How dark is your soul - Raikiri

Han lyttede til hendes svala og rystede blot irriteret på hovedet. Når hun sagde det på den måde, kunne han måske godt se, hvad hun mente... Men han var alt for stædig til at indrømme, når han havde taget fejl, så provokerende skridtede han bare videre og ignorerede hende. Det skulle han dog ikke have gjort, for i det samme spredte en smerte sig fra hans lunger og op igennem hans luftveje. Gispende stoppede han op og hev efter vejret, mens han hostede og hostede, til blodet til sidst flød fra hans mundvige. Bedende så han på hende og sænkede hovedet i en svag underkastelse.

"Hvad gør du ved mig? Stop med det samme!"

Imellem hans smertefulde stønnen opfangede han hendes næste ord. Hvordan ville han kunne finde herren, når han ikke kunne se ham? Han virrede arrigt med hovedet og blottede tænderne i smerte. Det var så langt under hans værdighed at give op, men han ville aldrig kunne klare en slåskamp mod hende med de her indre blødninger, så han gav sig...

"Okay okay, du har ret! Undskyld, du ved naturligvis mest om herren, så jeg skal nok lade være med at udtale mig om noget, jeg ikke ved noget om..."

Han lyttede da til hendes næste ord og så forbløffet på hende. Ville hun nu hjælpe ham alligevel? Han opfangede godt, at noget ændrede sig i hendes ansigtsudtryk, men han var ikke helt sikker på, hvad det betød - han kendte endnu intet til vulkanen og havde derfor ikke opfattet hendes ords underlagte betydning. Han hostede igen og havde efterhånden fået samlet en lille blodpøl under sig.

"Tak, tror jeg... Jeg vil hellere end gerne følge med dig, men vil du så ikke nok sætte en stopper for det her? Jeg har lært min lektie!"

"Lærer dig ikke at pisse en hoppe af. Jeg følger kun herrens ordrer"

Ava var som sådan ikke ond. Hun var jo ikke på nakken af alle og enhver. Men der var dem der trængte sig på i hendes område. Dem der ikke tilhørte broderskabet - hendes familie. De neutrale, lyselskerne. De rendte rundt på Enophis og Leventra. De havde allerede overtaget de to store øer, og var begyndt at indtage Chibale også. Og nu ville de også rende rundt på Foehn? Det sted de selv havde forvist hende til. Hun havde ikke tilladelse til at komme i nærheden af hendes gamle flok - hendes gamle hjem. Hvorfor skulle hun så lade nogen få lov til at komme tæt på hendes?

"Hvordan kan jeg vide det ikke bare er noget du siger? Hvordan kan jeg vide du mener det?"

Hun var ikke nem at snyde. Ava stolede ikke på andre end hende selv, hendes brødre og hendes søstre. Ikke engang på de to afkom der var født ind i flokken. En blanding mellem de såkaldte vogtere og hendes familie, var ikke til at stole på. De kunne falde begge veje. Hun havde tilmed selv oplevet det. Hun havde haft chancen. Chancen for at tage lyset, indtil den lille forrædder gik i vejen.

"Jeg kan ikke stoppe det. Det stopper selv når det heler. Men bare rolig. Du dør ikke af det. Det ville jo være ondskabsfuldt"

Jo, der var noget nærmest flabet og drillende på samme tid over den kommentar. Ava kunne skabe blødninger, men hun kunne ikke heale. Det skulle ikke undre hende hvis der pludselig var en af de dersens såkaldte vogtere, der på et tidspunkt ville kunne den slags. Det var også derfor Ava ikke var meget for at de fik lov til bare at brede sig ud over det hele. Hun var ikke meget for at alle kunne færdes rundt i hendes område. Hvad hvis nogen af dem gik tilbage og sladrede.

Ava gjorde et lille kast med hovedet og trippede nogle små hurtige skridt fremad før hun slog over i trav. I den stille gang kom de nok ikke så langt, men hun ville heller ikke sætte fuld blæs på, for hun var ikke sikker på det ville være behageligt for ham og hans lunger.

Han lyttede til hendes ord og vippede let ørerne ud til siden. Han forstod altså ikke, hvad han havde gjort for at pisse hende af på den måde, men hende om det... Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at protestere og risikere at blive påført endnu mere smerte! Han lyttede til hendes næste ord og forstod for så vidt godt hendes skeptis, for hun kendte ham jo trods alt ikke og havde derfor ikke en jordisk chance for at vide, om han var til at stole på eller ej. Han havde dog heller ingen anelse om, hvad han skulle sige for at få hende til at tro på ham, så han måtte vel bare håbe, at hun ville stole på hans ord.

"Det kan du selvfølgelig ikke vide med sikkerhed. Men jeg lover dig, at jeg ikke er typen, der lyver. Nok er jeg ikke ligefrem nogen renhjertet hingst, men jeg er ikke en løgner."

Han lyttede da til hendes næste ord og klemte frustreret tænderne sammen. Kunne hun seriøst ikke stoppe det? Var han nødt til bare at gå og vente, til det holdt op af sig selv? Han virrede arrigt med hovedet og havde lyst til at vappe hende én, men han holdt sig selvfølgelig tilbage og nøjedes blot med at sukke frustreret. Han havde skam lært, at hun ikke var en hoppe, man skulle lægge sig ud med! Hun trippede nu nogle små skridt fremad, inden hun satte af sted i trav. Han så lettere modløst efter hende, inden han tungt satte efter hende med et suk. Hans lunger var ikke glade for at skulle trave af sted på denne måde, men han havde ikke tænkt sig at misse chancen for at se, hvad hun ville vise ham! Han nåede op på siden af hende og ømmede sig let. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan en lille hoppe som hende kunne gøre så ondt... Og hvordan var det overhovedet lykkedes hende at skade ham på den måde uden overhovedet at røre ham? Han drejede hovedet og så på hende med et spørgende blik.

"Hvordan gjorde du egentlig det dér? Er du magisk?"

Ava undlod at svare. Han kunne jo også sagtens lyve når han sagde han aldrig kunne finde på det. Fakta var hun ikke kendte ham godt nok til at vide det helt præcist, men hun havde også en lille idé om han ikke ville turde lyve over for hende. De havde noget af en tur foran sig hvis han gerne ville se Herren, og Ava var nødt til at koncentrere sig om at finde det rigtige sted. Selvfølgelig kunne de godt bare vade direkte mod ildbjerget, men det ville blive noget besværligt at komme op ad, hvis de ramte de meget stejle steder. Det handlede om at finde den mest betrådte "sti". Hun havde før været der, så hun vidste den eksisterede.

"Magisk? Mig? Jeg er født ligesom alle andre uden for dette land. Jeg er ikke magisk....... Men jeg har evner.... Den slags kommer med en pris. En høj pris."

Alle i broderskabet havde måtte ofre noget. Vise at de virkelig ville tjene Herren. Der var ikke et enkelt indvielses ritual, men i stedet et for hver sjæl. Alle opgaver havde været forskellige. Ava selv havde ofret sin familie. Det der havde betydet aller mest for hende. Ekpeo hun havde sendt i ildbjerget og ned til Herren.... Resten af hendes familie der mere eller mindre tilhørte Teylar - det ene sted hun absolut ikke kunne færdes. Hendes nymfe.....

"Er du vant til at færdes alene?"

Hun ignorerede let og elegant hans første ord, men det lod han sig ikke gå på af. Der var alligevel ikke så meget mere at sige i den sag, for det var jo så ganske enkelt, at ingen af dem kendte hinanden godt nok til at vide, om de kunne stole på hinanden - og derfor måtte de blot træffe et valg, om de ville løbe den risiko eller ej. Og heldigvis virkede det da til, at hun havde valgt at tage chancen om at stole på ham - for hun forholdt sig i hvert fald fredeligere nu, end hun før havde gjort.
Han lyttede til hendes ord og nikkede let.

"Ah, så du fik altså disse evner, da du blev en del af Skyggerne? Hvor spændende! Hvilken pris måtte du så betale?"

Han håbede ikke, at hun ville blive alt for irriteret over hans nysgerrighed. For han vidste godt, at de endnu ikke befandt sig på det stadie, hvor man kunne gå og hyggesnakke og spørge ind til hinanden på den måde, men alligevel tog han chancen og spurgte ind til hende - for han var faktisk oprigtigt interesseret i at høre mere om hendes første møde med sin herre.
Han lyttede til hendes spørgsmål og rystede let på hovedet.

"Nej... Faktisk har jeg levet i flok hele mit liv, lige indtil jeg kom hertil. Men her i Andromeda har jeg tilbragt meget tid alene, ja. Hvad med dig?"

Hans spørgsmål måtte Ava tygge lidt på. Det var ikke så nemt at besvare, for jo, hun havde da fået en "opgave". En pris om man ville det. Men Ava havde betalt meget mere end en enkelt pris. Den datter hun ikke længere kunne se, fordi hun befandt sig i den flok hun var blevet forvist fra. Hun havde mistet Mindraper. Tingene havde ikke været det samme siden. Men der var også den egentlige pris.

"En søn."

Det var den pris hun havde måtte betale, men forklarede ikke yderligerer hvordan den pris var blevet betalt. Hun havde ikke fortalt andre det, selvom hendes brødre og søstre højst sandsynligt kendte til den alligevel. Den slags var ikke det de snakkede mest om. Egentlig havde Ava ikke særlig tit haft nogle samtaler med dem. Hun havde talt med Volin da en forrædder i flokken havde vist sig, for det var hans job at finde en passende straf.

"Født og opvokset i flok. Kom til en flok her, hvor jeg alligevel var alene, indtil jeg overgav mig til den sande hersker. Han gav mig en familie og et hjem. Derfor følger jeg gerne hans ordrer."

Ava satte ingen spørgsmålstegn ved ordrerne. Det var ikke ordrer skabt af ondskab. Der var et mål med dem. Skaf de relikvier Lyset delte ud blandt dets følgere, før at kunne skabe et bedre Andromeda. Det var der man engang imellem måtte være en smule kreativ, for ingen ønskede give dem op frivilligt. Det var måske også derfor hendes slags blev set som onde. De tog gerne kampen op for at tilfredsstille sin herre.

Hun svarede, at den pris, hun havde måttet betale, var en søn. Han så nysgerrigt på hende, da hun ikke uddybede yderligere. Gad vide, hvad hun mon mente - det kunne være mange ting. Havde hun måttet ofre sin søn? Eller havde hun måttet få et føl med en eller anden? Der var mange muligheder, men han nikkede blot med hovedet og spurgte ikke yderligere ind til det, da han godt kunne fornemme, at det ikke var noget, hun havde lyst til at snakke om.
Han lyttede til hendes svar angående floklivet og nikkede let med hovedet.

"Det giver god mening."

Han fulgte derefter blot med hende i stilhed og sagde ikke noget yderligere. Han havde ikke lige umiddelbart flere spørgsmål at stille, så nu ville han blot lade hende føre ordet, hvis hun havde mere at sige.

Ava standsede og lod blikket glide opad. De havde nået foden af ildbjerget. Der var ingen nem vej op, men eftersom Ava var opvokset i ustabilt og ujævnt terræn, havde hun intet problem med at bestige bjerget. Men hun vidste ikke om det samme var gældende for den lidt højere og bredere hingst. Han lignede ikke de små adræte hun kendte hjemmefra. Alligevel kastede hun sig fremad for at tage nogle hurtige spring op af den første og lille stejle bakke, hvorefter de kunne følge noget der lignede en sti. Ikke en bred og ofte betrådt sti, men et lille stykke hvor andre før havde sat deres hove. Hvor hun selv havde sat sine hove den dag hun havde taget Ekpeo med op til toppen af ildbjerget.

"Længes du efter floklivet?"

Spurgte hun, og kastede et blik hen over skulderen mod hingsten. Der var ikke bredt nok til man kunne gå side om side, og eftersom det var hende der kendte vejen, måtte hun føre an.

De havde efterhånden gået i et pænt stykke tid og var nu nået toppen af et kæmpemæssigt bjerg, som han aldrig havde set mage til før. Han stoppede op ved siden af den sorte Ayvah og fulgte hendes blik op mod toppen. Skulle de hele vejen derop? Det så ud til at blive en hård fornøjelse, men han var mere end klar til at tage den rejse. Hans krop var robust og bygget til at klare lidt af hvert, så han skulle nok klare den - selvom bjergvandring ikke just var den deciplin, han havde allermest erfaring med.
Ayvah kastede sig nu fremad i nogle hurtige spring op ad den første lille, stejle bakke. Han bakkede et par skridt bagud og tog tilløb, inden han sprang efter hende op ad bakken, knapt så elegant som hende. De nåede nu op på noget, der kunne minde om en lille sti. Den var dog alt for smal til, at de kunne gå side om side, så uden tøven forblev han bag hende, så hun kunne føre an.

De havde gået i tavshed i lidt tid, da den sortes stemme pludselig brød stilheden imellem dem. Hun spurgte, om han længtes efter floklivet. Han forblev tavs i lidt tid, mens han grundigt tænkte over sit svar. Han længtes ikke efter floklivet, tværtimod... Men hvis han fortalte det, ville det nok ikke ligefrem gøre et godt indtryk på hende, når nu han lige havde fortalt hende, at han ønskede at blive en del af Broderskabet. Hun vendte hovedet mod ham, og han mødte hendes isblå øjne med et charmerende blik.

"På visse punkter, ja... Men ikke for selskabet og trygheden, nej mere for lederskabet... Magten..."

Noget nærmest utilregneligt hvilede over Avas blik da hun igen havde rettet det fremad så hingsten ikke kunne se det. Hans svar ville ikke ligefrem gavne ham, så meget var hun sikker på. Hun var ikke selv blevet valgt fordi hun ønskede magten, og hun vidste der var flere af hendes brødre og søstre der heller ikke havde sluttet sig til broderskabet på grund af magten.

"Tryghed finder du ingensteder. Ikke engang i den lille ynkelige flok de kalder Teylar"

Der havde ikke været nogen tryghed da hun havde brug for den. Da hun følte hun var ved at blive sindssyg fordi hun syntes hun så skikkelser over det hele og konstant kunne høre den hvislende lyd af stemmer der alligevel ikke var der. Frygten havde siddet i hende siden den dag Herren havde sat sit mærke i form af et hvidt ar, tæt ved manen. Den hvislen havde hun vænnet sig til med tiden, og til sidst var det næsten underligt når den ikke var der. Når de ikke var der. Nu var de en del af hende og hun var en del af dem. De forlod hende ikke.

"Hvis jeg var dig, ville jeg tænke mig rigtig godt om... Jeg ville overveje mit motiv meget grundigt. Der er ikke meget ledelse i broderskabet. Jovist, der er et overhoved der står for orden blandt medlemmerne. Og vi tjener vores herre. Men ledelse........ Magt er ikke noget du får. Mit lille party trick...... Ikke dødeligt.... Jeg har ikke oplevet nogen dø endnu. Du kan selvfølgelig pine andre hvis det er det du finder morsomt, men for mange skaber problemer og vi ønsker ikke sætte broderskabet i fare. Hvad angår selskab. Hvis du knytter dig til vores broderskab bliver du en del af Herren og Herren en del af dig. Vi er alle forbundet. Han er med os lige nu"

Ava lod ham sluge ordene, overveje op opfange hvad hun sagde. Hun stolede ikke på ham. Noget føltes forkert. Ikke på samme måde som når hun befandt sig i nærheden af Vogterne. Men hun kunne ikke undgå at være en smule mistroisk.

"Ikke alle overlever. Ikke alle kan bestå deres prøvelser. Det må du vide før du siger ja til noget."

Han lyttede til hendes ord om tryghed og flokken Teylar og nikkede let med hovedet. Godt nok kendte han ikke noget til denne lille flok, men han var også fuldstændig ligeglad. Han var tryg i sit eget selskab og havde ikke brug for en flok i nakken for at føle sig sikker.
Han lyttede da til hendes ord om broderskabet, manglen på magt og ledelse og forbindelsen med herren. Han nikkede atter. Der var ikke nogen af hendes ord, der kom bag på ham - han var forberedt på alt tænkeligt, og han var sikker på, at han nok skulle finde en eller anden måde at komme til magten på. Men for nu gjorde han vist klogest i blot at tale hende for munden.

"Jeg takker for dine ord, Ayvah. Jeg skal nok tænke grundigt over mine motiver, inden jeg skal møde jeres hersker."

Han lyttede da til hendes ord om, at ikke alle kunne bestå deres prøvelser, og at nogen endda døde i forsøget. Han nikkede med det kraftige hoved og sendte hende et grumt smil. Selvfølgelig ville det ikke blive let at blive en del af Skyggerne - han forventede da bestemt ikke andet! Men det var på ingen måde noget, der skræmte ham eller fik ham til at overveje at sige nej. Nej, tværtimod var det lige ham sådan noget!

"Jeg sætter pris på din advarsel, men jeg er ikke så let at skræmme. Jeg er villig til at gå igennem hvad som helst for at blive en del af jeres broderskab - også hvis jeg skal dø i forsøget."

"Åh, det er såmænd ikke for at skræmme dig. Hvis det du ønsker er magt.... magi..... Ingen der deler dine tanker...... Kender jeg en lettere måde at få hvad du ønsker. Jeg kender en, der kan give dig lige hvad du ønsker dig. Alt hvad du ønsker dig, uden at blive bedømt. Bare husk på; All magic comes with a price. Hos ham er prisen billigere."

Det var aldrig til at vide hvilken pris man skulle betale hvis man gik til Herren. Kunne man ikke betale kunne det koste en livet. Det ville få alvorlige følger. Hun havde hørt om flere der havde fået magiske kræfter tildelt af denne sjæl. Hun havde tilmed oplevet den magi på tæt hold. Hendes mors søsters blå prikker skyldtes denne sjæls værk. Hun havde før misset med øjnene op mod himlen for at se en hoppe blive båret hen over himlen af et par kæmpe vinger. Og så var der hingsten med hornet. Hendes fætters far, som havde fået videregivet hornet til ham. Om det så var af kosmetiske grunde, eller fordi man ønskede sig noget mere magisk eller magt, kunne han trods alt skaffe det.

"Dii Drog zu'u hi"

Ordene var ikke mere end lige hørbare og flød ud i noget der lød næsten syngende. Det var ikke hingsten hun talte til. Hun fornemmede ham, fornemmede dem, fornemmede skyggerne der flød rundt i kroppen på hende. Fornemmede hvordan hun var tættere på. Fornemmede hvordan hun selv føltes mere fyldt med energi. Skyggerne var hendes livs kilde og skyggerne bestod af mørke. Herren var det mørke.

* Dii Drog zu'u hi - min herre, jeg mærker dig

#6 | Tag: Raikiri

Han lyttede til hoppens ord og smaskede tænksomt. Hmm, det lød da ikke så tosset... Men på den anden side var han ikke typen, der sprang over, hvor gærdet var lavest. Han ville føle sig mest stolt og succesfuld, hvis han gik den rigtige vej gennem Herren og klarede hans svære opgaver. Men ikke desto mindre skadede det jo aldrig at lære lidt andre muligheder at kende...

"Jaså? Hvem er denne sjæl så - og hvad er forskellen på denne og Herrens magi?"

Hun hviskede nu nogle ord ud i luften, som han ikke forstod betydningen af - men de var vist ikke ment til ham alligevel. Han så opmærksomt frem for sig og afventede blot, hvad der nu skulle ske.

"Den ene ejer dig, den anden gør ikke...... Den ene giver dig hvad han synes du fortjener, den anden giver dig hvad du vil have. Den ene tester dig, den anden forlanger kun en lille pris"

Der var mange flere forskelle. Rigtig mange. Begge var sådan set lige fine. Den ene krævede mere end den anden. Det var et konstant arbejde, og blev herren utilfreds kunne han velsagtens også tage hvad han havde givet. Herren var magtfuld og ingen kunne overgå ham - bortset fra lyset. Men lyset var bange. Lyset blev ved med at rekrutere vogtere.

"Hvem han er kan jeg ikke fortælle dig, men jeg kan vise dig vejen til ham. Han er magtfuld, men snedig. Det er ikke klogt at lægge sig ud med nogen af dem. Begge kan kræve en høj pris. Han tærer på min mosters kræfter, han tog min nevø og det er ikke ufarligt at slå en handel af."

Nogen gange kunne prisen være større end man regnede med, og Ava havde været tæt på flere gange. Ikke fordi hun selv havde været indblandet mere end en enkelt gang, men fordi det var familiemedlemmer og næsten familie, der altid syntes at have noget med ham at gøre. Hun havde kun slået en handel af med ham en enkelt gang og hendes pris havde været meget billig. Et navn.

"Alduin! Los rok bahlaan? Zu'u dreh ni ov mok"

#9 | Tag: Raikiri

Han lyttede til hendes forklaringer og tyggede lidt på det. Det var selvfølgelig nemt at takke ja til hendes tilbud og gå den lette vej, der kunne skaffe ham magi lige med det samme og gøre ham til sin egen, magtfulde herre. Men nej... Han havde sat sig et mål for hovedet om at joine Skyggerne, og han havde ikke tænkt sig at give op så let. Men han var taknemmelig for, at Ayvah ville føre ham hen til hingsten, hvis det var - det var jo altid en mulighed, der kunne gå hen og blive nyttig, hvis nu det viste sig, at Herren ikke ville godkende ham...

"Jeg takker for dine forklaringer og dit fine tilbud om at vise mig vejen til ham, men jeg må takke nej. Jeg er kommet til Foehn for at slutte mig til jeres broderskab, så jeg vil ikke give op, før jeg i det mindste har mødt jeres herre. Så må jeg jo have ham den anden i baghovedet, hvis nu jeres herre ikke finder mig værdig..."

Hun fortsatte nu sine ord på det fremmede sprog, og forventningsfuldt så han frem for sig og var ved at dø af spænding. Han havde sådan lyst til at spørge hende, hvad ordene betød, men han fornemmede godt, at det ikke var på sin plads at snakke i denne situation. Det virkede som et slags kald, på hendes hersker forhåbentligt, og han gjorde nok klogest i ikke at blande sig.