Skovens endeløse mørke

Hoppen blinkede nærmest lidt brydende flere gange i træk, som havde hun glemt at blinke i et stykke tid. Det forekom kort efter hans eget glimt der havde vist sig kort i hans ellers kolde og tomme krystalblå øjne. Han slog en lidt forsigtig skeptisk rynke, da det var som om hans vejrtrækning atter blev normal. Som havde hun skuttet dem diskret ud af denne ellers rare trance, med sine blink.
Men det var som om dette hurtigt blev ophævet, da hendes stemme lød. Lidt pludselig havde dette ene øre gledet ud til siden, for at understrege at han lyttede til hende, mens hans øjne dog forblev kolde og tomme, samt rynken forsvandt fra mulen. Han rankede sig nærmest en smule op, lidt betaget, lidt smigret, mens hans ansigt dog intet udviste. Stille gled hans øre tilbage, mens han hjerte havde banket et par ekstra varme slag, ved denne oplevelse, ved denne udtalelse. Hvor han fandt sig selv en smule mundlam, skønt det ikke betød at han ikke også fandt hendes øjne betagende, fangende, trygge, trods deres egentlig intetsigenhed.
Hun blev pludselig fjern i blikket, atter fraværende som tidligere, mens han en smule forsigtigt lod mulen strækkes få længder frem, blot imod hende, nærmest bare pegende, så deres muler umiddelbart vel og mærke var ude for hinanden, før han stille fnyste. Mest for at puste den varme luft imod hendes mule, nærmest prøvende, for at vække hende. Mens det kolde og tomme blik nærmest ventende så imod hendes øjne, ej varmt eller spørgende; selvom det føltes lidt sådan?

Han lyttede, det havde han tydeligt vist at han lyttede til hendes ord, der i en stund havde brudt stilheden. Måske var det unødvendigt med hendes, vel og sagte ord der måske i virkeligheden havde været en kompliment til hans øjne, men hun var blevet draget af dem og det var såmænd kun tankerne om havet der havde fået hende til at rives væk fra virkeligheden, ind i en tilstand af tanker. Denne gang behagelige ikke væmmelse og frygt. Myth frygtede ej havet! Havet var smukt, så som farligt, men hvis man var opmærksom på hvad man lavede var man vel i sikkerhed. Det var jo kun understrømmen der var farlig.
Myth kom til at tanke på at havene her sikkert var anderledes, stjernerne var, månen var i virkeligheden også anderledes. Træerne, duftene. Ja alt var anderledes her, ikke negativt, måske i virkeligheden var det meget positivt.
Et varmpust imod hendes mule fik hende til at vågne lidt op igen. Djanges mule var ganske tæt på hendes, og det gik også op for den næsten helt hvide hoppe at det var ham der havde pustet sin varme ånde på hende. Hendes blik endte endnu en gang i Djanges øjne. Der var noget svagt over dem, ikke noget at se som så. Måske var det en følelse af at de havde spørgende havde ventet på hende til at komme tilbage til virkeligheden.
Myth pustede svagt tilbage til hans mule. For selvom hendes øjne vidste han atter havde hendes opmærksomhed, var det vel for at gøre ham opmærksom på hun ikke længere var åndsfraværende.

Mørket virkede mere mørkt, som han ikke selv kastede blikket fremad mere. Alligevel var det som om at sneen der mere eller mindre lyste op ved månens skær, gav ham et hint af hvor han skulle blive ved med at sætte hovene. Det var som om hoppen nu vågnede på ny, og det var tydeligt at hun tænkte på noget. Der måtte være noget der trak i hende. Om det var godt eller ondt, var ikke til at sige; og af en eller anden grund, brød han sig lidt om det, at hun til tider blev en smule fjern. Det gav ro i selskabet, gav ingen pirrelig tavshed, ingen akavet stemning.

Hun pustede egentlig igen, og dobbeltmoralsk som han nu er, slog en svag skeptisk rynke sig over den lyserøde mule, af ren reaktion. Men hurtigt blegnede den ud, før han stille udsendte en svag hæs brummen, fra den lyserøde mule. Meget tonløs og egentlig intetsigende, selvom det lige nu var hans måde at fortælle hende på, at hun var accepteret i hans selskab. Bestemt.

Mørket var faretruende, men så længe der ikke var nogen skyer der drev hen over månen ville de stadig være i stand til at kunne se. Mørkt var det, sådan var det om vinteren. Der var ikke mange lyse timer i døgnet i det halvår de lige nu befandt sig i, men langsomt træk sig tilbage for at lade foråret komme til. Foråret... noget Myth glæder sig til. Varmen ville komme tilbage, græsset ville blive lysegrønt og saftig. Fuglende ville komme tilbage og begynde at bygge sine reder til det næste kuld unger. Så mange ting ville blive fantastisk smukke. Træerne ville få deres bladkroner tilbage, og stå helt majestætisk. Det var nemmere at søge ly når træerne bar blade, det var nemmere at finde føde når græsset kom frem. Så længe sneen lå var føden minimal, og der var mange dyr om at dele det der var. Måtte foråret snart komme.
Myth grinte vel lidt inden i sig selv, ikke noget der kunne ses uden på, over at Djange rynkede på sin lyserøde mule da hun havde pustet igen. Hun kunne have været flabet og sagt det fik ham til at se gammel ud, men hun gjorde det ikke. Myth var ikke så meget til at lave grin med andre, heller ikke selvom det var ment godt. Desuden havde rynken hurtigt glattet sig fint ud igen, så hans mule endnu en gang var glat og fin. Man kunne have kaldt det spændstig, men sådan var heste muler jo ikke! Så egentlig hørte det ord måske alligevel ikke hjemme der.
Der lød en brummen fra den let brogede hingst ved hendes side. Betydningen med denne brummen var vel uklart. Den sagde intet, den var som hans stemme toneløs. Måske var der i virkeligheden ikke noget bag brummen, eller måske var det en brummen af tilpashed. Tryghed ville hun næppe tro, de to var stadig fremmede for hinanden, og tryghed var nok ikke det man mest kunne finde i Myth. Det var jo ikke sådan at hun gik og forsøgte at beskytte ham. Nej Myth gik blot ved hans side, og nød det tavse selskab hun havde fået sig denne aften... nat.

Den næsten hvide hoppe og den brogede hingst, fulgtes endnu dybt i Chibales skove; hvor natten efterhånden klart var trådt ind, som substitut for aftenen. Mens månen endnu herskede over himmelen, nogle ville sige dystert, andre betryggende. Djange selv havde ikke uden videre set sig nogen bestemt mening på denne belysning; andet end han da jovist var taknemmelig. Dog ikke at det komplette mørke gjorde ham noget…

Hoppen så endnu i hans øjne, mens han efterhånden mere og mere rolig blev, trods øjnene atter forblev kolde og tomme i blikket, måtte han alligevel virke mere eller mindre rolig. Han nærmest ventede på hende, ventede på hun skulle sige noget. Som søgte han lidt hun skulle åbne mulen igen, dele sine få, men ind til nu; ikke ligegyldige ord heller. Han lod stilheden forblive lidt endnu, blot for glædens skyld. Han brød sig virkelig om dette selskab, denne ro, den frihed der lå ved hele seancen.

Den næsten helt hvide hoppe gik roligt frem ved siden af den let brogede hoppe, natten var tydeligt sneget sig ind og endt aftnen. På en god måde var denne dag omme, og starten på en ny så småt begyndt at træde ind. Månen stod højt, endnu med et blegt skær, der viste de to heste på vej. Mørket var tungt og dominerende, og uden månen ville det være nært som umuligt at se noget. For intet andet lys fandtes i disse skove på denne tid.
Djanges selskab havde på sin egen måde givet Myth blod på tanden, hun ville vide mere om ham. Måske ikke nu, men på sigt. Hun ville søge ham igen når de gik hver til sit, ikke at hun ville lede efter ham. Hun var sikker på at hun en dag igen ville støde ind i den let brogede hingst der lige nu vandrede ved hendes side.
Myth havde ikke så mange ord at sige, lige nu føltes det meste af det der fyldte hendes hoved var mere eller mindre ligegyldige ting. Stilheden der var over den havde lagt længe, og der var nok mange heste, der ikke lige var de to, der ville mene det ville være pinligt. Myth nød at de kunne gå roligt og være stille sammen. En dæmpet brummen af tilfredshed lød roligt fra den næsten hvide hoppe, imens hun gav nogle få slag. Dog stoppede hun hurtigt sig selv. Dunsten af brunst flød igen over hende, og det var det der fik hende til at stoppe. Nu var det ikke sådan at det virkede Djange gik på af denne lugt, men hun behøvede ikke lege med ilden.
"Djange, hvor længe har du befundet dig i dette land? Andromeda," spurgte hun efter et stykke tid, da en tanke strejfede hende. Kunne man overhoved slippe her fra hvis det var det man inderligt brændte for. Eller var man strandet, bundet fast til dette land. Myth havde regent ud der ikke var så mange indfødte heste i dette land, og Djange var næppe en af dem, da han ikke kunne svare rigtig på et af hendes tidligere spørgsmål. Måske vidste han noget mere. Måske han havde forsøgt at komme væk en gang? Nu var det ikke Myths hensigt at skulle væk her fra igen, for intet havde hun at vende tilbage til. I virkeligheden var Myth plagede af ensomhed. Forladt var hun.
Hendes spørgsmål havde brudt stilheden der havde lagt over dem længe. Spørgsmålet var ikke unødvendig for hende, da spørgsmål krævede svar, og for at kunne stille sit endelige spørgsmål måtte hun ty sig lidt mere til ledende.

Tiden var gået, fulgt begge vandrende sjæle på vej, på vej mod et mål? Men hvad deres mål var, havde den brogede hingst hvert fald ingen intentioner om. Det var sjældent han så hurtigt, ved en fremmed fandt følelsen af behag. Generelt var det sjældent han bare kunne benytte sig af ordet at nyde et selskab. Men det gjorde han rent faktisk; om han ville det eller ej. Natten var dunkel og det samme var de nøgne træer; mens månens skær atter lyste deres sti op. Han pustede roligt ud, i form af et lydløst suk, der nok egentlig indikerede hans behag i dette selskab, skønt det udmundede sig temmelig tonløst og intetsigende.
Men hoppen talte nu. Selvom han havde gået og håbet lidt på det, og så alligevel ikke, var det som om det forekom ham en smule pludseligt alligevel. Lidt hurtigt havde det ene øre gledet ud, lyttende, alt imens han havde ranket sig en smule op. I den ellers stadig ranke og stolte holdning han bar sig, med den altid standhaftige måde. Hans øjne forblev kolde, mens de så i hendes. Han tillod sig nu kort, at se frem. Hvorved han drejede hele hovedet, ej afvisende eller afbrydende på deres samtale, deres nærvær? Men blot for at kaste blikket frem, på stien de fulgte. Hans hoved drejede sig meget mekanisk af form, før det lige så mekanisk drejede sig tilbage igen og hans krystalblå øjne atter lod sig lande i hendes mørke.

”Efterhånden tre år, hvis ikke mere.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst jovist; mens han kort havde ladt sit hoved mekanisk nikke imod hende. Af en eller anden grund kunne han godt lidt fornemme hun måske fiskede efter det mest spurgte spørgsmål, som han selv havde spurgt sig selv adskillelige gange, samt andre havde spurgt ham om. Ak ja, men ingen vidste det… så vidt han selv kunne forstå.

Myth så han lyttede til hendes stemme da hun stillede ham spørgsmålet. Djange havde alligevel været her et stykke tid. Måske havde han forsøgt, måske ikke. Det nærmest stykke land uden for Andromedas grænser var måske i virkeligheden for lang til man kunne svømme væk.
Myth overvejede lidt sit næste spørgsmål. 3 år, måske havde han slet ikke prøvet, måske havde han som hende ikke noget at vende tilbage til. Myth lod hans ord hænge lidt i luften mens hun tænkte sig om en ekstra gang.
"Har du nogen sinde prøvet at komme her fra? Er det overhoved muligt?" spurgte hun så om. Det er ikke sikkert han havde et rigtig svar, men i virkelighed kendte hun måske godt svaret. Hvordan skulle man kunne komme væk, når man i virkeligheden ikke anede hvordan man kom her til.
Myths blik hvilede i Djanges blå øjne. De var stadig tomme, de sagde intet. Atter en gang sank hun hen i dybet der var i hans øjne. I et øjeblik var hun helt tryllebundet, før hun kom lidt til sig selv. Hun ventede måske i virkeligheden ikke på et svar, for han havde nok slet ikke et.

Der blev en anelse stille for en stund, ikke at dette rørte eller gjorde noget. Tvært imod. Han lod sig bare roligt blive i hendes blik, før hun atter talte. På ny, gled det samme øre ud til siden, lyttende; alt mens en svag rynke slog sig på den lyserøde mule. Skeptisk, en smule, før begge øre igen fandt plads liggende tilbage. Mulen blegnede da u langsomt ud igen, før hans øjne derimod missede sig en anelse sammen, en smule anseende; mens øjnene forblev kolde og tomme.

”Jeg må indrømme at jeg aldrig har forsøgt som sådan.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; næsten så han måske tilmed kunne have lydt helt truende, sammenlignet med de sammen missede øjne han bar lige nu. Dette var slet ikke rettet mod den næsten hvide hoppe, nej nærmere ham selv. Aldrig havde det lykkes ham, aldrig havde han nogensinde set en mulighed der ville kunne lede ham fra landet.

”… da jeg ikke har set nogen muligheder.”
Forklarede han sine første ord med disse, før han lod øjnene spærres op igen. Han lod de kolde og tomme øjne hvile mere roligt i hendes mørke igen, mens han roligt pustede ud, så damp steg til vejrs fra hans mule.

Djange lignede næsten en der forærgede sig over de ord han slev lukkede ud. Myth lyttede til hans stemme, mens hun intens studerede hans trak i det aflange fine ansigt han havde. Selvom Djange havde muskler var han af en meget finere og spinkel bygning ind hende selv. Næsten helt ædel.
Ikke set muligheden for det? Myth tænkte lidt over det. Der var måske ingen muligheder. Måske hvis man kunne flyve, men ej var nogen af dem fugle. Myth nikkede som tak for hans svar. Stadig fumlede hun med tankerne i hendes indre. Hvorfor ville hun egentlig overhoved vide dette svar?
Hun lod stilheden hvile lidt over dem igen, lige nu havde hun ikke mere at sige, og der ved mente hun det var bedre at tie stille. Sådan var det altid, var der ingen mening i de ord man lukkede ud, burde man i stedet tie. Aldrig har der været nogen grund for unødvendig snak. Hvad ville man med det? Hvad ville man få ud af sludre for en sladre?

Den næsten hvide hoppe så ud til at godtage hans svar, og selvom han måske gik ud fra hun ikke fandt dette særlig rart at vide, at det at flygte fra dette sted, måske var en umulighed, syntes han ikke at han som sådan kunne tyde nogen bestemt følelse hos hende. Måske ønskede hun ikke at drage væk herfra? Måske hun havde følt sig frelst, efter at være kommet til dette land.

”Nej, så skulle det lige være at man havde vinger…”
Havde hans hæse og intense stemme, tonløst lydt. Mens han en smule opfordrende på et minimalt håb, måske åbnede for hende. Hans stemme lød dig langt fra opfordrende eller begejstret, nej tvært imod. Blot som den plejede. Men han havde jo truffet denne gyldne hoppe, denne bevingede sjæl. Men hun havde ikke altid haft disse vinger… Nej, der var mere over dette land, end alle lige gik og troede – troede han.

Myth var blevet en smule forbavset da han nævnte; At så skulle man have vinger, for det var jo den tanke der lige havde for en stund strejfet hende. Hvor skulle man så lige få fat i et par vinger? Ikke at Myth ville have sådan nogen, hun kunne ikke som så se hvad hun lige skulle bruge dem til. Hvad skulle hun kunne flyve væk fra? Eller flyve til. Nej, Myth var ganske tilfreds med ikke at have sådan nogle. Hun behøvede dem ikke. Der var ingen trang til at komme fra Andromeda. Som nævnt, hvad havde hun at vende tilbage til? Ingenting..
Den næsten helt hvide hoppe forsatte med at gå roligt frem, sneen knagede under deres hove, og langt fra gik de to heste i takt, så lyden kom hurtigt efter hinanden, for ikke at sige den knagende lyd fra sneen der gav efter under dem, konstant var der. De mørke brune øjne fladt ned på sneen foran dem, som blev erstattet af nyt sne fra hver skridt de gik frem. Ikke uberørt sne. Der havde været andre dyr på stien her. Hvornår, ikke for nylig, måske tidligere på dagen. Blikket blev igen hævet for at se lige frem. Stien bugtede sig længere fremme. Træerne spærrede for udsigten der ville være efter svinget.

Om det var at se eller ej, så virkede hoppen for en kort stund en smule forbavset. Mon det havde været det han havde sagt? Det kunne det jo i grunden sagtens have været; og et eller andet sted var det da også noget lidt mærkværdigt at sige. Noget han normalt aldrig ville have kommet op med, med mindre han havde set denne bevingede sjæl selv, med sine egne øjne. Atter drog de side om side, mens den sti de fulgte bugtede sig en smule uoverskueligt efterhånden, skønt der endnu var bredt nok til at de kunne følges side om side. Roligt undlod Djange et næsten lysløst prust, som blot udmundede sig som et mindre suk. Dampen i kulden drog ivrigt til vejrs, som om de små dråber af vand, der dannede denne sku, havde et minde kapløb om at komme først op til himmelen.

Han måtte indrømme at han virkelig fandt dette selskab bekvemt, skønt han blot havde mødt denne hoppe samme aften. Natten var over dem nu, og selvom man ikke ville kunne se det på denne årstid, med al det mørke, ville morgenen også snart være ovre dem. De kom nærmere svinget, som blev smalt; og selvom han ind til nu nok havde været den ledende og stifindende i dette selskab, stoppede han halvt om halvt op, efterfulgt af et stift, mens høfligt nik i den højtstillede hals. Mens han lod hende træde først, hvis hun da ønskede dette…



[OUT]

//OUT