Battle of Monsters → Chaos

Hoppens frustrationer havde været synlige da han havde været bag ved hende. Hun var ikke en hoppe som lod hvem som helst komme tæt på - hun var ikke en hoppe som lukkede alle ind. Dette var gode tegn, selv om hun havde givet ham lov til at hoppe op, havde han ikke gjort det. Han havde ikkke hoppet på en hoppe før med mindre han havde vundet hende. For ham havde alt været en kamp alt havde været en prøvelse - se de hopper som bare gjorde sig til sagde ham intet - de ønskede kun føl og var ikke alle interesserede i at lade hingsten se deres afkom og en ting var sikkert - han skulle kende sit afkom, han skulle lære det manere, han skulle lære det at opføre sig som en hingst.

Hans tanker blev revet væk, da han atter skulle betragte denne hoppe, hun var lidt betagende - hun havde en syn på livet som han ikke havde set før. Han havde ikke snakket med hingsten han sidst havde mødt, så nu var han en smule interesseret i hende. Hun var hoppen som måske kunne give nogen svar som han ønskede, eller som han måske ikke ønskede. Et hårdt smæld forlod hoppen og hans ører blev intenst vippet i hendes retning, hun snakkede om skyggerne som om de var hendes familie - det var en familie som hun holdte af, dette var tydeligt. Han  havde aldrig holdt af nogen, men mon han ville kunne holde af sådan nogen?

"ordene som forlader din mund - ordene omkring dine skygger - din familie.. hvordan kan du vide de holder af dig? Hvordan ved du at de ikke føre dig på unoder? Svigter dig?"

 Hans spørgsmål var reelle, han havde haft en familie, da han var ung - de ønskede ham ikke, overlod ham til sig selv overlod ham til at dø - derfor vidste han at familie ikke betød noget og derfor undrede det ham, at denne hoppe snakkede om familie som om det var en god ting. Et lettere roligt fnys forlod hende, han var faldet ldit til i hendes selskab - men han ville aldrig slappe helt af i selskab med en hoppe som hende - en ukendt hoppe.

Nu snakkede hoppen om dette sted, dette land og hendes ord var blandt mange dit hjem.. dette var ikke hans hjem, dette var ikke et sted han ville kalde hjem. Han hørte ikke til nogen steder, han fik ikke venner, familie eller andet - så dette kunne ikke blive hans hjem..

"Jeg finder ikke et hjem - jeg falder ikke til - jeg har det bedst med mig selv"

Hun havde nok allerede fået denne følelse af ham, men han nævnte dette alligevel - hvad han egentlig forventede af denne samtale vidste han ikke. Mon hun vidste det?

[89]

"Jeg har tillid til dem. Jeg er et med dem. Jeg stoler ikke blindt på alle skyggebærer, men jeg stoler på min skaber. Min Herre."

Hun fulgte Alduins ordrer blindt. Skaf vogternes små relikvier og sæt ham fri. Det var ikke nogen nem opgave. Første gang hun havde stået ansigt til ansigt med lyshoppen havde Mindraper stillet sig imellem dem. Siden dengang havde tingene ikke været det samme mellem hende og den hingst hun havde holdt af, og på en eller anden måde stadig gjorde, selvom hun ikke havde nemt ved at komme forbi det faktum at han havde stået i vejen for hende. Anden gang var gået mere galt. Hun var blevet efterladt i en tilstand der var tæt på livløs. Det havde ikke været hendes første møde med et skarpt lys, men skyggerne rakte ikke så langt. Det var hurtigere for hende at genvinde sin styrke på Foehn.

"De er min livskilde. Hvis de ville havde de allerede gjort det af med mig. Men de har taget mig til sig, til dem. Jeg har set sandheden på grund af dem."

I stedet for at stå stille, trådte Ava frem i sin smidige og lette gang der kunne minde om et kattedyrs listen eller en slanges snoen. Hun holdt ingen afstand. Absolut ingen afstand og lod sig stryge hen af hans side. Han var varm, ligesom alle andre - modsat Ava. Hun var kold. Der var ikke noget blod der flød rundt i hendes årer. Kun skygger, Hele tiden var hun klar til at sende et bid i hans retning, hvis han skulle prøve på noget.

"Andromeda er dit hjem. Måske finder du ikke et område at slå dig ned. Andromeda er stor, Andromeda er lille. Du finder 5 øer. Bjergene, engene, træerne, ørkenen og mit hjem"

Hoppe snakkede om disse skygger som om de faktisk var hende, en del af hende eller i hvert fald noget i den form - men mon de bare legede i hovedet på hende? Legede med hende,? Hans blik fulgte med det samme hoppen, da hun nu valgte at gå tætter på ham og dette gjorde ham som sådan ikke noget - men i det sekund hoppen valgte at køre sig op af ham, spændtes hver eneste muskel i hele kroppen på ham - Alt vred sig i ham, alt forandrede sig i denne mørke hingst. De sorte ører lagde sig som slikket ned i nakken på ham og halen slog så hårdt et smed at det næsten lød som om det brød lydmuren. Ikke mindre end et sekund efter hun rørte ham, fløj det sorte hoved over mod hende med et hingstet og arrigt hvin. Den sorte mule ramte hende oppe ved roden af manken og tænderne blev med det samme sat i, af alle kræfter. Det ene forben blev fyrrigt hamret efter hoppen, før den sorte hingst bakkede hastigt.

Hingsten vendte fronten med hoppen, og de kolde og hårde øjne fokuserede på hende, fokuserede på hver og eneste lille detalje i hendes bevægelser - hver en bevægelse hun foretog sig og alligevel så han hende overhovedet ikke. De før mørke og kolde øjne var nu fyldt med had - ikke til hende, men til hele situationen. Ørerne var forblevet i nakken og det sorte bryst løftede sig hurtigt i takt med den ophidsede vejrtrækning. Denne hingst var i fuldt kampmode nu og var ikke den samme hingst som hun før havde set.

Celtic havde nu meldt sin ankomst

[1]

Et skingert hvin, eller nok nærmere skrig, forlod Ava. Det var næsten mere end skingert. Hans bid var dog intet i forhold til hvad lyset kunne udsætte hende for - hvad lyset havde udsat hende for, og hvad lyshoppen havde udsat hende for. Ørerne blev klistret ned i nakken og blikket, på trods af blå øjne, blev meget mørkt. Mørkt og fyldt med had.

"Faaz nah! Kren sosaal, key......!"

Der var ikke noget blod der viste sig, men i stedet noget der mindede om sort røg. Ikke noget der steg til vejrs, men i stedet stadig klæbede sig til Ava - nærmest kælede for hende om man ville. Nogle mumlende ord, næsten uhørlige, og for en udefrakommende, en uindviget, ville det være fuldkommen umuligt at forstå, med mindre man havde tilbragt meget tid sammen med skyggerne eller skyggebærerne. Hun talte til dem - talte til hendes brødre og søstre. Hun så mod dem så godt som hun kunne, og ignoerede nærmest hingstens tilstedeværelse. Han var langt fra ligeså vigtig som de var.

Så snart hun igen vendte sin opmærksomhed mod hingsten var der ingen tvivl. Ava var måske lille, men hun var på ingen måde bange for ham. Hvad kunne han stille op med hende, hvis først hun valgte at slippe sin indre sindssyge fri? Hvis først hun lod skyggerne folde sig ordentlig ud og selv slap al kontrol over hende selv. Nogle gange var hun sig selv hvor de hvilede svagt i baggrunden, andre gange delte hun sit sind med dem. Det var på tidspunkter hvor hun kunne virke en smule vanvittig....... Men når hun først lod dem tage ordentligt over kun hun være direkte sindssyg.

Smidigt trådte hun et skridt frem, og et til. Langsomt. Slangeagtigt, og med noget i hendes blik der på en måde var advarende, men samtidig udefinerbart. Det var ikke til at sige hvad hun kunne finde på - det varslede kun om det ikke var noget som helst rart.

"Du navneløse..... Du lægger dig ud med mig - med os? Føler du dig modig eller skal vi kalde det uvidenhed....? Jeg, vi, giver dig en chance........ Behandl os ordentligt, og vi vil ikke skade dig"




Betydning:
Faaz nah! - fanden tage dig
Kren sosaal - direkte oversat til break and bleed. en trussel
Key - hest, for skyggerne er det en uindviget / almindelig

Hingsten stod og så på hende, denne hoppe - denne skabning havde valgt at kører sin krop op af hans - havde rørt ham. Dette havde for alle andre hingste måske været en drøm, mååske været rart eller endda noget de ville søge. Men for ham var dette et tegn på at man ville ham ondt, et tegn på smerte og et tegn på kamp. Han havde hele sit liv skulle forsvare sig for blot at kunne gå på denne jord og derfor havde han fået et alter ego - Denne persona var skabt for at han bedre kunne forklare hvordan hans sind virkede. Når han gik i dette mode, når han skiftede personlighed og når han ikke kunne styre sig, så var der kun en måde han ville kunne forklare dette for sig selv..

Celtic

Dette var hans alter ego, hans måde at bortforklare overfor sig selv hvorfor han ikke kunne styre sine impulser, sine instinkter og sit temperament. Når Celtic kom frem, kunne han ikke tænke klart og han kunne kun se blot - men for denne gang, havde han formået at holde den koldblodige hingst en smule tilbage og nu hvor hoppen havde bakket væk og nu stod og betragtede ham - kæmpede han en indre kamp for at pakke denne hingst væk. De mørke ører lå langt i nakken på ham, det ene prøvede dog at finde vej en anelse frem igen og da hoppens ord så lød igen, fandt de vejen frem og hadet fra hingstens øjne blev atter forvandlet til det lidt kølige og mere hårde blik. hadet var for nu forsvundet og ørerne lyttede til hendes ord..

"rør mig ikke... "

ordene var en smule reserverede og kontante - så længe han ikek blev rørt, så længe hun holde sin afstand, så længe havde han ikke noget i mod hende. Men hvis hun troede det var modighed at han havde bidt hende - så tog hun grueligt fejl

"Berøring er ikke min stærke side, lader du være med dette - så lader jeg mine tænder blive hos mig selv. Celtic er ikke den venligste hingst.. Mit navn er Chaos - ikke navnløs og dem ?"

[3]

"Åh men lille hingst dog........ Jeg behøver ikke røre dig for at påføre dig smerte"

Der hvilede noget sindssygt over tonen i ordene og det matchede helt sikkert blikket i hendes øjne og hendes smil. Hun mente det skam. Hun havde ikke behov for at røre ham for at gøre det meget ubehageligt for ham. Hun virrede svagt med hovedet og fortsatte med at træde frem mod ham, til hun var få milimeter fra ham. Han skulle i hvert fald tro han bare kunne bestemme hun skulle holde sig væk - eller tro han kunne skræmme hende til at holde afstand. Sådan fungerede det bare ikke.

"Hvem?"

Ava kunne ikke dy sig for at stille det flabede spørgsmål. Når hun brugte ordet Dem, var det i hvert fald ikke hende man refererede til. Hun var du, dig, I og jer. Alligevel tippede hun hovedet til siden og overvejede hvorvidt hun egentlig skulle svare ham eller ej.

"Mit navn kan ikke bruges til noget. Mit navn blev givet til mig for lang tid siden, men jeg er ikke den samme længere. Jeg er en, jeg er mange, vi er alle knyttet til hinanden. Men hvis du insisterer på at modtage et navn, kan du kalde os Ayvaaaah"

Hun trak ud i navnet, præcis som skyggerne havde gjort - som de gjorde og som de nok altid ville gøre. Det passede også fint til hende og hendes meget langsomme bevægelser - for det meste. Når hun ikke bevægede sig lige så smidigt som et langsomt kattedyr, huggede hun ud lige så hurtigt som en giftig slange.

Denne hoppe var en smule skør så meget havde han da lært om hende - men derudover havde han ikke lært så meget. Hun var en hoppe som prøvede grænser, hun var en hoppe som gerne ville provokere, hun ville gerne styre spillet og gerne bestemme. Den store hingst svirpede hårdt med halen og lod blot blikket ramme denne hoppe - Ava - han blik ramte hende bare en smule og ligne nu vidste han ikke om han skulle gå sin vej eller prøve at føre en samtale med hende. Hun virkede egentlig ikke til at hun gad ham, men på den anden side virkede det ikke rigtig til at hun gad nogen som helst - hun mindede lidt om ham, han var dog bare ikke helt så.. ja hvilket ord ville han bruge i denne situation sindssyg, psykotisk eller tosset? Ja kært barn har mange navne. Det mørke blik faldt kort ned over denne lille sorte skikkelse.

"hvordan har du anskaffet dig disse skygger og hvorfor?"

Han valgte at fokusere på noget som han vidste betød noget for hende, men om hun ønskede at svare, det havde han til gengæld ikke noget bud på - men han fandt dem fascinerende, han var en smule betaget af disse skygger og han ønskede at vide lidt om disse spændende ting - men ville hun snakke, ønskede hun at fortælle hvad disse skygger gjorde, hvad det indebar eller hvordan hun havde fået dem?
Han var nysgerrig, han havde aldrig set noget lignende og derfor var han betaget - han havde lige p.t. ingen planer om selv at anskaffe sig sådan nogen, hvis det betød at man blev lige så tosset ham hoppen foran ham. Men det kunne jo være at hun allerede var tosset før hun havde fået disse, det kunne han jo ikke vide.

[10]

"Anskaffet? Jeg har ikke anskaffet mig noget som helst"

Det var ikke lige et ord man kunne bruge om Ava. Hun havde ikke anskaffet sig andet end en bror i landet - en anden end den hun havde håbet på. Og man kunne måske endda ikke rigtig kalde det anskaffet heller.
Hovedet tippede Ava en smule på skrå mens hun overvejede hvorvidt hun burde sige mere eller forklare ham hvordan tingene hang sammen. Hun besluttede sig dog for alligevel at åbne munden - en lille smule.

"De har valgt mig. Jeg tjener dem af fri vilje."

Ava havde ikke opsøgt dem. De havde fundet hende. De havde mærket hende og i sidste ende havde hun slået sig til dem. Hun søgte ikke magt. Hun havde ikke søgt evnerne. Hun havde ikke vidst de fulgte med. Før hun slog sig til dem havde hun kun mødt skyggeræven, Volin, og en af dem der nu var hendes søster. Begge havde haft sære aftegn, og skyggerne omkredsede dem - men hun havde aldrig hørt om evnerne.

"Mine hensigter er rene. Jeg søgte dem ikke af egoisme. Jeg søgte dem ikke på grund af evnerne...... Jeg søgte dem ikke selv"

Hun havde endda mærket til at bevise det. Et ar skyggerne havde frosset ind i pelsen på hende. Hun var en af dem der havde overlevet skyggerne. Ikke alle fik lov til at gå derfra med et enkelt ar. Hun havde set en hingst der knap kunne rejse sig, og det ville heller ikke undre hende hvis nogen skulle have mistet livet. Selv en af skyggebærerne havde vidst mistet livet.

Hans blik gled ned over denne hoppe, hun var anderledes, hun var mørk, hun virkede alligevel en smule mere åben overfor ham end hun havde været. Han vidste ikke hvordan han lidt skulle behandle hende, men dette land havde også på afsindig kort tid ændret ham - han havde været nød til at smide lidt af sit dræber instinkt, for ellers ville det give ham ballade her og indtil nu havde han kæmpet lidt på dette sted, så at denne hoppe var lige så mørk som han engang havde været - var fascinerende. Han kunne mærke kampen i sig selv et par gange om dagen, om at hjælpe andre eller være ligeglad med alle andre. Han smældede en anelse hårdt med den store hale for at slå ud af dette helved hans tanker befandt sig i - han var nød til at finde sig selv på et tidspunkt. Hendes ord lød nu atter og hans blik rettede sig atter på hende og han lyttede. Han ønskede ikke disse skygger, de så ud til at pine hende - gå hende på og dette ønskede han ikke, han havde smerte nok.

"Jeg er ked af at du har fået disse skygger på duttet og er ked af at du blev tvunget dem. jeg er klar over at de nu er dig og du er dem"

Han vidste godt at hun ikke var ked af nu at have fået dem, men nu ville hun garanteret ikke for noget i verden undvære dem - han havde før ført meget få rygter om disse skygger, men aldrig noget han på nogen måde havde kunne forbinde til noget Men det at se denne hoppe, gjorde det tydeligt for ham at de blev en stor del af en - de blev til en og som han så dem på denne hoppe - de fangede ham og var interessante - men han ville dog aldrig selv have dem. Han ønskede ikke dette helved - han ønskede at lære sig selv og dette sted at kende.

Den træng som var kommet op i ham de sidste par dage, irriterede ham lidt, han havde aldrig lært at hjælpe andre og havde på ingen måde aldrig nogensinde haft lyst til det - men denne træng var kommet, både i takt med at han snakkede med hende, men også i løbet af de sidste dages samtaler. Han smældede hårdt og en smule frustreret over denne udvikling. han vippede ørerne lidt rundt og de mørke øjne rettede sig mod hoppen atter igen.

[22]

"Jeg blev ikke tvunget. Jeg kunne lige så nemt have sagt nej. Men Herren viste mig et bedre Andromeda. Det Andromeda han vil skabe når han slipper fri. Jovist har det da sin pris for alle her i landet, men det er for en god sag"

Ava syntes måske heller ikke prisen var lige så høj som andre. Der var så mange der allerede satte pris på deres "second chance" og deres nye liv, som ikke ønskede at miste det igen. At lade landet og al liv kvæles i skygger og mørke lod ikke til at være så dum en idé. For at det nye Andromeda kunne vokse, måtte det gamle dø. Ava så det gerne dø. Så gerne alle dø. Hun var alene. Hendes bror var væk, drømmehingsten også. De havde taget lyset med dem. Den spraglede havde beskyttet lyset fra hende, og så var der hendes døtre. Det var kun et lille spinkelt håb om engang at komme til at se nymfen igen, der afholdt hende fra knytte sig 100% til skyggerne i stedet for de 95%.

"De er min familie.... Min rigtige familie. De vender ikke ryggen til mig som alle de andre smålige væsner der kryber rundt her på Andromedas jord."

De sidste ord blev nærmest sagt med afsky i stemmen. Hun hentød selvfølgelig til alle dem der igennem tiden havde vendt hende ryggen - venner og familie der havde forestillet at skulle være der for hende, og flokken der skulle have beskyttet hinanden men ikke havde formået at beskytte hende.

Hoppens ord ramte ham og han brummede en smule forstående - men alligevel forstod han det ikke rigtig. Han havde aldrig haft en familie, aldrig hørt til et sted og aldrig holdt af nogen. Så på den front vidste han godt hvad det ville sige ikke at have en familie, men det at hun så pludselig havde fået en, det kunne han ikke forstå. Det var selvfølgelig ikke det faktum at hun havde fået en der var svært at forstå, men alle følelserne der var forbundet med dette. Han ønskede så vidt han vidste ikke en familie, men de sidste dages strabasser havde da gjort at han havde tænkt over hvordan det i sidste ende måtte være at have en familie.
En hoppe som - ja som man overhovedet kunne lade røre sig uden at have lyst til at dræbe hende, et føl som nippede en let i manen og hoppede glad rundt. Men dette indebar en kæmpe forpligtigelse - et ansvar. Han havde aldrig taget ansvar for andre i verden udover sig selv. Kunne han dette - ville han?

Han blev hurtigt rykket tilbage til deres samtale og så på hoppen, den kamp han lige nu kæmpede var ikke svær at få øje på, hvis man selv kendte blot en smule til det lyse og det mørke i denne verden. Han kastede kort med hovedet og de mørke øjne betragtede hende indgående, kunne hun slippe trangen til at røre ham og kunne de måske en dag blive... venner?

Dette var ikke et ord han nogensinde havde brugt før og det var ikke et ord han nogensinde ville bruge - det var en farlig ting i hans verden og denne hoppes verden var ikke langt fra hans - han fnøs kort til hende og kiggede en smule forvirret på hende, hvad de skulle nu og hvad han skulle sige vidste han ikke. Han kunne blot mærke de to sider hive hårdt i ham.

[23]

Ava slog et smæld med halen og lod blikket hvile på hingsten foran hende. Et næsten lusket smil Det var endda lige før hun havde ladet en lille latter slippe fri også, men hun forholdt sig tavs.

"Du ligner en, hvis hoved er ved at eksplodere, det kører på højtryk. For mange tanker eller spørgsmål?"

Hun kunne ikke undgå en lille drillende tone, der blandet med noget flabet. Som hun trådte fremad og forbi ham, slog hun et svirp med halen ud i hans retning, også af ren og skær flabethed. Hun standsede for at se tilbage mod hingsten, med et udrtyk der nærmest spurgte om han fulgte med. Hun havde ingen planer om at stå stille og bare småsludre en hel dag. Den slags blev hun bare restløs af.

"Nå, hingst. Hvordan havnede du i Andromeda? Spar endelig ikke på detaljer. Jeg er altid fan af en god historie"

Med de ord, fortsatte hun fremad igen langs stien i den lydløse og smidige gang. Hun bevægede sig hen over jorden ligesom en skygge. Ikke en fysisk, men næsten ligesom hendes brødre og søstre.

Han hoved var booket det var tydeligt at se på ham og dette havde denne hoppe også lagt mærke til hvilket normalt ville gøre at han ville gå, han havde ikke følelser og viste dem ikke - derudover var han heller ikke meget for at vise at han brugte det store hoved han havde - men lige nu lod han hende blot se lidt igennem ham - hun var lidt anderledes og dette kunne han på en måde lide, hvis han nogensinde ville vide hvad dette ord betød og inden han nåede at eksplodere helt i tanker, lod hun sige bevæge nærmere, hans ører blev dog let placeret i nakken - de var ikke helt trykket, men blot en ren refleks. Hendes hale ramte ham nu og hver en muskel i den sorte krop spændtes og blikket farede kort frem.

Han måtte beherske sig, denne hoppe havde valgt a  give ham en chance da han bed hende - så det mindste han kunne gøre var i det mindste at lade hendes halespids strejfe ham, men det var dælme svært. I lang tid stod han blot og så lige ud i luften efter at hun var gået forbi, alt i ham skreg på at fare efter hende og på hende, men han måtte ændre sig - dette monster gik ikke sådan et sted som her, han måtte holde Celtic i skak. Hendes spængsmål sendte ham atter tilbage i tankerne, ønskede han at svare på dette - hvorfor ikke? Han vendte kort om på hælene og så efter hoppen, han tog en dyb indånding før han begyndte så småt at følge med denne sorte hoppe.

"Jeg kommer fra et sted - anderledes end dette. Jeg er født af en hoppe som... ja ikke ønskede sig et føl, hun prøvede at passe mig - men hun fejlede. Jeg voksede op som plag i helved, vi sloges for retten til en tår vand, retten til en tot græs, retten til at leve - heraf arrene"

Han vidste ikke hvordan man skulle snakke, så selv nu hvor han prøvede at åbne sig og fortælle detaljer, så blev disse meget hakkende og egentlig selv om de var forklarende nok i sig selv - så var de overhovedet ikke forklarende, men dette var mere end nogen nogensinde før havde fået. Så om dette var godt nok til denne hoppe vidste han ikke. Han nåede op på siden af hende og lod hende føre, hun vidste forhåbentlig hvor de var henne - han havde ikke den fjerneste ide om hvor i landet de befandt sig. Men han var heller ikke begrænset af en flokleder, han skulle ikke blive indenfor et vidst areal, han var fri som fuglen og han ville gerne se hvor denne hoppe ønskede at de skulle hen.

[24]

"Hmmmmmmm... Det er ikke så meget anderledes end her. Bortset fra det hverken er vand eller græs der er tale om, men mere territorier. Andromeda er delt op i 3 grupper. Vogterne og lyselskerne. De neutrale, og min slags. Min slags er ikke velkommen hos de fleste, og dem der intet har imod os, ønsker hvad vi har - eller misforstår gaver med magt. Vogterne holder for det meste til på Enophis, Leventra og her. Min slags er mere eller mindre begrænset til vores ø. Men eftersom de andre er begyndt at sprede sig, må vi vel også gøre krav på et større område."

Der var flere og flere der havde sat hovene på Foehn, og rigtig mange der ville vandre op af ildbjerget, hvor Ava og hendes brødre og søstre hørte til. Det var at invadere deres hjem. Folk havde mistet respekten og frygtede dem i hvert fald ikke længere frygtede dem. Noget der måtte laves om på. Ava havde også brugt lang tid på at jage andre væk, og lod sig slet ikke holde tilbage, hvis det gik hen og blev fysisk.

"Lad mig gætte. En dag tabte du. Var det en meget yngre eller meget større og stærkere?"

Det var ikke alle der havde en særlig spændende historie at fortælle. Mange kom fra fornemme familier. Ledere, arvinger og hvad ellers der hørte til i samme kategori. Hende egen situation var ikke så meget anderledes og alligevel var den. Hendes ankomst til Andromeda havde absolut intet med hendes status at gøre, og hun var også langt fra at være højeste dame i flokken.

Den sorte hingst fulgte hendes tempo, hendes skridt var mindre da hun jo i sig selv ikke var den største hest han havde set i sin levetid, så derfor valgte han at følge hoppens tempo. Han blik betragtede den vej de gik og han ville egentlig gerne sige hvor han var på vej hen - men han vidste det slet ikke, så for nu stolede han på at hoppen ikke førte ham i vanskeligheder. Hans ører var dog rettet mod hende, hun valgte at fortælle om dette land og alt som han overhovedet kunne lærer om dette store nye og spændende land sugede han til sig. Et lidt mere afslappet smæld med halen fik insekterne der troede de kunne holde buffet på hans røv til at lette.

"Du snakker om meget markante linjer imellem godt og ondt - men skyggerne er vel som sådan ikke onde? er de?

Han lod det formelle sprog forlade tonen lidt, da han efterhånden følte at de kunne snakke en smule mere frit end de før havde gjort. Han var en hingst som gerne ville vide så meget som mulig om.... ja alt. Så at denne hoppe var så beleven i dette land gjorde ham bestemt ikke noget, han kunne få en masse ting af vide og han kunne øve sig i den kunst at prøve at snakke med andre heste som på ingen måde var hans spids kompetence. Hun snakkede nu om hans fortid og et irriteret fnys forlod ham - han vidste godt at hun prøvede at være flabet og at det blot lod til hende at være så pokkers provokerende, men han var ikke vant til det og det irriterede ham - man for nu fandt han sig i det.

"nej ingen hest fik taget over mig, jeg havde kæmpet mig op til en af alfaerne - jeg var stærkere end de fleste. En puma fik taget i mig, efterlod mig i dage til at dø.. Så jeg kender lidt til smerte og nu på dette nye sted.... er alt anderledes"

Det huede ham ikke at hans kræfter ikke var som de altid havde været, men hvordan kunne han ændre dette udover at træne, øve sig og være klogere end alle andre. Han var en snu hingst og selv med denne hoppe havde han bagtanker...

Dette kunne blive godt.