Wandering

3

Nyx vred sig. Det var det eneste hun følte hun kunne lige i den situation. Der var ikke meget andet hun kunne stille op. Selvom hun forsøgte at slå benene ud efter hoppen, kunne hun ikke trække benene langt nok op til at ramme. Indvendigt skreg hendes stemme på hjælp. Kaldte på den brogede vogter, for de måtte da vide hvad der foregik. Intet hjalp. Det kunne ikke lade sig gøre uden for flokkens område. Lige den dag hun havde valgt at begive sig uden for området, var den dag hun var mest uheldig af alle.

”Lucy!”

Udbruddet var en anelse irettesættende. Selvom hun var taknemlig over han ikke bare stak af og rent faktisk lod til at ville hjælpe hende til trods for deres barnlige skænderi, vidste hun selv alt for godt hvad det var de stod over for. Det overnaturlige. Det ondskabsfulde. En af de gyserhistorier hun var vokset op med som lille. Det der holdt hende nede var en varsling om fremtiden, hvis ikke man passede på.

6

”Lucy?”

Ava måtte lade en lille latter af morskab sive fra sig. Hele hendes opmærksomhed var rettet mod denne. . . Lucy. Hingstens meninger faldt dog ikke i god jord hos hoppen – tvært imod. Med ét stoppede latteren og blikket blev mere skarpt.

”Lad hende gå? Lade. . . Hende. . . Gå? Nej, det tror jeg ikke. Med mindre du har noget i bytte?”

Hovedet lagde hun langsomt på skrå, som hun betragtede hingsten. Han havde ingen idé om hvem hun var, hvilket både var rigtig godt for ham, men på samme tid også rigtig skidt. Vægten lod hun et for en lille stund hvile lidt tungere mod det ben, hvor hoven var placeret mod hoppens hals.

”Der er en meget tynd linje mellem modighed og dumhed. Hvordan vil du bedst beskrive dig selv?”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Typisk! Den lille Prinsesse kunne bare ikke holde sin kæft i få sekunder! Latteren kom over den sort-blå hoppe, som hun gentog det kaldenavn Prinsessen havde givet ham. Det rørte på ingen måde Relucir. For hoppen kendte ikke ham eller, hvad han stod for - ej heller hans rigtige navn, så det var hendes problem. Med et blev stilheden dog hængende over dem. Hoppen stoppede med at grine, og døde snart ud. Tilfredsstillende hos den røde hingst. Han himmelvendte snart sine øjne ved hendes barnlige opførsel og udpenslen af ord.

"At De ønsker at udpensle hvert ord gør det ikke hverken mere eller mindre forståelig. Jeg forstod det udmærket første gang. Det her er ingen handel. Hvis De forlader os nu, så vil vi bære over med din frembrusende adfærd."

Han kendte ingenting til faren i denne hoppe - det overnaturlige i denne verden. Han var ny, og en fremmed for Andromeda - ligeså vel som dens befolkning. Få havde han mødt, og det hele var endnu en ny verden for hingsten.

"Hverken eller." Han lod blikket være skarpt mod hoppen. "Ingen kan placeres direkte i én kasse. Jeg er hverken modig eller dumdristig - jeg er begge dele og mere til. Så sig mig Du Blå, hvad er det De ønsker, siden De mæsker efter hendes blod."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

4

Mest af alt havde Nyx lyst til at advare hingsten. Advare ham om den fare han rent faktisk stod foran. Men hun havde jo forsøgt at advare ham om de forskellige typer af sjæle i Andromeda, da han blev ved med at omtale hende som en ”De”. Hun var ikke en flertal. Hun var en ental, men den sorte hoppe der holdt hende nede, var ikke bare en – hun var mange.

Nyx skulle til at svare hoppen, men nåede det ikke før hingsten igen talte. Indvendigt bandede hun over hele situationen. ’Bliv inden for flokkens område, Nyx’ – ’Sørg for ikke at gå for langt væk, Nyx’. Hun havde hørt det sagt så mange gange før, men der var aldrig sket noget – ikke før nu.

”Jeg ved godt hvad du er og du kommer ikke til at slippe godt fra det!”

Tænderne var sammenbidte, og blikket rettet så godt som hun kunne, mod hoppen. Selv lå hun helt stille, for det nyttede ikke noget at gøre modstand. Den eneste ændring ved det, var den ekstra smule tryk der blev lagt mod hendes hals for at holde hende nede.

7

Ava kunne ikke andet end storsmile af hingsten. Et stort smil, men ikke af venlighed eller glæde. Et stort smil, lusket smil, snedigt smil og mest af alt utilregneligt smil. Åh. Han vidste slet ikke hvad han selv stod der og bad om.

”De? Du mener… I…. Jeg, vi er en… Vi er mange.. Jeg, vi, mine brødre og mine søstre behøver ikke lytte til dig. Dig eller dine ordrer. Vi er her for at tjene den sande Herre, og vi går ikke før vi har hvad vi kom for”

Selvom hun kun talte med en stemme, lød det alligevel som flere af og til. De hviskende stemmer talte med hende. De fulgte hendes ord som et tæt enstemmigt ekko, der kun engang imellem var et par ord bagud. Avas opmærksomhed gled ned mod hoppen. Hendes lille niece var ikke helt dum, og alligevel lod det til hun havde meget at lære.

”Det må du have ret i”

Selvom det lød som om hun var enig, var det også tydeligt at høre i stemmen hun ikke bare var enig, men selv havde en del flere tanker om emnet, som ikke blev luftet. Det var næppe positive ting hun havde at sige om hingsten, når hun skulle beskrive, hvad mere han var end dumdristig og modig.

”Men det er jo lige netop dét, Lucy. Blod. Et øje for et øje, en tand for en tand og blod for blod”

De sidste ord var hviskende, men ikke lave. De var mindst lige så hørbare som resten af hoppens ord, men knap nok hendes egen stemme. Der var ingen tvivl om skygger var i kontrol over hendes sind – eller så godt som. I hvert fald for de fleste, ville de regne med det var sådan det hang sammen. Hun havde godt hørt, før hun sluttede sig til Herren, hvordan andre mente skyggerne overtog fuldkommen og efterlod sine ofre viljeløse.

”Du vil måske tage hendes plads?”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han himmelvendte sine øjne ved de næste ord. Åh nej, ikke endnu en af de der skøre hopper, som skulle til at irrettesætte hans tale. Et kort øjeblik gled ørene ud til siden for at understrege, at han synes det var åndsbollet at gå i kast med at snakke om 'Jeg', 'Du', 'I' og 'De'. Kunne de ikke bare acceptere, at han tale som han tale? Der blev dog tilføjet en anden kendsgerning i hendes ord. Herre. Hans hoved tiltede let på skrå, og han trådte nærmere de to sorte. Også mere end han måske måtte for den angribende. Han gjorde det alligevel.

"Så dræb hende - hvis det var det De kom efter... Men vil De have det siddende på Deres samvittighed? Hævntørsten vil aldrig slukkes og krigen vil blusse op - som en løbeild vil den sprede sig, og hvad vil Deres Herre gøre ved det? Alle kan væltes, men blodsudgyderen vil altid være Dem, hvis De starter den."

Han holdt sin opmærksomhed imod den sorte hoppe. Studere hendes træk. Hun var muskuløs - men lille. Han ville ikke have en chance, hvis de angreb hinanden, men måske han alligevel kunne gøre noget for at hjælpe Prinsessen. Indvendigt bandede han dog over, at han overhovedet overvejede at hjælpe den imbicile lille unge. Hun havde ikke lavet andet end at irritere ham hele dagen og nu måtte han redde hende ud af suppedasen.

"Den hævngerrige vil altid ønske noget for noget..."

Han vurdere endnu. Var det det værd?

"På én betingelse... De lader hende gå og rører hende ikke igen."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

8

"Hvem sagde noget om at dræbe?"

Ava måtte endnu en gang le. En munter latter, for hingsten morede hende i sandhed. Det var ikke noget nyt at alle satte sig imod hende. Faktisk, var det noget der skete, hver gang hun snakkede med nogen. Alle skulle gå i vejen. Alle skulle modsætte sig hende, og ingen blev klogere. Nogen gjorde endda den fejl at gøre det gang på gang.

"Hvad får dig til at tro jeg har en samvittighed? Jeg er en... Jeg er mange.... Og vi vil gøre hvad som helst for at tjene Herren. Det er ikke os der starter en krig. Det er hendes flok der beskytter fjenden. Hendes slags der fraøver andres deres frihed!"

Ordene blev en anelse mere skarpe hen mod enden. Men sådan var det. Det var lyset der havde spærret Herren inde i ildbjerget. Lyset der havde givet dele af Andromeda til forskellige sjæle omkring i landet, som hun skulle bruge for at befri Herren. Ting som vel ikke kun tilhørte en enkelt eller få, men alle. Lyset. Årstiderne. Lyde....... Ingen havde ret til at stjæle dem.

"Det kan jeg ikke love. Desuden. Hun er langt mere værd for mig end du er det....... Med mindre.........."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han svarede hende ikke. Ikke på den første del. For det var skam sandt, at hun ikke havde sagt, at hun ville dræbe. Hun havde ikke sagt andet end noget for noget. Det var det hele. Men hun gav ham heller ikke noget imod det.

"Hvad er det De ønsker?"

Spurgte han så i stedet. Og hvis hun endnu engang gav ham det samme svar, så var det ikke sikkert, at han blev ved med at være tålmodig. Hans tålmodighed havde i forvejen fået noget af et knæk denne dag med det sorte. Snart lo hun igen. Hvad end der var morsomt, så var det kun den lille sorte hoppe der mente det var sjovt, for hverken Relucir eller Prinsessen morede sig i givende stund.

"Alle har en samvittighed uanset hvad man påstår. Også Dem." Han tiltede hovedet let på skrå og så mod hende. "Og hvorfor har De så ikke allieret Dem med flokken, så De kunne vandre ind på fjendes territorium og angribe hvem end De er ude efter uden at blive opdaget? For mig ser det ud til, at De har spildt en god chance."

Han rystede på hovedet.

"Hvis ikke De kan love det, så er der ingen grund til at bytte plads, vel?" Han så mod hende da hun tilføjede mere. " Medmindre hvad?"

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

10

"Min Herres frihed. Men jeg tvivler på du kan være til meget hjælp på det punkt"

Der var ikke mange der var til meget hjælp. Hun kunne ikke selv få fat i alt hvad hun skulle bruge. Hun var forvist fra Teylar, og lige den flok var der mange af vogterne holdt til. Skulle hun vente på at alle forlod flokkens område og alene, ville hun garanteret nå at dø af alderdom inden det. Og så var der lige den ene lille detalje. Illana. Lyshoppen. Hun var stærkere end Ava selv. Og som om det ikke var nok, besad Illana lyset, og lyset var Avas største svaghed. At ligge på lur og vente ville heller ikke hjælpe meget, for den brogede af vogterne, havde små spioner rundt omkring.

"Mmh, du må tro hvad du vil. Men jeg kan næppe påstå det er første gang jeg ville slå nogen ihjel, og langt fra sidste. At tage et liv rør mig ikke længere."

Det havde påvirket Ava en del første gang hun havde taget et liv. Da hun havde skubbet det lille hingsteføl i vulkanen. Hans liv var ikke endnu ikke rigtig begyndt da hun havde frarøvet ham det af egoistiske grunde. Et hingsteføl hun havde taget til sig. Der var mange hun ikke havde fortalt det det. Først fordi hun havde skammet sig over det, men senere hen fordi hun egentlig var ligeglad med hvad andre tænkte om det. Hun havde sine grunde, og det kunne også kun have tjent ham bedre end risikoen for at vokse op vandskabt efter den omgang tæsk han havde været udsat for af sin far. Men jo flere gange andre satte sig imod hende og jo flere gange andre skulle være på tværs, voksede hendes trang til at tage liv. Hun havde en lang liste over dem hun gerne så falde i døden eller på anden måde miste livet. Selv en af hendes brødre.

"Ting er ikke som de ser ud til, hingst. Jeg har ingen chancer spildt, for jeg kan ikke nærme mig hvad jeg vil have fat i. Ikke uden at blive opdaget, og omringet af fjender. Men ser du. Når nogen er så dumme at begive sig herud, hvor alt er frit, kan jeg ikke lade chancen gå til spilde. Hendes slags har min datter. Så hvorfor skulle jeg ikke beholde hende her, og bruge hende som byttehandel? En datter for en datter."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Det burde det gøre."

Mere havde han ikke at sige i den sag. Han havde mistet mange selv og det kunne være hårdt. Med tiden ville man blive forandret, hvis man blev ved med at tage liv. Det var han sikker på. Hoppen havde tydeligvis været meget igennem, men han var sikker på at der var mere bag den kolde facade end hvad hun viste. Han vovede sig tættere på. Tæt nok til, at han ville kunne røre hende, hvis han havde behov for det. Hans blik gled kort ned over prinsessen, som stadig lå med en hov mod halsen.

"Tillid." Hans blik lå mod hende. "De kunne udvise tillid, og måske ... Måske vil jeg kunne skaffe Dem deres datter. Jeg lover intet, men at gøre skade på en anden vil blot udløse en løbeild. Det er en risiko for Dem også, hvis De vover Dem over til Deres fjende. Var det ikke det De kaldte det?"

Der var stadig et par muligheder. Talens gave kunne være brugbart, men hoppen virkede ikke til at give sig. Den rolige ørkenhingst trådte derpå et skridt tættere, inden han drejede sin krop en anelse. Han lod sin skulder skubbe imod den sort-blås skulder for at rykke hende væk fra hoppen.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

12

"Det vil andre sikkert give dig ret i. Men andre er også skyld i det ikke gør. "

Hvis hun skulle blive ved med at lade sig gå på af alle de ting, der skete omkring hende, ville hun sikkert for længst have taget sit eget liv. Nogen ville måske også mene hun havde gjort det, da hun valgte skyggernes vej. Hun havde mistet sin føste datter da hun ikke var mere end få dage gammel. Fuyu var forsvundet, den rødbrogede fra Aljun havde forrådt hende og resten af flokken, vogterne ville ikke lade hende se sin Nymfe, og alle der havde tilbudt hjælp, havde svigtet hende. Ingen havde hjulpet hende heller da hun havde aller mest brug for det og den, ud over hendes datter, der havde betydet aller mest for hende, havde bedt hende om at gøre hvad hun ville, og havde vendt hende ryggen. Der var ingen hun kunne stole på. Ingen hun kunne have tillid til, og skulle hun have samvittighed over alt, ville hun ikke kunne gøre andet end krybe sammen på jorden og bryde fuldkommen ned. Nej. Det var langt bedre at være ligeglad. Ligeglad med andre. På den måde kunne hun ikke blive såret - kun fysisk, og det skulle nok hele igen.

"Tillid...... Nul, putte. Jeg har prøvet med tillid, og det er det der har ledt os til denne situation. Den sidste jeg spurgte brugte nøjagtigt samme ord. Og hvor er min datter henne nu? Nøjagtigt samme sted som før jeg spurgte."

Ava ønskede ikke flytte sig. I stedet spændte hun op i kroppen og lagde lidt ekstra vægt på igen, mens hun lod en lille latter slippe. Hendes krop var kold. Iskold som en der var død og havde været det længe. Selvom det føltes varmt mod hingstens skulder, ville hun ikke lade nogen af dem slippe så let.

"Sidste advarsel, hingst. Ønsker du at føle smerte?"

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"De har ikke overvejet, at Deres datter ikke ønsker at være sammen med Dem?"

Det åbenlyse svar. Måske havde hun ikke ønsket at se sin moder igen. Relucir ramlede imod ikke andet end en spændstig muskelmasse af is. Ja, for det føltes som is. Hendes krop var kold - iskold, og han var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne høre hjertet pulsere? Hvad var hun for en skabning? Skygge? Ja, det havde de sagt. Han forstod det ikke. Det var i sandhed et besynderligt sted det her. Måske han alligevel skulle overveje at finde et andet sted at bo end denne del af verden. Selvom han ikke helt var sikker på, hvordan han var endt her i første omgang.

Hun ønskede ikke hjælp. Det var sådan han tolkede det. Uanset hvad han sagde, så ville hun ikke give sig. Hun trak tiden ud. Intet andet.

"Slip hoppen, inden De skader hende. Ingen ønsker en skadet hest tilbage i flokken."

Han lod hende få et par sekunder. Ikke længe. Inden han tog initiativ selv. Hvis hoppen ikke ville flytte sig, så måtte han få hende til at flytte sig. I et snup tag åbnede han munden og bed sammen om hendes forben for at give hende smerte nok til, at flytte vægten fra hoppen. Hvis de var heldige, så ville hoppen kunne flygte væk.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

14

De ord........ Hun havde hørt dem før. En anden havde spurgt hende om netop det samme, og det var ikke gået roligt for sig efterfølgende. Han skulle heller ikke tro på han kunne få lov til at slippe billigt fra det.

Før hun havde formået at overveje hendes næste træk, havde hans tænder plantet sig ved hendes ben, og for et kort øjeblik skulle hun til at løfte hoven, men i stedet smed hun ørerne i nakken med et skingert hvin. Det var som om de lysende blå øjne blev mere lysende. Blikket blev mere gennemborende, og det der engang havde krævet meget fokus og koncentration, var blevet pære let. Hun fokuserede på hans lunger for at skabe en blødning. Nogle havde været tvunget i jorden af det, mens andre havde kæmpet og taget imod den ubehag, den smerte og de gener det bragte med sig. Hingsten skulle nok få lov til at mærke den vrede der ikke bare var under opsejling, men som hissede rundt inde i den sorte hoppe, på trods af hun ikke afslørede meget udadtil. Selvfølgelig ville hun ikke starte ud på fuld styrke. Nogen behøvede trods alt kun mærke en brøkdel af hendes kræfter for at forstå man ikke skulle gå i vejen, mens andre skulle have for fuld styrke og efterlades på jorden efter en magtkamp der var fysisk og magisk.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han bed hårdt sammen om benet. Rundt om pibestykket, men som han gjorde det skete der en forandring i hans krop. Han mærkede, hvordan det var som om at blodet pumpede hurtigere. Åndedrættet blev hurtigere. Hvad var nu det? Hans næseborer udviddede sig, og snart begyndte han at hive lidt efter vejret. Han måtte efter lidt tid slippe benet og trække sig tilbage. Noget indvendigt gjorde ondt. Det pressed ei hans bryst, og flimrede for øjnene efter lidt tid. Han indhalerede kraftigt luften, inden han uden at tænke videre over konsekvenserne gik til angreb på den sorte hoppe. Hvad var det hun havde gjort? Det var svært nok at sammensætte tankerne om bare det mindste. Der var rod i det hele. Åh, hvorfor var alt så forvirrende her?

Et dyrisk hvæs undslap hinstens mulen, som han sprang mod hende for at angribe.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

15

I stedet for blod, var små skygger begyndt at sive ud. De landede ikke på jorden, de forlod hende heller ikke, men smøg sig i stedet om hendes ben som en kælen slange. Hun havde fået sin vilje! Han havde sluppet hende, men ligeledes var hun nødt til at flytte sin hov, da hingsten gik til angreb. Hun havde ikke tænkt sig at blive væltet om kuld og rejste hun sig på bagbenene for at slå ud efter ham, ville det ikke være et usandsynligt scenario. Derfor satte Ava i steddet af med bagbenene for ligeledes at springe direkte mod hingsten. Nok var hun lille, men hun var stærk. En fejl mange begik, var at undervurdere hende.

Selvom Ava var opvokset i en flok og undergået en række lektioner om, hvordan man opførte sig som en "fin dame", havde hun alligevel tilbragt mere tid sammen med unghingstene. Det var langt sjovere end at huske på holdning, talemåder og det at bruge talen som både våben og forsvar. Hendes bror havde hun også måtte bruge mange timer i kamp med. Han var god, men hun var bedre, og hun blev ikke ligefrem dårligere, når næsten alle ville kaste sig ud i kamp mod hende. Den ene skulder blev skudt en anelse frem mens hovedet veg ud til siden, for det nyttede jo ikke noget at nikke ham en skalle, hvis hun selv skulle undgå at gøre skade på sig selv også. Nej. Ved at bruge skulderen havde hun mindre risiko for at det gjorde ondt på sig selv, plus hun havde et mere stabilt punkt at ramme ham med.