The Pure and the Tainted

Der var noget komisk ved tanken om, at den askegrå så meget som havde overvejet muligheden i at gribe ham. For det første fordi det aldrig ville ske og for det andet fordi det var en næsten umulig opgave. Han trak oprigtigt på smilebåndet, men denne gang var hans aura forandret, for i et kort øjeblik lå hans udtryk henlagt i mørke skygger. Det var et glimt af hans indre, der straks forsvandt, så snart det havde vist sig. Atter strålede han op, livligt og drilskt. Forvrænget.

”Jeg kunne kalde dig Astoreen, for din højde og for din skønhed, Serenity for dit livlige og sorgløse sind.”

Astoreen. Min lille skat.
Det var ikke originalt, det var end ikke smukt. Men hun fortjente ikke kreative svar, når hun lod ham vente på sit navn. Han hadede at vente og specielt at vente på noget, han havde krævet at få at vide. Han slog let med hovedet og lænede sig tættere på hende. Hans stemme blev sænket, som skulle han til at fortælle hende en fortrolig hemmelighed ved foden af bjergene, der tegnede sig foran dem.

”Men hvad der er langt mere interessant, end mine forslag, er dit navn, cion.”

Niall gjorde afstanden en smule større i mellem dem. Afventende.

word count 208

Vinden var taget til, ikke meget, men aftenen var på vej. Den greb fat i hendes ravnsorte hår og kildede køligt hendes skind. Det var trodsalt stadig vinter, og det lod vinden ingen tvivl om. Foråret måtte vente lidt endnu. Men det gjorde ikke den askegrås eventyrlyst mindre, bjergene ville ikke være noget nemt sted at færdes, måske var der endda sne at finde deroppe. Hvis man drog højt nok op, helt derop hvor luften var tynd og stilheden herskede. Hun havde fulgt hans mimik med øjnene i nogen tid nu og hendes eget blik blev åbenlyst undrende, da han åbnede munden. Hun var på nippet til at le, men hun mente det til fulde da hun svarede:

”Skønhed? Så du slet ikke vandfaldet?”

Ariel mimrede let på mulen, mens hun fortsat studerede ham. Sit eget udseende var ikke noget hun skænkede megen tanke. Hvis nogen overhovedet, det eneste hun gik op i var øjnene. Fordi hun havde arvet dem fra sin papa, og fordi Ava ikke havde været tilfreds. Ava havde blå øjne. Helt blå, blå som himlen, gnistrende blå. Men hun holdt meget af sine egne alligevel. Hendes blik blev mere tankefuldt nu, hun ænsede ikke hans utålmodighed i dette øjeblik. Hun skænkede sin ukendte søskende en tanke, han eller hun måtte være kommet til verden nu. Mon det var med blå øjne? Eller gule? En let gysen af glæde gik gennem hende, hun ville så vældig gerne møde sin yngre søskende. Men som altid så var hendes familie ikke til at opspore, og det selvom den askegrå færdedes overalt og ingen steder på én gang.

”Jeg er Ariel, uvejrshingst. Hvem er du?”

Hans lave stemmeleje fangede hendes opmærksomhed igen. Sikke en spøjs sjæl, var han ligeså optaget af navne som hun? Hun havde selv ingen gæt på hvad hans kunne være. De ravgyldne øjne søgte hans blik, hun ville se det hele.

word count 315

Fortsat var hun upåvirket af både tilnærmelser og komplimenter. Det var ganske imponerende, hvordan hun kunne opretholde facaden i så lang tid af gangen. Han havde ikke troet det muligt før nu. Niall forsøgte altid at gennemskue og mistænke andre. Det var naturligt, når man kom fra en verden, hvor folket begærede magten andre besad og man kunne blive ført bag lyset af hvem som helst.
Men når han mærkede den kølige vind mod det mahognibrune skind og fornemmede, hvordan lyset langsomt aftog og varslede nattens komme, var det som om, at forventning og savn dirrede i luften omkring ham. Det var svært ikke at længtes tilbage til hans mørke rige, det var svært at undvære Eoths tilstedeværelse i hans hoved. Først når nattens sorte tæppe havde lagt sig omkring dem, ville han føle sig hjemme i Andromeda.
Til gengæld så han flere muligheder i den askegrås selskab. Hun var opvokset i denne verden og kunne fortælle ham meget, der ville have taget længere tid at finde frem til på egen hånd. Hun var også en glimrende distraktion fra hans tanker.

”Vandfaldet var det første, jeg så. Men bestemt ikke det eneste, a rún.”

De stormgrå øjne fjernede sig fra de høje kæmper, som på kort tid var blevet deres fælles mål, og tilbage på hoppen. Der gik en gysen igennem hende af grunde, han ikke kendte til. Måske netop fordi at vejret var blevet koldere. Han selv lod sig ikke mærke af det.
Efter hvad der havde virket som for lang tid, ville hun endelig fortælle ham sit navn. Han kendte ikke navnets betydning, men han var ikke i tvivl om, at det klædte hende. Ariel.
Der var mange ting ved Ariel, han havde observeret allerede; at hun var til at læse som en åben bog, men at han stadig ventede, på at hun skulle modbevise ham.

”Jeg er Niall.”

Det var kort, der manglede detaljer. Hun spurgte, hvem han var og det var et vidt begreb. Men han vidste så meget, at hun ville hungre efter mere, inden han havde udtalt sidste stavelse. Hingsten overvejede heller ikke at tie, for han fandt sig selv interessant at høre på og hun var en villig lytter til hans ord.

”Jeg blev døbt til at lede mit folk. Hvad er din historie, Ariel?”

Han udtalte hendes navn, som var det endnu et ord fra hans eget sprog, klangfuldt og kærligt, på sin egen, særlige facon.

word count 404

 

De havde fulgt bjergets fod i nogen tid nu, ikke længe, men snart længe nok. Det ville blive svært at komme op, stien ville slynge sig gennem klipper og de få spraglede træer, som kunne vokse deroppe. De måtte være forsigtige. Småsten kunne hurtigt gøre en ende på eventyret, men den askegrå havde gået ruten før. Hun vidste hvor hun kunne placere hovene sikkert, spørgsmålet var, om han også ville finde ud af det. Ikke at hun tvivlede på ham, hun så tydeligt hvordan han bevægede sig smidigt og sikkert. Næsten som en danser. Hun var lige ved at smile igen, men hans ord greb hurtigt fat i hendes opmærksomhed og holdt den fast. Lidt endnu, så måtte de dreje. Opad. Hun ventede på, at en bestemt stor sten skulle dukke op, et nedfaldent klippestykke.

”Niall..”

Hun nikkede for sig selv, fordi det gav mening. Han lignede en Niall, og hun var ikke i tvivl om, at det var et navn af hans sprog. Hans og så Avas. Engang også hendes, men nu var hun helt igennem en Andromedaner. De ravfarvede øjne som havde undersøgt bjergsiden et øjeblik, mens han talte, så nu igen undersøgende på den slanke skabning ved siden af sig. Hun måtte se op på grund af hans højde, hvis det var ansigtet hun søgte. Da han nævnte noget med hans folk, spidsede hun yderligere ører. En flok? Det kom en smule bag på hende, hun havde ikke opfattet ham som en leder. Måske fordi han var helt alene nu, måske af andre grunde. Livligheden. Men hun kunne jo se at der lå mere bag. Ariel lagde ikke stor vægt på charme, hun opfattede den knap nok, fandt den kun underholdende. Hun så den mere som munterhed, fordi hun simpelthen ikke forestillede sig, at nogen forsøgte at charmere sig ind på hende. Det var ikke charmen i sig selv, som gjorde ham interessant for hende. Det var fordi han var så anderledes, selvom den askegrå mødte mange særlige sjæle.

”Jeg håber dit folk kan klare sig uden dig,”

Hendes blik var mere tankefuldt nu. Det måtte være smertefuldt at sige farvel til en hel verden – farvel var det vel ikke engang, hun havde hørt at det skete brat og uden varsel, når de blev ført hertil. Til det han kendte. Og så dette folk, hun ville egentlig gerne høre mere, men hans svar var korte. Måske ville han fortælle hende mere lidt efter lidt, hun kunne godt vente, selvom hun var energisk og ivrig og fuld af lyst til alt suge mere viden til sig. Men det var mere end simpel viden, han mystificerede hende simpelthen. Hun vrikkede med ørerne og blev mere opmærksom, lyden af hendes navn i hans mund var underlig. Et smil tegnede sig i den ene mundvige ved hans spørgsmål. Hun kastede blikket mod bjergfoden igen, betragtede omgivelserne med samme store behov for at se detaljerne som altid. Hendes historie, det spørgsmål havde hun alligevel ikke fået før, selvom hun var en indfødt. Hun gjorde holdt med et svirp fra halen, for den store sten havde åbenbaret sig.

”Min historie er meget simpel. Faktisk burde jeg slet ikke være i live.”

For Ariel var den simpel, selvom den alligevel var kompliceret på sin egen måde. Hun var et underligt mirakel, hun havde klaret sig alene, hun var blevet splittet fra sin familie, men hun var ikke mærket af det. Ikke på den måde man ville forvente. Den askegrå sendte hingsten med uvejrsøjnene et mildt smil, friskt, inden hun trippede i forvejen ind på den smalle, skjulte sti. Stejlt var det ikke endnu, tværtimod.

word count 600

At sige sit navn og høre det udtalt var to vidt forskellige ting. Han spidsede opmærksomt ørerne ved lyden. Ariel kunne ikke vide det, men det var en sjældenhed, hvis den mahognibrune hingst var blevet omtalt ved navn i Cairn. I en lang periode af hans liv, havde hans eksistens ikke været relevant nok til det og efterfølgende var han blevet en så vigtig brik i Eoths planer, at ingen vågede at tiltale ham med noget så simpelt som hans rigtige navn.

”Selvfølgelig kan de ikke klare sig.”

Hingsten lød så overbevist, for der var ingen tvivl i hans sind. Eoths flok kunne ikke være den samme uden ham, for de var blevet ledt hele deres liv og aldrig før havde de manglet deres leder. Men samtidig var der muligheder, han ikke havde lyst til at overveje. Han kunne se sin bror for sig, forræderen, der trådte i hans sted og tog fortjenesten for alt, hvad han havde gjort. Alt hvad han havde genopbygget. Alene tanken gjorde ham rasende og denne gang var smilet forsvundet, som en samling af tordenskyer, der dækkede den strålende sol på himlen. Det bragte ham ud af kontrol. Han måtte forholde sig tavs, for selvom hun kunne se det på ham, skulle han ikke sige noget, der ville forværre situationen. Niall havde stadig planer med den askegrå hoppe, skuespillet fortsatte.

Det gav ingen mening, hvordan han pludselig gengældte hendes smil endnu engang. Igen var hingsten som forandret. Så energisk, så underholdt.

”Hvordan kan man klare sig uden mig, cion?”

Hans latter var mild, behagelig at lytte til. Det drillende glimt sprang frem i de stormgrå øjne, det virkede faktisk useriøst. Men han blev tankefuld ved hendes udmelding. Hun burde slet ikke være i live? Det var ikke, hvad han havde regnet med, at få at vide om hende. Alt hun sagde var også meget uforudsigeligt, hendes tankegang var svær at følge og endnu sværere at forstå. Alene det, at de ikke havde præsenteret sig for hinanden før nu, vidnede om det.

”Du skal forklare, for en fortælling, hvor du ikke burde være i live, lyder ikke simpel.”

Hun vidste med al tydelighed, hvor de befandt sig henne og han fulgte hende ind på den skjulte bjergsti, som han umiddelbart selv ville have overset, havde han ikke kendt til den i forvejen. Den var smal, faktisk for smal til at de kunne gå side om side, så i stedet holdt han sig bag hende og betragtede den lille, slanke hoppe i tavs undren.

word count 418

Det var ikke simple ting som foregik indeni ham, det kunne hun fornemme. Hans udtryk skiftede og blev derefter igen til smil og latter. Hun spidsede helt automatisk ørerne ved lyden, der var intet som latter, hvilket hjerte den så end kom fra. Den fik hende næsten til at smile. Hun var dog for optaget af hans ord, hun undrede sig igen, hvem han mon egentlig talte om, hvordan dette rige egentlig så ud. Det ville nok komme til at overraske ham, hvordan Andromedas folk var sammensat. Helt igennem tilfældigt, der var ingen orden, næsten alle var blot strejfende som fulgte hjertets glæder og intet andet. Vandrende sjæle som gik fra ø til ø, stødte på nye fremmede, få stiftede familie sådan som hendes forældre havde gjort det. Der var kun én flok hun kendte til, den hun selv var en del af – og så alligevel ikke – Teylar. Den vandrende flok, flokken af få medlemmer. Hun overvejede kort, hvordan hans liv her måske ville komme til at udspille sig, som altid af ren nysgerrighed. Det ville blive anerledes end det han havde forladt.

Endnu brugte han de fremmede ord, hun ikke genkendte, men nød lyden af. Det fik et svagt smil til at springe over hendes mund igen, et smil kun for hende selv og de tanker, som gik igennem hendes sind i en lind strøm. Han gik bag hende nu, da stien var smal og bugtede sig mellem flere nedfaldne klipper. Det gik langsomt opad, grus knasede under hendes lyse hove mens hun var opmærksom på, hvor hun placerede hvert skridt. Ikke at det kostede hende store anstrengelser, hun havde været en forsigtig danser fra en tidlig start, da hun passede på med ikke at trampe blomsterne ned på de frodige enge, der havde været hendes hjem. Hun hævede mulen en anelse da han spurgte yderligere ind, rettede et øre bagud, men forblev tavs et kort øjeblik. Hvilket var besynderligt for den askegrå, hun kommenterede ikke på hans overbevisning om, at hans folk manglede ham. Det var sikkert sandt. Endnu et smil. Hun brummede af ham i en lys tone.

”Jeg er datter af heste som du, dukket op ud af det blå. Men som meget lille blev jeg hurtigt skilt fra dem, jeg tror min eventyrlyst bedrog mig,”

Ariel rettede sine bløde ører fremad, mens hun lod øjnene følge så meget af stien foran hendes hove, som hun kunne inden den igen bugtede sig og forsvandt ud af syne bag et krat. Hendes stemme var lys og let, mild, det var ikke noget tungt emne, men det gav hende nogle underlige følelser. Hun havde været for ivrig, for nysgerrig, hendes absolutte mangel på frygt havde drevet hende ud i verden.

”Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg overlevede alene. Det er meget mystisk. Men sådan er Andromeda.”

Hun var danset fra ø til ø, så snart hun kunne svømme, hun havde lært alt hvad hun vidste fra fremmede og fra sine omgivelser. Hun måtte være en underlig én, hun vidste at andre føl blev hos deres mødre længe, ligesom Jiva blev hos den hvide Piranja. Men ikke Ariel, hun følte sig mere som datter af både bjergene og skovene, selvom hun samtidig havde tænkt på sin familie, der ikke var til at finde.

word count 544

Det var ikke meget udfordring, der lå i deres bjergtur indtil nu, for stigningen var ikke særlig stor. Den mahognibrune hingst trådte selvsikkert henover det løse grus, det lignede egentlig ikke, at han var påpasselig. Dog tænkte han over, hvor han satte sine hove. Han skulle nødig miste balancen under de rullende småsten for hendes underholdnings skyld.
Ørerne var rettet frem mod hende, så han kunne opfange hendes lyse stemme, selvom han gik bag hende. Egentlig var han ikke interesseret i andres fortid og opvækst, kun hvis han fik noget ud af den. Men hvad hun fortalte, forklarede en hel del omkring hendes personlighed og hele hendes karakter, som ikke havde givet mening før nu. Han havde heller ikke været den samme, hvis han skulle opfostre sig selv. Han havde ikke været den samme, hvis Eoth ikke havde udvalgt ham og fulgt hans opvækst.

Niall hæftede sig ved noget bestemt, mere end resten af hendes fortælling. End ikke hende selv vidste, hvordan det havde lykkedes hende at overleve på egen hånd og det indgød ham alligevel en smule respekt for den lille, askegrå hoppe. Hun måtte være hårdfør, selv hendes mod på bjergvandring var et tydeligt tegn på det. Et slesk smil krusede om hans læber, han kunne tillade sig det, når hun ikke vendte sig mod ham. Han havde troet hende for naiv til natten, til det altopslugende mørke. Troet hende for ren. Men selv han kunne tage fejl, måske var det ikke noget, han skulle udelukke så let.

”Det mystiske Andromeda. Jeg skal lære dets hemmeligheder at kende.”

Hans fornemmelse af denne verden var svær at forklare. Hans pludselige ankomst, det frodige landskab og de lyse dage, Ariels opdukken og hendes glæde ved landet. Det var indtryk, han ikke kunne placere og endnu ikke danne sig en holdning om. På trods af det virkede så godt og smukt, vidste han med sikkerhed, at det ikke var hele sandheden. Der var skygger, der var mørket og somme tider bemærkede han det i små glimt, alt hvad Eoth havde lovet ham.

Hans blik flyttede sig fra hende op mod himlen over dem. Det var blevet mørkere, solen var på vej ned nu og det gik stærkt på denne tid af året. Snart var det månen, der skulle kaste sit sølvskær ned på dem.

”Det mørkner, Ariel. Er det ikke pragtfuldt?”

word count 390

Stien hun fulgte begyndte at forsvinde. De mange klipper som stak op af den stenede jord blev til få, træer tronede i stedet med rødderne fuldt synlige, knudrede arme som strakte ned i jorden i søgen efter vand og liv. Stien forsvandt som bjergsiden blev mere flad, mere stejl, hun begyndte at mærke hvordan der efterhånden skulle muskler til, varme, energi. En tilfredshed strømmede igennem hendes slanke, askegrå krop og fyldte hende op, gjorde det allerede lette hjerte endnu lettere i brystet på hende. De var på vej op nu, de havde passeret bjergfoden selvom de ikke havde vandret længe. Hun glædede sig til den tyndere luft, glædede sig ligefrem til stilheden, på trods af at det ikke var et landskab hun var født til at færdes i. Alligevel faldt den askegrå hoppe i med omgivelserne, hun trippede afsted som om det var det mest naturlige i verden. Alle steder var hendes hjem, også bjergene.

Et øjeblik glemte hun rent faktisk hingstens tilstedeværelse. Det var først da hans stemme igen, om end langsomt, trængte igennem hendes sind at hun blev opmærksom. Men hun kastede ikke blikket på ham, hun var for opstemt af den fornemmelse som flød igennem hende, i stedet vippede hun et øre i hans retning og smilede svagt ved de ord som kom. Han kunne forsøge, mon ikke han kunne løse et par af de mysterier, som lurede i den her verden. Men dem alle, det ville nok tage et helt liv. Det var hun sikker på. Det frustrerede på ingen måde den askegrå, for på trods af hendes ubegrænsede nysgerrighed, så havde hun en evne til at acceptere ting som de var. Hun ville aldrig holde op med at søge svar, men hun kunne lide sin verden, en verden fuld af hemmeligheder.

Hans måde at udtale hendes navn på kildede stadig i ørerne. Ariel kastede et blik op mod himlen og så, at han havde ganske ret, solen var på vej ned og skyggerne blev længere. Stien var nu hørt helt op, selvom hun stadig gik med målrettede skridt, der var kun den stejle bjergside og de få, hårdføre træer og busker. Med et svirp fra sin ravnsorte hale sørgede hun for at falde tilbage til hans side, nu da klipperne ikke længere begrænsede hendes færden. En mild brummen fulgte, oplivet. Ud af det blå nippede hun venligt ud efter ham.

”Månen er på vej. Den vil lede os i stedet for solen, men let bliver det ikke,”

Der var absolut ingen bekymring at spore hos den askegrå trods hendes ord. Der var mere munterhed. Hun forbavsedes igen over hans spøjse væsen, hun var lige ved at le, så let tog hun på det hele. Men de ravfarvede øjne udtrykte vilje, ikke at mange lagde mærke til det. Hendes fuldstændige mangel på bekymring overvældede de fleste, så de ikke så andet. Ikke at hun bed mærke i det, i stedet tænkte hun over hans glæde for mørket.

”Fortæl mig, hvad betyder Niall?”

word count 496

De svulmende muskler arbejdede under hingsten, hans krop var ved at gå sig varm stigende i takt med at bjergsiden blev stejlere. Snart ophørte stien, der var intet til at vejlede dem længere. Intet andet end den lille askegrå, der hævdede, at hun havde været her før.
Bjergsiden var næsten nøgen. Enkelte, krogede træer stod standhaftigt tilbage og hingstens blik faldt beundrende på de sejlivede planter blandt de skarpe, kantede klippesten. Bjerglandskabet var tillokkende, det var smukt med dets rå og vilde natur. De stormgrå øjne lyste eksalteret, det vilde jungleblod pumpede rundt i hans krop. Udfordringen fyldte hans bevidsthed.

Energien kom indefra, men den var bestemt ikke til at overse. Niall elskede hvordan de sorte følelser, vreden, hadet og den evige hævngerrighed, fulgte ham og slap sig selv løs i dansen op af bjerget, i de lange, kraftfulde skridt han tog. Men dog forlod charmen ham ikke, den var i samspil med resten af ham. Set udefra var det en mærkelig kombination; den mørke varme, det muntre, luskede smil. Som en slange i falsk ham.

”Måske ikke lettere, men langt mere interessant, a rún. Du må kunne mærke det i luften, hele natten udfordrer os, prøver os.”

Det var ikke som dagen, hvor alt åndede fred og harmoni. Det kedede ham, de lange, lyse timer, hvor alt virkede forudsigeligt, så intetsigende. Farverne var for sprudlende, for varme. Stemningen var en helt anden end den, han holdt så meget af, når solen ikke længere tegnede sig på himlen. Han kiggede utålmodigt op mod den rødglødende kugle, der endnu kunne ses i horisonten. Snart. Meget snart ville den brændende stjerne være borte.

Hoppen var faldet tilbage ved siden af ham, de gik nu side om side, og hun virkede så opstemt som ham selv. Hun brummede til ham, nippede ud efter ham, men han havde for længst lært ikke at lægge noget i det. Hun var en udfordring i sig selv, når hun ignorerede hans tilnærmelser og lod til at være komplet upåvirkelig. Men han troede ikke på det.
Niall trådte tættere på, så de næsten strejfede hinanden. Han kunne mærke varmen fra hende, næsten høre det bankende hjerte i hendes bryst.

”Jeg må skuffe dig. Et navn kan have mange betydninger, og jeg kender ikke en eneste. Men du må tillægge det en hvilken som helst betydning, du vil.”

De stormgrå øjne faldt på Ariel, næsten med et nysgerrigt udtryk. I dem var et uudtalt spørgsmål. Han kunne ikke følge hendes tankegang, så derfor kunne det blive underholdende at vide, hvad hun tænkte om hans navn. Det var blevet ham givet af lederhingsten fra Cairn, men han havde aldrig fundet svaret på hvorfor. Dengang var det tvillingebroderen, der fik alle svarene, al opmærksomheden. Han selv havde blot været en tilskuer. Og end ikke det var han længere i det univers, han måtte forlade til gengæld for sit liv.

Niall var opmærksomhedskrævende, forbandet egoistisk. Men end ikke det lod hoppen sig gå på af. Hun var en mærkelig skabning, den måde hun accepterede alles skæbner og mest af alt sin egen. Han havde aldrig accepteret, aldrig stillet sig til takke med, hvad han havde. Der var altid mere, man kunne strække sig efter og selvom det var farligt at begære overflod, var det et spil han gik frygtløst ind i.

word count 549

Hans skind føltes altså ikke anderledes end hendes glatte. Det var nogle usædvanlige påfund den askegrå kunne komme på, men hun havde hurtigt lært at være åben for alt. Spøjse overvejelser var noget hun fandt ganske underholdende, og for hende at se så kunne han ligeså godt være kommet fra en helt anden planet. Måske var han også det? Hvilke grænser havde de kræfter, som Andromeda gemte på i den dybe skov, i de dunkle grotter eller hvor Lyset og landets skabelse nu ellers holdt til? Overalt, indså hun snart. Kræfterne var overalt. Men grænserne.. Dem kendte nok ingen. Hun løftede sin lyse mule en smule og så op på ham. Det kommende mørke gjorde ham tydeligvis mere opstemt og et øjeblik forsøgte hun at mærke det, han gjorde. Men det hun mærkede var længsel efter stjerner, efter nattens stilhed, som om verden havde åndet tungt ud og nu var i hvile. Og hun var ofte den eneste anden der var vågen, lysvågen, ud over uglerne og rævene. Der gik lidt inden hun lod sin noget lysere stemme lyde i form af en konstatering, typisk for den askegrå, som selvfølgelig var indlysende men som hun følte for at sige højt alligevel:

”Du holder af natten,”

Hun smilede. Det var ikke så åbenlyst et smil som det ellers kunne være, for hun kommenterede ikke yderligere selvom hun fandt det interessant hvordan han så på mørket. En prøvelse. Noget der skulle overvindes. Underligt. Men han havde på sin vis ret, mørket ville gøre det sværere og ville derfor gøre udfordringen i deres vandring større. Hun havde blot ikke set på det sådan før.
Da bjergfod efterhånden var blevet til bjergside, måtte hun lade sit ravfarvede blik falde mod jorden igen, så hun var sikker på hvor hun satte hovene. Det blev stejlt, og der skulle lægges flere kræfter i nu. Hun kunne mærke hvordan hun havde vandret hele dagen allerede, men det gjorde alligevel ikke hendes energi mindre. Bestemt ikke endnu, hun var i interessant selskab og natten og bjergdalen højere oppe ventede. Ariel udstødte et overrasket prust, da hans næste ord var synket ind.

”Dit navn lyder som noget af dit sprog,”

Hun havde været sikker på at han vidste det, men det var selvfølgelig ikke alle, som lagde lige stor vægt på den slags. Langt fra alle, egentlig. Nogle så underligt på hende når hun spurgte, men for den askegrå var det vældig interessant. Som lille havde hun tilmed selv givet dem hun mødte navn efter hvad hun mente passede. Et lille smil brød frem i mundvigen. Hun havde jo ikke forstået deres sprog i starten, så at spørge om navne var ikke let.

”Grå øjne er jeg aldrig før stødt på, så det vil jeg bestemt tænke på, når jeg hører Niall. Var det normalt i din verden? Uvejrsøjne?”

Øjenfarve var ligeså noget der virkede ligegyldigt for mange, men ikke for den askegrå. Det betød noget. Der var meget man kunne læse i en anden sjæls øjne.

word count 498

Det blodrøde flammehav var hurtigt aftagende på den grånende himmel. Solen ville snart være helt borte, Niall talte sekunderne til månen kunne stjæle billedet for alvor. Han var for opmærksom på omgivelserne til at svare hoppen lige med det samme, opslugt af nattens forvandling. Og så drog dagen sit sidste suk, kvalt og opslugt. Stjernen i flammer forsvandt.
Det var svært ikke at trives under månens skær og de blinkende stjerner, den eneste lyskilde omkring dem. Atmosfæren omkring dem var en hel anden. Det var som hans savnede Cairn i det evige mørke, kærtegnende og samtidig så giftigt at færdes i på én gang.

Du holder af natten.

Han kunne næsten le af hendes konklusion, så indlysende. Det var ikke blot et spørgsmål om at holde af, han levede og åndede kun for natten, for hans skyld måtte den gerne vare et helt døgn og vare for evigt. Aldrig kæmpe mod lyset, men overvinde det. Måske var det i virkeligheden, hvad Eoth havde ønsket. Det var en fantastisk tanke, som han valgte ikke at dele med hende. Ikke endnu, hun var stadig for ren.

Det var ikke mange gange den mahognibrune hingst havde hørt om sine uvejrsøjne, og slet ikke i sammenhæng med betydningen af hans navn. Den askegrå ledte dem ud i nogle besynderlige samtaler, det morede han faktisk lidt hvordan hun altid sagde, hvad der faldt hende ind. Troede han da i hvert fald.

”Min bror havde også uvejrsøjne, som du kalder dem, men ingen andre.”

Niall vidste det ikke med sikkerhed. Han bemærkede ikke andres øjne, som hun bemærkede dem. Men han ville lade hende blive i troen om, at de var ganske specielle, hans stormgrå øjne, for han kunne lide tanken om at være den eneste.
Næsten den eneste. Men selv ikke mindet om hans bror kunne genere ham nu på denne tid af døgnet.
Hans blik var faldet på den golde jord, for nu kom en mere udfordrende passage på bjergturen, hvor han skulle koncentrere sig mere om at træde de rigtige steder.
Hans ører vippede lidt frem og tilbage i tavs overvejelse. Han vidste endnu ikke, hvor nysgerrig han var efter at vide mere om den askegrå, men efter et stykke tid besluttede han sig.

”Hvad betyder Ariel?”

word count 374

Til sidst forsvandt den glødende sol, som gav varme og liv, den sank ned bag horisonten og efterlod verden til månen. Stjerner havde hurtigt vist sig en efter en. Det var lige før hun kunne mærke temperaturen falde en smule, også som de bevægede sig op ad bjergsiden. Luften var kølig og klar, frisk i lungerne, hendes følsomme næseborer var let udspilede af opstemthed og anstrengelse. Med sin askegrå pels forsvandt hun mere i mørket, selvom månelyset på sin vis lyste de hvide aftegn op. Helt forsvandt hun altså ikke i mørket. Hun arbejde sig rytmisk op, letfodet, hun havde haft god træning gennem sin opvækst trods manglen på vejledning. Den askegrå havde fundet sine egne veje at gå af, ligesom den hun fulgte netop nu, egne stier gennem livet. Og det var knap begyndt, selvom hun var tilfreds med det der var og det hun havde. Der ventede mere endnu. Det mærkede hun i hele sin glødende sjæl.

Det undrede hende åbenlyst da han nævnte en bror. En søskende. Det var ikke alle som havde det, hun havde end ikke mødt sin egen. Og så havde hun bare svært ved at forestille sig det, selvom fantasien intet fejlede. Men der var så mange ting ved det ting, han delte med hende, som hun undrede sig over og næppe kunne sætte fuldendte billeder på. Hun smilede en anelse af hans svar, selvom de ravgyldne øjne forblev ved underlaget og omgivelserne, nogle gange mod stjernerne, kun for at søge tilbage til den stenede bjergside. De skulle ikke gå længe endnu, denne dal lå forholdsvist lavt. Men den var kun begyndelsen, i så fald hun ville søge ligeså langt ind som sidst hun havde sat sine lyse hove i Enophis’ bjergpas. Nej.. Hun havde fundet Asira ganske dybt inde og højt oppe, helt deroppe hvor luften var tynd og udsigten fik hjertet til at slå hurtigere. Hun havde mørke øjne som sagde meget. Men grå var underligt. Ligesom hendes faders gule, unikt.

Den kortvarige stilhed mellem dem gjorde hende ingenting, selvom hun havde masser af spørgsmål at stille. Selvom hun var en livlig sjæl, så var stilhed også værdsat. Det faldt den askegrå meget naturligt, da hun havde gået mange dage i træk uden at sige et ord som helt ung. Det kunne blive helt underligt at snakke igen, efter lang tids stilhed, efter lytten til kun naturen og landet og alt det, det hele hviskede i grenene. Men hans stemme brød den snart igen, og inden hun overhovedet svarede, undslap endnu mere latter fra den askegrå, lyst og melodisk. Simpelthen af det svar som ventede ham, og som hun på en eller anden måde forventede ville overraske ham en smule. Det havde overrasket den sidste sjæl som spurgte, det mindede hende om mødet i ørkenen med den venlige Césaire.

”Jeg ved kun, at det betyder løve. Guds løve,”

Et mildt smil krusede frem, mens hun kastede et hurtigt blik på hingsten med snippen. Hun ville gerne fange hans udtryk, hendes eget var stadig nysgerrigt og muntert, mere interesseret i at observere ham end at fortælle om sig selv. Og hun kunne se at han ikke havde spor imod at underholde hende, med al hans fremmedhed.

”Denne Gud.. Måske Andromedas ånd. Den vil du snart opleve, hvis du ikke mærker den allerede.. Niall.”

word count 551

Niall var kommet til bjergene, i færd med at bestige dem, men havde ikke gjort sig flere overvejelser. På sin vis kunne man sige, at han havde nået sit mål. Men det var sjældent han lagde planer, når han vandrede omkring. Han holdt af at udpege et sted og udforske det, se hvad der kunne hænde ham. Og hvis der intet skete, skulle han nok skabe oplevelserne selv. Den vilde jungle havde lært ham kunsten i at være spontan, at kaste sig ud, hvor man ikke kunne bunde. Men det var let for ham, for han betvivlede aldrig sin evne til at overleve. Døden var ikke en reel bekymring for Eoths udvalgte. Det var næsten ironisk, at hingsten benægtede sin egen dødelighed, når han havde været så tæt på at miste livet. I stedet var han vred, han var rasende over alt andet, som han havde mistet.

Han spidsede sine ører, da den lyse latter fyldte den allerede lidt tyndere luft. Det var ikke til at sige, hvad Ariel fandt så morsomt, han ville end ikke forsøge at gætte sig frem. Men betydningen af hendes navn behøvede han ikke at gætte på, denne gang ville hun ikke have forslag eller gisninger. Guds løve var næppe det, der ville ligge på hans tunge, havde hun bedt om det. Men der var ikke mange bud, der ville have passet hende bedre. Det drilske glimt var tilbage i de stormgrå øjne, måske kunne hun svagt antyde det i mørket, ligesom han kunne antyde hendes perlehvide hoved og de slanke, lyse ben. Faktisk fornemmede han hendes granskende, ravgyldne blik, der før havde været flygtigt og fokuserende på omgivelserne og jorden under dem. Han selv viste kun svag overraskelse, for han undrede sig ikke over, hvorfor hun var løven. Den modige, den brave. Men han forstod ikke, hvorfor hun var Guds løve.

”Er min skat en løve af Gud?”

Måske var det indbildning, men hans stemme virkede dybere i ly af mørket. Dyb og kælen som en spindende bjergkat, han førte sig an som en. Smidig og adræt på klippesiden, men det var delvist skuespil, for bjerglandskabet var ikke et, han færdes i normalvis. Han måtte stadig bevare koncentrationen.
Han fornemmede et smil i hendes mundvige, der var smil og latter i hendes milde stemme, og stadig kunne han ikke mærke blot en lille antydning af forblindelse, som hos Ennas lokkende sirener.

”Løver er prægtige væsener. De jeg har mødt, var smukke, så modige og frygtløse. Det klæder dig bestemt.”

Hun talte om Andromedas ånd, en mulig Gud. Han kunne også fornemme denne verdens ånd, men næppe som hun. Meget lå stadig skjult for ham. Det var ikke til at forestille sig Ariel underkaste sig, at tilbede guder som sådan. Hun var en fri sjæl, hun ville næppe forstå ham, hvis han fortalte hende om skeletfyrsten. Måske hvis han havde kunnet vise hende sit tidligere rige, så ville han omvende hende. Han lo kort.

”Guder er ikke til at stole på, cion, du er i deres magt som en dukke i snore, og så danser du, som de vil have det. Men Andromedas ånd mærker jeg allerede svagt, den kræver ikke min frie sjæl.”

Det var en mild Gud hun havde fundet sig, hvis det var tilfældet, men det gav mening med hendes livlige og muntre sind. Han var stadig bundet til Eoth, men han anså heller ikke skeletfyrsten som en Gud. Eoth havde gået på jorden i levende kød og blod, en mægtig genganger, der havde været som Niall engang for længe siden.

word count 589

Den askegrå lyttede opmærksomt til alle de ord, der strømmede fra mulen med snippen. Det var tydeligt at han følte sig tilpas, han dansede som var deres vandring det letteste hidtil og det gjorde hende kun mere munter. Og skabte undring hos hende over hans væsen, som hun fandt mange modsigelser ved. Hun fangede hans let drillende udtryk, det var ikke mange kække sjæle den askegrå havde mødt indtil nu. De fleste var rolige, afmålte, de holdt sig på afstand og talte velovervejet. Modsat hende selv. Og så var der hendes små veninder, selvfølgelig. De ivrigt dansende hoppeføl som hun havde været heldig at støde på, men deres energi kom selvfølgelig af ungdommen. Med alder kom erfaring, for nogle vejede den tungere end andre. Andromeda tog imod mange arrede sjæle, så meget vidste hun. Men hvad med ham? Hans energi var anerledes. Hun drejede begge ører i retning af hans stemme, som flød ud i mørket. Det forvirrede hende hvordan, han tiltalte hende som hans. Igen noget hun ikke havde hørt før. Hendes nysgerrighed brændte stadig, den døde aldrig ud, ej heller da han kommenterede på hendes navn, Ariel. Hun smilede.

”Dit ordvalg er spøjst, ved du det? Men du er heldig, jeg har aldrig lagt øjne på en løve. Jeg har kun hørt om dem,”

Hun brummede i en let tone, melodisk, og standsede så pludselig op. Hun afbrød simpelthen opstigningen for et øjeblik at se rigtig op på ham, på de grå øjne, for hans sidste ord fangede hende yderligere. Ordene og latteren. Ikke at hendes udtryk blev mere alvorligt, måske mere undrende over hans overbevisning. Det var et svært forklarligt emne de havde kastet sig ud i, men det var noget af betydning for den askegrå. Alligevel var hendes stemme let, som var det noget meget simpelt og naturligt hun forsøgte at fortælle ham.

”Det er skam ikke en sådan gud, uvejrshingst. Den har ingen vilje, den er i alt. Jeg er født af den, forstår du? Den gav mig livet. Men jeg kan gøre med det, som jeg vil. Dine guder lyder anerledes,”

Det hvide ansigt faldt en anelse på skrå, mens udtrykket blev mere blødt. Det varede dog kun et ganske kort øjeblik, hvor hun var tavs og endnu en gang overvejede hvordan hans verden mon så ud. Var der sådanne guder, som krævede ens sjæl? Hun genkendte ikke hans mistænksomhed i sig selv, men de havde alligevel noget tilfælles. De var en del af denne verden, og der var meget, hun kunne fortælle om den. Snart gnistrede hendes blik igen, hun puffede i en munter bevægelse mulen mod hans skulder og sprang så videre op, nu med blikket mod deres mål. Det var nemlig snart nået, for nu.

”Der er ikke langt igen!”

word count 459

Niall indså, at den askegrå undrede sig mindst lige så meget som han. De var meget forskellige, i deres opvækst og i deres tankegang, i hele deres væremåde. Hun var ikke som nogle, han havde mødt før. Livligheden og det muntre sind kunne han genkende i andre personligheder, men ikke de mange nysgerrige spørgsmål og pludselige indskydelser i øst og vest. Der var mange hopper, der havde kedet ham og mange hopper han havde forladt indenfor de første fem minutter. Men ikke Ariel.

”Det er en skam, cion, du af alle burde have set en løve.”

Han smilede ved tanken. Ligesom han ville hun sikkert ikke frygte dem, han kunne ikke forestille sig det. Han havde mødt løver i junglens dyb og kæmpet mod dem, men de var ikke vokset op i ondskaben som ham selv og i de fleste tilfælde endte de med at vige bort.

”Jeg forstår dig. Og du har ganske ret, mine guder er meget anderledes. De er fængslende og selviske, langt fra viljeløse, som du taler om.”

Han havde ikke forventet, at hun pludselig ville stoppe op, men inden han formåede at regne ud, hvad grunden var, puffede den askegrå hoppe til ham og sprang videre. Der var ingen tvivl om, at hun havde et mål i sigte, men hvad det var, havde hun ikke oplyst ham om. Han stillede ikke spørgsmål, i stedet fulgte han hende videre. Der gik ikke lang tid, før den lodrette bjergskrænt blev udlignet, og han begyndte at øjne noget, der kunne tyde på en dal midt i bjergpasset.

word count 260