Domestic violence (Mindraper)

20

Det var ved at være længe siden hun havde set noget til sin familie. Ikke hendes skyggefamilie eller de to yngste. Dem bragte hun så meget tid med som overhovedet muligt, for hun vidste godt, hvor hurtigt de kunne blive taget fra hende. Hun havde allerede prøvet det to gange før. En lille del af hende kunne ikke undgå at savne familien. Hendes Nymfe selvfølgelig, men også den spraglede hingst, hendes stjerne-prikkede moster og hendes lillebror. Og selvfølgelig også den skimle vandrer, selvom han mere var en selvvalgt familie. Ikke at tankerne handlede om dem særligt ofte når hun befandt sig blandt skyggerne, for der var visse ting hun stadig ønskede at holde for sig selv. En lille del ingen skulle tage fra hende.

Våd og dryppende stod Ava ved Leventras bred. Hun vidste godt der ikke var så langt til Teylar flokkens område, men det ville alligevel tage noget tid at nærme sig uden at blive opdaget. Chancen var minimal, men det afholdt hende ikke fra at prøve!

Mind havde gået sig en tur denne dag. Han havde stadig mange tanker i hovedet og vidste ikke hvordan han skulle greje dem. Noget dragede ham mod bredden og han kunne snart ane hvad det var og han stoppede op og betragtede hende fra lang afstand. Skjult mellem træerne. Det knugede i hans indre blot ved synet af hende, og hans umiddelbare tanke var faktisk ikke hvorfor hun var her, men at det smertede ham.
Han undede hende at se resten af hendes familie, men han var ikke bekendt med at hun havde stiftet nu. En del af ham ville nok heller ikke vide det. Mind vippede kort med ørerne, inden han blot blev stående i tavshed.

1

Der var ingen kropsvarme til at hjælpe hende med at tørre hurtigere. Det eneste hun kunne gøre, var at vente på vinden fik blæst hende igennem. Til gengæld var det næppe lige så kold en fornøjelse for hende, som det nok var for så mange andre. Selv en kølig efterårsvind føltes varmere hos den sorte hoppe.

Uden at røre meget på sig, lod hun blikket glide rundt i sine omgivelser. Ava havde altid haft en fornemmelse af når andre så i hendes retning, og selvom hun nu var en del af skyggerne, eller de var en del af hende - alt efter hvilke øjne man så med - kunne hun stadig fornemme andres tilstedeværelse og ikke mindst blikke. Det kunne krybe koldt ned af ryggen på hende, hvis nogen var tæt nok på til at røre, selv hvis hun ikke kunne høre eller se dem. Sådan havde det af og til føltes, da hun først var blevet bekendt med skyggerne og deres Herre. Men der var ingen at se. Ingen tydelige at se i hvert fald.

"Jeg ved du er der"

Busted. Mind var som sådan ikke overrasket over at være opdaget i og med han ikke gjorde meget for at holde sig skjult. De gule øjne hvilede fortsat på hende og han stod blot stille mellem træerne. Der gik en rum tid før han gav sig selv til kende og trådte ud fra træernes mørke og ind i lyset. Her stod han så med blikket hvilende på den hoppe han delte så mange minder med. Overvejende ulykkelige efter hånden. Hingsten forsøgte ikke at foretrække en mine, men det var intet nyt.

"Ava "

Hilste den hæse stemme lavt, mens han sænkede halsen en anelse. Hvad gjorde hun her, var også et andet spørgsmål, men et han næppe ønskede svar på.

1

Der gik en lille rum tid før der kom et svar. Et svar fra en stemme hun ikke havde forventet at høre. En lille del af hende havde egentlig troet det var Tsavani, som hun mere end én gang havde stået ansigt til ansigt med, og ville have adgang til sin datter. Et lille smil kunne anes i Avas mundvig - et lille snedigt smil og på samme tid en anelse utilregneligt. Lige så stille blev blikket rettet mod den spraglede.

"Mindraper. Hvad gør du her?"

Selvom man sikkert kunne stille hende nøjagtigt samme spørgsmål, kendte hun jo godt sit eget svar. Havde han tænkt sig at stille sig i vejen? Var det derfor han befandt sig der? Vidste han hun havde tænkt sig at komme? Af en eller anden grund, var der altid en af flokkens medlemmer der dukkede op så snart hun nærmede sig, som om nogen havde advaret dem før hendes ankomst.

Mindraper veg ikke fra sin plads og foretrak stadig ingen mine selv da Avas lille smil spillede over hendes læber. Han kvalte et kort suk, inden ord nu lød for hans ører og han ikke kunne lade være med tanke på at han kunne og burde have stillet hende selv samme spørgsmål. Så hvad var hans svar? For han havde ikke haft et formål med sin vandretur udenfor flokkens område. Faktisk befandt han sig sjældent indenfor områdets grænser efterhånden. Han opholdte sig mest alene.

” Får dagene til at gå.. Intet spændende. ”

Lød det så roligt fra ham. Han havde ikke tænkt sig at spørge ind til hendes formål med dette usædvanlige besøg. Den viden var ikke en han ønskede at få.

4

"I det mindste er der da en af os der foretager os noget"

Selvfølgelig mente hun ikke ham. Ikke hvis han bare vanrede rundt sådan der. Det kunne hun ikke selv have fået sig til, hvis Nymfen havde været hos hende og hun vidste fjenden ville have fat i hende - for det var vel hvad hun var? Fjenden? I hvert fald set med Teylar-flokkens øjne. Hun var en skygge og forvist fra området. Hvis ikke hun var fjenden havde de ingen grund til at forvise hende.

Med afmålte skridt trådte hun nærmere. En tilpas hastighed der ikke var alt for langsom, men alligevel langsommere end hvis hun var ude på en vandretur alene. Det var en kold hoppe der befandt sig foran den spraglede hingst. En kold hoppe og spurgte man hende, bar han en stor del af skylden.

"Burde du ikke stikke af og sladre til din ih og åh så gode 'veninde'?"

Der var ingen tvivl om Ava ikke mente ordene på nogen positiv måde. Hun havde aldrig brudt sig om deres venskab. Aldrig! Ikke fordi hun som sådan var jaloux, men fordi hun var Avas største fjende. Eller........ Ikke største, men stærkeste.

Mind lukkede kort øjnene og sukkede stille. Da han åbnede dem igen, var Ava på vej mod ham og han så på hende med et udefinerbart udtryk. Han nærede stadig den samme kærlighed for hende som han altid havde gjort. Det var blot blevet en mere ulykkelig affære. Ava var ikke hans fjende.

” Hvorfor? Har jeg da grund til det Ava? ”

Svarede han hende så roligt. For det var vel ingen forbrydelse af hun befandt sig på Levantera, selvom nogle nok ville mene det. Hun gjorde ikke noget i øjeblikket som gav ham grund til at skulle sladre om noget til nogen.

5

Ava gav et fnys fra sig. Det var jo ikke for sjov skyld hun nærmede sig flokken, eller øen, hvor hoppen, der kunne brænde hendes skygger væk, holdt til. Det var bestemt ikke med sin gode vilje heller, at hun nærmede sig flokken eller øen, der stadig var en form for hjemsted for den spraglede. Bruddet mellem dem havde gjort mere ondt end hun ville tillade nogen at vide. Ikke ham, ikke andre og hun ville ikke indrømme det over for sig selv heller.

"Det ved jeg ikke, Mind. Har du tænkt dig at forhindre mig i at se min datter?"

Se Nymfen. Hun kunne sagtens nøjes med det, men det var ikke med hendes gode vilje. Selvfølgelig var målet i sidste ende, at få hende med væk fra Teylar. Jo længere tid hun opholdt sig der, jo større var risikoen for hun ville holde med fjenden, hvis ikke det allerede var sket.

Mind foretrak ingen mine mens han ventede på hendes svar. Det varede ikke længe før at han blot stod med en rolig mine og så på hende. Han havde ingen interesse i at holde Nymfen fra hendes mor. Hun var stor nok til selv at tage beslutninger her i livet. Han var ikke den som skulle tage dem for hende. Mange ville nok tænke anderledes når det var beslutninger der omhandlede de som tjente mørket, men familie var familie. Desuden ville han ikke kunne forhindre Ava, selv hvis han prøvede.

” Nej, Ava. Jeg ville sågar hente hende, så du kunne se hende. Hvis det ikke var fordi hun smuttede her til morgen. ”

Forræder kunne man kalde ham, men han havde ikke afgivet løfter til nogen eller noget. Han beskyttede sin familie, men han beskyttede også den eneste ven han efterhånden havde. Skulle Ava selv søge ind efter Nymfen i Teylar ville hun ikke komme ud i live. Det ville han for alt i verden undgå. Han stolede på hans datters dømmekraft, som enhver far ville gøre.

6

"Hvorhen?"

Ørerne blev vippet ned mod nakken. Kunne hun overhovedet tro på hvad han sagde? Ligesom alle de gange han havde påstået han bare ville beskytte hende, når han hjalp lyshoppen? Nej! Hun ville ikke tage chancen. Der var for mange der havde løjet over for hende. For mange der havde svigtet hende - og især når det kom til Nymfen.

"Hør, jeg er træt af at blive løjet over for, blive kaldt en man ikke kan stole på når det er andre der bryder løfter og bare generelt siger hvad de tror der fungerer for at slippe helskindet væk uden jeg får lov til at nærme mig Nymfen. Så tag det nu ikke personligt når jeg siger jeg ikke tror på dig."

Hun kunne efterhånden ikke nævne listen uden at glemme nogen, men der var ingen tvivl om at de værste aldrig blev glemt. Nogle ville ikke komme til at slippe godt fra det om hun så fik fat i sin datter eller ej.

Mindraper trak på skulderne og rømmede sig kort.

“ Jeg spurgte ikke. Måske et sted med Euphoria..”

Hingstens mine forblev rolig, mens Avas blik skar i hjertet på ham. Hendes mistillid kom ikke overraskende selvom han nu nok mente hun burde stole på ham. Han sukkede kort inden han nu vendte om.

“ Så kom med og se for dig selv og prøv at være diskret”

Der var en snert af opgivenhed, men lige så meget stædighed at spore i hingstens stemme. I det han. I afventede at hun fulgte med ham ind i hjertet af Teylar.

7

Kunne Ava knurre, havde der lydt en dyrisk utilfreds knurrende lyd fra hende. I stedet måtte hun nøjes med at sende ham et højst utilfreds blik. Hun tøvede nogle sekunder før hun langsomt gav sig til at følge med. Hans ord fnøs hun af. Hvad havde han lige regnet medd?

"Jeg havde nu tænkt mig at melde min ankomst i flokken med hoppen der nær havde taget mit liv."

Sarkasmen var tydelig. Selvfølgelig havde hun tænkt sig at gøre alt for ikke at blive set. Gøre alt for ikke at blive hørt og vigtigst af alt - gøre alt for at slippe derfra i live. Men hun vidste også godt der var stor risiko for hendes tilstedeværelse allerede var kendt blandt nogle af flokkens tilhængere, og hun kunne næppe forestille sig det ville falde i god jord, hvis det blev opdaget.

"Hvad gør du hvis det bliver opdaget?"

Mindraper satte nu igang i et hastigt skridt tempo. Han himlede med øjnene til Avas kommentar, ikke st hun kunne se det fordi han skridtede med ryggen til.

“ Jeg havde halvt forventer et enmands kamikaze angreb..”

Brummede han så blot retur til hendes sarkastiske kommentar. Det var jo noget hun havde prøvet før. Han havde ikke tænkt over konsekvenserne over at blive opdaget, men fortsatte uden tøven frem mod Teylar.

“ Du tager benene på nakken hvis da, og så tager jeg skraldet. Det er slet ikke til diskussion “

Lød det nu fra ham. Han ønskede ikke bogen blodudgydelse fra nogens sider.

10

"Du får det til at lyde som om jeg angriber uden grund?"

Var det virkelig den slags tanker han havde om hende? De samme som resten af den skide flok? At hun var ond fordi hun var skygge og ville angribe hvem som helst der kom tæt på? Det kunne jo ikke være mere forkert! Selvfølgelig havde hun gjort skade på andre, for det havde været nødvendigt i nogle situationer. Måske ikke alle, men når nogen ikke lyttede til ord, måtte hun forsøge med andre muligheder.

"Det kommer ikke til at ske. Har du virkelig allerede glemt mig?"

Ava var langt fra typen der ville tage benene på nakken og løbe. Det stred imod hendes egne principper og det løfte hun havde givet Herren. Hun ville slippe ham fri eller dø i forsøget. Ikke tale om hun skulle stikke halen mellem benene og løbe som en kryster frem for at gøre sit bedste. En del af hende ønskede måske også bevise hendes værd.