Skovens endeløse mørke

Det var atter blevet mørkt, som var et sort lagen blevet trukket over Andromeda. Sneen lå tungt og var også det eneste der var lyst her til aften. Himlens skyer var store og tunge og lå fratruende lavt.
Myth, den næsten helt hvide hoppe bevægede sig dybt inde i skoven. Hun havde søgt i læ mellem de tætte træer, på denne hvileløse aften. Hun kunne ej finde ro i sit sind. Denne hoppe var plaget af evige grusomme tanker og billeder fra hendes fortid der dannede billeder på hende nethinde, som var det det eneste hun kunne se for sig.
Halen svang frit om bagparten på den næsten helt hvide hoppe. Brunsten hang stadig om hende, men ikke noget hun bemærkede sig af lige nu. Her var heller ingen der gjorde hende nervøs. Her var stille inde i skovens tæthed.. ind til videre.

Vinteren havde efterhånden for alvor taget til i landet, hvilket virkelig var synligt rundt omkring i landet. Endnu engang befandt den borgede hingst sig på Chibales Ø. Til trods for hans afsky for dette terræn, var det som regel her han fandt sine hopper; de to hopper han holdte allermest af i dette land. De to hopper der måske i bund og grund også havde været med til hans udvikling over de år han havde boet i landet her. Han havde været utrolig ensom i dette land længe, men så alligevel ikke. Om han ville det eller ej, kunne han for det meste kun snakke pænt om dette land. Hvad var der egentlig dårligt konkret at sige om landet? For det at være bragt her til, fra sit gamle hjem, havde vel ikke som sådan noget og gøre med landet?

Præciserende trådte hans hove sig roligt over den knagende hvide sne under hans hove, mens hans krystalblå øjne spejdede skuende mellem de mange nøgne træer, med den mørke himmel til baggrund. Koldt og tomt var hans blik, som så sig fra hans fine hoved der karakteristisk holdte sig helt lodret langs næseryggen, på den højtstillede hals. Spændstigt og stolt spadserede han, mens han rank og standhaftigt bar sig af sted. Men noget rørte på sig, en skikkelse mellem træerne, et stykke væk; mens en duft pludselig slog ham. Kanel… blid.

Myth havde gået i sine egne tanker, og ikke set hvor hun var gået. Hun var ikke rigtig en del af virkeligheden lige nu. Hun havde søgt ind i sit indre. Den næsten helt hvide hoppe havde sat spor i sneen efter sig. Seen var vel flot i sig selv, men den var alt for kold og gjorde det besværrede at finde føde. Den næsten hvide hoppe havde en tyk vinterpels, men gjorde man ej kunne se hun i løbet af vinteren havde tabt sig. I forvejen havde hun en slank bygning, men dog med sul på kroppen, det vil sige det var kun sådan i sommerhalvåret.
Nogle lyde et lille stykke fra fik Myth til at komme tilbage til overfladen, hun stoppede op. Hvor var lyden kommet fra? De mørke brune øje søgte over området. Et svar måtte hun finde, og hvad hun søgte vidste hun ikke. Dog fik hun pludselig øje på en hest imellem træerne. Hun var ej alene!
De mandelformede øre vippede på hendes hoved. Hun kunne ej beslutte sig for om hun ville ligge dem tilbage i nakken, eller vende dem helt frem imod denne fremmede hingst. Myth stod stille imens, at hun næsten stirrede på hingsten.

De gråbrune øre hvilede let i nakken, som sædvanlig, før en halv parade havde været på tale fra Djanges side. Som skulle han sige se denne hest an; denne hoppe, denne duft. Den behagede ham duften, men måske det var grundet den brunst der hang blidt inden over? De krystalblå øjne havde misset sig sammen nu, anseende og skuende mellem træerne imod denne hvide hoppe, der egentlig ikke stod mere end få tyve meter væk – men grundet træernes tæthed, virkede distancen så meget længere. Dog havde han allerede bestemt sig, og standhaftigt, samt præciserende trådte han frem over den knagende sne; mens den næsten sorte himmel gav en sjov kontrast mellem himmel og jord, mens han nærmere sig, med mekaniske og så alligevel smidige bevægelse forbi træerne. Koldt og tomt havde hans blik sat sig, nærmest stirrende på hoppen; og mest af alt ville de fleste vel tolke ham så truende, som han kom gående der, målrettet imod hende.

Da hingsten, som hun kunne se, besluttede sig for at sætte sin kurs imod hende, overvejede Myth et kort sekund at tage nogle skridt tilbage. Han så ikke særlig venlig sindet ud, af hvad hun kunne skimte i mørket, men det var nu stadig svært at vurdere, derfor blev hun i stedet stående helt stille.
Myth viftede lidt med halen. Hingsten var endnu ikke helt tæt på, men hun valgte efter et par svirpende slag at lade halen ligge stille ned af bagparten. På den måde kunne hun begrænse lugten af brunst en smule. Endnu havde hun ikke mødt en hingst der ikke havde kunne styrer sig, men de fandtes! Det vidste den næsten helt hvide hoppe.. og lege med ilden var ikke hendes type.
Da denne fremmede hingst nærmede sig vippede Myth ørne halv tilbage. Ikke fjendtlig, men sådan et tegn på han skulle ikke gå over hendes grænser, men gav alligevel en halv venlig brummen fra sig.

Mellem de mange brydende træer på hans udsyn, forbi passerede ham, såvel som han passerede dem, kunne han skimte den hvide hale piske et par lette slag bag den lyse hoppe. De gråbrune øre pressede en smule på sig, mens hans kodle og tomme blik så anseende missende imod hende; som han nærmere sig. Han var inden længe ikke mere end de der fem-otte meter fra hende, før han lidt brat stoppede. Både grundet hans eget private rum, såvel som hoppens øre der stille gled tilbage. Han forstod hurtigt en hentydning, mens hans adfærd sikkert stadig ville blive fejlfortolket; som truende, advarende, vred. Ak ja.

Stille gled hans ene øre ud til siden, for at understrege at han lyttede til denne endnu fremmede hoppe, hvis duft tydeligt afslørede brunsten. Han lod de missede øjne spærre sig op, mens den lyserøde mule var bleg. Han så ret så udtryksløs ud i det hvide ansigt, før han nikkede, kort; men hilsende, respektfuldt og direkte i en mekanisk form, fra den anspændte hals. Før han atter rankede sig op, stolt, standhaftigt; anspændt; mens hans øre atter lå tilbage, og hans krystalblå øjne så sig meget direkte i hendes mørkebrune.

”Goddag Frøken.”
Havde hans stemme hurtigt lydt efter hans hilsende nik, med den hæse og intense stemme, der tonløst lød. Så ligegyldig, og ikke til at bedømme hans følelser ud fra. Kold og intetsigende, mens mange anså den brogede hingst som direkte truende.

Da hingsten så ud til at respektere hendes grænser og ikke kom tættere på end nogle meters afstand, var den næsten helt hvide hoppe ganske tilfreds, og ville derfor yder ham respekt på det punkt også.
Myth nikkede i en venlig og respektfuld bevægelse til denne brogede hingst. Hun anså ham lidt fra top til tå, ikke elevator blikket, men lige for at vurdere hans ydre, på en høflig og respekt fuld måde og ikke krænkende.
"Godaften," hilste hun tilbage på denne fremmede hingst. Han så nu stadig ikke venlig ud, mere truende. Alligevel ikke helt truende.For så havde Myth selv vent rundt og gået sin vej.
En svag prusten lød fra den lille næsten helt hvide hoppe, men det fik stadig hendes næsebor til at udvide sig.

Han havde ej mødt eller stødt på denne hoppe før. Det kunne han i hvert fald ikke erindre, overfor sig selv. Hendes stemme lød, og hoppen her gjorde allerede nu et godt indtryk. Hun var jovist høflig; respektfuld. Roligt pustede han ud, så en mindre damp sky i kulden omkring dem, steg til vejrs for øjnene af det kolde og tomme blik der havde stiftet sig på hoppen her.

”Jeg har ej stødt på Dem eller Deres duft før; er De ny her i landet?”
Tillod Djange sin hæse og intense stemme at spille sig tonløst imod hoppen. Direkte ligeglad med svaret lød han nærmest i sin stemme, mens blikket atter var intetsigende og stirrende, ville mange mene. Mens han rent faktisk ønskede dette svar. Han havde efterhånden fundet det acceptabelt i dette land at spørge ind til deres levetid her i Andromeda, da alle der færdedes i dette land, var nytilkommende, hvis ikke født ind i landet, som hans egen Athene. Atter forblev han i sin holdning, ørene tilbage, rankt og anspændt i holdningen, mens det var tydeligt hvordan hans muskler prydede ham under hans ellers tætte vinterpels over skindet.

De mørkebrune øjne hvilede let i hans, for at holde øjenkontakten, mest af interesse. Det var nu ikke det hun havde mest af, men der var noget ved Myth der alligevel fik hende til at føle sig en smule draget af denne hingst. Noget der sagde hende at måske det blot var en kold facade det ydre, men hun vidste ej om det bare var et skud i tågen.
Da hingsten spurgte til om hun havde været her længe, lød det ikke som om han virkelig ønskede at høre et svar. Nej, denne brogede fremmede hingst, virkede lige glad, toneløs var han også. Myth vippede med ørene. Hun tænkte mest for sig selv i en stund, og måske for længe. Mon han overhoved ønskede at have et selskab?
"Jeg er ny her i landet, jeg har strejfet rundt her i nogle dage, hvor mange har jeg ej tal på," svarede hun selv uden tone, for at vise ham af samme skuffe. Dog vippede hun ørene imod hende. Den næsten hvide hoppe afventede lidt en reaktion fra denne hingst. Selvom hun havde svaret uden tone, havde hun stadig en høflig facade, men ikke ved at smile. Det var hendes udtryk.
Med øjne fulgte den næsten hvide hoppe hans ånde der var varmere end luften og derved lavede en lille sky der forsvandt ud i luften igen da den nåede samme temperatur som den kolde luft.
Kulden for natten havde begyndt at lægge sig, og selvom Myth havde en fin vinterpels frøs hun stadig, som fik hende til at trippe en smule på stedet.

Hoppen var tilsyneladende ny i landet; kun få dage havde hun draget omkring i landet. Måske endda kun på denne Ø. Hans ene øre havde endnu engang været gledet let ud til siden, for at understrege hans opmærksomhed imod hende. Han fokuserede atter med det samme blik, meget direkte imod hende, på hendes mørkebrune øjne, mens det slog ham at hoppen nu også havde talt frem i denne tonløse røst han selv bar. Han vidste ej om han skulle se dette som en hån, eller hun mon også blot havde samme snært af at formulere sig på. Stille gled hans øre atter tilbage, ved siden og parallelt med det ande tilbageliggende.

”Jaså. I så fald, vil jeg byde Dem velkommen…”
Det gik op for Djange at han endnu intet navn havde på denne lyse og råhvide hoppe. Hans hæse og intense stemme havde atter lydt tonløst, urørt, mens hans tanker endnu var klare og tomme, mens han blot fokuserede på sit selskab, der så ud til at fryse.

”Mit navn er Djange.”
Valgte han så roligt at præsentere sig, mens tonen fra hans lyserøde mule atter var tonløs. Stille havde en rynke sneget sig en smule skeptisk over hans mule, mens han stille og kort diskret havde set anseende på hende. Hun frøs jo direkte. Måske hun kunne ønske en rundvisning?

Da hingsten bød hende velkommen gik det op for hende, at hun var høflig over for ham, trods han var toneløs, fordi det der kom ud af hans mund var af venlige ord, måske også med respekt.
Myth kunne allerede mærke, tidligt, måske for tidligt, at hans selskab behagede hende. Der var nu heller ikke dukket en masse unødvendig snak op for blot at snakke på denne korte tid. Der kunne ske meget endnu, men ind til videre, var hun i behag. Myth valgte høfligt at takke denne hingst med et nik med hoved.
Den næsten hvide hoppe havde fået set hingstens ydre han, og havde også vurderet at han var nogle år yngre end hende. Det var tydeligt at se at hun ej selv var ung længere, dog endnu heller ikke gammel.
Da denne hingst præsenterede sig ved navn valgte Myth at ville præsentere sig selv yderligere. Hingstens navn var ikke noget hun havde hørt noget ligende til før. Djange, tænkte hun for sig selv. "Og mit navn er Deadly Myth, Djange," sagde hun for at understrege hun havde fanget hans navn.
Myth trippede igen lidt mere, og lavede på den måde større spor i sneen. Hun overvejede lidt at høre ad for at hvis han ønskede hende selskab, om han så ville følge med på en vandring for at få blodcirkulationen i gang. Hendes tanker blev udført til handling: "Djange..." startede hun sin sætning; "Hvis mit selskab behager dig, måske du ville følge med mig rundt her for at holde bedre på varmen?" Et ganske åbent tilbud, han også gerne måtte takke nej til.

Kulden bed hårdt i lemmer og skind, mens hoppens stemme lød. Hendes navn var ham bekendt, og kort blev han mindet om den utroligt smukke, men hidsige og arrige Midnight Myth. Myth havde været hvad han havde kaldt den hoppe, hvis da ikke det var fordi han altid kaldte andre sjæle ved deres fulde navn. Hoppens navn, Deadly Myth, bed han sig ikke just mærke i, yderligere ud over at dette var hendes navn. Hans øjne missede sig stille anseende sammen, mens han pressede en smule på ørene og en lettere skeptisk rynke formede sig stille på hans mule. Hun nærmest teede sig over kulden; mon hun ikke havde været vandt til den, der hvor hun kom fra? Han spændte kort i et par muskler i halsen, før han lod det ene øre glide ud på ny. Hun ønskede at bevæge sig. I en lidt hurtig handling, nikkede han, mekanisk, bekræftende; respektfuldt.

”Jeg tror det vil finde os begge godt med en vandring.”
Havde hans hæse og intense stemme blot bekræftende lydt, atter tonløst. Før han havde trådt standhaftigt og sikkert frem i den hvide sne. Imod hende, dog med en svag anspændt holdning, der kunne se en smule direkte truende ud; selvom han egentlig følte sig spørgende. For mon hun ønskede at føre retningen, eller skulle han? Træerne her var endnu for tætte til at vandre side om side.

Da denne hingst, Djange, nikkede og som et svar med det ville være godt for dem begge kom et lille, men næsten utydelig smil over den grå og lyserøde mule på bar. Næsten det eneste der vidste hun var skimmel, med årene var Myth blevet næsten helt hvid, med kun lidt grå på benene og så mulen. Et okay tydeligt tegn på at hendes yngre dage nok havde passeret hende.
Den næsten helt hvide hoppe, ventede en smule på ham. Selv havde hun ikke nogen steder at søge hen, hun vandrede normalt bare i tilfældig retning, men måske han havde en tanke om et sted. Myth lod hingsten nærme sig uden at anse det som respektløs.
Da han nåede tæt nok på hende valgte hun at tage nogle skridt frem, igen ja i en tilfældig retning der bare faldt hende for. Hvis denne hingst havde et sted han synes de bør vandre hen imod, kunne han jo altid rette hende. Sådan mente Myth i hvert fald lige nu.
Myth lod stilheden hvile over dem. For hende var den rar, hun nød den i det øjeblik den var, for der ville nok ikke gå længe før tanke mylderet ville overfalde hende igen.

Hoppen gjorde tydeligt tegn på at hun endnu var ukendt i dette land. Roligt nærmere han sig hende, selvom det selv på ham, tryggede ham at nærme sig en fremmed. Hans øjne missede sig anseende sammen, nærmest skeptisk seende imod hende, før han vidste af det, var ved hendes side. Han valgte dog at tage et skridt frem, anstændigt og nærmest ledende, da hun så en smule betuttet og søgende ud. Men ikke søgende efter nogen, efter noget? Nej, blot en smule, søgende. Stille gled et fnys fra den lyserøde mule, der i ren anspændthed havde rynket sig, over hoppens nærvær, som han også selv grangiveligt var skyld i, var på tale. Samtidig slog han et lettere lille mekanisk pegende slag med hovedet, før han kastede det kolde blik i den retning han havde peget, før han atter så en smule spørgende imod hende. Trods han så ret så intetsigende ud, grundet den, for mange, truende mine og de kolde og tomme øjne.
Dog trådte han et skridt frem, i den retning han forsøgte at lede, dog kun ét; før han var sikker på hun ville med. Han ønskede ikke at kommandere med hende; hun havde jo ikke bedt ham om at lede hende.

Da den let brogede Djange noede op på hendes side kunne hun se det på en måde gik ham på. Tydeligt ses det at han blev mere anspændt. Myth overvejede om hun kunne på nogen måde gøre det tydeligt for ham, at hun ej ville trænge over hans grænser. Ej ville hun gøre noget der ikke var af respekt.
Den næsten helt hvide hoppe viftede lidt med halen, men da stanken af brunst, i hendes næse stank i hvert fald, måske en duft i andres, blev tydeligere stoppede hun hurtigt igen, og lod der ved halen hænge stille bag hende.
De mørkebrune øjne fulgte den let brogede hingst der gik en smule ledende foran hende, som ikke gjorde hende spor, hun så på hans muskler, man nu en gang godt kunne ane for hans vinterpels. Hun så ikke betaget på, det var mere for at opfange hver en deltalje. Da han virkede til at ville lede han trådte den næsten hvide hoppe i den retning han trak imod. Det gjorde hende ej noget at følge andres stier. Djange kunne nu nok også bedre finde rundt i hende. Det havde i hvert fald lydt, som havde han været her noget længere tid end hende.