Unlucky you

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Hingstens kådhed smittede mere eller mindre af på den unge Ava. Hun flyttede en lille smule på sig så hun ikke længere stod under Mindrapers hals, men i stedet længere henne mod hans side, hvor hun af og til sendte små drillende nap, der afbrød hendes gnubberi langs hans ryg. En enkelt gang havde hun nappet til hans man og han havde bidt ud efter hende, men det var ikke noget hun tog sig særligt meget af. Ville han bide hende igen, så ville hun bide tilbage og sådan blev det bare. Man skulle ikke forvente at kunne sætte hende på plads hvis man ikke havde bare en lille smule autoritet – og ensomme vandrende sjæle har oftest meget lidt at skulle have sagt. Sådan var det i hvert fald i hendes hoved. Indtil videre var der kun en der bestemte over hende. Selvom Ava ikke længere var helt afslappet, så var hun heller ikke anspændt. Ikke endnu. Ikke som hvis hun var helt oppe at køre. Hun kunne sagtens mærke energien krybe tættere og tættere på og den samlede sig som en lille klump indvendigt, der ikke ville forsvinde før hun havde fået chancen for at bruge den til noget. Træning.. lille kapløb eller bare en rask vandretur var lige meget. word count, 211

[/td][/tr][/table][/center]

Det gippede let i Mindraper når Ava nappede til hende, og han trippede kort omkring hende med knejset nakke og nappede let til hendes skulder. Han stoppede igen op og strakte mulen mod hende. Noget han ikke havde bemærket før nu var duften fra hende og det fik kort hingsten til at trække mulen til sig med et højtlydt prust som indikerede på at han ønskede at fjerne lugten fra hans næsebor. Denne djævelske lugt der lokkede svage sjæle. Mindraper væmmedes ved tanken, men han vidste godt at hvis Ava forsøgte så ville hun i dette øjeblik snørre ham om sin ikke eksisterende lillefinger og han ville ikke kunne gøre noget ved det.
Han rystede kort på hovedet og trippede til siden og udstødte nu atter en mere ophidset maskulin brummen end før. De gule øjne hvilede intenst på hendes delikate sorte krop prydet med en diskret vinterpels.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Da Mindraper trippede til siden fjernede hans sig også fra Avas side, og skabte mere afstand. Den lille sorte hoppe slog et enkelt smæld med halen og lod de blå øjne følge den gul-øjede hingst, mens hendes ører vippede en smule tilbage over hans opførsel. Lugtede hun så forfærdeligt? Hun knejsede lidt i nakken og gav sig til at trippe en smule på stedet. En lille smule til siden og lidt frem.. så lidt tilbage som hvis hun ikke helt kunne bestemme sig for hvor hun skulle hen. Hendes blik spejdede igen rundt i området inden hun lod det søge mod hingsten igen og gav et kast med hovedet så den lange pandelok fløj opad og væk fra hendes øjne. Hun stod stille et øjeblik og rystede sig. Over hele kroppen. Det startede med hovedet.. så halsen.. og så resten og derefter begyndte hun at trippe igen. Næsten som hvis hun havde forsøgt at ryste energien af sig. En lille smule uro var der over hende igen. Den var der altid. Den var aldrig til at slippe helt af med, men den kunne da gemmes lidt væk. Hun nærmede sig Mindraper igen og lod mulen søge mod ham, mens næseborene skiftevis udvidede sig og trak sig sammen igen et par gange og en varm luft flød fra hendes mule når hun trak vejret. word count, 223

[/td][/tr][/table][/center]

De gule øjne var konstant på Ava og Mindraper stod da et kort øjeblik fuldstændig opslugt af hende, som hun lige så stilfærdigt trippede rundt. Det var først da hun kom nærmere at han vågnede en anelse op igen. Han lod hans mule møde hendes og han stod længe blot og stirrede en anelse forgabt på den. Han kunne ikke få stanken, som han så nydeligt valgte at betegne den, ud af hovedet og han kunne da også godt mærke hvordan hormonerne begyndte at bruse rundt gennem kroppen, men han forsøgte da at beherske sig. Mulen blev plantet på hendes med en ganske ukendt ømhed, som Mindraper ikke anede han besad, men han kunne ikke dy sig og stjæle det der mindede om et flygtigt kys fra den sorte hoppe. Dog trak han mulen en anelse til sig igen, overrasket over sin egen handling. Han kunne ikke rigtig forstå det.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Den særtbrogede hingst opførte sig på en måde der lå langt fra den måde han normalt var på. I hvert fald den ’normale’ opførsel hun havde oplevet et par gange før. Dette var nærmest noget nyt. Hun havde set noget der mindede en smule om det og så alligevel ikke helt. Den sorte Ava nippede blidt til hans mule, og da han trak den en anelse til sig, trippede hun dansende nærmere igen, men også halvt sidelæns som hvis hun var på vej rundt om ham, med fronten vendt mod ham, og de isblå øjne hvilende på ham også. Hele hendes koncentration og fokus var vendt mod ham. Omgivelserne var ikke så vigtige nu. Der var ikke ret meget der var vigtigt. Ava strakte halsen lidt frem igen, undersøgende mod Mindraper. word count, 131

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper løftede hovedet og knejsede så mere nobelt i nakken og fulgte Ava rundt med blikket. Han gjorde sig til for hende og trippede let på de solide ben der alligevel bar ham så let og elegant. Det kom dog pludseligt at han gjorde et voldsomt kast med hovedet og stod kort og så ned i jorden. Ava lokkede ham, nok ubevidst, men det var nok til at hingsten kunne mærke at han var ved at miste kontrollen over sine handlinger, ja mere end han havde i forvejen. Han så nu op med Ava med et fortvivlet udtryk i det gule øjne.

" Undskyld Ava, det går ikke.. "

Hviskede han svagt og slog igen blikket ned i jorden og forsøgte at få sig selv under kontrol igen. Han bed tænderne en anelse sammen. Han dirrede let under hans hårlag og han kunne godt mærke at han havde fået stoppet sig selv lige inden det gik helt galt for ham. Han rystede igen på hovedet.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Den sorte hoppe så uforstående på Mindraper da han åbnede munden og talte. Ordene forstod hun, men hun forstod ikke hvorfor han valgte de ord. Et næsten udfordrende glimt var at finde i Avas blå øjne, mens hun trippede lidt og så stod stille. ”Der er intet at undskylde for? Hvad går ikke?” Hvad han mente med noget der ikke. Var det ikke tilladt at trippe rundt og lege lidt? Hun lod hovedet glide lidt på skrå mens hun betragtede ham. Efter lidt tid trådte hun nærmere og lod mulen glide hen over hans hals, og nippede lidt til hans man. Selvom hun stod mere eller mindre stille lige nu, så rasede der stadig en form for uro indvendigt. Ikke en uro fordi hun var nervøs eller bange for noget, men i stedet en uro på grund af alt den energi der lå oplagret indvendigt. word count, 145/div]

[/td][/tr][/table][/center]

Mindrapers åndetræk var lige så dirrende som hans krop og han måtte lige samle sig en anelse sammen. Hans ører vippede frem og tilbage ved lyden af Ava's stemme. Han bed kort tænderne sammen, dog på ingen måde fjendtligt, men mere for at få helt styr på sig selv så han kunne få frembragt et svar.

" Vi talte om svagheder, alle har dem. Hopper i brunst er de fleste hingstes svagheder ja, normalt ikke min, men her med dig, så er det. "

Fik han frembragt hoppen. Han snerpede kort mulen sammen og spændte en anelse i kroppen da hun kom nærmere. Han mærkede igen hendes berøringer og løftede hovedet en anelse og spidsede mulen i det blikket røg mod himlen og han nød det skam, men forsøgte samtidigt at beherske sit sind, som allerede i følge ham selv var godt og grundigt på afveje.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava kunne ikke helt lade være, og derfor himlede hun med øjnene af ham da han igen bragte svagheder op, dog med et smil og stadig med et lidt drillende glimt i de blå øjne. Hun gav hans hals et lille puf inden hun trak hovedet lidt væk igen. ”Er du bange?” Det var ikke bare et almindeligt spørgsmål, men i stedet for legende og udfordrende. Selv hvis han havde en svaghed, så var der vel næppe nogen der ville benytte sig af det. Der var jo ikke andre end de to. Og hvad skulle hun kunne gøre ved ham? Absolut ingenting. Det havde jo heller ikke været et problem før, så hvordan skulle det kunne være et problem nu? word count, 120

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper forstod ikke hvorfor Ava tog så let på det og han sendte hende også et undrende og lettere forvirret udtryk. Han kendte de fleste hoppers reaktion når det pludselig trængte sig på med hormoner og alt det der, også selvom han aldrig selv havde bragt noget til verden. Han rynkede kort på mulen. Bange, nej, måske.

" Meget kan jeg få mig selv til Ava, men jeg har visse standarter jeg gerne vil bevare.. Selvom jeg må indrømme at det ikke umiddelbart er det der trækker mest i mig i dette øjeblik.. "

Brummede han så blot hudløst ærligt. Han kunne da ligeså godt få det sagt som det var til den sorte hoppe. På den måde var hun sikker på ikke at misforstå ham. Han bemærkede godt det legende og udfordrende blik og det gippede da også i ham for at komme tæt på hende igen.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Om den sorte hoppe skulle føle sig fornærmet eller ej vidste hun ikke. Om han mente hun var for lav standard eller om det var noget andet han talte om vidste hun ikke, og derfor vendte hun ørerne bagud et øjeblik. ”Der er ingen der ber dig om ikke at bevare dine standarter” Den sorte hoppe slog et svirp med halen. Et der antydede en anelse irritation, og det legende og udfordrende i hendes øjne var blevet erstattet af noget mere alvorligt. Hun knejsede i nakken igen og tog et par skridt til siden og fremad, i stedet for at stå helt stille. Sandet flyttede sig under hendes hove, men var ellers næsten helt lydløst. Det ene sorte øre vippede ud til siden for at lytte til omgivelserne igen. word count, 129

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper sukkede nu tungt og slog blikket væk fra Ava. Hvis han skulle være helt ærlig så havde han slet ikke lyst til at holde igen, men han gjorde det af ren standart. Det kunne godt være han var ond, men ikke så ond. Han vippede kort med ørerne ved lyden af hendes stemme.

" Jo Ava, i dit nærvær, skriger hele kroppen på at droppe alt hvad der hedder standarter, men jeg ønsker ikke at gøre dig fortræd, ligesom jeg heller ikke selv ønsker at blive banket til plukfisk på grund af noget der let kunne stoppes.. "

Mumlede han så. Han tog en dyb indånding og forsøgte at få noget ro over sig. Han havde stoppet sig selv på et godt tidspunkt. Han håbede da bare på at den sorte hoppe ville forstå hvorfor han handlede som han gjorde.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava trippede lidt fremad igen med hovedet hævet og samtidig trukket en smule tilbage, og med hovene hævet mere over jorden for hvert skridt end når hun trippede normalt, på grund af sandet. ”Have a litte faith” Det lød vel en anelse drillende, udfordrende og alvorligt på samme tid. Den sorte hoppe slyngede bagparten rundt så hun igen stod med fronten til den sært brogede hingst. ”Hvem skulle slå dig til plukfisk? My dad? For jeg er ikke ude på at stjæle nogens hingstethed. Jeg er ikke ude på at blive kendt her som hingsteknuseren. Jeg skræmmer i forvejen andre væk. Jeg har ikke brug for mere modgang af den slags..” Et lidt drillende blik fandt frem til de isblå øjne igen, og hun lod sit hoved glide lidt på skrå. Som sådan var det vel ikke fordi hun med vilje skræmte andre væk. Heller ikke fordi de fleste som sådan var skræmte, men det var alligevel ikke alle der kunne tage hendes måde at være på. En enkelt havde sagt hej og farvel i løbet af få sekunder og en anden havde sat sig for at fornærme hende. Det var ikke altid lige nemt at skabe venner, og hun havde ikke tænkt sig at slå på dem hun ville kunne kalde venner – og hun ville heller ikke gøre det svære at finde nogen at kunne kalde venner. word count, 228

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper trådte hen til Ava. Han lyttede da til hendes ord og kunne ikke lade være med at smile en anelse. Hun skræmte ham ikke. Han kunne såmen ikke holde sig fra hende, hvilket var problemet, eller såmen ikke et problem endnu. Han satte mulen mod hendes pande og åndede varmt på hende. Han begyndte da at kredse omkring hende med spankulerende skridt. Han havde endnu ikke givet en respons på hendes ord, og følte da at den skulle gives via hans kropssprog.
Han lod hans mule køre over hendes ryg, nedover hendes flanke inden han blidt nappede hende blidt i låret og efterfølgende tog han fat i en tot hale. De gule øjne hvilede opmærksomt på den sorte hoppe, inden han blidt lod sin krop stryges op af hendes.

" Jeg går ingen steder.. "

Hviskede han så svagt. Han følte nu at Ava var blevet gjort opmærksom på hvad der havde plaget ham og så var det vel i sidste ende op til den sorte hoppe om hun ville tage det alvorligt eller hvad hun ville, for Mindraper gik ingensteder.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Den sorte hoppe blev stående med lukkede øjne da hans mule ramte hendes pande, og hendes ene øre var vippet fremad mod ham mens hun lyttede til Mindrapers ord. De fik hende til at smile lidt igen. ”Så behøver jeg heller ikke komme efter dig” Det var nu heller ikke fordi hun mente hun ville komme efter ham som en sur gammel hoppe, hvis han bare forduftede og aldrig mere ville tale med hende. Det måtte de som sådan selv om. Hun kunne jo ikke tvinge nogen til at omgås hende. Det ville hun ikke bryde sig om heller. Sådan en hoppe var hun alligevel ikke. Da han flyttede på sig igen lod hun blikket følge ham, men flyttede sig stadig ikke. Hendes ben var næsten som sunket i sandet og umulige at rokke – sådan kunne det i hvert fald nemt virke. Men det handlede jo bare om hendes egen vilje til at flytte sig. En lille lys brummen slap fra Ava og hun løsnede lidt op i kroppen igen i stedet for at være anspændt. Hun stolede på han ikke ville gøre hende noget ondt i hvert fald. Hun havde ingen grund til ikke at stole på det. word count, 199

[/td][/tr][/table][/center]