So .. Much .. Sand ..

So .. Much .. Sand ..

words: 219 | tag: Zeus

♣

Den sandfarvedes uhæmmede rusken i nakken på den sorte, fik hidsigheden til at stige endnu mere og han gav en hidsig lyd fra sig - ikke rigtig et skrig, men mere som en slags råb. At den sandfarvede prøvede på at kravle mere ind over ham gjorde det svære at holde fast i det han havde fat i - hvad det var var han faktisk ikke helt sikker på. Han var også fuldkommen lige glad - så længe hans tænder bare klemte om et stykke af den fremmede. Han klemte tænderne endnu mere sammen, så meget at han følte hans kæber kunne springe op som var skindet en fjeder. At han blev mast kunne han ikke gøre ret meget ved, så han blev bare liggende og gav sig nærmest til at tygge, uden at slippe helt. Hvs han bare klemte ville han jo gradvist bare klemme mere, og ligesom temperaturen der gradvist steg eller faldt ville det ikke mærkes lige så meget som et pludseligt skift - som når han tyggede ned i skindet på den sandfarvede. Hvordan han nogensinde skulle komme fri vidste han ikke, men han slap i hvert fald ikke det han havde fat i hvis han kunne undgå det - om han så selv måtte udholde lige så stor smerte, og det lod det til.

22

Tracker | Tables | Plots | Application

[12]

Den sorte var virkelig som en slange. Han slap ikke, selvom Zeus nærmest voldeligt ruskede i hans nakke, hvilket blot medførte, at for hvert rusk som Zeus påførte, gjorde den sorte mere skade på Zeus. Til sidst, efter et minut eller to, hvor Zeus nærmest havde prøvet at tvinge den sorte til at slippe, måtte hans indse, at han ikke kunne få ham til det. Hvis han endelig slap, ville han have en del af Zeus' skind imellem sine tænder, og det kunne den dunfarvede hingst ikke tåle at miste. Således blev det, at Zeus' rusken langsomt ophøret. I stedet fokuserede han på at blive liggende ovenpå den sorte, så han ikke kunne komme op. Nærmest prøvede at mase sine knæ ned i hans krop, møve rundt, så han sikrede sig, at den sorte ikke kunne få sine ben op. Og her lå så to hingste i en klump, som ingen af dem var villig til at bryde; for ingen ville give sig. Gentagende gange fnøs Zeus vredt ned i nakken på den sorte, som han endnu havde fat i. Hvis han slap der, ville den sorte sikkert med sin smidighed kunne flytte det bid, han havde placeret på nedre hals, længere op imod hovedet på den dunfarvede, hvilket han gerne ville undgå.

So .. Much .. Sand ..

words: 201 | tag: Zeus

♣

Hvert rusk var ubehageligt, og det gjorde da også ondt. Men Titans sind var opbygget på en måde som så mange andres sikkert også var, at når hidsigheden tog over, så blev smerte omdannet til mere stædighed og mere hidsighed. Det gjorde nok knap så ondt i øjeblikket som det ville gøre senere, når han var faldet til ro igen. Hvert rusk fik ham til at bide mere til, selvom det ikke var meget. Men det var i ren og skær hidsighed han tyggede kæberne sammen. Han slap først da hingstens knæ blev presset ned mod ham. En ting var vægt fordelt nogenlunde ligeligt på en stor flade der trykkede ham nedad, noget andet var vægten samlet i bare de to punkter. De føltes spidsere og på en måde også tungere, og det fik Titan til at åbne kæberne helt op og udstøde et arrigt hvin. Han var dog ikke færdig med at prøve på at få fat i den dunfarvede hingst. Han ville ikke overgive sig - ikke før han intet andet valg havde. Han var ikke den der trak sig først i hvert fald. Han var ikke den der underkastede sig, om det så ville have døden til følge.

29

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

[3]

Det var ikke sjældent den sorte Ava havde haft begivet sig hen over den sandfyldte Ø, Zenobia. Dog havde hun på det sidste holdt sig i nærheden af flokken - dog ikke den fysiske flok, men flokkens område. Noget havde trukket i hende, men præcis hvad kunne hun ikke svare på. Hun var ikke draget med de andre til Rumpelstiltskins hule, i stedet havde hun valgt at gå andre veje. Så længe det ikke var Herrerens ord, så mente hun ikke hun burde følge den sti.

Zenobia lignede sig selv, men så alligevel anderledes ud på en måde der var svær at beskrive. Næsten farveløs? Gråtonet? Sommerens varme glød havde i hvert fald forladt øen og den udstrålede ikke længere andet end øde, død og kulde. I det fjerne kunne en lyd høres - ikke et vrinsk. Ikke et rigtigt hvin. Hidsigheden var tydelig i tonen, og den var også nem at genkende. Det var trods alt hendes broders stemme. Hendes blodsbeslægtede broder. Ava havde dog ikke travlt med at komme ham til undsætning, men fortsatte i sit næsten afslappede tempo, som nok mest af alt udstrålede en form for ligegyldighed. Hun havde fået fred  nu. Ikke fred som i døden, men hun følte sig ikke længere plaget. Hun havde mere ro indvendigt nu, selvom hun stadig hørte stemmerne hvisle. Hun vidste dog nu, at når hun hørte dem var det ikke længere noget hun bare bildte sig ind, og derfor kunne hun også være mere rolig og knap så meget på vagt.

Flere sandbakker var krydset før hun nåede toppen af en der afslørede et syn hun ikke så hver dag. En kulsort hingst og en dunfarvet, som så ud til de var godt igang med en magtkamp, og det så ikke ud som om den sorte havde nogen som helst chance for at komme op fra sin plads. Han havde dog fat i den dunfarvede, men gav slip. Et tungt suk forlod Ava og hun rystede opgivende på hovedet. Havde han da ikke lært noget?
Yndefuldt og smidigt som en sort snog i sandet, trådte Ava nærmere de to hingste, men holdt sig stadig på afstand. Hun havde ikke tænkt sig at hoppe ned på deres niveau, hvis hun kunne undgå det. "Du sandfarvede hingst, jeg befaler dig at lade min broder gå" De isblå øjne hvilede på den fremmede hingst. Det var ikke til at sige hvordan det ville ende hvis ikke hun fik de to splittet ad. En ting var helt sikkert, og det var at det ikke ville blive noget kønt syn. Blod ville komme til at flyde, men der var ingen garanti for det ikke ville alligevel. Hun nåede godt at opfange den sorte hingsts åbne kæber der skulle til at hakke ud efter hingsten igen, og de sorte ører blev smækket i nakken. "Titan!" råbte hun irettesættende, som en mor der opdrager på et føl. "Opfør dig ordentligt" lød det snerrende efterfølgende.

words: 488 | Tag: Zeus, Titan

[15]

De var efterhånden kommet til det punkt, hvor de ikke kom videre. Det have lykkedes den dunfarvede at få kæberne fra den sorte til at slippe ham, men det var vidst kun fordi hans ene knæ nærmest borede sig ned i den sortes krop. Og kort efter hans arrige hvin, forsøgte han at tage fat igen, hvilket fik Zeus til at lægge sine ører helt og udstøde en nærmest rungende og advarende brummen, selvom han godt vidste, at den sorte var ligeglad. Og hvis ikke en tredje var dukket op, var troppet op foran dem, havde den sorte med garanti taget fat igen; men inden, lød en hoppestemme.

Zeus slap nu den sorte hingst øjeblikkeligt og drejede sit hoved til siden, så han kunne beskue den, som var flabet nok til at afbryde dem. Og hvis ikke synet af hoppen havde skræmt ham, som det gjorde, havde han sikkert blot vrisset af hende, for at fortsætte med at mase den sorte. Men dét syn som mødte ham, var lige så overnaturligt som den røde han havde set.
En sort hoppe stod foran dem, men hendes aura var forfærdelig. Hun havde blå cirkler i hovedet, hvilket den dunfarvede vidste var tegn på, at der var noget.. magi.. over hende. Han fnøs øjeblikkeligt, og imens hun irettesatte den sorte, som bar navnet Titan, begyndte Zeus at møve sig op fra den sorte. Det blev et par klodsede, forhastede bevægelser, hvor han fik skubbet ret meget ned i ryggen på den sorte Titan - men han var forholdsvis hurtigt oppe og bakkede flere skridt. Hans knæ fik ham til at halte en smule i disse bevægelser, især som følger af at have presset det sammen ovenpå den sorte.
Zeus' ører var lagt så langt i nakken de kunne og han slog flere gange advarende med hovedet. Hvad skete der lige for hopperne i det her land! Magi! Fæle, unaturlige kræ! Et øjeblik lod det til, at han helt havde tabt mælet, inden hans vrede toner nu brød frem.

,,Hvordan kan du have en broder, når du er en af.. dem!"

Han vidste ikke hvad han præcist skulle kalde dem. 'Dem med magi', var nok det der poppede frem i hans hoved, men det virkede ikke så slående at sige det. Ikke at det han sagde var bedre, tværtimod, men han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det. Den røde hoppe havde i det mindste virket.. kvalmende venlig, hvorimod denne sorte nærmest så overlegen ud, på trods af hendes meget lave højde og spinkle krop. Derefter slog han arrigt et forben frem i luften efter de to sorte, som han nu var udenfor rækkevidde af. Hvis den sorte Titan stod i ledtog med dén hoppe, var der ingen kære mor hvis han nogensinde så ham igen. Han kunne ikke fordrage dette unaturlige element, og alle der accepterede det var mindst ligeså slemme.

So .. Much .. Sand ..

words: 266 | tag: Zeus, Ava

♣

Titan havde ikke lagt mærke til den sorte hoppe der havde nærmet sig dem, ikke før hendes stemme lød - ikke første gang, men den irettesættende tone der kaldte hans navn. Det fik ham til at 'fryse' midt i en bevægelse og i stedet dreje hovedet mod sin søster. Jo, det var hans søster, selvom hun ikke lignede sig selv. Det var ikke ofte han så hende, og det var vel egentlig første gang siden hun havde forladt Teylar helt og fundet sit nye hjem på Foehn. Med det samme gav han sig til at smaske som et lille føl, og sank hovedet en smule som en der fik skæld ud. Det holdt dog ikke længe, for idé den anden hingst fik mast sine knæ længere ned i ryggen på Titan gav han et hyl fra sig. Det var dog kun lige indtil hingsten var kommet helt op at stå. Titan selv fulgte hans eksempel, selvom det ikke gik helt lige så hurtigt. Det var ikke nødvendigt for ham at have lige så meget fart på, for han var næsten sikker på at han i hvert fald nu var uden for 'fare'. At han var helt og aldeles i sikkerhed. De grønne øjne gled fra den sorte hoppe og over mod den fremmede hingst da et spørgsmål lød. Titan skulle lige til at svare, men kom dog i tanke om det ikke var ham der havde fået spørgsmålet, og der var ingen grund til at få flere problemer end han nok allerede havde. Det så i hvert fald ikke ud til at være en glad søster.

35

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

[ 1 ]

Det var tydeligt at se på hingsten han ikke var meget for den sorte hoppe. Helt præcist hvorfor vidste Ava dog ikke. Hun havde jo sådan set ikke gjort ham noget . . . Endnu. De sorte ører lyttede rundt før de søgte bagud og ned i nakken. Hovedet hævede hun da hun passerede sin bror med rolige, afmålte og slangeagtige skridt, men han slap ikke for et snap i hans retning. Han burde vide bedre end at kaste sig ud i den slags han ikke kunne håndtere. Hun standsede dog foran den fremmede, og kneb øjnene sammen. "En af dem? En af hvem?" spurgte hun halv-snerrende som havde han lige kaldt hende noget grimt. Helt præcist hvad han lige regnede med vidste hun ikke, men han skulle passe på. Den sorte hoppe var ikke kendt for sin tålmodighed - i hvert fald ikke det sidste halve år. Den eneste hun havde vist tålmodighed over for, var hendes egen datter. Selvom hun havde to, var der kun en af dem hun ville kendes ved - og selvom det var en pinsel at være adskilt fra hende, vidste hun også godt at hun ikke bare kunne trække hende ud af flokken. Men tiden ville komme hvor de engang ville kunne vandre side om side, hvis Ava fik sin vilje. De blå øjne søgte mod hendes bror, men eftersom det ikke så ud til at han havde nogen indvendinger, kunne hun tage sig af ham senere. En lille lærestreg burde ikke skade. Det kunne måske lære ham en ting eller to om at bedømme sin modstander i stedet for at kaste sig ud i komplet dumhed.

words: 256 | Tag: Zeus & Titan

Hans øjne veg ikke fra den sorte .. slange .. som havde stillet sig imellem ham selv og den sorte, som han havde været i brydekamp med den sidste times tid. Han ville lyve, hvis han sagde at han ikke var træt, for det havde absolut ikke været let; især ikke fordi den sorte havde haft hovedet under hoven, været uforudsigelig og på alle måder testet den dunfarvede Zeus. Hans flanker hævede sig hidsigt fra hans bug, og hans ører var klistret i nakken; men af en eller anden uforklarlig årsag, vidste han, at han ikke skulle lægge sig ud med den lille sorte hoppe. Hun var en af dem, en af dem med magi. Hendes underlige blå cirkler afslørede det, for han havde ikke set 'normale' individer med noget som lignede.
Et foragteligt fnys forlod hans mule, inden han slog hovedet afværgende i luften. Hun skulle ikke nærmere, det var sikkert og vidst - og så længe hun stod der, kunne han ikke fortsætte med den sorte hingst.

,,Ja, en af dem. En af jer bæster med.. magi"

Hans ord og toneleje var meget spottende, men fysisk udgjorde han ikke nogen udfald. Han turde ikke, for han vidste godt, at hans kræfter ikke rakte langt nok, og hans viden omkring magien var ikke stor nok, til at forudsige hvad der kunne ske med ham, hvis han gik i hovedet på den lille hoppe, som han nok snildt kunne lægge sig på, hvis chancen bød sig. Men nej, han holdt sig 'pænt' på afstand, med ørerne fortsat klistret i nakken.

So .. Much .. Sand ..

tag: @zeus, Ava

♣

Titan fulgte sin søster med blikket, men turde ikke rigtig afbryde hende. Ikke som sådan fordi han var bange for hvad hun ville kunne finde på at gøre ved ham - eller fordi hun var blevet til en del af den 'mørke' befolkning, men fordi han godt vidste hvordan hun kunne være når hun var sur, og tænder var også af og til en del af straffen. De grønne øjne søgte mod den anden hingst da han omtalte hende som et bæst, og det var tydeligt at se på Titan at han et eller andet sted frygtede at det var et forkert ord at bruge fra ham. At det kunne få konsekvenser han ikke ønskede han skulle udsættes for, for han havde trods alt været en rimelig værdig modstander - og selvom Titan ikke brød sig om at tabe til andre, så var det vel heller ikke helt fair hvis han nu havnede i en ny kamp, med en der ikke lige havde brugt den sidste time på at slås. Lidt forsigtigt trådte han nogle skridt frem som for lige at ville finde sig til rette ved siden af den anden hingst, men han tøvede stadig meget tydeligt, for han ville jo heller ikke gå imod sin søster.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Blikket blev lige for en kort stund sendt advarende mod den sorte bror, for han skulle ikke prøve på at blande sig nu. Han skulle kende sin plads, ligesom den sandfarvede. Et fnys forlod Ava idet hun rettede de laguneblå øjne tilbage mod ham. "Bæster" halvt snerrede hun. "På hvilken måde er jeg mere et bæst end du er? Jeg har 4 ben. 2 øjne, 2 ører og en mund. Og mine tænder er ikke mere spidse end dine." fortsatte hun mens hun truende trådte nærmere den anden hingst. Nok var han større end hende, men hvis han lige havde ligget og rullet rundt i sandet med den sorte hingst og spildt energi på det, så ville hun sikkert med lethed kunne køre ham helt træt og få ham ned med nakken - selv uden brug af magi. "Det er ikke magi der gør dig til et bæst, men dine gerninger" Det kunne sikkert nok diskuteres om ikke hingsten så egentlig havde ret i hun var et bæst, for der var nok flere der var enige med ham end uenige med ham - men mellem de to var hun rimelig sikker på at han ikke var et hak bedre. En hingst der ikke ville dominere eller sætte andre på plads var et skvat - og i og med han allerede havde været igang med at mase Titan var hun rimelig sikker på det ikke var første gang han havde forsøgt at tæve nogen. Uden nogen som helst form for advarsel fløj Avas tandsæt ud mod den fremmed hingst for at bide efter hans hals. "Lad os se hvad du duer til, bæst" kom ordene hvislende fra hende, mens et lusket smil begyndte at danne sig omkring hendes mule.

words: 288 | Tag: Zeus, Titan

Et øre blev øjeblikkeligt flappet ud imod den kulsorte hingst, som Zeus i længere tid havde ligget i kamp med, da han rykkede sig. Faktisk rykkede han sig ud mod Zeus selv, af årsager som den dunfarvede ikke kunne gennemskue. Endda nåede Zeus at lægge ørerne en smule advarende, for hvis den sorte troede han kunne snige sig ind og slå ud igen, kunne han godt tro om. At den sorte i virkeligheden havde andre hensigter med hans bevægelse, kunne Zeus ikke gennemskue, for hans fokus lå kun delvist på den yngre hingst - for hoppen foran ham var den umiddelbare trussel.
Hendes ord fik ham blot til at krænge hovedet op og ind til halsen imens hans ører blev klistret i nakken. At hun fortalte, at hun ikke var anderledes end ham, nægtede han at høre på, for det var hun. Også selvom hendes ydre måske havde samme funktioner som hans eget - men altid ville hun være et bæst. Det var alle med magi. Han svarede hende derfor ikke, ikke på nogen af de ord hun talte. Hvorfor? Ubehøvlet kunne han være, men ærligt vurderede han, at han blot ville rode sig ud i større vanskeligheder ved at tale end ved at tie.
Zeus nåede kun lige at vende hele sit fokus over på den lille sorte hoppe, inden hendes udfald skete. Hendes tænder kom alt for tæt på hans velansatte og brede hals, inden hendes hvislende ord blev sagt, nærmest som blev de sunget fra en slanges mund. Hun ville se hvad han duede til - og selvom han var udmattet og allerede havde pådraget sig en skade på det ene knæ, ville han ikke bare give sig. Især ikke hvis han kunne påføre skade på det sorte bæst; ligesom han ønskede at skade den røde Armonia. Han rejste sig derfor på bagben, lige ved siden af den lille sorte hoppe og slyngede sine forben ud imod hendes hoved. Han havde en fordel i størrelsen, hans tyngde, som han havde udnyttet overfor den sorte hingst. Men præcist hvor stærk, den sorte slange var, havde han absolut ingen anelse om.

So .. Much .. Sand ..

words: 322 | tag: Zeus & Ava

♣

At hingsten lagde sine ører af Titan tog han ikke så forfærdeligt tungt. Det skulle han da være så velkommen til, men det fik ikke ham til at holde afstand. Han trådte i stedet bare en smule nærmere. Han vidste ikke hvordan han sådan helt skulle tage sin søsters ord. For hun var jo måske nok lidt af et bæst. Det hele afhang jo af hvilket syn man havde på skyggerne og deres vision. Men hans søster havde jo også på en måde ret - for magi betød ikke man var et bæst. Den gyldne hoppe fra Teylar var jo ikke et bæst. Han skulle lige til at sige noget, men nåede det ikke før hans søster hakkede ud, og helt automatisk veg Titan tilbage, selvom angrebet ikke var rettet mod ham. Det var dog mere af respekt end frygt, for han vidste godt han ikke havde en chance mod den sorte hoppe der havde været med til at opfostre ham. Hun var stærkere, og han ville aldrig kunne finde på at bide hverken hende eller Leonora. Det var jo familie. Det føltes som om det hele skete alt for hurtigt: Avas bid havde udløst en reaktion hos hingsten, og Titan burde vel advare ham om at han nok ikke ville have en chance. Måske hvis han ikke lige havde brugt så meget energi på at slås med Titan inden et møde med den sorte snog - men nu hvor han allerede havde fået en smule knubs og hoppen lod til at være i tip top stand. Det tog ham ikke lang tid at beslutte sig for hvad han skulle gøre og i stedet for at træde endnu længere væk for at give dem plads, luntede han fremad for at stille sig imellem dem. Det var nok bedre at stoppe dem med det samme end at de slåsser for ingenting. Det var trods alt ikke en fair kamp ifølge den sorte hingst.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

At hingsten intet sagde frydede Ava sig over. Hun sendte dog sin bror et skarpt blik, for han skulle ikke tro det var i orden at blande sig. Ava så helst han gik sin vej - eller gik hjem hvor han hørte til. Hun gav et tydeligt utilfreds fnys fra sig over hendes brors standpunkt, og hvis han ville stille sig i vejen, så kunne han også få lov til at mærke hvor forkert det var.

Idét den sandfarvede hingst rejste sig for at ville slå sine forben mod Ava, gav hun et meget hurtigt lille fnys fra sig mens hun trak sit hoved ned mod jorden, satte af med bagbenene og kastede sig frem mod hingsten i et forsøg på at skubbe til ham - om ikke andet i hvert fald skubbe til hans balance. Selvom hun ikke fik hovene i hovedet kunne hun dog ikke helt undgå dem, men det gjorde heller ikke så meget. Det var noget hun glædeligt tog til sig hvis det betød hun kunne få en større chance for at ydmyge hingsten fuldkommen. For det måtte da være ydmygende hvis han tabte til en hoppe - uanset om han så lige havde ligget i kamp med hendes bror af blod eller ej.

#9 | Tag: Zeus & Titan

I det at den dunfarvede Zeus havde rejst sig, for at lange ud efter den sorte hoppe, hvis ryg ej sad ligeså højt som hans egen, trådte den sorte hingst, som han havde ligget i brydekamp med det sidste stykke tid, frem ved hans side. Zeus vrissede ad den yngre, men han nåede hverken til ord eller handling, før den sorte hoppe havde reageret på hans udfald - hun sprang frem imod ham, udnyttede sit lave tyngdepunkt og søgte at ødelægge hans. Da hun ramte ind i ham, måtte han derfor dreje en kvart omgang om sig selv, endnu stående på bagben og da sænke sin forpart ned, for at undgå at vælte. Hans forhove strøg ned langs hendes skulder, men efterlod hverken mærker eller smerte, for hans vægt søgte blot jorden, for at finde fodfæste. Hans energi var ved at slippe op, men det betød ikke, at han ville give sig. Med sine ører klistret i nakken hakkede han omgående efter hoppens hals, nu hvor de stod hinanden så nær, alt imens hans forknæ, som den sorte hingst havde formået at skade, endnu truede med at give efter. Hvad den yngre sorte i øjeblikket var ude på, kunne Zeus ikke gisne om - især ikke efter han have vist hvor uforudsigelig han var - og det faktum at han potentielt kunne have to modstandere inden længe var bestemt ikke noget der huede hingsten; nej, det så faktisk ganske sort ud - men selv ikke det fik ham til at bakke fra den sorte hoppe han nu havde bidt ud efter.

So .. Much .. Sand ..

Det lykkedes hende ikke at vælte ham, men det gjorde hende så sandelig ikke noget. Ava kunne sagtens trække tiden ud og køre ham helt træt hvis ikke han selv ville overgive sig inden. Det var den slags hun var rigtig god til, og så alligevel ikke. Hun havde tålmodighed, men ikke nok tålmodighed til bare at danse omkring sin modstander som hendes bror kunne finde på. Hun hakkede gerne ud hvis hun fik chancen, og det gjorde hingsten vidst også. Da han så sit snit til at hakke ud efter hende, gjorde hun nøjagtigt det samme, men bare ikke efter hans hals. Hun havde godt observeret ham - vurderet ham og i den grad iagttaget ham og hvordan hans tilstand var. Titan måtte have haft fat i hans ene forben, og det var noget hun også kunne udnytte. 

Størstedelen af hendes opmærksomhed lå på den fremmede hingst, men det ene øre var konstant vendt imod hendes yngre bror, der stadig ikke havde stukket halen mellem benene og flygtet som hun ellers havde håbet på han ville gøre. Men han havde dog været klog nok til at træde lidt væk igen så han ikke stod i vejen. Det ville også være det dummeste han kunne gøre. Han ville få samme tur bagefter hvis han ikke lystrede.

Avas tænder søgte hingstens ene forben, det forben hun kunne se Titan allerede havde haft fat i. Ikke bare for at placere et enkelt bid, men for at ville klemme så meget hendes kæber kunne tillade, mens hun samtidig lod sin vægt læne sig op af hingsten. Der var ingen tvivl om at Ava i hvert fald gik efter at vælte hingsten - få ham helt ned i sandet - ydmyge ham så meget som hun overhovedet kunne komme til. Han skulle ikke tro han kunne komme og kalde hende et bæst bare fordi hun så lidt anderledes ud. Ville han kalde hende bæst, så skulle det i hvert fald være af andre årsager.

"Giv op, hingst!" snerrede hun af ham, en anelse utydeligt på grund af deres lille fight, og hendes forsøg på at få fat i hans forben.

#10 | Tag: Zeus & Titan