Wandering

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Små sorte skygger flød fra hendes krop - ikke meget, men der var nogle. Relucir havde aldrig set noget lignende, og han anede ikke, hvad han havde sat sig op i mod. De smøg sig om hendes ben, mens han mærkede sine lunger blive trukket sammen i smerte. Hoppen satte dog snart af mod ham, ligesom han satte af mod hende. Han kastede sig op på bagbenene for at møde hende i angrebet. Ikke at han ville have en stor chance, der var ingen tvivl om at denne hoppe var stærk. Hun brugte sin skulder, og han gik efter flanken.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

47

Jo mere smerte hingsten ville påføre hende, jo mere arrig blev hun kun. Smerte var for hende ikke en ukendt følelse. Den var langt fra ukendt. Den første gang hun for alvor var udsat for en smerte der var næsten uudholdelig, var dengang de røde øjne frøs et tandsæt ind i hendes pels og efterlod et hvidt ar. Hun gik ikke efter hans ben, for hun vidste godt der var en risiko for de kunne komme flyvende imod hende. I stedet gjorde hun sit bedste for at skubbe nok til ham til at kunne skubbe sig selv en anelse forbi og dermed gå efter hans side og bugen. Tænderne var næsten konstant blottet og når hun hakkede bidende ud, var det i hurtige bevægelser som en slange.

"Giv op, hingst! Du kan ikke lege babysitter for altid. Om det er i dag eller om en uge eller en måned, skal jeg nok få hvad jeg vil have...."

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hendes bid var som en slanges - hurtige og farlige. Han mærkede et hak i ny og næ, for det var ganske enkelt umuligt for den røde hingst at undgå hendes hug. Hun var hurtig - men han fik da undviget i ny og næ. Det ene øre lå fladt ned, mens det andet var en anelse roteret mod Nyx på trods af at også det lå tæt ned til nakken. Han slog ud med sine forben for at forsvare sig, men hoppen puffede til ham. Han mærkede et ryk i hele den maskuline krop, inden han sank hovedet ned for at give hende et stød tilbage og skubbe mod hende. Han nægtede at give sig, selvom det sveg og han hev efter vejret. Hvad end hun gjorde ved ham, så var det ikke naturligt. Men denne verden virkede ikke normal i forhold til det han var van til.

"Og gå glip af alt det sjove?"

Hans stemme var blevet hvislende, som øjnene var blevet mere mørke. Den irriterede og trodsige hingst, som før havde været godt muggen på den lille Prinsesse, havde nu forandret sig. Han fandt sig ikke i sådanne ting, og hvem ville også gøre som der blev sagt?

"Jeg giver ikke op... Om så det vil tage mig en evighed, så giver jeg mig aldrig."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

3

Det lykkedes hende alligevel på grund af den røde hingst at komme fri, og hun måtte lige hoste et par gange på grund af den støv der blev hvirvlet rundt nede på jorden i kampens hede. Hun fik da også trukket sig selv et lille stykke væk fra dem da hun var kommet på benene, og måtte lige ryste på hovedet for at fokusere ordentligt igen. Hun stod fastfrosset i nogle minutter og betragtede de to foran hende, samtidig med hun var meget fokuseret på hendes egne tanker - alt i alt betød det hun ikke kunne fokusere på nogen af dem, og mest af alt havde lyst til bare at skrige op for at få deres opmærksomhed, men hun vidste også godt det ville se skidt ud hvis kun en af parterne reagerede.

Med et surt udtryk nærmede hun sig alligevel den fremmede hoppe og bed ud efter hende i et øjeblik hendes fokus var rettet mod Lucy. Hun brød sig ikke om at lade andre være i stikken på den måde - heller ikke selvom hun for bare få minutter siden, sikkert mente Lucy fik hvad han fortjente. Men nej! Han havde taget kampen op for hende, så det mindste hun kunne gøre var at hjælpe til.

62

En arrig lyd kom fra Ava, da hendes niece valgte at blande sig. Hvorfor skulle alle spille så heltemodige? Hun hadede det. Det var det der var skyld i hun ikke havde set sin datter vokse op. Det var det heltemod alle altid valgte at gå imod hende, på trods af hun for det meste ikke krævede ret meget af andre. I lang tid havde det kun været en enkelt ting: Bring min datter til en ø der ikke er Foehn, så jeg kan se hende. Hun havde tilmed lovet ikke at tage hende med til Foehn, men bare haft et ønske om at se hende - og hver gang skulle en spille helt og påstå fremmede var bedre til at beskytte hendes egen datter, end hendes egen mor.

"Du burde virkelig ikke blande dig i ting der ikke omhandler dig, hingst!"

Et skarpt blik blev rettet mod niecen. Der var ingen tvivl om hendes indblanden ikke faldt i god jord. Det var umuligt at bide efter dem begge to på samme tid, og Ava måtte træde et par skridt tilbage for at undgå eventuelle bid eller spark, mens hun overvejede ny taktik. Hvem skulle hun gå efter for at true den anden?

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

At de to sorte var i familie med hinanden, var ikke noget som Relucir egentlig tænkte over eller overvejede på nogen måde. Deres fjendskab måtte have lange gener og baner. At hoppen på den måde havde valgt at vælte en omkuld og gå til angreb - det var hvad der pissede den røde herre af. For jo, han havde skam ment at Prinsessen fik hvad hun fortjente - noget andet var, at han ikke mente hun burde ofres for den mening.

"Og De burde ikke blande dig i andres affære. De kunne have ventet til vi var færdige med vores diskussion."

Blev ordene spyttet ud mellem læberne. Han hev efter vejret. Den rødlige pels var fyldt med sved efterhånden, og der var også efterhånden finde skrammer efter hendes angreb. Hovedet gled op med tilfredshed, mens ørene lå tilbage, da hun trak sig et par skridt tilbage.

"Forsvind hoppe, og vi lader det gå i glemmebogen"

Tilbød han hende. Det var ét once-in-life-choice. Hun ville ikke få buddet igen - og han ville næppe komme godt afsted med det, hvis hun ikke tog imod det. Hans lunger skreg af smerte. Næseborerne var udhvilede, og en lille stribe blod var dukket op ud af det ene næsebor efter hendes lille magiske-blanding.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

99

”Jeg, vi, blander os i hvad vi ønsker at blande os i. Og du står i vejen. Hvad end du har af affære kan slutte, med mindre du ønsker at være en detalje der skal skaffes af vejen. Jeg, Vi, har mistet tålmodigheden, så jeg ville passe godt og grundigt på hvis jeg var dig”

Han var ikke den første til at stille sig i vejen for hvad end Ava havde af planer. Ikke fordi hun som sådan lagde skumle planer for alle og enhvers undergang, men hun havde visse ting hun ønskede sig og det havde ikke hjulpet at bede pænt. Det var på tide at tage hvad hun ville have, eller tvinge andre til at handle imod deres egne ønsker. Og selv nu, var der en ubetydelig skabning, der ønskede at stille sig i vejen. Lige så stædig som alle de andre, men i det mindste lettere at skaffe af vejen end diverse vogtere.

”Ellers hvad?”

Ordene var udfordrende og Ava snappede ud i hans retning umiddelbart efter, med et udefinerbart smil omkring den mørke mule. Øjnene forlod ikke den røde hingst, selvom en lille del af hendes opmærksomhed var rettet mod hendes niece.

9

Nyx så fra den ene til den anden med store øjne. Hun ønskede jo at hjælpe, men vidste ikke på hvilken måde. Eller jo – det gjorde hun, men om det var den bedste løsning ville alle sikkert ikke være enige om. Hun kunne jo tage med den sorte hoppe, og håbe på hun ville lade Lucy være i fred. Selvom hun ikke brød sig særligt meget om hingsten og hans fornærmelser, ønskede hun jo heller ikke han skulle komme galt af sted. Hun havde trods alt forsøgt at advare ham omkring det med flertal og ental og at der var noget i landet han ikke kendte til. Hun kunne kun håbe på han forstod hendes ønske om ikke at blive forvekslet med en af dem nu.

Da det lod til de ikke længere var helt i flæsket på hinanden trådte Nyx tættere på den røde hingst og gav ham et lille forsigtigt puf med mulen. Hun forholdt sig dog stadig en anelse bag ham for at være på den sikre side. Det tog Nyx nogle øjeblikke at samle mod nok til at henvende sig til den sorte, men hun kunne jo ikke lade hende gøre det af med en der rent faktisk havde trådt til for at beskytte hende.

”Hvis jeg går med…. Lader du ham så være?”

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hopper! Indvendigt fnøs han af den sorte. Hun skulle da også bare være irriterende. Alligevel fandt han det bemærkelsesværdigt, at den sorte hoppe havde rig mulighed for at skade ham - ikke at han håbede hun gjorde det - men på trods af det, så gjorde hun det ikke. Tålmodigheden var udrendt. Et split sekund gled det ene øre undrende til siden, og han fik en lille forandring i blikket. Så var det borte igen. Et lille smil spillede svagt over hans mule kort efter for at fordufte.

"Din tålmodighed? Mig bekendt, så har De endnu ikke haft nogen tålmodighed at vise... Hvis tålmodighed var Deres styrke, så var De ikke kommet springene og havde overfaldt Prinsessen"

Han himmelvendte øjnene, og skulle lige til at tilføje en bemærkning, da Nyx trådte op på siden af ham. Han mærkedeet forsigtigt puf, og selvom han gerne ville gengælde det for at vise støtte, så veg han ikke fra sit fokus på den sorte hoppe. Ordene fik dog den røde til at bide hårdere sammen. Han holdt sin position mellem de to hopper.

"Hvorfor skulle jeg spilde min tid på, at forklare Dem noget, hvis De alligevel ikke ønsker at lytte efter? Nej Prinsessen skal ikke med Dem... Find et andet stykke legetøj, som De kan bruge deres tid på..."

Relucir var ikke typen der gav sig. Han nægtede ganske enkelt og denne hoppe stolede han bestemt ikke på. Så hellere på Prinsessen, og ja - det var ikke ligefrem fordi at han stolede særlig meget mere på hende.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

4

”Åh, nej nej. Min tålmodighed med dig. Lysten til at rive din strube over har været der fra starten. Men jeg har holdt igen. Den tålmodighed er sluppet op”

Ava kneb øjnene sammen til et par smalle sprækker. Hun kunne ikke gøre hendes niece noget, for hun skulle bruge hende, men hingsten var en helt anden side af sagen. Han tjente intet formål i hendes plan og var lige til at slå ihjel, hvis han blev for træls et bump på hendes vej. Det var ikke noget der ville holde hendes nætter søvnløse fremover.

Hendes blik hvilede på den anden hoppe. Et lille lusket smil spillede omkring hendes mule, selvom man måske godt kunne være i tvivl om hvorvidt det var der eller ej. Det virkede som det helt forkerte tidspunkt at smile på, men bare det at hoppen lod til at være ligesom sin far, var håb nok for Ava. Den slags var så nemme at manipulere med. Lidt falsk håb, nogle tomme eller ikke så tomme trusler og så kunne magien hurtigt ske. Ikke at Ava havde tænkt sig at give nogen af dem falsk håb – Tvært imod. Hun var så direkte hun kunne være; Lad hende tage sin niece med og de ville begge gå derfra med livet i behold. Ava åbnede munden som for at svare, men hingstens ord kom hende i forkøbet og hendes fulde fokus endte med at hvile på ham. Blikket blev en anelse mørkere og det lille skift der lå ved hoppens blik, strakte sig til resten af hende. Hendes holdning ændrede sig og hvis ikke man vidste bedre, kunne man næsten tro hun gik fra at være en ganske almindelig hest til et rovdyr på jagt efter sit næste bytte – med et bytte i sigtekornet.

”Hun kommer med mig, og jeg lader dig leve. Eller stil dig i vejen og vær klar til at miste dit liv.”

1

Nyx brød sig overhovedet ikke om situationen. Hun huskede ikke den hoppe foran hende fra nogen som helst steder. Ikke fra flokken eller fra nogle af hendes meget få og meget korte udflugter væk fra flokkens område. Hvad kunne en fremmed ville hende? Og i sådan en grad at de befandt sig i en situation, hvor trusler blev blandet ind i det hele? Ud fra hoppens aftegn og hendes fars historier fra hun var lille, var hun ikke i tvivl om hvad hoppen var og havde vel egentlig også en lille fornemmelse af hvem hun var, men ønskede bestemt ikke finde ud af hvorfor det var så vigtigt hun fulgte med, men ligeledes havde hun arvet den egenskab fra sin far, der gjorde hun heller ikke bare kunne vende ryggen til og gå, når der var en anden der blev truet på livet – og især ikke hvis det var hendes skyld en anden blev truet.

”Hvis du slår ham ihjel skal jeg nok sørge for du ALDRIG får din vilje!”

Hun lagde ørerne i nakken og selvom hun ikke sagde ordene højt, mente hun selvfølgelig tage sit eget liv. På den måde ville den anden hoppe ikke kunne bruge hende i hvad end for en plan hun havde. Det var den bedste måde hun kunne komme i tanke om at ”true” tilbage. Hvis hingsten blev slået ihjel var der ingen til at stoppe hende fra at følge samme vej, og det ville helt sikkert forpurre skyggens planer – i og med hun havde gjort det klart hun skulle bruges i live.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det var egentlig ikke fordi, at Prinsessen som sådan havde været andet end irriterende. Han kunne vel for god ordens skyld godt have givet hende til den sorte hoppe, men det var princippet i at den sorte hoppe med de blå øjne uden tvivl var endnu mere en pestilens end Prinsessen. Åh ha, hopper var sku ikke til at blive kloge på. Indvendigt rullede den røde ildhingst med øjnene af den blåøjede hoppe.

"Og alligevel står jeg her endnu med strube i behold. Hvis De ønskede at dræbe mig, så havde De gjort det. Ikke sandt Blåøje? Men det er ikke tilfældet, så jeg står med noget, som De ønsker - men ikke kan få... Hvilken skam"

Sarkasmen havde efterhånden fundet den rødes tunge, og han var ikke på nogen måde intimideret af den blåøjede, selvom han havde mærket hendes kræfter. Hun kunne dræbe ham eller slå ham ud i løbet af et split sekund. Han fnøs ved hendes næste ord, og ørene blev smidt helt ned i nakken, så selv den gyldne manke kunne dække det. Hans næseborer var uspilede, som han snappede mod den blåøjede. Han snak hovedet som det rovdyr han stod overfor.

"Prinsessen bliver her!"

Kom det med faste ord over hans læbe, og snart brød Prinsessen ind. Hendes ord kom noget bag på ham, men han lod sig ikke mærke af det overfor den blåøjede. Nu var ikke tid til at sænke paraderne, og slet ikke mod det sorte bæst. Han kendte ikke deres fortid, men der va rnoget. Det var ingen i tvivl om og for nu stod de to alene mod en magisk skabning med lysende øjne... Hvordan ville det ikke gå? Relucir havde valgt sin side, og det var ved siden af Prinsessen. Enten ville de begge falde eller også ville de gå fri. Sådan var reglen. Han var klar.

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

5

”Åh, men der tager du fejl. Jeg… Vi… Foretrækker at tage vores tid. Der er intet ved en hurtig død, og da slet ikke når det bare er en som dig. Du fortjener ikke en hurtig død.”

Avas ord var meget rolige og man skulle næsten tro hun stod og snakkede til et lille føl med moderlig kærlighed i stemmen. Men det smil der spillede om hendes mule, gav ordene en lidt anden ladning. Hele måden hun talte til ham på var nærmest provokerende, men ikke fordi hun decideret gik efter at provokere ham. Hun talte bare ned til ham for at være helt sikker på han forstod hvad hun sagde, for i hendes hoved havde han ikke vist intelligens nok til at forstå hvad hun havde bedt ham om – ellers havde han ikke stadig stået der og kæftet op om hvordan hun ikke skulle få lov at slæbe sin niece med sig.

Et iskoldt blik blev rettet over mod hoppen og ørerne trykket en anelse mere ned i nakken. Ava gav et fnys fra sig, himlede med øjnene af dem begge og rankede sig en anelse mens hun tog en dyb indånding.

”I to overvurderer jer selv. Jeg kan godt leve med en død prinsesse……. Kan i?”

Ava lod hovedet glide på skrå mens hun lod dem få lidt tid til at tænke over hendes spørgsmål. Hun forventede såmænd ikke et mundtligt svar fra dem, men ville egentlig bare give dem noget at tænke over. Deres overlevelse var ikke vigtig for hendes plan. Skulle Nyx gå hen og miste livet, ville det sagtens kunne bruges til hendes fordel også.

”Så hvem af jer skal vi starte med? Dig måske?”

Ava trådte et skridt til siden for i stedet at træde mod hoppen. Godt nok var de i familie, men hendes familie havde også vendt hende ryggen det øjeblik hun overgav sig til skyggerne og begyndte at kæmpe for hvad hun mente var rigtigt. Familie… Hah! Det ord havde ikke længere samme betydning som det plejede at have. Ikke når det kom til dem fra Teylar.

4

Nyx gjorde et fast nik med hovedet til Lucys ord. Hah! Så kunne hun i hvert fald tage den! Hun var afsløret! Eller….. Det troede Nyx indtil den mere djævelske side kom frem hos skyggehoppen. Nyx kunne slet ikke forestille sig nogen ville trække tiden ud, hvis man skulle slå ihjel – ikke engang slå ihjel. Det var barbarisk! Den slags havde hun aldrig før oplevet. Den eneste døde hun havde set, var hendes mor, men selv det kunne ikke måle sig med de kuldegysninger hoppens ord om drab gav.

”Jeg….. eeeh..”

Ørerne gled ud til hver sin side og det mod hun først havde lagt ud med, var lige så stille ved at blive erstattet af usikkerhed. Hun havde så absolut ikke lyst til at dø. Hun havde heller ikke lyst til at følge med så hun kunne være en del af hvad end for en gal plan skyggehoppen havde. Hun var blevet advaret mod hendes slags mere end en enkelt gang af hendes far, men også af andre. Hvis hendes far vidste hvad der foregik, ville han være rasende!

Som hoppen trådte tættere på, krympede Nyx en smule og forsøgte nærmest at gemme sig bag Lucy. Det var måske ikke det smarteste at bruge ham som et skjold på den måde, men hellere ham end hende! Desuden havde hun også forsøgt at advare ham om skyggerne.

Relucir 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han burde nok blive fornærmet over det. Fornærmet over, at hun ikke så ham som nogen form for betydning. Det gjorde han ikke. Hoppen foran ham betød ikke noget for Relucir. Det havde den aldrig gjort og det ville den nok næppe komme til. Hun var allerede blevet placeret i en boks, og det var svært at komme ud af den når først man var havnet i sådan en for Relucir. I hvert fald når det var på denne måde. Han himmelvendte øjnene af hende af den grund.

"Ergo vil De påstå, at mit liv ingen betydning har over andres? Hvad gør Dem så meget bedre end alle andre?"

Et brugbart svar ville næppe komme ud af den sorte, men den røde var skam en nysgerrig sjæl og han ønskede at vide det. Men snart var situationen vendt- i hvert fald ordene som fulgte med. Han fnøs. Selvfølgelig ville hun komme med de ord, men var det sandheden? Han tvivlede, men måske det skulle komme an på en prøve. Før et ord var kommet over hans mule, var den lille Prinssese sprunget i skjul bag ham og han endte med kort at flappe ørene opgivende ud til siden over det store forsvar. Tøsepige.... Snart var de tilbage i nakken igen.

"I rør hende ikke."

Snappede han efter hende.

"Jeg står ved mine ord."

From the ashes and hate, it's a cruel stallions fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.