Domestic violence (Mindraper)

48

Ava måtte slå en latter op over hans buk, og var selv på nippet til at gøre ham kunsten efter. Men det blev ikke til ret meget afstand mellem jorden og hendes bagben. Mere en form for underligt hop med alle 4 ben på samme tid. Med en lille feminin brummen bevægede hun sig kun tættere på Mindraper, som han fik fat i hendes man. For en stund følte hun sig mindst lige så ung igen som da hun kom til Andromeda. Før hele hendes modgang. Selv gjorde hun et lille svirp med halen og gav ham et puf med sit korpus.

Mind slog en maskulin brummen op i det hun bevægede sig tættere op ham. Han tog derfor fat i en så stor en tot han kunne have i munden, mens han rykkede ganske blidt i den. Efter lidt tid slap han dog og fik den gode i det at han i stedet så sit snit til at ligge halsen om hendes og klamre sig til hende, mens han samtidigt forsøgte at nå hendes mule med hans. Da det ikke lykkedes, slog han ud i et lille hvin og dansede et par skridt væk fra hende, inden han hapsede ud efter hendes hase i ren kådhed.

50

Ava måtte trippe på stedet for at undgå hans snapperi. Hun vidste jo godt det ikke var noget han gjorde af alvor, men i stedet for sjov. Det var også kun fordi det var ham hun ikke eksploderede i raseri og gav sig til at hugge ud efter ham som en eller anden giftig slange. I stedet dansede hun til siden med knejset nakke og halen svirpende fra side til sidde. Først da hun var nogenlunde sikker på hun ikke kunne ramme ham, vendte hun røven til for at slå et par baghove i hans retning uden at ville ramme ham.

Mind slog igen et lille hyl op i det han gjorde et kast med hovedet og smækkede et forben ud i luften i alt hans kådhed. Han gjorde lige ledes et hop og smækkede bagbenene i Avas retning, dog uden at ramme i det han var lidt væk. Dette var understreget med et hvin, inden han igen trippede hen til hende og med nyfunden ro puffede til hendes mule med en kælen undertone i den maskuline brummen. Han følte sig for en stund helt ung igen, som intet var hændt i blandt de to.

51

Ava gav sig til at nippe lidt forsigtigt ud efter hans mule. Selvom skyggerne staddig trak i hende, havde de gode gamle minder alligevel fundet sine veje frem også. De kunne sagtens overskygge hadet hun ellers havde haft til vogterne og lyselskerne, men der var ingen tvivl om hun endnu engang ville vende tilbage til sit had, så snart hun var alene igen. Det var en kølig luft der forlod Avas næsebor da hun lige så stille sukkede med mulen plantet mod Mindrapers næseryg. Der var igen faldet en form for ro over hende, og alligevel sitrede det stadig i kroppen.

Mind nussede hendes forsigtigt i det hun nippede til hans mule. Han mærkede den kolde ånde mod hans næseryg, hvor han så sukkede tilpas og sendte en varm ånde retur. En dyb brummen kunne atter høres nede fra hans brystkasse, mens han afslappet vippede ørerne ud til siden. Roen der hvilede over dem nu, ville han ønske kunne vare evigt. Det eneste der manglede nu, var deres afkom. Mind åbnede de gule øjne for at betragte Ava. Havde hun mon nogensinde overvejet en mere? Det kunne måske godt virke som en fjollet tanke, alt taget i betragtning, men den spraglede fandt det ikke fjollet på nogen måde.

61

Selvom er var stille i noget tid, kunne Ava alligevel godt fornemme der var noget. Det var næsten som en slags sjette sans, ligesom når nogen stod og betragtede hende på afstand. Fornemmelsen af øjne i nakken. Selv forholdt Ava sig tavs i lidt tid, mens hun overvejede hvordan hun skulle gribe sagen an. Havde han fortrudt? Ville han have hun skulle gå? Nej.... Det kunne ikke være det, for det føltes ikke sådan.

"Du tænker?"

Det var lige så meget et spørgsmål som en konstatering. Selvfølgelig tænkte han - alle tænkte hele tiden, men ikke altid noget man selv lagde mærke til. Men hun havde selv tendens til at blive mere tavs ved de lidt mere alvorlige eller meget krævende tanker. Hun kunne derfor også kun tro det også fungerede sådan hos andre.

"Har du fortrudt du tog mig med hertil?"

Mind brummede let da hun afbrød hans tanker og han så ned på hende med et mildt blik. Han sendte hende et stille smil og strøg hende over mulen, mens han kom med en ”Ja”-lyd, som svar på hendes spørgsmål.
” Fortrudt? Nej. Jeg stod bare og funderede. ”
Brummede han så, men holdt lidt igen over hvad hans præcise tanker var. Det virkede måske lidt forhastet, selvom han egentlig følte tiden ikke kunne være bedre. For hvem vidste hvad fremtiden ville bringe.
” Du synes om muligt jeg er tosset, men at måske vi en dag kunne få en mere. ”

Svarede han så til sidst, inden han stille nussede hende i manen.

63

Der gik en form for lettelse gennem Avas krop, da hun fik svar på hvorvidt han havde fortrudt han tog hende med eller ej. Det kunne jo sagtens være han havde fået kolde hove og ikke havde regnet med det ville tage helt så lang tid og dermed ikke havde lige så stor risiko for at blive opdaget. Hans tanke fik hende til at le en smule. Ikke en høj latter, men alligevel en lille munter latter der lige kunne høres mellem de to. Den døde dog lige så stille ud og blev til et smil. Mente han det helt seriøst?

"Lige nu virker det ikke som en tosset idé..... Men hvad med i morgen? Om en uge? Om et år? Jeg ved du ikke kan forlade det her sted, ligesom jeg ikke kan forlade mit hjem? Med alt vi har været igennem allerede siden nymfen...... Hvordan kan vi undgå det bliver anderledes hvis vi forsøgte igen?"

Mind lyttede stille til hende og knugede hende blot ind til sig, mens han brummede i varme toner. Han var af en eller anden grund ikke nervøs for fremtiden hvad det angik.

” Vi ved begge hvad vi går ind til denne gang. Det gjorde vi ikke den gang. Jeg betvivler ikke dine evner som en mor, Ava. Jeg stoler på at når tiden kommer, så vil du lade den drage sine egne vegne i livet, ligesom jeg ikke vil stå i vejen hvis Nymfen drager med dig. ”

Selv heste fra mørket vil kunne bryde fri. Han var et levende eksempel på det. Han vidste også at bare fordi man var en del af det mørke så var det ikke ens betydning med man ikke kunne opforstre et afkom med kærlighed.

65

Endnu en gang måtte Ava overveje hans ord. Han havde jo et eller andet sted ret. Denne gang havde de en bedre idé om det - samt der var ingen til at holde hendes datter eller søn fra hende, hvis det var en der kom fra hendes hjem med det samme i stedet for hun blev forvist fra sit hjem uden at kunne tage sin datter med. Ingen der kunne stå i vejen for hende denne gang. Men selvfølgelig var der også den risiko at føllet ville følge sin fars veje. Gøre ligesom hendes skyggesøsters førstefødte.

Hun kunne gøre sit bedste for at påvirke afkommet i den retning hun ønskede. Der var trods alt lige så stor risiko for en fra Teylar blev tiltrukket af skyggerne som omvendt.

"Det kræver regler. Indtil en alder af voksen, vil føllet blive hos mig. Du kan få lov at se ham eller hende på neutral grund, for jeg ønsker ikke holde ham fra dig som nymfen bliver holdt væk fra mig. Men jeg ønsker heller ikke han eller hun kommer i kløerne på lyselskerne. Jeg har mistet nok til dem"

Hun havde jo både mistet sin datter og den spraglede hingst til dem, på trods af han stod sammen med hende i det øjeblik. Han havde jo truffet sit valg ligesom hun havde truffet sit - og hun kunne ikke være blevet i Teylar uanset om hun ville eller ej. Hun kunne ikke, men det var hendes byrde at bære og ikke andres. De ville ikke forstå det - eller måske ville de, men der var størst risiko for de ville give hende skylden, for hun havde ikke lyttet til advarslerne, ligesom hun ikke havde lyttet til sine forældre når de forsøgte at advare hende eller lære hende noget.

” Jeg forventede ikke andet. Jeg har fuld tiltro til dig. ”

Brummede han uden tøven til hendes svar. Det var måske dumt og naivt, men uden tillid kom de ingen vegne. Den var blevet brudt så mange gange i mellem dem, men dette var ikke tiden. Hvis de gjorde tingene klart på forhånd, så var forventningerne afstemt. Han strøg hende stille over halsen og vippede let med ørerne. Han afventede hendes ’svar’ om man ville.

Det var klart at de drog en risiko, men hvis så mange andre havde kunne før dem, hvorfor så ikke? Der blev ikke set skævt til de andre.

66

"Gid andre havde det også"

Ordene var eftertænksomme, men det var sandheden. Der var dem i broderskabet der ikke havde tiltro til hende. Dem hun mødte på sin vej der ikke havde tiltro til hende. Stort set alle i hendes datters liv, der ikke havde tiltro til hende - for ingen mente hun ville kunne se sin datter uden at gøre skade på hende eller tage hende med til Foehn, på trods af Avas ord om ikke at ønske hende på Foehn, men bare væk fra de ækle vogtere. Hendes liv kunne have set så meget anderledes ud, hvis bare få andre havde haft samme tiltro til hende, som den spraglede havde.

"Jeg lover ikke det bliver let, men..... Jeg er villig til at prøve at få det til at fungere"

Mind strøg hende stille over mulen og sendte hende et lille smil. Han havde ikke forventet det ville være let. Det var ikke væsentligt for ham, for i bund og grund så havde det aldrig været helt let med Ava. Så længe hun var villig til at lade det komme an på en prøve, så var det nok for ham.

” Det er alt jeg behøver. ”

Forsikrede han hende så inden han rykkede en anelse på sig, så han kunne nippe hende lidt i siden for at få hende vækket lidt til live igen.

67

Ava stod fortsat overladt til nogle tanker - for hun kunne ikke komme helt væk fra dem. Hvad hvis hun fejlede endnu en gang? Hvad hvis det blev endnu en datter hun ikke kunne holde styr på? Tænderne bed hun sammen og for en lille kort stund hviskede stemmerne endnu en gang i hendes ører. Hans nip fik Ava til at give en anelse til siden med det lavt udefinerbart hvin. En underlig skinger lyd der ikke var spor behagelig at høre på. Hun slog et par slag med halen og fik vendt sig om mod ham. Der gik et par sekunder før blikket endnu en gang blev en smule mildere. Hun havde ikke været forberedt på det nip på grund af tankehvirvlen, og hun havde derfor reageret pr. automatik som alle de andre gange fysisk kontakt havde været ubehageligt.