Danse i måneskind (Titan)

Den sorte hingst puffede til grenen, puffede den mere mod hende. Lilith kiggede på imens, men lod det stadig ligge. Hun kunne ikke se hvad hun skulle med en dum gren, selvom det havde set ganske underholdende ud da han fik den revet af træet den havde siddet på.
Han nappede efter hendes forben, og det var efterhånden gået op for den sorte hoppe, at dette ikke ville få en ende og de nok ville foresætte sådan hele aften, og måske også en anden gang. Hvis der da blev en anden gang. Lilith vidste det ikke, ind til videre havde det jo været helt tilfældig hun var stødt på andre, selvom hun konstant forsøgte at finde andre levende individer hun kunne omgåes.
Hans stejlen gjorde det umuligt for hende at gøre gengæld med det samme, hun ville i hvert fald ikke risikere at få en hov i hoved, i stedet rykkede hun sig sidelæns og væk fra den gren han havde haft placeret foran hende. Hun begyndte let at trippe fremad, nærmere, men ikke tæt nok på at han ville kunne ramme hende med de flyvende hove, der snart endte på jorden igen. Lilith prustede og forsatte endnu sin trippen. Atter på farten, hvis man da kunne kalde det farten, den sorte hingst foresatte og Lilith fulgte igen med. Hun havde endnu ikke andet at foretage sig som ville være bedre end dette, så hun ville ikke slippe selskabet helt endnu! Hun ville ikke lades hen i ensomheden.

Ord lød, men ikke ord den sorte hoppe kendte. De lød fremmede. Det virkede også ganske pludseligt at deres ikke taletid holdt inde. Men hvad var det han havde sagt? Lidt fornærmet prustede hun over han skulle bruge et sprog der var fremmede for hende, hvis han endelig skulle tale, så kunne han da gøre sig mere tydelig.
Hun kunne vel have sagt hun ikke forstod men i stedet gik hun blot efter ham med et mere eller mindre fornærmet udtryk malet på det sorte ansigt. Hun tog sin hævn for hans snap, og valgte at placere sit forsøg imod hans bagparti.

(18)

Danse i måneskind
♣

[ 32 ]

Det var først da hoppen ikke svarede på hans spørgsmål han sank farten og til sidst stoppede op for at se på hende. Det ene øre vrikkede meget kort ud til siden og så fremad igen, og han svang bagparten rundt for at stå med fronten mod hende. Hendes meget fornærmede udtryk forstod han slet ikke havde han fået sagt noget forkert? Han havde jo bare spurgt om hendes navn? måske var det fordi han ikke havde præsenteret sig selv? "Is mise Titan" sagde han så. "Tú?" spurgte han igen, og rakte mulen frem mod den endnu fremmede sort-hvide hoppe. De grønne øjne viste den tydelige nysgerrighed. Hun forstod ham vel, gjorde hun ikke? Det sorte hoved gled en lille smule på skrå, og han trådte lige en smule nærmere for at give hende et lille puf.

Han blev stående denne gang. Stående for at få svar på hans spørgsmål, og han havde ikke tænkt sig at gå videre før han i hvert fald kendte hendes navn. Måske lige med undtagelse af at forfølge hende indtil hun blev træt nok af ham til at ville spytte ud. Han var trods alt stædig - og nogen gange mere stædig end en hoppe. Han vidste hvad han ville, han vidste hvad han ville have, og han ville gøre hvad som helst for at få det. Om hun så vidste det eller ej, så var hun også lige nu en af hans hopper. Man kunne vel sige han var ude på at samle en lille gruppe. En form for flok, som den brogedes, men uden andre hingste. Kun hopper.

words: 266 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Lilith fik stoppet op da denne sorte hingst hun rendte efter også gjorde. Hun skulle jo nøddig rende i ham, det var i hvert fald ikke en nødvendighed. Hun forstod som så ikke de ord han talte. For hende var det altså det rene volapyk. Han forsøgte sig nu igen og Lilith så endnu tavst på ham. Det før fornærmet udtryk var faded væk og hun stod nu mere neutralt blot og stirrede ind i de grønne øjne. Det ene øre blev vendt bagud. Kunne han da forpokker ikke bare tale noget der var forståeligt. Eller kunne han ikke?
For en kort stund overvejede den sorte hoppe og alle talte sådan her og om det var hende der var helt væk, men så kom hun til at tænke på de andre hun havde mødt. De havde da talt et sprog hun forstod. Det måtte være den sorte hingst der var noget helt galt med. Bestemt ikke hende!

Han kom nærmende og puffede hende. Lilith prøvede stadig at regne ud hvad de forskellige ord havde betydet. Det hjalp dog ikke ret meget for hende gav det ikke meget mening. Noget kunne have lydt hen af ord hun kendte til, men intet gav mening for hende i sammenhæng. Hun blev mere irriteret som det gik hende på, at hun overvejede for et sekund bare at droppe det og finde noget nyt at give sig til.. men timerne var efterhånden blevet til mange og finde et anden levende individ der var vågen kunne gå hen og være svær, og ensomheden var slet ikke tiltalende.
Lilith snappede ud efter hans mule. Hun kunne vel lige så godt gøre et eller andet. Måske få ham på andre tanker end at tale flere utydelig ord hun ikke forstod- så hellere alt snapperiet de allerede havde haft godt gang i under hele selskabet.

(19)

Danse i måneskind
♣

[ 33 ]

Ud fra hendes udtryk kunne han fornemme hun ikke forstod ham. Det fik de små sorte ører til at vippe ud til siderne for at give ham et lidt mere trist udtryk. Den sorte mule mimrede en smule, og den fløj tilbage i hans retning da hun snappede efter den, og det var ikke lydløst, men med et overrasket og skingert hvin. Han så på hende efterfølgende med store uforstående øjne. Hvad skulle det nu til for? Han havde da ikke gjort hende noget, havde han? Han snappede dog ikke tilbage men strakte i stedet mulen frem mod hende igen for at puffe til hende, hvilket ikke var ret meget mere end et lille dut mod hendes ene skulder, før han turde trippe lidt nærmere.

"Dit navn?" spurgte han så igen, med 2 ord, som de andre burde forstå. Han var ikke alt for stærk i det sprog, og grundet den store forskel mellem hans egen udvikling i sproget og de andres, foretrak han tit ikke at tale. De fleste forstod ham bedre når han ikke talte - men han kunne ikke vise med kroppen han gerne ville have hendes navn. Ikke når han i forvejen havde deltaget i en langvarig nappe-dyst. "Mit Titan" Fortsatte han så for at forklare hvad han havde sagt til hende, for han kunne ikke se hvordan hun kunne opfatte det som noget forkert.

words: 229 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Den sorte hingst fik et mere trist udtryk over sit ansigt og for en stund fik hun en medfølelse hun havde jo ikke lige frem reageret særlig høfligt på hans uforstående sprog. Der kom ikke som så en undskyldning fra hende. Han kunne jo bare sige noget hun forstod.
Da hans mule på ny søgte imod ham snappede hun ikke efter ham, men lod den røre sig. Det var også kun lige han rørte hendes skulder. Hun prustede let før hun lod sin mule sig imod ham da han kom nærmere igen. Hun havde ikke planer om at jage ham væk, helst ikke!

Han spurgte efter hendes navn. Først kom det lidt bag på hende at han nu talte et forståeligt sprog og fik egentlig ikke lige svaret i første omgang. Var det, det som han havde spurgt om før. Det virkede i hvert fald logisk.
Der opstod en lille rynke på den ellers fine sorte mule og de mandelformede øre vippede frem imod ham da han atter sagde nogle forstående ord. Titan. Det havde han også nævnt før, men nu forstod hun nærmere at han også havde præsenteret sig. Det Lilith ikke forstod var hvorfor dælen han ikke bare havde gjort sig tydelig fra start af.

"Lilith."

Hendes stemme lød en lys tone og venlig tone. Ganske feminin og næsten sygende kunne hendes stemme lyde, trods den kun havde talt ét ord. Et navn.
Kort, men mere behøvede han vel heller ikke? Han havde fået hendes navn, hun behøvede ikke komme med en længere forklaring på netop det navn hun bar.

(20)

Danse i måneskind
♣

[ 35 ]

"Lil..ith... Lilith" gentog han, ved først at bide navnet over. Det var lige det med at forme tungen nogen gange der kunne være svært. Især når der var gået lang tid uden han havde snakket med nogen. Det var som et sprog der engang imellem lige skulle friskes op. Et fremmed sprog han skulle huske på, som var uvant for tungen.

Titan spærrede øjnene op og bakkede et par enkelte skridt væk fra hoppen med et endnu mere forvirret udtryk i ansigtet. Noget der mindede om skræk. Angst.... Noget der nok lå dybere end hoppen overhovedet ville kunne forstå. Ikke uden en alt for lang samtale som Titan ikke engang selv ville kunne føre. Han ville ikke selv kunne fortælle historien, for han havde ikke hørt den lige så mange gange som andre. Han kunne kun genkende navnet, og huske den frygtelige sammenhæng. "Diabhal" halvt hviskede han for sig selv. "Diabhal olc" Fuldkommen uventet sank Titan hovedet som en der havde fået skæld ud, men egentlig var det for at vise hoppen respekt. Alt for han ikke ville få problemer. Det eneste han kunne forbinde med navnet Lilith, er den børneædende dæmon fra de de gamle fortællinger, fra hvor han kom fra.

words: 202 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

For Lilith lå hendes navn nemt at udtale, det lå smeltet fast på hendes tunge. Dog virkede den sorte hingst, hvis navn hun nu havde fået, til at først have lidt svært ved det, men det lykkes ham meget godt at gentage hendes navn. Måske havde han svært ved at tale? Ud over sit eget volapyk sprog- som hun antog alle de andre fremmede ord for at være. At det var et sprog fra hans hjemland faldt hende ikke ind. Hun havde svært ved at forstå der kunne findes andre sprog end det hun kendte.
Dog meget pludseligt virkede det som hingsten blev bange. Den sorte hoppe var tydeligvis lidt forvirret over dette. Hun så sig over skulderen, men bag hende var der ikke andet end nøgne træer jord og luft. Der var intet der kunne virke skræmmende der. De gråblå øjne blev vendt tilbage imod den sorte hingst Titan, der bakkede en anelse væk og mumlede atter noget der for hende var det rene volapyk. hans hoved blev sunket imod jorden, og alt i alt kunne han ligne et lille føl der havde fået skældud eller et slag over hoved. Undrende formede der sig en rynke på den sorte mule.

Selvom Lilith følte sig forvirret over denne pludselige reaktion, kunne hun også lide følelse af at være hævet over ham, som han stod der næsten underkastende for hende. Det gjorde hende ikke noget, trods Lilith ikke havde nogen anelse om hvor denne pludselige reaktion kom fra. I stedet for at gøre sig mere undringer over hvorfor, valgte hun blot at nyde sin overlegenhed.

(21)

Danse i måneskind
♣

[ 36 ]

Om Titan nogensinde ville blive rigtig voksen var ikke til at sige. Han var som sådan ikke bange for noget eller, det havde han ikke været indtil videre, men hvis denne hoppe var en dæmon....... ville hun så æde de små? Han havde trodsalt ikke set hende spise græs endnu. Han havde ikke set hende spise noget som helst - ud over at nappe til ham.... og snappe.... Hun havde snappet efter ham! Ville hun æde ham?! Det var næsten forsigtigt han så op på den sorte hoppe igen, med et blik der konstant flakkede væk, som turde han ikke se på hende i længere tid af gangen. Han ventede vel egentlig på tegn til han måtte rette sig på igen, men syntes ikke at kunne finde nogen. Skulle han smide sig på jorden? Vise fuldkommen underkastelse? Hvad var hun for en? "Hh... Hvor er . . . du fra" fik han spurgt med den rustne stemme der viste tydelige tegn på ikke rigtig at have været i brug længe. "Hvad gør du her?"

Han løftede lige så stille hovedet igen, en smule prøvende. Hvad ville hun med ham? Hun havde jo ikke gjort ham noget ligesom de andre sorte hopper han havde været i nærheden af. Men hun havde lokket ham! Det var helt sikkert. Dog var illusionen om at hun var hans så småt ved at svinde ind. Måske var det egentlig ham der var hendes i stedet. Måske skulle han bare følge hende til verdens ende, og så skulle alt nok gå?

words: 255 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Lilith stod endnu velfornøjet over den pludselige underkastelse, trods hun ikke kendte grunden og at han mere lignede en der var bange end en der havde respekt. Underordnet! Hun rakte mulen lidt frem imod ham, han måtte da gerne rette sig op nu. Meget sjov kunne i hvert fald ikke få ud af at han blev stående, hun havde dog ladet ham om det længe før hun havde givet nogen form for godkendelse.

"Jeg er i hvert fald ikke her fra. Men et sted der forekommer langt væk."

Hun overvejede for en stund hans næste spørgsmål. Ja, hvad lavede hun egentlig her. Det havde egentlig ikke været hendes hensigt at skulle væk hjemme fra, i hvert fald ikke for mere end det tog de andre at gå ud og lede efter hende. Ledte de efter hende nu? Det måtte de gøre, det var jo flere dage siden nu. Hvor mange dage var egentlig gået, Lilith synes pludselig ikke at kunne huske det.
Måske var her bedre alligevel. Og hvad var der galt i tanken om at de andre nu ville sørge over at have mistet hende. De var selv ude om det, de kunne bare have behandlet hende ordentlig! Givet hende det hun ville have.

"Mit formål er stadig lidt uklart."

Fik hun svaret på han sidste spørgsmål. Det var sand nok, for havde hun mere end et formål? Var der andet i livet ind at blive elsket, forgudet? Lilith vidste det ikke helt. Lige nu søgte hun ikke andet end opmærksomhed, og hun skulle nok finde den! Hun havde da trods alt fundet det her til aften, eller mere eller mindre havde han jo egentlig fundet hende.

(23)

Danse i måneskind
♣

[ 38 ]

Langt væk fra. Alle her var langt væk fra - lige med undtagelse af dem som var født i Andromeda. Det gav ham ikke særlig meget mere svar på hans spørgsmål. Det var noget han kunne have sagt sig selv. Men et eller andet sted var han også tilfreds med svaret, for så kunne han stadig udskyde at bekræfte sin frygt. Det ene øre vippede en smule bagud før det røg fremad igen, og han nærmede sig en smule forsigtigt hoppen, undersøgende, snusende, som om han ville kunne finde et eller andet der forklarede ham hvor hun rent faktisk var fra. Han hævede dog hovedet endnu mere da hun sagde hendes formål endnu var uklart, og Titan spurgte nærmest forsigtigt. "Så du... oh.." Hun ville vel vide det hvis hun var i landet for at spise de små føl.

En lettelse skyllede nærmest ind over den unge hingst, hvilket også var tydeligt at se, og han kom til at grine en lille smule. Både af sig selv. Af hende. Af situationen. Det var jo bare en historie! Han kunne da ikke være bange for en historie. Men han vidste jo også godt hvad der befandt sig i landet af ondskab. Den havde trods alt revet hans søsters forstand fra hinanden. Han forholdt sig atter tavs, fordi der ikke længere var nogen spørgsmål der meldte sig. Ikke endnu i hvert fald. Hun hed Lilith. Hun var kun måske en dæmon, men hun var ikke ude på at æde ham, eller nogen af de andre.

Da han først var færdig med at undersøge hoppen, gav han sig til at nappe til hendes man og hals. Ikke kun en enkelt gang, men gentagende gange, før han i stedet mimrede lidt med mulen og gav sig til at nusse og gnubbe hendes hals i stedet. Han måtte hellere være på den sikre side i hvert fald. Hellere vise at han godt kunne være til nytte.

words: 320 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Hingsten virkede straks mere rolig, ikke nær så bange som før i hvert fald. Et sted kunne hun ellers godt lide denne frygt han havde udvist. Det havde givet hende en følelse af magt, en magt ikke var sikker på om hun ville bibeholde uden den smule frygt han havde udvist efter han fik hendes navn af vide. Var det på grund af hendes navn? Lilith kastede tanken til side lige så hurtigt som den var kommet. Hun ville ikke bruge tid på at spekulere på det. Hun kunne jo altid spørge.
Dog tænkte hun stadig over hvorfor hun var her. Det var jo egentlig et godt spørgsmål, et bedre spørgsmål var nok at finde ud af præcis hvordan hun var havnet her. Det sidste hun rigtig husker var det skarpe hvide lys på engen, der langtsom var forsvundet sammen med den varme det havde bragt og ja, så var hun her. Hun ville gerne vide hvad der var sket imellem tiden, men at spørge en fremmede ville hun nok ikke få noget besynderligt brugbart svar ud af.

Det var en saglig brummen der slap fra den sorte hoppe da han nussede hende. Ganske behageligt og et sted bedre end alt napperiet, selvom han havde været godt i gang med hendes man og hals, og hun havde for en stund overvejet om hun skulle gøre atter et forsøg på gengæld. Hvis det var en magt kamp kunne hun i hvert fald ikke give op. Hun ville bestemt ikke være den underlegen. Den to farvede hale slog et par halv dovne slag før hun gav sig til at trippe lidt på stedet.

"Men mit formål i livet ved jeg."

(24)

Danse i måneskind
♣

[ 39 ]

Den saglige brummen fra hoppen fik bare Titan til at fortsætte med blandet at gnubbe og nusse. Han var ellers ikke en der som sådan brugte tid på at nusse omkring hopperne... eller på anden måde pusle omkring dem. Det var en hoppes job. Men den sorte hoppe var anderledes end de andre - i hvert fald i Titans grønne øjne. Hun mindede ham om en han kendte uden han præcis kunne sætte en hov på hvem. Men det var i hvert fald en han havde været i selskab med - her eller i hans hjemland - selvom han ikke huskede meget fra hans hjemland. Når han drømte om hans mor var hun altid kun en skikkelse - eller et andet dyr, som en fugl eller en sommerfugl. Noget ganske ufarligt, noget pænt og noget der kunne flyve. Hun var en stemme. Det eneste han som sådan huskede fra hende var stemmen, som han havde lyttet til fra indersiden af sin mors mave. 

"Dit formål i livet?" spurgte han undrende, med så få ord som overhovedet muligt. Han følte sig langt fra stærk i samme sprog som hoppen, og han kunne også nemt komme til at fornærme andre med en forkert vending eller uhøflig kommentar, som måske ikke engang var ment som uhøfligt. "Du så lyset?" spurgte han så nysgerrigt. Han hade trods alt hørt historier fra andre. Selv huskede han det ikke, for han havde ikke været ret gammel da han selv var bragt til landet. Han ville dog gerne se det. Han ville gerne vide hvad det var. Han ville gerne huske de samme ting som andre ville have husket - men alt hvad han kendte til, var Landet; Andromeda.

words: 282 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Lilith valgte at lade sin mule finde vej til hans skulder for at gengælde hans nussen. Hun kunne vel sagtens være sød ved denne Titan, hun så lige nu i hvert fald ikke grund til at være andet. Han var jo ikke led imod hende eller på anden vis dum. Faktisk havde han ikke rigtig gjort noget imod hende i al den tid de havde mødt, så ja hun kunne godt være sød over for ham også.
Den sorte hoppe havde tildens til at ændre sig alt efter hvad der passede ind. Hun var ikke til præcis at sætte en bestemt personlighed over. Det hele kom altid an på hvem hun var i selskab med. Hvad der skulle til for at opnå den opmærksomhed hun ønskede. Den trang der aldrig kunne stilles. Den sult der aldrig kunne slukkes, men hun konstant forsøgte.

"Jeg vil forsøge at slukke min evige hungre.. min evige sult."

Lilith valgte mit i sin sætning at ændre sin formulering, hun skulle ikke indrømme over for andre hvad hun ville opnå, ikke præcis. Det virkede forkert at iscenesætte sig selv. Hun var desperat, men ikke så desperat at hun ville lægge alle kort på bordet.

Lyset. Ja der havde været et lys, det var det sidste hun huskede før hun havnede her, men han talte på lyset som var det et bestemt. Var alt lys ikke hen af det samme? Lilith undrede sig lidt over det og var holdt helt op med at gengælde nussen, i stedet formede der sig en rynke på den sorte mule.

"Hvilket lys?"

Lilith rykkede sig lidt væk for bedre at kunne se på den sorte hingst. Mente han solen? Selv så hun og alle dem fra hendes hjemland solen som en gud og månen som en gudinde. Kunne han kende til det også? Efter mødet med den sølvagtige hingst havde hun fundet ud af ikke alle delte helt samme troskaber.

(25)

Danse i måneskind
♣

[ 40 ]

Titan afgav en saglig brummen og måtte lige stoppe sit gnubberi i et par sekunder. Det var fuldstændig som da han var lille, når de store hopper havde taget sig af ham. Han genoptog sit gnubberi, men gik helt i stå da hun snakkede om en evig sult. De små sorte ører vippede bagud igen, og de grønne øjne søgte mod hendes hoved, for bedre at kunne læse hendes udtryk. "E-Evige sult? Hvad spiser du da?" Det var egentlig nok det sidste han nogensinde havde forventet at skulle høre fra nogen. En evig sult - og så i et land som Andromeda hvor ingen manglede noget. Der var selskab at finde over det hele. Der var ly. Der var flok. Der var masser af græs enge og klare søer til at stille både sult og tørst - og der var masser af historier til at underholde. Hvert eneste individ havde sin egen historie.

"Lyset alle de andre har set. Eller.... dem som ikke er blinde" Han havde mødt en halv blind hingst. ham med det hvide øje. Ham han havde væltet da han stadig kun var et føl. Han havde dog ikke været handikappet bare på grund af sit øje. Titan vidste dog ikke hingsten bare havde ladet ham vinde den kamp. "Har du ikke set det?" Han gav sig tøvende til at gnubbe hoppens hals igen, dog ikke uden at skæve mod hendes hoved af og til. Bare for at være helt sikker på der ikke pludselig kom et tandsæt flyvende. Hun havde trods alt allerede snappet efter ham. Det var altid der det startede - og samtlige sorte hopper han ikke var i familie med, havde haft bidt efter ham. Hans søster havde dog også, men det var nok mere fordi han havde været møg irriterende.

words: 298 | Tag: Lilith

Tracker | Tables | Plots | Application

Han spurgte jovist ind til hvilken sult eller hvad hun spiste. Hun spiste græs som alle andre jovist, men det hun havde snakket om var en hel anden sult. Lilith overvejede for nogle stunder hvordan hun kunne beskrive det, uden egentlig at nævne hvad hun mente. Det blev kompliceret i sit hoved, men hun havde ikke tænkt sig at fortælle nogen hvad hun hungrede efter. Det var hendes hemmelighed, selvom det ikke var så hemmeligt igen. Hun søgte det konstant, og havde også fået det af dem hun havde mødt hid til. Nogen mere end andre, men lige nu satte hun ikke de store krav, mest grundet de mange timer hun allerede havde tilbragt alene.

"Min sult kan ikke slukkes i blandt almen føde."

Dette måtte være nok i første om gang. Hun ønskede faktisk at slutte netop det emne, selvom hun godt nok selv havde fået det bragt på banen, i stedet forsøgte hun at rykke opmærksomheden mere hen på det lys han snakkede om. Alle andre havde set det?

"Der var et lys, men jeg er ikke sikker på hvilken betydning det har? Det er faktisk det sidste jeg husker. Jeg husker ikke hvordan jeg havnede her."

Som her mente hun dette land hun netop betrådte, hvis navn hun havde fået hvisket ud. Egentlig var hun ikke sikker på om det var et land. Hun var dog sikker på hun havde hørt nogle tale, men det var tåget for hende. Hvorfor kunne hun ikke huske hvordan hun var havnet her. Lilith mente hun burde have husket hun havde forladt engen og hun burde bestemt huske en svømmetur, for at hvad Lilith havde set var dette sted omringet af vand. Det gøs hende ved tanken om at skulle ud det. Det var alt for koldt nu hvor vinteren var kommet. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at skulle ud i det. Sæt nu hun blev syg. Den tanke kunne hun ikke have. Det ville være alt andet end godt.

(26)