How dark is your soul - Raikiri

[41]

]Ava rystede ganske kort på hovedet af ham. Det lod stadig ikke til han overhovedet forstod hvad det var han havde gang i. Der ville ikke være noget i baghovedet. Han ville ikke bare være sig selv længere heller. Han var ved at vinke farvel til sin frihed og det kunne komme til at koste dyrt oven i.

"Hvis du slipper derfra i live.... Dez motmahus."

Ordene var meget mumlende og kun lige hørbare. Han var ikke en hun stolede på. På den anden side havde Ava svært ved at stole på ret mange. Men de fleste af hendes brødre og søstre havde hun det alligevel tilpas sammen med. Godt nok kendte hun ikke dem alle alt for godt, men hun stolede stadig på dem.

"Key los yah Alduin, dii Drog"

Ava lukkede øjnene og lod hovedet sænke sig en anelse mens hun afventede respons fra skyggerne.



Betydning:
Dez motmahus - skæbnen er glat (betyder man ikke ved hvad der kommer til at ske)
Key los yah - hest/uindviet søger Alduin
Dii Drog - Min Herre

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, de evige og mægtige var atter steget op af vulkanens indre, hvor de i mange måneder havde hvilet. Deres slaver, deres håndlangere; de, der kaldte sig en del af broderskabet havde patruljeret landet godt, skabt gru og frygt der hvor de havde valgt at sætte deres hove, og af den simple grund havde de rene Skygger haft tid til at hvile, samle sig; være hos deres Herre i vulkanens indre, imens broderskabet fortsatte deres søgen efter vogternes genstande.

En strøm af levende Skygger bugtede sig hen over det golde landskab, som Foehn var. Den smule grønt liv, som fandtes på øen, var ved at dø ud som følger af Skyggernes forøgede styrke. Den magi de herskede over, var kvælende for denne ø, som engang havde været lige så grøn og lys som resten af landet; for kort tid efter den lyse sjæl havde spærret herren inde i vulkanen, var hele landet vendt fra goldt til grønt. Nu var Herren og hans Skygger langsomt ved at genvinde deres tag - i første omgang på øen Foehn, som broderskabet kaldet deres hjem.

Ava havde hidkaldt dem. Nok havde hendes stemme ikke været høj, men hendes Skygger hvislede med tusinde tunger og beskeden kom hurtigt frem til Budbringerne, der lå i deres hvile. Nu var de på vej, og ingen længe kælede de sig omkring Ava's ben, kom til syne omkring de to heste; langsomt, men sikkert, blev Skyggetågen tættere, indtil en skikkelse af en sort, kæmpemæssig hingst kunne anes i Skyggernes masser. Med ildrøde øjne så Ondskaben selv på Ava, som havde kaldt på ham, dem, de; og med rungende, faretruende toner kunne Skyggens - Skyggernes stemmer nu høres.

¤Hvad hiiiiiiidkalder du mig for, søster? Hvad bringer vores, min hvile til ende?¤

[47]

Som skyggerne kom frem følte Ava en strøm af energi flyde gennem hende. Hun lod dem kærtegne hende, kærtegnede dem tilbage og så ikke længere på de røde øjne med frygt, men med søsterlig kærlighed.

"Mine brødre, mine søstre, Jeg hidkalder dig, jer, fordi jeg, vi er i tvivl. De andre, de fremmede, de kendte, de uindviede, har mistet deres respekt for os, for jer, for Herren....... De betræder jeres, vores jord, fordi de behøver en tænkepause eller tager på spadser tur. Volin er ikke at finde nogen steder. Jeg, vi har brug for jer, har brug for jeres hjælp. De har trukket Lyset til Foehn...."

Ava havde gjort meget for at holde andre, holde uvedkommende fra Foehn, men med den manglende respekt, eller frygt om man ville, var der ikke ret mange der så på dem som andet end små bløddyr, eller spurgte ind til hvad de egentlig ville, som var de intet andet end en sekt man så hen over hovedet på. De var til grin, og det var ikke acceptabelt, men der var ingen Fuyu No Kitsune til at holde samling på dem, og en lille hoppe kunne ikke patruljere en hel ø alene - for sådan føltes det ofte.

"Jeg, vi har brug for jer, har brug for samling, har brug for den styrke i kan give os. Jeg bringer dig denne hingst. Han søger magt men ikke selskab eller tryghed. Han vil møde vores Herre og jeg vil med glæde sende ham til Herren."

Og med det mente hun selvfølgelig sende ham i vulkanen...... Avas blik glide over mod Raikiri, en del mørkere end det havde været før, men stadig i den unaturlige blå farve, som for at vende brødrene og søstrenes opmærksomhed mod ham.

Efter at Ayvah havde sagt en sidste række af sit mærkelige sprog, kom en sort masse af skygger pludselig glidende hen over askejorden. De slangede sig op ad bjerget og mængede sig kærtegnende med Ayvah. Raikiri så lettere måbende til. Han havde aldrig set så mange skygger på en gang før. Det var fuldstændig fantastisk, hvordan de var levende og bevægede sig som flyvende slanger i luften. Pludselig blendede flere af skyggerne sig sammen til en sort masse, og ud af den trådte pludselig en hingst, sort som skyggerne selv og med lysende, røde øjne. Den talte nu til Ayvah, der forklarede, hvorfor hun havde tilkaldt dem. Raikiri lagde let hovedet på skrå. Så det her var altså ikke deres herre, men en slags budbringere til herren? Hvor interessant... Da Ayvah havde afsluttet sine ord og fortalt om ham og hans ønske om at møde Herren, vurderede han, at det måtte være hans tur til at tale.

"Vær hilset, skygger. Det er mig en ære at møde jer. Mit navn er Raikiri, og ganske rigtigt ønsker jeg at møde jeres herre. Jeg er villig til at gå hele vejen for at blive en del af jeres fællesskab."

Sådan, nu håbede han blot, at det var en god nok salgstale. For han ville altså bare møde deres herre! Den stakkels hingst havde nemlig ingen anelse om, at det møde ville betyde en tur i vulkanen...

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, de almægtige og glubske Skygger, kælede sig fortsat om deres søster Ava, som hilste dem an. Hun fortalte med flere tunger, at de uvidende, de hvis sti ikke var forenelig med mørkets, havde trukket Lyset med sig til øen. Skyggerne selv, ja endda Herren, havde mærket dets nærvær og skreget i deres fængsel. Skyggerne sprællede nærmest i arrigskab ved mindet om Lysets tilstedeværen på deres ø, og de rødglødende øjne på den store Skyggehingst nærmest glødede af vrede. Der blev stilhed, imens de levende og løse Skygger lagde sig tungt omkring de to levende sjæle som var tilstede denne dag, og afventede de næste ord. Deres søster fortalte, at hingsten der stod overfor hende, ønskede at slutte sig til dem, men at han ønskede magten alene, og ikke var villig til at være en del af et fællesskab. Med ulmende uro vendte Skyggehingsten og de levende Skygger sig imod den sølvtonede hingst, som nu præsenterede sig, en hingst der bar navnet Raikiri. Skyggerne hvæsede og hvislede med truende tunger, alt imens hingstens ord lød.

¤Raiiiikiriiii, dine ord er modstridende til vores søsters. Vi tror ikke pååååå diiiiig! Du må bevise, at du vil være en del af os, en del af mig, hvis du vil modtage vores gaaaaaaver! Herren vil du møøøøde, den dag han endnu engang kan bevæge sig ud fra vulkanen, men han har brug for diiiiin hjælp til det! Hvis du vil ofre dine lunger og binde dit liv til voooooores magi, da vil du blive en af ooooos!¤

Skyggehingstens rødglødende øjne hvilede faretruende på den sølvtonede hingst, alt imens de løse Skygger, som bugtede sig omkring Ava og Raikiri, begyndte at snige sig nærmere hingsten. De lagde sig som en klam, kold mur omkring ham, sørgede for han ikke ville kunne flygte. De rev efter hans ben, huggede efter hans flanker, alt imens de skreg i hånende latter. Hvis hingsten ofrede sine lunger, ville han blive slavebundet til Skyggernes magi; for bevægede han sig væk fra Foehn, ville Skyggerne ikke være stærke nok til at opretholde hans vejrtrækning, og da ville hingsten dø. Med andre ord - han var tvunget til at gøre hvad Skyggerne ønskede, ellers kunne de til hver en tid kvæle ham. Afventende så Skyggehingsten på ham, imens en dyb, ondskabsfuld latter langsomt steg fra det tomme bryst.

Skyggerne nærmest hvæsede af ham, inden skyggehingstens ord lød. De troede ikke på ham, og for at bevise det, måtte han ofre sine lunger og binde sit liv til deres magi. Hingstens rødglødende øjne hvilede faretruende på ham, alt imens skyggerne, som bugtede sig omkring dem, begyndte at snige sig tættere på ham. De lagde sig om ham som en kold, klam mur og holdt ham fast. De rev ud efter hans ben, huggede ud efter hans flanker og skreg op i en hånende latter. Deres ætsende bid gjorde ondt, og smerten var næsten uudholdelig - men Raikiri stod fast. Han havde altid været en hårdhudet hingst, der vidste, at man ikke kom sovende til noget her i livet. Hele livet havde han kæmpet for det, han ville have, og det havde han også tænkt sig i denne situation! Selvom det lød skræmmende at skulle ofre sine lunger og dermed være afhængig af skyggernes vejrtrækning for at kunne leve, så vidste han, at det var dét, der skulle til. Intet her i livet var gratis, så hvis man ønskede noget specielt, var man også nødt til at ofre prisen. Og hvis prisen for skyggernes magt var, at han skulle blive en del af broderskabet på liv og død, så gjorde han det hellere end gerne.

Han mødte den grinende skyggehingsts røde øjne med et stålfast blik, der brændte af beslutsomhed. ,,Jeg er villig; til hvad som helst. Det er ganske rigtigt, at jeg ønsker mig magt og søger jeres broderskab af egoistiske grunde. Men tro mig, jeg ved også, at det er en vigtig ting at være en del af fællesskabet - og det har jeg tænkt mig at være, på liv og død. Og bare rolig, jeg kan sagtens finde ud af indordne mig et fællesskab. Jeg har respekt for de, der besidder højere rang end mig, og jeg kunne aldrig finde på at skade en fra flokken. Det vil være mig en ære at kæmpe ved jeres side - og jeg vil hellere end gerne hjælpe med at udslette Lyset og dets vogtere, så vi sammen kan befri Andromedas retmæssige hersker!"

Det lød nok som lidt af en salgstale, men han mente virkelig hvert et ord. Han holdt sit brændende blik fast i hingstens øjne og veg ikke ét sekund, selvom de rødglødende huller var faretruende at se ind i. Han ville bevise, at det her var noget, han ville - og han forsøgte derfor at få skyggehingsten til at forstå hans engagement, helt ind i den hjerteløse sjæl. 

Ondskabens Budbringere
De mange, de få, de glubske og ondskabsfulde Skygger, som samlet var én, fortsatte deres hidsige hvæsen og udfald imod den sølvtonede hingst. De, som endnu befandt sig om deres Skyggesøster, kælede derimod for hende, strøg hende pels med følsomme strøg, hviskede rosende ord i hendes ører; hoppen havde gjort det godt, og hendes forsøg på at ødelægge Lyset, havde de skam bemærket. Enkelte nye skygger hæftede sig på hende, for at udskifte dem, hvis energi endnu var nede efter sidste møde med Lyshoppen. Hendes kræfter ville hurtigt forstærkes, så hun atter var ved fuld energi.
Den sorte Skyggehingst, som tårnede sig op foran Raikiri, lyttede nærmest vantro til hingstens ord. Han havde ingen indvendinger imod at ofre sine lunger, og lovede at han ville være en lydig tjener til Herren. Skyggerne rasede og flåede ham over øjnene, kradsede ham over mankekammen. Selvom deres Skyggesøster havde udtalt ord, som Skyggerne vidste var sande, om netop denne hingst - så valgte de alligevel, at han kunne bruges. Skyggerne havde brug for kræfterne, og hvis ej den sølvtonede hingst kunne tøjles, ville de kunne ende hans liv uden kamp; for Skyggerne ville overtage hans lunger, og simpelt nægte ham at trække vejret. Med en ondskabsfuld latter lod den mægte Skyggehingst sig opløse, og alle de levende skygger fór sammen omkring Raikiri. De satte sig på ham, rev, bed, flåede. Trængte ned igennem hans næsebor og mund, forbi hans svælg og hele vejen ned i hans lunger. Det der nu skete, ville formegentlig være det mest rædselsfulde hingsten nogensinde havde oplevet. Bid for bid ødelagde Skyggerne hans lungevæv, og hingsten var i flere minutter i en tilstand, hvor han ville føle at blive kvalt. Skyggerne hvæsede, men deres ord blev langsomt tydeligere, i takt med Skyggerne forenede sig med hans krop. Efter minutters pinefulde smerter, ville hingsten atter kunne trække vejret, og de Skygger som ikke haft forenet sig med hans krop, trak sig langsomt tilbage - og Skyggehingsten tårnede frem på ny.

¤Du er en af os nuuuuu, broder. Hør vores ord, mærk dig vores vilje! Du er vooooores, og følger du ikke vores ønsker, vores ordre, vil dit liv være forbi! Gør hvad vi ønsker, og du vil blive belønnet med den styyyyrke du søger - men magten tilhører os!¤

Skyggehingstens ord var truende. Meget. Herefter trak Skyggerne sig langsomt bort, opløste sig, og bugtede sig tilbage til Herren i vulkanen, for endnu at ligge sig til at hvile. En ny skyggehest var født, og tiden måtte vise om han var værdig den gave, han netop havde modtaget.

[Raikiri er nu Skyggehest og har fået dette udseende:]

[Raikiri's evner er beskrevet på hans Skyggeside på kyana.dk]

Pludselig begyndte skyggerne at rase og flå ham over øjnene og kradse ham over mankekammen. Han kunne endnu ikke se, at de var i gang med at lave de blå aftegninger, som Ayvah også havde, så for ham føltes det bare som om, at de skar dybe ar ind i hans krop. Men han stod stille og fandt sig i det hele uden at kæmpe imod. Hvis det var dette, der skulle til, for at han kunne blive en del af broderskabet, så måtte de gerne sønderrive hans krop itu.
Pludelig lød en ondskabsfuld latter fra Skyggehingsten, inden han lod sig opløse. Alle de mange skygger fór sammen om Raikiri og satte sig på ham, hvor de rev, bed og flåede. Det gjorde ondt af pokkers til, men han bed smerten i sig og tvang sig selv til at være stærk. Han var ikke nogen tøsedreng, der ville vise tegn på svaghed!

Pludselig begyndte skyggerne at trænge ned igennem hans næsebor og mund, forbi svælget og hele vejen ned til hans lunger. Bid for bid kunne han mærke, hvordan de ødelagde hans lungevæv. Det stod på i flere minutter, og Raikiri var ikke længere i stand til at trække vejret. Han hostede og rallede, men skyggerne viste ingen barmhjertighed. De fortsætte med at hvæse med deres sønderrivende lyde, men i takt med at torturen stod på, var det som om, at han bedre og bedre kunne forstå dem. Det var ikke længere bare ubeskrivelige skrigetoner, men derimod rigtige ord han opfangede ind imellem.

Bedst som han var ved at miste besindelsen, blev hans krop atter fyldt med luft. De ødelagte lunger var nu erstattet med skygger, der trak vejret for ham. Han gispede og trak vejret i dybe stød, indtil han atter havde fået vejret. Langsomt begyndte skyggerne at trække sig tilbage og forme Skyggehingsten på ny, men nogen af skyggerne blev fortsat siddende på ham. De gjorde ham ikke fortræd længere, men gned sig i stedet kærtegnende om hans sår og skrammer og fandt sig på plads hos deres nye herre.
Skyggehingstens ord lød nu i hans ører, og han bøjede respektfuldt nakken og bukkede let for ham.

,,Mange tak, Skygge. Jeg vil ikke skuffe jer."

Skyggerne trak sig nu bort og opløste endnu en gang, inden de forsvandt videre op i vulkanens indre. Raikiri så længe efter dem og prøvede at fordøje alt det, der lige var sket, inden han vendte sig om mod Ayvah. Den sorte hoppe havde forholdt sig tavs under hele seancen. Hvad mon hun tænkte?

,,Mange tak, Ayvah. Jeg vil aldrig glemme, hvad du har gjort for mig. Hvis du nogensinde får brug for noget, så står jeg til din evige tjeneste."

Hans stemme var varm, og hans ord var oprigtige. Det var ikke blot spil for galleriet, for selvom denne hingst havde et hjerte af sten, var han fuld af respekt for de folk, han var allieret med. Og en hoppe som Ayvah havde i den grad vundet hans respekt og evige troskab - for havde det ikke været for hende, var det her aldrig sket.

[85]

Ava havde holdt sig en smule i baggrunden. Fulgt med i hvad der skete, men bestemt ikke med nogen som helst form for glæde eller nogen mildhed i blikket. Det var mørkt, og bar ingen form for venlighed heller. Hun havde heller ikke tænkt sig at bidrage med nogen som helst form for hjælp. Egentlig passede det hende fint at Raikiri led en smule. Faktisk overvejede hun nærmest at bidrage lidt mere til det helvede han allerede gik igennem, men eftersom han var godt på vej til at blive en af hendes brødre, var det ikke sikkert det faldt i god jord hos vokunne.

"Har du nogen anelse om hvad du har gjort?"

Der var ingen form for medlidenhed rettet mod hingste - heller ikke noget af den varme hun ellers viste de andre brødre og søstre. Han var en af dem hun absolut ikke ville stole på. Ikke før han havde vist sig værdig til at stole på.

"Jeg stoler ikke på dig, hingst. Jeg håber det var dine egoistiske grunde værd. For det kan meget vel være du lige har mistet dem"

Ørerne var lagt mod nakken. Han kunne lige så godt vide hun ikke brød sig om ham. Han kunne forsøge nok så meget med hans sweet-talk, men det ville ikke hjælpe særlig meget før han havde vist sig værdig i hendes øjne.

Hans stolte blik falmede en anelse, da han hørte hendes kolde ord. Hendes ører var lagt helt ned i nakken, og hun virkede pludselig meget vred over det, der lige var sket. Han så forvirret på hende. Hvad gik det her nu ud på? Hvorfor var hun ikke glad - omend ikke på sine egne vegne, så da på hans? Han lagde uforstående hovedet på skrå.

,,Jeg forstår ikke, hvad du mener, Ayvah... Ville du da ønske, at jeg havde sagt nej? Og hvis du ønskede det, hvorfor i alverden gik du så med til at føre mig til Skyggerne?"

[4]

"Hvis du ønsker Herrens gaver af egoisme er det ikke fordi du ikke deler Herrens syn, Herrens mål. Har du nogen anelse om hvad du er gået med til?"

Et næsten sindssygt smil viste sig om hendes mule. Han kunne umuligt vide det, når han bare havde sat sig for at joine dem, uden egentlig at spørge ind til hvad det helt præcist betød. Ava vidste det. Ava kendte hans ønske - hans planer for Andromeda. Han havde vist hende en verden - en bedre verden, men ikke alle ville være helt enige med hende.

"Jeg ville foretrække at smide dig i vulkanen. På den måde ville du kunne tjene Herren og ikke mindst ofre det bedste du har at give...... Men se på dig nu... Forklar mig, hvordan jeg skulle kunne stole på en, der giver sig selv til Vokunne.... til Alduin, uden at have samme mål som mig, som os, som dem der virkelig vil tjene Herren uden egoistiske grunde?"

Ava rettede sig op for at synes bare en smule højere. Selvom hun var stærk, var hun ikke særlig høj. Noget der somme tider var en fordel og til andre tider var en ulempe. Hun kneb øjnene sammen som hun trådte fremad i sin næsten katteagtige gang i en cirkel rundt om hingsten - og noget over hende mindede om en slange der var klar til at hugge ud efter sit bytte.

"Men jeg havde brug for Vokunne, og det kunne være to problemer løst på en gang. Der må være en mening med dig som tilføjelse. Måske kan du bruges til noget, men hvad.....?"

Det sidste spørgsmål var ikke et der som sådan skulle svares på, men i stedet var noget hun tænkte højt. Hun kunne sikkert sagtens finde på et par ting, hvis først hun fik lov til at kæle for sine idéer og tanker.... Hendes til tider kreative måde at tænke på.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål og kunne måske godt se, at hans valg ikke havde været så gennemtænkt... For nej, han havde overhovedet ingen anelse om, hvad han lige var gået med til, ud over at ofre sine lunger og love at adlyde Skyggernes ordrer - hvad end de så gik ud på. Alligevel var det dog ikke noget, der havde skræmt ham, og derfor havde han ikke tænkt over det før nu.

,,Det har jeg ikke, nej... Men Ayvah, jeg ved, at der er en pris for at opnå den magt, jeg lige er blevet tildelt - og derfor er jeg naturligvis villig til at adlyde jeres, vores, herres mindste vink, også selvom jeg ikke kender hans syn og mål endnu."

Han forsøgte virkelig at få hende til at forstå, at han mente sine ord oprigtigt. Det kunne måske godt virke som om, at han bare prøvede at overbevise hende om det for ikke at pisse hende yderligere af - men han mente virkelig, hvad han sagde.
Et nærmest sindssygt smil tegnede sig nu på hendes mule, inden hun svarede, at hun havde foretrukket at smide ham i vulkanen. Han så undrende på hende. Havde dét været hendes mål til at starte med? Havde hun kun ført ham herop, så hun kunne ofre ham til Herren? Han virrede oprevet med hovedet. Og ham, som havde stolet på hende... Han tvang dog sig selv til ikke at blive vred, fordi at der jo trods alt var sket et eller andet, der gjorde, at han nu stod her som en Skyggebror i stedet for at ligge død i vulkanens dyb.

,,Jeg kan ikke tvinge dig til hverken at forstå eller acceptere mine grunde til at melde mig ind i jeres broderskab, men jeg kan bede dig om at stole på mig og vente og se, hvad tiden vil bringe - lige som jeg valgte at stole på dig, selvom du åbenbart havde i sinde at slå mig ihjel. Men det skete ikke - i stedet står jeg nu her og har fået mit ønske opfyldt. Så kære Ayvah, lad tiden vise, at du kan stole på mig. Nogen gange ender tingene, som man gerne vil have det, selvom det måske ikke virkede sådan til at starte med."

Han håbede, at hun ville kunne forstå hans ord, selvom han havde lidt svært ved at forklare det. Han mente egentlig bare, at hun skulle stole på ham, lige som han havde stolet på hende - også selvom udfaldet var endt anderledes, end det først var ment til at blive.
Hun rettede sig nu op og kneb lettere truende øjnene sammen, inden hun begyndte at cirkle omkring ham med bevægelser, der mest af alt mindede om et kattedyrs. Som han fulgte hende rundt med blikket, kunne han ikke lade være med at tænke, at hun mindede ham om et rovdyr - en slange, der var klar til at hugge ud efter sit bytte. Men af en eller anden grund var han ikke bange. Han blev blot mere og mere fascineret af den mørke Ayvah, jo længere tid han brugte i hendes selskab. Hun var så smuk...

,,Soldat, spion, snigmorder, talsmand... Hvad end I har brug for, kan jeg bruges til det. Selvom vi to måske ikke deler de samme intentioner i forhold til at blive medlem her, så tjener vi begge den samme herre og følger de samme ordrer. Derfor er jeg naturligvis også villig til at gøre hvad som helst for at tjene Herren, også selvom jeg meldte mig ind af egoistiske årsager."

[15]

"Nej, Raikiri. Det er ikke magt du er blevet givet. Forstår du det ikke? Du har ikke fået magt. Skyggerne har givet dig en gave - ikke magt. Og de kan lige så nemt tage den fra dig igen, og mere til. Helt præcist hvad er det du tror du har magt over? Ikke vogterne... Ikke skyggerne.... Du har ikke magt over alle andre sjæle her i Andromeda heller.... Uanset hvilken slags hokus pokus du er i stand til at udføre er det ikke andet end at gøre det ubehageligt for andre..... Du har ikke mere magt end det du startede med....... Tvært imod"

Hun rystede lidt på hovedet af ham. I stedet for at lyde vred, var tonen gledet over i noget mere frustreret og opgivende. Det handlede jo ikke kun om magt og at adlyde ordrer. Ava selv behøvede ikke en ordre for at gøre hvad skyggerne, hvad Herren ønskede af hende. Det havde måske givet hende nogle lidt frie tøjler. Til gengæld var hun meget loyal.

"Du har givet dine lunger væk. Tænk, Raikiri. Tænk..... Du er bundet til skyggerne. Måske endda mere end jeg er. Mine, vores brødre og søstre flyder i mine årer. Da lyset kom her, havde det nær brændt dem væk. De er min livskilde. Jeg er stærkere her. Jeg samler energi her. Hvad sker der hvis du forlader? Skyggerne har det organ der gør dig i stand til at trække vejret...... De rækker ikke over hele Andromeda"

Ava vidste hvad hun talte om. Hun havde selv følt, hvordan hun kunne virke svag, selvom hun følte sig stærk. Godt nok havde det kun inspireret hende til at kæmpe endnu hårdere for at blive endnu stærkere, men det kunne også kun lade sig gøre fordi hun stadig var i live. Den cirkel hun kredsede om ham i, blev langsomt mindre og mindre.

"Du havde været til mere nytte i Teylar-flokken, så vi havde en idé om hvad der foregik der"

Han lagde lidt fornærmet ørerne tilbage, da hun rystede på hovedet af ham og talte til ham i et nærmest frustreret og opgivende tonefald. Han var altså ikke noget lille barn... Han havde selv taget denne beslutning og var glad for den, uanset hvad hun måtte mene om det.

,,Jeg hører dine ord, sorte Ayvah, men jeg er ikke enig. Måske har jeg ikke magt over hverken Vogterne eller Skyggerne endnu, men jeg er jo også kun startet - med træning og engagement skal jeg nok blive stærkere. Og jeg er heller ikke enig i, at jeg ikke har mere magt nu, end jeg havde før. Skyggernes magi flyder i mit indre og gør mig i stand til at gøre ting, som jeg ikke kunne før - så bare dét gør mig stærkere over for Andromedas andre sjæle. Og derudover har jeg jo også skyggerne som følgeskab nu, der både kan hjælpe med at bide og rive og skræmme andre væk, hvis jeg skulle blive angrebet. Så nej, jeg er bestemt ikke enig i, at jeg ikke er blevet stærkere."

Han lyttede nu til hendes næste ord og lagde lettere uforstående hovedet på skrå. Han kunne godt se, at han ikke længere var fri, som han var før; men det så han virkelig ikke som noget stort problem. I hans øjne var det en meget lille pris at betale for den gave, han lige havde modtaget.

,,Jeg har skam tænkt, og selvom jeg godt kan følge dine tanker, så er det bare ikke noget, der går mig på. Det vil aldrig være relevant for mig at finde ud af, hvad der sker, hvis jeg forlader Foehn - for det har jeg absolut ingen planer om. Jeg elsker at være her og har intet ønske om at besøge de andre øer, så for mig er det en fin pris at betale for at modtage den gave og magt, jeg har fået til gengæld."

Hendes cirkel omkring ham blev langsomt mindre og mindre, men han blev blot stående og lod hende frivilligt komme tættere på. For han var ikke bange for hende, og hendes nærvær var blot ønsket fra hans side af.

,,Tjah, hvis jeg havde kunnet forlade øen, så havde jeg meget gerne søgt ind som spion i flokken for jeres skyld. Men det kan jo desværre ikke lade sig gøre - i hvert fald ikke endnu - så jeg er sikker på, at I nok skal kunne finde på noget andet at bruge mig til i mellemtiden."

[45]

Ava rystede endnu en gang på hovedet af ham. Han vidste tydeligvis ikke hvad han talte om. Han havde ikke skyggerne til at hjælpe. Skyggerne ejede ham. Han havde en smule kræfter de gav ham, men de havde ikke mulighed for at hjælpe ham hvis han blev angrebet - kun de andre skyggebærer, og skulle han komme til at provokere en enkelt ville sandsynligheden for hjælp være minimal, eftersom han selv havde været ude om det.

"Nej, Raikiri. Du har ikke skyggerne til at hjælpe dig. Skyggerne strækker sig ikke til hele Andromeda. Du har måske deres selskab her på øen, men det er også det. De kan tage hvad de gav dig fra dig igen lige så hurtig som du modtog det. Hurtigere endda og mere til."

Cirklen var blevet så lille hun til sidst strøg sig hen langs hans side som et kælent kattedyr, men dem der kendte Ava, vidste hun var langt mere farlig end et kattedyr, uanset størrelsen. Hun var langt mere utilregnelig end dem også og kunne i løbet af et meget kort øjeblik skifte natur fuldkommen.

"Selv når du kommer til at kunne forlade øen, hvis du kommer til at kunne forlade øen, vil du stadig ikke kunne søge ind i flokken som spion. Du er for let genkendelig og jo flere du viser din såkaldte magt over for, jo mindre er du ønsket i nogens som helst selskab. Tænk over det....."