Wandering

Taget: Nyx

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Enophis var stadig et nyt sted for Relucir. Han havde ikke været her længe, men han havde dog formået at tilrettelægge en nogenlunde plan over området i sit hoved. Det var rodet med nye steder, men det var som om, at der alligevel var en mening med øerne omkring dette sted. Men det tog tid, at lære nye steder at kende og det måtte han erkende. Han måtte udforske og undersøge områderne af dette sted. Der var så mange ting, som stadig var uvist for hingsten, og han ønskede at lære stedet bedre at kende. Der var mange ting at huske på. Mange enge og skove at bevæge sig rundt i og skelne fra hinanden. Han havde da også formået at vandre ind i ikke mindre end fem kratområder. Den gyldne - normalt så bløde og ufiltrerede - hale var fyldt med smågrene og andet krat fra sine små ture i krattet. Der var enkelte små rifter over hingstens krop, men han tog det nu roligt alligevel. 

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

1

Selvom det ikke var første gang uden for flokkens område, var det første gang helt alene. Hun havde alligevel lyttet til hvad Cináed havde sagt om at blive det samme sted, og det skadede vel heller ikke at udforske de muligheder hun ikke havde testet af selv. Hvordan skulle hun kunne vide om det var bedre at blive inden for Teylar-flokkens område, hvis ikke hun havde nogen som helst mulighed for at modargumentere med andet end "jeg tror" gætterier?

Nyx havde taget turen mod nord. Taget turen hen over havet endda. Det var den samme retning hendes far var gået da hun sidst havde set ham, og på trods af han havde sagt han "snart" ville være hjemme, var han endnu ikke kommet hjem. Det havde været en hård tur hen over vandet. Det var muskler Nyx ikke var vant til at bruge, og de var hurtigt begyndt at blive trætte. Salt vandet havde hjulpet hende til at forblive ovenvande, men hun blev enig med sig selv om at finde en anden vej tilbage, hvor vandet var knap så dybt. Selvom det ikke var meget anderledes end øen hun lige havde befundet sig på, var der alligevel en stor forskel. Bjergene der tårnede sig op i horisonten. Da hun var færdig med at søge med blikket uden at have fundet noget livstegn, andet end fra fugle og kryb, lod hun et kaldende vrinsk lyde, for at melde hendes ankomst.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Nok havde Seth bemærket en skikkelse i nærheden, men det tog lidt tid inden han var klar over, hvad det var. Skikkelsen blev til en hoppe. En mørk hoppe med de sælsomme brindle aftegninger. Relucir havde mødt én hest gennem sit liv med sådanne sælsomme aftegn. Undersøgende gled hans øjne over hendes slankeskikkelse. Mørk som natten, men med en snehvidte striber, som en stærk kontrast mod den mørke pels. Ørene roterede og endte med at glide frem, som han overvejede sit næste træk. 

Han stod stille. Trak ikke det mindste på sine muskler eller gjorde andledning til noget. Han var klar på, at agere, hvis hun skulle gøre anledning til noget som helst. Ventede bare på hendes mindste træk. Øjnene smallede sig derfor sammen, da et vrinsk gled over mulen på hoppen. Havde den sorte ikke bemærket den røde, som var i nærheden? Duften hang over hende og afslørede hendes væsens tilstedeværelse. Salten mængede sig med den våde pels. Relucir var ikke van til bevæge sig i vand, men årene i ørkenen havde gjort benene solide og udholdelige mod tungt terræn. Svaret hang ikke over mulen på ham, som han satte i bevægelse. Stilheden hang over skridtene, mens uroen mængede sig i hans indre. Et svirp med halen fik lydene til at eskalere. Krattet larmede i de sarte og følsomme ører. Et fnys formede sig, inden han virrede med hovedet. 

Langsomt - men konstant - nærmede han sig den fremmede, indtil han var indenfor en passende afstand. 

"De burde være mere påpasselig, enhver kan trænge sig ind på dig, nu hvor mørket langsomt falder, fremmede."

Han nikkede kort som hilsen, mens ørene gled tilbage på ham i en rolig gestus. Ikke vredt - blot lyttende og opmærksomt.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

2

Nyx' hazel-farvede øjne endte med at hvile på en fremmed skikkelse. En rød, men ikke rød som Tik - Rød som Brêgo, men ikke broget som Brêgo. Ørerne roterede rundt inden de til sidst blev vippet fremad ved hingstens ord.

"Hvem? Mig?"

Hun var ikke vant til at blive tiltalt "De". Hun havde hørt andre blive tiltalt sådan, men de havde også været vogtere af Andromeda. Vogterne der skulle passe på landet. De vigtige. Beskytterne. Nyx var ikke vigtig - Ikke så vigtig i hvert fald. Hovedet lod hun glide en anelse på skrå, og trådte nogle skridt nærmere hingsten. Øjnene vandrede hen over hingsten for at opsnappe hver lille detalje, inden hun standsede igen. Nyx var ikke en sippet hoppe. Hun var ikke en der krævede andre holdt sig på en minimums afstand. Faktisk var der større risiko for hun overskred andres grænser.

"Nix... Mit navn er Nix, Ikke fremmede"

Hun sendte ham et smil. At andre kunne trænge sig ind på hende så hun ikke for værende noget negativt. Som den sociale hoppe hun var, ønskede hun andres selskab. Hun krævede opmærksomhed og ville slet ikke kunne fungere optimalt, hvis ikke hun kunne få lov til at være midtpunkt bare engang imellem.

"Du er fremmed? Din lugt er anderledes end de andre herfra...

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det ene øre dirrede ved hendes ord. Mulen trak sig en smule, inden han virrede med hovedet. Halen gav et svirp fra sig bagved. Tænderne blev bidt sammen. Han havde da gjort sit til at være bare en smule imødekommende mente han selv, men hun var måske ikke van til at blive tiltalt uden sit navn?

"Hvem skulle jeg ellers tale til? Jeg ser ingen andre her."

Måske hoppen end ikke kunne registrere andre heste. Han flyttede lidt på sig - mest for at sikre sig, at hoppen ej var blind. Ingen vinkler virkede til at ændre på faktummet at hoppen ikke var plaget af et handicap. 

"Uden et navn vil man altid være en fremmed. De er stadig en fremmed for mig Nix."

Det virkede rodet. Hvad var hun for en? Hingsten løftede hovedet og smagte på hendes ord. Det gav ingen mening i hans hoved, at hun kaldte ham fremmed og han ej måtte kalde hende det. Den røde hingst blev blot forvirret, hvilket resulterede i at han trådte lidt tættere på. Stadig på behørig afstand, og denne havde han i sinde at holde. Relucir holdt sig altid på afstand af fremmede heste. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske.

"Jeg bør ikke kalde Dem fremmed, men allligevel anser De mig for at være fremmed? De er da en besynderlig hest..." 

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

3

"Åh man ved jo aldrig om du skulle være en af dem der snakkede med stemmerne i dit hoved."

Selvom det kunne lyde utroligt flabet og provokerende, var det slet ikke sådan Nyx mente det. Men hun vidste at nogen lyttede til stemmer i hovedet - talte med dem, fulgte deres ordrer. Hun havde ikke mødt en før og kunne derfor heller ikke vide hvordan de så ud. Hun havde kun hørt historierne.

"Hvordan kan De stadig være fremmed for dig?"

Hun var ikke flertal. Hun var ikke en man tiltalte De og havde aldrig været det, så selvfølgelig forstod hun ikke hvem det var han snakkede om eller til. Han var en spøjs en. Men han kom selvfølgelig også fra et andet sted, som så mange andre. Næsten alle kom andre steder fra, og meget få fra samme steder. 3 fra hendes familie kom fra det samme sted. Så meget vidste hun, men hun kunne ikke komme i tanke om at have hørt om andre.

"Du er ikke herfra. Derfor er du fremmed. Jeg tror du er havnet det forkerte sted"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Én af dem med stemmer i hovedet? Det ene øre stod uvidende ud til siden, mens han så mod den mørke hoppe. Hvad i alverden var det hun talte om? Relucir fattede ikke en hak af, hvad det var hoppen prøvede at fortælle? Hvorfor skulle han have stemmer i hovedet - og hvorfor skulle han lytte til en andens stemme? Han havde da nok i sin egen? Et fnys formede sig over hans mule, inden han slog det ene forben hårdt ned mod jorden for at markere sin utilfredshed overfor Nix.

"De er en meget forvirrende hoppe..."

Sluttede han i stedet for. Han orkede ikke at diskutere, det ville give ham grå hår og det ønskede den røde hingst altså ikke at få i så tidlig en alder. Hun var en forvirrende sjæl, men måske han kunne lede hende lidt på rette vej? Hun virkede til ikke at opfange omverden... i hvert fald lige nu.

"Det er det rene gådesnak De laver..."

Han virrede på hovedet. Hun var virkelig en mærkelig hest. Han synes ellers, at han havde mødt mange mærkværdige dyr, men hende her virkede som om at hun levede i et andet univers. Hvad var hun for en spøjs en?

"Er jeg havnet det forkerte sted? Hvad med Dem? Har De overvejet, at det er Dem der er endt det forkerte sted? Dem med deres saltede våde drag af mørke..."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

4

Nyx måtte ryste på hovedet af hingsten. Han forstod da godt nok ingenting. Det gjorde kun hun blev mere sikker i sin observation, men alligevel ikke helt. Der var jo ikke andre af dem der rendte rundt på de kanter, var der?

"Jeg er ikke forvirrende.. Det er dig med dine "De", "Dem" og velsagtens også "Vi"'-er... Hvis du lytter til stemmerne som de andre.... Så hører du ikke til her, og jeg behøver bare kalde og så får du problemer. Hvis, vi lader som om det ikke er stemmerne og du bare er en meget forvirret hingst, der måske ikke har det bedste syn.... Så er der kun én af mig. Ikke flere. Én"

Det måtte hun vel gøre klart i tilfælde af hingsten blev ved med at snakke i flertal. To Nyx'er. Nej. Det ville være slemt. Tænk at skulle konkurrere med sig selv om at få opmærksomhed. Det måtte være hendes størtste mareridt. Nyx slog et svirp med halen og trådte nærmere igen. Øjnene kneb hun sammen, som om det ville gøre det nemmere at betragte ham på den måde.

"Fortæl mig, hingst. Hvor er du fra?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Et frustreret og lettere irriteret prust strøg nu over hans næseborer. Denne sorte Nix forstod absolut intet af det han forsøgte at fortælle hende. Hun manglede så mange ting, og han endte med at sukke og himmelvende sine øjen, da hun kom med sin trussel. For han så det skam som en trussel. Det var dog længe siden, at han selv havde mærket en trussel mod sig selv. Halen slog et ordentlig smæld, inden han bevægede sig direkte mod hoppen. Behørig afstand udelukkende han med det samme. Han ville ikke finde sig i at blive talt til på den måde.

"Der er intet 'Vi' - Udelukkende et 'De' og 'Dem' - men med din manglende forståelse for hvordan man bør tiltale en anden hest, så vil jeg se bort fra dit tågesnak om stemmer."

Hans øjne smallede sig sammen, inden han skubbede til hende med sin bringe. Testede den unge, ville hun gøre alvor af sin trussel eller havde hun blot en stor mund? Måske var hun ikke forvirrende - måske var hun blot uvidende om hvordan verden rent faktisk fungere? Han kendte ikke dette sted, men måske var han endt et sted, hvor alt var anderledes. Havets brusen slog mod de store klitter, men hans fokus blev mod hoppen, selvom bølgernes symfonier lavede rytmer i hingstens krop. Han lyttede.

"Jeg har aldrig påstået at der skulle være flere.." Han holdt kort inde. "Så kald. Hvis det er det Nix ønsker - så hent dit slæng og skab nogle problemer... Nix kan ikke gøre noget selv. Nix har brug for hjælp til at møde andre. Nix tager ingen chancer. Ingen eventyr... Nix er afhængig af andre heste..."

Han pressede ordene ud på en spydig måde. Hun havde skabt hans interesse - ikke en som man måske ønskede, men han ville pirre lidt til den sorte hoppe, og hun ville ikke kaldes De eller Dem, så måtte han nøjes med konstant at sige hendes navn. Det var dog ikke så langt, så mon ikke det gik.

"Relucir, mit navn er Relucir. Jeg er fra et andet sted - ligesom mange andre."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

5

”Måske er det dig der har en manglende forståelse for, hvordan landet her er? Det er dig der kommer udefra, ergo må det være dig der er mest forkert på den og uvidende. Selv hvis andre kommer udefra også og taler lige så sært som dig. Det kan på intet tidspunkt være mig den er gal med.”

Da hingsten skubbede til hende, snappede hun ud i hans retning for at vise sin utilfredshed. Hun gav et lille fnys fra sig, og tillod sig selv at hæve hovedet en anelse. Nyx slog et smæld med halen, rankede ryggen og gav sig til at kredse en smule om hingsten i stedet.

”Det vil jeg nu vove at påstå når du omtaler mig som De og Dem. Jeg er Nix, så simpelt er det. Jeg er ikke De… Og jeg er slet ikke Dem.”

Nyx kneb øjnene sammen og standsede mens ørerne var vendt mod nakken. Hun kunne ikke helt lade være med at have følelsen af han gjorde grin med hende. At han ikke tog hende seriøst. Hvad bildte han sig dog ind? Måske troede han slet ikke på det? Men hun skulle såmænd nok vise ham!

”Jeg bad ikke om dit navn og jeg ved du er fra et andet sted. Din opførsel er meget afslørende. Men hvor er det andet sted?”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Den sorte hoppe havde på kort tid allerede fået den røde hingst til at fortryde, at han var gået det kald i møde. Hun irriterede ham og alligevel have han en trang til at sætte hende på plads. Hun nægtede at give sig. Trodsige, imbicile hoppe. Han virrede kort med hovedet. Ørene lå tilbage i nakken, og i et snuptag bed han ud efter hende.

"Så stop dog med det skide tågesnak. Lad os antage, at det er sandt - hvilken betydning har det hvorvidt der bliver sagt; De, Du, Dem, Vi eller dig? For mit vedkommende er det ligegyldigt, på min hjemstav er De og Dem tiltale måder for at være imødekommende, men det kan jeg stikke en hov op i, for intet fornuft går gennem Nix hoved."

Vrængede han af med irritation. Hoppen snappede nu utilfreds i hans retning, og hans øjne blev knebet sammen. At hun ville tillade sig det overhovedet! Halen slog et ordentlig smæld bag ham, inden han skubbede til hende endnu engang med bringen. Var der aldrig nogen, som havde sat denne unghoppe på plads? Ikke en eneste? Han fandt hende flabet og på sin vis også uforskammet. Hun manglede noget respekt overfor andre. Noget han overvejede ihærdigt om han ville give hende eller ej.

"Det svar duer ikke i virkeligheden. Det er bare et forsøg på, at dække over, at Nix nok i sidste ende er fars lille hoppe, ikke?"

Hvis hun ville provokere, så kunne han bestemt også hoppe med på vognen. Det skulle ikke komme an på det. Nu havde hun sat ild i den røde hingsts hove, og det kunne gå alle veje, når han først følte sig provokeret af andre.

"Jeg bad ej heller om dit, og alligevel ville Nix have jeg skulle kende det. Min opførsel er afslørende? Hvad vil Nix så kalde sin? Giv mig én god grund til, at jeg overhovedet skulle overveje at give dig et svar?"

Når alt kom til alt, så var han stædig. Han nægtede at bøje sig og slet ikke, når hun havde vist sig at være så flabet. Han havde ikke gjort andet end at forsøge, at opsøge hendes kald og hvad havde han fået ud af det? En stædig sort hoppe - det var hvad der var kommet ud af det. Han fnøs irritabelt blot ved tanken.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

6

Med et lille skingert hvin, flyttede Nyx sig for at undgå hingstens bid. Hvad bildte han sig dog ind? En forhov fløj også med det samme ud i hans retning som en advarsel. Ørerne blev for et par sekunder vendt mod nakken for at vise hendes utilfredshed, men de blev der ikke længe.

”Din hjemstavn….. Hvad hvis det er stik modsat her? Hvad hvis det er en fornærmelse? Måske du skulle prøve at flytte dit hoved fra det sted solen ikke skinner, så der også er mulighed for at fornuft kan gå gennem dit hoved”

Nyx måtte ryste en smule opgivende på hovedet af hingsten. Han forstod da heller ingen ting. Hvordan skulle han nogensinde kunne begå sig i Andromeda? Så anderledes fra det sted han kom fra, når det eneste han tænkte på var hvordan man opførte sig der hvor han kom fra og ikke hvordan man burde opføre sig for at overleve i hendes hjem.

”Du kaldte mig fremmede og jeg rettede dig. Så i teorien gjorde du. Fordi jeg er nysgerrig og ikke stopper med at spørge før jeg får et svar?”

Hun sendte ham et stort smil. Et næsten engle agtigt smil. Et af dem hun med lethed kunne slippe uden om problemer med da hun var et lille nuttet føl. Det hjalp stadig på nogle af de andre, men ikke alle – og alligevel var det heller ikke meningen hun skulle slippe uden om noget denne gang. Et eller andet sted var det måske mere fordi hun havde forudset at det sikkert bare ville gøre hingsten en anelse mere sur.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Et skingert hvin forlod den sorte hoppe, og han nåede kort at komme med et triumferende udtryk, inden en forhov fløj i hans retning. Fornærmet trak han mulen til sig for ikke at blive ramt. Ørene gled tilbage i nakken, og han gjorde et udsnit til at true med at bide endnu engang. At hun ville tillade sig den opførsel! Snart gled ørerne dog frem alligevel. Nu var han ikke længere i tvivl, denne hoppe trængte til at blive sat lidt på plads - om han kunne eller ej.

"Hvis den er stik modsat, så er den stik modsat. Det er ikke noget som berører mig. Nix kan tage det til sig eller lade være. Jeg har ikke bedt Nix om at blive - Gå hvis det er et problem. Men Nix er måske bange for, det der gemmer sig i ukendt farvande..."

Han trådte et skridt til siden, inden han sank hovedet dybere ned mod underlaget. Det ene øre var rettet mod hende. Opfangede hver lille detalje, mens han sneg sig rundt om hende. Bevægede sig omkring den sorte hoppe. Kredsede om hende, som var hun et offer for hans tilstedeværelse. Hun kunne tolke det som hun ville, han havde allerede fået en kort lunte - og det plejede ellers at tage noget længere tid. Hun havde formået at trykke lidt for meget på de indre flammer i den røde.

"Fremmede er en tiltale måde, ikke et navn. Nix har endnu engang trådt ved siden af og kan ikke bide sin stolthed i sig..."

Denne gang var hans tone hvislende. Han tog sig derfor i, at stirre noget mod hende og betragte hvordan hun lod sit ansigt falde i andre folder. Mange ville forbarme sig over det syn. Hun havde et yndigt ansigt, når hun gjorde sig umage, men han måtte dog erkende, at sandheden var langt anderledes. Hendes attitude og stædighed, havde allerede ødelagt hendes chance for at ændre hans mening om hende ... I hvert fald for nu. Smilet havde spredte sig, men hendes øjne fortalte en hel anden historie. Han undrede sig noget ved det.

”Mit selskab må være elendigt, siden De ser sådan ud.”

Fik han sagt på sin egen stupide måde. Han var ikke ligefrem den der var god til smalltalk og slet ikke med en, som havde sat næsen så højt op imod ham.

”Skulle englebassen ikke tage hjem og gemme sig på sine forældres guldgrube af et sted. Prinsessen vil vel nødig komme ud for noget skidt, siden hun mener hun kan tale nedladende og hovent til alle og enhver som hun indbyder til selskab... Næh, min fortid er min og tilhører ej Prinsessens hukommelse.”

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

7

Ørerne gled om mod nakken samtidig med øjnene blev til et par små smalle sprækker. Hvad bildte han sig ind? At komme der og påstå det var hende der var helt forkert på den.

”Jeg har på ingen måde trådt ved siden af. Jeg ændrede din talemåde til hvad jeg ønsker at blive kaldt. Ellers kunne jeg lige så godt kalde dig for Frue og sige det er en talemåde.”

Og man skulle ikke være i tvivl om hun havde tænkt sig at gøre det. Hvis han skulle tale grimt til hende på den måde, så kunne hun også sagtens finde noget han ikke ønskede at blive kaldt. Strippe ham fra hans maskulinitet om nødvendigt.

”Undskyld mig frue, men DU må være fatsvag siden du ikke forstår hvad jeg siger til dig”

Hun havde jo sagt hun ikke skulle kaldes ”De”, men på den anden side gjorde det vel heller ikke så meget hvis han ønskede at sætte hende op i højere rang end ham selv – for uanset hvad ville hun aldrig omtale ham så fornemt, for han hørte ikke til den gruppe. Han var ikke en af de højtstående i Andromeda. Ikke ligesom Vogterne.

”Hvis jeg er en prinsesse må du være min kongelige hofnar. Hør, Lucy. Det er ikke mig der skal gå. Hvis jeg er prinsesse er det mig der har ret til at være her og du skal gøre som jeg siger.”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Eftersom De allerede har tilføjet det, så kan jeg ikke påstå andet end at De er en barnlig sjæl, der ikke har lært at gebærde sig i offentligheden. Fars lille prinsesse... Måske burde De lære at se ud over deres mulespids i stedet for, at forsøge at gemme Dem."

Han fnøs. Den unge hoppe trængte i sådan en grad til at blive sat på plads. Det prikkede i hovene på Relucir for at få lov at gøre det. Noget i ham hold ham tilbage. Han var endnu ny i landet, og det kunne anses som en krænkelse af nogen, at en fremmed satte deres datter på plads. Han sukkede dybt og rystede på hovedet. Den gyldne man hvirvlede om den rødlige hals.

"Der tager De fuldstændig fejl, prinsesse. Det er Dem der er til grin, og ingen fortæller mig hvad jeg vil og skal gøre."

Hun havde nået hans grænse. Grænsen af tolerance og med et havde han hakket ud efter hende. Denne gang ikke blot for at sætte hende på plads. Nej, han ønskede at ramme hende, give hende et tandssæt og lade hende mærke, at virkeligheden ikke var en blødsød bobbel hvor hun kunne regne med, at komme uhindret igennem livet. Det her var livet og hoppen havde valgt at være på tværs og alt andet end imødekommende. Hun havde kaldt og han havde søgt frem. Alt i hans krop havde forsøgt, at være venlig mod hende - til hvilken nytte? Han havde ikke fået nogen glædelig modtagelse. Kun en trodssig unghoppe.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.