|
|
Post by Deleted on Dec 22, 2014 23:01:34 GMT 1
Det var ganske mekanisk nik der kom fra den sorte hoppe. Det var for koldt at begive sig ud i vandet. Alt for koldt, det var i hvert fald det Lilith mente. De andre kunne da godt savne hende lidt længere endnu. De kunne lede lidt endnu, nå at miste håbet og blive så lykkelige ved hun kom tilbage. Det virkede som en god og sikker plan. I hvert fald lige ind til den sorte hingst sagde der var langt, og der intet land kunne skues fra de andre øer heller, ikke ud over de øer der hørte med til Andromeda. Så langt mente Lilith nu heller ikke der kunne være, hun måtte da allerede have gjort det en gang- selvom hun ikke synes at kunne huske det. "Lyset.. Hvad er der så vigtigt over det? Et lys kan næppe have bragt mig her til. Jeg kan ikke tro på jeg er havnet her på den måde." Lilith vrissede ikke som så, men hendes toner kunne godt lyde hen af. Det var ikke på grund af Titan, men mere det faktum hun ikke forstod ret meget af det. Faktisk mere eller mindre intet af det. Jovist var hun opdraget til at tro på at solen og månen var gud og gudinde, men magi og trylle numre og en fremmede verden uden for alle andre- det kunne hun ikke tro på. Det gik ud over hendes forstand. En færd af mange andre heste nærmede hende, men en var dog mere dominerende. Lilith så sig omkring, grundigt men synes ikke at kunne se nogen. Brat stoppede den sorte hoppe op. De mandelformere vippede konstant frem og tilbage imens hun forsøgte at lytte efter andre. Hun havde ikke i sinde bare at vade ind på et teritorium hvor hun ikke hørte til. Godt nok ville hun gerne have opmærksomhed og være omgivet af andre, men.. "Hvor er vi?" (35) |
|
|
|
|
Post by Titan on Dec 23, 2014 0:34:06 GMT 1
Danse i måneskind words: 240 | tag:Lilith
Titan veg lidt væk fra hoppen på grund af hendes tone. Hun lød bestemt ikke som om hun brød sig om det han sagde, men det han sagde passede jo. Han var trods alt vokset op med det, og for ham var det så normalt som normalt kunne være. "Et lys der kender til mange ting. Et lys der giver nogle af de andre evner" forsøgte han at forklare så godt som han nu kunne, for han vidste jo ikke præcis hvad det var. Han havde kun hørt det fra andre. Kun set de få i flokken med evner. Han vidste det eksisterede, men ikke i hvilket omfang.
Han var selv stoppet op side om side med hoppen, og drejede hovedet for at betragte hende da hun spurgte om hvor de var. "Baile" svarede han hende i første omgang og begav sig videre frem for at krydse grænsen. "Mit hjem. Her er jeg vokset op" han ventede dog for at se om hun fulgte med. Hun måtte jo godt, men spørgsmålet var om hun ville. Om hun turde. Han vidste trods alt ikke hvordan hun ville have det med at være i nærheden af andre heste. "Hele min familie er her. Var her. Min søster er ikke længere." Men hans niecer, hans fætter og hans moster var i flokken. Og et par andre hopper. Og et par andre hingste - som Titan ikke havde haft ret meget med at gøre.
50
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 23, 2014 1:23:37 GMT 1
Lilith var måske ikke så åbensindet som man kunne forestille sig, og hun havde godt nok svært ved at tro på dette lys han talte om- et lys der nu havde været på tale et par gange under dette møde. Lilith rystede på hoved, ikke så meget af Titan mere af hele emnet. Hun kunne ikke få sig til at tro på det- ikke før hun havde set det med egne øjne. Godt nok havde hun allerede, men hun mindes det ikke på den måde, mere på at hun blot havde et hul i sin hukommelse. Det var mange ting hun skulle forholde sig til, alt for mange synes hun og i denne omgang gad hun ikke spekulere mere på dette såkaldte lys. "Dit hjem.. din familie?" Hun så på den sorte hingst hun efterhånden havde brugt det meste af aften sammen med. Lilith så han forsætte en stykke videre, selv tøvede hun en anelse. Hvis det var hans familie ville de næppe tage det med tung hov at hun kom ind på deres territorium. Hun kunne vel godt. Lilith tog et par tøvende skridt ind på området og hen til den sorte hingst hvor hun strakte sin mule frem imod ham, mest for at søge nærværren. Hun følte sig ganske udsat på andres områder, steder hun nok ikke burde vade rundt som det passede hende. Hun kunne vil tvinge Titan til at stå inde for hende hvis det blev nødvendigt. (43) |
|
|
|
|
Post by Titan on Dec 23, 2014 3:04:26 GMT 1
Danse i måneskind
words: 329 | tag:Lilith
♣ Han kunne godt fornemme hoppens tøven. Det var det der fik ham til at sætte farten lidt ned, og trippe sidelæns så han stadig kunne se mod hende uden at vride halsen helt om på sig selv. Han stoppede dog og strakte halsen mod hende da hendes mule søgte mod ham, bare for lige at nippe til hendes mule og stryge hende hen over næseryggen for at slutte af med et enkelt nip i hendes pandelok. "Min familie. Min mors søster, hendes søn. Min søsters datter.. begge to" hun havde trods alt to, selvom hun kun så den ene af dem som en rigtig datter. "Men ikke min søster. . ." Det var dog det sidste han sagde for en stund inden han vendte rundt igen og fortsatte fremad. Det var først efter flere øjeblikke han kom i tanke om noget der måske kunne være relevant. Han var trods alt blevet bragt til øen med lidt hjælp fra hingsten med magien. Men han vidste også godt at prisen kunne være høj. Leonora var trods alt et levende bevis på det - og ikke kun en gang, men to gange. Det var trods alt derfor hun havde alle de små blå prikker. Og hun havde mistet et af sine føl som en pris. Og Titan vidste ikke helt om han overhovedet burde introducere hoppen for den hingst. Men hvis han ikke gjorde kunne det jo være hun selv ville finde ud af det? Hvis han nu selv sagde noget, ville han måske have muligheden for at tage med, og gense den hingst der havde fjernet ham fra hans moder.
De mange tanker havde for en stund gjort Titan både tavs og fjern. Fraværende i blikket og sindet, mens hvert skridt blot bragte ham nærmere flokkens centrum, hvor han regnede med de andre opholdt sig. Han søgte dog ikke efter dem, og havde heller ikke planer om at være lige i nærheden af dem, men han var jo hjemme i området.
55
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Dec 24, 2014 1:33:11 GMT 1
Hingsten nævnte igen dem fra hans familie der var her, hvis det kun var dem ville det nok være nemt nok- også selvom at møde hele familie var lige voldsom meget på en dag. Måske det ikke var derfor han havde bragt hende her til. Måske mere fordi man i flok områder følte sig hjemme, hørte til og hvis han holdt til her- lige som hun havde gjort hos sin familie var det et trygt sted, eller i hvert fald for ham. Lilith tav, hun behøvede vel ikke sige noget til det. Selvom hun lagde mærke til tøven da han nævnte sin søster. Måske var hun død? Lilith behøvede ikke komme ind på det emne nu, mente hun bestemt og lod det blot ligge. Dog skulle hingsten ikke slippe for et gengældende nap! Hun nappede efter hans mule med et lille hoppet hvin. Han skulle ikke tro han kunne slippe uden om gengæld. Hvad end deres napperi egentlig gik ud på. Måske en form for indbyrdes magtkamp. Dog blev hingsten mere og mere fjern, som forsvandt han et helt andet sted hen, faldet i staver, måske oven i købet i søvn med åbne øjne. Hun prustede og puffede der efter lidt søgende til ham. (51) |
|
|
|
|
Post by Titan on Dec 24, 2014 15:34:49 GMT 1
Danse i måneskind
words: 286 | tag: Lilith
♣ Hoppens puf var det der bragte ham tilbage fra sin egen lille verden af tanker. Det var den han begav sig ind i når han var alene i længere tid af gangen, men aldrig de rigtig dybe tanker. Mere hvordan han kunne forestille sig en gang at være den der kunne kommandere rundt med alle andre. Ikke ligesom Brêgo gjorde, men som han burde gøre det - hvis det stod til ham. Det var måske farlige tanker, fordi han kunne risikere at ryge ud hvis han fulgte op på den tankegang - og det der afholdt ham fra at lade være var tanken om det smykke der hang omkring halsen på den brogede. Hvad det helt præcist var det gav ham af fordele vidste han ikke, men hvis det kunne give ham selv en ulempe så ventede han gerne. Selv vogtere kunne vel komme ud for ulykker?
Det var jo også ham der egentlig skulle overtage flokken nu. Eller skulle have overtaget flokken. Ligesom Arc var han jo heller ikke længere i stand til det. Med mindre han kunne komme tilbage til sit gamle hjem. Men hvad så hvis han kom til at savne Andromeda? Han kendte trods alt ikke meget til det sted han var født, og det ville være umuligt at savne noget man ikke kendte.
Titan nappede ud efter hoppen igen, bare for at vise han ikke havde glemt hende helt. Han standsede dog da han syntes de var langt nok inde i flokkens område, uden at være i nærheden af andre, og det var helt perfekt. Han stod dog ikke stille alt for længe før han igen gav sig til at kredse omkring hoppen, og denne gang se hende lidt mere an.
63
|
|
|
