Domestic violence (Mindraper)

Et kort suk lød fra ham. Anklager på anklager. Mindrapers eneste respons var således:

” Vær sød ikke at gøre det her mere svært for mig end det er i forvejen. ”

Mindrapers mine forblev den samme, mens han med stram mine fortsatte ind over grænsen til Teylar. Herfra satte han tempoet op til en luntetrav. Det her skulle gøres hurtigt hvis de ikke skulle opdages. Han ører vendte og drejede sig og hans sanser var skærpede, mens adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Han havde ikke tænkt sig at svare på Avas spørgsmål. Det ville være en endeløs diskussion som han ikke synes var passende når de prøvede at være diskrete. Mind holdt ruten relativ bred, så Ava med egne øjne kunne se at deres datter på nuværende tidspunkt ikke var at finde. Der gik heller ikke længe før Teylar var lagt bag dem og han stoppede nu op og drejede sig nu for at se på hende igen. Han foretrak ingen mine, men afventede lidt hendes reaktion på denne tur.

11

Ava gav et fnys fra sig som det eneste svar. Svært for ham? Hah! det var ham der havde vendt hende ryggen.

Hun satte farten op i takt med Mindraper, og var selvfølgelig meget opmærksom på omgivelserne. Der var ikke meget der havde ændret sig siden hun sidst havde været i flokken. Træerne var blevet lidt større og nogle buske tættere. Det gav hende god mulighed for at spionere en smule inden for flokkens grænser. Der lod dog ikke til at være mange sjæle i nærheden - hvilket på sin vis nok var godt nok og på samme tid det Mindraper gik efter, for hvis ingen var der til at se dem, var der ingen der fik problemer.

Han havde sagt sandheden, men Ava havde ikke tænkt sig at undskylde for ikke at have stolet på ham. Selv hvis han ville fortælle hende noget igen, ville hun stadig sætte spørgsmålstegn ved det. Medlemmer af Teylar flokken havde trods alt vist de godt kunne lyve hende lige op i ansigtet.

"Måske er hun her ikke nu, men jeg har tænkt mig at vente til hun er tilbage. Så betemmer du selv om du går eller om du bliver......"

Mind havde taget et sats ved at gøre det her, men tiden havde været til det i og med at der ikke rigtig befandt sig nogle i nærheden. Den spraglede hingst vippede kort med ørerne til Avas stemme og brummede blot. Hun kunne fint vente her, det var intet problem for ham. Leventera var trods alt frit land.

” Hun er en stor pige. Hun har ikke brug for at jeg står som vagthund…. Men “

Hingsten tav et øjeblik, mens han overvejede sine næste år. Han så på hende med et svagt glimt af længsel.

” Indtil hun kommer.. Kan vi bare.. For en stund, glemme alt der hedder skygger, Herren, Guldlokker, Lys, alt.. Bare til hun kommer tilbage, og så vil jeg lade jer to være. ”

Det kriblede i mulen for bare at røre hende, og holde hende ind til sig. Bare for en stund. At ligge stridsøksen på hylden. Han tog et stille skridt mod hende og sænkede hovedet bare lidt.

12

Ava hævede hovedet et par cm. ved hans 'men'. Men han havde ikke tænkt sig at lade hende kidnappe nymfen? Men han ville være sikker på hun ikke gik til angreb på en tilfældig uskyldig fra flokken der kom forbi? Hans forklaring kom mere eller mindre bag på hende. For et kort øjeblik stod hun med et helt forvirret blik, der langsomt blev lidt mere fortvivlet.

"Men Mind....... Det du ber om er ikke muligt. Jeg kan måske glemme alt der hedder lys og Herren for nu. Jeg kan måske endda lægge guldlok lidt på hylden..... Men jeg kan ikke ignorere hvad jeg er, og det kan du heller ikke"

I stedet for anklagende ord, var de i stedet mere beklagende. Hun ville jo gerne kunne glemme alt andet, men hun kunne heller ikke lade som om hun var noget hun ikke var.

Inderst inde vidste han godt Ava havde ret og det knuste ham. Han trådte dog helt hen til hende, tættere end han havde været på hende i uendelige tider. Hans mule var så tæt på hende at hans varme ånde bredte sig udover hendes kolde skind. Et kort suk lød fra ham.

” Men det betyder ikke at min kærlighed til dig er blevet mindre. ”

Mulen berørte flygtigt hendes hals, inden han trådte et enkelt skridt til siden. De gule øjne lyste at den hjertepine han befandt sig i. Det var svært at skjule.

13

Ava tillod sig selv at lukke øjnene da hun fornemmede hans varme. Afstanden var helt perfekt. Ingen fysisk kontakt, men alligevel tæt nok på til hun kunne mærke hans varme. Hun forholdt sig tavs. Inderst inde havde hun det jo på nøjagtigt samme måde, men hun ønskede ikke pine sig selv med det. Ønskede ikke pine ham med det heller og ønskede ikke virke svag heller. Tanker og overvejelser blev dog hurtigt glemt igen det øjeblik hans mule ramte hendes hals. Selvom det kun var flygtigt, var det nok til det andre måske ville kalde en voldsom reaktion, men den var helt naturlig for den sorte hoppe.

I en hurtig bevægelse og med et skingert hvin som gjorde det ondt, veg hun væk fra den spraglede hingst og lagde ørerne mod nakken. De forblev dog ikke i nakken mere end nogle få sekunder og til hun selv lige havde nået at opfange hvad der lige foregik. Hun var stadig anspændt i kroppen og til det punkt hun af og til rystede en smule. De sidste mange gange hun havde mærket nogen fysisk kontakt, havde det ikke været på den behagelige måde.

Det gav et sæt I den spraglede hingst i det Ava trak sig i et hvin. Han så efter hende med ørerne vippet ud til siden, mens han forsøgte at sammensætte hvad der lå bag den reaktion. Det var det nærmeste de kom på en våbenhvile. Han trådte hen til hende, tæt nok på til at han invaderede alt hvad der helt personligt rum. For en stund stod han der bare, roligt og så tæt på afslappet han kunne komme. Han var stor i forhold til Ava og derved løftede han hovedet og knejsede halsen over hendes. Nok til at han lige akkurat ikke rørte hende. Han lod blot sit åndedræt kærtegne hendes pels. Han sænkede efter en rum tid halsen og skabte derved igen kontakten. Dog holdt han mere eller mindre om hende nu.
”shush ”

Hviskede han så blot stille.

14

Selvom Ava ikke slappede af med det samme, formåede hun alligevel langsomt at bløde lidt op. Hun flyttede sig ikke - rykkede sig ikke ud af stedet i det der næsten føltes som en evighed. Alligevel endte hun med at lægge hovedet ind mod den spraglede hingst. Et øjebliks svaghed var nok. Selvom skyggerne var med hende, var de langt fra lige så stærke som de var i nærheden af Foehn.

"Du gør det ikke nemt for mig"

DDet havde i forvejen været svært at skulle leve mere eller mindre alene. Faktisk havde det været næsten uudholdeligt til at starte med. Men hun havde accepteret sin situation. Accepteret hvad hun måtte gøre og hun havde gjort sit bedste for at komme videre. Tilmed givet liv til et par tvillinger hun ikke havde fortalt ham om og egentlig ikke vidste om han vidste noget om. Ava gættede sig alligevel frem til han ikke kendte noget til dem, for så havde situationen været noget anderledes.

Mind trak vejret tungt, da Ava endelig lagde hovedet mod ham. Han lukkede kort øjnene og ønskede øjeblikket måtte vare evigt. Ham vippede med ørerne og tænkte stille for sig selv. Godt. Dog brummede han i stedet varmt til hende, mens han kærtegnede hende. Det var et skrøbeligt øjeblik for dem begge og når de engang gik hver til sit når Nymfen kom retur, så var det uvist hvad der herefter ville ske. Det var bestemt heller ikke nemt for ham. De begge to vidste hvor de hørte til nu, men det var to forskellige og evigt fejdende sider, men det betød intet lige nu.

Hans mule søgte hendes og han trykkede forsigtigt sin mod hendes med en stille mimren.

15

Så forsigtigt som muligt nappede Ava til hans mule, da han trykkede den mod hendes. Hun ønskede ikke skræmme ham væk. Ønskede ikke ødelægge øjeblikket heller, og en del af hende havde savnet ham meget. En større del af hende end hun først havde regnet med. I en god rum tid havde hun ønsket ham død, men det havde sikkert mere noget at gøre med det kæmpe hul han havde efterladt i hendes hjerte.

Nej. Ava var ikke farlig. Heller ikke ond. Hun gjorde andre fortræd når de gjorde hende fortræd - om det så var fysisk eller ej, og når der ikke var andre udveje. For nogle havde mere travlt med at tromle deres ønsker igennem end lytte til hendes advarsler og ønsker. Et tungt suk forlod Ava. Et tungt suk af lettelse og på en måde også velbehag.

Minds brummen fortsatte i rent velbehag. Han lagde hovedet mod hendes og sukkede mindst lige så tungt som hende selv. Han sugede alt hvad han kunne til sig, for øjeblikke som disse var sjældne. Det stak i ham ved tanken og han slog den hurtig bort. I øjeblikket ønskede han ligeledes at Nymfen ikke kom tilbage foreløbigt.
Efter lidt tid rykkede han lidt på sig, og strøg hende over kinden, inden han lod hovedet glide op over hendes hans endnu en gang og han trykkede hende ind til ham.

16

Ava blev stående stille i lidt tid inden hun flyttede på sig. Ikke for at trække sig væk, men i stedet træde hen langs ham så hun kunne suge mere kropsvarme til sig. Mere tæthed også. Mere af det gamle. Det var ikke til at sige, hvornår hun ville kunne være så tæt på nogen igen. Hendes brødre og søstre var ikke nogen hun nærede samme slags følelser for. Godt nok havde hun et par tvillinger med en af dem, men det var udelukkende for broderskabets bedste. For at videreføre gener, der var "rene" - nye tilhængere, der ikke ville forråde dem. Hovedet lagde hun en anelse forsigtigt hen over hans ryg, mens hun endnu en gang lukkede øjnene, bare for at nyde øjeblikket.

Skyggerne var stadig i hende. Sad stadig i hende og selvom de endnu hviskede lavt i hendes ører, var der ingen af dem der talte højt nok til at fange hendes opmærksomhed. Tankerne om nymfen, var også forsvundet væk.

Det var ikke til at sige hvordan Mind ville tage det, hvis han nogensinde fandt ud af at hun havde andre afkom end dem de delte. Knust var nok ordet, men muligvis ikke overrasket. Det var ham en ubekendt faktor, som for nu nok var for det bedste. Mind lod mulen glide fra hendes hals nedover hendes ryg, hvor han ligeledes lod hovedet hvile, mens han forsigtigt nulrede hendes pels. Han lukkede de gule øjne og sukkede stille i rent og skært velbehag. Stilheden havde sænket sig over de to og det var egentlig kun Mindrapers varme brummen der i ny og næ kunne høres.

17

Ava åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Sådan fortsatte hun et par gange, indtil hun endte med at bide tænderne sammen. Hun slog et smæld med halen og trak sig langsomt væk fra ham igen.

"Jeg forstår det ikke......."

Han havde jo sagt hun skulle gøre hvad der passede hende. Og nu dette? Det var to vidt forskellige ting. Dengang havde han skubbet hende væk, og nu blev hun trukket til ham igen. Hvad var meningen? Hvorfor nu? En fælde? Den lave hvisken var lige så stille blevet højere.

"Det går ikke det her.... Det går ikke"

Det var smukt så længe det varede. Snart trak hun sig væk og det var som om at hun rykkede de resterende stumper af hans hjerte i tu. En lød kom fra ham som hjorde det ondt på ham. Han så længselsfuldt på hende selvom hun stod lige der. Han rakte forsigtigt mulen efter hende, mens han stille sukkede.

Ava havde ret. Det gik ikke det her. Hvordan havde de forestillet sig at kunne leve sådan.

“ Jeg ville ønske det ikke var sandt... En del af mig vil ikke tro på det... “

Lød det så stille fra ham.