Wandering

15

”Jeg… Vi… Tjener et formål. Hvad gør du? Duuu er ikke engang en brik i et spil. Du er udfordringen for brikken, og udfordringerne bliver altid overvundet i enhver historie. Husk på det, hingst”

Avas smil var blevet større. Hendes blik gled fra hingsten og om mod hoppen. En latter, munter og på samme tid hånlig, gled ud i luften omkring dem. Hingstens ord morede hende. Hoppens forsøg på at krybe i skjul bag hingsten morede hende mindst lige så meget, men Ava var ikke en der sagde nej til en udfordring. Det gav hende kun endnu mere lyst til at modbevise dem.

”Hvem sagde noget om at røre?”

Der var noget iskoldt over de næste ord. Iskoldt og det kom lige fra hjertet af. Avas iskolde hjerte. Hun havde ikke brug for at røre nogen af dem for at få sin pointe igennem. For at vise dem, hvem det egentlig var de var oppe imod. For at vise dem præcis hvor meget de tog fejl, hvis de troede de kunne slå hende. Ganske langsomt lod hun hovedet glide en anelse på siden og øjnene lyste næsten mere op end de gjorde normalt. Blikket blev mere djævelsk.

”Kan du leve med konsevenserne af dit eget trods, hingst?”

# 17

Nyx ville ikke give hoppen ret. Ikke alt behøvede at være en form for spil eller krig, som så mange påstod. Der blev ofte nævnt en kommende krig, men der behøvede ikke være en, hvis bare alle parter holdt sig for sig selv i stedet for at opsøge problemer. Hvis hoppen havde holdt sig væk ville ingen af dem have problemer. Ganske vidst havde hun åbenbart noget den anden hoppe ønskede, men uanset hvad, ville hun ikke ønske at hjælpe. Det var håbløst at diskutere om det. Vold ville ikke hjælpe nogle af dem!

Det var som om de blå øjne stirrede direkte ind i hendes indre. Stirrede ind og rørte ved noget i det indre. Det frøs i hele kroppen. En ubehagelig følelse spredte sig gennem hende og til sidst blev hendes vejrtrækning mere hvæsende. Som om væske havde fundet vej til hendes lunger. Næsten som en gang hun var lille og var forkølet, men alligevel på en anden måde. Hver gang hun trak vejret stak det og smagen af metal bredte sig ud mod hendes tunge.

”Lucy?”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Udfordringen for brikken og det betød at man ville blive overvundet. Indvendigt fnøs han ved tanken om det. Det var så basalt og så forudsigeligt. At man blot var brikker i et spil. Han skulle vise hende, hvad han var i stand til. Der var mere end styrke, fysik og magi. Det vidste han. Han havde aldrig været den stærkeste, eller ej vidst at magi eksisterede, dog havde han en intellekt. Inde bag det røde ydre var der en ild, som ønskede at give igen. Det håbede han at denne sortblå hoppe ville mærke, men det var nok ikke tilfældet. Hun var stærk og havde sine kræfter. Han blev nød til at tænke dybere end det.

”Men en udfordring går aldrig nemt for sig. Ingen siger at jeg vil sejre eller tabe… Men hvis tilfældet skal falde ud til Deres fordel, så kan jeg ligeså godt gøre en dyd ud af at forsøge at gøre det besværligt… Jeg giver mig ikke frivilligt og lader hende ikke forsvinde med Dem sådan lige… Så hvad vil De helst? Dræbe os eller forsøge en anden dag? De har endnu ikke fortalt, hvorfor De ønsker hende med Dem?”

Han så afventende på hende. Hvad havde hun i sinde at gøre. Hendes iskolde og hvislende stemme lød snart og han kunne møre det hele vejen ned over rygraden. Det fik selv de mest dunfyldte hår til at løfte sig. Indvendigt sukkede han, men han undlod at lade det vise sig. Denne hoppe irriterede ham langt mere end Prinsessen havde gjort eller gjorde. Hvordan kunne man tro, at man var så langt hævet over alle andre.

”Ingen…”

Han himmelvendte sine øjne, inden han slog en hov mod jorden og fnøs. Irriterende og imbecile hoppe. Om han kunne leve med konsekvenserne? Han nåede lige at hæve et øjenbryn, hun havde endnu ikke gjort noget, så hvad skulle han leve med? Så skete der noget. Prinsessen krympede sig bag ham og snart kom den stilfærdige halvlukkede tone ud, som lige akkurat kunne rumme hans navn. Lucy. Eller i hvert fald det navn, som hun havde givet ham. Hans øre gled i nakken, og uden at tøve sprang ham frem og til angreb på hoppen. Nu havde han fået nok. Han håbede bare at hun ikke kunne både forsøge at kvæle Prinsessen og forsvare sig på én og samme tid. Denne gang holdt han ikke det mindste igen. Han havde fået nok og hoppen havde tydeligvis ikke i sinde, at prøve at finde en demokratis løsning.

”I er satme nogle højrøvede sorte sataner her i landet.”

Mere nåede der ikke over hans læber, inden han var sprunget frem for at angribe hoppen .Så måtte det briste eller bære, han havde fået nok og det var ellers sjældent at han nåede så langt i sin konklusion, at det her var eneste udvej. Hvis hun slap grebet om Prinsessen, så ville han lade være, men for nu var der ikke andre løsninger i hovedet. Til trods for at han ellers mente, at han var en lidt skarpere hest. Han burde komme med et argument, men der var ikke længere tid, det kunne koste Prinsessen livet.

Ord: 524

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

1

“Behøver familie have en grund?”

Niecen var måske familie af kød og blod... Eller... Kød, men Ava så hende ikke rigtig som familie. Hun havde ikke tilhørt flokken siden hun kom til. Ava havde sin egen familie, som hun knap nok kunne kalde familie, og den tilvalgte familie i form af broderskabet, som nogle måske ville kalde en kult frem for broderskab.
Dræbe dem. Det ville måske ikke gavne specielt meget i den lille plan hun havde, at tage livet af sit gidsel, men hvor Ava på nogle punkter var en meget utålmodig hoppe, var hun på andre mere end tålmodig, og hun var sikker på hun nok skulle finde en anden måde. Så om ikke andet end for i hvert fald at understrege sin seriøsitet, kunne hun såmænd godt finde på det.

Hingstens ord fik Ava til at bryde ud i en latter. En latter der ikke blev stoppet selv da han sprang mod hende i angreb. Alligevel var hun nødt til at flytte sit fokus fra hoppen til hingsten. Selvom ørerne blev presset i nakken, var der alligevel et underholdt glimt i de iskolde øjne.

”Du skuffer mig, hingst. Du er bare endnu en i mængden. Jeg havde håbet du var klogere.”

Han var langt fra den første der havde valgt at tage kampen op mod den sorte Ava, og med garanti også langt fra den sidste. Det var som om landet samlede på alle de heltemodige og alle kastede sig modigt ud i kamp mod ”det onde”, men ingen forstod, hvad ”det onde” i virkeligheden var.
Som hingsten kom springende frem, trådte Ava et halvt skridt bagud og lod forbenene hæves fra jorden for ikke at få en hingst i hovedet. Et tandsæt fløj dog meget hurtigt retur i hans retning. Nok var hun lille, men hun var hverken utrænet eller svag. Kampen tog hun hellere end gerne op. Ligesom hun havde gjort mod så mange andre, der enten så det som deres pligt at være på tværs eller være i vejen.

"Som du vil. hingst!"

(Springer lige over med Nyx i denne omgang så de andre kan få lov at slås lidt xD)

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

"Familie eller ej. En grund er altid på sin plads uanset hvad."

Snart kom der et latterudbrud fra den sorte satan. Hendes latter var skinger og høj, men han rykkede på trods af det ikke på sig., Hun kunne ikke hyle ham ud af det, men han vidste at han ikke havde meget sandsynlighed for at måle sig med den abnorme styrke og magi som hun var i besiddelse af. Dette sted var forunderligt - og han var ikke synderligt imponeret af det. Nok nærmere tvært imod - det måtte være en form for helvede på jord, siden man lod så sadistiske væsner leve her, var han sikker på. Hans eneste kommentar var derfor et fnys.

"Jeg kan kun sige i lige måde - Når man allerede har en mur oppe i sit indre, kan man ikke rykkes på. Du har aldrig overvejet at se tingene fra en anden vinkel, eller du er måske af den blotte overbevisning, at det kun er dit hoved der kan skabe den rigtige verden?"

Han himmelvendte sine øjne. Hun trådte et skridt tilbage og snart var hendes hove i hans hovedhøjdte. Tandsættet blev markeret mellem hals og bringe, og han fik da også en forhov lige i nakken. Det var ømt, men han forsøgte at trods det at få et bid og spark med forbenet ind mod hende. Han ville ikke dræbe - han ville blot markere sig.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

3

”Men grunden er ikke en du behøver bekymre dig om.”

Han var intet. Han var ikke en af vogterne. Han var ikke en af hendes brødre og søstre. Hendes mission var langt større end han kunne forestille sig og på sin vis også vigtig. Men han var ikke vigtig. Han var ikke vigtig for hendes mission, han var ikke vigtig for hendes brødre og søstre – han var intet andet end en lille forhindring, der skulle af vejen om han så ønskede at gå selv eller om han ville fjernes med kraft – Selvfølgelig håbede Ava altid på andre for en gangs skyld ville fjerne sig selv, men sådan gik det sjældent til og der var efterhånden ikke noget mere trættende end heltemodige fjolser, der troede de kunne besejre hende med deres stædighed. Han var ikke den første hun stod ansigt til ansigt med, og han var med garanti heller ikke den sidste.

”Du taler om ting du ikke ved noget om. Du taler om en kraft større end dig. Større end mig endda. Men forskellen er, at jeg er forbundet til den kraft. Jeg tjener den sande Herre og du tjener hvem? Dig selv?
Jeg har set den rigtige verden – Den som endnu ikke eksisterer. Den er ikke i mit hoved. Den er i fremtiden. Du ser ikke klart for du har ikke mødt dem. Du tror du ser, men du er så godt som blind. Giv op før det er for sent.”

Til forskel for hingsten, gik Ava til kamp med et noget mere alvorligt mål. For hende var det ikke længere bare om at sætte ham på plads. Det var at eliminere ham, hvis det var nødvendigt. Hans bid og spark ramte hende da, men vreden var efterhånden for stor til den lille sorte hoppe lagde meget i det. Hvad end hun pådrog sig af knups måtte hun tage sig af efterfølgende. Havde hans forsøg på at markere sig opvirket hende på nogen måde, var det kun at fremkalde endnu mere vrede. Gang på gang fløj hove og tandsæt i hans retning med en arrighed, stædighed og vilje, der kun kunne vidne om, hvordan Ava bestemt ikke havde tænkt sig at lege pænt mere.