The Pure and the Tainted

De havde et fælles mål i sigte, men i øjeblikket var det svært ikke at koncentrere sig om andre end sig selv. Han måtte være meget påpasselig med hvor han satte sine hove. Èt forkert skridt og klippestenene ville rulle rundt under ham, bringe ham ud af balance.
Den askegrå havde det måske lettere i bjergene. Hun kendte dem og havde været her før, hun var lille og smidig. Til gengæld kunne han bedre modstå de stride vindstød der truede med at vælte dem omkuld.

Niall var i dyb koncentration. Hver en muskel spændte og arbejdede i hans krop for at bære ham helskindet igennem denne håbløse situation, han havde bragt sig selv i. Han var opmærksom på sine omgivelser, alting stod klart og skarpt omkring ham. For hans skyld kunne han gøre dette for evigt, blive ved med at presse sig selv.
Fornemmelsen af tid var forsvundet, men bjergsiden forekom dejligt uendelig. Hver gang han kneb øjnene sammen for at ane en ende på det hele, var der ingen at finde. Det fortsatte, og uvejret blev kun værre jo længere de kom op.
Faktisk gav det ingen mening at de blev ved. De burde være udmattede, i det mindste føle sig trætte. Men natten oplivede ham, den gav ham uanede mængder af energi. Hans krop protesterede kun svagt, og det valgte han blot at ignorere.

Han spidsede ørerne. Pludselig syntes han at kunne høre en rumlen i det fjerne over dem. Han standsede op, for det var ikke den sædvanlige rumlen fra tordenvejret som de længe havde hørt på. Denne lyd kunne han ikke genkende.
Jorden rystede svagt under hans hove. Det gav ingen mening. Ikke indtil en stor, mørk kugle tegnede sig længere oppe over bjergsiden, og nærmede sig med uhyggelig fart. Han råbte op i advarsel på trods af at Ariel ikke kunne høre ham. Stormen var blevet om muligt kraftigere, stærk nok til rykke større sten løs fra klipperne. Og det var netop tilfældet.

word count 328

Hvert skridt var omhyggeligt overvejet og forsigtigt plantet. Alle hendes tanker var efterhånden forstummet, hun mærkede blot sin krop og uvejret og vinden. Det var også blevet mørkere endnu, månen var jo borte. Hendes ører var let lagt bagud for vinden, regnen faldt ikke længere, men uvejret brølede og druknede al lyd. Så hun hørte intet, der var kommet nogle meters afstand mellem dem og det var først da jorden rystede svagt under hendes hove i et splitsekund og så endnu ét at hun reagerede. Hun standsede brat op af forundring, aldrig før havde jorden rystet under hende på den måde, var det overhovedet virkeligt? Det var først da en faretruende høj lyd slog hende i møde at hun så op, de ravgyldne øjne voksede en anelse i størrelse da hun så hvad som var på vej direkte ned mod dem. En stor, mørk skygge, en løsnet klippe indså hun, tiden stod nærmest stille et øjeblik inden hun smed sig sidelæns da den netop var lige over dem. Hun havde opdaget den sent, hun skred på det ene bagben da hun usikkert landede og de løse sten forrådte hende. Men hun genvandt balancen, hun havde ikke sagt en lyd selvom hendes hjerte bankede hastigt bag det spinkle bryst. Af forskrækkelse. Men frygten var der ikke, den fandtes ikke i den grå. Først da hun i et vildt øjeblik forsøgte at få øje på uvejrshingsten i mørket og uvejret følte hun et snert af bekymring. Hun kunne ikke se ham, stenen var braget videre ned af bjergsiden og hun mærkede kun vinden.

”Niall?!”

Den stjal hendes stemme, rev hendes lyse toner med sig.

word count 272

Niall var lamslået i få, afgørende sekunder imens det store klippestykke styrtede ned af bjergskråningen. Fra hvor han stod var der ikke mange steder at kaste sig hen, alt forekom usikkert og risikabelt. Men der var ikke andet at gøre end at tage springet.
Han krummede sig lidt sammen og satte af med bagbenene i et hårdt, kraftigt stød ud til den ene side. Lige i tid nok til at komme væk fra den kæmpemæssige sten der havde truet med at rive dem med sig i faldet ned mod dalen. Hans hjerte hamrede afsted i hans bryst, men det var ikke frygten der fyldte ham. Han frygtede ikke.

Tiden var ikke til at se efter klippestykket der fortsatte nedad, for hingsten landede i en bunke af grus der havde slået sig løs efter klippestykkets fald. I et kort øjeblik troede han at have genvundet balancen, men så skred alt sammen under vægten af ham. Store, gråsorte sten trillede væk og trak ham med sig, det var umuligt at få fæste på den ustabile, nu levende grund. Han holdt sig oppe, men ikke længe på de våde klippesten som regnen havde gjort glatte som is.

Den mahognibrune hingst faldt tungt mod jorden, væltede ned på de skarpe sten og gled et stykke længere før alt omsider lå stille under ham. Han åndede tungt ud. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hans krop og holdt ham i live, gjorde hans reflekser hurtigere, hans styrke større. Det hele var sket ufatteligt hurtigt.
Han forsøgte at bevæge sig, men kroppen ville ikke. Måske var den i chok, i skarp kontrast til hans hoved, der var fyldt med pludselig klarhed. Så begyndte han at rykke på sig. Det var frustrerende, hvor langsomt han reagerede på sine egne signaler på trods af at han havde en helt bestemt idé i tankerne om hvad han ville. Benene modarbejde ham. Han fnyste vredt.
Han mærkede en pludselig smerte i sit bagben, skarp og overvældende. Da han vendte blikket rundt, så han først nu den store flænge de kantede stenstykker var skyld i. Blodet piblede langsomt ud, sort og tykt i den lange nat. Det gav mere mening nu, hvorfor han kun med besvær kunne støtte på sit højre bagben. Men stædighed og arrigskab drev ham videre og efter indædt kamp fik han rejst sig op.
Han syntes at høre noget længere oppe, men det druknede i den stride vind og regn. Først nu kom han i tanke om Ariel. Men hans blik søgte ikke den askegrå, for hun kunne umuligt være her længere. Enten var hun faldet ligesom han eller også var hun fortsat.

word count 435

Der gik et langt øjeblik hvor hun ikke rørte på sig. Hun var ikke sikker på hvor længe, hendes bevidsthed om tid var trængt i baggrunden og erstattet af hendes søgen, de ravgyldne øjne havde ændret karakter. Hun havde allerede lagt forskrækkelsen bag sig, hendes blik spejdede ud i mørket, men der var intet. Hun var sikker på at han måtte være derude, at klippen ikke havde taget ham med sig i faldet. Så hun fik snart kontakt med sin krop igen, om end noget uovervejet så satte hun i bevægelse hen over den forræderiske bund under hende. Den faldende klippe havde revet flere sten løs og den askegrå gled hurtigt, men hendes manglende panik gjorde at hun formåede at samle sig om sine skridt. Hun kunne ikke finde ham hvis hun forsvandt ned af bjergsiden, det måtte hun hurtigt indse, hun brummede i mørket selvom hun vidste at vinden stjal al lyd.

De havde været en smule adskilt fra hinanden, så det var ikke til at sige hvor han egentlig befandt sig. Hun søgte mod det sted hun mindedes at have bemærket afstanden mellem dem. Han måtte have været på den anden side af klippen, det var hun sikker på, men var han længere nede eller højere oppe? De bløde ører bevægede sig i alle retninger, vinden blev ved med at skifte og brølede fra alle sider. Den skubbede pludselig og pressede hende ned af skråningen, et øjeblik var hun ved at miste balancen, hendes lette vægt holdt sig ikke godt fast til jorden i sådan et vejr. Hun adlød vinden og trådte nu mere forsigtigt, flere gange var hun ved at miste balancen. Det var ikke en frygt for at være alene heroppe der drev hende, det var uvisheden om hvorvidt han var uskadt. Hun havde ført ham herop. Hun havde aldrig ført nogen ud i en sådan situation før, hendes unge hjerte bankede stadig hastigt, hun kunne næsten høre det på trods af stormen. Mærke det. Han var så stor, hvorfor kunne hun ikke se ham?

Stædigheden voksede, og pludselig syntes hun at kunne skimte noget. Bevægelse. En skikkelse. Eller måske var det noget hun bildte sig ind, men ikke desto mindre styrede hun øjeblikkelig mod det. Hun følte at hendes syn havde svigtet hende, mørket plejede ikke være så uigennemtrængeligt, alligevel valgte hun at stole på det glimt hun havde set. Og det voksede, hun skred et øjeblik men fandt så fæste igen, den askegrå var lige ved at give lyd fra sig da hun nu kunne se at det virkelig var en skikkelse. Det var Niall, og han stod op. Hun kunne ikke tale til ham og søgte derfor helt tæt på, til hendes mule mødte våd pels. Hun smilede næsten, det kunne skimtes i mundvigen, midt i al vivaret de havde rodet sig ud i. Så bemærkede hun at han stod noget usikkert og smilet forsvandt.

”Niall! Kan du gå?”

Ariel hævede stemmen, den grå sjæl som ellers aldrig hævede stemmen men nu var tvunget til det, hun råbte nærmest og var stadig ikke sikker på om han ville høre hendes ord.

word count 518

Han havde allerede vænnet sig til tanken om at være alene i fremmede bjerge. Det var ikke noget der bekymrede ham, for han troede fuldt ud på sin evne til at overleve. Ligesom Eoth skulle der meget til at slå ham ud; ikke noget så simpelt som naturens luner. Uvejret dansede i sandhed med ham, udfordrede ham for alvor. Det var ikke en kamp han havde i sinde at tabe.
De stormgrå øjne var sat i stål på trods af de konstante smertebølger der løb gennem hans krop som små stød. Ariel havde talt om grotterne længere oppe. Han havde hurtigt indset at det var hans bedste mulighed. Måske kunne han have søgt ned i dalen igen, men lynnedslagene var begyndt at nærme sig, og træerne ville tiltrække lyn mere end noget andet sted i bjergene. Der var intet andet at gøre end at fortsætte.
Vreden voksede i takt med de usikre, langsomme skridt han måtte tage. Det var lang tid siden han havde været så ynkelig og svag, hvis det da overhovedet var sket. Aldrig som nu.

Gennem regnens trommen syntes han endnu engang at kunne høre nogen give lyd fra sig. Til at begynde med afviste han tanken fuldkommen, men så var det som om at en skikkelse også tegnede sig i det fjerne. Med let sammenknebne øjne standsede han op. Hvis ikke Ariel, hvem kunne han så møde her i dette område? Og på dette tidspunkt i nattens storm?
Men til hans store forundring var det den askegrå der viste sig. Den lille hoppe kom ned af skråningen blandt alle de løse klippesten, nogenlunde sikkert på sine lyse ben og puffede til ham med sin våde mule. Det gav ingen mening i hans hoved. Hvorfor i alverden havde hun søgt efter ham?

”Vær nu ikke dum, selvfølgelig kan jeg gå.”

Hans stemme var kold af vrede og irritation, men nu også fordi at hun skulle se ham i denne tilstand. Det havde ikke været meningen, så svag og svækket. Han rystede let på hovedet der fik hans ansigt til at foretrække sig i tavs lidelse. Så tog han endnu et skridt opad bjergsiden, slæbte nærmest sit højre bagben med sig uden et videre ord.
Hun forvirrede ham. Hvis blot hun havde valgt at gå videre, havde det ikke været så besværligt. Hvad var det for et latterligt skuespil, hun insisterede på stadig at føre mod ham? Skulle han måske stole på hende nu, fordi hun var kommet tilbage? Det var ikke et trick han faldt for.

word count 418

De gyldne øjne så undersøgende på uvejrshingsten. Lugten af blod slog pludselig mod hende, noget vinden havde skjult for hende i første omgang. Den forvirrede sanserne. Det kom selvfølgelig fra ham, og da han flyttede på sig igen og kæmpede sig videre op så hun hurtigt at det var bagbenet der var noget galt med. Den askegrå vippede ørerne i forskellige retninger, hun så efter ham et ganske kort øjeblik inden hun flyttede på sine egne lyse hove så gruset knasede. Han var tydeligvis ilde tilredt og hun havde allerede tankerne oppe ved grotterne. Men ville han overhovedet følge med hende i sikkerhed? Der var ikke langt igen nu, selvom mørket gjorde det svært at se så vidste hun nogenlunde hvor langt de var.. nogenlunde. Kulden slog også om hende nu som en tung dyne, den sad i pelsen og gav ikke slip igen. Det overraskede hende hvor hurtigt han bed smerten i sig, det kunne kun være få øjeblikke siden klippen faldt selvom hun lidt havde mistet fornemmelsen af tiden. Alligevel var han på vej videre. Den askegrå bevægede sig nu mere velovervejet og faldt snart tæt op på siden af ham, nu mere opmuntret.

”Vi kommer til en mere gold dal. Der er læ.”

Der var egentlig flere ting hun havde lyst til at sige til ham, men de druknede alle sammen i uvejret. De flød ud og blev til ingenting, i stedet fokuserede hun på deres mål. Hun stjal et glimt af tordenskyerne over dem, de hang stadig over dalen, men de trak sig sammen og vandrede. Mod bjergsiden. Den askegrå brummede for sig selv, en mild tone trods hele situationen. Hun havde jo fundet ham, han var forholdsvis uskadt, hun var selv uden skrammer. Uvejret bragede, men der var ingen uvilje at finde hos hende, ingen frustration. De havde blot danset med vejret.

Det ravgyldne blik så kun grunden under hende, grunden og alle de løse sten, usikre steder at træde. Men nu og da faldt det op på den høje uvejrshingst, hun holdt hans lave tempo, nok var han stædig, men han skulle ikke presse sig mere end nødvendigt. Fra ham gled hendes blik opad, let sammenknebne så hun efter enden på bjergsiden og mærkede efter hvordan luften var tyndere heroppe. Hvor højt oppe de allerede var. Nej, der var ikke langt.

word count 387

Hun kunne have forladt ham nøjagtigt som han ville have forladt hende. Hun kunne have hånet og nedgjort ham til verdens endelige som han utvivlsomt ville have gjort det mod hende. Men ingen af delene oplevede han. Alt hvad han forventede af hende, alt hvad han regnede med blev gjort til skamme. I stedet lod hun som ingenting, både til hans forvirring og vrede. Hendes tavshed var sværere at håndtere fordi hun ikke gav ham nogen grund til at råbe af hende eller til at såre hende som han havde allermest lyst til.

På trods af hans smertende nederlag til det ubarmhjertige uvejr, var det ikke overstået. Regnen dalede stadig ned fra himlen i form af store, fede dråber som havde gennemblødt dem begge. Rødt blod blandedes med det gennemsigtige vand på klipperne og løb ned af bjerget, ned mod det løse, rullende klippestykke. Ikke at han bemærkede det som sådan.

Han måtte sætte farten yderligere ned. Adrenalinen var ved at forsvinde ud af hans system, og kunne ikke længere bedøve ham på samme måde som før. Hele hans fokus var flyttet til det højre bagben som han forsøgte at få med sig. Haltende fortsatte han og den askegrå kommenterede det ikke engang. Det var næsten som om hun kunne forudse den tikkende bombe der ville sprænge i ham hvis hun gjorde. Og så var der vejret som en konstant barriere i deres samtaler, det var langt fra et optimalt sted at tale sammen.


Lige nu ønskede han næsten ikke hendes selskab. Han ville allerhelst klare sig alene, vandre gennem bjergene. Såret, men uden at nogle så det. Og senere skulle han finde hopper som tilbage i Cairn, ukomplicerede og tilbedende. Reagerede som han forudse det, og gjorde hans liv mere ligetil.
En insisterende stemme i hans hoved fortalte ham at det også ville være langt mere uinteressant, tilmed skuffende nu hvor han havde mødt Ariel. Men det var ikke det der fik ham til at blive. Hoppen vidste så meget om denne verden, der var så meget han kunne udnytte. Og lige nu var det hende der kendte vejen.

“Men hvornår?”

Hans stemme var næsten hvæsende, og han smed ikke om sig med kælenavne længere. Måske fordi han ikke havde overskuddet, men nok nærmere fordi han ikke vidste hvad han skulle føle. Det at hun var kommet tilbage havde været som et chok for ham, og han stolede stadig ikke rigtigt på hende. Han følte sig udsat, når hun gik ved siden af ham. Hvis hun gik så langt for at bedrage ham, hvad kunne hun så ellers finde på?

word count 431

Meget langsomt havde hun lidt efter lidt ændret deres kurs en anelse. De bevægede sig ikke længere direkte opad, men en anelse skråt op ad bjergsiden som stadig var fuld af forræderiske sten og grus. Nu og da hele løse klippestykker som stak op af grunden. Kursen gjorde det lettere for dem begge at gå, men det var hovedsagligt for at ende det sted, hun havde fundet frem til sidst hun havde søgt op i den dal de havde forladt. Mon stedet havde et navn? Den burde have et. Så smukt og ubarmhjertigt et sted det var. Måske ville hun give den et engang, når det helt rigtige faldt hende ind. Hun virrede kraftigt på sin lyse mule da vanddråber løb ned over den i en lind strøm. Det gik langsommere nu, hun fulgte hans skridt og dermed hans tempo. Blodet hang stadig i luften, metallisk. Hun havde egentlig aldrig set andres blod før, kun sit eget ved de få uheld hun havde gjort i sine tidlige dage. Da hun lærte at overleve. Men hans lugtede anerledes. Fremmed.

Han ville ikke holde meget længere, det var tydeligt. Hun ville gerne gøre mere for ham, men der var ikke noget hun kunne stille op. Ikke andet end at lede vejen. Vejret havde været klart og lunt sidst hun var her, langt fra uregerligt som nu. Hendes nysgerrighed havde som så mange gange før drevet hende til de yderste egne af landet. Bjergsiden ville blive til et højtliggende, fladt og goldt område som ikke var nær så frodigt. Der var faktisk stort set ingenting, heroppe var det svært at overleve. Men der var grotter, hvordan det var muligt vidste hun ikke, men det var endnu et af landets mange undere. Grotter og klipper og små, hårdføre planter.

Hans stemme var anerledes. Det var interessant at høre selvom hun ikke lagde noget særligt i det. Hvis noget overhovedet. Hun spidsede ørerne da det endnu var svært at høre noget som helst, vinden skubbede til hendes slanke krop mens regne trommede over hendes ryg. Hun skred et splitsekund, men genvandt balancen med et prust, hvorefter hendes blik igen faldt på Niall.

”Se op, uvejrshingst.”

Hendes stemme var venlig, lige præcis høj nok til at nå hans ører. Og opfordrende. For kun få meter højere oppe hørte bjergsiden op, og med den alle deres anstrengelser.

word count 390

Ariel var ved at falde ned af bjergsiden i et kort øjeblik, inden hun formåede at genvinde balancen. Det var modige hjerter der vandrede her under disse forhold, eller også var de begge to dumdristige udover det sædvanlige. Men der var ikke et eneste tidspunkt han havde overvejet at stoppe op og vende om.
Det var også for sent nu med hans knuste stolthed og sårede ben. Alt var en tand mere besværligt for ham med smerten konstant i mente. Havde han været tilbage i Cairn, ville ingen have fulgt ham længere. Svaghed var ikke et tegn som en leder måtte vise. Derfor afskyede han sig selv for en gangs skyld, og i stedet blev det rettet mod hende. Fordi han var afhængig af hende, fordi hun stadig var her selvom han ikke begreb hvorfor.

Hendes lyse, blide stemme nåede hans ører gennem stormen, og han fulgte hendes opfordring ved at se op. Over dem var grotterne som dybe huller boret ind i bjergene, så tæt på. Alligevel forekom det sidste stykke ham uendeligt. Smerten gjorde hans vejrtrækning mere besværet. Men han bed det i sig for sin egen skyld, og endnu mere fordi at hun var til stede. Der var ingen der skulle se ham opgive, ingen der skulle sige at han gjorde. Ingen der skulle kalde ham svag. Og så endelig nåede de målet.

Da de trådte ind i en af grotterne, var det næsten uvirkeligt ikke at mærke den stride regn mod sin krop, men i stedet høre den give et dæmpet ekko i klippehulrummet. Her var læ for de kraftige vindstød og hver en lyd blev meget tydeligere for ham. Som om han havde været døv i flere timer, og først nu kunne høre igen. Grotten var ovalformet og ikke voldsomt stor, men der var stadig plads nok til at de begge kunne være der. Alligevel var den askegrå for tæt på til at han brød sig om det. Han ville give meget for at hun forsvandt. Ikke af afsky, men fordi hun så ham i en tilstand, han ikke ønskede at vise sig selv i. Indtil nu havde hun ladet som ingenting, men det kunne tvivlsomt fortsætte længere.

Han støttede ikke på det højre bagben. Regnen var måske alligevel et held for ham, for den havde vasket såret. Men det var så småt begyndt at svimle for ham, den store hingst svajede lettere usikkert. Der var ikke meget andet at gøre end at lade det læge, men hvor lang tid ville det tage? Tanken om at skulle halte rundt irriterede ham, som så meget andet gik ham på i øjeblikket. De stormgrå øjne faldt tilbage på Ariel.

“Hvorfor ledte du efter mig?”

Spørgsmålet var køligt, forundret. Der var ingen charme, kun autoritet tilbage. Hun måtte forklare sig, og det skulle glæde ham at se hende forsøge at sno sig udenom med løgne. Som om det ikke havde været for at vinde hans tillid blot så hun kunne knuse den igen på et senere tidspunkt.

word count 500

Deres hovslag smældede mod det ujævne stengulv og rungede et øjeblik igennem den smalle grotte. Der var ikke megen plads selvom der var højt til loftet, hun havde oplevet grotter gravet så dybt ind i bjergsiden at lyset til sidst ikke nåede ind. Men det var sikkert ingenting i forhold til hvad han kom fra. Den askegrå fnøs dæmpet mens hun i en kort bevægelse rystede det meste af regnvandet ud af ravnemanken. Det løb endnu fra hende, ned over mulen og bagparten, ned ad de slanke ben. Der var dunkelt herinde, uvejret bragede stadig uden for selvom stilhed var at finde herinde. Derfor havde lyden af deres skridt været så tydelige. Hun stod mindre end en meters afstand fra ham, og der gik kun et øjeblik før hun kastede et undersøgende blik på hans skadede bagben. Det var noget af en flænge, men der så ikke ud til at sidde grus i det og blodet løb ikke længere. Der var ikke andet at gøre end at vente og se. Hun trådte længere ind i grotten, hendes blik gled hurtigt rundt i alle dets hjørner, ikke at der var meget at undersøge. Den hørte hurtigt op, dyb var den på ingen måde, men hun ville alligevel ikke have bevæget sig mange meter væk fra Niall.

Et usynligt smil udfoldede sig om hendes lyse mund. De havde alligevel klaret det, hvor vanvittig en færd det end måtte have været i sådan en storm. Hans sår bekymrede hende, han stod usikkert selv nu, men hun var ikke i tvivl om at han nok skulle komme sig. Spørgsmålet var hvornår han ville blive i stand til at søge ned ad bjerget igen. Der kunne sagtens gå en dag med den flænge og han skulle helst stå stille i al den tid. Hendes ravngyldne øjne fandt hurtigt hans høje skikkelse i den dunkle grotte igen, for hans stemme brød stilheden og regnens rumlende trommen uden for. Den havde altså forandret sig. Hun mødte det stormgrå blik så snart hans spørgsmål sank ind.

Hvorfor? Ariel så længe på ham, det hvide ansigt faldt en anelse på skrå mens øjnene viste tydelig undring. Men også noget andet. Hun var kun lige begyndt at forstå hvor forskelligt de så på verden.

”Du var væk. Jeg vidste ikke om klippen havde taget dig med i faldet,”

Den askegrå kom med en lav brummen hvorefter hun trådte et skridt nærmere. Hun skyldte ham vel en undskyldning, gjorde hun ikke? Hun havde ført ham op af den bjergside. De havde begge været villige til at danse med vejret og det var en chance de havde taget, men at det netop havde været dét sted var hendes ansvar. Alligevel virkede det meningsløst at undskylde, der var intet hun kunne gøre for at ændre det der var sket. Hun betragtede ham tavst et øjeblik uden at tage blikket fra hans, da hun gerne ville forstå. Hans spørgsmål undrede hende stadig. Et lille, men mildt smil fandt vej til den lyse mund.

”Vinden skubbede mig nærmest ned i dig.”

Hun blev stående selvom hun egentlig følte trang efter at lægge sig ned. Det havde været en lang tur, først nu mærkede hun hvor længe hun faktisk havde vandret i dag. Krydset havet til Enophis og engene op til bjergpasset. Fra mødet med ham og herop. Men øjnene udstrålede alligevel energi. Hun måtte holde øje med hans tilstand.

word count 564

Niall kiggede indgående på sin ledsager med skarp mistro i det kolde blik. Hendes forklaring var ikke en han hverken godtog eller troede på, faktisk var det næsten skuffende. Vinden havde tvunget hende imod ham som om hun intet valg havde? Et fnys lød fra den mahognibrune, mest af alt hånende. Hvad forventede hun, at han var dum og godtroende? Ariel måtte have mere fantasi end det. Det var helt fornærmende.
Under normale omstændigheder havde han ladet den ligge. Der var andre måder at finde frem til sandheden, der var måder at manipulere og overbevise. Noget han ville have tyet til. Men med stormen blev hans facade langsomt krakeleret, charmen var ikke længere så altoverskyggende. Vreden havde fortrængt den sædvanlige falskhed, og hvad der lå under var af en helt anden karakter.

Måske var det smerterne der gjorde ham mere konfronterende eller det at hun var så anderledes og forvirrende. Hendes blik var let at fange, for hun stirrede på ham i påtaget forundring. Skuespillet var i det mindste overbevisende, det måtte han give hende. Ligesom hun trådte han et skridt nærmere skønt han ikke ønskede hendes nærhed. Ordene, der fulgte, faldt skarpe som de hårde klippesten de var omgivet af.

“Det er jo ikke sandheden, Ariel.”

Hendes navn blev udtalt langsomt og tydeligt. Bebrejdende. Han brød ikke øjenkontakten, men kiggede blot intenst på hende.
For ikke længe siden var der ingen der vovede at lyve for ham. Han ville have gennemskuet dem for længst, det lærte man i en verden der var spundet af løgne. Ingen i Cairn havde gode intentioner, for det lå ikke i deres natur. Ej heller i hans. Tvivlsomt i hendes.

“Der er ingen grund til at lade som om."

word count 285

Den askegrå flyttede på ørerne da hans fnys fyldte grotten et øjeblik. Noget hun ikke kunne sætte ord på havde sænket sig over dem, og det kom fra ham. Hans udtryk havde ændret sig, hun mærkede selv på denne afstand hvordan noget simrede i ham. Det afskrækkede hende dog på ingen måde, de ravgyldne øjne fulgte tavst med og hun lyttede i stilhed da han igen talte. Hendes undring blev til øjeblikkelig forvirring, først havde hun svært ved at forstå hvad han overhovedet mente. Måske var der noget hun havde overset? Så overvejede hun om han mon havde slået hovedet samtidig med bagbenet, men det var nok næppe tilfældet. Hun var lige ved at le af sin egen tankegang, men hans blik fangede hende mere end den stille strøm af undring der strømmede igennem hendes sind.

”Sandheden?”

Hun mimrede en anelse på sin lyse mule. Der var kun sandhed i hendes verden, intet andet gav nogen mening. Så at han overhovedet stillede spørgsmål ved det kom bag på hende, heller ikke det havde hun oplevet før. Det måtte være en anden sandhed han talte om. Måske ville han have hende til at uddybe. Selvfølgelig havde hun ledt efter ham. Der var flere grunde. De var her jo sammen. Hun havde ført ham herop. Hun kunne lide hans selskab. Men inderst inde fornemmede hun at det ikke var det han ville have.

”Du ville at jeg skulle efterlade dig?”

Hendes egen stemme var lys og stadig mild, men nu mere forbavset. Lettere forvirret. Den blev hverken lavere eller højere, hun forsøgte at forstå det der foregik i hans sind men fandt det nærmest umuligt. Indtil videre i hvert fald, igen fik hun følelsen af at han var dukket op fra en anden planet og ikke blot et andet land. Hendes letsindighed ville under andre omstændigheder blot have fået hende til at le af hans ord, men det stormgrå blik forvirrede hende, det var alvorligt. Og hans stemme. Det var underligt, andres reaktioner fængslede hende ellers ikke på samme måde, måske var det fordi hans var skiftet så pludseligt. Og fordi hun gerne ville hjælpe ham, men ikke var sikker på hvordan hun skulle gøre det. Der gik et øjeblik, så blev noget i hendes øjne pludselig stædigt. Af grunde hun ikke forstod ville han måske have foretrukket at vandre videre alene, men den mulighed havde han mistet.

”Jeg går ikke fra dig nu. Men sig mig hvilken sandhed du så tænker på.”

word count 411

Der var ingen indrømmelse at finde i de ord som hoppen gav ham, og ej heller i det blik der hvilede på ham. Det var tydelig at hun ikke forstod ham – i det mindste lod hun som om hun ikke gjorde, for det var stadig hvad han troede om hende. Frustrationen og vreden gjorde ham rastløs, forværrede det konstante kaos i hans indre. Mistillid spirede på trods af at hun virkelig lignede en, der intet vidste. Men han havde lært om tillid, og han vidste at den ikke eksisterede. Det var blot en skrøne, ligesom kærligheden var det, følelser og bånd som engang var blevet skabt til at bedrage og ødelægge.

”Jeg skal sige dig sandheden.”

Han trådte endnu nærmere. Hans skridt var næsten truende overfor den lille hoppe, men han vidste bedre end at undervurdere hende for hendes størrelse. Et mørkt smil tegnede sig på hans læber, så foruroligende, og i skarp kontrast til alt andet han havde udgivet sig for at være. Måske var hans status en anden end den han kom fra, men hans indtryk var samtidig at hun endnu ikke havde opnået en rang af virkelig betydning. Det var ikke noget en strejfer havde tid til. Han var stadig den retmæssige hersker af Cairn, hans bror havde aldrig været det, på trods af hans forræderiske handlinger.

”Du har ikke hjulpet mig for hjælpens skyld. Hopper som du har altid en skjult dagsorden, men mig bedrager du ikke. Du kan for min skyld fortsætte, hænge om mig med alle dine gode og falske intentioner, men du spilder tiden, lille løve.”

Hans ord var lavmælte og intense, men når de stod så tæt på hinanden, ville hun ikke have besvær med at høre ham. Stadig brød han ikke den øjenkontakt de havde, han var påpasselig med at aflæse hvert et træk og reaktion hun gav ham at fortolke.

word count 310

Det var alt sammen ord hun aldrig havde hørt før i samme sætning. Hun kunne slet ikke rumme hans mistillid, den var så fuldstændig fremmed for hende at der gik et langt øjeblik før hun forstod at det var det, han egentlig fortalte hende. At han ikke stolede på hende. Og selv da var hun uforstående. Måske havde han virkelig slået hovedet, men hans blik var stadig dybt alvorligt. Sikke indviklet hans sind var. Det hvide ansigt gled langsomt på sned mens hun fortsat så på ham, han var kommet tættere på og der var ikke mere end en halv meter mellem dem nu. Måske var han svimmel? Hun blev nærmest nysgerrig, så forbavset var hun over hans ord, for hun forstod ikke hvor de kom fra. Noget indeni ham indså hun, noget hun ikke forstod sig på. Fremmede havde før taget afstand til hende, været mere på vagt end hun, men det han gjorde gik ud over alt hun havde oplevet.

”Din virkelighed er en helt anden end min, Niall,”

Det kom uden større eftertanke. Det kom ikke fordi det var velovervejet eller planlagt, det kom fordi det var essensen af de tanker som gik igennem hendes sind i en lind strøm. Det var ligeså meget en konstatering for hendes egne ører som for hans, men hendes udtryk udstrålede på ingen måde samme alvor som hans. De ravgyldne øjne gnistrede stadig af undring selvom hun var begyndt at forstå. De var bare forskellige. At hans ord var svære at tyde gav derfor mening. Måske skiftede man humør hurtigt der hvor han kom fra. Men hun så intet af det han sagde som noget negativt for hans person, hun så ikke hans skridt og toneleje for en trussel, hun så blot undersøgende på ham i en blanding af accept og et stadigt ønske om at forstå hans tankegang.

”Du må mene om mig hvad du vil. Men hvad bedrager jeg dig for? Dit selskab?”

Hun smilede pludselig, efter flere minutter med intens undring og overvejelse, så bredte der sig et nærmest muntert smil over den lyse mund ved hendes eget spørgsmål. Det var i hvert fald det eneste hun kunne se at hun førte ham bag lyset for. Gjorde hun det? Ubevidst? Hun tvivlede. Og undrede sig endnu mere over at han talte sådan om alle hopper. Holdt de ting skjult hvor han kom fra? Hun vidste skam godt at hun var mere ærlig end de fleste, men hun havde aldrig søgt at regne ud hvad andre skjulte for hende. Det var ikke af interesse. Hun observerede blot.

”Det er i hvert fald min eneste dagsorden lige nu.”

Hendes blik blev spørgende, afventende. Inderst inde ærgrede hans manglende tillid hende en smule, men det var ikke noget hun kunne bebrejde ham for. Hun vidste intet om ham, om hans fortid. Hun havde blot bestemt sig for, at hans selskab var noget hun ønskede.

word count 483

På trods af det stadige, formørkede smil der hang om hans mundvige, var vreden omsider sprunget frem i hans stormgrå øjne, så hårde og kaotiske som det bragende uvejr udenfor. Lettere desorienteret fra den mængde blod han havde mistet indenfor få timer, var hans blik samtidig en anelse sløret. Måske kunne hun se det i mørket, netop fordi han stod så tæt på hende. Måske fordi han stadig svajede ganske let og usikkert frem og tilbage, kun støttende på tre ben. Han kunne mærke den luft hun åndede ud, den stak til ham som spydspidser, når han nu i øjeblikket ikke kunne udholde synet af hende.

Måske var det mørket der forstærkede hans kogende indre. Den sorte nat gjorde vrede til mere end vrede, sorg til mere end sorg, især for hans vedkommende. Men et eller andet sted vidste han at der var noget andet der gjorde, at han mest af alt ønskede at forlade hende på stedet. Ikke nok med at han måtte halte sårbart og svagt afsted ved siden af den fremmede, askegrå hoppe. Ikke nok med at hun til stadighed afviste alle hans tilnærmelser og benægtede at hun forsøgte at manipulere med ham. Han havde også på mange måder sænket de parader overfor hende, som han altid havde oppe. Og på trods af at hun kun var ved at grave sig frem til begyndelsen af hans sande jeg, bekymrede det ham at det overhovedet var lykkedes hende til at starte med. Det gjorde ham rasende. Og hendes uskyldige, påtagende undring var ikke til stor hjælp.

“Vores virkeligheder har måske været forskellige, men det ændrer intet.”

Den mahognibrune hingst tårnede op over den lille hoppe, og alligevel følte han ikke at han var i kontrol. Tavsheden mellem dem varede længe, så tung og intens som noget kunne blive. Han kunne næsten smage den på sin tungespids, hvis han lukkede munden op. Smilet blev alligevel større. Det var en trøst at hun næppe havde nogen forestilling om alt det, der foregik i hans hoved, når han nu heller ikke kunne regne hende ud for alvor.
Han begyndte at kredse om hende i små, utålmodige cirkler. Rastløsheden brændte i hans krop, han kunne ikke længere stå stille og der var så begrænset med plads. Han haltede rundt i den ovale grotte med hende i centrum - i grunden en håbløs idé, når hans ben skreg på hvile.

“Du lyver for mig."

Han standsede op skråt bagved hende og hævede stemmen.

“Ingen tilbyder deres hjælp, medmindre de forventer noget til gengæld. Hvad er det du vil have?”

Alt hvad han sagde om hende stred imod hvad hun havde vist ham indtil videre. Men Niall kunne stadig ikke tro på det gode i andre, for han havde aldrig i sit liv set det før.

word count 503