Domestic violence (Mindraper)

Mindraper nikkede stille til hendes ord. Han vidste jo godt det var uundgåeligt. Han forstod det godt.

” Jeg forstår. Ingen spørgsmål. Ingen viden der kan bruges imod noget. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.. ”

Han ville ikke vide hvad der foregik var til sidst det han måtte konkludere. På den måde kunne han sikre sig at han holdte hende sikker uden at gøre skade på nogle. Måske var det egoistisk af ham, men han havde ikke stået på denne sti hvis ikke det til dels havde været for Ava.

31

"Begge veje. Ingen spørgsmål. Ingen viden der kan bruges mod nogen. Men Mind...... Hvis.... Når... Krigen bryder ud.. Sørg for at være langt væk.."

Ava vidste godt der var en risiko for han ville være der. Både for at beskytte hende, men også lyshoppen. Han ville risikere at blive klemt som græs mellem tænder. Hun ønskede ikke han skulle komme galt afsted. Der kunne ikke være plads til både hende og hans veninde, og hun ønskede ikke tvinge ham til at vælge. Der ville jo altid være en risiko for han valgte Illana.

Hun lod blikket glide rundt for at være helt sikker på der ikke var nogen der fik sneget sig ind på dem.

Mind brummede stille og nikkende hvorefter han satte mulen mod hendes, som en accept af de betingelser, om man ville kalde det, som de havde indgået. Han kunne ikke love hende at være væk når krigen ville bryde ud, for det krævede han vidste hvor og hvornår. Han fulgte hendes blik med rundt og kunne konstatere der ikke var en sjæl i nærheden. Den spraglede rørte på sig og lod blidt mulen strygende ned ad ryggen på hende med en varm brummen. Han vidste det her ville blive svært, men Ava var det værd.

33

Ava lukkede øjnene for hans berøring. Det var ved at være et godt stykke tid siden sidst, og det havde ikke været hans mule heller. Men det var anderledes. Det var en mere behagelig følelse indvendig. Måske fordi der var følelser imellem de to stadig? De var jo aldrig rigtig forsvundet - bare gemt godt og grundigt væk bag andre følelser der var knap så kærlige.

Mulen mimrede hun med af ren og skær velbehag mens hun strakte halsen om mod ham for at gengælde hans berøring. Hvordan kunne hun have glemt hvordan det var? Hvordan kunne hun have levet uden så længe? Forblændet af had, havde hun måske lagt alt glæde og gamle minder på hylden for at passe på sig selv. 

Minds mule mimrede i takt med hendes, mens han rykkede lidt på sig for at komme så tæt på hende som muligt. Den store krop var nu afslappet og selvom hendes krop var kold, så gav hun ham stadig en forøget varme i kroppen. Måske han vejede op for kulden ved blot at blive varmere. En dyb brummen af rent velbehag kom nede fra hans brystkasse, inden han nu hvilede hovedet på hendes kryds med lukkede øjne. Der gik dog ikke længe før han fortsatte sit kærtegn af hende. Det var trods alt så længe siden, så det forsømte skulle indhentes, og den sparsomme tid de havde skulle desuden ikke gå til spilde.

35

Det var svært ikke at lade sig rive med. Især efter snakken de havde haft om både fortid og fremtid. Ingen af delene havde været lette eller ville være lette. Men dette møde var mere simpelt. De behøvede ikke tænke på andet end hinandens nærvær - og selvfølgelig for Avas vedkommende - deres omgivelser. Hun ville nødig opdages og være tvunget til at forlade området før hun havde set sin datter - og heller ikke nu hvor hun havde chancen for at bruge tid med den spraglede hingst. Der var ingen der kunne sige hvor længe der ville gå før det var muligt igen.

Langsomt var Ava begyndt at slappe mere af. Varmen fra Mindraper havde hjulpet en del på det. Som om varmen bragte skyggerne en smule i bero. En lille feminin og tilfreds brummen forlod den sorte skyggebærer.

Mind lukkede kort øjnene op for at scanne området omkring dem, inden han igen lukkede dem i. Han var ligeglad med om nogle så dem. De kunne bare kigge, men for Avas skyld så ønskede han ikke nogen var i nærheden. Intet tydede dog på det og derfor kunne han også roligt slappe af. Han besvarede hendes brummen med en maskulin en af slagsen og jo mere Ava synes og slappe af, jo mere kunne han mærke varmen brede sig i kroppen. Det var en kort lykkelig stund blandt de to og han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sig så veltilpas. Der var meget usagt, men Mind lod blot sine kærtegn af hende tale for sig selv, mens han ganske tilpas slog et lille slag med halen. Blikket spejdede i ny og næ rundt på området for at fange et glimt af eventuelt uvelkomment selskab.

37

En lille del af Ava vidste udmærket godt det var forkert. En anden del af hende - den største del - var ligeglad med hvor forkert det var. Han holdt jo sådan set med fjenden, og der ville altid være en risiko for noget gik glat. Langt større risiko end hvis de havde været på samme side. Hun forholdt sig stadig tavs, for ord kunne hurtigt ødelægge det øjeblik de havde. Det var trods alt ord de brugte hver gang de skændtes - og der skulle ikke mange forkerte ord til at starte et skænderi.
Opmærksomheden klagede Ava ikke over. Men så snart det lod til hans fulde opmærksomhed ikke længere hvilede på hende, slog hun et svirp med halen ud efter ham, for at minde ham om hendes tilstedeværelse.

Mind lod stilheden sejre, for tingene gik bedre når de intet sagde. Når han så på Ava tænkte han mange tanker om hvordan og hvorledes tingene kunne se ud. Han ønskede stadig deres familie og ønskede trods alt burde tale imod, at sætte flere i verden med hende. Måske virkede det som føde til skyggehæren, men han vidste per egen erfaring at selvom man var født ind i mørket, så kunne man sagtens bryde fri. Han var et godt eksempel selv.

Han nappede hende blidt i krydset med en dyb brummen, inden han fortsatte sine kærtegn.

41

Ava lod blikket glide om mod den spraglede hingst. Ørerne vippede hun i forskellige retninger, for at finde ud af om andre kunne være tæt nok på til at afbryde deres øjeblik. Det lod til de kunne være i fred, og derfor slog Ava også halvdrillende halen ud efter Mindraper. På grund af freden der havde været siden rundturen i Teylar var slut, kunne Ava også slappe mere af og give mere af sin opmærksomhed til sit selskab.
Det blev til et par trippende skridt på stedet før hun dansede en anelse til siden - og så kunne legen begynde. Det der gjorde deres øjeblik lidt mere normalt end den anspændte og næsten akavede stemning der først havde været mellem dem.

Mind livede lige som Ava også op, og dansede nu efter hende, mens han nappede efter hendes haser i rent drilleri. Et legende blik var nu at finde i de gule øjne, mens han trods alt synes at han skulle gøre sig lidt ekstra til overfor hende, nu det var så længe siden. Halen blev båret højt som en fane, i det han nu gjorde et kådt slag med hovedet.
En maskulin brummen kunne ligeledes høres fra ham i det han nu nappede efter hendes balle i et kækt forsøg på at vække mere liv i hende. Desuden var hun jo en rigtig lækker snack.

44

Hans nap efter hendes haser fik hende til at sende et par baghove bagud. Ikke fordi hun ønskede at skade ham, men i ren og skær refleks. De sidste mange gange hun havde været i selskab med andre og fysisk kontakt havde været blandet ind i mødet, havde det ikke just været den gode af slagsen. Nappet ved hendes balle fik hende til at stoppe helt op. Et brat stop, og med et par bakkende skridt. Hun kunne ikke lade være med at le lidt for sig selv. Lige i det øjeblik var det som om alt var ved det gamle. Der var ingen der skulle tænke på skygger, guldlok eller ødelagte forhold. Det var en mere lettet stemning og langt mere behagelig.

Umpf! Først måtte han undvige et par løse baghove og derved måtte han øge farten på at hente ind på hende igen, hvortil hun så ud i det blå stoppede op og bakkede. Det fik den spraglede til at støde bringen mod hendes bagdel, og sende et nap mod hendes flanke. Sirligt strøg han dog mulen hen over hendes kryds inden han placerede et lille nap der også.
Nærværet med hende i dette øjeblik var næsten berusende og han sendte hende et uskyldigt udtryk, før han bakkede et skridt og tog fat i hendes hale.

45

På grund af Mindrapers placering i forhold til hende selv, måtte hun nøjes med brug af hendes baghove i stedet for mule og tænder. Det var også derfor hun hævede den ene baghov igen, mens hun svirpede halen frem og tilbage for at få ham til at slippe den. Hoven blev dog placeret mod jorden igen, så hun kunne trippe rundt og nappe ud after ham. Hans uskyldige udtryk narrede hende ikke. Kun lige så meget som hendes uskyldige blik kunne narre ham - hvilket var overhovedet ikke. Alle der kendte hende, vidste hun ikke var så uskyldig. Måske havde hun været det engang, men det var lang tid siden. Der blev sendt et par nap ud mod hans side, for forhåbentlig kunne hun kilde ham en smule.

Mind holdte Avas hale I et jerngreb, mens han nu trippede efter hende med en munter latter. Han måtte bevæge sig nærmest sidelæns for at undgå Avas nap i siden. Han lavede et kort buk, dog ikke rettet mod Ava, men ganske enkelt i ren og skær kuller, inden han slap hendes hale for at give plads for en serie bukkespring, inden han nu var hende ved Ava igen og hapsede efter hendes man.
En maskulin brummen kom nu fra ham og han knejsede let i nakken, og gjorde sig lidt ekstra til overfor hende.