Cavern of Rumpelstiltskin

Xenon var en anelse lettet, men samtidigt lidt forvirret. Han stod blot tavst og trak sig et skridt tilbage da hans fader hapsede irrettesættende ud efter ham. Han ville ikke have at hans moder skulle dø, det var stensikkert. De mandelformede ører vippede frem mod sin fader og han sænkede hovedet en anelse. Finde grænser? Måske han fandt sig selv når han fandt sine grænser og så ville han vel kunne svare hans far på præcis hvad han ville opnå. Han var ivrig efter at behage sine forældre, som en lille hund. Det var de eneste to der rigtig kunne få Xenon til at tørre det lallede smil af sin mule.

" Det skal jeg nok, far. "

Lød det lavt fra Xenon der nu iagttog hvordan kappen igen blev slæbt på plads. Han gik dog ikke lige med det samme. Han trådte i stedet et par skridt frem og nøje iagttog hans far som puslede rundt. Han funderede lidt over hvad hans grænser mon var.

" Ville du kunne finde mor? Jeg har ikke set hende i lang tid. "

Spurgte han så ud af det blå. Han var kommet i tanke om at han ikke havde set Midnight Myth i længe. Han havde egentlig tænk sig at opsøge hende i lang tid, men havde ikke kunne finde den sorte og hvide hoppe. Hvorend han nu havde ledt og spørgsmålet til sin far var skam også for at se hvor meget magi hans far mestrede. Ren nysgerrighed fra den unge sjæl

... Nyahaha

Den mere alvorlige stemning var gledet over den unge hingst, men Rumpelstiltskin var endnu i et højt humør, selvom han havde måtte irettesætte den unge hingst et par gange allerede. Han rumsterede lidt videre omme i sit lager, inden han vimsede ud til sønnen igen, der stod med en mine, der både var tænkende, lettet og forvirret. Med tiden ville han forstå sig bedre, på alt dette som den lumske hingst smed i hovedet på ham, nyah!
Rumpelstiltskin smilede da smørret, da hans søn nærmest satte spørgsmålstegn ved sin faders evner. Han vimsede hurtigt over, helt foran sin søn igen og nærmest borede sine øjne ind i hans.

,,Om jeg kunne, nyah! Nej, se, det er ikke spørgsmålet kære. Spørgsmålet er mere; hvorfor skulle jeg?"

Grinede den lumske sjæl, inden han vimsede imod grottens udgang. Hans hjems dør. Stedet her var ganske magisk, og havde ikke ligget her længe, så det at hans søn allerede havde fundet det, kunne undre den hysteriske sjæl, men det var ikke en tanke, han ville undre sig over nu. Han vendte sig i stedet yderst forventende imod sin søn. Nu var det hans tur, til at komme med et virkeligt godt argument.

Xenon fulgte nøje sin fader med øjnene og knejsede nu en anelse i nakken. Han skød kort brystkassen frem da han kom næsten helt hen i hovedet på ham. Han fastholdte øjenkontakten og slog ej blikket ned. Han fulgte så hans far med blikket igen som han atter vimsede rundt. Han brummede kort. Så han kunne, jamen hvorfor så ikke bevise det.

" Hvorfor skulle du ikke? Jeg har hørt at du besidder magi langt mægtigere og varrierende end set af disse der før har set magi eller oplevet. Hvorfor ikke lade mig se om der bliver talt sandt, far. "

Xenon løftede hovedet. Et udfordrende blik spillede kort over hans krystalblå øjne. I dare you. Selvom han ikke betvivlede sin faders evner, så ville han stadig gerne se. For magi var for den unge hingst en ukendt faktor, udover hans moders øjne. Han havde hørt historier, men aldrig set det selv. Han vidste dog ikke om hans fader ville tage udfordringen ilde op og forvandle Xenon til en hoppe eller sådan noget.

... Nyahahaha

Udfordringen lå i ordvalget hos den unge hingst, som vel havde arvet blot en smule fra sin fader alligevel. Ud over hans farve. Rumpelstiltskin lagde hovedet på skrå, med et nærmest hysterisk sarkastisk smil, inden han vendte blikket fra sin søn. Uha, han kunne så meget mere. Og måske var det mere lærerigt for den unge hingst, rent faktisk at vise ham noget mere? Et grumt smil spillede sig over mulen på den lallende hingst, inden han med et svirp der gik gennem den spinkel krop, lod sin søn forvandles til en kanin. En lille plysset sød kanin. Grinet lød i hulens dyb, mens Rumpelstiltskin betragtede sin søn, der endnu havde 4 ben, men som nu bar ører så lange at han kunne hoppe på dem og en lille krummet krop. Han lod dog kun sin søn lide under denne forhekselse i et halvt minut, inden han lod ham vende tilbage til sin egen krop. Derpå strøg han som en giftslange hen lige foran sin søn og stak mulen helt op i hovedet på ham.

,,Betvivl aldrig mine evner, søn!"

Fnøs han belærende. Nu vidste han, den unge hingst, hvad hans fader kunne. Og derved skulle der ikke sættes spørgsmålstegn ved det. Ja, det kunne virke barskt, at den lumske hingst gjorde således overfor sit eget kød og blod, men fordi han egentlig ikke havde noget tilknytning til sin søn, ud over at han rent faktisk var hans søn, så kunne han ganske let tillade sig at være således.

,,Din moder er på denne ø. Rend og og hent hende"

Sagde han med et overbevisende nik med hovedet og derpå vendte han tilbage til dybet i grotten. Han forventede, at den unge hingst ville udfører hans ordre; hvis ikke, måtte han bare have endnu en lærerstreg.

Xenonstod først afventende, men dernæst næsten panisk da hans lange slanke ben blev erstattet af korte, men kraftige ben. Han var i chok, hvordan kunne? Nej umuligt! Før andet nåede at få op for ham, var han sig selv igen og han stirrede næsten vantro, men yderst imponeret på sin fader som nu atter stod helt oppe i hovedet på ham. Nej han skulle aldrig betvivle hans evner igen. Han kunne dog stadig ikke helt forstå at magien kunne strække sig så vidt. Det motiverede den unge hingst der næsten ikke kunne vente med at komme ud og prøve sine grænser af sådan for alvor. Han trippede let på det lange ben da han igen talte og der gik ikke mange sekunder før han ivrigt styrtede ud af hulen for at finde sin moder.

Myth havde stødt på en nærmest overgearet Xenocrates der absolut skulle have hende til at se noget, men ikke sagt hvad. Irritabelt traskede hun konsekvent langsomt afsted bag den ellers så ivrige unghingst der trippede ivrigt mod det der skulle vise sig at være en hule. Et lettere irritabelt fnys undslap den sorthvide hoppes mule og hun så på sin søn med et afventende blik, inden han forsvandt ind i den. Myth sukkede dramatisk og fulgte blot efter.
Hun mimrede let med mulen og stoppede så op. De hvide øjne vandrede opmærksomt rundt i mørket. Hoppen var i et mere nedstemt lune end ellers og dermed også i et dårligere humør og Xenons lallen rundt hjalp bestemt ikke på det. Hun skrabede derfor utålmodigt i underlaget og bed irrettesættende udefter Xenon der utålmodigt hev hende i manen. Haps! Lige i den mørke mule.

... Nyahahaha

Lyden af hove, der stemmede imod det hårde underlag i grotten, lod endnu engang. Den unge hingst havde ikke været længe om at finde hans moder, som havde gemt sig på Chibale, og havde nu bragt hende til hulen, hvor den luskede hingst gemte sig. Fornøjet vimsede han frem bag sit lager af menneskelige ting og spankulerede fremad imod dem, med stil som selv den mest ædle spanske sjæl. Hans smil var overlegent og nærmest hoverende, mens han trådte an foran de to; det var ganske tydeligt at Xenocrates havde fået et hak over mulen af sin kære moder, og det frydede vel den lumske hingst lidt, at opdragelsen også var hårdhovet fra moderens side af.
Xenocrates gjorde sig et let overdrevent buk foran hoppen der havde båret og opdraget hans afkom og med en næsten høflig tone, undergravet af den normale galskab der lå i hans tone, fremsagde han sin hilsen.

,,Hver hilset Midnight Myth, min kære"

Sagde han, inden hans lumske blik faldt på Xeno. Det var tydeligt at energien endnu var høj i hingstens krop, og med et enkelt nik gjorde Rumpelstiltskin det tydeligt, at hans afkom kunne daffe om og lege med nogle af de ting, han fandt interessant, mens han ville dele nogle mere private ord med hans moder.

Xenon steppede stadig ivrigt på stedet, til trods for at have fået en over mulen. Det var lige før han i ren kådhed havde overfaldet sin far i ren leg, men han beherskede sig dog. Han så igen over på sin mor og tilbage på sin far, inden han prompte fulgte hans ordre og pilede ned og nærstuderede de mange spændende ting nede bag i hulen. Den unge hingst havde aldrig set så forskellige ting før og det var bestemt noget han fandt yderst spændende, dog var han utrolig varsom med ikke at komme til at ødelægge noget. Han skulle ikke nyde noget af at blive forvandlet til en kanin igen.

Da Myths øjne da havde vænnet sig til halvmørket i hulen fik hun øje på alle disse ting. Hun stod først og måbede en anelse uforstående. Hvordan kunne det lade sig gøre? Disse ting, ting som hun udemærket godt vidste hvad var. Hun nåede dog ikke at tænke mere over det før en velkendt skabning nu vimsede mod hende og sønnen. Myth lyste kort op fra sit ellers mere nedstemte lune og et svagt smil var kortvarrigt at finde på den hvide mule. Hun nikkede da til ham og rettede ørerne fremad.

" Rumpelstiltskin "

Lød det feminint fra hoppen med en mild undertone. Hun var oprigtig glad for at se ham igen. Hun lod dog blikket vandre over på Xenon som nu varsomt gennemsøgte hulens indhold, hvilket også bragte fokus tilbage på tingene, hvorefter de hvide øjne nu så på Rumpel, ingen tvivl om at det var hans værk. Hvilken magi denne hingst besad, ikke engang Myth havde set noget lignende.

Længe har det desværre været sådan, at mit sind har begivet sig tungt omkring den gyldne hoppe, hvis lys er i fare, og dermed er hun også. Rygter går ganske hurtig i dette land, og jeg er derfor i en vis forvisning om, at en vis Rumpel-et-eller-andet, er landet i dette land, og meget gerne skulle befinde sig på den ø, som jeg nu har befærdet mig hen på. Mine tanker kredser meget omkring det emne, jeg gerne vil have bragt på banen, men mest af alt, er min tanker skeptiske, og ikke særlig ophøjede. For hvad kan denne Rumpe i virkeligheden? Mange taler om, at han er stærk og mægtig, med store magiske kræfter. Men jeg er ikke af et sind, der er bygget til usandheder, og ting, der unaturlige. Og i min verden, ja, der er kræfter og magi ikke virkelighed, og dermed unaturlige.Men jeg vil lade tvivlen komme denne hingst til gode; for hvis han kan opfylde det jeg kommer for at få opfyldt, så vil jeg ikke tvivle mere på han kræfter; men jeg tvivler på, at han kan opfylde det, som jeg kommer efter.

Mine næsten sorte hove slår ned i Chibales jord, en jord jeg sjældent betræder efterhånden, men nu har jeg jo noget jeg skal. Fremme mellem træerne, dukker nu den omtalte grotte op, og mine øre genfinder derfor deres vej skråt bagud, mens jeg med et fnys standser op. Mine hove er urokkelige i nogle sekunder, mens jeg står der og overvejer om det her nu også egentlig er så smart. Men som den hingst jeg er, er det her en ting, jeg vil have undersøgt; og hvis det virkelig en smule farligt, eller udfordrende, så gør det mig såmænd bare endnu mere nysgerrig; og stædig. I et ryk træder jeg fremad, og bevæger mig tættere op. I en let stigning, op imod grotten, træder jeg nu af sted på de næsten sorte hove. Nogle forskellige lugte rammer mine let udspilede næsebor, og jeg er klar over, at der er mere end én hest herinde.

Da jeg når helt ind, standser jeg op, med nakken knejst, og bringen skudt fremad. Min holdning er tydelig, og meget hingstet, inden jeg lader et dybt brum glide fra mig, mens jeg skuer henover hoppen, en ung hingst, og der, er der så en ældre gylden hingst, som jo så nok må være Rumpel. Men jeg siger ikke noget, for her er jo andre, og hvad de er kommet for, ved jeg ikke. Men de var her før mig, så jeg venter med at tale; for nu. Tålmodigt, nok ikke. Men jeg står dog ganske roligt, men med en vis skepsis i de sorte og lige nu, tomme øjne.

... Nyhahaha

Tilfreds med sønnens tag på de sjældne varer i baglokalet, kunne den lumske hingst koncentrere sig om den hoppe, der stod foran ham. Den noget specielle Modnight Myth, som han havde hjulpet; og hun havde betalt ham med den lurvede søn, der en gang nok skulle blive til noget. Han vimsede omkring hende, med yderst overdrevne, ja nærmest noble bevægelser, inden han standsede foran hende, med sine nærmest borende øjne lagt direkte i hendes.

,,Min kære, dejligt at se dig igen, nyah! Sønnen kunne alligevel godt finde dig. Ser du, jeg agter at lærer ham magiens luner, men for at han skal kunne .. lad os sige klare dette, skal han lærer sine grænser. Jeg vil bede dig om denne ene ting, inden du kan afslutte din opdragelse hvis du ønsker"

Sagde han med den overdrevne, lumske og kåde stemme. Han ønskede at Myth skulle lærer afkommet hvordan han skulle kunne kende sine grænser, for ærligt, så havde Rumpelstiltskin bedre ting at tage sig til. Hans magi skulle udvikles, gøres stærkere, og han havde ikke brug for ting til at distrahere. Han så indgående på hende, ganske åben for at hun måske ville kræve en pris for denne ekstra ydelse - han skulle nok kunne betale. Bedst som han skulle til at sige mere til denne hoppe, brød en anden sjæl ind i hans hule og stjal hans opmærksomhed - som også var ganske let at stjæle.
En sortbroget hingst var kommet ind i grotten og et nærmest olmt smil tegnede sig på mulen af den luskede hingst. Han veg dog ikke fra Midnight, da det var hende han havde bedt om at træde i hans hule, men hans blik lå på den fremmede; som så alligevel ikke var fremmed.

,,Volontaire dog! Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

Myths øjne veg ikke fra Rumpels, som han kom nærmere og borede blikket ind i hendes. De var ej afvisende, men viste at hun lyttede til ham. Han talte om Xenon, og det fik hende da til at skæve over på den unge hingst som var vandret længere ind bag i grotten for at udforske, da så hun tilbage på Rumpel og spisede så intereserret ører. Han kunne lære Xenon magi? Hvis blot han kendte sine grænser, hvilket han ville have hendes til at lære ham. Aha. Myth havde skam en idé om at hun havde tænkt sig at kræve en pris for dette, men før hun kom videre i konteksten blev hun afbrudt af en maskulin brummen, der straks fik hoppen til at smække ørerne i nakken og vendte sig om i sådan en fart at hun kun var få centimeter fra at smække bagparten i siden på den stakkels Rumpel. Den brogede hingst maskuline og hingstede holdning var ikke noget den sorte hoppe brød sig om. Hun var ikke i humør til det når hun var i brunst. Hun opførte sig dog pænt og stod istedet blot og nedstirrede hingsten, som Rumpel afslørede navnet på. Hvis øjne da bare havde kunne dræbe. Myth trådte et par skridt bagud, så hun stod en anelse bag Rumpel og var da så en anelse mere rolig, for Rumpel var hun sjovt nok ganske tryg ved, for uden hende så skulle han jo opdrage den lille satan til Xenon selv.

Der går ikke længe, før min eksistens i grotten er opfanget af både den ene og den anden. Hoppen smider ørene i nakken, og reagerer ret voldsomt på at jeg nu også er her, men jeg ænser hende end ikke ét blik. For det er nu engang ikke hende, jeg er kommet for at tale med. Hvis det var, så var vores møde sikkert også allerede slut nu, fordi hun reagerer på en måde, der blot tirrer min indre flamme, og derfor ved jeg os, at hvis det havde været under andre omstændigheder, så var jeg gået. Men omstændighederne er nu engang som de er, at jeg skal snakke med denne Rumpel, som vælger at kalde mig ved mit navn, hvilket får mine øjne til kort at knibe sig en smule skeptisk sammen. Hvorfor, kender han til mit navn? Men der går kun et splitsekund, før jeg bare kigger på ham som før, tomt og køligt.

,,Jeg ved ikke hvad du kan, og ikke kan. Men det må tiden vise. Så må vi se, om din magi er så stor, som andre munde synes at mene.. Jeg har min skepsis om dig, Rumpel.. Jeg kommer med et ønske.”

Siger jeg så kort og kontant. For jeg kommer jo med et ønske, en ting, jeg gerne vil have opfyldt. Men i mit hoved, er han intet, bare som alle os andre, medmindre han virkelig kan opfylde det jeg nu kommer med af ønske og krav. Og lad os så se, om den Store magiske Rumpel, nu også er så magisk. Mine øre forbliver bagud, og blikket rettet imod ham, og i hans øjne. For når der skal snakkes som nu, skal jeg se hans øjne, og han mine, så jeg er sikker på at han ved, at min frygt ikke eksisterer for ham.

... Nyahaha

Den ret lusede hingst, som mange nok ville se ham som, nappede irettesættende efter Myth der truede med at svinge bagparten ind i ham. Hun kunne i det mindste vise lidt manér når folk kom på besøg; selvom det ikke var hendes hule. I hvert fald ikke endnu. Han skulede kort til hende, hvorefter hans blik straks blev lusket, overdrevent lallende og kådt igen. Han vimsede nu frem fra siden af Myth og over til den store, muskuløse Volontaire, der havde vovet sig ind i hans grotte.
Han standsede foran den spraglede hingst, med et bredt smil. Et olmt smil.

,,Jamen, selvfølgelig kommer du med et ønske Volontaire, for ellers var du ikke kommet, nyah. Spørgsmålet er dog, hvad det nu er du ønsker dig?"

Han nød at tirre andre, det gjorde han. Især fordi han vidste, at ingen ville kunne røre ham. Han kunne let kaste denne større og stærkere hingst ud af grotten, fryse ham til is, forvandle ham til et insekt og træde ham i stykker. Uha, mulighederne var mange, men fristelsen for at lave en aftale, var langt langt større. Han bukkede for sit selskab med lod den hånefulde latter fulde rummet, så selv ikke hans søn i baggrunden kunne undgå at høre den. Så så han direkte i øjnene på Volontaire. Hans ønske, længstes hans efter at høre!

Myth foretrak ikke en mine ved irrettesættelsen, for hun vidste da at den var berettiget Hun trak sig stedet længere tilbage, både for at give plads og komme længere væk fra den brogede hingst. Hun var ganske tryg bag Rumpel og det gav da også anledning til at hun kunne holde øje med Xenon lidt. Hun lyttede dog til Rumpels ord. Ja det var en spørgsmål til Volontaire, som Myth dog også kunne gruble over. Hun havde sine idéer, men hun vidste at hun ikke måtte være for grådig, men hvor gik grænsen, Hun trak på skulderne fordybet i sine egne tanker, inden hun opmærksomt vendte blikket tilbage på de to hingste, dog mere fjernt i det tankerne stadig kredsede i hendes hovedet. Hun vippede så kort med ørerne og slog blikket ned i jorden. Det var uhøfligt at smuglytte..

.