The Pure and the Tainted

Den askegrå sjæl vippede et øre bagud i retningen af den bredskuldrede hingst, som havde indvilliget i at følge hende helt herop. Selviske guder? Det lød ikke som guder i hendes ører, men hun tvivlede ikke på hans ord. Hun havde aldrig betvivlet landets ånd, dets væsen, det var en fornemmelse af en tilstedeværelse hun var vokset op med. Den var en del af mysteriet om, hvordan hun kunne have overlevet helt alene, det var hun sikker på. Ariel følte sig mere som en del af sin verden end de fleste andre, hun sank i ét med den og følte ingen adskillelse fra den. Men det var næppe noget, hun havde forsøgt eller haft behov for at sætte ord på, det var noget helt naturligt. Så hans ord forundrede hende kun endnu mere.

Mens hun lyttede til lyden af hans skridt bag sig, lod hun sit stadig begejstrede blik fæste sig ved det der udfoldede sig længere fremme. Hun skulle finde den lille sti hun havde fulgt en enkelt gang før heroppe, for bjergsiden førte op til en af åbningerne til en af de dale, der bølgede i det skjulte mellem de høje tinder. De var langt fra så højt oppe som de kunne komme, men det var alligevel et stykke over den bjergfod de havde forladt. Med et friskt prust anstrengte hun sig yderligere for at tage de sidste meter i nogle tilsyneladende uovervejede, men alligevel smidige spring. Den sorte hale slog iltert bag hende, for da hun standsede op med mulen højt løftet var det synet af træer med spirende knopper som mødte hende. De første tegn på den frodige dal, som ville åbenbare sig om ikke så længe. Hun kastede et blik bagud efter ham, næseborene let udspilede og øjnene en anelse større af glæde.

”Vi har nået dalen, uvejrshingst.”

word count 303

Efterhånden blev Niall klar over, hvad det var den askegrå søgte efter. Hun havde været her før og hun strålede næsten i glæde over, at de nu var så tæt på det mål, hun havde i sigte for dem. Det var ikke naturligt for ham at følge i andres fodspor, men alligevel havde han gået uden beklagelse. De var i områder, han ikke kendte til og han skulle ikke gøre sig selv til grin, hvis Ariel i forvejen vidste, hvor det var bedst at gå hen. Det handlede om, hvordan man udstillede sig selv.

Da hun atter standsede, fik han indhentet hende og stillede sig på hendes ene side, lidt for tæt til det, der var anset som almindelig høflighed. Men han var ikke lige frem høfligheden selv og hun var bedøvende ligeglad, det var faktisk på mange måder en anelse irriterende. Dalen lå skjult, men vidste man, hvad man skulle kigge efter, var den til at ane i form af høje, mørkegrønne trækroner.
Ariel blev ikke stående længe, hun var ivrig efter at nå til dalen og hendes blik forekom ham næsten afventende, da han ikke med det samme satte efter hende. Hans skridt var lidt mere beherskede, men stadig ikke forsigtigheden selv.

”Så det er her, du fører os hen, leon.”

Den enorme, ovale dal var en skarp kontrast til de golde, øde klipper med sin sparsomme beplantning. Her stod træerne tæt klinet op af hinanden, store og flotte grantræer omgivet af højt, frodigt græs. Langt fremme var en stor bjergsø, hvis vandoverflade fik et særligt skær i lyset fra måneskinnet og løb ud i adskillige åer, der strakte sig længere en øjet rakte. Her var smukt, men særligt natten fremkaldte skønheden og henlagde landskabet i en blåsort mystik, som måneskæret og de tusinde af stjerner forstærkede med et køligt, blidt lys.

word count 304

Det var efterhånden længe siden at hun havde gået af denne vej sidst. Bjergpasset var et sted hun kun begav sig hen på særlige dage. Ikke at der behøvede være sket noget bestemt, det var blot en fornemmelse i brystet, en stigende eventyrtrang som gjorde hendes tiltrækning til de høje, imponerende bjergtinder så stor at hun til sidst ikke kunne gøre andet end søge herop. Det måtte være vidunderligt at være en bjerghest og at kunne færdes heroppe uden problemer. Men så igen, Ariel holdt af mange steder og kunne ikke blive på det samme altid. Der var for meget at se og opleve. Alligevel var Enophis’ bjerge noget særligt. Dalen åbenbarede sig i fuld flor for hovene af dem begge, bredte sig ud i et vældigt landskab af grønt. Der var koldt heroppe, men alligevel var det næsten frodigere end bjergfoden havde været. Græsset var allerede spiret, der var ingen sne og ingen is på søen eller de mange åer. Hendes øjne gnistrede ved gensynet med en brændende varme.

Den askegrå fandt dog snart hingstens side igen som var det det mest naturlige i verden. Hun ville hellere end gerne dele oplevelsen med ham og hun lagde på ingen måde skjul på sin begejstring.

”Det er en af bjergpassets mange dale. Enophis er en mystisk ø. Meget smuk,”

Hun brummede mildt, næsten blødt havde det ikke været for hendes iver. Generelt lagde hun ikke skjul på noget som helst, hun havde det med at udtrykke sine følelser på alle mulige måder. Det eneste hun havde gemt væk fra savnet af hendes familie, men også det havde hun accepteret og simpelthen givet slip på. Den askegrå dvælede ikke meget ved fortiden, kun ved minder som betød noget. Minder om sjæle hun havde mødt. Hun vrikkede med de bløde ører, underlaget gik nu en anelse nedad, til de nåede de første græsstrå som erstattede klippebunden. Månen badede det hele i sit blege lys. Duften af harpiks nåede hendes følsomme næseborer.

”Jeg mødte en noget speciel sjæl heroppe engang. Har du været i bjergene før?”

Hun havde haft for travlt med at suge omgivelserne til sig og kastede først nu sit ravfarvede blik på ham. Hun måtte se lille ud ved siden af hans høje skikkelse.

word count 374

Den mahognibrune hingst spidsede ører. Ikke før nu havde han vidst, at øen blev kaldt Enophis, han havde faktisk ikke været sikker på, at det var en ø med dens store størrelse. Men det gav god mening, eftersom hun havde nævnt to andre øer i de timer, de havde tilbragt sammen. Der var meget, der skulle udforskes.
Hans skridt var lange og energiske. På trods af hoppens højde, lod hun ikke til at have problemer med at følge ham. Tværtimod. Dalen virkede uendelig, som den foldede sig ud midt i bjergene, den var dukket op så pludseligt.

Niall bar stadig det leende, drillende udtryk. Hun skulle til at fortælle ham om andre sjæle, hun havde mødt på sin vej, men han lyttede kun halvt, optaget af omgivelserne. Dog blev han atter opmærksom, da hun stillede ham endnu et af sine uendelige spørgsmål.

”Ikke som disse. Men jeg er praktisk talt født under bjergene i underjordiske gange, de har været mit hjem i lange tider.”

Han var blevet født i Cairn, i bjerggangene og dybe grotter. Bjergene var i høj grad en del af ham, men det var ikke ofte, at han havde kæmpet sig op af de stejle bjergsider. Der havde været så meget andet, der havde trukket i ham, så meget andet, han skulle opnå. Men ikke her, nu havde han tid. For nu.
Det ravgyldne blik betragtede ham endnu. Han nærede ikke den vilde nysgerrighed efter at vide, hvilken sjæl hun talte om, men det charmerende smil bredte sig om hans mundvige og han forfalskede sin interesse, som han forfalskede så meget andet. Måske kunne hun endda fange hans oprigtige lyst til at vide det, som hun havde formået at underholde ham indtil nu.

”Hvilken speciel sjæl er det, du taler om, Ariel?”

word count 295

De var snart omgivet af de høje graner. Træerne måtte være gamle, meget ældre end hun selv. Hvor mange kolde vintre havde de mon været vidne til heroppe i stilheden? På trods af at dalen var frodig og så ud til at emme af liv, så var her stille. Mere stille end man ville opleve det i de dybe skove på selv Chibale eller på askeøen, det var en stilhed som hørte bjergene til. Deres skridt og snart hans stemme var det eneste som lod sig høre, alt her var tyst under stjernerne, vinden bevægede sig knap nok. Dalen lå beskyttet af de høje tinder, aflukkede den fra omverdenen. Det var som at ankomme til en helt ny ø når man nåede herop, et helt nyt landskab. Skyggerne var længere inde mellem træerne og udsigten blev mere begrænset, selvom træerne ikke stod så tæt som de kunne have gjort.

”Gange under jorden?”

Hun slog med ravnehalen, hendes blik var hurtigt søgt ud i omgivelserne igen. Dalen betog den unge sjæl. Men hans ord formåede endnu en gang at vække stor undring, hun havde aldrig befundet sig under jorden. Underjordiske grotter. Gravet under bjergene.. Det lød underligt, anerledes, og det gjorde ikke hendes nysgerrighed mindre. Grotter var steder hun søgte hen når vejret blev vildt og uforudsigeligt, når vinden blæste med stor styrke og regnen faldt. Eller under snestorm, hun huskede da hun var stødt på en hel flok af andre tilflugtssøgende sjæle i den samme grotte. Men at leve der, det kunne hun alligevel ikke forestille sig.

”Men der når lyset vel ikke ned?”

Det var lige før hun overhørte hans spørgsmål. Hun forventede på ingen måde at andre var ligeså nysgerrige som hun. Det havde egentlig ikke været hendes mening at uddybe det, hun havde blot delt en indskydelse med ham, et minde som nu brændte klart for hendes øjne under gensynet med dalen.

”En grå hoppe. Hendes øjne var meget mørke, ser du. Fulde af..”

Hun blev tavs og rystede så kort på det delvist hvide hoved, hvorefter hun sendte ham endnu et ærligt, men mere stille smil. Det lød sikkert underligt i hans ører, men det gav god mening i den askegrås.

”Ting jeg ikke forstår mig på.”

word count 371

Den mahognibrune hingsts blik var fæstnet på Ariel i små sekunder, hvor flere tanker gik igennem hans hoved. Han forstod sig ikke på hopper, men han vidste alligevel med sikkerhed, hvordan de var. De var snu som ham selv, forførende som ham selv. Som giftslanger. Der var intet, de ikke var villige til at gøre, for at narre ham, og derfor var det vigtigt at være opmærksom. Hele tiden. Men det var også et interessant spil, for det var sjældent, at det mislykkedes for ham at gennemskue dem. Ingen var en bedre skuespiller eller bedrager end ham selv, han kunne ikke tro det. Alligevel var Ariel bedre, det havde han for længst indset. Der var intet så irriterende, som nogle der gjorde det bedre end ham. Han havde brugt de sidste timer på at finde sandheden, den måde hun forsøgte at lokke ham på, men der var ingen revner i hendes maske.

Den ravnsorte hale smældede gennem luften.

Der var stille omkring dem, i denne fredsfyldte, harmoniske bjergdal. Smuk, men kun under stjerneskæret. På trods af at have vandret en hel dag, kunne Niall ikke være træt nu, når natten hvilede over dem. Det var nu, der skulle ske noget og der skete for lidt. Han havde for meget energi i kroppen, var blevet for hidsig til, at det ikke skulle gå udover noget. Eller nogen. Han brummede indbydende, strøg tættere på den lille, askegrå med det fine, perlehvide hoved som en maske.

”Lyset når ikke ned, a rún, det er så kulsort, at selv dit nattesyn er blindt. Men en grå hoppe som hende, du taler om, kan se. Det er så smukt, smukkere end dalen her, næsten smukkere end du.”

Hans smil var mere indbydende end før, de stormgrå øjne lyste med ny intensitet. Hans udstråling var større, hvis det da var muligt for hingsten at fylde mere med sin tilstedeværelse. Han havde så høje tanker om sig selv. Men hoppen forstod han ikke, hvordan kunne hun undgå hans charme, lade som ingenting? Det gjorde ham så frustreret, så destruktiv. Men han tøjlede sig selv.

”Ariel, hvorfor forlod du din moder?”

Der var opstået et ønske om at såre hende, at få hende til at krakelere, så hun ikke kunne bedrage ham mere. Men hun virkede så lykkelig, så accepterende, han vidste ikke hvordan. Måske var hendes fortid værd at grave i.

word count 394

Ariel lod sine gnistrende øjne glide op mellem trætoppene og op på nattehimlen. Skyer var begyndt at trække sig sammen, havde sneget sig ind over himmelbuen og dækkede for stjernerne. De forhindrede snart månens blege lys at trænge igennem, det hvide ansigt forsvandt simpelthen fra himlen. Et hvidt ansigt. Ligesom hun selv havde. Den askegrå trak en anelse i den ene mundvig i form af et smil. Men det forduftede snart igen, for det var tydeligt hvad der var ved at ske oppe på den mørkeblå himmel. Skyerne var tunge og langsomme, en noget mere hastig brise strøg igennem hendes sorte man. Hun stødte let sin lyse mule mod hans skulder.

”Du har tiltrukket et uvejr,”

Det var venligt ment. Uvejrshingsten havde bragt uvejr med sig, det kom ikke bag på den askegrå på trods af at hun ikke havde forventet andet end klart vejr heroppe. Men det skiftede, meget hurtigt kunne en klar aften blive til en stormfuld og farlig affære. Derfor var her ikke sikkert. Hvor længe der ville gå før regnen faldt var ikke til at sige. Hun vrikkede med ørerne, da hun indså at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål. Ej heller hans fortælling, som dog ikke sagde meget. Det var underligt, hun havde fortalt ham mere om sig selv end han egentlig havde til hende. Det var ikke normalt sådan det var, når Ariel mødte fremmede sjæle.

”Men mørke er blot mangel på lys, uvejrshingst. Er der virkelig så sort?”

Hun virrede på mulen. Endnu en gang. Den askegrå var altid i bevægelse, på den eller den anden måde. Hun så nu endelig op på ham igen, undrende over hvorfor hendes baggrund interesserede ham. Hendes sorte hale smøg sig let om hendes slanke bagpart mens en mild brummen undslap hende, inden hun svarede:

”Af eventyrlyst. Jeg forvildede mig væk og fandt hende sjældent igen. Det var simpelthen min nysgerrighed.”

word count 315

Hans øjne flyttede sig langsomt op på den grånende himmel. Skyerne strakte sig henover hovederne på dem i et tykt, tætpakket bælte over bjergene. Hendes ord fik ham til at smile, ikke specielt oprigtigt, men måske var det ikke så iscenesat, som han forestillede sig det i sit eget hoved. For hendes valg af ord var bestemt ikke uinteressante, det var jo næsten et kompliment hun gav ham. Han udstødte et suk, men ikke opgivende på nogen måde. Frustreret.

”Minsandten, cion. Måske har Andromedas ånd besluttet sig for, at natten ikke er udfordring nok i sig selv.”

Niall lo. Den bizarre tanke, at denne ånd skulle være indblandet, troede han ikke på, for hverken ånder eller guder bestemte noget som helst. Heller ikke Eoth kunne manipulere med vejret, blot udnytte det til sin egen fordel. Men hvorfor verden var, som den var, havde hingsten intet svar på. Han søgte heller ikke efter svaret. At vejret skiftede var en kendsgerning og ikke andet.

Nu vendte han de stormgrå øjne mod hende. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, for hun ville ikke forstå ham, hvis hun ikke så det med egne øjne. Til gengæld havde han ikke ramt et svagt punkt, hun var fuldstændig upåvirket af at snakke om sin fortid. Hun var upåvirket af alt han gjorde. Et nyt suk undslap ham, men smilet spillede stadig om hans læber. Det var næsten komisk, så meget han prøvede at regne hende ud. Hingsten veg ikke væk, da hun puffede til ham, tværtimod. I stedet lænede han sig ind mod hende, hans stemme var lav og brummende.

”Du må have været så alene.”

Den første dråbe af vand faldt på hans ryg. Han mærkede det knapt nok under det mørkebrune pelslag, men så efterfulgte de næste og med ét silede regnen ned. Det var endnu ikke kraftig regn og vinden ruskede ikke for alvor i dem, men han kunne fornemme, at der var voldsommere byger på vej. Det sitrede i luften som en advarende trussel. Men en velkommen trussel. De kunne ikke gøre holdt nu.

word count 342

Vinden tog til, den kildede først hendes glatte skind og blev så vildere, som et hidsigt dyr der blev sluppet løs over den enorme dal. Den hev i trætoppene og fik stammerne omkring dem til at svaje, hendes dybsorte hår dansede. Det var næppe den første storm hun havde oplevet, den askegrå havde klaret sig igennem meget på egen hånd. Her herskede alle slags vejr, brølende storme af sne og is og hedebølger. Og hun blev lige elektrisk af det alt sammen, der fandtes ikke dårligt vejr i Ariels øjne. Alle naturfænomener var betagende, det var som om de talte til den ild som brændte i hendes indre. Verden var forundelig i alle afskygninger. Så det var ikke af frygt at hun indså, de måske burde søge læ, det var praktisk viden. Hvor slemt det blev var ikke til at sige endnu, men storm lå helt bestemt i luften. Hun vrikkede på ørerne, hendes skridt var lette og trippende på de slanke ben. Nialls stemme rev igen hendes opmærksomhed tilbage til den høje hingst som havde valgt at gøre hende selskab.

”Vejret danser næppe for vores skyld. Men måske,”

Hun slog en let og ubekymret latter op i kontrast til hans dybere, muntert. Det var en underlig teori han kom med, han anså også uvejret for værende en udfordring. Måske var alt en udfordring i hans øjne, også denne tur? Hun virrede på den følsomme mule endnu en gang. Det var en fremmed måde at se på livet på, men interessant. Den askegrå flød blot med strømmen af sit eget liv, ubevidst om de udfordringer hun egentlig tog op. Der var ikke noget hun ønskede at overvinde. Ikke endnu.

”Selvfølgelig. Men vi er mange her.”

Hun blev en anelse forvirret da hans stemme skiftede tone. Og som sådan også af det han sagde, som om det at være alene var noget negativt. Underligt. Hun lagde heller ikke skjul på sin undring, selvom hun havde været alene så var hun aldrig ensom. Der var jo så meget at se og finde, masser af timer kunne bruges på at undersøge blot et enkelt sted. Og hun var hjemme her. Overalt.

Da han lænede sig mod hende trippede hun et skridt sidelæns i modsat retning for at undgå sammenstød. Men hun smilede, hendes trin blev mere iltre og hun havde egentlig tankerne andetsteds. Nemlig ved uvejret som hun vidste de burde søge læ fra, og hun vidste allerede hvor. Der var flere grotter at finde her, men der var et godt stykke hen til de nærmeste. De ville blive våde, dråberne faldt allerede og silede snart ned. Det kvalte al anden lyd, regnen trommede mod den bløde bund, forsvandt ned i hendes man og løb nedover det askegrå skind. Med et elektrisk prust kun for hans ører sprang hun frem i fart.

word count 469

Niall trippede gennem bjergdalen. Underlaget var blødt og eftergivende, når han trådte henover det efterhånden våde græs. Vandet drev allerede af deres man og deres pels. Han kastede med hovedet, så små perler af vand stod fra ham, men de ramte ikke Ariel. Hun var trådt væk, da han gik tættere på. Smilet blev større.
Det havde han ikke regnet med og han vidste ikke, hvad han skulle læse i det. Var hun blevet utilpas eller påvirket af ham? Men når han betragtede hende, lod det ikke til at være tilfældet. Halen piskede gennem luften, flere vanddråber faldt tungt til jorden, imens hans irritation voksede. Af alle hopper i alle verdener havde han ikke mødt et tilfælde som hende. Men Eoth var stadig med ham, de vise ord stod indprentet i hans hoved. Om hopper og deres bedrag.

Stol ikke på dem. Overgiv dig ikke.

Himlen var dækket af sorte, tunge skyer. Uvejret tog til i styrken, men han frygtede det ikke. Han frygtede ikke vinden, der ville vælte ham omkuld eller den trommende regn mod hans skind. Heller ej de stejle, glatte klippeskrænter. Hans øjne var stålsatte, smilet var insisterende. Han ville kaste sig ud i det, og hoppen skulle med ham. Der var noget ved hendes selskab, han endnu ikke var klar til at opgive, selvom det ikke var let at forklare. Der var noget, han manglede at finde ud af.
Netop som et hylende vindstød ramte dem, satte den askegrå farten op, og han var ikke sen til at følge hende. Det var ikke risikabelt på det nogenlunde jævne plan, som bjergdalen gav dem.

"Ikke for vores skyld? Selvfølgelig danser uvejret for os, hvem ellers?”

Noget i hans stemme afslørede, hvor overbevist han var, hans egoisme kendte ingen grænser. Det var ikke meget, der ikke var til for hans fornøjelse eller for hans skyld i det hele taget. Han nåede op på hendes side, atter strejfede han hende i et splitsekund og nappede ud efter hende. Så trak han sig og vrinskede kort mod den mørke himmel. Eventyret var lige begyndt, hans krop var sprængfyldt af energi. Af irritation, af vrede. Af spænding.


“Hvor fører du os hen, Ariel?”

Han spurgte om hendes mål, men han havde et andet i sigte. De skulle favne uvejret, ikke gemme sig fra det. Først nu blev det spændende, han havde ventet så længe på noget som dette. Siden Cairn, hans elskede hjemland.

word count 402

Han mystificerede hende midt i uvejret, midt i omgivelser som ellers optog hende mere end noget andet. Hans tonefald, hans syn på verden, hun havde ingen idé om hvad som foregik inden i ham, selvom noget sagde hende at det nok var noget mindst ligeså vildt som det uvejr der nu buldrede over dem og dalen. Hun fik næsten lyst til at grine igen, så underligt var det hele, hun havde lyst til at suge alt ud af ham, men hendes afbalancerede natur fik hende alligevel til blot at observere. Og lytte. Og undre sig i stilhed. Indtil det blev for meget, hvis det altså gjorde, indtil nysgerrigheden vandt, og hvad ville der så ske? Hun havde mødt så mange sjæle, men der var stadig så meget hun ikke vidste. Selvom hun sugede til sig, selvom hun vidste mere end man skulle tro, for de gyldne øjne fangede mere end hvad det milde blik viste. På samme tid var hun alligevel så håbløst ærlig. Den askegrå brummede i sin lyse tone og pustede ud og gav så slip. Hun ville blot danse med ham på deres tur, hun besluttede sig for at hun godt kunne lide, at han var et mysterium. At andre var mysterier som hun nok ikke ville løse her og nu.

Så hun slog kort med sin sorte hale da han nappede ud efter hende og dansede sidelæns midt i ridtet, hun fnøs muntert af hans forsøg og vippede med ørerne ved følelsen af regnen der silede ned nu.

”For træerne og græsset.. og livet, du ved!”

Hun måtte hæve sin karakteristiske stemme for at blive hørt nu, vinden var vild og regnen lod ikke megen lyd trænge igennem. Så hun holdt sig på hans side, ellers ville de hurtigt miste syne af hinanden, hun måtte bevæge sig mere da hun var det stykke mindre. Men det gjorde hende intet, frigjort energi strømmede igennem den askegrå og der var mere end nok af den. Hun fornemmede hurtigt hans ilterhed. Vand løb ned over hendes lyse mule, det kildede.

”Mod grotterne. Du har måske andet i tankerne?”

Hun kastede et hurtigt blik op på ham, energisk, stadig nysgerrigt. Siden uvejret var en udfordring for ham, så ville han måske ikke søge læ? Men hvad så? Torden lå i luften. Ville han danse i tordenvejr? Det ville ikke være første gang for den grå.

word count 395

Niall vidste det ikke og han gav hende heller ej ret. At vejret dansede for naturen? Der var ikke noget, han kunne nikke genkendende til i det hun sagde. Men han undlod at nævne det, for der var ingen grund til at diskutere det yderligere. Når han nu var klar over, hvad der var rigtigt.
Som de begge forventede, var tordenvejret på sin vej og det lod nok ikke vente længe på sig. Hans fascination af uvejret var stor, han holdt af uvisheden og faren ved det hele. Af den voldsomme regn, der skyllede nedover dem. Der slørede deres syn og gjorde deres vandring sværere.

”Mod grotterne?”

Niall var født i underjordiske grotter, dybe og dystre. Det var bestemt et mål, han kunne følge ligesom hun. Hans blik hang oppe ved himlen, for det buldrende tordenvejr var nu over dem. Advarsler i form af tordenbrag, og måske endda de korte glimt af lys, der flængede gennem luften og klarede den mørke himmel op i få sekunder. Han tvivlede på, Ariel kunne se det igennem regnens slør, men de glimtende øjne blev mørkere. Vildere. Måske var det den eneste form for lys, han satte pris på.

”Nu er de i mine tanker. Men først senere, min skat, for uvejret har ikke nået sit højeste. Vi skal op på klippesiderne, hvor det for alvor kan række ud efter os.”

Hans blik søgte en udgang fra denne enorme dal, de syntes at kunne følge i halvdelen af en evighed. Men faktisk ventede han på, at hun skulle lede dem videre, hvor han ville hen. Han havde endnu ikke haft grund til at tvivle på hendes evner som stifinder.

word count 275

Det ville blive isnende koldt så snart de holdt op med at bevæge sig. Men hun fornemmede tydeligt at det næppe var hvad han havde på sinde, hingsten så ud til at suge energi ud af uvejret selv og tilføje det til sin egen. Et kort sekund så hun undrende på ham, endnu en gang ud af mange, men mere tid havde hun ikke. Torden lå i luften, hun forestillede sig at det allerede måtte glimtre bag de mørke, tunge skyer som var buldret frem over dalen på ingen tid. Det var underligt at der pludselig var uvejr, der havde været klar himmel ved bjergfoden. Men sådan var landet, det ændrede sig hele tiden, man skulle ikke gå længe før man stod i et helt nyt landskab. Hendes bløde ører var lagt en smule tilbage for at regnen ikke skulle trænge ind. Det ville kilde helt forfærdeligt.

Han ville op på bjergsiden af dalen. Risikabelt under et uvejr. Men hun var nysgerrig efter at vide hvad han egentlig ville, hvorfor han ville derop, om han virkelig mente at stormen var en sådan udfordring. Og hun kendte dalen. Hun havde kun vejret her en enkelt gang før, men hendes opmærksomhed havde fanget meget. Hun svarede ham ikke, stormen hylede nu og ord var overflødige. I stedet gled hun fra en dansende trav til galop og skiftede skrånende retning. Der var ingen tvivl om at han ville være lige i hælene af hende, så hun satte ikke farten ned. Træerne gyngede omkring hende, grenene svajede og klagede mens regnen silede og vinden lo. I den ny retning var hun ikke længere på vej dybere ind i dalen, men mod foden af bjergskråningen som fortsatte opad. Bjergpasset var enormt og dalen var kun en lille del af en større helhed. Af en hel verden heroppe, luften kunne blive meget tyndere endnu. Snart blev træerne mere spredte, de ville snart kun blive til ganske få og så ville det gå opad.

word count 327

Samtalen døde ud i mellem dem, for stormen var en væsentlig hindring. Ordene ville drukne i den hylende vind så snart de blev sagt. Men det var heller ikke det der optog dem lige nu, for hun havde allerede ændret kursen, nøjagtigt som han havde forventet det.
De mahognibrune ører rettede sig fremefter da Ariel sprang frem i galop. Hoppen spildte ikke tiden, det måtte han værdsætte hos hende. I et kort øjeblik stod han musestille, og derefter fulgte han trop, så han igen kom op på siden af hende.
Hans hove stemte mod den våde, græsgrønne jord der dæmpede hans skridt. Men regnen var allerede overdøvende, var alt han hørte. Det stormfulde uvejr.

Med ét mærkede han stigningen under sig, og få meter efter gik det for alvor opad. Det var umuligt at galopere her, ikke med den bidende vind der kastede sig mod dem fra alle sider. Dalen havde været et hul i bjergene, et sted med læ langs de høje bjergsider. Her var der ingen beskyttelse.
Et lyn slog ned et sted langt bag dem og lyste alt op. Hans øjne var fæstnet på Ariels snehvide hoved for at aflæse en reaktion. Hun var frygtløs, sammen med ham vovede hun sig ud, hvor de ikke kunne bunde. Måske havde hun gjort det selv samme hvis han ikke havde været her. Ved Eoth havde han selv gjort det.

For nu var han tilfreds i denne verden Andromeda. Det var ikke som junglen hvor uvisheden lå overalt omkring ham, hvor hvert blad han fejede til side viste noget nyt. Men bjergene tiltalte ham, udfordrede ham på nye måder. Han kastede hovedet tilbage og lo op mod den dybmørke himmel over sig. Hans skridt var mere anstrengte, det var ikke til at danse med uvejret op af klippesiderne, men endnu ikke kunne man se hans besvær. Hingsten var stolt som altid, selvsikker som altid.

word count 314

Vinden var af en helt anden karakter heroppe. Den slog mod hendes slanke krop og tvang hende ned i fart, hun adlød uden tøven. Den askegrå kæmpede ikke mod vejret, hun følte sig som en del af det, hun kastede sig enten midt ud i det eller så til med forundring og store ravgyldne øjne på afstand. Så hun dansede altså efter det, vinden fortalte hende at det var usikkert at bevæge sig herop, men den kildede også og skubbede hende videre. De ville hurtigt blive kolde, for selvom regnen ikke silede så voldsomt her, så sørgede vinden for at den ville trænge igennem hendes glatte pels. Men så var der energien at trække på, hun følte sig på ingen måde kold, det var hun alt for vågen og elektrisk til.

Det gik stejlt opad nu, hun vidste at gik de længe nok ville skråningen føre til en endnu mere højtliggende, mere gold dal, men der var langt. Meget langt i uvejr. Hun standsede pludselig op da hun hørte braget, da et lyn flåede himlen fra hinanden et øjeblik og slog ned i dalen. De store øjne fulgte næsten intenst med, det hele vækkede minder i den grå. Fik det til at pulsere i en blød, flammende strøm igennem hende. Hun var oplivet og alligevel fattet på samme tid, en underlig blanding, men situationen var generelt underlig. Hun havde som sådan aldrig bevæget sig steder hen med andre før, hvert andet øjeblik var hun lige ved at glemme, at han var med. Men han ragede højt op på skråningen, stor og bredskuldret, det var svært at undgå at lægge mærke til ham selv i uvejret. Hun kunne knap nok høre hans latter selvom hun spidsede ørerne, hun havde sat i bevægelse igen. De lyse hove blev omhyggeligt placeret. Tordenvejret bekymrede hende ikke, slog det ned så slog det ned. Hendes øjne gnistrede, hun bemærkede knap nok at afstanden mellem dem var blevet en anelse større. Det var ikke let at bevæge sig her. Men ikke umuligt. Hun slog skarpt med ravnehalen og satte så i et spring over et klippestykke, som så usikkert ud at krydse. Luften skubbede, men hun landede alligevel længere oppe, med udspilede næseborer. De måtte op til den næste dal, det var målet.

word count 377