Cavern of Rumpelstiltskin

De mørke øjne hviler henover den gyldne Rumpel, som står med hoppen ved sin side. Han irettesætter hende ved at nappe ud efter hende; en handling jeg ikke gider tænke over, eller brug min tid på at analyserer, for det kommer ikke mig ved, og hoppen ser ud til selv at have valgt at tage herind. Desuden, så kender jeg ikke hoppen, og er derfor heller ikke yderligere interesseret i hende. Da Rumpel nu træder hen imod mig, mister han fokus på hoppen, og jeg vælger ikke at være høflig i dette øjeblik. Jeg kunne jo sige, at han måske burde tale med mig, efter at have afsluttet sin samtale med hoppen: men det gør jeg ikke. Mine øre forbliver skråt bagud, neutralt og ganske fattet. Jeg føler mig ikke truet af hingsten, selvom jeg måske burde.

,,En hoppe, ved navn Illana render omkring i Andromeda. Hun er blevet Lysets bærer. Et lys, som andre gerne vil have fat i, fordi den er en del af det gode af Andromeda. Mit ønske er, at den eller de sjæle, der forsøger at få fat i lyset, og måske rør det, får en alvorlig konsekvens. Jeg kan ikke kræve at det er døden, men jeg kræver, at det er en hård smerte, der ikke blot går over efter en dag eller to. En konsekvens, der gør at de får en lærestreg.”

Min tone er kold og tonløs, men meget fattet. Jeg har lovet Illana at passe på hende, også med mit liv. Og jeg ser her mit snit til, at det nu kan få et større skridt på vejen, en vej, der er lang måske, jeg ved det ikke. Men hvis jeg kan yde en ekstra beskyttelse med hans magi, så lad det blive sådan.

... Nyahaha

Den sortbrogede hingst fattede sig til et svar, og lod ikke til at lade sig gå på af den vimsende Rumpelstiltskin. I hvert fald, var han ligeglad med, hvor meget den større hingst lagde mærke til hans krumspring, for det var kun hans ønske, der havde ham interesse. Da han fremsagde dette, stoppede Rumpelstiltskin et øjeblik alt aktivitet. Denne hingst ønskede ikke noget for sig selv, men for en anden. Et slesk smil sneg sig ganske langsomt ind over mulen på den lumske hingst. Han havde godt en snært kendskab til Illana og hendes Lys, især fordi han netop selv ønskede dette. Det kunne gøre hans magi endnu stærkere. Dog, var det ønske som Volontaire fremsatte, et der var svært at afslå, for i bytte for ønsket, kunne han kræve nærmest hvad han ville af ham. Rumpelstiltskin begyndte at kredse omkring den brogede hingst, alt imens han med overlegenhed begyndte at tale.

,,At ønske noget for en anden kan være .. lumsk"

Begyndte han med den tydeligt håndende stemme. Han havde sine tricks, den skumle sjæl, og selvom han let kunne kaste en beskyttende formular over denne gyldne hoppe, så agtede han ikke at lave den.. helt beskyttende.

,,Men sig mig først, du spraglede sjæl. Hvorfor skulle jeg beskytte hende, når hun ikke selv kommer for at søge min hjælp, nyah! Nok har du lovet hende noget, men det lader ikke til, at din opgave er umulig uden min hjælp?"

Han bød først at udfordre denne hingst og hans hensigter, inden han gav et reelt svar og en pris på sin magi. Derpå skævede han over imod Myth, der pænt ventede på at han blev færdig med Volontiare. Endnu en egenskab han godt kunne lide, ved den ganske specielle hoppe.

Mange er nok komme til denne Rumpel, med et ønske om at blive stærkere, få et specielt udseende, eller blot være helt unikke fra andre. Ønsker der for mig er ligegyldige. Jeg er ligeglad med, hvordan jeg ser ud, eller om jeg har et horn i panden eller ej. Hvis jeg skal ønske noget, bliver det aldrig med udseendet eller styrke, for styrke kan jeg træne mig op til. Og mit udseende, er nu engang som det nu er; og det bliver nok ikke ændret. Han vimser meget rundt, men det er aldeles ikke noget jeg tager mig af. Jeg har godt hørt fra andre, at han kræver noget for sin magi; hvilket er logisk for min tankegang. Og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at han bare sådan uden videre har tænkt sig at kyle mig ud, lige med det samme. For med sådan et ønske som jeg kommer med, bliver prisen nok ikke lille, kunne jeg ikke forstille mig, men jeg kan dog håbe på det. Mine øre forbliver bagud, neutralt og fattet, mens hans toner glider frem, lumsk og prøvende. Jeg stoler overhovedet ikke på denne Rumpel, og min mavefornemmelse siger mig også, at han er noget af en snydepels; men jeg er nødt til at prøve. Hvor intet vover, intet vinder. Og jeg er nødt til at spille spillet, hvis jeg skal vinde.

,,Illana er godsindet af sjæl, og ikke hoppen der beder om hjælp, fra andre. Hun kræver intet af andre. Heller ikke af mig. En hoppe, der er ren, og fortjener at bære det lys. Jeg ved, hun ikke ville lade mig opsøge dig, og bede om det her ønske. Men jeg er nu engang en hingst, der styrere mine egne handlinger. Du skal hjælpe hende pga. det og fordi hun er vellidt. Fordi hun bærer på noget stort. Og ikke mindst af alt, fordi det er det ønske jeg har. Og af andres ord, skulle du jo bære stor magi. Men måske er den ikke så stor alligevel, hmm?”

Det sidste siger jeg med en køligt udfordrende tone, fordi jeg ikke er interesseret i mere snak, om hvorfor han skal hjælpe hende. For hvis jeg skal komme med den helt store prædiken, så kommer jeg til at røbe ting om mine følelser for den gyldne hoppe, som andre ikke skal vide.

... Nyahahaha

Rumpelstiltskin, som var ganske snu af natur og sind, gloede nærmest indtrængende på denne Volontaire, som havde fremsat sit ønske, og nu forsvarede det. En vellidt hoppe, en ren hoppe, og derfor skulle hun beskyttes. Det sarkastiske smil var ganske tydeligt for enden af mulen på ham, for han havde jo netop selv interesse i dette Lys, og han agtede ikke at frasige sig selv muligheden for at få fingrene i det, der netop kunne give ham så megen større magt.
Den sidste sætning, som Volontaire kom med, trickede dog den samme reaktion hos den lurvede hingst, som sønnen havde tricket. Han tvivlede og sagde det lige op i hans hoved. Ørerne gled tilbage i nakken på den lumske hingst, han stoppede op og hævede hovedet ganske dominerende, men samtidig også opgivende. Med et svirp blev den spraglede hingst i mellemtiden forvandlet til en kanin, brun i stedet for hvid; og derpå begyndte han at tale, den lumske hingst.

,,Åh kære. Ser du, tvivler man på min magi, så har man intet at gøre her. Tro mig, jeg kan langt mere end det, du beder om, så kom ikke her og betvivl mig"

Sagde han i en blanding af grav alvorlig og opgivende stemme. Ak, de skøre kræ. Derpå lod han hingsten forvandles tilbage til sig egentlig jeg, og derefter fortsatte han, med svar på hans ønske.

,,Nyah, ser du, jeg har selv interesse i dette Lys som Illana bærer, da det kunne give mig endnu større styrke, men, men. Jeg er en hingst der respektere andres ønsker og jeg vil da opfylde dit. Min pris er enkel. Du skal adlyde hvert et ønske, hver en ordre, hver en forespørgsel så længe jeg siger 'Tak'. Aftale?"

Han sluttede sine ord med en overdreven sarkastisk rysten med sine skuldre og latter. Hans stemme var gået fra alvorlig, nærmest normal, til den skingre og hånefulde stemme igen. Han kunne bruge denne større hingst, til hvad end han ville, hvis da han ville gå med til den pris, som der nu var fremsat.

Mine mørke øre vipper rundt, lyttende hvad den brunlige hingst har at sige. Jeg er udmærket klar over, at denne Rumpel nok ikke er på den gode side af Andromeda, og jeg leger sikkert med mørk magi lige nu, men det er noget, jeg blot er nødt til. Jeg er nødt til at tage chancen. Uanset hvad det koster. Han virker ikke tilfreds over, at jeg sætter spørgsmålstegn til hans magi, og pludselig befinder jeg mig i en højde jeg ikke er vant til. Helt nede ved jorden, og da jeg tager et blik ned af mig selv, er jeg forvandlet til en kanin. En rynken på min snude finder frem, mens de lange slappe øre, ligger bagud, irriteret.
Men så pludseligt som jeg blev til en kanin, lige så pludselig er jeg nu ændret til mig selv igen, stor og høj, med brede skuldre og muskler der er tydelige. Hans pris er høj, for det kræver, at jeg er under ham, at jeg adlyder hans mindste pib, og det bryder jeg mig aldeles ikke. Min hov slås i jorden, så det giver en voldsom genlyd i grotten, mens mit blik hviler stift imod ham.

,,Og hvis jeg ikke gør, som du beder om?”

Jeg er nødt til at vide, hvad det er jeg har med at gøre, før jeg takker ja eller nej til noget. Jeg er nødt til at kende konsekvensen bag et nej til ham, for en konsekvens det er der jo nok, uanset hvad. Men hvor stor den er, det ved jeg ikke, og det er det jeg vil vide. Det gode ved det her, er dog at andre udadtil ikke kommer til at kunne se, at jeg har været i kontakt med ham. For jeg er ikke ændret af udseende, ligesom jeg har hørt at en sort hoppe blev; hun fik blå, mærkelige prikker.

... Nyahaha

Det var tydeligt at hingsten var utilfreds med hans behandling, og endnu skeptisk. Især overfor den pris, han skulle betale, men det var nu engang den, som Rumpelstiltskin fandt passende. Han snoede sig tæt omkring Volontaire med en gyselig latter, inden han spankulerede op ved hans front og lagde lidt afstand.

,,Nyah, det er jo ganske enkelt. Hvis ikke du fysisk adlyder den ordre du end måtte få eller benægter den, så er prisen ganske enkelt dit liv, nyah!"

Hånede Rumpelstiltskin, inden han skævede om imod sønnen og Midnight, der endnu forholdt sig beskæftiget. Derpå slyngede han sit blik direkte imod Volontaire igen; der måtte ulme nogle følelser under dette ønske han kom med, ellers ville han ikke fremsætte et så uselvisk ønske. Og det alene fik også nysgerrigheden til at ulme i den lumske hingst; for netop sådanne følelser, som han troede lå i hingsten, kunne han bruge til at brygge sin næste eliksir med. Han smilede skævt, sarkastisk, inden han afventende slog et slag med hovedet.

,,Har vi en aftale, Volontaire, kære?"

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg ikke bryder mig særlig meget om denne Rumpelstilskin. Han får nogle irritable trækninger i min krop, til at fremkomme, og der er noget lusket ved ham, som jeg ikke bryder mig om. Jeg er generelt skeptisk af sind, men det ændre ikke på, at det her, i sidste ende kan gå begge veje. Jeg er villig til at gøre mange ting, for at holde Illana i sikkerhed. Måske kan han selv snige sig udenom den magi han lægger over Illana, men det kan andre ikke, og dermed er der så kun Rumpel og Skyggerne at holde øje med, hvilket i mine øjne er nemmere, end at holde øje med samtlige sjæle i Andromeda.Jeg kan ikke give mine opgaver til andre, jeg skal selv udfører dem; gør jeg det ikke, betaler jeg med mit liv. Men det var jo også det jeg lovede Illana. Netop at jeg ville vogte hendes liv og Lyset, med mit eget liv. Han smyger sig op af mig, hvilket får mine øre til at falde en smule mere bagud, inden de mere neutralt ligger sig bagud, da han igen er trådt i afstand.

,,Vi har en aftale.”

Siger jeg kort, med den hæse og dybe stemme, efterfulgt af et nik, inden jeg kniber øjnene skeptisk samme. Jeg kommer med et ret uselvisk ønske, også selvom der er andre ønsker jeg også gerne så opfyldt. Men nej, det kommer ikke til at ske nu.. Jeg har fået dette ønske opfyldt, og det er hovedsagen.

Myth havde opmærksom lyttet til de to hingste og tilmed oplevet at Rumpel forvandlede den brogede til en kanin. Det havde fået den sorthvide hoppe til at trække på smilebåndet, inden hun havde haft rettet opmærksomheden mod Xenon der stod og og stirrede hen på dem alle, inden tingene igen fandt hans opmærksomhed. Myth trak sig atter lidt bagud, og stod nu og små døsede, mens hun iagttog hendes søn rode ganske nænsomt rundt i alle de der menesketing. Hun huskede selv sin egen nysgerrighed da hun var blevet bragt til et fremmed land og hun lagde let hovedet på sned og undrede sig igen over hvordan Rumpel havde båret sig ad. Hun tvivlede ikke på at han nok skulle kunne gøre det, men det var hvordan han havde gjort det. Hun mimrede let med den hvide mule og lukkede øjnene en anelse i.

... Nyahahaha

Morskaben stod malet i ansigtet på den luskede sjæl. Han nød hvert et øjeblik, hvor hans tilstedeværelse kunne pirre den sortbrogede hingst. Dét, at han tydeligt ikke brød sig om ham, men alligevel havde søgt at få hans ønske opfyldt, viste følelser hos den sortbrogede hingst, som han nok ikke ville indrømme at han havde; følelser, som den luskede Rumpelstiltskin nu kunne udnytte. Med det mest lallende og samtidig grusomme smil, stak han i sin vante latter inden han bukkede dybt for Volontaire.

,,Aftale!"

Sagde han så, med en næsten dyb og ond stemme. Han havde krammet på den sortbrogede sjæl nu, og kort efter at Rumpelstiltskin havde sagt sine ord, faldt en usynlig kraft ned over den sortbrogede hingst, lagde sig om ham og blev en del af ham. Det var prisen. Fra nu af ville denne formular, som Volontaire ellers ikke ville kunne mærke, kræve at han udførte det som han bad om, den luskede sjæl, og hvis ikke ville den kræve hans liv. Derpå lod han sin magi finde vejen til den gyldne hoppe han ville beskytte og derpå var ønsket opfyldt. Ingen ville kunne tage hendes halskæde. Med mindre de da var Rumpelstiltskin selv.
Han smilede derpå slesk til den brogede hingst og lod sit korpus trækkes to skridt tilbage. Han mente selv, at deres forehavende var overstået, men hvis den brogede havde flere ting han ville drøfte med den lumske hingst, ville han da ikke fornægte ham chancen.

Han har et lusket ansigtsudtryk plantet i hovedet, et udtryk jeg ikke bryder mig særligt meget om. Men det ændre dog ikke på det faktum, at jeg har valgt at sige ja til en aftale, der nu binder mig til denne Rumpel; og det er ikke noget som andre skal vide noget om. Da han bukker, og bekræfter vores aftale, lægges mine øre en smule mere ned, men jeg gør dog intet, selvom jeg mest af alt gerne vil sende et tandsæt i hans retning. Men dette, det gør jeg dog ikke. Jeg overvejer kort, at bede om endnu en ting, for jeg kan vel nærmest ikke få en større pris, end det jeg har givet for dette. Men jeg gør det ikke.

Mine forhandlinger er sluttet nu, og jeg har intet at være i selskab med ham for mere, før han beder mig gøre noget for ham. Svirper med den sorte hale, inden jeg vender omkring, med et kort og intetsigende nik til ham. Mine øjne rammer kort hoppen, med sammenknebne øjne, for at holde øje med hvor meget hun har hørt. Men hun står dog bare og halvsover. Med tunge skridt, som jeg altid har, vender jeg nu ryggen helt til dem alle, og bevæger mig ud af grotten, for derefter at forsvinde ind imellem træerne..

[OUT]

Da hingsten valgte at fordufte vækkede det Myth en anelse og hun så efter ham med opmærksomme øjne. Hun brummede lettere feminint og skridtede op til Rumpel igen. Hendes mule berørte blidt hans skulder, men hun vidste godt at han ikke var meget for berøringer, men så igen, så måtte han jo bare vende sig til det. Hun løftede dog hovedet og rettede opmærksomheden om mod Xenon, men dog hurtigt tilbage på Rumpel. Hun hvælvede let i halsen, men holdt sig stadig tavs. Hun kunne godt huske den gyldne hoppe, men ikke at hun bar det lys. hun trak på skulderne. Det skulle hun ikke blande sig i.

... Nyahaha

Snart valgte hingsten at vende rundt, efter at aftalen var blevet beseglet. Han havde ikke yderligere foretagender i grotten, og søgte nu udgangen. Den klirrende lyd fra hans hove, der døde ud i en stum tone, forsvandt gradvist og Rumpelstiltskin sendte en latter efter ham, for at ledsage ham på hans udgang.

,,Til vi ses igen kære! Nyahaha"

Lød det, hånende og skingert. Volontaire ville snart mærke konsekvenserne af sin handling, og om ikke Rumpelstiltskin nok skulle få god nytte af den stærke hingst. Han tvivlede ikke. Da den sortbrogede hingst da var ude af syne, vendte han sig imod Midnight i dét hendes mule rørte ham, og en lidt vaklende bevægelse skød igennem ham i det skridt, han prøvede at rette sin kurs op på. Han forstod virkelig ikke at hun ønskede at røre ham. En lidt utilfreds brummen slap hans mule, men ellers gjorde han sig ikke yderligere anstrengelser for at være utilfreds. Han så dermed direkte på hende, og nikkede med en nærmest hysterisk bevægelse.

,,Nåh, min kære. Hvor kom vi fra?"

Myth kunne ikke helt lade være med at smile svagt da han blev en anelse utilfreds. Hun var dog opmærksom på at han da snart ville genoptage deres samtale fra tidligere. Og Myth var derfor også forberedt på at han netop gjorde det. HUn nikkede da blot med et svagt smil.

" At du ville have mig til at lære Xenocrates hvor hans grænser er "

Sagde hun så og lagde hovedet på sned. Xenon havde sladret til Myth og hun stod nu og vurderede hans anmodning en gang til og hun løftede da hovedet og så på ham.

" Men Rumpel, hvad for jeg ud af det der bestemt bliver et helveds arbejde? "

Sagde hun så med sin feminine stemme og trådte et skridt tættere på ham og hvælvede let i halsen og skævede tilbage på Xenon. Den unge hingst ville snart overgå hende i styrke og derfor ville hun bestemt få svært ved at håndtere ham. Hun huskede at hun ikke havde lært Mindraper omkring grænser. Han havde hurtigt fundet ud af det, men Xenon var anderledes.

... Nyahahaha

Den yderst specielle hoppe huskede den luskede sjæl på, hvor de var nået til i deres samtale; dermed ikke sagt, at han havde glemt det, men han nød det spil i et selskab, at lade dem huske på tingene. Han nikkede kort og med et lusket smil begyndte han at tale, med den lallende stemme, der dog bar præg af alvorlige toner.

,,Min kære. Hvad er din pris?"

Spurgte han så. Han vidste, at han havde magten til at afslå hendes pris og finde en mere passende hvis det skulle vise sig at være overilet, det hun ønskede, men ikke desto mindre ville han godt høre, hvad hun egentlig ville have for det. Hun var ikke ligesom alle de andre, og derfor kunne han måske se sig i øjnene med at behandle hende blot en smule .. bedre.

Han lagde dog ørerne i nakken, da hun sådan kom ham nærmere, med en spændstig og udfordrende attitude. Han vendte blot siden til og luskede en runde omkring hende, for at affærdige hende med hendes lille optrin. Han kunne let feje hende af vejen med magien, men det nænnede han ikke. Hun var næsten for delikat, til at bruge magi på. Han snerrede kort for sig selv, for den opfattelse skulle hun ikke ødelægge; det ville koste. Han så kort imod Xeno, der til hans overraskelse endnu lod til at være optaget. Måske havde ungen alligevel interesse nok, til at kunne holde fokus i længere tid.

Hendes pris ja det var en helt anden snak. Hun havde det meste hun kunne bruge. Hun trådte et skridt til siden i det han igen blev en anelse utilfreds. Hun brummede let og nikkede, inden hendes blik vandrede ned på Xenocrates, der nok aldrig havde været så fokuseret på noget hele sit liv. Et varmt smil bredte sig på hendes lyse mule og hun lagde hovedet let på sned.

" Min pris.. "

Grublede hun, inden hendes blik vandrede rundt på de forskellige ting i hulen. Selvom de ikke just var forbundet med hendes verden, så var det alligevel ting der også eksistrerede hvor hun kom fra og vagte en masse minder. Hun prustede lettere stilfærdigt. Hun vidste ikke om hun var grådig eller bare sentimental som hun stod der og overvejede sin pris.

" Magien som jeg blev født med var det eneste jeg havde fra mine forældre. Jeg beder ikke om det hele på en gang, men blot at få det basale tilbage. Resten vil jeg selv kunne være i stand til at kunne udvikle med tiden, når min styrke kan følge med til det... Jeg ved det lyder af meget i forhold til hvad jeg kan give dig, men jeg er sikker på at du også vil kunne finde det nyttigt på et senere tidspunkt. "

Myth vidste det var en høj pris hun krævede, men det var det eneste hun manglede som magi kunne løse, men hun vidste også at Rumpelstiltskin nok skulle kunne finde noget at bruge det til ligeså. For hun vidste at han vidste meget og nok også at den sorthvide hoppe ikke just var et englebarn når alt kom til alt. Hun trådte let et skridt tilbage og sænkede hovedet en anelse.