Domestic violence (Mindraper)

16

Avas ører gled en anelse bagud ved Mindrapers ord, og hun trak sig en anelse længere væk fra ham for bedre at kunne se ham an. Se om han mente de ord selvom det lød sådan. Hendes svar startede med en hovedrysten og en lille tavs pause før hun havde fået ordene ordentligt på plads i sit svar.

”Du stoler på mine evner som mor, men jeg har ikke opdraget nogle af vores unger? Jeg har intet haft med….. Hvad var det nu hun hed?..... at gøre…. Og Nymfen har jeg ikke set siden hun var helt lille. Jeg vil ikke kalde det særligt gode evner som mor”

Hun holdt sig fra at omtale tvillingerne, som han ikke kendte noget til. Måske havde hun ikke fejlet helt så groft med dem, for hun havde været der for dem, men man kunne ikke ligefrem kalde dem for normale og slippe dem løs i landet og regne med alle andre ville være helt uden for fare – især når det kom til hendes søn. Azula var ikke helt normal heller, men hun var født uden evnerne til at gøre skade på andre på samme måde som sin bror.

Mind så på Ava uden at sige ret meget, men sendte hende blot et lille smil. Han valgte ikke at forsøge at forsvare sine ord og selvom Avas ord stak lidt i ham i form af dårlig samvittighed overfor deres ældste datter, så var han jo selv mindst lige så skyldig. Han brummede blot roligt og lod blikket glide ind mellem træerne i det han synes han kunne høre noget i nærheden. Han fnyste svagt af hvad end det var inden han sendte Ava et lille blik. Det var ikke Nymfen, men det var som om at omgivelserne var begyndt at vågne op igen. Han vidste ikke hvor længe de havde været sammen nu, men uroen begyndte at brede sig. Han nussede hende forsigtigt på skulderen med et lille suk.

" Ava.. "

Hviskede han stille. Han ønskede ikke at diskutere med hende og lod den derfor dø ud. Han havde ikke lyst til at skilles fra hende nu, selvom tiden var imod dem.

17

Ava åbnede munden og skulle til at protesterer, men ligesom Mindraper, havde hun også godt opfanget en lyd i nærheden. Blikket søgte derfor også rundt i omgivelserne, men selvom hun ikke syntes at kunne se nogen, kunne hun godt fornemme nogen var kommet tættere på end før. Noget hun ikke brød sig om, fordi det sagtens kunne være en af vogterne, men også fordi det kunne give Mindraper problemer.

”Jeg bør gå før du får problemer……. Men forhåbentlig er det en mere fair chance for mig denne gang. Der er ikke nogen der kan sende mig væk denne gang og jeg lader ikke nogen tage ham eller hende fra mig. Man kan vel sige jeg ved hvad man ikke skal gøre nu”

Hun tog et par bakkende skridt væk fra Mindraper, for at vise hun mente hvad hun sagde med at gå før han fik problemer. Hun kunne bedre forsvare sig selv, hvis ikke hun skulle tænke på at holde andre sikre eller bekymre sig om hvorvidt det ville ende galt for dem.

Han vidste at hun havde ret, men han ønskede ikke at give hende ret. En stille brummen kom fra ham i det han nu trådte frem mod hende for at kærtegne hendes mule, så hun var godt dækket ind til de sås igen. Man vidste jo aldrig hvornår det ville blive. En dybt suk lød fra ham og han kunne næsten ikke løsrive sig fra hende, men han blev nødt til det.

" Pas på dig selv, Ava. "

Lød det så stille fra ham. Han mente det skam, og selvom han vidste at det sikreste sted for hende var på Foehn, så stolede han ikke på de som hun kaldte brødre og søskende, lige præcis ligesom Ava ikke stolede på vogterne som han delte hjem med. Han bakkede et enkelt modvilligt skridt og så et mere, inden han så sig over skulderen da lyden af hovtrin kom nærmere. Han sendte Ava et sidste varmt smil, inden han nu blev nød til at gå den anden i møde for at Ava ikke ville blive set. Han kiggede sig dog længselsfuldt over skulderen på vejen, inden han forsvandt ud af syne.

18

Ava blev stående i en lille rum tid og betragtede Mindraper forlade deres lille område først, før hun vendte rundt for at tage i en anden retning. Hun søgte selv væk fra flokkens område i den retning der pegede væk fra den, for at tage i en bue udenom. Selvom hun ikke havde været heldig med at rende ind i nymfen, betød det ikke hun havde givet helt op. Hun måtte bare prøve igen på et andet tidspunkt. Nu vidste hun i hvert fald det var muligt at nå flokken, så det handlede egentlig bare om timing nu. Hun havde ikke planer om at vende tilbage til Foehn med det samme, men i stedet opholde sig i nærheden, men på afstand og selvfølgelig skjult og nærmest konstant i bevægelse, for bedst muligt at holde sig skjult fra vogterne. Men denne gang forlod hun alligevel området med et lille smil, i stedet for en masse vrede og frustrationer.