So .. Much .. Sand ..

So .. Much .. Sand ..

De isnende blå øjne borede sig direkte ind i den dunfarvede hingst. Hvordan han kunne tale sådan til hende som han havde gjort, og hvordan han troede han kunne komme nogen som helst vegne med den stædighed. Han kendte tydeligvis ikke til hendes egen stædighed. Hun var muligvis blandt top tre i landet over de mest stædige, og oven i det var hun en hoppe med en stor viljestyrke - og hun ville have sin vilje. At hingsten pustede sig op kom ikke bag på hende på nogen måde - tvært imod. Hun havde mere eller mindre forventet det. På den måde var der nogle ting der var så forudsigelige at hun tit vidste hvordan hun skulle håndtere en situation. Ordene kom dog uventet, men måske også mere fordi de ikke kom fra den dunfarvede hingst, men i stedet hendes bror. Det var lige godt satans! At han troede han skulle blande sig? At han troede han kunne slippe godt fra det? At han troede hun bare ville vende røven til og gå sin vej. Aldrig i livet! Ikke så længe hun stadig kunne stå på alle fire hove og trække vejret, ville hun lade nogen slippe fra sådan en kommentar som hans: Bæst. "Du blander dig bare helt uden om eller du får en tur bagefter" snerrede hun idét hun trådte et skridt fremad mod den dunfarvede hingst, som de blå øjne stadig ikke havde forladt, på trods af hun havde talt til sin bror. Hvis han ville puste sig op og fortsætte, så skulle han heller ikke skuffes, og derfor hakkede Ava ud som en giftig slange igen, sigtende efter hingstens hals.

#1 | Tag: Zeus & Titan

Den kulsorte mule ramte ham endnu engang. Som stod tiden stille i det øjeblik, registrerede Zeus, hvis hjerte pumpede af anstrengelse ovenpå de timer, han havde ligget i kamp med de to heste, som i øjeblikket omgav ham, alt. Hans blik blev nu drejet direkte imod den sorte; som blev de kaldt ved trommeslag til hans skikkelse. Og selvom han førhen havde registreret det, så var det først nu, at det faldt til bunds i hans sind - den sorte støttede, af uforklarlige årsager, den dunfarvede. Zeus lagde derfor i selv samme stund ikke sine ører ned, bed ad den sorte hingst, eller flyttede sig; i stedet steg en lydløs brummen fra hans bug, inden han atter måtte se på slangehoppen, der nu truede sin broder, hvorefter hun trådte frem efter Zeus selv igen og lod sine usynlige hugtænder søge hans skind, nær halsen. Hans reaktion var for langsom og derfor mærkede han ganske tydeligt hvordan hendes tænder fik fat i det yderste lag af hans skind, der, hvor det rigtig sviger. Han lagde vagten bagover, hev hovedet til sig med et hingstet hvin, inden han forsøgte at rejse sig på bagben, og slå ud foran sig - men hans forsøg var lettere halvhjertet, for han havde ej længere kræfterne til at gøre modstanden der skulle til, for at få den mindre hoppe væk. Det eneste han i bund og grund kunne håbe på, var at hun fandt det for kedeligt at slå på ham til sidst, og dermed ville gå fra ham - for han kunne ikke slå hende, og han kunne ikke slå tilstrækkeligt fra sig, til at stå i en lige kamp.

So .. Much .. Sand ..

tag: Ava & Zeus

♣

Titan lagde ørerne bagud ved søsterens ord. Tænk engang at det ikke havde hjulpet. Det kunne dog heller ikke komme som nogen overraskelse, taget i betragtning af hvor stædig hun kunne være. Meget stædig. Og selvfølgelig ville hun ikke bare gå fra en kamp uanset hvor lille den end måtte være, for det var næsten det samme som et nederlag. I stedet trådte han et halvt skridt tilbage og slog blikket mod den dunfarvede hingst, og i det øjeblik hans søster hakkede ud, sprang Titan frem for at gøre hende kunsten efter, men dog kun halvhjertet for han havde aldrig været nødt til at prøve på at sætte sin søster på plads. Det havde altid været omvendt, men denne gang var hun gået over stregen. De grønne øjne forblev åbne til trods for han havde på fornemmelsen af et bid ville komme i hans retning efterfølgende, og det ville komme til at gøre ondt. Det var trods alt noget hoppen mestrede godt efter hånden. Han havde set hende gøre det flere gange, og havde da også selv været udsat for hendes tænder nogle gange når han ikke lige havde gjort som hun havde bedt om.

3

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Ava fornemmede godt hun lige fik fat. Ikke nok til at holde fast i hingsten - Ikke nok til hun ville kunne slynge ham rundt igen, og da han rejste sig på bagbenene var det nok til tænderne gled og frigav skindet. Imellemtiden havde den sorte broder sendt sit bid ud efter hende, og hun var fristet til at give ham et hak tilbage, men gjorde det ikke, for der var en mulighed der var for god til at lade gå til spilde. . . Hingsten på bagbenene. Selvom hans ene ben røg i hendes retning, og selvom han også ramte hende, så kunne hun også godt mærke at han højst sandsynligt ikke længere gav sig fuldt ud - eller også gjorde han, men det var langt fra nok til at være nogen udfordring for hende. Nu havde Titan trods alt også allerede givet ham en sag for før hun var kommet, så det ville heller ikke være så undrende hvis hans energi niveau ikke længere var tårnhøjt.

Hun gav ingen lyd fra sig da han ramte hende, hun gav ingen lyd fra sig da hendes bror bed hende, men mentalt vrissede hun af dem begge to. Hvis de ikke ville overgive sig, så skulle de få lov at fortryde det. Det hele tog kun et splitsekund for Ava at bestemme sig, og hun kastede sig fremad mod den dunfarvede hingst for at skubbe til ham. Titan skulle nok få sin fejltagelse at mærke når hun var færdig med den dunfarvede. En hingst af gangen måtte være den bedste fremgangsmåde.

#2 | Tag: Zeus & Titan

Han havde ikke nået den fulde højde af hans stejl, før den sorte hoppe besluttede sig for at springe imod ham. Det var et åbenlyst angreb, og også dumdristigt af ham, at gå i vejret når hans modstander var så lille i forhold til ham selv, men hans muligheder var ringe nu. Han holdt sin luft i lungerne og lod sine muskler, der bugtede sig langs hans flanke og omkring hans bug spændes, for at stå imod hendes angreb, der højest sandsynligt ville bringe ham i ubalance. Ganske rigtigt, for da hun ramte, om end han ligeså ramte hende med hans forhov, der var sendt i luften, måtte han træde tilbage på sine bagben. Han skred en smule, og for at undgå at falde, måtte han atter dreje sin forpart til siden, så han gled ned langs hoppens skulder, for da at ende med at stå side om side med hende. Her bed han øjeblikkeligt efter hendes hoved, der sad en tak lavere end hans, hvorefter han hidsigt, og med så megen kraft han kunne mønstre, slog det endnu raske forknæ op efter hendes hoved ligeså, med et spinkelt håb om, at hun da ville trække sig for at undgå både bid og spark. I samme øjeblik angreb den kulsorte hingst sin såkaldte søster, hvilket Zeus ikke kunne lade værre med tavst at være taknemmelig for - for nok havde de to hingste sloges længe, men deres kamp havde emmet af stædighed og 'grov leg', hvorimod dette nu handlede mere om at holde livet i behold, for den dunfarvede Zeus. Og gerne så intakt, at han kunne komme derfra igen, når det hele engang havde nået en ende.

So .. Much .. Sand ..

tag: Ava & Zeus

♣

Det lod ikke til at gavne særligt meget, at Titan havde begivet sig ud i at hjælpe den nye bekendte. Han ville ikke gå så langt som at kalde ham en ven, for navnet mindedes han ikke hat have fået fat i. Om det så var fordi de ikke havde stået og udvekslet dem eller om det var fordi Titan bare ikke havde hørt efter var han ikke helt sikker på. Han havde det trods alt med at tune andre ude hvis han havde sat sig for noget andet, og hans stædighed havde jo sat sig for at hingsten ikke skulle prøve på at tale ham fra at vise hvem af dem der bestemte. At det så var ham selv der havde været nede og sluge sand indtil hans søster kom, var en helt anden side af sagen.

Som hingsten lod til at gå igang med at bide og slås igen, gav Titan sig til at følge hans eksempel også, men gik dog i stedet efter sin søsters ben, ligesom han havde haft fat i den dunfarvede hingst. Hvis han nu bare kunne få fat et sted der kunne få hende til at stoppe op og tænke sig om - hvis det nu bare kunne gøre ondt nok til hun kunne indse at det ikke var det værd, så ville hun måske lade dem være. Og alligevel var der den lille stemme i det bagerste af hans hoved, der fortalte ham at sandsynligheden for det ikke var særlig stor. Der måtte tages andre midler i brug end vold for at stoppe fighten.

5

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Selvom Ava var en lille hoppe, så skulle andre i hvert fald ikke tro de bare kunne behandle hende som de ville. De fleste fandt da også ret hurtigt ud af det. Nogen krævede dog lidt mere overbevisning, som hingsten foran hende. Da han igen landede på jorden med forhovene, skulle hun lige til endnu en gang at hakke ud efter ham, men før hun nåede det, havde han allerede fået fat i hende, og hans knæ havde retning mod hendes mule. Den ramte da også, og et skingert irriteret hyl forlod den sorte hoppe. Det var dog først da hendes egen bror også gav sig til at bide efter hendes ben og hun derfor ikke længere bare kunne stå stille, og dermed både måtte koncentrere sig om at flytte dem, men også holde øje med den anden hingst, at hun besluttede sig for det var en umulig opgave. Der var kun en ting at gøre, og det var at løsrive sig - om det så måtte give ar i den sorte pels eller ej. Hun rev derfor hovedet til siden som ville hun slynge det mod den yngre sorte hingst, men hun stoppede og lod blikket hvile på ham, iskoldt og dræbende. Lige i det sekund var det som om alt var helt stille omkring dem. Vinden var stille, alle sandkorn var som frosset fast og Avas blik borede sig direkte ind i de syregrønne øjne. Et ord hang i luften, og det havde netop forladt hendes mule; "Nàire!"

Hun vidste begge hingstene muligvis kørte på deres sidste reserver af energi, så det var med at få dem kørt helt tørre så hurtigt som muligt - hun måtte starte med den der var nemmest. Godt nok havde den dunfarvede vist tegn på 'svaghed' da han havde langet ud efter hende - at han nok ikke var nogen match for hende længere - men hendes bror . . . Han måtte være mindst lige så udmattet, og derudover kendte hun hans metoder. Ørerne blev smækket helt ned i nakken og lige idé som hun så ud til at slappe mere af og ligne mere sig selv, huggede hun ud efter ham - ikke bare huggede ud efter ham, men gik direkte efter struben.

#3 | Tag: Zeus & Titan

Pludselig var det som om at tingene lykkedes for den udmattede, dunfarvede Zeus. Hans tænder kom i kontakt med det sorte skind, som bæstet besad og ligeså søgte hans knæ op imod hendes hoved; og da det ramte, slap han hende med et udmattet pust, blandet i med et suk og et hyl, som respons på hendes eget, der skar igennem luften. Alt imens havde den sorte taget fat imod hendes knæ, som han havde gjort det imod Zeus selv; en taktik, der fik den sorte hoppe til at flytte sig. Zeus vaklede et skridt til siden, for at give plads til hoppens reaktion, der hidsigt bød hende at vride sig fri, hvorefter hun udsendte et ord hvislet med slangens egen tunge imod den kulsorte hingst. Zeus vidste ej, hvad dette ord betød, og hvor dette sprog kom fra - men han forbandt det øjeblikkeligt med det overnaturlige, som han hadede mest af alt. Og i det den sorte hoppe lagde sine isblå øjne imod hendes egen broder, kunne ethvert hjerteslag høres imellem de tre sjæle. Blodet pumpede igennem deres årer, tvunget fremad af had, af overanstrengelse, af frygt. For jo, der sad frygt i sindet på den dunfarvede i øjeblikket, kun overskygget af det had, som han nærede for dem, der besad magiens forbandelse. Og i det hun satte imod hendes broder, og Zeus i princippet havde muligheden for at trække sig, søge væk og undgå yderligere skader, valgte han netop det modsatte. Nok var han som regel en hingst, der spillede efter reglerne og gjorde det, som man kunne forvente - men nu, i dette øjeblik, lod det til at han havde taget ved lære fra den uforudsigelige sorte hingst. Og derfor sprang han hidsigt frem, for at kaste sin større og tungere krop imod siden på den sorte hoppe, for at fjerne hendes kurs fra den sorte hingst endnu engang.

So .. Much .. Sand ..

tag: Ava & Zeus

♣

Titan gøs. Hans søsters blik var meget anderledes end dem han før var blevet udsat for, og han vidste allerede med det ene ord hvorfor. Hun så ham som familiens sorte får. Den man burde skamme sig over, og for hvad? For at gå imod hende? Fordi hun ville til at spille med musklerne over for en der ville være et nemt bytte for hende at nedlægge hvis ikke han havde støttet den anden hingst? Måske ikke hvis han ikke allerede havde været oppe at toppes med den dunfarvede inden, men i situationen de var i nu, var det langt fra fair. Hans egne ører lagde han tilsvarende ned i nakken og gav hende tilbage af samme skuffe. Måske var det det der skulle til. Måske trængte hun til at få at vide hun var den der var til at skamme sig over i stedet. "tá tú ag an náire an teaghlaigh. Féach ar tú". Hans ord nåede han også kun lige at sige, da han opfangede hun bevægede sig hurtigt. I stedet for at flytte sig kneb han øjnene sammen, trak bagparten op under sig og skød skuldrende en anelse fremad mens mulen blev trykket ind mod bringen for at han kunne fylde så lidt som muligt. Samtidig spændte han op i hele kroppen og afventede sin søsters vrede.

6

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand ..

Titans ord hørte hun knap nok. Måske fordi hun ikke ville høre dem. Måske hørte hun dem rent faktisk men ville ikke kendes ved dem. Måske blev de bare overdøvet af alt larmen i hendes eget hoved. Hendes egne tanker var ikke altid lige lydløse. Idét hun gjorde klar til at få fat i sin bror blev hun skubbet ud af kurs. Selvfølgelig havde den dunfarvede hingst ikke valgt den lette udvej. Hun havde måske regnet ud han ikke bare ville trække sig selv når han fik chancen for det - for han havde allerede haft mere end en enkelt. Han skulle komme til at fortryde lige så meget som hendes egen bror allerede så ud til at fortryde. Og dog. Måske var det frygt hun kunne ane? Måske havde han givet op siden han ikke så ud til at gøre den store modstand. Hun vendte derfor sin opmærksomhed mod den fremmede igen, men i stedet for at vende fronten til ham og hakke ud, vendte hun bagparten mod ham og lossede ud med begge bagben i hans retning i stedet. Det var ikke fordi hun sigtede særlig højt, for hun kunne risikere overbalance hvis han sparkede. Men hun sigtede efter at ramme.

#4 | Tag: Zeus & Titan

Tanken bag den dunfarvedes 'angreb', var i bund og grund at sikre, at den sorte ikke blev kløvet af sin søster - og dette blev også ført ud i livet, for hans skub var tilstrækkeligt til, at hun ej ramte den sorte frontalt, som hun ellers ville have gjort; især fordi den kulsorte hingst ikke flyttede sig denne gang. Zeus udstødte et halvgnavent fnys, for hvis den sorte havde holdt sit angreb igang, havde de måske kunnet få den lille hoppe - nej, ikke hoppe - det lille bæst, til at afblæse helt. I stedet vendte hun sig nu imod Zeus igen og lossede ud efter ham. Sparket gik rent ind imod hans flanke, imod hans allerede ømme ribben, som atter engang blev trykket. Hans luft forlod øjeblikkeligt hans lunger i et pinefuldt hyl, inden han trak sig flere skridt bagud, med sænket hoved og lagte ører; hans skulder blev det forreste punkt på hans krop, for at kunne støde imod hvis hun angreb igen - alt imens han forsøgte at få vejret. Det var tredje gang indenfor få timer, at han havde fået sådan en 'mavepuster', og hans ribben havde det bestemt ikke godt. Smerterne var nærmest jagene for hver gang han forsøgte at fylde sine lunger på ny, som gik hver en muskel omkring hans flanke i krampe. Indvendigt dirrede han af et raseri, som hans krop ej længere havde kræfterne til at bærer; og hvis bare han kunne, så fortsatte han uendeligt, til han havde fået hoppen ned med nakken. Desværre var hans fysik ej til det, og derfor indledte han ikke flere angreb nu - men håbede på, at hun ville takke af, hvis han lod hende værre.

So .. Much .. Sand ..

tag: Ava & Zeus

♣

Med musklerne spændte stod Titan parat til sin søster angreb. Lyden af kroppe der ramte hinanden fik ham til at forsigtigt åbne det ene øje, for det var ikke ham der var ramt. Han stod stadig uskadt og sammenkrøllet. Tøvende tippede begge ører fremad - frem og tilbage nogle hurtige gange i usikkerhed, men endte med at forblive fremme. Den dunfarvede hingst havde formået at trække Avas opmærksomhed over mod sig selv igen, hvilket betød han ikke selv fik mere ondt. En taknemmelig brummen sendte han mod den dunfarvede til trods for hans utilfredse fnys. Men det så ud som om han, ligesom Titan, havde fundet ud af hvad der var smartest - ikke at give igen. Ikke at kæmpe tilbage. Der var ikke meget kamp i en ensidig kamp. Det ville være mere slagtning, og hun havde trods alt ingen grund til det. Det måtte også være kedeligt i længden, og det ville nok være deres største chance for at slippe helskindet derfra - eller i hvert fald med færre skrammer end de kunne have pådraget sig. Stivbenet og let haltende efter det sidste stykke tids tummult, trippede den sorte hingst forsigtigt i en bue uden om hans søster og i stedet over mod den dunfarvede igen. Han ville i hvert fald ikke forlade stedet alene og med ryggen til det nogen ville påstå var en sindssyg hoppe, for hvad hvis hun nu ombestemte sig og fik sat tænderne i hans bagpart? Tanken var ikke specielt indbydende, og gik de sammen så var risikoen nok mindre for et bagholdsandgreb, for så var de ikke helt lige så nemme at nedlægge.

7

Tracker | Tables | Plots | Application

So .. Much .. Sand

Som Ava fik vendt sig rundt og de hendes blik igen fandt vej til den dunfarvede hingst, voksede et lille smil omkring hendes mørke mule. Hun kunne godt se hun i hvert fald havde ramt ham godt. Godt for hende i hvert fald - skidt for ham. Han så ikke længere ud til at være så kæphøj og kampklar. 

Igen stod hun fuldkommen stille som en helt uskyldig hoppe - fuldkommen modsat af hvad hun rent faktisk var. Hun var på ingen måde uskyldig, og indvendigt summede hun stadig af vrede over hingstens beskrivelse af hende; 'Bæst' og hendes brors valg af side. Endnu en der havde valgt den anden side. Selvom øjnene var blå og dermed meget lyse i forhold til så mange andres, så var blikket deri meget mørkt. Fyldt med en form for mystisk skygge der ikke var synlig, men en man kunne fornemme når man så i dem. En skygge af noget hadefuldt. "Nu ville være en god idé at stikke af, Hingst. Med mindre du ønsker en omgang mere." Blikket gled videre fra den dunfarvede hingst til den sorte broder, som hun var på nippet til fuldkommen at udstøde fra sin familie. Hvis han ligesom den spraglede hingst valgte modstanderens side, så kunne han få samme behandling også. "Næste gang, Titan.... Slipper du måske ikke lige så let"

#5 | Tag: Zeus & Titan

Endelig stod det hele stille. Efter Zeus og bæstet var 'gået fra hinanden', angreb hverken hun eller ham selv igen. I stedet havde den lille hoppe stillet sig op med et ganske uskyldigt udtryk over det unaturlige ansigt hun bar. Zeus reagerede blot ved at lægge ørerne endnu mere med utroligt sammenbidt kæbe. Han skulle virkelig holde sig selv i nakken, for ej at slynge flere spydige kommentarer ud, især efter hoppens ord - men han havde fået nok. Han havde fået mere end rigeligt med tæv, og han havde altid anset det som værende en af hans styrke at kunne anerkende, når et slag var tabt. Det var en egenskab der kunne betyde forskellen på liv og død; og der var altid i morgen. Og en eller anden dag, ville han komme efter hende igen, det var sikkert og vidst.
Den sorte hingst havde vidst også truffet en beslutning om ikke at indlede flere angreb. Han var derimod på vej imod Zeus, og den hentydning der lå over hans aura, forstod Zeus godt. Det var på tide at komme væk, og selvom han ikke just ville kalde sig perlevenner med den sorte, var der alligevel en form for alliance imellem dem nu - de havde trods alt forsvaret hinanden flere gange efter uhyret var kommet til. Derfor valgte Zeus, med let haltende skridt at sætte efter den sorte hingst og slutte sig til hans side, for at søge væk fra den sorte hoppe; forhåbentlig gik hun ikke efter dem, eller forsøgte flere angreb, hvis nu de sammen vandrede derfra.

So .. Much .. Sand

tag: Ava & Zeus

♣

En tavshed hvilede over den sorte hingst mens mange tanker gik gennem hans hoved. Han havde heller ikke synderligt meget behov for at tale til den dunfarvede fremmede - hvis man da kunne kalde ham det. Han vidste jo ikke rigtig hvad han skulle sige. Burde han undskylde for at have bidt? At have ladet legen gå over gevind? Nej.... For de havde begge været lige gode om det. Og Titan selv var trods alt heller ikke sluppet derfra helt uden synlige knubs.

Det ene øre forblev vendt mod hans søster. Flere gange var han fristet til at dreje hovedet og se mod hende, men han gjorde det ikke. Han havde på fornemmelsen af det kunne provokere hende til at jagte dem et godt stykke væk, og Titan ønskede ikke at skulle flytte hovene hurtigere end han allerede gjorde. Han havde ondt, han haltede en anelse og hans vejrtrækning var stadig en anelse rallende efter hans søsters lille trick. Hvor længe han ville følge den dunfarvede vidste han ikke helt præcist. Han vidste han måtte tilbage til Teylar, men han skulle i en anden retning, og han ville ikke begynde at vandre alene hvis hans søster kunne se ham dreje af - eller hvis der var nogen risiko for han kunne rende ind i hende igen inden for kort tid. Så foretrak han hellere den fremmede hingst.

8

Tracker | Tables | Plots | Application