning. Det var svært og sige, selv for hingsten Djange selv.