How dark is your soul - Raikiri

75

Hans kommentar omkring hendes temperament, fik hende til at finde et lille smil frem. Det var ikke mange der brød sig om det, men en havde alligevel hængt fast før. Alligevel havde hun mistet ham gennem årene. Hun fortsatte med at lytte, og kunne også sagtens forstå hans forvirring. Det var jo ikke til at sige hvem af dem der var stærkest. Det hele kom an på hvem man stod over for.

”Du er tilgivet….. For nu..”

Der kunne trods alt altid komme noget hun ikke kunne tilgive. De ikke kunne tilgive. Det var ikke nemt at tjene herren, selvom det af og til kunne lyde sådan. Det krævede arbejde, og ikke bare at man gik og dangderede den. Man skulle trods alt gøre sig fortjent til Herrens gunst.

”Det er ikke til at sige hvem der er stærkest. De har klart en fordel over for nogle af os. Men ligesom de har fordele har vi også, bare andre fordele. Nok kan nogen finde ud af hvornår vi kommer, men de har ikke den store chance mod os, hvis ikke en af dem med de mere….. kampdygtige evner er til stede. Det er dem vi skal være forsigtige med. Men spørger du mig, er vi stærkest. Uanset hvad. For tager du deres små nipsting fra dem, er de på ingen måde nogen trussel.”

Der var nok ingen af dem der ville give dem væk frivilligt, og det var nok den største udfordring at få fat i deres nipsting, men lykkedes det dem, ville de være langt stærkere. Mørkets kræfter var trods alt ikke noget der kunne tages fra skyggerne af andre end Herren, men de blev ikke bare taget så meget som hele ens liv. Han var ikke en man skulle gøre sur – så meget vidste hun. Det havde hun vidst fra første dag hun stod og stirrede ind i de røde øjne før de havde mærket hende med et hvidt ar.

Det kom faktisk lidt bag på ham, at hans provokerende kommentar frembragte et smil på hendes mule. Og chokket blev nærmest endnu større, da hun tilmed sagde, at han var tilgivet for nu. Han smilede bredt og brummede lettere taknemmeligt til hende. Han havde nok taget lidt fejl af denne hoppe... Hun var sgu cool nok. Men hun var godt nok ikke nem at blive klog på! Der skulle ikke meget til at træde denne hoppe over hovene, og det var enormt svært at regne hende ud. Men til trods for det brød han sig ganske godt om hende og håbede, at han med tiden ville kunne gøre et godt indtryk på hende.

,,Det lyder interessant. Har I nogen planer eller idéer til, hvordan vi får taget de dér nipsting fra dem så?"

105

Nipsting. Det ord fik det næsten til at lyde så nemt. Selve opgaven i sig selv lød måske endda nem. Ava selv havde ikke troet hun ville gå så lang tid og ikke have nået noget. Men den af vogterne der var lettest at finde, var også den hun kaldte ærkefjende.

”Først og fremmest kræver det sammenhold. Det kan ikke lade sig gøre alene, med mindre man finder en med knap så kampdygtige erfaringer. Jo nyere vogterne er, jo nemmere burde det være. De er ikke lige så trænede i deres magi. Og så kræver det ofrer.”

Det var en naiv tanke at tro alle kunne slippe væk i god behold. Der skulle jo være nogen der kunne lege lokkeduer. Nogen der kunne tiltrække sig opmærksomhed mens andre slog til. Avas lysende blå øjne blev rettet mod Raikiri med et ulæseligt blik.

”Men du er ubrugelig i øjeblikket. Med mindre nogle af vogterne bevæger sig herover for sjov skyld.”

Han lyttede til hendes forklaring og nikkede let med det kraftige hovede. Det gav meget god mening og bekræftede ham også blot i, at opgaven ikke var lige så nem og ligetil, som han først havde antaget.
Han mødte hendes ulæselige blik og lyttede til hendes næste ord om, at han var ubrugelig i øjeblikket, medmindre nogen af Vogterne bevægede sig herover for sjovs skyld. Han smilede bredt. Det var nok ikke så tænkeligt - desværre. Han brød sig ikke om at blive kaldt ubrugelig, men forstod godt hvad hun mente - derfor lod han det ligge for nu og lagde blot hovedet på skrå med et spørgende udtryk.

,,Såeh, har I nogen planer for, hvornår vi skal gå til angreb i samlet flok?"

Hans øjne lyste op af intensitet. Han havde svært ved at skjule, hvor meget han glædede sig til at komme ud og slås med fjenden!

14

”Ikke endnu. Volin har vi ikke set I lang tid. Han er væk og med mindre han kommer frem, er der en der må tage hans plads”

Det var længe siden Ava sidst havde set den hvide skyggeræv, Fuyu, meget længe. Noget der bekymrede hende, men alligevel ikke til det punkt hun havde tænkt sig at lede efter ham. Måske var det skyggerne i hende der havde lagt en dæmper på den slags følelser, eller også var det bare hende selv, der var blevet lidt mere enig med sig selv om at man burde kunne klare sig selv lige så godt som man burde kunne klare sig i flok. Hvis noget alvorligt var sket, ville de vel også vide det

”Jeg har selvfølgelig et par idéer, men det er ikke mig der bestemmer. Så for nu…. Tålmodighed, skyggebror. Tålmodighed”

Ava var en af dem der selv havde svært ved at vente på de kunne komme igang. Hun ønskede virkelig at gøre noget. Ønskede den bedre fremtid for landet som var blevet lovet. Hun ønskede at se alle de godtroende fjolser falde en efter en, men hun kunne ikke stille meget op alene, og hun kunne ikke gå bag om ryggen på skyggefamilien. Hun var nødt til at vente på Fuyu.

Volin? Han var ikke helt klar over, hvem denne Volin var, men at dømme på hendes ord om, at nogen måske ville blive nødt til at tage hans plads, måtte han være af ret vigtig betydning. Måske deres leder? Det ville i hvert fald give meget god mening, hvis deres leder var væk, og de derfor var nødt til at vente med at planlægge et angreb, til han kom tilbage. Et bredt og nærmest uhyggeligt smil tegnede sig kort på hans mule. Hvis deres leder var væk for altid, ville de blive nødt til at finde en ny. Det var vist det helt rigtige tidspunkt, han var kommet ind i flokken på!

Han lyttede da til hendes næste ord om, at de blot måtte væbne sig med tålmodighed, og nikkede lettere sammenbidt. Det dér med at vente tålmodigt var ikke lige hans stil... Men selvfølgelig ville han gøre det, når det var nødvendigt. Det ville i hvert fald ikke ligefrem give ham en god start i broderskabet, hvis han allerede startede med at bryde deres regler... Han så derfor blot på Ava med et muntert smil og et charmerende glimt i øjet.

,,Såeh... Hvem er denne Volin-fyr?"

6

”Fuyu No Kitsune…. Den første skygge jeg mødte.”

Det var nok den hurtigste måde at svare ham på. Det beskrev ham med to ting. At han var den første skygge hun havde mødt – og med hans navn. Men ud over det, var der ikke ret meget forklaring over hendes svar. Ava brugte nogle sekunder på lige at tænke over, hvordan man ellers bedst kunne beskrive ordet ”Volin”. Han var jo ligesom de andre i flokken, skygge og indviet, men han var på samme tid mere end det.

”Broderskabet er delt op i grupper. De to grupper er Key og Vokunne. Vi to er Vokunne. Vi er indviede skyggebærer. De uinviede hører til Key. Volin er….. Nok det der kommer tættest på en leder i en flok, men dette er ikke en flok…. Så man kan vel sige det er broderskabets ypperstepræst. Det er ham der formidler budskaber videre fra Alduin til os andre.”

Blandede følelser var krøbet ind over Ava da deres samtale drejede ind på emnet omkring Fuyu No Kitsune. Ava hadede ham for at være sunket i jorden uden et ord – ikke at vende tilbage eller på nogen måde give lyd fra sig. Hvis han havde noget meget vigtigt der kunne koste ham livet, burde han have sagt noget og ikke være taget af sted alene. Men ligesom hun hadede ham for det, nærede hun alligevel også en form for kærlighed over for ham. Hun havde ikke brudt sig synderligt meget om ham da hun mødte ham første gang, men han havde taget godt imod hende i Aljun. Før hans forsvinden skulle hun have båret hans afkom, men sandsynligheden for det virkede meget lille nu – hvis ikke den var lig nul.

Fuyu No Kitsune... Den første Skygge, Ava havde mødt. Ah, så han måtte næsten være dét, som Ava nu var for Raikiri - altså den person, der havde ført en til broderskabet og sørget for, at man blev indviet. Fedt!
Han lyttede interesseret med til hendes videre forklaring. Puha, det var godt nok mange nye ting, man skulle sætte sig ind i - men forhåbentlig ville han lære det hele med tiden. Han nikkede lyttende og opmærksomt. Så Volin var altså den højest rangerende i broderskabet, om man ville - selvom de åbenbart ikke brød sig om at bruge ord som 'flok' og 'leder.' Men det var stadig tydeligt at høre, at Volin var den 'vigtigste' af dem alle - den, der åbenbart formidlede budskaberne videre til dem fra Alduin.

,,Alduin... Er det så jeres... øh, vores Herre?"

3

”Alduin har skænket dig dine kræfter. Du kan se ham som Herren, Den overordnede, Den du har givet dit liv til. Du er hans tjener nu. En vokunne som os andre. Forhåbentlig vender Volin snart tilbage med de andre, eller med budskab om hvem er faldet. Vi har været flere, men vi er ikke velsete i alles øjne og nogle ser ikke vores hensigter som godhjertede. Vi er fjenden i manges øjne.”

Selvom de aldrig rigtig havde været mange, var der alligevel nogle der var faldet fra, ligesom nogle var kommet til. Men Ava håbede på dem der manglede, bare var med Fuyu No Kitsune ude på en mission eller opgave. For hvad skulle der blive af broderskabet uden deres ypperstepræst?

”Alduin, Drun do vulom, Drun do kiin sil. Alduin, ham som bringer mørke, ham som bringer nyt liv. Før han kan skabe et nyt og bedre Andromeda, må det gamle dø.”

Eftersom Raikiri lod til meget hurtigt at være hoppet ind i rollen som skygge og ikke havde taget sig ret lang tid om at beslutte sig for at ville være en, regnede hun heller ikke med han som sådan kendte en masse til det de kæmpede for – ud over den smule hun havde fortalt. Og nu, nu var det lige meget om han var enig eller ej. Han var en af dem og hans pligt at hjælpe med at befri Alduin.


Oversættelse:
Drun = bringer
Do = of
Vulom = Darkness
Kiin = Begin
Sil = soul (character) eller life (nature)

Den direkte oversættelse ville være
Bringer of darkness, bringer of begin(new) life.