So .. Much .. Sand ..

Hoppen foran ham, den mindre og mere spinkle hoppe, bevægede sig hurtigt og ligeså opdagede hun ting hurtigt. Hendes erfaringer med kamp synede allerede nu langt mere komplekse end den yngre sorte, som hun var i familie med - og det ærgrede den dunfarvede uendeligt, at han var stødt på broderen før hende. Og da hans kæber blev placeret i et solidt bid på hendes hals, tog hun fat om det ene sted på hans krop, hvor han ej kunne tåle større skader - nemlig hans knæ. Som reaktion bed han kortvarigt alt han kunne i hoppens hals inden han slap med et sammenbidt hyl af ren og skær smerte. Hans mule søgte øjeblikkeligt ned efter hoppens hoved i et forsøg på at få fat i et øre, eller noget andet blød væv der var sårbart nok til at han kunne påføre hende smerte nok til at ville slippe ham - men han nåede ej at få fat, førend hans krops vægt blev tiltet til siden. Hun havde lænet sig ind imod hans skulder, presset ham ud til siden, og med kun 3 ben til at holde ham, mistede han balancen. Hans skulder ramte derfor sandet så pludseligt at det kom bag på ham, og rent reflektorisk sparkede han med begge bagben i enhver retning muligt; hvorefter hans bid atter engang søgte hoppens hoved for at få hende til at slippe! Hans vrede lyste øjensynligt ud af både krop og sind, men hans mule forblev herefter tavs. Han ville ikke give hende den fornøjelse at høre ham udtrykke sin smerte blot én gang mere; for nok var han nede og nok vidste han, at denne kamp var tabt - men det betød ikke, at han var knækket. Åh nej, dertil kom man aldrig med den dunfarvede Zeus.

So .. Much .. Sand ..

Til at starte med troede Ava ikke det ville lykkes hende, men så lod det alligevel til at hun fik sin vilje. Først da hun kunne mærke hvordan han væltede slap hun for at skubbe mere til. Hans spark gik dog ud over hendes ene forben, og bragte endnu mere irritation og arrighed over den sorte hoppe. Normalt havde hun accepteret at hendes modstander lå på jorden eller overgav sig, men denne hingst havde krydset grænsen. Han havde generet hende mere end nogen anden hidtil havde gjort - og så alligevel ikke, for der var en enkelt hoppe der havde været mere provokerende, men hun havde også overgivet sig. Hun gav en irriteret lyd fra sig, for hans spark gjorde da ondt, og han skulle nok komme til at fortryde det.

Som han lå der i sandet rejste Ava sig på bagbenene for at hamre forhovene lige  ned i ham. Hun vurderede i hvert fald han ikke ville kunne nå at komme hurtigt nok på benene igen til at kunne skubbe hende om kuld. Så højt rejste hun sig trods alt heller ikke, og skulle han prøve på at rejse sig, så ville hun da gøre et forsøg på at hamre ham ned igen. Hun lignede en der var meget bestemt på at mørbanke ham, og det ene slag ville ikke være nok - hun ville heller ikke nøjes med at hamre hovene mod ham en enkelt gang, men igen og igen. Vreden lyste næsen ud af de blå øjne, og selv hvis han ville give op nu, ville hun højst sandsynligt ikke stoppe.

#11 | Tag: Zeus

Hans forsøg på at gøre modstand, på at bide ud efter hoppen, virkede ikke - til gengæld havde han fået ramt hende med et enkelt af hans ukontrollerede spark med sine bagben. At han så havde ramt hende, gjorde ham faktisk intet godt, for i stedet for at få hende til at bakke, rejste hoppen sig nu på bagben over ham, og sendte sine forhove lige direkte ned imod hans flanke.
Hans ører forsøgte nærmest at kravle ned i hans nakkes kød, så hårdt maste ham dem ned. Hans tænder var bidt sammen og hele hans krop anspændt; for han kunne ikke nå at komme væk og var derfor nødsaget til at tage det slag, der måtte følge med hendes forben. Og da hendes hove ramte hans ribben, blev luften slynget ud af hans lunger med et voldsomt gisp.
Et øjeblik lå han bare nærmest stivnet, inden hans krop forsøgte at få vejret igen. Det resulterede i forcerede, ukontrollerede gisp inden han med en voldsom sprutten nærmest fik luft nok ned i sine lunger til at kunne hæve flanken igen. Han forsøgte i samme omgang, af ren refleks, at møve sig om på maven for at komme op; om det ville lykkedes ham eller ej, var lidt afhængigt af om den sorte snog ville slå ud efter ham igen, eller lade ham komme op. Uanset hvad hun valgte, var hans had allerede så stort til den sorte hoppe, at han tavst havde sat sig for at komme efter hende, når han havde styrken - ligesom han ville komme efter den røde Armonia, som også var et af disse.. bæster.

So .. Much .. Sand ..

Hingstens gisp fik glæden til at rejse sig inden i den sorte hoppe. Aldrig havde hun nydt at pine andre på den måde, men sådan var det ikke længere. Nu var det det hun foretrak hvis nogen kom for tæt på. De skulle få lov at føle hvad hun selv følte. 

Da han gjorde et forsøg på at rejse sig, rejste hun sig endnu en gang på bagbene for at hamre sine forhove ned mod ham. Han skulle ikke få lov til at slippe så let. Når han kunne blive liggende på jorden og vise at han godt vidste han havde tabt, så skulle han nok få lov til at slippe, men indtil da måtte han lide. "Giv op, hingst" vrissede hun af ham igen. Han havde nok sin stolthed og sin værdighed, men på et eller andet tidspunkt skulle hun nok få det strippet af ham. Om det så ville kræve flere små kampe eller ej. Hun skulle nok få vist ham, at han intet var værd, og derfor ikke skulle kalde hende et bæst når han selv var intet.

I et splitsekund så Ava over mod hendes bror, der så en anelse hjælpeløs ud. Han fik et skarpt og advarende blik sendt i hans retning, for han kunne lige vove på at blande sig. Alligevel havde hun sine anelser om, at han havde lige så svært ved at stå og se på, som hun selv havde haft det da hun var yngre. De var trods alt skabt af det samme. De bar de samme gener.

#12 | Tag: Zeus & Titan

[4]

Knapt var han kommet om på maven, og havde sat sit forsøg om at komme op igang, før den sorte slange angreb igen. Hun rejste sig på bagben og hamrede atter sine forhove ned i hans flanke; heldigvis for ham, var vinklen skæv denne gang og derfor blev trykket ikke så højt som i første omgang - men hårdt nok til at hans lunger atter truede med at tabe luften. Han slog hovedet demonstrativt i vejret med sammenbidte tænder, inden hans blå øjne søgte hendes; og vreden var klar i hans blik. Åh, hvis øjne kunne dræbe, havde han slået hende ihjel på stedet. Han fnøs dog i stedet for at hvine, trods smerten var dyb. Hans ribben havde fået et godt tryk, og efterhånden var knæskaden ikke så alvorlig igen, når man så på hele billedet. Hans ribben ville tage måneder om at hele igen.
Hendes ord der nærmest kommanderede ham til at give op, satte trods i hans sind. Et bæst som hende skulle ikke kommandere med dem, som var værdige til at sætte ben i et land som det her - og det mente Zeus ikke, at dem med magi var. Og endeligt, som svar, kom hans stemme til kende igen.

,,Jeg ligger da ned, gør jeg ikke?"

Hans udtale var anstrengt, tydeligt bar den præg af hans smerter og endnu besværede vejrtrækning. Hans kæbe forblev sammenbidt imens han med forceret vejrtrækning atter rullede om på maven, men ikke forsøgte at rejse sig denne gang - hun kunne få æren af at have sejret, det var noget Zeus ikke havde det store problem med at anerkende. Andre kunne være stærkere og dygtigere end ham, og derfor 'turde' han godt trække sig, for at sikre egen overlevelse - men knækket, det var han skam ikke. Hans blik veg ikke for hendes, alt imens hans næsebor gang på gang blev udspilet imens han forsøgte at få kontrol over hans vejrtrækning.

So .. Much .. Sand ..

words: 208 | tag: Zeus & Ava

♣

Titan følte sig næsten magtesløs som han stod der og så på de andre. Hans søster gjorde ting han aldrig selv ville kunne have fundet på. Og så alligevel ikke helt, for det var jo bare en anden måde at holde en nede på. Men når han nu lå der og gispede efter vejret, og hun jo egentlig godt vidste at han ikke var nogen kæmpe stor udfordring for hende, fordi han allerede havde været i lille 'venskabelig' kamp mod Titan, så behøvede hun jo ikke være så hård ved ham.

Hingsten trippede lidt på stedet mens ørerne blev vippet bagud - ikke lagt ned i nakken men stadig tæt på. Han vidste hvad han var nødt til at gøre, men også at det kunne risikere at gå ud over ham i stedet. Han trak vejret hurtigt et par gange, for blodet pumpede hurtigere rundt i takt med han blev mere og mere beslutsom og til sidst kastede sig fremad, og hen så han stod med forbenene på den ene side af den sandfarvede hingst, og bagbenene på den anden, så hingsten lå under ham. Ørerne var nu placeret fladt nede i nakken og de syregrønne øjne stirrede vredt på hans søster. "Det du gør er ikke værdigt"

1

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Ava fnøs af hingstens ord. Troede han virkelig det var nok? Hah! han måtte tro om igen. Han skulle nok også blive klogere. Hun huggede ud i hans retning, uden overhovedet at være tæt nok på til at kunne ramme ham.

"Jeg ser det ikke som at give op så længe du prøver på at rejse dig igen. Men du skal vide jeg har tid nok til at blive her, og sørge for du ikke går nogen steder"

Ordene blev sagt i en tone der lød legende men også truende på samme tid. Og iskolde også. Hun mente hvad hun sagde - hun havde ikke travlt, og hun skulle nok sørge for han blev fuldkommen ydmyget. Og hvad der var endnu mere perfekt var at de to ikke var alene - der var en tilskuer. Og endnu bedre, den tilskuer var hendes bror - så kunne han måske lære en ting eller to ud fra det også, så han ikke ville være den der blev mast ned i sandet til en anden gang.

"Og tænk en gang, lille hingst, jeg har ingen magi brugt"

Et lusket og på en måde ondskabsfuldt smil lurede omkring den mørke mule, og øjnene afspejlede nøjagtigt det samme. Åh hvor skulle hun dog vise ham at han ikke var andet end en lille ubetydelig loppe. Selvom han lå ned skulle han ikke tro han slap bare af den grund, og derfor rejste hun sig på bagbenene for endnu en gang at ville hamre forhovene ned mod ham. Noget uventet skete dog, og den sorte hingst kom farende imod dem alt for hurtigt, så Ava af ren og sker refleks vendte sig væk i tilfælde af han ville hugge ud som hun selv ville have gjort. Et koldt og vredt fnys forlod hendes mule da hun lod de blå øjne søge mod hans de grønne - tydeligt advarende og arrige. Hvad bildte han sig ind?

For en kort stund stod hun ganske stille, og det så næsten ud som om hun faldt en smule til ro og egentlig skulle til at lytte til sin bror, men hun følte sig mere forrådt. Endnu en der gik imod hende. Endnu en der ikke var klogere. Men det skulle han såmænd nok blive. Bagparten fik hun svinget rundt så hun igen stod med fronten mod de to hingste, men med lidt større afstand. Hendes øjne syntes at blive en anelse klarer og kroppen begyndte at dirre en smule mens hun lod sit fulde fokus hvile på sin bror. Hun blinkede ikke på noget som helst tidspunkt, for hun ville se ham lide når han fik lov til at mærke de mørke kræfter.

#12 | Tag: Zeus & Titan

[5]

Hvis det var muligt, så havde den sorte hoppe sikkert sendt både gift, ild og alverdens andre remedier efter den dunfarvede Zeus, hvis trodsige sind nægtede at bøje sig for hendes. Nok kunne hans krop give efter, som den havde gjort, og nok kunne han anerkende et nederlag - men aldrig bøje sindet. Hans ører forblev i nakken, da hendes stemme endnu engang pinte hans hørelse. Ja, det var sørme flot hun havde slået ham ned, uden brug af hendes.. magi. Havde han dog ikke brugt sine kræfter i slagsmål med hendes broder, havde hun ikke haft det så let. Ordene lå lige på tungen af ham, og lige skulle han til at sige hende imod, da den sorte hingsts bevægelser fik ham til at stoppe.
Det skete så pludseligt, og Zeus var fanget i et øjeblik at skulle holde øje med to; for den sorte hoppe lod til at ville angribe og den yngre sorte stod pludselig.. over ham? Han fnøs uforstående, men inden han nåede hverken at sige eller gøre noget, veg den sorte hoppe. Hun trak sit angreb tilbage og sendte nu et blik imod den yngre sorte, som nok kunne have slået dem begge ihjel på stedet. Zeus lagde trodsigt sit hoved en anelse ned over hans knæ, som for et øjeblik at beskytte det og samtidig få vejret til fulde. At den sorte hingst lige havde redet ham fra endnu et slag imod hans ribben, som kunne have været langt mere fatalt end det der allerede var sket, var et faktum han ikke helt kunne forholde sig til. Hvorfor i al verden ville han gøre det?

,,Hvad i al.."

Længere nåede Zeus's sætning ikke at blive, før han lagde mærke til noget ved den sorte hoppe. Hendes krop nærmest dirrede, og en meget ubehagelig mavefornemmelse gik igennem den dunfarvedes krop. Noget overnaturligt var ved at ramle ned over dem, og det var bestemt ikke noget Zeus var begejstret for. Hans tanker måtte arbejde hurtigt nu - og et øjeblik tog han faktisk sig selv i at ville beskytte den sorte, selvom han hellere ville hakke ham i benet og bede ham skride - det at han nærmest stod vogtende over ham, fik kun Zeus til at se mere sølle ud. Med et vrissent fnys slog han pludselig hovedet op imod bugen på den yngre sorte - ikke hårdt - men som en hentydning.

,,Se at komme væk!"

Bed Zeus nu af ham, knapt hørligt. Han gav ham blot et øjeblik, inden han med en voldsom kræft forsøgte at rejse sig op i den sorte, som forhåbentlig da måtte vige, så Zeus atter stod imellem bæstet og den yngre sorte. Et øjebliks heltemod var gledet over den dunfarvede - og det ville han nok bittert fortryde blot sekunder senere.

So .. Much .. Sand ..

words: 269 | tag: Zeus & Ava

♣

Da Titan havde indfundet sin plads over den sandfarvede hingst, trak han vejret dybere for at finde roen i sig selv igen - for lige at føle han havde kontrollen. Det var første gang han stod i en situation som denne. Det var ikke første gang han havde stået ansigt til ansigt med sin søster, men det var første gang han havde forhindret hende i at gennembanke en anden, og han havde på fornemmelsen af det ikke var nogen god idé. Hans blik veg ikke fra hendes. Han vidste ikke hvad hun kunne finde på, men da det var som om hun slappede mere af, gjorde han det samme - lige indtil et jag af ubehag begyndte indvendigt. Han spærrede øjnene op og lod blikket flakke fra side til side, for hvad kunne det være for noget? Hvad havde hun gang i? Var det overhovedet hende der gjorde noget? De var jo familie!

Den anden hingsts ord fik Titan til lige at skæve ned mod ham, men det var egentlig mest det slag der kom fra hingstens hoved. Ikke fordi det gjorde ondt, men mere fordi han blev gjort opmærksom på ham. Ordene hørte han godt, men han registrerede dem ikke rigtig, ikke før han begyndte at røre på sig og det gik op for Titan at han ville op at stå. Nu havde han trods alt også fået en lille pause fra Avas barske behandling, og sammen kunne de måske godt tage hende. Langsomt fik han flyttet hovene en smule så den sandfarvede hingst også kunne komme op, men det var som om det hele foregik i slowmotion.

2

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Det havde passet til den sorte hoppe, hvis der havde lydt en ondskabsfuld latter. Men det var sjældent hun selv lo - især når der ikke var noget at le af. Dette var ikke en glædelig genforening med hendes bror - eller et venskabeligt møde med en fremmed hingst. Dette var mere eller mindre en magtdemonstration fra alle parternes side.

Øjenkontakten til den sorte Titan blev brudt da han i stedet så ned mod den anden hingst, men det var allerede for sent der. Hun havde kastet sine mørke kræfter efter ham, fået dem til at ætse i hans indre. Det var også tydeligt at se hvordan han ikke længere lod til at være helt lige så opmærksom som han havde været tidligere. Det var dog intet dødeligt. Blot en lille advarsel om, at man ikke gik ustraffet for at blande sig i hendes sager. Om nogen ville se det som at hun havde blandet sig i hans først var irrelevant. Han havde allerede tabt den kamp.

Ava trådte nogle skridt tilbage, da den sandfarvede hingst kom på benene igen. De blå øjne havde igen fæstnet sig på ham som sugekopperne på en blækspruttes fangearme. Var han ikke færdig endnu? Med et lusket smil, sendte hun nogle ord efter ham, som både kunne være en advarsel, en udfordring og på samme tid en lille trussel.

"Løb, hingst. Mens du stadig kan"

#13 | Tag: Zeus & Titan

[6]

Op kom han, efter en voldsom kræftanstrengelse. Den sorte Titan var veget til siden, langsomt, men han havde flyttet sig nok til at Zeus kunne komme op. Et prust forlod hans mule, der nærmest rungede inde i hans eget hoved. Udmattelsen, som havde overtaget hans krop, havde nærmest sat en klokke om hans hoved der slørede hans syn, når han bevægede sig pludseligt og fik lyde til at lyde så underligt hule.
Det tog ham et par sekunder at låse sit blik på hoppens, hvis øjne nærmest var malet ind i hans pels, så intenst så hun på ham. Den sorte hingst lagde han godt mærke til virkede utilpas, og selv dirrede hans skind af ubehag over den aura der var gledet over den sorte slange i det hun havde udnyttet den magi, han ikke kendte noget til. Han vidste kun at hun havde den, og at hun havde ytret sig, at hun ikke havde brugt den på Zeus - men hun måtte da have haft brugt den på hingsten? Hendes egen familie? Hans ører klistrede til hans nakke, som var våd af sved. Nok havde han selv slået på sin familie; jagtet brødre fra flokken, forsøgt at slå sin egen far ihjel - og tabt i samme omgang - men aldrig ville han kunne finde på at gøre sådan noget ved et familiemedlem. Aldrig! Han fnøs arrigt, men tonen blev snart slået om til leende. 'Løb mens du stadig kan'. Og det var netop det sidste han ville gøre.

,,Og gå glip af alt det sjove?"

Fik han med anstrengt toneleje fremsagt. Hans tone, der trods anstrengtheden, både bar præg af overlegenhed og ironi. Det var hans sidst kort han havde på hoven - for selvom Zeus i langt de fleste tilfælde virkede som en indelukket hingst der absolut ikke kendte til det at have det hverken godt eller sjovt, så var det ikke sandheden. Der gemte sig mere i den dunfarvede hingst, end den ligegyldige dominerende hingst.

So .. Much .. Sand ..

words: 220 | tag: Zeus & Ava

♣

Titan holdt sig i nærheden af den anden hingst. Et lille stykke bagved, men stadig tæt på - han skulle ikke nyde noget af at begynde og løbe ved den tone, og da slet ikke stikke halen mellem benene som en kryster. Og han ville da heller ikke efterlade den anden hingst i stikken. Hans vejrtrækning var blevet mere hvæsende og det lød næsten som om han var godt og grundigt forkølet. Hans blik hvilede på Ava. Godt nok så han selv en smule sammensunken og sølle ud, men han nægtede at lade sig gå for meget på af det. Han nøjedes med de overfladiske vejrtrækninger, der rallede længere nede i halsen, og håbede på hoppen ville gå sin vej uden at skabe mere ballade, men kendte han sin søster ret, så ville det ikke ske. Hingstens ord fik Titans blik til lige at flakke mod ham et kort øjeblik, og han gav han lige et lille hurtigt puf med mulen. Det var næsten det samme som at provokere hende - og det var nok det dummeste nogen kunne gøre. De var trods alt begge udkørte og hun lod til at være mindre sig selv end da han sidst havde set hende. Hvis det var skyggerne de var oppe imod, så tvivlede han på de havde en særlig stor chance.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Alle lyde og alle små detaljer omkring den lille gruppe, fulgte Ava med i. Den rallende vejrtrækning fra Titan, Den fremmede hingsts åndedræt, Vinden der strøg ind over øen ude fra havet af, sænket af sandbakkerne. Det var ikke fordi det var koldt - og selv hvis det havde været koldt, havde hun nok ikke lagt ret meget mærke til det. Selv kunne hun godt mærke at hendes energi var mere svækket nu end før hun havde brugt sin lille 'gave'. Det krævede stadig en del af hende at koncentrere sig så meget, og det var ikke noget hun fik brugt så tit som hun måske burde for at få styr på det. Men hun kunne jo heller ikke tillade sig at bruge alle og enhver som øvedukker.

Hun fnøs af hingstens ord, og slog et svirp med den lange sorte hale, så den hvislede gennem luften og bragte nogle små sandkorn med sig. Ørerne blev lagt mere ned i nakken igen, og hun pustede sig en anelse op. Ikke fordi hun blev bredere, men hun rankede sig en anelse, hævede hovedet en anelse også, men uden at blotte sig selv for meget. Dum var hun trods alt ikke. Langsomt trådte hun fremad mod hingsten igen. Blikket og smilet var utilregneligt, og kunne hun komme tæt nok på uden han flyttede sig, så ville han ikke vide hvad der ramte ham.

#14 | Tag: Zeus & Titan

[7]

Påvirket var den yngre sorte tydeligt; for hans vejrtrækning blev rallende og ustabil, i takt med hans egen stadig var forceret af de smerter hans ribben påførte ham. Et kønt par måtte de se ud - og slaget var tabt for længst, det vidste han godt. Den ene tilfredsstillelse som hoppen søgte, ud over at have fået ham i jorden, virkede til at være at knække ham - og dette ville han ikke give hende. Hun trådte nu frem imod ham igen; og Zeus flyttede sig ikke. Hans knæ ville ikke kunne bære ham hurtigt nok væk, til at det overhovedet kunne betale sig at prøve. Det eneste han kunne udnytte var hans vægt, der solidt holdt ham til jorden og hans overlegenhed i størrelsen. Hans blik veg ikke fra hoppen, trods den yngre hingst fik sneget et puf ind. Han reagerede ikke på det - fordi det i øjeblikket ikke var vigtigt, og så forstod han heller ikke hvorfor den sorte havde udvist de 'venlige' gerninger som han nu havde. Det gav ingen mening.
I takt med hoppen kom ham nærmere, hvælvede han sin hals mere og pustede den velbyggede krop op. Små, hidsige brum forlod hans strube med den kræft hans lunger kunne mønstre; og han ventede på hende. Ventede for at se, hvordan hun ville angribe ham igen - og ligeså forberedte han sig på, at han højest sandsynlig endte i jorden igen. Hans kræfter var ved at slippe op, men aldrig, nej aldrig ville sindet give sig. Om det så måtte være det sidste han gjorde.

So .. Much .. Sand ..

tag: Zeus & Ava

♣

Det lod ikke til den anden hingst lagde særligt meget mærke til Titan. Det afholdt ham dog ikke fra at give endnu et lille puf fra sig. En form for påmindelse om at det måske var smartest at adlyde. Godt nok var han ikke en der stak af så snart han så ud til at tabe, men han havde en lille idé om hvad de var oppe imod, for han kendte sin søster . . . sådan da. Hun var ikke rigtig sig selv, men han kendte hendes måde at håndtere tingene på. Hun havde aldrig bare været en der vendte ryggen til og gik. Selv da hun var sig selv, lille og svag, kunne hun finde på at puste sig op over for de andre og større heste, som nok ikke så hende som ret meget af en trussel. Mange havde tendens til at undervurdere hende. "Ava..... stop nu bare... Der må være bedre ting at tage sig til....." Titan vidste med det samme efter han havde udtalt ordene, at det nok var et dumt tidspunkt at blande sig på. Et rigtig dumt tidspunkt at gøre sig bemærket på - men alligevel måske heller ikke så skidt igen, ikke hvis han kunne tale sin søster til fornuft og få hende til at droppe sin lille magtopvisning.

1

Tracker | Tables | Plots | Application