The Pure and the Tainted

{Jah.. Ved sgu ikke lige hvad der gik galt XD 900 wordzzz for ya}

Et lyn flængede luften et sted uden for grotten. Ikke langt borte, men ganske tæt på, og braget sitrede i luften et øjeblik. Alligevel så hun kun den høje og mørkebrune, han stod svajede i halvmørket og så på hende med øjne hun havde svært ved at forstå. De levede i sandhed op til deres navn nu, hun var stadig blæst væk af alt det der så ud til at slumre i ham lige nu, det var ved at vågne. Hun overvejede hvad som havde sat det i gang, om det virkelig var hende, selvom hun på ingen måde følte at hun havde en indvirkning på ham. Hun så ham som noget vildt og ustyrligt, hun ønskede at hjælpe ham men havde ingen chance for at påvirke ham. Det stak hende at hun burde have fortalt ham mere om det land han var dukket op i, om hestene her, måske ville han så have set anerledes på hende nu. Den askegrå flyttede på ørerne. Hun var ikke vant til at tænke over noget af alt det her, til at få så kraftig en reaktion fra en anden skabning. Han krævede at hun forklarede sig, at hun reagerede, det kunne hun mærke, men der voksede ingen modreaktion i den grå. Hun overvejede end ikke øjeblik at han måske ikke helt var til at regne med, hans mistænksomhed gik lige forbi hende og forsvandt ud i uvejret.

De gnistrende, ravgyldne øjne fulgte ham et øjeblik da han satte sig i bevægelse om hende. Heller ikke det vakte nogen uro. Hun var mere opmærksom på at han trampede rundt på et ben der ikke havde den mindste smule godt af det lige nu, mens stilheden trak ud. Han forstod ikke hvad hun mente. Deres virkeligheder var skam stadig vidt forskellige, det var ikke deres verdener hun talte om. Det var øjnene der så, hvor han så skygger så hun kun lys. Men Ariel så fortsat tavst på ham og gav slip, hun forklarede ham ikke noget og ventede kun på det hun kunne se var på vej. Hun kastede ikke blikket over skulderen da han nåede hendes bagpart og standsede op dér, i stedet så hun nu ud på uvejret og regnen som silede ned mens hans stemme endelig trængte igennem igen. Mørk og underlig. Nu spørgende. Noget til gengæld? For hjælp? Hun havde svært ved at se hvordan det overhovedet hang sammen, hjælp var noget naturligt, det var en følelse som greb én i øjeblikket. Og så troede han stadig ikke på hendes ord. Hun vidste ikke hvad som forbavsede hende mest. Det slog hende endelig hvor svært det ville blive at hjælpe ham med hans manglende tillid til hende, hun kunne næppe nærme sig ham selvom han dansede rundt om hende.

Der gik kun et kort øjeblik, så lod hun de slanke ben give efter under sig og lagde sig simpelthen ned hvor hun stod, stadig med uvejrshingsten bag sig. Hun havde trukket forbenene op under sin spinkle bringe og kastede nu sit blik over skulderen, op på ham, han var endnu højere hernede fra. Hendes glatte pels var stadig våd og hun var lettere udmattet, stadig energisk af sind men lemmerne trængte hvile. Og modsat ham så nærede hun ingen mistillid. Hendes stemme var ikke tilsvarende høj da hun svarede, den emmede blot af alle de fornemmelser som gik igennem hende, alt det han havde sat i gang.

”Jeg forstår mig ikke på løgne, uvejrshingst, hvis jeg ikke talte sandheden..”

Hun så tænksomt på ham, ikke ramt af hans grad af alvor selvom han lige havde beskyldt hende for at lyve. Hun fokuserede mere på hans synspunkt, på hans fremmede opfattelse af verden som mystificerede hende.

”Hvad er så meningen? Er det virkelig sådan i dit land?”

Det var nok ikke hvad han ønskede at høre, men hun kunne ikke give ham hvad han bad om. Så ville hun tale usandt hvis hun sagde ja, hvis hun gav ham det han søgte, en form for tilståelse. Hun gjorde sit bedste. Hun prøvede virkelig at forstå, men hun forstod også sine begrænsninger og accepterede dem. Han smilede men det nåede ikke øjnene. Hun ville gerne se mere end det, indså hun.

”Jeg må indrømme,”

Nu kom det. Ikke en tilståelse, ikke den han ville have som hun ikke kunne give ham og ikke ønskede at give ham, men en form for forklaring. Hvad hun havde ønsket at få ud af hans selskab. Det var måske selvisk, hun havde i hvert fald aldrig åbnet munden før og sagt det ligeud, men hun havde nu som sagt aldrig før stået i en sådan situation. Og absurd nok så valgte hun at åbne sig for ham.

”Du er et mysterie for mig. Hvad end der er inden i dig så skjuler du det godt, og jeg må indrømme, jeg ønskede at se det, at løse dit mysterie, men jeg ser at det var et naivt ønske.”

Den askegrå så tavst op på ham inden hun smilede, det var mindre end før men det var der, ubevidst. Øjnene gnistrede stadig, de var ærlige men stædige på trods af ordene. Hun havde ingen idé om hvordan han ville opfatte det, om han overhovedet ville forstå hende, men nu var det altså ude i luften og han kunne gribe det eller lade være. Hun forsøgte blot at være ærlig, hvis nogen skabning nogensinde kunne blive mere ærlig end den natur som strømmede igennem den grå.

word count 908

”Meningen med sandheden er at det altid er løgnene der står alene tilbage. Sådan er det.”

Niall havde sagt ordene før han havde gennemtænkt dem. For ham var der så mange principper og selvfølger, så det kom helt af sig selv. Han havde sit helt eget forskruede verdensbillede der var næsten umuligt at ændre. For ham gav det mening – det var alt han havde udlevet i sine leveår.

Men han blev langsomt mere og mere overbevist om sandheden i hoppens ord på trods af at fornuften benægtede det. Benægtede og betvivlede, fornuften lod som altid mistilliden finde rod og spire. For hvis hun virkelig var ærligheden selv, var der mange ting der ikke længere kunne finde sin mening i hans hoved. Hans virkelighed var ikke sort på hvid, den var blot kulsort. Hoppen var for ren og lys til at han kunne tro det, selv når hun ikke havde bevist andet overfor ham. Og selv ikke nu nærede hun nogen mistillid til ham med hans vrede og beskyldninger. På trods af at han stod bag hende, vendte hun end ikke hovedet, hun lagde sig blot ned. Han var grundforvirret. Over hendes handlinger, over hendes ord.

Han fortsatte rundt i sine cirkler omkring hende, stadig frygtelig rastløs. Men man kunne næsten ikke bebrejde ham det. Han var sjældent skadet og sjældent spærret inde i grotter under et uvejr. Tværtimod, han plejede at opsøge torden og regn, som de havde gjort. Og så var han blevet såret, hans stolthed havde lidt et alvorligt knæk. End ikke det havde hun kommenteret på, hun havde ikke hånet ham som han ville have gjort mod hende.
Han spidsede sine ører ved hendes dæmpede stemme, netop som hun forærede ham et brudstykke af sine tanker. Det fik ham atter til at standse op og fange de gnistrende, ravgyldne øjne, der stædigt fulgte ham. Hans egne var mørke i det manglende lys, men de gnistrede med samme intensitet. Blot ikke stædigt, men vredt og forvirret. Var det hvad hun havde prøvet? At gennemskue ham, at regne ham ud, som han så ihærdigt havde prøvet det samme ved hende?

”Du er dumdristig og modig. Frygtløs endda. Du er en naiv sjæl med naive ønsker, Ariel.”

Det lød umiddelbart som en fornærmelse, men på mange måder fik han det ikke til at lyde som sådan. Det var blot noget han kunne konstatere, noget han i det mindste havde indset hos hende. Han brød sine cirkler og trådte nærmere hos hende, så tæt på at han nærmest stod lige over hende og kiggede ned. Hans ansigtsudtryk var et af dyb koncentration.
Han var så småt begyndt at indse at udsigterne til at komme væk herfra ikke var for gode lige foreløbig. Men nu var han for alvor blevet interesseret i den askegrå, vreden var ikke så markant som før. Han tænkte klarere.

”Hvad end du forsøger at løse, så er der meget jeg er villig til at fortælle. Og meget du ikke vil forstå.”

Lige så vel som der var meget han ikke ville forstå. Men selvfølgelig sagde hingsten med sit evige, enorme ego ikke den slags højt. Hans ansigtsudtryk ændrede sig atter. Nu betragtede han hende mere indgående, kalkulerende. Han overvejede hvordan han kunne teste hendes ærlighed.

”Fortæl mig noget, du aldrig nogensinde har sagt til nogen anden.”



                                                Word count: 549

Hun betragtede ham endnu, flyttede på sine bløde ører da hans stemme flød gennem halvmørket. Hans ordsprog forekom hende ulogisk, omvendt, men hun lyttede og tog som altid alt ved sit selskab til sig. Igen overvejede hun hvilket liv han mon havde måtte opgive, hvilke spor der havde sat en sådan tankegang i ham. Ikke at hun fandt den mere forkert end sin egen, blot anerledes og forvirrende. En snoet sti lagt i skygger, det var hvad der faldt hende ind når hun lyttede til ham, stadig overrasket over hans pludselige skift af humør i sit stille sind. Hun havde aldrig oplevet nogen vende sig direkte mod hende på den måde, og alligevel så rørte det hende ikke, ikke på den måde man skulle forvente. Han var såret og forvirret, mere forvirret end hun, men om hun virkelig var grunden havde hun svært ved at tro og forstå. Hun kunne umuligt have så stor en indvirkning på ham.

Den askegrå virrede let på mulen da han begyndte at cirkle om hende igen og kastede endnu en gang blikket på hans flænge, idet han passerede hendes front. Hvordan skulle hun få ham til at hvile sig? Hun mærkede skam tydeligt hans rastløshed, der var så meget at læse hos ham, men signalerne stred imod hvad hun var vant til at opleve. På en uforklarlig måde følte hun alligevel at hun fik mere at se af ham nu end før, da han stadig smilede og lo. De ravfarvede øjne søgte op mod ansigtet med snippen da han endelig stod stille igen, nu med endnu mindre afstand til hende end før. Hans højde var pludselig endnu mere slående. Et mildt smil fandt vej, næsten usynligt, han måtte være næsten ligeså høj som hendes fader, men ikke helt.

Hans ord afbrød dog hurtigt hendes tanker, det gav hende en sær følelse at høre ham beskrive hende, sådan som hun måtte se ud i de stormgrå øjne. De fleste så et naivt væsen i hende, det gav hun knap nogen større betydning, men modig var alligevel ikke et ord hun havde hørt nogen sætte på hende før. Og alligevel så var det anden gang han sagde det, som en konstatering ligesom hun havde konstateret ham til at være et mysterium, måske forsøgte han at se ind i hende ligeså meget som hun forsøgte at se ind i ham? Selvom hun var en åben bog, selvom ingen følelser undslap hendes ansigtsudtryk, øjnene? Det måtte være mistilliden, da han var allermest vred havde hans blik nærmest forsøgt at se ind i hende, krævende svar, svar hun ikke havde. De skygger han ledte efter var der ikke.

Men hans vrede var pludselig blevet mindre. Ariel lagde sit hvide ansigt på skrå ved hans sidste ord. Igen noget helt nyt. Først var hun tavs et øjeblik, overvejende om hun mon kunne få ham til at lægge sig hvilket var det vigtigste lige nu, hun kunne altid hive mere ud af ham. Eller forsøge. Men hans blik sagde hende at det nok ikke var en mulighed før han havde fået svar, hvilket undrede hende. Hun blev helt forvirret af hvor optaget han var af hende, den intense opmærksomhed, men sørgede hurtigt for at klare sine tanker igen.

”Du er den første der virkelig tror at jeg vil dem noget ondt,”

Hun brummede venligt, nærmest muntert, hvilket nogenlunde viste hvor let hun tog på situationen selvom han mystificerede hende og hvor hurtigt hun havde accepteret hans syn på hende. Men hun vidste skam godt at det ikke var det, han ville have ud af hende, så hun fortsatte efter en kort pause, øjnene pludselig tænksomme:

”I starten brød jeg mig ikke om mine øjne. Jeg husker da Ava, min mor, når hun så ind i dem så ændrede hendes blå sig, der gik en skygge over dem. Så jeg troede at der var noget galt med mine, jeg forelskede mig i alle himmelblå øjne, indtil jeg fandt ud af hvor meget mine egne kunne se. Så bekymrede mit ansigt mig ikke mere.”

Hun mødte hans blik i søgen på hans reaktion, men var knap til stede. Det var ikke nogen anstrengelse for hende at fortælle, der var ingen eftersmag af det der havde været, et smil gled i stedet snart over hendes mund. Blødt. Hun var ikke en sjæl der holdt fast på fortiden, hun gav slip på den. Så hun gav pludselig et lyst prust fra sig.

”Vil du lægge dig ned nu?”

word count 743

Den askegrå hoppe lod til at stole blindt på ham. I hvert fald havde hun lagt sig ned, som var hun sikker på at han ikke ville gøre hende noget ondt. Han kunne forestille sig at se Ariel i hvile værende et sjældent syn – ligesom ham var hun nok altid i bevægelse på en eller anden måde. Og det var hun da også nu med sin fulde opmærksomhed rettet imod ham og hovedet med den hvide blis tippet let på skrå. De var hinandens studier, væsener fra to fremmede planeter, der ikke talte det samme sprog. Han havde aldrig troet der skulle være noget andet end hans rige. I hele hans liv havde det været det eneste rigtige indtil han dukkede op i Andromeda.

Uden overraskelse var det usædvanlige historier Ariel kunne fortælle ham. Han kendte ingen anden der lagde så meget vægt på øjenfarve, så meget at de helt var kommet til at hade deres egen. Nu bemærkede han den dybe, ravfarvede glød de livlige, muntre øjne havde. Han havde ikke set øjne som hendes før, aldrig for alvor bemærket øjenfarver. I Cairn var næsten alle øjne nuancer af sort, og hvis ikke, så blev de det hurtigt.

Han studsede lidt over hvad hans plan med hendes selskab var. Oprindeligt skulle hun hjælpe ham med at finde mørket, men han var ikke længere sikker på at hun kendte til dets eksistens. Havde hun overhovedet truffet mørket og skyggesiden før hun havde stødt på ham? Men i dette øjeblik handlede det ikke om at udnytte hende, for hun havde vist sig at være langt mere interessant at lære at kende. Han havde fået lyst til at vide mere. Og på trods af at han stadig lod sig forvirre af hendes adfærd, var den mahognibrune hingst ikke bange for at tage hvad han ville have.

”Nej,” sagde han ganske enkelt.

Specielt ikke når hun bad ham sådan. Måske var hun bekymret for hans velbefindende, men det var han på ingen måde. Hans ben var ham en unødvendig hindring og han nægtede at tage hensyn til sine svagheder. Måske hvis hun ikke havde været her, og hvis hun ikke havde set hans fald kunne han have overvejet det. Tanken kunne stadig give ham jag af vrede og skamfølelse, der spredte sig til hele kroppen, til han sitrede svagt. Til gengæld vandrede han ikke længere, han blev stående lige over hende uden at flytte sit blik.

”Jeg vil vide mere.”

word count 407

Lyden af torden var efterhånden hørt op. Der kom ikke flere brag udefra selvom regnen stadig stod ned i stænger og gjorde det umuligt at se længere ud end et par meter fra grottens åbning. Uvejr varede sjældent længe, det havde hun erfaret i sin tid her, men der kunne selvfølgelig være undtagelser. Der havde været enkle storme som havde varet ved i timer. Den askegrå virrede svagt på sin lyse, følsomme mule. Der ville ikke gå forfærdeligt længe nu før denne var forbi, det var hun sikker på, men det betød ikke at de kunne forlade grotten lige foreløbig. Hendes blik der var faldet i staver over regnen uden for blev nu igen opmærksomme på skabningen som stadig stod over hende. Underligt. Uden videre overvejelse nappede hun ud efter mulen med snippen da han afviste hendes opfordring, venligt. Hun nåede ham dog aldrig helt.

Det var altså udelukket. Men idet mindste stod han stille. Hun havde egentlig aldrig oplevet at hendes selskab var blevet skadet, det var en fremmed situation som alle situationer med ham lod til at være. Men hun blev aldrig utilpas, aldrig rigtig, det lå simpelthen ikke i hende. Ikke engang under hans overraskende vrede. Den grå spidsede yderligere ørerne da han svarede på hendes fortælling. Kort. Pludselig var han ikke fuld af ord mere, det var som om noget var gået af ham og hun kunne kun se forvirret til og undre sig over hvorfor. Skaden var den grund som gav mest mening. Tanken fik hende til igen at se op i det mahognibrune ansigt og smile. Ikke noget stort smil, men det var varmt. Hendes selskab havde ikke været helt heldigt for ham. Faktisk stik modsat. Hun kunne bare håbe på at få muligheden for at rette op på det igen. Hvis hun stødte på ham en anden gang.

”Det er din tur, uvejrshingst.”

word count 310

"Min tur?"

Den mahognibrune startede sin vandring atter en gang. Der var ting, han ikke var god til at håndtere. Ikke at få gennemtrumfet sin vilje var en af dem. Men han havde heller ikke lysten til at insistere, ikke nu.
Hun var frimodig på en måde han aldrig havde oplevet, det måtte han give hende. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft den tanke, alt for tit handlede alting om hans eget ego, hans egne handlinger.

I et stykke tid kastede han ikke sit blik i hendes retning, han fulgte grottens mange mørke afskygninger uden rigtigt at se dem. Tilbage på Cairn ville alarmklokkerne begynde at kime for hans ører, Eros ville tale til ham, bí cúramach, om at tage sig i agt. Men dette var ikke skyggernes land, det var Andromeda, så fremmed at natten var det eneste mørke, han havde fundet indtil nu.

Måske var det derfor han følte sig så svag? Og hoppen foran ham var ingen hjælp, det lyse og rene sind var en så skarp kontrast til hans eget fordærvede, at han ikke vidste, hvordan han skulle gribe situationen an. Andet end at vente og følge med strømmen, endnu to ting han ikke var gode til at håndtere.

Med ét standsede han, og nu stirrede han på den askegrå igen, stift og tomt uden egentlig at se hende fra den anden ende af grotten. Han stod med ryggen til åbningen, men fra dette sted kunne han mærke den kolde blæst mod sit skind, og duften af regnvåde klipper fik hans næsebor til at sitre svagt. Så virrede han på det mørkebrune hoved med den hvide snip og det fraværende slør i de stormgrå øjne forsvandt. Et smil prydede hans læber for første gang længe, og det lovede ikke andet end da hun først havde mødt ham. Nok havde hun set hans sande jeg, men forandret var han ikke. Det insisterede han i hvert fald på. Og hvis ikke hun ønskede at tale om sig selv, kunne han fortælle hende noget. Det skulle blive morsomt at se hendes reaktion, måske kunne mørket endelig svøbe sig om hende, hvor det før prellede af.

"Nuvel. Hvad vil du vide, arun?”

word count 367

[/center]

De gyldne øjne fulgte den mahognibrune skikkelse. De gnistrede i det halvmørke som uvejret og grotten skabte, men ikke en muskel rørte sig i hendes krop. Hun var fuldstændig uberørt af hans humørsvingninger, også da han atter gav sig til at vandre. Det var tydeligt hvordan stemningen omkring ham igen var ændret. Det vakte den askegrås nysgerrighed, de hvide, følsomme næseborer virrede ligefrem en anelse inden hun slap en lys brummen fra sig. Han var forvirret. Skadet. Fremmed. Alle dem hun havde mødt, alle de sjæle som var dukket op i landet kort tid forinden var hurtigt faldet til. Nærmest på helt naturlig vis. Som om de var blevet udvalgt til netop dette land. Hun flyttede på ørerne ved lyden af hans skridt om stengulvet. Måske var de udvalgt. Af den ånd hun mærkede overalt? Tankefuldt, men alligevel vågent studerede hun ham. Så hvorfor ham, når han tydeligvis var så anerledes fra alt her?

Måske var det netop grunden.

Ariel løftede sin hvide mule en anelse da han til sidst standsede op. Og smilede. Det var lige før hun begyndte at le, men hendes nysgerrighed havde allerede fængslet hende endnu en gang. Hun drejede de bløde ører frem i hans retning, mod udgangen hvor stormen hærgede, og lyttede til hans ord. Der gik et øjeblik hvor hun forblev tavs. Hun overvejede. Imens så hun fraværende ind i det stormgrå blik der hvilede på hende. Der var mange ting – hun havde aldrig før følt at nogen var helt fremmed for hende, at hun på ingen måde kunne se deres verden for sig. Men han var et helt univers for sig selv. Et univers som hun efterhånden forstod havde mange lange skygger, men det rørte ikke den askegrå. Hendes lyse stemme stod i kontrast til hans.

”Vil du hellere tilbage til din verden?”

Hun så fortsat undersøgende på ham. Afventende.

word count 310

Hans blik hengav sig til gamle minder om en verden så fjern fra denne. Minder der stod skarpe i hans bevidsthed, blev levende for de stormgrå øjne. Og han forestillede sig at han havde et valg. Et valg om at vende tilbage til et sted der var ubetinget hans, hvor han herskede og rådede og forstod hvordan alting hang sammen. Savnet var stort, det mærkede han mere end noget andet. Men i sin tavshed overvejede han spørgsmålet. Selvom et ja lå lige på tungespidsen, var der noget, der standsede ham.
Nej var svaret. Eoths stemme gav ekko i hans hoved. Han vidste at noget ventede på ham her. Han var stadig Den Udvalgte, selv her i denne fremmed verden, hvor Eoth havde givet ham en opgave. Men han vidste også at ingen skulle vide, at han var den udvalgte. Derfor måtte han give hende en anden grund, for hvis der var noget han havde lært af hendes nysgerrige sind, så var det at enstavelsesord ikke var et tilfredsstillende svar for hende.

Langsomt virrede han på det mahognibrune hoved og hans blik fæstnede sig atter på de ravgyldne øjne, så fulde af liv og lys. Smilet spillede stadig om hans læber, og nu lagde han sig ned et stykke fra hende, som han havde nægtet at gøre så mange gange før.

”Sig mig, leon, hvis nogle havde forsøgt at slå dig ihjel, ville du så ikke også ønske at vende tilbage og kræve din hævn?”

Hans stemme rungede dyb og mørk i grotten. Det var ikke et svar og det var heller ikke den direkte sandhed, men han ønskede at udforske hendes mørke sider. Måske, dybt inde bag hendes ubesværede glæde, lå skyggerne ulmende gemt.

”Hævne dig på dem som har givet dig uretfærdighed i takke for alt hvad du har gjort for dem?”


                                                Word count: 310

Stengulvet kølede under hendes varme skind der trods regnen og vejret nu ikke længere var den mindste smule kold. Det var næsten som om der brændte en indre energi i hende, en indre varme – for det var jo ikke ligefrem klippen som havde givet hende den varme som nu ulmede. Hun lyttede. Og fulgte stadig den høje hingst med øjnene mens han efter lang tid lagde sit korpus på det stenede gulv. Så fik hans ben da endelig hvile. Et øjeblik overvejede hun hvor længe det ville tage før de kunne bevæge sig ned igen, for ned måtte hun vel følge ham. Hvis han altså ville give hende lov, et skjult smil trak på hendes ene mundvig. Han var nok det mest stædige selskab hun havde mødt, det mest stolte. Hvilket var vældig fascinerende for Ariel var for det meste blevet mødt med uselvisk venlighed eller direkte modstand, ingen havde haft denne selvdyrkelse som han besad. Ikke at hun forstod sig på den. Hun var trods alt datteren af sit land, sjælen som følte sig i ét med alt det der omgav hende.

Så igen forekom hans ord hende mærkelige. Logikken var mærkelig. Hun havde faktisk aldrig selv brugt ordet hævn, hun havde blot hørt andre sjæle nævne det, dette ord som gemte på så meget indebrændthed. Og så fik hun en lidt underlig fornemmelse i kroppen af at han bestemt legede med hende, at han prøvede hende, det var hvad det stormgrå blik fortalte hende. Men hvad det var han ville have ud af hende, det forstod hun stadig ikke. Noget sagde hende i hvert fald at hun ikke kunne give ham det.

”Opgive et land som har alt for… hævn? Nej, jeg bekymrer mig ikke om fortiden stormhingst. Hvis nogen ville dig til livs i din tidligere verden er det ubetydeligt nu,”

Hun vippede sit hvide ansigt let på skrå mens hun betragtede ham åbenlyst. Trods hvad han indirekte havde fortalt hende, at nogen ville slå ham ihjel, så var hun på ingen måde påvirket hvilket var usædvanligt. Vel var hun nysgerrig og hun lyttede gerne til hans historie, men han var så kringlet at hun hurtigt havde indset at den ikke ville komme let fra ham. Og så var det bare generelt som om alle livets sorger prellede totalt af på den grå.

”Hvor slemt er dit ben?”

word count 395

The Pure and the Tainted

Wordcount: 299
Tag: x

Han kunne mærke svagheden i sin krop efter blodtabet, og trætheden tyngede ham yderligere ned mod det kolde stengulv. Hans ben var ikke slemt tilredt, ikke efter hans overbevisning, men smerten var stadig mærkbar lige så snart han flyttede på sig. Som altid afværgede han ethvert forsøg hun gjorde på at vise omsorg. Han ignorerede ganske enkelt spørgsmålet.
I morgen ville de klatre ned af bjerget, det var sådan han havde tænkt sig det. Og han havde ikke overvejet alternative scenarier, hvor benet ville være en hindring i hans plan. Det måtte blot følge med.

Desuden var det ikke benet, han var interesseret i. Hun kunne ikke blot skifte emne, efter at have påstået noget, der lød så forkert i hans ører. Det var helt forskruet, den måde hun troede at fortiden ikke var til at bekymre sig over. Den var da netop altafgørende, bekymrende, svaret på alt hvad man foretog sig.

”Men der tager du fejl. Man kan da umuligt lade det være ligegyldigt, at nogle havde i sinde at forråde og dræbe dig – det holder dig vågen om natten, du spekulerer. Det er en gåde, á run, en mareridtets gåde, når du forsøger at finde svar på, hvorfor din egen bror skulle ønske at tage dit liv.”

Med det stadige smil afventede han en reaktion, uden at vide hvad han skulle forvente. Det var netop det spændende og fascinerende – hendes tankegang gav ingen mening for ham, så han vidste aldrig, hvad hun ville svare ham næste gang.
Hun var den første i hvis selskab han havde omtalt sin broders forræderi. Og på trods af at tanken om broderen normalt resulterede i den velkendte, fortærende vrede, oplevede han denne gang at være mere fokuseret på hendes sans for moral. Selv hendes familieidealer virkede meget mærkværdige.

code by ♥

Han svarede ikke. Hvor var det underligt. Måske betød det at det rent faktisk var slemt, men han lignede ikke en som var i svær smerte. Noget sagde hende dog samtidig at selv hvis han havde været det, ville han nok have gjort alt for at skjule det – men hvorfor? Hun vrikkede med sine bløde ører da vinden tudede uden for hvor regnen stadig faldt og slog rytmisk mod klipperne. Imens bredte hans mørke stemme sig igennem ud i grotten og mødte de kolde, tavse vægge. Ordene der kom ud var en hel gåde i sig selv, hun havde end ikke med sin livlige fantasi forestillet sig verden på den måde som han så den. Han holdt fast, selvom fortiden forekom hende fjern så insisterede han. Og han formåede endnu en gang at overraske hende, nu da han blandede dette hævn begreb med hans egen familie.

”Din bror?”

De ravfarvede øjne veg ikke. Det var næsten som om hun forventede at kunne regne ham ud blot ved at se på ham. Men hun forsøgte som sådan ikke længere, hun lyttede blot. Han viste hende allerede mere end hun havde forventet at han ville, selvom han snoede sig så fangede hun stadig dele af hans tankegang. Og hun anede ikke hvordan hun skulle sætte stykkerne sammen. Puslespillet gik ikke op. Ikke endnu.

”Spekulere over en gåde jeg ikke ønskede svaret på? Det ville ikke give mig nogen glæde, blot mere sorg. Du kalder det selv et mareridt. Hvorfor blive ved at dvæle og fastholde mareridtet, når man kan vågne og indse at man stadig er i live? Du lever,”

Hun smilede. Hvilket virkede malplaceret for den mere almindelige sjæl, men det var ikke desto mindre oprigtigt. I tvivl om, om han på nogen måde ville forstå, for det lød næppe sådan. Hans stormgrå øjne så noget andet end hendes gyldne.

”Det er det vigtigste.”

Smilet forsvandt, men hun så stadig lige undersøgende på ham. Lige overbevist. Hun fornemmede bestemt at der brændte en ild indeni ham, men den brændte af noget andet end den hun selv besad. Hævn? Mareridt? Måske en dag ville hun finde sig selv i et mareridt. Men blive i det havde hun bestemt ikke tænkt sig.

word count 365