Unlucky you

Mindraper brummede roligt og lod blot mulen blidt strøge over hendes hals i flygtige bevægelse. Han kunne nu endelig rykke helt tæt på den sorte hoppe som så ud til at være faldet ned. Han udsendte en mild brummen og lod blot mulen vandre over hendes ryg i stedet. Det var uvant for den spraglede hingst at være så 'omsorgsfuld', men han nyd ganske godt af den sorte hoppe og hendes tiltider uforudsigelig sind. Han lod et meget svagt smil pryde han mørke mule og strakte så halsen over hendes ryg og stirrede vågent ud i mørket som havde fået sit overtag over dagslyset. Han ville da lige selv sikre sig at der ikke befandt sig andre derude og dette kunne han såmen også bekræfte at der var intet at finde i den mørke nat. udover de to sjæle der tavst stod her.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Mindrapers brummen bidrog til at gøre Ava mere rolig. Hun sænkede hovedet en anelse mere og lod ham komme tættere på. Det var vel også en form for sikkerhed. Hun blev dog ikke ved med at stå med øjnene lukkede. Da bølgerne havde overtaget jeg skyggernes hvisken og i stedet erstattet det med den rolige brusen, lod hun blikket glide hen over den tilsandede ø, hvor det ikke var til at spotte nogen andre sjæle i nærheden. Ikke andet end stjerner, sand, vand og den brogede hingst. En lille lys og afslappet brummen slap fra den sorte hoppe, da hun lukkede luften ud som hun havde holdt inde. Hun hævede hovedet en lille smule igen og lod hendes mule søge om mod ham så godt som hun kunne for at give ham et lille blidt puf, og alligevel ikke bare et lille puf. Hun mimrede lidt med mulen i et forsøg på at komme til at nusse ham lidt ved skulderen. Roen var ved at falde over den sorte hoppe igen. For hvert sekund der gik, blev hun i hvert fald mere og mere rolig. Dog ville hun aldrig kunne falde helt til ro. Skyggerne kunne lure over det hele og hun måtte hele tiden være på vagt. word count, 208

[/td][/tr][/table][/center]

Det var lettende for hingsten at hoppen langt om længe så ud til at falde til ro. Det bidragede til at han selv kunne falde en anelse ned, men han var stadig på vagt og det var sjældent at han ikke var det, for der kunne gemme sig mange ting i mørket, men det kuede ham dog ikke så meget, for han var selv af den overbevisning af han var ikke var særlig truet af mørket. Han lagde disse tanker væk og fokuserede istedet på sit selskab, Ava hvis mule havde berørt hans skulder. Hans brummen tav kort, overrasket, men den blev ligeså hurtigt genoptaget og han begravede mulen i hendes man og kærtegnede den blidt, mens ørerne vippede frem og tilbage, men det var blot fordi Mindraper altid var så vagtsom og selvom han nød Ava's tilstedeværelse til fulde drag, så kunne man aldrig helt slappe af.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava mimrede lidt med mulen da den særtbrogede hingst begravede mulen i hendes man. Hendes ene øre var hele tiden vendt mod ham, mens det andet søgte i alle retninger efter lyde der ikke burde høre til. Hun kunne ikke stole på at alt var væk. Hun kunne ikke stole på at de kun var de to. Mørket kunne gemme mange ting. Og skyggerne var næsten som kommet ud af den blå luft sidst hun var rendt ind i dem. Både skygger og fremmede kunne på samme måde dukke op når som helst, og Ava ville vide hvis det skete. Der var dog stadig ikke andet at høre end bølgernes brusen, vinden, og den engang imellem hvislende lyd der kom fra Avas hale når den engang imellem piskede omkring hende. En varm strøm af luft flød fra den sorte hoppes næsebor da hun pustede ud, mens hendes mule hvilede på Mindrapers skulder. Den blev dog ikke liggende i mere end nogle få sekunder før hun trak hovedet lidt til sig for at søge et nyt sted. Lidt længere mod halsen, men stadig i nærheden af skulderen, og oppe omkring manen. Hendes mule begyndte igen at køre rundt i små nussende cirkler, engang imellem med nogle små nap, som hvis hun var ved at klø ham i manen samtidig med at hun nussede. Det hjalp hende lidt at koncentrere sig om andre. Så tænkte hun ikke over sin egen urolighed. word count, 239

[/td][/tr][/table][/center]

Hingsten kom nu med en tilfreds brummen i det Ava nussede ham. Årh det var nu dejligt alligevel. Han spisede let mulen, inden han igen begravede den i hendes man og lod den cirkulerede i blide bevægelser. Et tilpas suk lød fra ham og han lukkede øjnene i for en kort stund, hvilket blot fik hans ører til at vippe endnu mere frem og tilbage, indtil han åbnede de gule øjne igen.
Havets brusen gjorde ham næsten helt beruset og det fik ham kort til at trække mulen fra Ava og se ned på hende, from som et lam. Han strakte da mulen mod hendes og pustede varmt til den inden han begravede den i hendes pandelok som han forsigtigt nussede. Mindraper vidste at hvis hoppen ikke brød sig om det, så ville hans strube være ret åbent for angreb, men han håbede da at hoppen ville se det som en form for tillidshandling, selvom han faktisk ikke var helt sikker på hvordan den uforudsigelige hoppe kunne reagere til tider, men sådan var han jo også lidt selv.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Da hingsten holdt op med at nusse men i stedet pustede varm luft mod hendes mule, mimrede hun selv ganske kort med sin og skulle næsten til at protestere imod at han holdt op. Det var dog ikke nødvendigt fordi han begravede sin mule i hendes pandelok. Det fik hende til at sænke hovedet med en tilfreds lys, feminin brummen. Hun missede lidt med øjnene inden hun lod dem forblive lukkede og ørerne gled ud til hver sin side. Hun havde så absolut ikke noget imod det. Hendes mule begyndte dog ligeså stille at mimre lidt igen og derfor lod hun hendes mule søge mod hans skulder igen for at lade den køre rundt der i masserende cirkler. Hun var ikke en der havde nemt ved bare at stå og tage imod uden at give tilbage, men lige nu fandt hun sig selv helt og aldeles afslappet. Det var svært at slappe mere af. Mørket og de hviskende stemmer som hun af og til stadig kunne høre inde i sit hoved var væk. Der var intet andet end vandet, sandet og de to sjæle. Intet andet eksisterede lige nu i Avas hoved. Selv tiden havde hun ikke styr på. Hun vidste ikke hvor længe det havde været mørkt eller hvor lang tid det ville forblive nat. Hun vidste ikke noget om hvor lang tid der ville gå før solen fandt frem til himlen igen – og alt det havde heller ikke nogen betydning lige nu. word count, 244

[/td][/tr][/table][/center]

Han undslap en mere maskulin brummen i kontrast til hendes feminine. Han så ned på hende med et overaskende blidt udtryk i de gule øjne og han pustede så ud, tilfreds. De gule øjne gled endnu engang rundt i mørket og endnu engang kunne han bekræfte at der ingen var, det fik ham igen til at rette fokus mod den sorte Ava hvis pels lyste svagt op i lyset fra månen og stjernene. Han lod et svagt smil spille over sin mørke mule, inden han lod sin mule glide flygtigt ned over hoppens næseryg for igen at placere den mod hendes mule. En varm pusten kom fra hingsten og ørerne blev vendt fremad, inden han ganske varsomt nippede til hende i en blid bevægelse, mens han stadig pustede varmt ind i hendes næsebor. Hans nakke var let knejset, til trods for resten af hans krop var helt afslappet.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava blev stående med lukkede øjne da Mindraper lod sin mule glide ned langs hendes næseryg, men hun åbnede dem lige så stille igen da han pustede med varm luft. Hun mimrede lidt med mulen og nippede en smule forsigtigt til hans mule, inden hun selv pustede varm luft ud. En lille feminin lyd lød igen fra Ava. Hun trak ikke hovedet væk. Hun havde ikke noget imod andres nærvær på samme måde som mange hingste havde det. Tvært imod. Ava brød sig mere om selskab, og Mindrapers selskab var både behageligt og afslappende. Det var ikke nødvendigt at sige noget hele tiden. Det var heller ikke nødvendigt at irettesætte ham eller sætte ham på plads. Det var heller ikke nødvendigt at bevise en helt masse. Hun kunne være sig selv, og det var også vigtigt. word count, 136

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper lod en maskulin brummen svare hendes feminine lyd. Han nød hendes selskab, det var afslappende og havde egentlig altid været det. Til trods for de oftes havde været meget uenige om livets gang, men alligevel ikke formået at få bidt ørerne af hinanden. Det var altid somom at uenighederne hurtigt blev ignoreret og et emneskifte forekom. De begge to var vel alligevel så stædige at de kunne diskuterer fra nu af og til de døde hvis det var det de ville. Han sukkede kort saligt og stoppede da sit nipperi, men havde stadig mulen placeret tæt ved hendes. Han tog en dyb indånding og pustede da alt den varme luft ud på den sorte hoppes mule, inden hans trykkede sin egen mod hendes og kærtegnede den så blidt. Selvom frygten for at få bidt et øre af stadig lå og ulmede under overfladen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Den sorte hoppe hvilede næsten i sig selv. Koldt var det ikke selvom det langt fra var forår eller sommer. Måske fordi det var en varme der kom indefra. Og varmen der kom fra Mindrapers mule, og hendes egne næsebor. Varmen mellem dem fordi de ikke stod så langt fra hinanden. Et lille smil spillede på hendes lyse silkebløde mule, da hun blidt gav sig til at nippe til den mørke hingstemule. Hun trak hovedet til sig efter et par nip og rystede manen en lille smule inden hun nippede ud efter hans pandelok. Vel næsten som en lille legesyg hoppe. Ava kastede et blik rundt i de mørke omgivelser for endnu en gang lige at tjekke om alt var som det skulle være, og det lod stadig ikke til der var nogen uvelkommende sjæle eller andre uvelkommende ting og sager. Der var stadig kun de to sjæle. Et smæld lød da Ava piskede med halen, og lod sig flytte lidt på sig – dog ikke ret meget. Hendes mule strøg hun hen over den brogede pels som Mindraper ejede, og lod mulen køre op langs halsen til hun kunne give ham et lille puf ved kinden. Hendes hoved sænkede hun da, og lod det glide hen langs hans bringe så hendes hals var under hans. Der var fordele ved at være lille. Det kunne hun ikke komme udenom. Det var vel også en måde at skaffe en lille smule mere varme på, for når vinden ramte rigtigt, så kunne det alligevel godt føles en anelse koldt – og de to sjæle var jo ikke på vandretur eller ude for at røre sig. Nej.. De stod stille. En lille veltilpas og tilfreds, feminin brummen lød da. word count, 284

[/td][/tr][/table][/center]

Åh hvor han nød hendes berøringer. Hingsten løftede hovedet og mimrede yderst saligt med sin mørke mule med en maskulin brummen og hans spillede kort med de muskler han nu besad. Mindrapers fysik var ganske imponerende og hans fyldte godt i landskabet, men det var langt fra hans ideelle form. Da Ava igen kom nærmere ham, lod han halsen holde om hende og hans mule strøg ned over hendes hals med flygtige bevægelse. Hun stod godt, så Mindraper kunne næsten berøre hende over det hele hvis han lystede og der gik heller ikke længe før den mørke mule vandrede over hendes ryg og ned langt hende flanke, inden han nippede en anelse legesygt til den. Han kunne let mærke hvordan det sitrede i hans unge krop og han måtte tage sig selv i ikke at svimle fuldstændigt over den sorte hoppe, men det var svært for ham.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava kunne bevæge sig næsten lige så smidigt som en kælen kat når hun havde lyst til det. Når hun var let på fødderne – og ikke kun fordi hun var så lille som hun var. Grundet vejret og den vinter der havde raset og stadig ikke helt var væk, var den sorte pels længere end om sommeren og det gav hende et lidt mere pjusket look. Det var dog ikke noget der så dumt ud til hende. Det var ganske normalt der hvor hun kom fra, fordi den skulle kunne holde kulden ude når vinteren lagde sig over dalen hvor hun kom fra. Dog var det ikke lige så slemt her i landet. Vinteren havde ikke været lige så slem, og derfor var hun heller ikke en lige så stor uldtot nu som hun havde været de andre vintre. Ava stod ikke helt stille. Hun flyttede engang imellem lidt på hovene, men ikke i en urolig trippen. Hendes mule søgte hen langs hingstens skulder og side, mens den kørte rundt i små cirkler, men hun kunne ikke nå helt så langt som før – ikke fra denne position i hvert fald. Men det gjorde hende heller ikke noget. Det sitrede i den sorte pels hver gang Mindraper berørte et af de steder hvor hun var en smule kilden, og hun slog et svirp med halen som hvis hun kunne ramme ham med den når det kildede. word count, 235

[/td][/tr][/table][/center]

Der gik en smugle leg i den for Mindraper i det Ava svirpede en anelse med halen hver gang, men samtidigt så holdt hendes berøringer ham på et mere roligt plan, for han gik hen og blev utrolig døsig af det. Hans mule søgte konstant nye steder at berøre den lidt pjuskede Ava, hvis vinterpels kildede let i hans næsebor, men det generede ham ikke, istedet nippede han let til hendes kryds, inden han i en hurtig bevægelse istedet begravede mulen i hendes man og begyndte at nusse hende der i stedet.
Han undslap igen hans karakteristiske maskuline brummen og trådte nu helt tæt på hende, så de to sjæle stod klistret op af hinanden. Mindraper vidste ikke selv helt hvad der foregik i hans hoved, for aldrig havde han prøvet noget lignende før.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you De små sorte ører der tilhørte den sorte hoppe vrikkede konstant rundt. Det ene havde dog mere tendens til at søge mod hingsten end det andet. Hendes blå øjne søgte i mørket engang imellem, men ikke hele tiden, for det var svært af fordele koncentrationen lige mellem hingsten og omgivelserne. Det ville være det samme som at skulle holde øje med to ting på en gang i hver sin retning – og det var en umulighed. Ava flyttede lidt på sig igen for at kunne komme til at gnubbe hingstens hals. På en eller anden måde var hun afslappet, men også ved at være gearet en lille smule mere op. Om det var fordi den særtbrogede Mindraper havde kildet hende, eller om det bare var fordi hendes ben mente hun havde stået stille for længe vidste hun ikke. Hun flyttede sig dog ikke fra hingsten. word count, 144

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper løftede hovedet og drog en svag maskulin brummen af Ava, inden han dog atter begravede mulen i hendes man, som han dog begyndte at nappe en anelse kådt til. Han var ved at blive kvikket lidt op og det gjorde også at hans berøringer blev mere intense for hvert øjeblik der gik. Han spillede let med musklerne og gned kort mulen op af hendes skulder i en flygtig bevægelse. Han stod dog stadig med alle 4 ben solidt plantet i jorden, men resten af hans krop sitrede stadig, mens blodet rasede rundt i kroppen på ham. Han vidste stadig ikke hvorfor og det var ved at blive ret forvirrende for Mindraper, der stadig var ret så ung, selvom han ikke umiddelbart opførte sig sådan.