Skovens endeløse mørke

De mørkebrune øjne Myth besad gled op på månen der igen lurede frem fra de tætte skyer der var på himlen til aften. Månen var ganske pæn, på sin egen unikke måde, næsten helt alene der oppe i mørket. Månen gav vel en form for tryghed i mørket. Dets blege lys der kunne lede en frem, selvom stjerner i virkeligheden var langt bedre følges mål. Et pejlemærke. Det krævede blot man lærte stjernerne her i dette endnu fremmede land at kende.
Blikket vendte hun over på Djange da han begyndte at tale igen. Hun var måske ikke så snæversynet igen, nu hvor han udtrykte at denne sært brogede hingst nok ikke var noget værd. Myth havde hurtigt dømt ham til at være tåbelig og dum, for ikke at sige snot dum. Nok nogle hårde ud fra at hun intet vidste om denne underlige hest.
Da han efterfølgende sagde han heller ikke gjorde meget i selskab, følte hun sig nok ikke helt alene i den båd. Ikke at selskab var overvurderet, men havde da en gang imellem brug for det. Ensomheden kunne godt blive overvældende, og nemt drive en til vanvid. Nok mere i en mild grad. Myth undgik vel i en form at opsøge selskab som så. Hun havde sine grunde. Efter det der skete før hun kom her til, ønskede hun heller ej at komme helt tæt på nogen igen. Myth præget fra den hændelse, og var også blevet en hel anden. Dog stadig med et hjerte der ikke var ondt.
"Der er alligevel så mange der snakker om aldeles lige gyldige ting," påpegede hun, som i virkeligheden lød dumt, men det passede. Og måske gjorde hun det også nogen gange selv.

Ligegyldige ting… Hun havde ret. Aldrig havde den brogede hingst troet at han skulle høre sine egne ord, fra en andens mule, i dette land. Næsten overrasket så han vel ud, i det før ellers kolde og tomme blik. Han havde stoppet halvt op, idet hun havde sagt ordende; før han hurtigt blot havde fortsat. Hans øre lå endnu bagud, mens hans øjne forblev i hendes mørke, kolde og tomme; men før havde haft en gnist af overraskelse. Han forholdt sit hoved en anelse drejet imod hendes. Han var godt og vel forundret.

”Måske jeg siger for meget nu; men efter min personlige holdning – findes der desværre mange sjæle i landet her; umådeligt ligegyldige at høre på.”
Havde hans stemme lydt, hæst og intenst; mens den tonløst spillede fra hans lyserøde mule. Stift, direkte så hans blik atter i hendes, nærmest mere fastholdende nu, uden at lade blikket se frem; trods det egentlig smukke landskab, grundet månens belysning.

Det overraskede lidt Myth da der kom da der var et glimt af andet end kølighed i hans tomme blik. Dog kun et split sekund før de igen blev som før. Der kom et lille suk fra hende da han nævnte der, i hans øjne, var for mange her der var fyldt med ligegyldig ævl. Han virkede til at have det på samme måde. Så Myth valgte at tro ham, om hun så fra nu af, snæversynet som hun er, vil tro at alle hun fra nu af støder ind i kun ævler løs, var ikke helt sikkert.
"Sådan er det desværre tit," sagde hun måske skuffet, men ikke fordi man rigtig kunne høre det. Der var mange ting der hvor det var bedre at tie. Stilhed gjorde intet, kunne man være stille sammen, var det i Myths hoved et godt selskab så længe man følte sig tilpas. Det var nu ikke i en betydning som i at man aldrig kunne sige en langs sætning. Der fandtes tit kloge ord i længere sætninger, men tit også kun bras.
Myth gav Djange et lille smil, mest fordi hun faktisk var glad for der i det mindste var en, der ikke var helt tabt. Hun rettede der efter blikket lige frem for at nyde naturen og den stilhed der lå i mørket. Naturens stilhed var tilfredsstillende. Smuk om man må sige. Vinden der tudede i denne kolde luft, nattedyrendes uendelige puslen.

Tilmed ærgrende havde den næsten hvide hoppe lydt. Hun havde desværre ret i det hun sagde, og utroligt nok var han så evigt enig i al hvad hun havde sagt ind til nu. Skønt hun ikke havde sagt megen, og han heller ikke. Han ønskede at vide mere om denne hoppe, meget mere! Men ikke nu, ikke her; blot… mere. Hun havde tilmed set overrasket ud, når nu han tænkte over det, hvilket han som sådan ikke bed sig rigtig mærke i nej, for nu; et smil fra denne hoppe, overdøsede den tanke. Tanken om hvad hun egentlig syntes om ham? Men var han ikke i bund og grund lige glad? Hun var endnu blot en fremmed, og han syntes om hende, så det var fint. Fint for Djange.

Hendes smil nagede ham en smule, for stille pressede et smil på, som han atter så imod hende. Men intet kom frem, mulen forblev blegnet ud, glat; mens øjnene atter næsten stirrende; direkte. Atter kolde og tomme var de krystalblå øjne, men så alligevel. En svag gnist, var kort at tyde, næsten gengældende på hendes smil. Det smil han ikke selv kom frem med, det smil han følte presse sig på, men aldrig nåede frem på mulen. Ak ja… Hvem var hun egentlig, denne Deadly Myth? Han af en eller anden grund, fandt sig så tryg ved. Var det blot et bedrag, fordi hun ind til nu havde været så igennem rigtig på den?

Denne Djange havde nok været et forbavsende møde. Positivt var hun nok blevet overrasket fra da hun først fik øje på ham i mellem træerne, for ja noget tid siden. Der kunne stadig ske uventede ting, som ja nu var mere uventet end før, ikke at hun gik ud fra det.
Myth vidste ikke helt om det var rigtigt at hun havde set en gnist i hans øjne, en kort stund. Havde hun opfanget det rigtig. Sikker var hun, for der var sjældent noget der gik forbi næsen på hende uden hun opdagede det. Måske dette møde var et godt tegn på at dette sted måske var bedre end hun havde gået ud fra til at begynde med.
Den næsten helt hvide hoppe havde sat sig i hoved at hun ville lære denne hingst bedre at kende en dag. Tiden ville vise om det var noget han ville tillade. Tankerne om at denne hingst var meget mere end det blotte øje kunne spejde, var en sag hun var sikker i. Et godt selskab i denne verden var godt at have. Hvis han vidste sig at være som han nu havde virket til, ville det være noget Myth til tider nok ville drage glæde af.
En dæmpet brummen lød fra hende mens hun bevægede sig frem. Varmen havde hun fået, der var kommet godt i gang i alle musklerne i hendes krop, som nu ej var særlig store. Formålet med denne vandring var nu også at få varmen. En bonus var at hun havde set mere af Andromeda, og lært lidt. Både Navnet på landet her og at der var en del heste her der var fulde af unødvendig snak.
Stilheden der lå over dem nød hun og hun lod sig drive hen i tankerne endnu en gang. Ikke forstyrrede tanker. Hun havde fundet li ro i sit sind denne aften, men der ved var der stadig ting at tænke på.

Næsten forundret forblev den brogede hingst for en stund; mens han så i hendes mørke øjne. De fortsatte dog deres vandren, som ingen af dem egentlig havde sat dissideret kurs på. Nej, de vandrede bare; sammen. Djange lod sig den ulejlighed at se frem igen, hvor de betrådte den næsten lysende jord; grundet månens lys. Svagt lød en brummen fra den næsten hvide hoppe, før han lidt diskret nu, skævede imod hende. Det var som om hendes mørke øjne, blev en smule blanke. Fjerne, tilmed; eller blanke var måske ikke ordet, men fjerne. Som tænkte hun på noget. Det vækkede en nysgerrighed hos ham, mens det var som om at et svagt vindpust i den kolde luft; samtidig påmindede ham om at hoppen jo var i brunst. Stille slog en rynke sig over den lyserøde mule, en smule skeptisk; men ej over hende. Nærmere ham selv, for om han ville det eller ej, kunne han godt mærke at den nagede ham.

Stille lod han blikket glide frem igen, en smule tiende; mens han selv lod en tanke strejfe ham. Hun havde sikkert savn med sig, hvad der så end fyldte hendes hoved. Han huskede tydeligt hvordan han selv havde det, blot hele første år i dette land; for ikke at snakke om stadigvæk. Roligt, rykkede han ved få skridt, nærmere hende; diskret, mens han selv kunne mærke hvordan det splittede ham en smule, da nærheden af hende, fik hans øre til at presse sig dybere i hans nakke. Men en smule prøvende, lod han sig selv skride denne grænse, måske kun for en kort stund. Men noget sagde ham, at hun måske ville være en forstående sjæl, til at forstå at han ej forsøgte at snage sig ind på hende.

Tankerne strejfede tiden før her. Grusomme billeder vækkede uro i hendes sind. Ville hun nogensinde være i stand til at glemme? Og ville hun nogen sinde finde svar på hvor hun havde set sin søster som føl lige før hun kom her til. Hvorfor søsteren sjæl havde let hende her til. Alt det gode Myth havde med fra før var fortrængt af spørgsmål hun ikke kendte svar på, spørgsmål hun ønskede svar på, men ej vidste hvem hun skulle spørge ad. Hun var i virkeligheden en pint sjæl når denne uro dukkede op i hende, der var alt for tit. Ingen ro at finde i længere tid ad gangen. En uro der fik hende til at træde væk fra alt og alle. Noget der ofte gjorde hende indelukket. En hændelse havde kostet Myth voldsom smerte, ændret hende. Permanent? Måske, eller ville hun finde en ro i disse kanter.
Ak, en masse ting gik igennem hendes hoved i den tid de vandrede stille side og side. Dog en bevægelse fra Djange fik hende til at komme lidt til overfladen igen. Han var rykket tættere på. De mandelformede øre vippede lidt frem og tilbage, inden hun lige opfangede det nok ikke var for at genere. Måske prøvede han sine egne grænser af. Myth lod ham være, i den forstand at hun ikke gjorde nogle tegn til han behøvede at rykke sig.
En ny tanke strejfede Myth, måske havde Djange nogle svar, ikke svaret på de spørgsmål hun havde, men måske et svar der kunne lede hende på vej til et sted hun kunne finde sine svar. Dog vidste hun endnu ikke om hun ville betro sin tanke til handling og uden at sige et ord forsatte hun roligt frem. Denne tænkende fjerne del af hende var en side der ofte blev vidst. Åndsfraværende var hun.

Beklagende nærmest, knagede den frosne sne endnu under deres hove, der ellers fulgte en fin rytme; på trods af de overhoved ikke fulgte samme takt overhoved! Hoppen så hurtigt ud til at bemærke hans lidt nærmere position, i forhold til hende; men hun ej syntes at være besværet med det. Roligt fortsatte han, dog i sin endnu ranke og stolte holdning, der blev holdt med den vise elegante og standhaftige form. Det var næsten som om han var blevet en smule mere anspændt nær hende; men ikke på grund af hende, nærmere blot mere beskyttende?

Roligt lod han sig dog ikke markere det så tydeligt igen, mens hans kolde og tomme blik kort plantede sig på hendes øje der var nær hans hoved. Der var vel godt og mærke ikke meget mere end en stort halv meter mellem hvert af deres yderste punkter mod hinanden, deres maver. Det gøs en smule i hans krop, hans muskler, hans tanker, hans… indre; over at være så nær på en fremmed. En fremmed ved navn Deadly Myth, som bar denne bløde duft af Kanel; der lige nu dækkede pænt over hendes egentlig ret så markante duft af brunst.

Stilheden.. den var så smuk, for nogen plagende. Stilheden var kun brudt af lyden af sneen der knagede fra hver af de otte hove der roligt for ikke at sige blidt trampede ned i den. Lyden af to åndedrag og en ugles tuden et sted inde i skoven. Naturen var aldrig stille, men stilhed var der imellem de to heste. Ingen af dem sagde endnu noget. Langt fra gjorde det Myth noget, hun nød denne stilhed.
Myth var begyndt, om så at sige, vende tilbage til virkeligheden, tilbage til denne mørke nat hvor månen endnu stod højt, som ville denne nat aldrig ende. I selskab med den let brogede Djange.
Opmærksomt så Myth frem, hun havde været åndsfraværende i et stykke tid og havde der ved ikke været opmærksom på hvor de havde gået. Det så nu ikke ud til meget var forandret, der kom jo hele tiden nye træer at se på, stien bugtede sig forskelligt, men ellers lignede det stort set det samme sted. Gad vide om de overhoved var på vej imod noget, eller om de ikke blot gik. Myth holde mest til at tro på det sidste.
De mørke brune øjne blev rettet over mod Djange. Han virkede mere anspændt end før. Var det nu fordi han havde valgt at rykke tættere på hende før? En svag brummen lød fra den næsten helt hvide hoppe. De gik ganske tæt, næppe noget hun normalt gjorde. Denne fremmede hingst Djange... ja, hvad var det lige med denne hingst der gjorde hende så draget?

Stilheden mellem de to sjæle, gjorde gradvist den brogede hingst mere og mere rolig. Afslappet tilmed? Hvilket på en eller anden måde, mere eller mindre, irriterede ham en smule. Hun var endnu fremmed denne næsten hvide hoppe der så fint fulgtes ved hans side. Han ville vel egentlig ikke indrømme dette; men han nød rent faktisk dette selskab. På trods af at han kun akkurat lige havde truffet denne hoppe. En blid og næsten fjern tuden i skoven, lod han sig regere på; blot ved at hans ene øre vippede let ud til siden, i retning af lyden, mens han blot fulgte hoppens side. Stille faldt hans anspændthed, før en brummen lød fra hoppens side.
Næsten hurtigt og tilmed stirrende blev de krystalblå øjne rettet på hendes mørke øjne; mens de så til med al kulde og tomhed. Stille lod han sig dog puste ud, roligt, næsten i form af et suk, der mest af alt understregede han behag i hendes selskab. For om han ville det eller ej, kunne han heller ikke lyve for sig selv, eller hende; når nu det var så let en ting at udgive sin ærlighed, ved hjælp af så små hjælpere. Selvom et lidt mere levende blik pressede på fra hans side, nåede det aldrig til udtryk i de kolde og tomme øjne, der fortsat så i hendes. Mere roligt nu dog, skønt de endnu nok virkede meget direkte og stirrende.

Vinden var dæmpet af, om det var fordi de nu havde noget skovens midte vidste den næsten helt hvide hoppe ikke, men det var hendes første tanke. Træerne stod stadig tætte, men ikke tættere her. Skoven var ikke nem at færdes i, i dette mørke, trods for træerne var nøgne var det stadig helt mørkt og ikke alle steder i den der lå sne. Her på stien var der lyst, både sneen gjorde det lysere, men også det blege skær fra månen der hang tungt på himlen. Det var ikke længere kun aften, nej natten havde sneget sig over dem.
Selvom de intet sagde til hinanden lige nu, gik tiden stadig, gik Myth ud fra, hurtigere. Det gjorde tiden altid, eller det føltes det som, hurtigere når man var i et godt selskab. Djange var nok en af de få heste som Myth virkelig ville kunne synes om. Måske var han lidt kompliceret, men han havde sikkert sine grunde for hans anspændthed, hans toneløse stemme og hans kolde øjne. For ikke også at nævne den næsten helt fjendtlige attitude som Myth så forbi. Måske havde Myth i virkeligheden set forbi mange ting ved denne hingst, hun havde ikke set det kolde blik, hørt den toneløse stemme, eller opfanget hans truende adfærd. Hun havde derimod hørt hans venlige ord, set hans respekt og opfanget mindre deltajer ved ham.
Et blik kunne mærkes, Myths opmærksomhed, hendes blik blev rettet imod hans. Jo vidst det var Djange der havde set på hende. Om han ville noget, vidste hun ikke, men hun havde i hvert fald nu givet ham hendes opmærksomhed. Øjenkontakt gjorde ikke Myth noget, og hun valgte at holde det med Djange, måske afventende på om det var mere end at se?

Det var vel efterhånden nat nu, mens de to sjæle fulgte hinanden, fulgtes ad, sammen. Gennem den mørkbelagte skov, som Djange egentlig næsten intet kendte til, som det som så ud lige for tiden. Men mon ikke han ville blive mere kendt omkring i disse skove med tiden, med Athene, med Saphira.
Hoppen lod nu den brogede hingst få sin opmærksomhed, fulde opmærksomhed. Selvom begge heste vel mere eller mindre vel var ret bevidste om hvor de egentlig satte deres hove, hvor de begav sig hen, var det hinandens øjne de så sig i nu. Stille lod han langsomt misse sine krystalblå øjne sammen en anelse, en smule anseende, som ville han se dybere i hendes mørke øjne. Nærmest granskende, selvom de endnu nok mest af alt virkede stirrende grundet det kolde og tomme blik. Næsten ligegyldig virkede denne øjenkontakt måske? Men alligevel var der noget der stille startede i Djange, noget der endnu var usynligt; selv ikke han kunne bide sig sikker på at han kunne mærke noget, under denne øjenkontakt, som han alligevel selv holdte fast i.

Det virkede en måske underligt at de to heste kunne gå på stien følge den, selvom deres blikke ikke lå på dem. Vel og mærke var træerne nok deres guide til at forblive på stien og ikke ende inde imellem træerne.
Myths blik blev fanget af et mønster der var i Djanges iris. Hvirvlende, lidt som en hvirvelstrøm i havet, der blev mørkere jo tættere på pupillen det kom. Måske var det i virkeligheden det der nu fangede hendes øjne i hans, selvom hans var tomme, kolde. De vidste intet. Han havde knebet sine øjne en smule sammen kunne hun se, hvad han gjorde det for vidste hun ikke, men det virkede vel som om han forsøgte at se dybere i hendes. Ikke noget hun rigtig lod nogen gøre. Det var ikke til at komme ind på indersiden af hende.
Myths blik blev ikke tomt, men de vidste stadig ikke det indre, der var ikke meget for ham at hente der. Måske fordi han endnu var fremmede, men trods det var hun tilpas i hans selskab. Gik det hende på, vidste hun end ikke selv. Han var nem at omgåes, om at kalde ham nem at forstå vidste hun ikke. Myth havde regnet ud at man skulle vise ham respekt og overholde hans grænser og der ved ville hun heller ikke trænge sig unødvendigt på.

Kort var det som om det bekymrede Djange hvor de egentlig satte deres hove, men så alligevel ikke… Hendes mørke øjne fandt han en smule, attraktive, trods de intet var at hente. Ej var de kolde, afvisende eller tomme, som hans egne. Men alligevel afslørede de intet. Næsten som var de blanke, uden at virke matte. Blot uskyldigt indholdsløse, så han de brune som. Hans vejrtrækning blev næsten langsommere, mens han fuldstændig udelukkede så mange andre tanker; før han af ren natur, som førhen blinkede. Hans øjne spærrede sig let op, i en glidende og næsten diskret handling, før det lidt pludseligt viste sig efter et tilfældigt blink med øjenlågene; denne svage gnist.

Et glimt, af en gnist. Gnisten kun den lille sorte, Athene og Saphira fik af se, fordi de var dem. Gnisten der udviste en svag relatering til mere liv, mere nærhed i hans blik. Men så hurtigt som det fandt sted, svandt det ind igen; omringet af al den kulde og tomhed han nu og da bar i de krystalblå øjne, der endnu fastholdte sig i hendes mørke. Deadly Myths mørke øjne.

Grunden for Myth fik øje på det glimt der i et split af et sekund viste sig i hans blå øjne, var kun fordi hun havde holdt al sin opmærksomhed der. Hun end havde nærmest ikke blinket, og fik også hendes øjne til at svige en smule og der ved fik hende til at blinke et par gange. Denne gnist hun havde fået et glimt af var igen væk, som havde den aldrig fundet sted.
Myth tænkte endnu en gang, der var mere end denne facade Djange bar, der var mere inden under. Måske lige frem et hjerte af guld. Dog ville Myth ikke tage det som noget der virkelig var, måske var det mere bare en fornemmelse hun end ikke vidste om var sand.
"Dine øjne, de drager mig virkelig.. som en gåde, fascinerende om så at sige," næsten mumlede den næsten helt hvide hoppe, mens hendes blik endnu hvilede i Djanges øjne. Det var næsten som at være fanget i havets mange strømme, dette var dog ikke grusom på samme måde selvom hans blik var koldt som havet. Havet... hvorfor blev det ved med at dukke op i hendes tanker? Var der noget ved ham der fik hende til at tænke på havet eller var de i virkeligheden tæt på vandet? Tæt nok til at havet salt duft var nær. Myths blik var blevet fjernt da tankerne om hvorfor havet kom frem i hendes tanker flere gange nu fyldte hendes hoved.