Cavern of Rumpelstiltskin

... Cavern of Rumpelstiltskin ...

Denne tråd, er ikke en almindelig tråd. Det er en tråd, der til hver en tid kan skrives i, hvis man ønsker en snak med den lumske Rumpelstiltskin.
Den er designet til at være en fællestråd, hvor alle, der har lyst, kan komme og gå som man vil. Ønsker man ikke at være en del af tråden, kan man blot skrive [Out]; men det betyder ikke, at man ikke kan bryde ind i tråden senere. Der kan være så mange, som man ønsker.
Trådens formål, er at give hestene i Andromeda en chance for at opsøge Rumpelstiltskin direkte, selvom han er typen, der dukker op de mystiske steder for da at forsvinde igen.
Han har efterhånden slået sig godt ned i landet, og har dermed skabt sig et egentlig hjem på øen Chibale. Hans hule har beliggenhed i den nordøstlige del, ganske afsides. Ønsker man at opsøge ham, skal man blot træde ind i hans hule, for selvom den skumle hingst måske ikke er den mest selskabelige, afviser han aldrig besøg.

Der er ganske få regler, man skal følge, hvis man ønsker at træde ind i Rumpelstiltskins's hjem.
- Man må ikke røre ved noget. Kun hvis man har fået tilladelse af den luskede hingst selv.
- Man må væbne sig med tålmodighed, for sommetider kan den spraglede sjæl godt have gang i ting, han vil have færdiggjort, inden et selskab tages imod.
- Er der flere i hans hule samtidig, må man finde sig i, at han veksler imellem selskaberne og hvor meget opmærksomhed de får. Det kommer meget an på, hvad deres grund til besøg er.

Formelle chat-regler:
- Er der flere deltagere i snakken, må man indordne sig efter en rækkefølge. Man skal helst undgå at springe folk over.
- Ønsker man at træde ud af samtalen, enten fordi man ikke har lyst, eller fordi man har opnået det man ville, skal man blot skrive [out]
- Man kan altid vende tilbage i tråden, hvis man ønsker.
- Tråden er en 'evig' tråd, dvs. den bliver ikke afsluttet. Den vil derfor altid være tilgængelig hvis man ønsker at snakke med Rumpelstiltskin
- Det kan ske, at Rumpelstiltskin mere eller mindre ignorere et selskab, hvis en anden har større interesse for ham. I så fald, bliv ikke fornærmet. Hav enten tålmodighed til at blive i tråden, eller træk jer og vend tilbage, når han har færre selskaber om ørerne.

Rumpelstiltskin glæder sig til at se mere til de forskellige sjæle i landet!

- Nyahahaha

Den unge hingst Xenocrates var nu blevet en voksen hingst, dog stadig uerfaren og en anelse dumdristig på grund af hans høje energiniveau. Han krop bar præg af de tæsk han havde fået den anden dag i form af små rifter og bidemærker. Det var ikke noget der generede Xenon som sådan og han havde ikke tænkt videre over broderens raserianfald. Han havde i stedet travlt med at udforske landet helt ud til de afsides kanter han aldrig før havde betrådt og mens han begav sig afsted i en lallet luntetrav fik han øje på noget ganske spændende. De mandelformede ører stod lige op og vejret og han gjorde store øjne da en hule havde fanget hans opmærksomhed.
Det var alt for spændende for den unge hingst til at kunne passeres og derfor begav han sig derind. Han udgav et lille vågent fnys i det han nu nysgerrigt lod de krystalblå øjne beskue de helt nye indtryk.

... Nyhahahahaha

De klirrende lyde fra hoved der betrådte gulvet i hans hule, fik den buckskinfarvede hingst til at kigge op fra hans rod bagerst i hulen. Han havde mange ting, dimser af uforklarlig herkomst; ting han havde hentet udefra, bragt hertil, fordi han kunne bruge dem. Glas, flasker, en spinderok, reoler; ting fra menneskernes verden, som han af underlige årsager kendte til og som han havde stjålet fra.
Alle disse ting, som han havde samlet, kunne han bruge til at brygge sine magier, således at han kunne blive stærkere. Og allerede var han påbegyndt én særlig magi, som ville gøre ham endnu mere magtfuld - nemlig en magi, der skulle kunne tillade ham at rejse udenfor Andromeda's beskyttende himmel. Den drillede dog, og der var lang vej endnu, før den ville blive klar til forsøg.
Han fnøs en smule olmt, inden hans blik fik øje på hans egen søn, Xenocrates, som han ikke havde set siden han var ganske spæd. Med nærmest overdrevne bevægelser slap hans sind tankerne omkring hans ting og vimsende bevægede han sig ud imod sin søn. Snart var han henne ved den unge hingst, der nu var trådt ind i den voksende alder. Faktisk havde Xenocrates været i hans sind længe, og det var meningen at han ville opsporer ham, men skæbnen havde bragt ham til Rumpelstiltskin i stedet. Med et højt grin bukkede han kort for sin søn, inden han med lettere sleske bevægelser cirklede om ham.

,,Nå nå, hvad har vi så her?"

Xenon stod helt betaget af hulen og det gav derfor et sæt i den unge hingst da han pludselig fik øje på en hingst, ikke bare en hingst men sin papi! Han lagde hovedet på sned med store øjne, inden et bredt smil var at finde på hans mørke mule. Han trippede lettere overgearet på sine lange ben og stak mulen frem mod ham.

"Papi!"

Udbrød han begejstret med en skinger klang til hans dog modnede stemme. Den energiske unghest trippede fortsat, men nu istedet omkring sin papi. Alt den ophopede energi skulle trods alt ud på en eller anden måde. Han vidste bestemt godt at denne hingst var hans papi. Det havde mor selv sagt.

... Nyahahaha

Den sleske hingst betragtede hans søn, der med overdreven energi udbrød i en hilsen til hans far. Rumpelstiltskin hapsede ham én over mulen, både irettesættende, men samtidig hilsende. Ja, på sin egen underlige måde. Hans søn var hans søn, og uanset hvad man kunne tro om denne spøjse hingst, så elskede han vel sin søn. Han havde sat netop dette afkom i verden, med det formål at tage ham til sig, og det ville han da gøre nu, hvis den unge hingst var parat til dette.
Han hylede derpå hingstet og nærmest lallende imens hans søn vimsede om ham. Derpå langede Rumpelstiltskin et bagben ud og begyndte at kredse om ham igen, en form for magtsymbol, der formegentlig skulle fortælle den energiske unghingst, at det altså ikke var ham der bestemte i dette land, i denne hule.

,,Sig mig engang, hvordan fandt du denne hule?"

Spurgte Rumpelstiltskin med den nærmest lallende stemme, der signalerede hans morskab over at dette afkom havde fundet ham allerede nu. Hans hule havde ikke stået længe; faktisk, havde den kun stået et par dage, for den var skabt af den usle hingst selv, ved hjælp af hans magi. Og mærkede man efter, kunne man fornemme den magiske stemning i netop denne hule, nærmest som en summen.
Afventende så Rumpelstiltskin på sit afkom, som han havde forventninger til. Og måske det dette netop farligt?

Xenon mimrede med mulen i det han blev irrettesat, men det var først da hans papi langede bagbenet ud efter ham og han rejste sig på bagbenene og trippede tilbage med et skingert Kyaarh!, inden han så stod helt from som et lam og for en gang skyld stille. Han havde forstået at det ej var ham der styrede showet i denne hule. De mandelformede ører vippede nysgerrigt frem og tilbage og blikket vandrede på de mystiske sager bag i hulen. De krystalblå øjne blev store og han var en anelse betaget, dog lød hans papi's stemme igen og han blev revet ud af sit glaneri.

" Well, Papi. Den duk-"

Xenon afbrød sig selv da hans blik igen blev draget af denne yderst spændende hule. Han rystede dog på hovedet og så igen på sin papi.

".. Dukkkede vel bare op ud af ingenting nærmest. "

Fortsatte han så. Til trods for den normalt skingre stemme, så besad en mere afmålt og from Xenon en dybere og ganske normal stemme, der dog bar tydeligt præg af han var ung.

... Nyhahahaha

De klaprende lyde fra hovene på den lumske hingst standsede, da han stoppede ved sin søns side. Han kredsede ikke længere om ham, men betragtede ham fra hans side af, imens han øjne kørte imod hulens indre. De ting, som den lumske hingst havde samlet sammen, betagede den unge sjæl, og det var både godt og skidt. Rumpelstiltskin rankede sig da op; for selvom han normalt bar en langt fra ædel positur, kunne han skam godt. Han stod nu, rank som de færreste og nærmest ædelt, inden han begyndte at snakke igen.

,,Nysgerrighed er en dyd; men kun så længe det forbliver nygserrighed og ikke forvandler sig til grådighed"

Sagde Rumpelstiltskin, med en stemme der var langt mere dyb og afmålt, end man ellers hørte ham benytte. Vel lidt som den unge hingst, der stod ved hans side. Han vendte dermed tilbage til den lallende attitude og derpå trak han nærmest dirrende skuldrene op omkring sig, imens han i fryd bevægede sig fremad igen, så de klirrende lyde fra hans hove atter lød.

,,Ser du, kære. Denne hule er magisk, så det kan vel forklare dens opståen"

Sagde han med en yderst entusiastisk og engageret. Han vendte sig dermed med fronten imod sin søn og smilede lumsk, som kun han kunne det.

,,Xenocrates. Hvad tror du, at din fremtid indeholder?"

Xenon var ganske betaget af denne hule. Aldrig havde den unge hingst set noget lignende. Han smilte kort bredt og klukkede for sig selv. Han så igen på sin papi med store øjne. Grådighed. Det var ikke et ord han kendte til, nysgerrighed derimod var noget den unge hingst kendte til og bestemt også var. Det var et faktum. Papi nævnte at hulen var magisk og det fik igen Xenon til at rette fokus på ham, ikke så nysgerrigt, men mere interesseret. Han havde godt hørt historier fra han mor og han havde altid gerne villet vide mere.

" Min fremtid? Well, det har jeg aldrig rigtig tænkt på. Mor sagde bare at jeg skulle gøre jer stolte.. "

Hans stemme var en anelse dybere end ellers og han var gået i tænkeboks. Han huskede ikke hans moder havde fortalt noget konkret, men blot opdraget på ham. Måske var det fordi hun ikke vidste hvad Papi havde af planer for den unge hingst. Xenon tog sig dog ikke af den uvished, for ligenu var han ovenud begejstret for dette møde.

... Nyahahaha

Grinet sad på mulen af den sleske hingst, imens hans søn nærmest var rendt ind i en blindgyde; sådan kunne han i hvert fald se det. Det at tænke, og forblive tavs imens, var ikke noget den lumske sjæl benyttede sig af. Som regel gjorde han sit tænkearbejde hjemme, alene, og nød at smide resultatet af det i hovedet på dem han nu mødte. Han hapsede kort sin søn på halsen, inden han vimsede frem, lidt dybere ind i hulen og begyndte at gennemrode en bunke med udefinerbare mennesketing med mulen. Der gemte sig mangt og meget; alt fra tøj og kapper, til sårbarer glad der klirrede under hans rumsteren. Endelig fandt han noget, som han kunne bruge, og med et nænsomt tag med mulen, trak han et sjal op.
Han slæbte det med hen til sin søn og lod det kastes hen af gulvet i hulen, så det bredte sig så meget ud, som muligt. Derpå stillede han alle 4 hove op på det.

,,Stolt, nyah. Stolt skal du skam nok gøre din mor med tiden"

Sagde han i en yderst spøjs tone; hverken lallende eller alvorlig, men nærmere fraværende, inden han med det grumme smil så direkte på hans søn.

,,Xenocrates, hvad ville du sige til at lærer magiens kunst?"

Brød han så ud i den mere vandte hysteriske tone, der blev efterfulgt af den dirrende skuldertrækning, der gengav både ivrighed og spænding. Han vimsede derpå tættere på sin søn igen og så meget indgående på ham, med det nærmest sindssyge blik; udfordringen lå klart i dem. Turde han?

Xenon fulgte sin Papi med øjnene og løftede derpå hovedet en anelse og studsede over hvad han mon havde gang i. Med store øjne så han på sjalet som han kom slæbende med og hvælvedet let i halsen og prustede og strakte mulen en smugle frem. Han lyste op i et lalleglad lille smil og en småtrippen da Papi nævnte hans mor. Uh han skulle nok gøre hende stolt, Ja. Han stod så bom stille igen og så på sin Papi med store betagede øjne. Magi. Xenon var ved at springes af spænding, men huskede da hvad han havde lært og dæmpede sig selv en anelse. Han nikkede ganske svagt og tog øjenkontakt til sin Papi, og tog sig ikke af det lettere maniske udtryk i de ravfarvede øjne, men derimod udfordringen.

" Ja Papi! Ja! "

Lød det så fra den unge hingst der intereserret stak mulen frem mod sin Papi, inden han mimrede let med den. Han forsøgte da at beherske sig så han ikke endte med at fare lalleglad omkring med sin skingre latter. Nej han måtte hellere opfører sig 'anstændigt'.

... Nyahahaha

Den unge hingst betragtede nærmest for energisk og ivrigt det sjal, som den skumle hingst havde trukket frem. Det var et sjal, han havde stjålet fra menneskernes verden, et som han agtede at bruge i sin første egentlig magi, som han skulle lagre. Det sjal, ville være et han kunne kaste over sig, og da ville det forklæde ham, som det han nu engang ønskede.
Han grinede kort, men olmt, da Xenocrates svarede som han gjorde. Det irriterede hans ører at han brugte ordet 'Papi'. Det virkede useriøst, barnligt og Rumpelstiltskin vendte hovedet væk i afsky; men kun afsky overfor hans ordvalg, ikke hans ivrighed for at blive en del af den magiske verden, han ville bringe til denne. Den magiske verden hvor han havde styringen.
Han hapsede efter Xenocrates og sendte ham et overdreven vurderende blik, samtidig med det hysterisk morsomme stadig lå i dem.

,,Drop Papi, lær at styre dit temperament og træn, søn. Du mangler muskler"

Startede han ud, den skumle sjæl, inden han kredsede om han endnu engang, vurderende, som var han en slave der skulle godkendes før brug. Om han nu virkelig orkede at bruge energi på ham. Granskende måtte det nok føles for den unge hingst, men det måtte han bare bide i sig. Så stoppede han op ved hans front og nikkede kort. Det skulle nok gå an.

,,Så, kære, fortæl mig, hvad det er ved magien du vil lærer. Hvor langt vil du gå, hvad vil du opnå?"

Xenon tav og nikkede ganske afmålt. Han var skam godt opdraget af sin mor, men det var bare sådan at Xenon af og til glemte dette og ikke havde respekt for ret mange. Det var vel noget der kom med mere livserfaring, men to han havde respekt for var sin mor og far, så han foretrak ikke en mine udover et nik for at vise han havde forstået beskeden på at droppe Papi, styre sit temperament og træne. Sandt var det at Xenocrates manglede fysik, men det gjorde han bestemt op for i fart. Blikket fra hans far gennemborede næsten Xenocrates, som et kort øjeblik følte presset gøre ham usikker et kort øjeblik, men i stedet gjorde han blot som han havde lært, rettede sig op og skød brystkassen en anelse fremad. Han kunne godt klare det.

" Alt hvad du kan lære mig. Langt, udover mange grænser."

Xenocrates vidste godt at det var farligt at sige at han ville gå langt, men som hans mor havde lært ham så kom alt med en pris i sidste ende, men det behøvede nødvendigvis ikke være noget skidt. Hun havde dog bedt ham være varsom, men også at skulle gøre som hans far sagde. Xenon vidste ikke hvad han ville opnå. Han synes det ville lyde dumt at sige han bare gerne ville gøre dem stolte. Han var ej sikker på hvem han var endnu. De mange hormoner og ophobet energi i hans føl og plag år havde næsten været som at leve i en tåge, en tåge som ikke helt var fordampet endnu.

" Jeg er ikke sikker, alt den energi der hele tiden brænder for at komme ud får mig til ej at kunne tænkte klart, ja siden jeg kan huske. Hvad er det? "

Xenon forsøgte at beherske sig og stod derfor stille, men han dirrede let under det gyldne hårlag. Han kunne mærke hvordan det at stå stille gjorde ham helt kuller igen. Han rystede på hovedet. Forsøgte at fokusere, beherske sit temperament, som han havde fået besked på. Men det var meget svært for den unge hingst.

... Nyahahaha

Det var ganske tydeligt, at den unge hingst, som Rumpelstiltskin kunne kalde hans søn, tog ordene til sig, for pludselig var Papi slettet fra hans ordforråd og hans krop rettet op, således at han tog sig bedre ud. Rumpelstiltskin nikkede kort og bekræftende, det lod til at den unge hingst havde viljen. Hans næste ord udløste det smørrede, sleske smil på mulen af den mystiske hingst, for han sagde han ville gøre alt. Alt. Med en overdreven grimasse søgte Rumpelstiltskin helt hen til ham og stak mulen med de knapt så pæne tænder, helt op i hovedet på Xeno.

,,Alt .. Nyah!"

Grinede han, inden han slog hovedet væk med en spøjs nærmest overvejende grimasse; og derpå vendte han hovedet hen imod sønnen igen.

,,Så hvis jeg sagde det, kære, så ville du bringe mig din moders hjerte?"

Ja, han kørte den til ekstremerne nu. Men det var vigtigt for den unge hingst at indse, at alle havde grænser, og selvom de sagde at de var villige til at overtræde dem; ja, så kunne de ikke når det så gjaldt. Han grinede hånefuldt og hysterisk, inden han vimsede lidt tilbage og så imod den kappe som Xeno spurgte til.

,,Når jeg får gjort den magisk, kan den kamuflere mig som det jeg ønsker den skal"

Grinede han, inden han afventende så imod hans søn; hvad ville han sige til hans lille ultimative spørgsmål? Ikke at han kunne finde på at kræve, at han kom med sin moders hjerte. Eller kunne han?

Xenon trak mulen en anelse til sig da hans far kom ham ret så nær. Det var en ganske instinktiv bevægelse, da han normalt var vant til at få et rap over mulen. Måske var det også hingstens ord, der tog mælet lidt fra Xenon. Hans mors hjerte? Han ville da ikke? Umuligt, eller. Måske ikke helt. Han fnys svagt og vippede kort undrende med ørerne. Det faldt langsomt på plads.

" Jeg tror altså ikke mor har et hjerte.... "

Mumlede han så kort, stadig en anelse chokeret over livet hårde fakts. Det kunne da ikke passe? Der var mange ting der kørte gennem den unge hingsts ellers ind til nu uskyldige sind. Han snerpede mulen sammen og slog mismodigt blikket ud til siden.

" Hvis mor bliver stolt af mig af den grund, så vil jeg nok tro det godt kunne lade sig gøre,.. "

Svarede han så sin far. Xenon vidste godt at hans mor aldrig ville kunne blive stolt over et attentat på hende selv. Han vidste godt selv han nok aldrig ville kunne gøre det som tingene så ud nu, men hvem vidste når han engang gik hen og blev det ældre og lige det klogere. Blikket blev nysgerrigt vendt på kappen i et kort øjeblik, men han havde ikke glemt sin fars spørgsmål og han nikkede derfor blot ganske interesseret.

... Nyahahaha

Det var dog utroligt, som den unge hingst ikke havde styr på hvem han var. Det morede Rumpelstiltskin ufatteligt, da hans svar kom frem. 'Hvis det ville gøre hans mor stolt'. Altså, hvis hun ville være i stand til at føle noget bagefter, kunne det måske diskuteres, men hun ville jo være ganske død. Et håndende grind brød frem og bugtede sig rundt i hulen. Det var skingert, på grænsen til hysterisk, for hans søn anede virkelig ikke, hvad alvoren af ord kunne være. Meget let kunne den skumle Rumpelstiltskin hænge ham op på ansvaret for at tage hans moders hjerte, og så var der ingen vej udenom. Han vimsede omkring sin søn, tæt, mens det tydeligt stod klart i øjnene på den snu hingst, at han havde svaret forkert, den unge hingst.

,,Åh kære, alle har grænser. Og at vandre uden at kende disse grænser, er langt farligere end med vilje at overtræde dem. Selvfølgelig har din moder et hjerte, og hvis du tog det fra hende, ville hun ikke blive stolt, men derimod bare .. dø"

Sagde han med den umådeligt skingre tone, der besad præg af morskab. Åh, det kunne morer ham sådan noget. Derpå hapsede han hårdt og irettesættende efter sin søn; der var noget vej endnu, før han kunne lærer denne hingst magiens kunst. Så meget arbejde.

,,Xenocrates, før du kan mestre magi, er det vigtigt at du kender dig selv og dine grænser. Og først når du kender dem, kan du fortælle mig om du kan træde over dem. Så, skrub ud og find nogle grænser. Hold dig på den rigtige side af dem, og når du kender dem, kan du komme tilbage, så ser vi på det, til den tid!"

Hvæsede han nærmest lallende inden han vendte rundt, trippede ned af sin kappe, samlede den op og slæbte den ind i hulens dyb igen. Han forventede vel egentlig, at den unge hingst, trods hans ord, blev lidt endnu. Men måske makkede han bare ret og fik benene på geled?