Wandering

9

”Nej nej nej, Lucy. Det er ikke mig der er den barnlige. Det er dig der absolut skal skabe dig, fordi du ikke forstår hvad det er jeg siger til dig”

Nyx måtte ryste lidt på hovedet. Udefrakommende…… Hah! Som om han vidste alt. Som om han havde nogen som helst anelse om, hvad det lige var der foregik i Andromeda. Om den kommende krig andre havde snakket om, fordi ”de” – skyggerne, ville befri mørket og ødelægge Andromeda. At hun ikke ville kaldes ”De” eller ”Dem” fordi hun mente det var de andre der var de og dem. De skygger – dem og deres herre.

”Det er dig der kalder mig prinsesse og dermed hæver min rang over dig, så hvem er til grin? Men bare rolig. Jeg skal nok forfremme dig til min kongelige hofnar, for du har ikke bevist du du’er til andet.”

Hans bid fik et lille raseri anfald til at melde sig, og det var tydeligt at se Nyx ønskede hingsten faldt død om på stedet ved det dræberblik hun sendte ham. Det dirrede i hele kroppen på hende og hun havde lyst til at skrige ham ind i hovedet, men hun gjorde det ikke. På trods af vreden var tydelig, stod hun stille et øjeblik før hun trådte frem og hakkede tilbage ud i hans retning.

”Tør du lægge dig ud med en prinsesse? Huh? Jeg skal nok lade være med at kalde på min far. Ham gemmer jeg mig ikke bag, selvom jeg er sikker på han sagtens ville kunne klare sådan en som dig”

Nok havde hun ikke set sin far siden hun var helt lille, og hun havde ikke set sin mor siden hun var endnu yngre end det. Hun kunne kun svagt huske hende – huske duften og den tryghed der var. Nej. Nyx havde en far der ikke lige præcis var den aller mest faderlige type, og selvom han havde sagt han snart var tilbage – var han endnu ikke kommet hjem. Til gengæld havde hun noget der var meget bedre. Hendes selvvalgte familie.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"...Ifølge hvem?"

Gled det spydigt over hans mule. Der var tændt en gnist i den røde hingst, som han diskuterede med den sorte. Hun kunne sige lige, hvad hun ønskede, men det ændrede ikke på, at han stod fast ved sin holdning og ikke var til at hukke eller stikke i - i hvert fald ikke med sin mening. Han vidste ej noget om disse skygger, eller hvad ellers det var hun fablede om. HVordan kunne han også det? Han havde næsten ikke andet end lige betrådt underlaget, inden hun var blevet en lille hidsigprop!

"Det afhænger af, hvorvidt Deres titel er noget der kom i spydighed eller som en ære. Det første er nærmere bestemt det rette i vores tilfælde. De er højrøvet som en prinsesse, men ikke nær så fornem som en dronning... Deres titel er ikke noget, som er værd at proklamere med i vores tilfælde. En hofnar kan De kalde mig, men det ændre ikke på, at De stadig er en forkælet prinsesse. Sig mig, har De altid fået serveret alt for dine hove?"

Gnisten i hendes øjne varslede om, at han var ved at træde ud i dybt vand. Det fik kroppen til at ønske at pirre hoppen endnu mere, det vækkede mere interesse. Hun havde valgt, at vække det i hans indre, som han normalt lod være. Provokationerne havde dog vist sig, at gøre det svært at lade være med at provokere yderligere. Hårlaget dirrede på den sorte, og hans øjne studerede hende intenst - forsøgte at fange et varsel om, hvad der skulle ske næste gang. Et kort øjeblik overvejede han hvorvidt hun havde tænkt sig at eksplodere eller ej, men i stedet hakkede hun ud efter ham. Han smækkede det ene forben op som advarsel. Han ville ikke fine sig i hendes attitude. Hovedet slog et slag i luften, inden han masede sig frem. Forsøgte at skubbe til hende med sin bringe.

"Måske han kan klare mig. Jeg ved ej, hvor deres far er... Alle tør lægge sig ud med en prinsesse, spørgsmålet er om prinsessen tør lægge sig ud med nogen? Er det tomme trusler eller er der noget bag? Jeg har endnu ikke set bagsiden af medaljen..."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

1

”Ifølge den klogeste af os to”

Hun mente selvfølgelig sig selv, og hun tvivlede på han ville påstå det var ham selv der havde den mening. Hans fornærmelser tog hun ikke rigtig til sig denne gang. Det var som om han ikke kunne komme med andet, og hun havde ikke tænkt sig at underholde ham længere ved at blive fornærmet over dem. I stedet kunne hun vende dem om til noget hun selv kunne bruge.

”Højrøvet prinsesse, men prinsesse alligevel. Hellere det end være en lavtstående hofnar”

Denne gang måtte hun sende ham et smil. Et af de halvprovokerende, fordi det var så stort. Forkælet kunne han måske have ret i hun var. Selvom det ikke ligefrem var hendes forældre der havde forkælet hende, havde hun alligevel ofte kunne smigre sig ind på andre med sine store dådyrøjne.

”Hvis du tror du kender mig så godt, så må du jo kunne svare på det.”

Selvfølgelig havde hun ikke fået alt serveret for sine hove. Han kendte hende i den grad ikke. Han havde af en eller anden grund fundet en side frem andre sjældent så. Normalt var Nyx en glad hoppe, der gerne kastede sig ud i leg. Positiv som sin far – og mindst lige så drillesyg som ham, men også krævende efter opmærksomhed som sin mor. En god blanding af dem begge.

”Prinsessen her har da lært en ting eller to. Tror du virkelig min far ville lade mig vandre alene rundt fuldkommen hjælpeløs?”

Hun havde da lært lidt. Selvfølgelig var hun ikke opdraget til at slås med alle og enhver. Den slags passede ikke en ung dame som hende. Som hendes far havde forklaret det, var det noget der tilhørte de knap så kloge unghingste, og dem der havde noget at beskytte. Det lod ikke til Lucy havde særlig meget at beskytte som han stod der alene og helt ny i landet.

”Bagsiden af medaljen? Åh undskyld mig, hvor er mine manerer dog….. Nu skal jeg nok……”

Hun fik ikke færdiggjort sin sætning før hun trippede omkring så hun stod med røven vendt mod ham. Den ene baghov blev dog hævet så hun kun hvilede på 3 ben, inden hoven fløj i hans retning.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

En svag trækning gled over hans mule ved hendes ord. Der var ingen tvivl om, at hun mente sig selv - ikke at han på nogen måde var eng i det. Hun var højrøvet og troede hun var så meget mere end andre. Måske hun også var det, men indtil videre så havde hun absolut ikke bevist det overfor ham. Han trak på skulderne, og trådte tættere på hoppen.

"Hellere en lavtstående hofnar end en højrøvet prinsesse, der ikke har noget at tilbyde..."

Med hendes ord gav hun ham ret. Hun havde fået serveret alt på et sølvfad og nød det, som en lille unge, der havde fri afbenyttelse af mors mælk. Han rystede på hovedet af hende.

"Det tager jeg som et ja."

Der skulle mere end tomme ord og dådyrøjne til for at smigre eller komme ind på denne røde hingst. Der var ingen tvivl om, at den sorte og røde var helt fjern fra hinanden med deres fortid. Der var endnu intet, som de havde kunne være enige om. Ikke en eneste ting og han så intet fornuftigt forlade den sorte. Det var som om, at hun ønskede at skabe split. Hans hoved gled en anelse på sned, da hun nu atter talte. Et hovent fnys gled over hans mule.

"Så hvor gemmer farmand sig? Er han klar til at redde sin hjælpeløse lille datter, når hun kommer i uføre eller skal vi give ham noget, så han helt sikkert vil komme frem....?"

Han skulle lige til at tilføje noget mere, da hun brød ind med sine ord. Et vovet træk fra en unghoppe. Meget kunne man side, men hun havde skam attitude. Et eller andet sted begyndte den sorte hoppe at more ham blot en smule - selvom tanken om hende irriterede ham mere end som så. Hun vendte røven mod ham og det ene ben gled hvilende, inden det fløj op. Hingsten veg hovedet tilbage og undgik med nød og næppe et slag - suset florerede istedet ved mulehårene. Ørene skød straks i nakken, og da hun var ved at sænke benet lavede han et huk for at bide sig fast i hendes pibe på bagbenet. Måsen skubbede han en anelse rundt, inden han trak sig igen og bevidst skubbede til hende med sin bringe. Skubbede og masede mod hendes bagparti.

"....De trænger til en lærestreg i stedet...."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

2

b]”Jeg har mere at tilbyde end du nogensinde vil få”[/b]

Det skulle han såmænd aldrig tage fejl af. Nok så han hende som en højrøvet prinsesse, men der lå alligevel mere gemt i nattehoppen. Nyx måtte himle lidt med øjnene da han spurgte ind til hvor hendes ”farmand” gemte sig. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham det, og selv hvis hun havde, ville hun ikke kunne sige det, for hun vidste det ikke. Hun havde ikke set ham længe. Ikke siden han sagde han snart ville være tilbage. Og Snart var fra da hun stadig var lille og langt fra voksen.

”Hvem siger jeg har brug for min far?”

Nyx stak mulen i sky i noget der kunne minde om en snobbet gestus. Hvad regnede han lige med? At hun ville kalde på sin far på grund af sådan en lille mide? Som om hun ikke ville kunne håndtere ham? Godt nok var han meget anderledes end alle dem hun var vant til at vokse op iblandt. De var meget mere civiliseret.

Hans bid fik hende til at hyle op og det gippede i hendes ben for at losse bagud igen, men det gjorde da ondt. I stedet var hun også tvunget til at flytte hovene trippende, for ikke at risikere at skvatte når hun blev skubbet sådan til. Det afholdt hende dog ikke fra at stritte imod og forsøge at skubbe tilbage den anden vej med røven.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Så bevis det... Hvad kan De tilbyde, som end jeg ikke vil få mulighed for? Det er tommetrusler lille prinsesse Nix .... Er det ikke på tide at De gør alvor af nogle af Deres ord?"

Det var muligt at den unge hoppe havde meget at tilbyde, men han havde ikke set noget af det endnu. Der var så mange tomme områder i hende, og han havde ikke set andet end en facade, som forhåbentlig ikke var hendes sande identitet. Det håbede han da ikke, selvom han ikke ville blive overrasket, hvis det var tilfældet. Hun havde ikke givet ham grund til at tro andet med dette møde. Ørene gled i hendes retningen, mens han vurdere om hun overhovedet turde tage imod det forslag.

"Eftersom Prinsesse Nix var så hurtigt at tilføje, at hun kunne få mange herhen og hjælpe sig, så burde det da være oplagt, at farmand var noget som De havde brug for."

Et hovent grin gled over struben på den røde, da hun ligefrem understregede det hele med sit muleslag. Han havde tydeligvis ikke taget det mindste fejl af hende. Et dybt suk gled over hans mule, det var trættende at hun skulle være så naiv... Så højtstående og bruge så mange kræfter på, at tro hele verden drejede som om hende. Hun burde komme ud og opleve verden noget mere. Ligesom han selv var igang med.

Hun høl op, og snart trippede hun sidelæns. Hun stødte imod, når han ville skubbe til hende, men han blev ved på trods af, at hun faktisk var ret god til at stå imod hans skub. Her stod de to så, og skubbede frem og tilbage med hinandens krop i stedet for. Han sprang let rundt med forparten - væk fra hendes mås, inden han gjorde et hak mod hendes flanke, og skridtede om foran hende.

"De er da det mest stædige ungdyr jeg længe har mødt..."

Fnøs han.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

4

"Jeg behøver ikke bevise noget som helst over for dig"

Nyx fnøs. Selvfølgelig behøvede hun ikke bevise noget over for ham, eller nogen som helst. Det var hende der havde aller mest at skulle have sagt, hvis man spurgte hende. Det havde været hendes hjem i længst tid, og sådan en udefra-kommende skulle såsandelig ikke tro han kunne komme der og sige hvad hun var eller hvad hun skulle.

"Ååååh, nu er jeg med. Du vil så gerne møde min far fordi duuuuuu...... er til andre hankøn? Og fordi jeg er så gude-smuk må han være det også"

Hendes far ville hun ikke kunne kalde på. Men der var så mange andre fra hendes side af familien. En stor del af Teylar var hun jo beslægtet med af blod. Og så var der hendes bedste ven, Tik. For ikke at tale om hendes beskytter med et voldsomt temperament. Skulle han dukke op, ville Lucy få sig et problem.

"Vær du bare glad for jeg ikke har kaldt på nogen endnu. Du kommer bare til at fortryde det"

At kalde Nyx for stædig var noget af det mest korrekte han havde sagt indtil videre. Hun havde stædigheden fra sin far. Hun var stædig som sin faster. Stædig som få. Nyx tog det dog som en kompliment, for det betød også hun ikke bare sådan lige var at få bugt med.

"Og du er det mest sørgelige væsen jeg længe har mødt"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Blot endnu en måde at sige, at De ikke kan bevise det overfor mig. Deres ord flyder for tomme sagn - intet betyder De."

Han virrede på hovedet. Tomhed. Hun havde intet at sige med det. Hun talte, men der var ingen grund til at lade sig afskrække. Hun kunne ikke holde truslerne alligevel. Han lod et fnys glide over sin mule. Hvor var hun dog bare en belastning i sig selv. Ved alle tilfælde - så var det sådan en uopdragen unge han skulle møde som den første her i landet?

"Det er da tydeligt at De er ung - så barnlig som De opfører Dem. Hvad med, at De tog ud og oplevede verden uden en guldhov i måsen? Eller det er måske for meget at forlange, at Deres hove skulle kunne risikere, at blive beskidte?"

Han himmelvendte øjnene, mens han lod ørene glide bagud med en vis form for attitude. Han havde ingen forbindelser i dette land endnu - måske var det en dårlig idé at skabe sig fjender uden at have venner. Han havde dog ikke i sinde at give efter for sådan en imbecil lille unge.. ELler lille og lille... Det kunne måske diskuteres, men han nægtede at lade sig kure med sådan en rolling!

"Jeg kunne ikke være mere ligeglad om så De tilkaldte en Gud. Jeg har ikke tænkt mig at ændre min mening eller holdning om noget for Deres skyld."

Kom det prompte og bestemt fra ham. Han nægtede at give sig på nogen som helst punkter.

"Og hvorfra udsprang det sørgelige? Blot fordi De ikke kan spinde mig ind som en marionet i Deres eget lille spil?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

1

"Åh men det ved du jo ikke noget om, min stupide lille herre"

Hun rystede på hovedet af ham med et opgivende blik - ikke fordi hun havde tænkt sig at opgive overhovedet, for dette var en kamp om ære hun ikke ville tabe - hvis man da kunne kalde det det. Det var mere for at vise hun mente han var helt uden for rækkevidde. Han vidste jo intet om hende, hendes familie, hendes liv eller opvækst - og så sandelig heller ikke meget om Andromeda at dømme ud fra hans udtalelser.

"Du ved hvad man siger... Hellere ung og hurtig end gammel og..... Nej... Jeg vil ikke engang sige vis, for man begynder trods alt at glemme ting med alderen. Blandt andet glemmer du stadig at du, Lucy, er alene. At du, Lucy, ikke har en eneste chance med den opførsel du lægger for dagen. Jeg kommer fra en mægtig familie og du kommer fra..... Nårh ja..... Intet sted af betydning"

Hun fnøs af ham. Troede han virkelig hans mening havde nogen som helst betydning? Det eneste der betød noget var fakta, og fakta var hun havde en flok i ryggen, en stærk far, og en ven med magiske kræfter - for ikke at tale om dræberhingsten, der havde besluttet sig for at vogte over hende.

"I dine udtalelser om det du tror du ved noget om, når i virkeligheden ved du intet. Jeg kunne fortælle dig ting om dette sted. Ting vigtige for overlevelse, men jeg kan ikke se på nuværende tidspunkt, hvorfor jeg skulle gide hjælpe sådan en som dig. Og tro mig. Hjælp får du brug for."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Det er min virkelig og ikke Deres. Såfremt De ikke ønsker at give mig et svar, så vil det forevigt være virkeligheden."

Han var tæt på at opgive den sorte unge hoppe. Hun havde ikke meget at flytte mellem ørene, måske der var groet pels fast i dem, så hun ikke kunne blive klogere? Han spekulerede kort over dette, inden han slog det hen med endnu en uvished. Hun var ikke værd at spilde alle de kræfter på. Hun kendte intet til ham - og han ej til hende, men han ønskede heller ikke at give hende et indblik i det, så længe hun havde tænkt sig at opføre sig på denne måde.

"Alene er et stort ord. De ved endnu intet om mig, og alligevel vover De at dømme mig? Du er en besynderlig sjæl... Ikke at det kommer dig til gode på nogen måde. De kan komme fra selv en gudelig slægt, men det gør ikke at jeg ville ønske at lære Dem bedre at kende. De har allerede indprintet Dem som en, der føler sig hævet over alle andre. Det er ikke et indprint man ønsker sig hos en som mig."

Understregede han, på troda af at han var ret sikker på, at hun ville være ligeglad med det. Det ændrede ikke på noget mellem de to. Der var intet andet end modstridende kræfter. De var som dag og nat, og ville næppe nogensinde kunne enes om selv det mindste.

"Det kaldes vidst at være en maratyr..."

En trækning formede sig over den lyse mule på den røde ild hingst. Hans øre gled et kort øjeblik frem, men han blev for nu stående som han stod og iagttog hende.

"Hjælp vil altid komme til Dem der har brug for det i tidensstund. Jeg er ingen undtagelse - Er De?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

1

"Din stædige gnu! Du har virkelig ikke meget tiltro til andre siden du skal se beviser på det hele"

Nyx måtte give et fnys fra sig. Denne herre foran hende, var så langt fra alle andre hun overhovedet havde mødt i landet. Ikke at det var så forfærdelig mange strejfende, for hun havde trods alt været så heldig at have levet det meste af tiden i flokken omringet af dens medlemmer. Dog uden hendes mor. Det meste af tiden som strejfende sammen med sin mor, var så småt glemt - pånær nogle enkelte ting hun nok aldrig ville glemme.

"Du ved heller intet om mig, og alligevel dømmer du mig? Så hvad gør dig bedre end mig? Det kan ligeså godt være dig der er besynderlig, og den af os der føler sig mest hævet, må være dig. Det var dig der startede med de nedladende øgenavne, for jeg tvivler på du på noget som helst tidspunkt har ment jeg var nogen prinsesse - og hvis du har, er det dig selv der mener jeg er mere værd. Det er din helt egen skyld du er i den situation."

Ørerne blev vippet en anelse bagud, men ikke lagt ned i nakken. Nyx lyttede. En svag uro var begyndt at vokse hos den unge hoppe, og for et kort øjeblik måtte hun lige lade blikket glide rundt for at observere omgivelserne. De røg alligevel tilbage mod hingsten som han blev ve med at tale.

"Shh!"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Ganske svagt tegnede der sig en trækning i den rødes mundvig. Han var langsomt begyndt at more sig en smule indvendt, og alligevel så var han på grænsen til at give hende tæsk. Ikke at han var en slagsbror. Han holdt gerne en formalia. Men det var ved at være på grænsen til det absurde med denne sorte satans hoppe.

"Tiltro skal man gøre sig fortjent til. Hvis blot De kunne bevise, at De kunne alle de ting, som De spytter ud med. Bevise at det ikke blot er ord."

Han trak på skulderne. Hvor svært kunne det være. Han havde banet hende vejen, så hun skulle blot tage den. Snart kom en lang ørestrøm af ord, og han himmelvendte sine øjne ved hendes ord. Alt skulle handle om denne sorte hoppe i hendes verden. Han var sikker på, at nogen måtte have lagt gulerødder for hendes hove hele livet, siden hun mente hun kunne spytte sådan omkring sig med ord og tiltale.

"Hævet føler jeg mig skam ikke, Lille Du." Han tog sig tid. Lod det synke ind, inden han lod blikket glide direkte mod hendes øjne. "Det er ikke nedladende og øgenavne. Blot en kendsgerning af Deres handlinger. De taler og agerer som var De en af kongelig slægt eller gudelig. Det er De næppe - og selv hvis De var, så ville det ikke gøre nogen forskel. Jeg ønskede blot at blive mødt, hvor vi var. To enkeltstående sjæle, som søgte selskab - men det kunne De ikke klare. De havde brug for at hæve Dem over en fremmed."

Han himmelvendte øjnene af hende. Men han nåede ikke at fyre en kæk bemærkning af, inden han også kunne høre noget. Hingsten spidsede øre. 

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

2

Nyx skulle lige til at kommentere på hans ord og forsvare sig endnu en gang. Det var jo ikke hende der talte som om hun var kongelig eller gudelig. Det var ham der brugte alle de fise-fornemme ord ligesom så mange andre i den flok hun kom fra. Brêgo, den gamle leder, havde aldrig brudt sig om den slags tiltale og havde mange gange sagt det lød alt for fint og han ikke var værdig til at blive kaldt ”De” og ”Dem” og Nyx havde jo heller aldrig bedt hingsten foran hende om at kalde hende det. Tvært imod.

”Lucy! Ti stille!”

Ordene kom ud som en snerrende hvisken, mens ørerne for et kort øjeblik blev presset ned i ørerne for at markere alvoren. Hun mente det. Bare for at bidrage en lille smule til hans ukorrekte beskrivelse af hende som en prinsesse, gjorde hun et lille stamp med den ene forhov, som om det ville få ham til at holde mund. Ikke at hun regnede med han overhovedet ville høre efter – for han havde ikke lyttet til et eneste ord hun havde sagt indtil videre.

Lidt forsigtigt trådte Nyx et par skridt frem mens hun kneb øjnene sammen, for hun syntes at kunne ane noget i mørket. Noget der ikke så helt normalt ud. Før hun nåede at lufte en tanke, ramte hun jorden med en lyd af ubehag som luft der blev skubbet ud af lungerne og øjnene blev spærret op.

5

Stemmer. Mere end en stemme. De blandede sig med hinanden og med mørket. Med skyggernes hviskende stemmer. Ava stod stille. Havde stået stille siden hun havde hørt dem i første omgang og kun nærmet sig meget langsomt. Stille og lydløst ladet sig glide tættere og tættere på, som en slange ude efter et bytte. En slange klar til at hugge efter sit offer. De var to og hun var en. En lille udfordring, men ikke uvelkommen. Hun havde trods alt ikke regnet med det skulle være alt for let. Et eller andet sted lod det også til den ene ville tage livet af den anden – eller tæt nok på til at Ava selv kun ville behøve tage sig af den ene af dem. Lige indtil hun lod til at være blevet opdaget.

Ava var ikke så forfærdelig høj. Mindre end de fleste i flokken. Både Teylar og Aljun. Mindre end de fleste hun var stødt på, med undtagelse af ungehestene i landet. Kun nogle få var mindre end hende og fuldvoksne på samme tid. Spændingen var begyndt at bygge sig op og voksede sig større som hoppen lod til at komme nærmere.

Tæt på fik hun ikke lov til at komme før Ava kastede sig fremad og ud fra sit skjul i buskadset og direkte ind mod hoppen. Hun havde ikke mødt hende før, men visse ting var ikke til at tage fejl af. De kom fra samme familie. Familien af blod, men ikke længere bånd. Ava var ikke langsom til at placere en hov mod hoppens hals for at holde hende nede. At hun var familie havde ingen betydning – ikke når det kom til at lade nogen slippe – tvært imod. Øjnene blev rettet mod hingsten.

”Løb, hingst”

To ord. To ord med en lille kunstpause for dramatikkens skyld. Et næsten utilregneligt smil var at finde omkring hoppens mule, og der var ingen tvivl om hendes hensigter så absolut ikke var gode.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

I løbet af et split sekund, havde alt forandret sig. Stilheden havde taget over, og det ene af de rødlige øre gled i retningen af buskadset. I al den tid, de havde stået og diskuteret, havde solen trukket sig længere ned af himlen, og skyggerne havde placeret sig mere over området. Han havde end ikke opsnappet duften af en anden hest - så diskuterende havde de været. Forsigtigt trådte Nyx tættere mod mørket, inden hun blev væltet omkuld og en sort - mindre end Relucir selv - havde fået placeret en hov mod hendes hals og holdt hende nede.

De bar begge mørke farver, men den nytilkomnes øjne lyste af blåild. Nok havde han haft intentioner om at hakke mere på Prinsessen, men det havde ikke været hans plan at hun skulle slynges ned i jorden. Da hoppen nu talte. En advarsel og alligevel et frirum. Ørkenhingsten ville til enhvertid havde lystret hendes ord, hvis ikke det havde været fordi - at det var det han havde gjort hele sit liv. Det havde kostet ham sin familie, og til trods for at han ikke brød sig om Prinsessen, så ville det muligvis koste hende livet. Hvem skulle ville redde den lille opblæste rapkæftede Prinsesse? Indvendigt sukkede han, mens hjernen arbejdede på en løsning.

"Nej"

Et ord. Mere behøvede han ikke. Han kendte ikke denne fremmede, men ud fra hendes hurtighed, og styrke, så vidste han at hun var ham langt overlegen i styrke. Han ville ikke kunne løbe fra hende uanset hvad, og det ville koste ham kræfter, som han muligvis ville få brug for. Derfor trådte han i stedet frem - dumdristigt måske - men han gjorde det trods alt.

"Lad hende gå. Hvad jeres udstående end er, så giver De hende ingen chance for at forsvare sig med et snigeangreb. Kun en kujon ville angribe en fra skjul, selvom jeg nu godt kan følge Dem i at hun er en pestilens. Hun trænger til en omgang opdragelse"

Han smallede sine øjne sammen.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.