How dark is your soul - Raikiri

Han rystede blot på hovedet af hende, ligesom hun rystede på hovedet af ham. Inderst inde vidste han nok godt, at det ikke var en god idé at provokere sin nye Skyggesøster på denne måde, men han kunne simpelthen ikke lade være.

,,Men igen, så er jeg fuldstændig ligeglad med, at de ikke kan komme til resten af Andromeda, for det har ingen relevans for mig. Jeg bliver her på Foehn, og så længe jeg ikke giver Herren nogen grund til at fortryde sit valg, så tager skyggerne ikke noget som helst fra mig."

Cirklen var nu blevet så lille, at hun ramte hans krop og strøg sig hen langs hans side som en kælen kat. Selvom de havde gang i en diskussion, kunne han ikke lade være med at brumme tilfredsstillet. Hun var en tiltrækkende hoppe, og hendes nærkontakt var bestemt ønsket.

,,Det har du ganske ret i, Ayvah. Og jeg har naturligvis heller ikke tænkt mig at misbruge min magt på den måde. Jeg vil kun bruge skyggernes magi til at forsvare mig selv eller beskytte en af jer."

9

“Så længe du betragter dig selv som værende advaret”

Ava vidste udmærket godt hvor lumske skyggerne kunne være. Hvordan de kunne narre en. Hvordan de kunne manipulere. De havde ladet hende slippe væk fra Foehn, men de havde mærket hende. De havde vel allerede der set hun ville vende tilbage, så snart de havde hvisket nok i hendes ører og forhindret hende i at sove. Og ganske rigtigt havde hun fundet sin vej tilbage. Havde sagt ja til at følge Alduin. Hun ønskede selv et bedre Andromeda, men det kunne lige så nemt være skyggerne der var på spil der. Hun havde ofret Ekpeo, det lille hingsteføl, fordi det var prisen, men hun havde på intet tidspunkt regnet med prisen ville være meget højere end bare det. Hun havde solgt sin sjæl til mørket, men følte sig ikke gladere eller mere tryg af den grund. Den eneste tryghed var den lille bevidsthed om hun altid ville kunne sørge for at en modstander midlertidigt blev sat i skak. Hun havde en ny familie, men alligevel følte hun sig mindst lige så alene som i Teylar – på trods af hun altid havde nogen at snakke med; stemmerne. Stemmerne i hendes hoved. De hviskende, de hvislende, den ene og de mange. Dem der havde trukket hende tilbage til Foehn.

”En af os?”

Hun fortsatte den lille tætte cirkel der ikke krævede ret mange skridt for at nå hele vejen rundt, og som ikke længere kunne blive mindre, med mindre hingsten i midten på magisk vis begyndte at skrumpe. Et velplaceret og halvdrillende bid blev placeret mod hans hals.

Han brummede anerkendende, da hun sluttede diskussionen med en sidste kommentar om, at han skulle betragte sig selv som advaret. Det glædede ham, at de kunne nå til en vis form for enighed uden at skulle ende med at bide hovederne af hinanden eller et eller andet. Han nikkede derfor samtykkende.

,,Det gør jeg, Ayvah. Og tak."

Det virkede måske mærkeligt at takke hende for en advarsel, han dybest set var uenig i - men han respekterede hendes holdning og var derfor ikke bleg for at takke hende for sin advarsel. For hvis hun i sidste ende endte med at få ret, ville han i det mindste kunne sige, at han havde lyttet bare en lille smule til hende.
Hun gentog nu spørgende hans ord om, at han ville beskytte en af dem, mens hun fortsatte den tætte cirkel. Han smilede nærmest varmt.

,,Ja, en af jer. I er jo mine allierede nu, så naturligvis vil jeg beskytte jer - også med mit liv."

Det kunne nok være lidt svært at tro på, og faktisk var han også selv lidt overrasket over de ord, der forlod hans mund. Men det var skam sandt nok. Han var ikke en hingst, der gjorde noget halvt - når han først var gået ind i noget, så foregik det helhjertet.
Hun bed nu ud efter hans hals, men han kunne se på hende, at det kun var for at drille. Han trak derfor mundvigene op i et stort smil, inden han legesygt nappede ud efter en af hendes lange, sorte lokker. Det glædede ham, at de var kommet til et punkt i deres selskab, hvor de kunne lege på denne måde - det føltes venskabeligt og familiært på en eller anden måde.

9

Ava vendte et øjeblik ørerne bagud. Hun stolede ikke helt på ham. Det var ikke noget personligt. Det var udelukkende fordi så mange havde svigtet hende gennem tiden. Venner, familie, den der havde tilbudt sin hjælp og få bragt Nymfen til Chibale. En Key havde forrådt Aljun – Havde hjulpet lyshoppen Ava ikke kunne fordrage. Ikke nok med det havde den hingst hendes hjerte havde tilhørt endda også forrådt hende til fordel for lyshoppen, med den undskyldning at han ville beskytte Ava ved at beskytte lyshoppen, Illana. Illana var ikke en kriger. Ikke særlig offensiv, og den gang havde hun være svagere. Ligesom Ava blev stærkere, voksede Illanas kræfter også. Ava beholdte sine tanker og meninger for sig selv, for tiden ville vise om Raikiri var til at stole på eller ej.

Som han nappede ud efter hende man veg hun til siden i en enkelt hurtig bevægelse, som svævede hun næsten over jorden. Hendes slangeagtige bevægelser der af og til kunne få folk til at tro hun var ganske ufarlig – noget de tog meget fejl af. Desværre kunne hun ikke få Raikiri til at vride sig på jorden på samme måde som hun kunne få de andre til. Ikke på samme måde – uden at røre sig ud af flækken.

”Jeg må hellere vise dig det hjem du har valgt”

Ava gjorde et lille kast med hovedet i den retning de burde gå, for at nå til det sted broderskabet oftest holdt til, selvom det var lang tid siden hun sidst havde set dem i samlet flok. Alle vandrede rundt alene og for dem selv.

Han fik tilsyneladende ikke lov til at røre ved hende endnu... Da han nappede ud efter hendes man, veg hun nemlig hurtigt tilbage i en enkelt bevægelse, næsten som om hun svævede hen over jorden. Han smilede imponeret. Hun var som en slange; et benløst væsen, der kunne bevæge sig lynhurtigt omkring, næsten helt uden at blive bemærket.
Hendes ord lød nu i hans ører, mens hun gjorde et kast med hovedet i den retning, de skulle gå. Han kunne ikke lade være med at smile en smule overrasket. Han havde troet, at hun aldrig ville have mere med ham at gøre, nu hvor hun havde fuldført sin pligt og ført ham til deres herre... Men i stedet stod hun nu og tilbød at vise ham rundt i sit nye hjem. Han smilede taknemmeligt til hende, inden han begyndte at skridte frem i den retning, hun havde vist.

,,Det ville være mig en ære at følge dig til vores hjem."

18

Ørerne gled for et par sekunder om mod nakken uden at lægges ned. Alt den høflighed. Hvordan det skulle tages kunne Ava ikke helt finde ud af. En del af hende følte sig fuldkommen frastødt ved dem, og alligevel vidste hun også godt det måske ikke var sådan ment. Vogtere, deres høflighed, deres titler og deres fisefornemme måde at kommunikere på havde sat sig som et filter der bragte irritation og had med sig når hun hørte på deres snak.

Ava ventede ikke længe, før hun satte frem i et par hurtige trippende skridt, der slog over i en trav. Hendes opvækst i bjergdalen, grotterne og bjergene, gjorde det nemt for hende at navigere rundt langs ildbjergets vægge og skrænter. Det måtte være nemmere for hende at placere sine hove på en fornuftig måde, hvor jorden var mere ujævn, på grund af de langt mindre hove end den behårede hingsts. Alligevel regnede hun med han sagtens kunne tænke sig frem til han bare skulle træde i hendes spor, hvis vejen blev for tricky.

”Hvad fik dig til at søge magt?”

Hun vidste udmærket godt alle havde deres grunde til at gøre som de gjorde. Hun havde selv haft sine grunde til at slutte sig til Herrens broderskab. At følge ham til døden. Hun kendte til sin egen historie, men hun vidste ikke meget om denne hingst, hun nu kunne kalde en bror.

Han bemærkede, hvordan hendes ører kort gled om mod nakken, dog uden at lægges helt ned. Det virkede ikke som om, at hun brød sig om hans høflige måde at tale til hende på. Hun var en svær hoppe at gøre tilfreds, hende Ava... Hvis man talte for uhøfligt til hende, så blev hun pisse sur. Men hvis man talte for høfligt til hende, så blev hun også sur? Det var ikke til at finde ud af... Men det lagde Raikiri nu ikke så meget i - de var nu engang ikke altid til at forstå, de hopper, og det havde han vænnet sig til for længe siden.
Hun ventede ikke længe, før hun satte frem i en trippende skridt, der hurtigt blev til en trav. Han slog ivrigt med hovedet og fulgte uden tøven efter hende. Hun bevægede sig smidigt og elegant af sted langs bjerget, og det var tydeligt at se, at hun havde tilbragt meget tid her og derfor ikke havde det mindste besvær ved at færdes på de smalle, kantede stier. Det var en smule sværere for Raikiri, og han sørgede derfor omhyggeligt for at holde sig lidt bagved hende, så han kunne træde i hendes fodspor.

Hendes ord lød nu i hans ører, og han tænkte lidt over, hvad han skulle svare i et stykke tid, før han endelig svarede: ,,Jeg er vokset op i en flok, der tilbad Nattens Gudinde, Nyx. Så ondskab og mørke har været en naturlig del af min opvækst lige fra starten af. Men jeg var ikke som de andre i flokken... Jeg ville have mere. Jeg søgte altid efter at være den bedste, og en dag udfordrede jeg Nyx for at overtage hendes plads som Nattens Gud. Men jeg overvurderede mine evner og fejlede... Og så havnede jeg her på Foehn. Så jeg har valgt at se dette som min nye chance for at komme til magten. Ikke alene naturligvis, for det har jeg lært, at jeg ikke kan - men sammen med Herren og vores broderskab."

9

Der kom et lille fnys af morskab fra Ava over hans fortælling. Ikke fordi den lød særlig sjov, og hun havde da også et par kommenterer hun kunne smide efter ham – men det var bare et sjovt lille fact. Hun lyttede til han var færdig med at fortælle før hun selv havde tænkt sig at åbne munden for at sige noget.

”Jeg har en niece ved navn Nyx. Jeg har ikke selv mødt hende, men sladder rejser langt omkring her.”

Nyx kunne vel egentlig også gå for at være en Nattens Hoppe – af hvad hun havde hørt. Det ville heller ikke rigtig undre hende med den far hun havde. Titan, Avas bror, havde altid selv været en der var draget af natten, og det havde ikke altid været en nem opgave at få ham til at sove når mørket var faldet på, da han var lille. Det kunne nogle gange vise sig at være en af de største problemer hun havde haft med ham og hans opdragelse. Det og hans modighed der til tider kunne gå for at være ren og skær dumhed.

”Når mere vil have mere går det hen og bliver farligt. Det samme gælder også her. Herren, Alduin, er altings skaber – selv lyset. Skulle du nogensinde få lyst til at udfordre ham….. hav det i mente. Vi kan ikke skade ham, ligesom vi ikke kan skade hinanden, men han kan gøre det af med os. Hvad angår magten…….. Vi er langt fra målet og skulle vi nå målet vil alt liv kvæles. Vi kan kun håbe på Alduin vil give os en plads i et nyt Andromeda.”

Et lille fnys forlod hende som reaktion på hans historie, næsten som om hun havde fundet den morsom. Han rynkede lidt undrende på næsen. Hvad var det dog, hun fandt så morsomt? Det fik han desværre aldrig svar på, for Ava var og blev et mysterie. I stedet fortalte hun, at hun havde en niece ved navn Nyx, og at hun ikke selv havde mødt hende, men kun hørt om hende via sladder. Han nikkede let med hovedet, inden han spørgende lagde hovedet på skrå.

,,Hvorfor har du aldrig mødt hende?"

Han lyttede ligeledes til hendes næste ord og nikkede let. Han var udmærket godt klar over, at Herren her i Andromeda ikke var én, man skulle lægge sig ud med - den fejl havde han begået en gang i sit hjemland, så det kunne han aldrig finde på igen. Desuden havde Alduin kontrol over hans lunger nu, så den kamp ville være tabt på forhånd uanset hvad.

,,Bare rolig, jeg har lært af min fejl og kender mine overmænd nu. Men hvad mener du med, at alt liv vil kvæles, hvis vi når vores mål?"

5

”Hun blev født efter jeg sluttede mig til Herren. Hun er i Teylar. Vogternes flok. Jeg er ikke velkommen der. Heller ikke selvom min datter er der.”

Ava var en hoppe der bar nag. Hun havde ikke altid gjort det, men efterhånden som tiden var gået i Andromeda og i takt med hendes sind langsomt var blevet mørkere og hendes sind mere bittert, var hun også begyndt at bære nag når andre gik imod hende. Hun havde ikke nemt ved at tilgive, og slet ikke lyselskerne. Ikke engang faren til hendes to døtre, som hun havde holdt så meget af, kunne hun tilgive, da han påstod han var gået imellem hende og lys-hoppen, for at beskytte hende og ikke vogteren han også kaldte en ven. Hun ville derfor heller aldrig kunne tilgive dem, der holdt hendes datter fra hende – heller ikke hendes egen familie.

”Nogen ville kunne lære af dig. Nogen bliver ikke klogere og bliver ved med at begå den samme fejl. Mig selv deriblandt. Hver gang jeg giver nogen en chance, bliver jeg alligevel skuffet i sidste ende. Måske skulle jeg lære af mine fejl og lade være.”

Egentlig var det mest af alt en højlydt tanke. Hun ville jo stadig være nødt til at give hendes brødre og søstre en chance – Give hendes nye bror en chance, også selvom hun ikke var meget for det.

,,Det er jeg ked af at høre. Er det ikke muligt, at du kan møde hende uden for Teylar?"

Selvom Raikiri aldrig selv havde følt, hvordan det var at have et afkom eller elske sin familie, så følte han alligevel med hende. Han kunne godt forstå, at det måtte være hårdt ikke at have adgang til sin datter - en lille sjæl, som man selv havde skabt af sit eget kød og blod, og som man dermed var forbundet til. Specielt når denne voksede op et andet sted, der endda stred helt imod ens egne holdninger og overbevisninger!

,,Det er i hvert fald den sikreste måde at undgå at blive såret på... Det gør mig ondt, at du er blevet svigtet gang på gang. Jeg håber, at jeg kan være en af de få, der er anderledes."

Han smilede let. Selvom han og Ayvah måske ikke havde haft den bedste start, så brød han sig stadig ganske godt om hende og håbede virkelig, at han med tiden ville kunne ende med at gøre et godt indtryk på hende.

//Det skete så ikke... 

8

"Jeg har prøvet. Det er ikke nemt for os at nærme os uden at blive opdaget. Der er flere vogtere i den flok. Nogle med rimelige nyttige evner når det kommer til at finde ud af hvad der foregår rundt omkring."

Det var en fordel Ava selv havde været en del af flokken engang. Hun kendte derfor lidt til de forskellige vogtere - i hvert fald dem der var i flokken den gang. Det ville ikke undre hende, hvis der var kommet flere til. De blev jo hjernevasket alle sammen! Hun kunne kun håbe på det ikke var for sent for hendes Nymfe.

"Det vil tiden vise. Jeg gør ikke den fejl igen at stole blindt på nogen. Selv dem der påstår de kan stoles på, kan somme tider vænne dig ryggen. Selv dem der står dig nærmest. Et af Aljuns medlemmer har før forrådt os. Det viser bare der ikke er nogen man kan stole 100% på."

Hun husker stadig dengang hun gik efter Illanas halskæde, hvor den lille rødbrogede satte sig for at beskytte hende i stedet for at hjælpe. Helt præcist hvad der skete med ham, fandt hun aldrig ud af, men hun så ham aldrig mere i flokkens område. Forræder!

Han lyttede til hendes ord og nikkede let. Han kunne godt forstå, at det ikke ville blive nemt at nærme sig flokken, hvis den var bevogtet af flere Vogtere. Men på den anden side, så forstod han det heller ikke rigtigt... Var Skyggerne ikke de stærkeste og mest magtfulde i hele landet? Det havde han i hvert fald hørt rygter om, så det var en af grundene til, at han selv havde valgt at blive en del af broderskabet. Han brød sig derfor ikke om at høre, at der fandtes andre heste, der var stærkere end dem her i landet... Men åh vel, det var blot en motivation til at træne sig endnu stærkere, så han forhåbentlig en dag ville kunne slå disse Vogtere! Han kunne dog ikke lade være med at spørge en smule provokerende ind til det.

,,Men hvis I samler jer i flok og går til angreb, burde I da kunne klare det. Eller I er måske ikke stærkere end disse Vogtere alligevel?"

Han lyttede da til hendes næste ord og nikkede atter let. Det kunne han så godt forstå... Han sendte hende et blik, der næsten kunne ligne medlidenhed og medfølelse, samt et lille skævt smil.

,,Det gør mig ondt at høre, at I er blevet forrådt af en af jeres egne. Sikke et svin. Sådan noget ville jeg aldrig gøre. Men jeg forstår godt, at du ikke tør stole blindt på mig endnu - sådan en tillid må komme med tiden, og det må jeg blot bevise."

54

Ava opfangede godt den provokerende tone hans spørgsmål kom i. Bare fordi han nu var skygge, gjorde det ham ikke mere populær hos hende end ved hendes første indtryk af ham. I en hurtig bevægelse huggede hun ud efter ham. Nok kunne hun ikke bruge sine evner på ham, men hendes tandsæt var også udmærket når det kom til at irettesætte og sætte nogen på plads.

"Du mener vi, Raikiri. Du er en af os nu. Dit ansvar er mindst lige så stort som hver og en af vores brødre og søstre. Hvis vi fejler, gør du også. Men sig mig; Hvis vi alle går imod dem i samlet flok, hvordan vil du så nærme dig uden det bliver hørt på lang afstand af lydens vogter? Eller opdaget af ham jeg tidligere kaldte min leder, der kan kommunikere med alle væsner i Andromeda.... Han har øjne over det hele. Hvordan vil du klare dig imod Illana....... Lyshoppen der kan brænde dine skygger væk? Hende alene er stærkere end jeg er. Vi har allerede mistet brødre og søstre."

Hun undlod at kommentere på hans kommentar angående forræderen. Han kunne sige så mange ting, men ord var ikke det samme som handlinger. Ord kunne lyve, men handlinger fortalte sandheden.

Hendes huggende bid kom bag på ham, og han nåede derfor ikke at undvige, før hendes tandsæt sad placeret i ham. Blodet piblede let fra ham, men det frembragte ikke andet end en mørk latter fra ham. Han elskede smerte. Det gjorde ham blot stærkere.

,,Jeg er vild med dit temperament, Ayvah," lød hans stemme da blot, charmerende og yderst provokerende.

Han lyttede da til hendes ord, og for første gang fortrød han noget, han havde sagt. Han var ikke klar over, at Vogterne var så stærke og havde overdrevne evner på den måde... Det skræmte ham da også en lille smule at høre, at de før havde mistet nogen af deres egne til Vogterne. Han havde meldt sig ind i dette broderskab i den tro, at de var de stærkeste heste i hele Andromeda, og at han derfor kunne opnå magt på den måde. Så tanken om, at hans liv kunne være i fare, og at han kunne risikere at dø til disse Vogtere, havde ikke rigtigt strejfet ham før nu... Selvom han var en selvglad, kæphøj og selvstændig hingst, havde han dog aldrig været for stolt til at indrømme, når han tog fejl. Derfor så han blot undskyldende på Ava.

,,Tillad mig mine fejlagtige ord, Ayvah. Det er svært at vænne sig til at omtale sig selv som noget, man kun har været en del af i få timer - men du har naturligvis ret i, at det hedder vi og os nu. Og jeg var ikke klar over, at Vogterne er så stærke og har disse overnaturlige evner. Det beklager jeg... Nu kan jeg selvfølgelig godt forstå, hvorfor I... vi ikke bare kan angribe dem på den måde."