Unlucky you

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Endnu en gang måtte den sorte hoppe le. Han havde jo ret. Det ville blive et forfærdeligt stædigt føl. I hvert fald hvis det slægtede de to sjæle på. Ava kunne være meget stædig. Lige så stædig som et oldgammelt æsel. Hun havde aldrig mørt et æsel selv, men hun havde fået fortalt historier. De mødte mange fremmede hvor hun kom fra. Sjæle der havde vandret længe og rundt omkring. ”Du er stædig.. Jeg er stædig.. Min far var stædig.. min mor.. hun var vidst også okay stædig.. Skal ikke kunne sige med dine forældre men jeg er rimelig sikker på jeg nedstammer fra en lang række af stædige sjæle, så det ville ikke undre mig hvis det blev endnu en stædig sjæl der blev sat på denne jord. Men dem skal der også være plads til. Hvis man ikke er bare en lille smule stædig, så kommer man heller ikke ret langt. Det kræver stædighed at fastholde det man ønsker og opnå de mål man har sat sig. Uden stædighed giver man bare op” Hun nikkede en enkelt gang bekræftende for sig selv, mens hun tænkte lidt videre over ordene. Det var nogle af de ord som hun havde hørt hendes mor bruge flere gange også. Det var ikke altid Ava havde gidet høre efter, men når hun havde fået tingene fortalt nok gange, så hang det automatisk ved. ”Hvis man ikke er stædig kommer man også let til at opgive sine egne meninger og holdninger, og adopterer i stedet andres..” Avas mule lå stille hvilende mod hans hals mens hun talte, men så snart hun holdt op, begyndte den at køre rundt i nussende cirkler igen. word count, 278

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper trak endnu engang på smilebåndet af den sorte hoppe og nussede hende da på halsen. Han lyttede til hendes ord og kunne kun nikke genkendende til dem med et lille smil der prydede hans mørke mule. Måske det ville være et æsel der kom ud og ikke et føl .Han rynkede kort på mulen i en komisk grimasse ved tanken.

" Min mor er stædig, ved ikke med min far, men min mors forældre var vidst også utrolige stædige begge to. "

Brummede han så lettere roligt og lod så igen mulen søge hendes hals og gengældte hendes nussen med et lettere døssigt udtryk. Det var hårdt at være hingst :p

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you ”Det vil sige at hvis vi er heldige, så har din far været sådan en der altid gjorde hvad forældrene sagde og aldrig har sagt sine forældre imod... og så slægter den lille ham på.. og så har vi ikke en stædig plag at sætte på plads engang.. Men i stedet en der gør som der bliver sagt.. Dog tror jeg sandsynligheden er ret lille” Selvom hun ikke før havde været mor, så havde hun haft ansvaret for sin lillebror, som ikke var ret gammel da han kom hertil. Han havde været noget af en mundfuld, og hun kunne sagtens genkende nogen af tingene. Hun var sikker på hendes forældre nok havde haft lige så meget besvær med at holde styr på hende som hun havde med at holde styr på Titan da han var lille. Hun kunne vel bare håbe på den lille ny ikke ville blive lige så svær at holde styr på – det ville være noget af et nederlag. Og ville det gøre hende til en dårlig mor hvis hun ikke kunne holde styr på en unge? Mørket føltes ikke længere kulsort, men i stedet var det som om farverne var begyndt at virke en smule varmere. Sort så ikke helt sort ud længere men lidt lysere. Sandet var ved at få en lidt lysere varm farve i stedet for den blålige på grund af mørket. Det betød en ting. Solen var på vej op. Når først solen stod højt på himlen kunne Ava være sikker på hun kunne finde et sted hvor hun helt kunne undgå alle mørke steder hvor der kunne gemme sig skygger. En lys varm brummen slap fra Ava, efter den varme luft blev pustet ud mod hans hals. word count, 286

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper så på hoppen og smilede inden han puffede blidt til hende. Han klukkede ganske fornøjet af hendes ord, men han troede ikke hun havde ret. Hans far havde trods alt kunne komme tæt nok på hans moder en gang, og det sagde ikke så lidt om ham.

" Jeg tror desværre ikke det er tilfældet, så du har nok ret i sandsynligheden er meget lille. "

Brummede han så muntert. Han havde faktisk selv været ganske tilforladelig som yngre. Så man kunne da håbe at føllet ville slægte ham en anelse på. Han lod mulen glide over Avas hals inden han nu gabte højlydt. Han trak så blidt i hendes man som tegn på at de skulle bevæge sig lidt op i klitterne, i så fald var han allerede deroppe og udvælge et godt læ sted, og stod nu og så efter Ava

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Hans gab smittede af på Ava. Det fik hende til at slå et gab op selv, men ikke som sådan højlydt. Nogen ville vel kalde det en nuttet lille lyd. Da han trak lidt i hendes man var hun ikke lang tid om at træde et par skridt fremad og hun fulgte ham ved hans side, med hendes hoved ud for hans skulder så han kunne lede vejen. Sandet var tungt at gå i fordi det konstant flyttede sig for hovene. Det løse sand gravede næsten hovene ned. For at nå op i klitterne krævede det en lille tur opad, og opad i sand var ikke det nemmeste. Ava klarede det dog med nogle små hurtige skridt, for hun var vant til at gå på underlag der af og til gled under hendes hove. Der kunne være små sten i bjergene også. Det havde hun før været udsat for. Hun sendte et lille blidt nap ud efter hans hals og gjorde et kast med hovedet mod en lille ’dal’ mellem sandbakkerne der kunne give læ for den vind der rasede ude over havet og drev ind over land. Der var ikke rigtig nogen træer eller bakker tæt på vandet til at tage vinden, men sandbakkerne kunne i hvert fald beskytte dem en lille smule. word count, 244

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper løftede hovedet og brummede varmt til Ava og fulgte hende blot ned til den lille 'dal'. Der stod han så og strakte mulen ud mod den sorte hoppe Ava og strøg mulen over hendes mave. Han lod det ene bagben falde i hvile position og han udstødte en mildt brummen mo den sorte hoppe, inden han lod øjnene glide i og lod de mandelformede ører glide ud til siden. Der gik ikke længe før en svag snorken kunne høres fra den spraglede hingst, hvis ører dog ind i mellem i søvne vippede frem og tilbage. For han var ikke en type der sov specielt tungt.

//Out :D