How dark is your soul - Raikiri

Mørket skjulte det meste af den i forvejen sorte hoppe. Det eneste der brød mørket, var de 3 næsten lysende pletter på hendes næseryg, og de tydeligt unormale blå øjne. Noget ved den blålige farve fik det næsten til at se giftigt ud. Den hvide blis var for længst væk, og det samme var den blide hoppe den havde tilhørt. Tilbage stod en hoppe, der var revet væk fra familien. Revet væk i frygt - jagtet væk fordi hun ikke var som de andre i flokken - eller jagtet væk fordi hun var ligesom "dem". Ligesom "skyggerne. Hun var efterhånden kun en skal tilbage af det hun engang var. Det meste var pakket væk og resten havde overgivet sig fuldkommen til de hvislende stemmer for det indre øre.

Det var koldt. Også selvom ildbjerget befandt sig på Foehn. Der var ikke den samme mængde af afskærmende træer der afskærmede for vinden. På trods af kulden stod Ava stille. Så stille hun kunne være gået for at være en statue. For hende virkede den næsten lun. Der var nok ikke ret mange, der værdsatte kulden på samme måde som hun gjorde det.

Øjnene blev lukket, mens hun overlod opmærksomheden til de hviskende stemmer. En stemme og tusind stemmer på samme tid. Hendes brødre, hendes søstre, den sande hersker. De talte til hende. Hviskede til hende. Engang havde de været skræmmende, men nu bragte de en form for tryghed med sig. Med et sprang øjnene op igen, og var rettet i en bestemt retning. Den retning hun fornemmede et andet væsen. Hun blev stående stille for en kort stund, men begav sig i retningen af det fremmede væsen. Det var hverken en bror eller søster. Det ville hun have vidst allerede da hun fornemmede en. Det var en der ikke hørte til.

Hvert skridt førte Ava fremad med næsten lydløse skridt. Hver bevægelse var afmålt og præcis. Hun bar sig selv på samme måde som en kat på jagt og lige så smidig som en slange i græsset. Nok var hun ikke en af de højeste, og måske var hun ganske fin at se på, men lige så køn nogen mente hun var, lige så farlig kunne hun være at rende ind i.

Raikiri havde efterhånden befundet sig i Andromeda i et pænt stykke tid. Han havde besøgt alle øerne, men han blev alligevel ved med at vende tilbage til Foehn. Der var altså bare et eller andet ved den askebeklædte ø, der tiltrak hans væsen. I starten havde han ikke engang kunnet lide den, men den var efterhånden groet ind under huden på ham. Han var blevet bekendt med ondskaben, der flød igennem luften, og følte, at han hørte til her.
Det var blevet vinter i Andromeda, og man havde ikke set meget til andre heste i lang tid. Vinteren havde været hård og tæret meget på landet, så de fleste holdt sig skjult for sig selv og forsøgte at finde en måde at overleve den hårde kulde på. Dette passede Raikiri helt fint. Han havde aldrig været en udpræget social hingst, faktisk holdt han ganske meget af sit eget selskab. Men han måtte dog indrømme, at han efterhånden var ved at savne lidt sjov i tilværelsen; noget, som kun et andet levende individ kunne give ham.

Han følte sig derfor noget så heldig, da en sort hoppe elegant kom skridtende imod ham. Hun bar sig let og smidigt af sted, som et kattedyr på jagt efter sit bytte. Et smil blev formet på hans mørke mule. Hun var guf for øjet. Han rankede sig let op i den store krop og spillede maskulint og en anelse blærerøvsagtigt med de store muskler under sig. Han knejsede sin brede hals, så hans kraftige man og pandelok blafrede omkring ham i vinden, inden han smilede slesk til hende. „Godaften, din smukke lille sag. Hvem har jeg fornøjelsen af at møde denne aften?"

I det øjeblik hingsten kom til syn, var Ava straks igang med at iagttage enhver detalje hun kunne opdrive. De små ting der ville kunne få hende til at genkende ham, hvis han skulle være så uheldig at være i hendes område en anden gang. Lugte, aftegn, opførsel. Det hele blev taget ind. Måden han bar sig på, mindede umiskendeligt om en der spillede op. En der forsøgte at vise sig fra den bedste side - eller bare spille med musklerne. En havde før troet rå styrke ville være nok til at kunne knække den lille hoppe, men han havde taget grueligt fejl.

Ava havde set mange "dansere" i den forrige flok. Dem der dansede under månens skær - forsøgte at vise sig frem over for hinanden. Engang havde hun selv været en af dem der tog imod indbydelsen til dans, men sådan var det ikke længere. For hende, havde musikken fået en anden lyd. En mere dyster klang og ikke alle brød sig om dette.

Et skjult smil dukkede op. Et der kun lige var til at fornemme i mørket, og nok mest af alt gennem de unaturlige øjne. Hun standsede ikke som hun nåede den mørke hingst, hvis man og hale var det der stod mest tydeligt frem i mørket. I stedet fortsatte hun forbi ham, ikke for at gå sin vej, men i stedet for at stryge sig op af ham som en kælen kat. En måde hvorpå hun nemmere kunne læse andres natur. Ikke alle brød sig om når nogen kom for tæt på fysisk. Andre havde mere svært ved den psykiske nærvær. Nogen havde intet problem med fysisk tæthed og så var der dem, der var ligesom hende selv - utilregnelige. Selvom Ava ikke stolede på andre end sig selv, og sine brødre og søstre, havde hun alligevel tillid til hingsten ikke havde planer om at losse ud efter hende. Hun var trods alt "bare" en lille hoppe sammenlignet med ham. En smule spinkel, men alligevel med muskler under det sorte lag af skind, kun afbrudt af de 3 blå cirkler og det hvide mærke efter et tandsæt.

Ava kunne skam sagtens være blid som et lam, og på de gode dage kunne hun også forblive i den "rolle" i længere tid end andre dage. Var man meget uheldig kunne man regne med hilsen i form af bid efter bid. På denne dag, lod hun hingsten blive. Der var ingen grund til at jage ham væk, så længe han ikke lignede en af dem. En af vogterne.

"Godaften, du fremmede"

Hendes hilsen kom frem i et næsten kælent toneleje, efterfulgt af en feminin brummen. Halen slog et slag så den hvislede gennem luften, før hun standsede op foran hingsten efter at have set ham an fra begge sider - og meget nærgående.

"Jeg kunne spørge dig om det samme"

Som de to heste kom nærmere og nærmere, stoppede den sorte nattehoppe ikke op. I stedet fortsatte hun forbi ham og strøg sig op ad ham som en kælen kat. Han brummede maskulint og forsøgte at imitere en spindende lyd. Raaaawr. Hvis hun ville være hans lille missekat, skulle hun være meget velkommen. Han spidsede de mørke ører i hendes retning, da hun hilste ham an i et næsten kælent toneleje. Han mærkede kroppen spænde op under sig. Hun var i sandhed en fin lille sag. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke følte sig meget tiltrukket. Han havde altid været mest til hopper med et lidt mere... spændende temperament. De dér små skvat, der nærmest underkastede sig ens hove lige fra første øjeblik, var slet ikke noget for ham. Han havde brug for en hoppe med lidt mere gods i.

Hun stoppede nu op foran ham efter meget nærgående at have set ham an fra begge sider. Han brummede anerkendende til hende. Han havde bestemt ikke haft noget imod hendes nærgående opførsel - faktisk måtte hun gerne have haft fortsat hele dagen, hvis det stod til ham. Han lyttede nu til hendes svar på hans spørgsmål og slog en mørk latter op. Ah, hun var sandelig ikke så lidt fræk. Men han kunne lide det. En hoppe, der ikke var bleg for at stille modsættende spørgsmål og svare ham lidt igen. Hun tændte ham mere og mere. Han knejsede let i nakken. Nuvel, hvis hun ønskede at lære ham at kende først, var han da ikke bleg for lige at være en gentleman.

„Mit navn er Raikiri. Jeg er rimelig ny her i landet, men jeg finder allerede Foehn og dets beboere temmelig... interessante."

Et slesk smil formede sig på hans mule. Ja, hvis alle Foehns beboere var som hende og de andre skyggeheste, han havde mødt, så ville han bestemt ikke blive skuffet.

Hingstens sleske smil havde Ava godt bemærket. Hendes eget afspejlede nok hans en smule også. Hun var ikke den blødsødne lille Ava længere. Hun var kold. Både fysisk og psykisk. Hun havde intet til overs for de fleste andre end de få hun havde et tæt knyttet bånd med som hendes brødre og søstre, eller dem hun engang havde kaldt familie. Dem der engang havde været hendes familie. Noget der gjorde hende farlig og utilregnelig. Man vidste ikke hvor man havde hende. Det øjeblik hun begyndte at kede sig eller man fik sagt noget hun ikke brød sig om, kunne man også være sikker på at hun viste det.

"Raikiri siger du. Mu valokein hi"

For et øjeblik lyttede Ava til stemmerne. Hendes brødre. Hendes søstre. Hun mærkede efter hvad de følte. Hvad de tænkte. Lod dem påvirke hendes beslutninger. Igen gav hun sig til at kredse omkring ham. Hun forholdt sig tavs i det der næsten var en runde, før hun åbnede munden for at svare på det spørgsmål han aller først havde stillet.

"Jeg er Ayvah. Du siger du finder mig, dem, os interessante? Du er anderledes, hingst. Anderledes og alligevel ikke. Du besidder et mørke. Vi kan mærke det. Du er her af en grund?"

Hoppen standsede ved hans side på en afstand de fleste ville kalde for tæt. Hun kunne mærke den varme han afgav, ligesom han måtte kunne mærke kulden fra hende. Avas smil havde ændret sig til noget mere utilregneligt. Måske vidste han ikke hvad han var ved at kaste sig ud i? Måske gjorde han? En ting var helt sikkert. Han kunne måske vise sig at være nyttig. Meget nyttig. Selvom nogen måske ville se ham som frygtindgydende eller afskrækkende, følte Ava sig på ingen måde truet. Hun kunne genkende en del af sig selv i ham.

------
Mu valokein hi: Vi byder dig velkommen

Hendes smukke stemme udtalte nogen ord, som han ikke forstod. Mu valokein hi. Hvad mon det betød? Under normale omstændigheder ville han bare have spurgt, men i denne situation forholdt han sig tavs. Det virkede på en eller anden malplaceret at bede om en forklaring på hendes ord. Der var noget mystisk og dragende over hende, og hvis hun havde sit eget sprog, som hun talte i, så bidrog det på en eller anden måde blot endnu mere til den tiltrækkende mystik - og den var meget mere værd, end at finde ud af hvad det betød.
Hun gav sig igen til at kredse sig om ham, som ville hun bedømme, om han var hende værdig. Han lod hende endelig gøre det, for enhver kropskontakt med denne hoppe ville han ikke sige nej tak til. Han lyttede nu til hendes ord og vippede ørerne frem i hendes retning. Ayvah... Sikke et smukt navn, der bar den helt perfekte mystik og eksotiske udtale til en hoppe som hende. Hendes ord fascinerede ham. Hun havde allerede gættet, at han var her af en grund, og hun kunne mærke mørket i ham. Hun læste ham som en åben bog, og det gjorde ham blot endnu mere tiltrukket, at hun tilsyneladende forstod ham.

„Du har ganske ret, kære Ayvah. Skyggehestene... Jeg har mødt flere ligesom dig, og ingen har endnu formået at skuffe mig. Jeg beundrer jeres skygger, jeg drages af dem, fascineres af dem, tilbeder dem... Jeg ønsker at være en del af dem."

Hun stoppede nu op ved hans side, ganske tæt op ad ham. Han forventede at mærke den kropsvarme, som det gav at stå så tæt med en anden hest, men i stedet var det en isnende kulde, der strømmede fra hende. I modsætning til de fleste var det dog ikke noget, der generede ham. Det passede ham ganske fint at blive kølet lidt ned, for stemningen i hans indre var efterhånden blevet lidt hed. Han betragtede det lumske og nærmest utilregnelige smil, der var formet om hendes mule. Hvad mon hun tænkte på, planlagde? Han sendte hende et charmerende smil. Hvad end hun havde i sinde med ham, så var han villig til at gå hele vejen!

"Flere ligesom mig? Du forstår virkelig at få en til at føle sig unik"

Det var måske ikke sådan han havde ment det, men det betød ikke hun ikke kunne påpege det aligevel og måske endda komme til at prikke lidt til ham. Ava lyttede til hingstens ord. Overvejede dem meget nøje. Selv havde hun ikke været draget af dem. Hun havde forsøgt at flygte fra dem indtil den dag hun ikke længere kunne og alligevel overgav sig til dem. Hun kunne jo godt se, at dem der kaldte sig vogtere ikke kunne passe på hende. At det de kaldte et magisk og trygt land ikke var spor trygt. Skyggerne havde taget hende til sig. Hun var blevet en del af dem ligesom de var blevet en del af hende. Hun følte sig ikke alene længere. Følte hun var en del af en større helhed, og bedst af alt, følte hun sig ikke længere utryg.

Ava lænede sig langsomt en smule fremad før hun lod hovene følge med så hun ikke endte med at vælte, og bar sig selv fremad, som svævede hun på skyerne i stedet for selv at gå hen over det askefyldte underlag. Hun kastede et blik hen over skulderen, og gjorde et lille kast med hovedet for at vise han skulle følge med.

"Du begiver dig ned af en farlig sti, Raikiri. Selv hvis du vælger skyggerne er det ikke sikkert skyggerne vælger dig. Mine brødre, mine søstre og jeg selv, har måtte ofre mere end mange andre ville kunne drømme om. Der er prøvelser som kan koste dig livet, hvis du må give op eller alligevel ikke kan udføre dem."

Han lyttede til hendes ord og lo mørkt. Hun var sandelig ikke så lidt fræk. Men han var vild med det. Der var intet bedre end en hoppe, der kunne finde ud af at give lidt modstand og ikke var bange for at prøve hans grænser af. Ayvah var ikke den mindste smule bange for ham, og det tændte ham.
Han smilede charmerende til hende. „Du ved forhåbentlig godt, hvad jeg mener... Og du er naturligvis den mest skønne og smukke af dem alle."

Han betragtede hende, som hun langsomt lænede sig fremad og bevægede sig af sted med bevægelser så lette, at hun nærmest syntes at svæve henover jorden. Et imponerende syn! Men hov, gik hun allerede?! Til hans store glæde kastede hun dog et blik over skulderen og opfordrede ham til at gå med. En mørk og opstemt brummen forlod hans indre dyb, inden han uden tøven trådte op på siden af hende. Hvis hun havde lyst til en lille nattevandring, var han mere end frisk! Han lyttede til hendes ord og så da på hende med øjne, der for en gangs skyld lyste af alvor og seriøsitet.

"Jeg ved, at vejen dertil ikke bliver let, men jeg ved også, at jeg vil være villig til at ofre alt for at vise mig værdig for dem, for jer... for dig."

Ava nøjedes med at ryste smilende på hovedet som han kaldte hende den skønneste og smukkeste af dem alle. Det fik de sikkert alle sammen at vide - eller også havde han ikke set dem alle. Ikke noget Ava tog så tungt, for hendes sti var valgt. Hun havde valgt en retning, men resten af turen var blevet planlagt for hende. Ørerne vippede en anelse bagud som han påstod han var villig til at ofre alt.

"Men du. . . . Hvad har du at ofre? Når det kommer til stykket, hvor meget er du så villig til at ofre? Hos nogle er omkostningnerne større end hos andre. Og selv de mindste er store."

Hendes blik gled op mod ildbjerget. Op mod det sted, hvor hendes historie begyndte. Det sted, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Hun havde gjort noget forfærdeligt, men ingen ud over hende selv og skyggerne kendte til det. Det var noget hun måtte leve med. For hver dag der gik føltes det også nemmere. Det blev nemmere og nemmere for hende at acceptere skyggerne.

"Vil du miste en du holder af? Vil du rende hjerteløs rundt? Vil du adlyde det mindste vink? Tage imod den sande herskers ordre uden at stille spørgsmålstegn selvom du inderst inde ved det kan blive din sidste mission....... Er du villig til at ofre dit liv?"

Han bemærkede, hvordan hun rystede smilende på hovedet over hans ord. Øv, den gik så ikke! Han smilede charmerende til hende. Hun virkede til at være en hoppe med ben i næsen, og det kunne han godt lide. Han lyttede til hendes ord med en alvorlig mine. Han tog hendes ord meget seriøst, for hun var jo en af dem, så hun måtte vide, hvad hun talte om - og hvis hun på nogen som helst måde kunne give ham nogen råd, ville han suge til sig af alt hendes viden. Han fulgte hendes blik op mod vulkanen, mens han tænkte over sit svar. Hvad havde han mon at ofre? Ikke rigtigt noget... Hvad mon hun havde været igennem for at komme hertil? Han ville egentlig gerne spørge hende om hendes historie, men hun virkede ikke til at være typen, der ville åbne op for den slags - i hvert fald ikke endnu. Han så derfor blot på hende med intense øjne.

„Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg har at ofre, men som udgangspunkt er jeg åben over for alt. Jeg holder ikke af nogen andre her i verden, så uanset hvem jeg bliver bedt om at dræbe, vil jeg gøre det uden at kny. At rende hjerteløst rundt ser jeg heller ikke som en hindring - mit hjerte er ikke kærligt i forvejen. Og med hensyn til mit liv, så ja. Jeg døde allerede for min sag, inden jeg blev reddet af Herren og kom hertil - og jeg er villig til at dø igen. Jeg mangler noget at kæmpe for, et sted at høre til... Og jeg tror, at I er de helt rette."

Han undgik at svare på det med at adlyde Herrens mindste vink. For han var ikke nogen tjener, og det ville han nok aldrig blive. Han var jo død tilbage i sit hjemland, netop fordi han stillede sig op imod sin herskerinde for at tage hendes plads i mørket. Men denne form for magtsyge var hans lille hemmelighed, og det behøvede hun derfor ikke at få at vide...

Selvom Ava havde været lige ved at hakke ud efter ham, havde hun alligevel givet ham en lille chance. Efterhånden som han snakkede, blev hun mere og mere anspændt. Det var som om udtrykket i hendes øjne blev mere fast og mere neutralt. Mere lukket om man ville. Ved hans sidste ord hakkede hun alligevel ud efter ham som en giftig snog. Ordene kom ud en smule højere og i en meget bestemt tone.

"Du taler om lyset! Den som bringer folk her til. Den som taler om liv og glade dage...... Det er forkert! Lysets og dets vogtere påstår de vil beskytte landet. At det er en ære at vogte over deres relikvier........ De kan ikke passe på væsnerne her i landet! De kan ikke passe på noget som helst... Hvad er de uden deres nipsting? Den sande hersker har givet mig magi. Noget ingen kan tage fra mig. Du taler om det lys, der vil redde dette land fra mørket... De kalder os onde, men de er ikke anderledes end os, med undtagelse af deres magi sidder i genstande"

Han var vel næppe blevet reddet af Herren. Den der havde bragt ham til landet var portalens vogter og lyset. Lyset der vel egentlig ville fragte flere sjæle til og måske i håb om at kunne rekrutere flere uvidende skabninger til at slutte sig til deres mission. De kunne ikke se hvordan verdenen hang sammen. Ava havde selv været der. Hun havde selv troet på et bedre liv. På sammenhold og familie. Hun havde gået i troen om hun var tryg, og det hele var en illusion. Det var en falsk tryghed. Et falsk sammenhold, og det kom til udtryk da hun blev forvist fra flokken hun havde kaldt hjem, fordi dem der kaldte sig selv for vogtere ikke havde formået at beskytte hende. De talte om den hjælp de kunne give hinanden, men der var ingen hjælp at hente.

"Broderskabet er ikke noget man vælger... Det vælger dig, hvis du er værdig nok. Du må bevise dit værd. At gøre det af med en tilfældig er ikke nok. Hvis du allerede render hjerteløs rundt er der intet at opgive der. En hingst der intet har at miste og intet har at opgive. Hvordan kan han vise han er villig til at gøre hvad som helst? Adlyde den sande herskers ordrer?"

Tonen var igen blevet mere normal og det var næsten som om det lille vredesudbrud fra den sorte Ava, aldrig havde været der.

Han opfangtede en ændring i hendes kropssprog, som han talte mere og mere. Hun virkede anspændt, og udtrykket i hendes øjne ændrede sig og blev mere... lukket? Han var ikke helt klar over, hvad der skete, men da han havde afsluttet sin sætning, hakkede hun pludselig ud efter ham, lynhurtigt og helt ud af det blå. Han var fuldstændig uforberedt på hendes lille angreb, og blev derfor noget forskrækket, da han mærkede smerten fra hendes tænder, der blev plantet i hans skind. Han rykkede sig et skridt tilbage, kastede med det store hoved og brummede vredt. Hvad i alverden havde hun gang i? Han nåede dog ikke at sige noget til hende, før hun med en høj og bestemt tone begyndte at tale. Han lyttede til hendes ord og flakkede let med de mørke ører. Hvad mente hun dog? Var det de lyse og godes Herre, der havde bragt ham til Andromeda? Men hvorfor? Han var på ingen måde en lys eller god hingst! Han mødte hendes øjne med et skeptisk blik. Hvorfor stod hun dér og løj overfor ham? Han lagde ørerne fladt i nakken og skulle lige til at svare hende igen med et mod-bid, da han stoppede op og holdt inde med sit angreb. Hvorfor ville hun have grund til at lyve overfor ham? Hun virkede til at være en klog hoppe, der havde været her længe og vidste, hvad hun talte om, så hun fortalte ham vel bare sandheden? Han slappede atter af i sine anspændte muskler og så på hende med et mildere blik.

„Jeg er chokeret over at høre dine ord, Ayvah, men jeg tror dig. Du må undskylde, at jeg gjorde dig oprevet. Jeg var ikke klar over, hvem der reddede mit liv og bragte mig her til Andromeda, så jeg gik bare ud fra, at det var landets onde Herre, grundet min fortid inden jeg kom hertil. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forstå, hvorfor de lyses Herre ville redde mit liv og sende mig hertil? Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt gjort noget for at støtte de lyse og 'gode' her i verden, og det bliver over mit lig, før det nogensinde kommer til at ske!"

Han lyttede nu til hendes næste ord, der blev sagt i et helt normalt tonefald, næsten som om hendes lille vredesudbrud slet ikke havde fundet sted. Det var en anelse skræmmende... Mon hun havde tendens til humørsvingninger og et stort temperament? Eller var det bare lige præcis det med Herren, der havde trigget hende så meget? Det var ikke til at vide, og han havde i hvert fald under ingen omstændigheder tænkt sig at spørge hende om det... Desuden var han ikke typen, der dømte andre for deres dårlige sider. Ingen var perfekte, og han havde selv mange onde og sadistiske sider, så han var den sidste, der ville se dårligt på folk af den grund. Han tænkte lidt over, hvad han skulle svare hende. Han havde ærlig talt ingen anelse om, hvad han skulle sige for at overbevise hende, så han besluttede sig for lidt irriteret at runde emnet af.

„Det ved jeg ikke... Men jeg er villig til at gøre hvad som helst. Så sig mig, hvor kan jeg finde jeres Herre henne?"

"Landets onde herre? Hvem er landets onde herre? Du forstår det ikke. Min herre, den sande hersker er ikke ond. Du får aldrig en vogter til at kalde lyset "ondt" heller. Der er kun to modparter. To sider der har forskellige meninger. Min slags er ikke onde. Hvis vi er onde er det kun fordi de såkaldte "vogtere" kalder os det. Vi spiller med forskellige regler, men gør det mig til ond? At jeg har en mission - et mål.... Gør det mig til ond? Min herre ønsker at skabe et bedre Andromeda..... Gør det ham til ond?"

Hans kommentar om aldrig at ville støtte de lyse, fik Ava til at ryste på hovedet. Hun mente ikke det lød som om han egentlig vidste hvad der foregik. De lyse havde en mission. Hendes familie havde en mission. Den eneste forskel var hendes herre var fanget i en vulkan - et bjerg, et fængsel som lyset havde skabt. Ville de ikke gøre det samme for at befri deres herre? Jovist havde Ava da et mørkt sind. Men ondskabsfuld? Nej. Hun var fyldt med had. Had der var rettet mod vogterne. Eller. . . Dem der kaldte sig vogtere. Vogter af ingenting. Enhver kunne finde en sten, bevogte den og kalde sig en vogter. Den eneste forskel var magien. Den magi de ikke kunne beholde hvis de mistede deres lille nips ting. Hvordan skulle de kunne vogte over noget som helst, når de ikke engang kunne hjælpe dem der havde brug for det. Da hun havde brug for det? Vogter.... Beskytter..... En fin titel uden særlig meget mening.

"Min gode hingst..... Du finder ikke Herren.... Herren finder dig, hvis han finder dig værdig"

Han lyttede til hendes ord og så en anelse vantro på hende. Han var ikke helt sikker på, at han forstod det... Hun fik ærligt talt Skyggerne til at lyde som en ordentlig flok vatnisser. Hvis de alle var som hende, så var han ikke sikker på, at han fandt dem så seje alligevel. Men man kunne selvfølgelig ikke dømme en hel gruppe på blot ét individ. Han var nødt til at møde nogle flere Skygger, før han kunne danne sig et ordentligt billede. Han så på hende med let sammenknebne øjne. "Du får det til at lyde som om, at der slet ingen forskel er på Skyggerne og Lyset? Men hvis dette var tilfældet, hvorfor så overhovedet være fjender? Jeg er rimelig sikker på, at de lyse ser jer som onde, lige som jeg også er rimelig sikker på, at I ser de såkaldte lyse Vogtere som en flok vatpikke."

Hun rystede nu blot på hovedet af ham, hvilket han fandt en anelse nedværdigende. Han brød sig ikke om, at hun hånede hans ord på den måde. Han havde nøjagtig lige så meget ret til at have sin mening, som hun havde. Han syntes, at hendes ord lød som noget værre sludder, men derfor kunne han da aldrig finde på at håne hende. Han lyttede nu til hendes næste ord og sukkede let. "Hrmpf. Hvis du ikke har tænkt dig at hjælpe mig, så finder jeg ham bare selv..."
Med de ord skridtede han forbi hende og længere ind på øen. Han var ærlig talt træt af alt det hemmelighedsfulde pjat... Mon deres herre overhovedet eksisterede?? Selvom han skridtede væk fra hende, var hans kropssprog dog alligevel ikke helt afvisende. For han havde bestemt nydt den sortes selskab, så hvis hun skulle have lyst til at følge med ham, var hun mere end velkommen.

”Åh men der er skam forskel. Men hvis du tror vi render rundt og er en eller anden ”ond” gruppe man bare kan vælge at slutte sig til, så tager du fejl! Man gør sig fortjent til det. Hvis du søger min herre fordi du ønsker magt og grund til at jagte andre, så kan du snildt klare det uden min, uden vores hjælp. Vi er ikke lyset. Vi er ikke onde. Vi kæmper bare for et andet Andromeda! Ondskab findes ikke! Ondskab er hvad man opdigter og kalder det man ikke selv kan forklare. Vil du kalde dig selv ond, så gør det. Det behøver du ikke en herre for. Vi ser ikke lysets tilhængeres om en flok vatpikke. Hvis vi gjorde, undervurderede vi dem, hvis de var, havde vil allerede fået hvad vi ville have. Du ved slet ikke hvad du taler om”

Ikke tale om han skulle tro han kunne tale sådan til hende. Absolut ikke. Hun var måske en lille hoppe, men hun var stærk. Hun havde musklerne med sig selvom hun ikke var stor – og hun havde sine skygger. Han var jo uvidende. Hvordan kunne han tro han kunne komme der og fortælle hende om hendes familie? Fortælle hende hvordan hendes familie og hvordan hun selv burde være? Herren var ikke ond. Fuyu var ikke ond. Han tog sig lige så meget af hende og hendes brødre og søstre, som enhver anden familie ville gøre.
Da hingsten skridtede forbi hende med de ord, ændredes noget i hendes blik. Det blev mørkere. Mere hadefuldt. Det var lige før han nåede samme status som lysets tilhængere. Her kom han bare og troede han kunne invadere hendes hjem med hans forskruede syn? Nej……. Den gik ikke så nemt. Hun skulle nok vise ham, ja hun skulle så!

Ava samlede sine kræfter og fokuserede på hingsten. Fokuserede på hans indre. På hans lunger. Fokuserede på at skabe en blødning på størrelse med et øje, på slimhinden. Noget hun efterhånden kunne gøre uden at skulle koncentrere sig lige så længe som i starten. Andre havde provokeret hende nok til at lade hende slippe kræfterne fri. Hun fulgte efter uden at fjerne blikket fra ham. Hvor vovede han at behandle hende sådan? Hvor vovede han at tale sådan til hende?
”Hvordan vil du finde noget du ikke kan se? Du finder ikke min herrer vandrende rundt i kød og blod. Han finder dig, hvis han finder dig værdig.”

Et øjeblik stod hun stille og lyttede til de hvilsende stemmer der på en og samme tid var ord og ikke ord. Mange stemmer og en stemme. De var omkring hende. De flød gennem hende. Endnu en gang ændredes noget i hendes udtryk. Noget der næsten fjernede hadet, men erstattede det med noget andet.
”Nuvel. Hvis du er så utålmodig du ikke kan vente, kan jeg vel give dig et ’skub’ i den rigtige retning. Følg med mig”

Og et skub skulle han helt bestemt få.