Cavern of Rumpelstiltskin

... Nyahahaha

Der gik tid, hvor den sorte hoppe havde hans opmærksomhed til fulde. Hun begyndte at nævne sin pris, og en fold viste sig over mulen på den luskede Rumpelstiltskin, en fold der var grundet hans tvivlsomme reaktion. Han kunne godt se, at magien kunne være god for hende, men han blev ærligt talt irriteret over, at hun snakkede om sin magi, som ville den være god for ham. Kort og forkasteligt slog han med hovedet og vandrede et par skridt væk fra den mystiske Midnight. Hans krop var noget mere irritabelt anlagt end tidligere; hvordan kunne hun stå og sige, at hendes magi ville være god for ham? Hun kunne sikkert gøre ting med den, som kunne hjælpe, ingen tvivl om det, men det havde han ærligt ikke brug for. Ikke mere magi, til at støtte op om hans egen. Med en snerren indledte han sine ord, der skulle besegle deres aftale.

,,Jeg kan give dig, dine basale evner som pris for det du kan putte i hovedet på Xeno. Dog, kære, vil jeg ikke give dig så meget, så du selv kan træne den op, men nok til, at du kan de basale ting, som du førhen kunne"

Lød hans stemme. Den var anderledes, hårdere end normalt og ikke skinger og lallende. Han ønskede ikke at putte nok magi i hende, til at den kunne udvikle sig, det havde han ingen interesse i. Han afventede nu om hun ville tage imod dette tilbud; og hvis, hun ønskede mere magi, således at hun kunne udvikle sig, ja, så måtte hun selv kaste noget mere oveni, ud over argumentet, at hendes magi kunne gavne ham.

Myth lagde kort hovedet på sned over hans reaktion. Han måtte have misforstået hende, på en eller anden måde, men hun tog det nu ikke så ilde op, for hun havde aldrig været den bedste til at formulere sig gennem ord. Hun brummede da blot mildt af hingsten. Hun nikkede da til hans ord.

" Vi har en aftale "

Brummede hun så blot feminint og så nu på ham endnu engang. Xenon havde rettet opmærksomheden mod de to, tydeligvis smuglyttet og Myth sendte ham blot et djævelsk smil, undertrykt af et irrettesættende fnys og plagen genoptog da sin aktivitet. Hun så så igen på Rumpel og havde da bestemt godt bemærket af det lalleglade var gået lidt af ham. Det lidt mere hårde klædte ham ganske godt, men samtidigt vidste Myth ikke helt om hun var tryg ved situationen. Han var i forvejen svær at læse og faktummet at han benyttede sig af ord og ikke kropssprog var til tider utrolig frustrerende for Myth. Hun spejdede rundt på de forskellige ting han besad.

" Har du nogensinde set et menneske? "

Lød det så helt tilfældigt fra hende. Selv havde Myth aldrig set et menneske, men levet i deres tidligere territorier og dermed kunne udforske alt hvad menneskene havde ejet og brugt. Hun havde mødt mange som kunne fortælle hende hvordan de ligeså havde levet.

... Nyahaha

Der gik lidt hvor den mystiske hoppe tav. Som overvejede hun skuffet om hun skulle sige ja; det endte med, at hun tog imod hans neddrosling af hendes pris og ved hendes ord lyste han let op igen. Med lidt vimsende bevægelser skyndte han sig hen ved hende og gav hende et strejf af et kys over hendes mule og lod via den handling, magien vende tilbage til hendes krop. Men også kun i den udstrækning han havde lovet. Der lå et bånd på den magi, som hun havde fået, der gjorde at hun aldrig ville kunne udvidde den, med mindre hun købte sig til at få båndet løftet, alene af den grund, at magi var noget hun endnu ikke havde fortjent sig på samme måde som Xeno ville; for han ville gennemgå en uddannelse efter Rumpelstiltskins hoved. Derpå forlod han hende med hovedet og kroppen og trak sig vimsende tilbage. Hendes næste spørgsmål fik ham til at mimre lidt tænkende med mulen; for hvordan han helt nøjagtigt skulle forklare hende det næste, vidste han ikke.

,,Kort sagt, har jeg set et menneske før ja"

Sagde han bare. Det var alt for kompliceret at indvie hende i den sande version af hans ord. For han havde ikke bare set et menneske. Han vendte blikket hen til Xeno, der endnu opførte sig ganske behagende.

Det næste Rumpelstiltskin gjorde, kom ganske vidst bag på den sorthvide hoppe. Det gippede svagt i hende, men hun veg da ikke væk, hun vippede kort med ørerne og kunne da allerede mærke hvordan 'livet' vendte tilbage til hendes krop. Den sorthvide hoppe livede næsten helt op ved magiens tilbagevenden, hvorefter hun trippede let på stedet, inden hun atter stod stille og så over på Rumpel med ørerne rettet frem. Hun lyttede til hans ord og lagde så hovedet let på sned og nikkede så som tegn på at hun havde hørt ham og så ikke lagde mere i det. Det havde været ren nysgerrighed så hun behøvede ikke at grave mere. I stedet bevægede hun sig over til ham og strøg kort mulen fra hans skulder og op over hans hals, inden hun trådte et skridt bagud.

" Tak Rumpel.. "

Brummede hun ganske feminint og ikke mindst oprigtigt. Selvom priser var blevet betalt for alt dette, så var selve mulighedern hun havde fået kun været mulige på grund af ham og hun var ganske taknemmelig for hvad hun havde opnået. Ja man kunne sige at hun nu næsten var helt fuldkommen.

.... Nyahaha

Han havde vendt opmærksomheden væk fra Myth et øjeblik, og det øjeblik kunne hun bruge til at liste sig tæt nok på til at røre ham, efter den berøring han havde givet hende. Han stivnede og lod ørerne glide let i nakken igen. Han var ikke en, der skulle eller kunne få opmærksomhed fra andre end hvis han selv krævede den, fordi han var som han var. Udseendet var frastødende, tænderne grimme, sindet mørkt. Men alligevel søgte hun hans kontakt. Han nærmest hvæsede lavt, mens vreden over dette ulmede som gløder i hans sind. Den blussede ikke op, men slukkedes heller ikke helt, selv ikke efter berøringen var overstået. Det var jo kun ham, der skulle røre andre, ikke omvendt?
Han veg lidt for hende, men genfandt så hans havlmuntre skingre attitude igen, som var blevet dæmpet lidt af hendes ønske. Men han havde opfyldt det, fordi både hun og han ønskede det de fik ud af det. Han mumlede blot nogle uforstående ord til hendes tak; egentlig ord blev det ikke til. Det skulle hendes fine ører ikke høre på. Han trak sig så lidt tilbage igen og rankede sig op.

,,Jeg håber du kan .. slå fornuft i hovedet på ham, nyah. Og huske ham på at han har grænser, for dem lader han til at have overset i farten med at blive stor"

Sagde Rumpel så med den skingre, noget mere lallende stemme. Han skulle ikke hænge for længe i det vrede stadie, for derved kunne han afslører ting og sager om sig selv, som hun ikke skulle vide. Han ville i hvert fald ikke have, at hun skulle finde ud af, hvorfor han blev så vred når andre viste ham venlighed.

Myth blev aldrig helt klog på hans reaktioner og hun virrede let med hovedet og slog så blikket væk fra ham og over på Xenon i stedet, som havde haft blikket rettet nysgerrigt mod dem endnu engang, Det fik i stedet Myth til at skridte over til hendes søn som endnu engang var blevet overkåd og synes at skulle bruge hende som en klatrestativ og det var ikke noget der behagede den sorthvide hoppe, som dog blot stod stille og virkede ganske koncentreret. Det gik da ikke længe før den elektriske sfære langsomt steg op fra det sirlige aftegn over hendes ryk og Xenon derpå hoppede tilbage med et stort hyl. Myth fnyste så blot lunefuldt af sin søn og skridtede så tilbage til Rumpel, som da var begyndt at tale til hende igen.

" Slå.. Intet problem. Grænserne synes glemt med alt den energi der hviler i ham, men jeg tror jeg ved hvad jeg skal gøre. "

Mumlede hun så, stadig en anelse lunefuldt efter Xenons lille udskejelse. Hun så tænktsomt ud i luften og mimrede let på mulen ved følelsen af endelig at være helt komplet igen. Ja mange ville ganske vidst blive frastødt over manglen på pupiller, men hun følte da at efterhånden kunne det være ligemeget, dog havde mødet med Jaidev ramt den sorthvide hoppe en anelse hårdt og hun sukkede ganske svagt ved tanken.

.... Nyahahaha

Den lumske sjæl, Rumpelstiltskin, havde lavet endnu en aftale med denne Midnight Myth. Hun havde opnået noget hun ville, hun havde fået fornyet styrke og magien flød nu, begrænset, i hendes årer. Han brummede dybt, inden han for alvor kunne vende tilbage til sin sædvanlige adfærd; og som han kun veg fra, når ting enten gik ham på, eller hvis en aftale var særligt krævende. Han vendte kort blikket imod Myth, der havde fået et tilfredst, men også en smule tænkende udtryk over sig. Hans skingre latter brød da frem og rungede i hulen, inden han traskede ned til sønnen og skubbede ham tilbage imod sin mor. Han havde rodet nok nu; og næste gang han ville snakke med den unge hingst, var han sikker på, at han havde tusind spørgsmål om alle de ting, han havde pillet ved.

,,Xenocrates, din kære mor har indvilliget i at lærer dig omkring dine grænser. Det er vigtigt at du kender dem, du ved hvorfor, nyah! Du skal først vende tilbage til denne hule, når du har gjort fremskridt eller har fuldført de lektioner din mor vil give dig"

Sagde han med den skingre latter, inden han vimsede over imod Myth. Han hapsede hende kort på halsen, en sær form for kærtegn fra hans side af. Selvom han ikke gik ind for følelser, havde han et hvis forhold til den mystiske hoppe efterhånden. For selvom han ikke havde behandlet hende pænt, var det som om, hun bare var ligeglad.

Myth stod da og betragtede hingsten foran hende uden at sige et ord. Hun så da efter ham i det han vimsede ned til deres fælles søn og fik ham skubbet op til hende selv. Den unge hingst lyttede opmærksomt til sin faders ord, og var på nippet til at jamre beklageligt over at skulle opdrages mere af hoppen, men et gennemborende udtryk fra Myth nåede at få hingsten til at tie stille før han nåede at brokke sig. Det var somom den unge Xenon frygtede hende mere end Rumpel. Da Xenon så begyndte at begive sig afsted og da vovede at placere en hale faretruende tæt på hans moders hovede, fór Myth frem og huggede tænderne i hans bagdel, og afgav samtidigt et elektrisk stød inklusive en dertilhørende hovedpine. Et hyl kom fra Xenon og han var nu over alle bjerge.

"Møgunge"

Hvæste hun næsten utydeligt efter ham, inden hun dog efter et hidsigt fnys sin opmærksomhed tilbage mod Rumpel med et ganske mildt smil. Hans haps på hendes hals tog hun sig ikke rigtig af. Det var vel et skridt på vejen. Hun tog sig ikke rigtig af hans rådne behandling, for den var egentlig meget god i forhold til hvad hun ellers havde oplevet i livet. Han fik lov til at overskride mange af hendes grænser og Myth synes blot at være ligeglad. Hun trak let på smilebåndet i stedet af hingsten foran hende, inden hun kvalte et svagt gab. Hun kunne godt mærke at det var længe siden hun havde brugt magien og det nok ville tage en smugle tilvænning. Hun blinkede lettere døsigt, inden hun igen havde fuld fokus på Rumpel.

Den unge hoppe havde bevæget sig længere ind i skoven af ren nysgerrighed. Hun havde endnu ikke udforsket hele øen, og det var det hun havde tænkt sig, for hun ville jo helst ikke fare vild, selv om at hun nok var ret meget ved det lige nu. Men hvem vidste, måske mødte hun pludselig en der kunne vise hende vejen frem? Her var begyndt at blive mørkt nu, og træerne var begyndt at stå tættere sammen. Det var faktisk en smule skræmmende lige nu, men på en måde var der noget der sagde inden i hende at hun ikke skulle være skræmt, at hun blot skulle fortsætte sin færd dybere ind i skoven, og derfor gjorde hun det skam også, hun stolede på hendes instinkter.

... Nyahahaha

Den lumske sjæl der bar navnet Rumpelstiltskin, så til alt imens hans efterhånden store søn satte kursen ud af hulen. Hans moder, Midtnight Myth havde irettesat ham til Rumpelstiltskins fornøjelse, og eftersom han havde indgået en ny aftale med den specielle hoppe, havde han vel opnået det, han ville. Han lagde hovedet let på sned imens han betragtede Midnight, der lod til at bære blot en anelse træthed. En kort, lidt slesk latter, lød næsten så stilfærdigt fra den vimsende hingst, inden han trippede lidt på afstand af hoppen der havde givet liv til den søn, der skulle oplæres i magiens kunst; han agtede at lade hende påbegynde den træning der skulle lægges i den unge hingst snart. I samme øjeblik som han vendte sin opmærksomhed væk fra Midnight, fangede hans opmærksomhed et ungt sind i nærheden af den magiske barriere som omgav hans hule. Det var et forsvarsværk den lumske sjæl havde sat op, således at han ville kunne sanse andre på afstand, og i så fald være forberedt på hvem der ankom. Ulig skyggerne, hans egentlige skabere, havde han ikke samme føling med landet endnu, selvom han ønskede at opnå det med sin magi. Han fnøs kort - sjælen lod til at være hans andet afkom i landet, det unge hoppeføl Savana, hvis moder vidst havde ladet hende ude af syne. I modsætning til Xenocrates, havde Rumpelstiltskin ingen planer med dette hoppeføl, så at hun dukkede op nu, vidste han ikke hvad han skulle bruge til. En lidt misfornøjet mumlen gled over hans mule, inden han vendte tilbage til Midnight.

,,Min kære, er du træt?"

Lød den lumske stemme, den skingre og lettere overkåde stemme, inden han med sit velkendte grin nikkede galant imod en ende af hulen han selv brugte til at overnatte i. Ironisk nok, var der mere eller mindre sengeplads til to; og så kunne man gætte i uendeligheder over, hvorfor den lumske sjæl mon havde plads til en partner i sin hule.

Myth så ligeledes efter Xenon med et døsigt udtryk hængende over sig. Hun var kort fjern, mens hun overvejede hvilke metoder hun skulle tage i brug og hun havde da også nogle idéer. Hun klukkede fornøjet ved tanken, dog ikke særlig højt. HUn så nu over på Rumpel og lagde hovedet en anelse på sned over hans misfornøjede mumlen, som ikke virkede til at være rettet hende. Hun vippede da en anelse spørgende med ørerne, inden han igen talte. Hun nikkede svagt og kvalte endnu et gab. Hun var en anelse overrasket over hans gallante gestus, men et varmt smil bredte sig istedet på hendes lyse mule.

" Det er mange år siden jeg sidst har brugt magi, det kræver noget tilvænning igen "

Brummede hun så mildt og bevægede sig langsomt ned mod den anden ende af hulen. Hun lod kort sin mule strejfe hans hofteben i en næsten utydelig bevægelse. Hun tog sig ikke så meget af at der var god plads på det dertil indrettede sovested, selv elskede hun at have plads omkring sig. Hun trådte varsomt og lagde sig nu forsigtigt ned og fandt sig hurtigt til rette. Hun skævede over på Rumpel, inden hun lod øjnene glide i, mens ørerne dog stadig vippede opmærksomt rundt. Der gik dog ikke længe før hun nu lå og sov. Indimellem kunne man høre en svag mumlen og efterfølgende klynken, inden hun rev hovedet op med et svagt gisp. Hun lod ikke til at være synderligt påvirket af det og sukkede blot en anelse inden hun lagde hovedet på jorden igen og stirrede fjernt ud i luften.

Den unge hoppe havde skridtet i noget tid da hun pludselig så en grotte. Hvad mon det var? Hun var stadig ung og derfor meget nysgerrig anlagt. Hun skridtede frem mod grotten og ind i den. Der var dog noget der gjorde at hun fik en svag kuldegysning, men der blev også vækket en nysgerrighed i hende for at se hvad det var. Dog var hun klar til at springe væk så hurtigt som hun overhovede kunne. Hun hørte pludselig en klynken. Det lød som en hest. Hun blev straks en smule stiv i kroppen, tænk nu hvis det var noget farligt der var derinde?! Noget der ville dræbe. Dog lød det også som en der drømmede, så hun fortsatte sin færden lidt endnu, og snart dukkede to heste op. En der sov og en der.. en der lignede hende?!

... Nyahahaha

Den lumske hingst, der gik under navnet Rumpelstiltskin, betragtede hvordan Mindnight Myth vandrede ned imod den fjerne ende af hulen, efter at have forklaret sig. Han vidste, hvad hun snakkede om, for somme tider kunne magien, trods den lod til at komme til ham så let, tage på hans kræfter. Især hvis han skulle prøve sig frem med nyere besværgelser, som han ikke havde benyttet før, kunne han føle sig træt bagefter. Dog hørte det til sjældenhederne, og det var ikke noget han i dagligdagen tænkte over, næh nej. Da Midnight havde lagt sig, skulle han til at gå frem efter hende, inden de trippende lyde af hove imod grottens flade underlag lød. Han vidste, hvem det var, for takket være den magi der lå omkring hulen, blev han altid advaret om fremmedes tilstedeværelse få minutter før de nåede selve grotten. Han vendte hovedet rundt og se den unge Savana, hans andet afkom i dette land. Han rettede hovedet op, vendte den lyse krop rundt og mødte blikket på hans datter. Han smilede, grumt vel, inden han med hvinende skridt strøg imod hende og rundt om hende.

,,Og hvem har vi så her, nyah?"

Lød hans skingre, hånefulde stemme. Han lagde absolut ingen bånd på sig selv, selvom han stod overfor familie, eller føl, absolut ikke. Og nu så han heller ikke dette hoppeføl som familie, ligesom med Xenocrates, for han havde ikke lagt nogen fremtid i føllet; men hun havde fundet frem til grotten alligevel, og nu var spørgsmålet vel egentlig bare, hvad hun ville her?
Han skævede kort imod Midnight igen, men hun så ganske fredelig ud, der hvor hun lå. Det var han godt tilfreds med.

Lyden af hovslag vækkede den sorthvide hoppe og hun så nu op og skævede over på vedkommende der trådte ind i hulen. Hvad hun så fik det næsten til at skære igennem den ellers hærdede hoppe. Hun var slet ikke i tvivl om hvem hoppeplagen var og hun mimrede derfor en anelse med mulen. Xenon's halvsøster. Myth trak dog hovedet til sig og lagde det atter ned og lukkede så de mælkehvide øjne. Hun var en anelse forundret over sin egen reaktion, men gav den dog ikke tydeligt til kende, for hun vidste godt at det bare var hende selv der var noget i vejen med. Hun fnyste derfor kort at sig selv og rykkede en anelse på sig, inden hun igen lå og så yderst fredelig ud og med et lille suk, sov hun så endnu engang.

( Hun skal bare springes over )

//out