Cavern of Rumpelstiltskin

… Nyahaha

[/font]

Med en forventning om, at denne hoppe havde en smule fantasi og realisme I sit hoved, vandrede den skumle Rumpelstiltskin omkring hende, alt imens han afventede hendes svar. Hendes fnys og afvisende attitude morede ham fortsat; at de kom her frivilligt for da at spille fornærmede og vigtige, var noget han synes var ganske fornøjeligt; for de kom kun hertil, hvis de var desperate for noget. Med andre ord var de ynkelige når de kom her.
Da hun tvivlsomt begyndte at snakke, og kom frem til at hun kunne give ham et afkom, strøg han i latter. En ganske hånefuld latter.

,,Nour, jeg har set hvordan dit seneste afkom er blevet, og afkom har jeg ganske simpelt ikke brug for, Nyah!”

Med et grumt smil stillede han sig nu foran hende og så hende an, som vurderede han hende fra skindet af og ind til knoglerne; værdig for et afkom kunne han ikke sige hun var, og nu havde han allerede to afkom i denne verden. Hans planer for fremtiden involverede ikke flere af den slags bæster.

,,Nah, dit højre forben er min pris!”

Sagde han med et direkte ondskabsfuldt smil. Hendes højre forben for den styrke hun tidligere havde haft, det synes han da var meget fair. Med et ondskabsfulde smil siddende på mulen vendte han tilbage til bunden af hans grotte; ønskede hun at betale prisen, måtte hun komme derind, og da ville han returnere den styrke hun havde mistet.

Tøvende havde den lille røde hingst vandret gennem skoven for at finde dette sted. Han havde hørt at hingsten som boede her i skoven kunne fremkalde magi og måske få hans vinger tilbage...der var intet Hazihel ønsket mere end at komme tilbage til himmelriget og så at få sine vinger igen...
Langt om længe fnadt han så denne hule. Han stoppede og og kiggede, med et tiltene hoved derind. Der så mørkt ud, men han kunne høre stemmer. Mon der var andre heste der også havde opsøgt denne fremmede hingst? Ihvertfald, tænkte Hazihel, ihvertfald kunne han da ikke være så farlig igen og han trådte indenfor.
Hans klare øjne skulle vænne sig til det dæmpede lys og pludseligt fik han en ubehagelig frygt for at røre ved tingene herinde.
Og lige dér, lige der stod en brunlig hest og så pænt skummel ud, men hvad kunne man forvente?
Hazihel hostede engang, for bare at lyde lidt mere modig og større end han var. "Hejsa!" Sagde han så og fik øjenkontakt. "Mit navn er Haizhel og jeg er vandret hele vejen til denne hule for at besøge dig, da jeg har hørt at de kan udføre store ting, vis ikke magiske!" Han smilede og vidste egenligt ikke hvorfor han talte så høfligt...Men på en måde var han meget tøvende lige nu.
Han rettede ryggen og ventede spændt på den ukendte hingst svar...

... Nyahahaha

Bedst som han stod der, med den grå hoppe, sneg en anden sjæl sig ind i hans hule. En lille kortbenet hingst, der gik under et lettere spøjst navn .. Hazihel. Den skumle hingst slog med det samme blikket imod den lille røde uldtot der så ganske fornøjet ud, over at have opdaget denne hule, og alt imens den grå hoppe overvejede sit svar, strøg det skumle og onde smil over mulen på Rumpelstiltskin. Han lagde blikket fuldendt imod den lille hingst, inden han med den skingre, overgearede stemme svarede.

,,Magiske ja, det har du ret i kære, nyah!”

Sagde den skumle hingst, inden han forlod den grå Nour for at sætte omkring den lille hingst – nok den eneste han endnu havde mødt, som var mindre end ham selv. Dog havde han aldrig haft problemer med netop at være lille, for mange undervurderede ham så groft, at deres ansigtstræk ingen ende ville tage, når de opdagede hvad han egentlig kunne. Han smøg sig smidigt om den lille hingst og afskar ham hver en vej han end måtte tage.

,,Jeg kan forstå du har et ønske, siden du vil opsøge magien, nyaaaah?”

Sagde han, grumt, ondt – men samtidig glædeligt. For faktisk glædede besøget af den lille hingst ham; at se en af den kaliber, gjorde ham underligt nok i godt humor. Men dog lagde han ingen ben imellem når det gjaldt aftaler, og han ville skam heller ikke skåne denne lille hingst for en pris. Men af hvilken slags, ja, det kunne diskuteres.

Hazihel kunne mærke en vis form for kuldegysningerne trænge sig op over ryggen på ham...Som et tæppe af frost. Hans krop stivnede og var på randen til at ryste.
Om han var bange eller bare utryg vidste han ikke.
Han vidste dog at denne Rumpelstiltskin ikke var særlig venlig og det så han nu heller ikke ud til. Hans frydende onde smil og måden han sneg sig omkring på, var nok til at give enhver hest kvamle.
Men høflig som Hazihel var blev han pænt stående og svarede, med et let buk med hovedet.

"Før jeg kom til dette land..." Han kiggede op. Så ned og så faktisk helt fortabt ud. Det gjorde ondt at tænke på fortiden. Livet i himmelriget var fantastisk, indtil dæmonernes kamp. De manipulerede med ham, fik ham til at gøre ting han fortrød så inderligt og nu...nu var han blevet kastet til jorden og fik flået sine vinger af. Hazihel var ikke budbringeren mere. Han var blot en falden engel som ikke var i stand til andet.
"Før jeg kom til dette land levede jeg et fantastisk liv, som budbringer, i himmelriget." Han smilede og kiggede op. En gammel vane. "Men en dag udbrød der krig" Hans blik blev hårdt og han kiggede ned. "Jeg blev manipuleret og sendt til jorden. Jeg fik frataget, vis ikke flået mine elskede vinger af og kan til den dag jeg dør, aldrig vænne tilbage."
Han pustede ud og en svag hvid luft svævede i luften.
"Så her har da mit ønske" Han lod et kort smil tyde frem på mulen. "Jeg ønsker blot at få mine elskede vinger tilbage..."

... Nyahahaha

Den lille røde pony som havde trådt ind i hulen forsatte med et fornøje Rumpelstiltskin, på denne ellers alt for fornøjelige aften. Hoppen Hawaet havde han stillet en pris, af så høj grad af morskab, at hans humør var blevet noget mere højt end ellers. Og netop af denne grund var han tilbøjelig til at lade den lille pony slippe afsted med en meget billig pris.

,,Vinger, siger du? Nyah, jeg kan med lethed give dig adgang til himlen i dette land – men, du lille røde, alt kommer med en pris”

Der var stadig den vante ondskab at spore i hans stemme, stadig den hysteriske tone i hans grin, men det var tydeligt, at han fandt dette morsomt. Måske endda lettende, at den sjæl han mødte ikke var som alle andre. Den lille dims var høflig, trods Rumpelstiltskins adfærd. Og så var han den første i landet han havde set, som faktisk havde været mindre end ham selv.

,,En tot af din man, og du får dine vinger igen!”

Udbrød den skumle sjæl så med en latter, der rungede af både ondskab og hysteri. En tot af den lille ponys man kunne bruges til meget. Og Rumpelstiltskin vidste præcist hvad han ville bruge den til – men det var ikke noget der ville komme for offentlig skue før om lang tid. Afventende så han på den lille røde pony, mens han helt ignorerede den grå Hawaet. Hun var ligegyldig på nuværende tidspunkt.

I Chibales skove kunne der findes mange ting. Der var både skjulte huler, oldgamle træer og mystiske kilder. Der var små såvel som store dyr, og alverdens fugle kunne findes i trætoppene. Jivala selv havde brugt meget tid rundt omkring i den store skov, men endnu var hun ikke noget nær at finde det hele. Hendes nysgerrighed havde ledt hende imod en hidtil ukendt hule, der dog virkede til at være langt fra ubeboet. Stemmer kom fra den, og den brogede tiltede undrende sit hoved på sned. Se det var noget hun endnu ikke havde set komme.
Forsigtigt trippede den brogede derind, hvori 2 rødlige hingste og en enkelt grå hoppe stod. Det virkede til at have en samtale, så Jivala stod et øjeblik tvivlende. Svagt vippede hun vægten fra den ene til den anden side, inden at hun tog sig sammen og gik en smule ind i den finurlige hule. Sådan stod hun et stykke tid, inden at hun forsigtigt fik taget sig sammen at sige noget.

”Ehm… Undskyld..? Har du tid?”

Kvækkede hun, og vippede svagt de krøllede ører tilbage. Han virkede ikke særlig behagelig – ham med slangearmbåndene.

"Er det dig der kan opfylde ønsker"

.... Nyahahah

De andre i grotten havde mistet den usle hingsts interesse. De havde virkelig været tunge og danse med, så i det en broget hoppe valgte at træde ind i hans grottes magiske dyb, gjorde han ét nik med hovedet og sendte dermed de andre ud derfra. En magisk sky omsluttede dem, som endnu var i grotten og placerede dem vilkårlige steder udenfor grottens område. Så måtte de vende tilbage, hvis de ønskede mere af ham.
Hoppen der var kommet ind i grotten var meget ung. Det kunne både ses på hendes figur, men også sanset fra hendes indre. Et øjeblik smagte Rumpelstiltskin næsten slesk på hendes sind, som han kunne fornemme ganske klart, inden han med fornyet energi vimsede imod Jivala; en hoppe, med et ønske han kunne opfylde.
Med en nærmest skinger tone, der bar præg af både hån og ondskab, svarede han hoppen; forinden gjorde han sig et dybt buk til hendes ære.

,,Du har så ganske ret, min kære Jivala! Jeg kan opfylde alle ønsker. Hvad end du måtte begære, kan jeg give dig!"

Han vimsede helt tæt på hende nu og stak sin mule næsten op ved hendes ører. Han snusede meget direkte til hende, som for at sluge hendes ungdommelige uvidenhed. De unge og uvidende var hans yndlings at beskæftige sig med, for de havde sjældent erfaringen til at formulere deres ønsker så præcist, at han ikke kunne finde en sjov smutvej at lægge ind i deres dybeste og mest hungrende ønsker. Han nød at pine dem bagefter, og han glædede sig allerede til at gå i gang med at pine dette individ, som netop var trådt i hans hules sultende gab.

,,Men, kære Jivala; al magi har sin pris. Fortæl mig nu, kære, hvad er det som dit hjerte ønsker mest?"

En magisk sky omsluttede efter få sekunder de 2 andre heste, der pludselig forsvandt i den. Overrasket og forundret spærrede den brogede øjnene op, men sagde intet. Ærlig talt var hun i tvivl om hvad hun skulle føle omkring det, men gik ud fra at de måtte have det fint. Derfor accepterede hun det kort efter – stadig splittet om hvorvidt hun skulle være bekymret for deres vegne.
Den skingre stemme skar hoppen i ørene, hvis hoved med et fnys blev rystet kraftigt… Som prøvede hun at jage den væk. Hans stemme var ubehagelig og hånende, men modsat var hans galante buk hilsende. Forvirret så hun på ham, men nikkede lyttende. Alle ønsker? Et svagt begejstret glimt tindrede i hoppens blik, inden at det brat forsvandt ved hans nærgående attitude. Gispende og overrasket trak hun hovedet tilbage, men holdt det da fuldkommen stille. For at være ærlig, så skræmte hans sultne – jah næsten dyriske adfærd hende delvist, da hun ikke vidste hvordan hun burde reagere. En nervøs og lettere akavet latter kom fra hende – mest for at peptalke sig selv op.

”Alle ønsker… ”

Hviskede hun forsigtigt. Den brogede tog prøvende et skridt tilbage, inden at et hendes brune øjne igen flakkede imod Slangehingstens.

Vinger der kan løfte mig højt op i luften, øjne som Ariels, jeg..”
Den lyse stemme stoppede sin talestrøm, og hun nikkede kort. Den brogede kunne blive ved med at ramse alle sine drømme og tanker op, men stoppede sig selv inden det blev for personligt.

.... Nyahahaha

Der var så mange tanker og ønsker I den brogede hoppe, at det halve kunne have været nok. Han frydede sig endnu mere nu, ved tanken om, at han kunne vride denne hoppe rundt i et tankespil efter sit eget hoved; en tanke, som hurtigt groede sig stærk i hans sind og formørkede hans allerede mystiske, ondskabsfulde og hysteriske blik.
Hun snakkede om vinger, øjne af anden farve; og så stoppede hun sig selv. Med næsten kælne bevægelser smøg han sig om hendes brogede skind, inden han med helt forførende tone besvarede den unge Jivalas ord.

,,Jeg kan opfylde alle dine ønsker, men kære, hvert eneste ønske har hver sin pris. Jeg fornemmer dog, at du bærer på et dybere ønske end det du har fortalt mig. Kom med det, min kære, og jeg giver dig en pris!”

De personlige ønsker var dem han holdt mest af. Det var dem, som han kunne udnytte mest. Han kunne drive dem ud på dødens rand, som han havde gjort det med Volontaire, da han havde nægtet at hente Lyset fra den gyldne Illana. Og selvom han ikke havde fået, hvad han selv begærede den aften, havde han fået noget af næsten samme kvalitet. I hans grottes dyb lå Volontaires hjerte nemlig og bankede stødt og roligt; et hjerte, som den usle hingst til hver en tid kunne knuse hvis han ville, eller bruge til at hidkalde Volontaire som sin slave. Åh, magt gjorde ham helt euforisk.

Han forlod nu siden på den brogede hoppe, for at vimse op foran hende. Her stillede han sig med afventende mine, inden hans skingre latter brød langsomt frem fra hans bryst, som banede den sig først vej igennem en solid mur, sprang huller i den og kom til ’lyde’ i det rum, som både den usle hingst og hoppen Jivala stod i. Det var blot et spørgsmål om tid, før han havde endnu en sjæl fra landet i sin hule hov.

    ❖ Jivala  ❖
                    - "Once there was a forest of ligt.."

CAVERN OF RUMPELSTILSKIN

Det sitrede af ubehag i den brogede hoppe, idet at den sleske hingst gled rundt om hendes slanke krop. Opmærksom og anstrengende trak hun hovedet tilbage, idet at hendes krøllede ører opfangede lyden af hans lyse stemme. Han havde allerede fornemmet hendes ønsker…? Overrasket snappede hun efter vejret, og så forbløffet på ham. Selvom han var ubehagelig og… underlig, var der noget mystisk ved den sleske. Men man skulle ikke tage fejl.. for da hoppen tog modet til sig og mødte hans blik, var det ondskabsfuldt og fuldkommen hysterisk. Det skræmte hende, og hastigt flakkede det brune blik ned imod jorden igen.

Hun ønskede ikke at fortælle ham alt.. for der var så meget, og den brogede var en indelukket sjæl. Derudover var et af hendes fremsagte ønsker, ligeså værdifulde for hende som dem der endnu var skjult. Det mørke blik glimtede drømmende, og et stille suk kom fra hoppen. Det ville være en mulighed og en gave uden lige. At kunne flyve som de fugle hun så ofte betragtede. At kunne hæve sig fra jorden, og svæve på vindene. Nærværende blev hun da hingsten rykkede sig fra hendes side, og den skingre latter rev i de krøllede ører.

”Jeg vil.. ville gerne kunne flyve… jeg vil gerne kunne flyve som fuglene.."

Stammede hun svagt, og fokuserede så på et punkt bagved hingsten.

word 223: | Tag Rumpelstilskin

Den unge Jivala var tydeligt ikke færdig med at vokse endnu. Hun havde et stykke før hun ville være rigtig voksen og dermed ’gammel’ nok i manges øjne til at tage en beslutning som den hun lige havde taget. Det morede ham dog blot endnu mere; der var så meget den unge hoppe ikke vidste og så mange begrænsninger han kunne sætte på hendes ønske.
Hun tog nu valget om hvilket ønske hun ville udføre. Hun ville have vinger – tsk, for uoriginalt. Det var set før, han havde gjort det før og kunne så let gøre det igen. Men i takt med at både lysets side og mørket side voksede sig større, var hans krav begyndt at blive større. Et olmt smil kærtegnede hans mule, imens han betragtede den intetanende unge hoppe. Den aftale han ville give hende, var langt mere bindende end så mange andre han havde lavet før; blot fordi han nød dette. Han strøg hende kort over halsen, inden han vimsede op foran hende, for at fremsætte aftalen.

,,Nuvel kære! Jeg kan give dig dine vinger, ingen tvivl om det. Ja, det er faktisk pure let! Men, som du ved, har magi sin pris. Dén pris du skal betale, kære Jivala, er som følger. Du skal bringe mig Brêgos halskæde. Jeg ved du har søgt ind i hans flok, så du har fri adgang til ham. Ydermere skal du bringe mig en afrevet Skygge fra enten Fuyu no Kitsune, Deadly Myth, Ayin eller Ava. Når jeg har disse to genstande vil jeg give dig dine vinger!”

Hans smil blev mere slesk nu. Han gemte den bedste del til sidst – for han havde ladet alt for mange gå herfra uden at føle hans egentlige magt. Det var en fejl han havde taget ved lære af, og for at styrke sig selv, måtte han tage hvor han kunne. Med et lille slag med hovedet sendte han en forbandelse ned over den brunbrogede hoppe, som gjorde, at han kunne holde øje med hende hvorend hun gik. Med andre ord ville han kunne følge hver eneste handling hun udførte fra nu af – og ville derfor vide, hvis hun ikke havde i sinde at udføre den opgave han havde stillet hende.

,,Jivala, inden du går.. Hvis ikke du gør, som jeg siger, finder jeg dig. Og da vil jeg flå dit bankende hjerte ud af bugen på dig og gemme i min grotte, så du for evigt vil være bundet til mig. Nyah!”

Derpå vendte han rundt. Han gad faktisk ikke vendte og høre hendes ord, for hun kunne ikke gøre noget for at ændre dette. Han havde skrevet kontrakten under for hende, og hun kunne nu kun vælge imellem at udføre opgaven eller opgive sit hjerte, ligesom Volontaire havde gjort det. Og disse bankende hjerter, åh, de gav ham både magt og styrke, som han både nød og havde brug for.

    ❖Jivala  ❖
                        - "Once there was a forest of light.."

CAVERN OF RUMPELSTILSKIN

Naiv og ung var Jivala. Og dermed vidste hun ikke hvilke konsekvenser hendes forespørgsmål ville tage. Derfor var den pris han fremsagde både urimelig og næsten umulig når hun bare hørte det. Brego – den brogede, hvis krop i det hele taget var meget større, stærkere og hurtigere end hendes.. Skulle hun få fat i halskæden fra ham? Kort overvejede hoppen om hun blot kunne spørge efter den, og nikkede tvivlende for sig selv. Jah, hun ville spørge om hun ikke måtte låne den. Han skulle nok få den igen.

Den mørke hale slog bagved hende, men da han nævnte en ekstra ting gjorde hun store øjne. En skygge? Hvordan skulle hun få en skygge med sig? Den brogede havde hørt om de uhyggelige skabninger, men havde aldrig drømt om at opsøge dem. Faktisk, havde hun holdt sig så langt væk fra den askefyldte ø som muligt, hvor der gemte sig grumme ting i mørket. Som Rumelstilskins pris gik op for hende, begyndte hun at bakke mere og mere tilbage. Nej, hun ville ikke. hun ville ikke tage noget fra hverken Brego eller nogle af de andre han havde nævnt. Det tilhørte jo ikke hende!

Dog nåede hun ikke langt, før at en kold fornemmelse krøb ned over det tynde skind. Den forsvandt ikke, og fik hende til at gyse. Hvad var nu det? Uforstående så hun imod den rødlige, inden at hans skingre stemme fyldte tomrummet. Og hans ord fik langsomt verden til at fryse sammen omkring hende. Den måde han sagde det på – den ligeglade og nonchalante stemme var langt mere uhyggeligt end skygger og Bregos vrede nogensinde virkede som. Tanken om at han jokede strejfede hende, men hun tvivlede dog. Med stive skridt vendte hun om, inden at hun kastede et blik tilbage. Han havde vendt sig om, og var lusket dybere ind i sin hule. Hoppen havde stadig ikke fuldkommen forstået det hele, men var fastfrosset i et moment af chok. Og således forlod hun den rødlige Rumpelstilskin.

//Jivala OUT

words: | Tag:

[Denne tråd er nu inaktiv. Som følger af, at Rumpelstiltskin under angrebet fra Skyggehestene, valgte at flytte sin hule til et ukendt sted ved brug af hans magi, kan han IKKE længere kontaktes i denne tråd. Kun de, som får en invitation af Rumpelstiltskin vil fremover kunne finde hans nye hule, som han har skjult ved en særlig forbandelse. Man kan stadig, såfremt man kender til hans navn, forsøge at hidkalde ham, og måske vil han da dukke op; og måske ikke.]