Battle of Monsters → Chaos

[71]

Ava, slangehoppen, bevægede sig gennem træerne på Chibale. Hun kunne ikke rigtig tage til Leventra uden at komme tæt på flokken, og hun ønskede ikke få problemer med vogterne når hun var alene. Hun ville ikke have en chance alligevel mod lyshoppen. Lyset der brændte skyggerne væk, brændte hendes livskilde til de vred sig skrigende og flygtede. Lyset der engang imellem fik sendt en stråle gennem trækronerne, gjorde det tilpas lyst nok til de blå cirkler ikke lyste så meget op - ikke at de kastede et kraftigt lys fra sig i forvejen, men de virkede som almindelig blå pels, skjult af den lange pandelok.

Hvert skridt der blev taget var med en lille hidsighed, for hun havde igen ventet, og ventede stadig. Det var lang tid siden hun havde bedt den første om at hente Nynfen, og hun havde stadig ikke set skyggen af hende. Smidigt snoede hun sig mellem træerne og ud til en sti, der tydeligt var betrådt mange gange af andre. Der var trods alt mange der søgte hen på Chibale - sjovt nok fordi de godt kunne lide at være alene. Hvilken ironi.......

Hun var ikke så forfærdelig høj, men slank af bygning på trods af hun var opvokset i et område omgivet af bjerge. Det var måske også hendes lave højde og slanke statur, der gjorde mange undervurderede hende. Noget de hurtigt kunne komme til at fortryde.


@chaos

Dette sted var stadig nyt, han havde kun mødt lidt heste her og der, men ingen som indtil videre betød noget som helst for ham. Han var ikke en hingst som kunne holde af nogen, kærlighed var et svaghedstegn og ikke noget som han ønskede sig .. hvorfor have noget som folk altid beskriver som svært at miste? Derudover kunne han ikke se hvorfor han på nogen måde ville kunne have en at holde af, han ønskede ikke andres selskab han ønskede ikke at nogen rørte ham eller var tæt på ham?

Solens stråler varmede denne kulsorte krop let op, den kølige morgen dis lagde sig let i græsset og gjorde hans hove fugtige. De sorte ører vippede frem og de kolde øjne kiggede opmærksomt rundt. Stedet her var nye for ham, det synede tommere end de andre steder og alligevel kunne man se de tydelige afmærkninger i græsset - mange sjæle havde været her, netop på dette sted. Dette sted som nu var mere øde, eller det troede han. En tilstedeværelse var tydelig, han kunne fornemme i luften at der var nogen i nærheden, duften af hoppe dansede let over hans næsebor. Et smæld med halen viste at han tydeligt lagde mærke til dette.

Nu - længere fremme, der var hesten, en sort hoppe, med isblå aftegninger. Hans var ikke en hingst som elskede selskab, han var ikke en hingst som på nogen måde havde brug for sit daglige snakkehjørne, nej han var sin egen hingst. Hans mørke hoved blev løftet let, han var nysgerrig men ikke ansøgende, i et øjeblik stod han bare let og betragtede denne hoppe. En ting havde han lært på dette sted, respekt var ikke en hingst hestene på denne eng ejede.

Denne hoppe var garanteret ingen undtagelse.....

[72]

Ava gjorde et par kast med hovedet opad. Det flyttede sig en lille smule for hvert lille kast, og hun endte til sidst med også at standse og lade hovedet glide ned i normal højde igen. Hingsten der stod foran hende, lignede en slagsbror. En der enten havde set mange kampe eller fået tæv en del gange. Begge muligheder kunne være meget sandsynlige.

Efter et svirp med halen der fik den til at hvisle gennem luften, trådte hun nogle skridt nærmere i sin smidige kattelignende gang. Blikket gav tydeligt udtryk for hun vurderede hingsten. Ava standsede ikke foran ham, men fortsatte i en cirkel omkring ham. Ikke en der var forfærdelig stor, for det var der ikke plads til. Hele tiden var hun klar til at sende et bid i hans retning, hvis han skulle være så modig eller dum, selv at turde bide efter hende.

"Du ligner en jeg før har krydset veje med, men du virker ikke særlig bekendt"

Først da hun havde nået en hel runde, standsede hun foran hingsten og rettede sig en smule op, for ikke at se så lille ud som hun egentlig var. Bagparten blev svinget rundt, så hun stod med fronten til ham, som om hun ville blokere vejen. Indvendigt sad et lusket smil, men det viste sig ikke på hendes ydre.

Hoppen valgte nu at gå rundt om ham, dette betød på ingen måde at han kunne lide dette, de sorte ører blev let vippet om i nakken og det mørke blik fulgte hende, den ene forhov fløj fyrrigt i jorden og det stolte hoved blev løftet. Denne lille hoppe var på ingen måde bange af sig, hun var provokerende og ligefrem. Hun havde været her længe, hun var tilpas på denne eng og hun var ikke bange for at vise sig frem. Det kolde blik fulgte hende og han bekæmpede sin træng til at snappe hårdt ud efter hende. Han blev blot stolt stående og fulgte hende indtil hun stillede sig lige foran ham. Hun var tæt på, men ikke tæt nok på til at han ikke kunne klare det.


Den sorte krop spændtes let op og hendes ord fløj ind af hans ører - hun syntes at have set ham før og så alligevel ikke? Det virkede som en lettere forvirret hoppe, men han var også en meget almindelig udseende hingst, bortset fra de store ar som ikke mange havde - han nød ikke at slås og han søgte det ikke, men han havde været nød til det. Bedst som han stod og betragtede denne hoppe, meldte en duft sig.

En duft som han ikke havde duftet længe og en duft som på en måde irriterede ham. En duft som hedder drev de fleste hingste fra forstanden og som fik dem til at gøre fuldstændig åndssvage ting og hopper til at gøre sig til for egentlig ikke at ville noget alligevel... hormoner gjorde mange ting ved andre og han var heller ikke upåvirket - bare bedre end de fleste til at styre sig, for han var jo stadig trods alt en hingst..

[73]

"Åh lille pus da...... Har man mistet tungen?"

Selvfølgelig var der noget nærmest provokerende over ordene. Som om hun talte ned til ham, selvom han var den højeste af dem. Ikke bare en lille smule, men en del. Ikke at det burde være en stor fordel for ham, for jo større en hest, jo hårdere kunne de falde - og Avas mange ture op og ned af ildbjerget gjorde hende let på tå.

"Zeymah, briinah. Dreh hi lorot rok vis krif?"

Selvom blikket var rettet mod hingste, så hun alligevel ikke direkte på ham. Det var som om hun i steedet så direkte igennem ham. Ørerne blev vippet bagud, men ikke lagt ned. Ikke endnu i hvert fald. De fleste formåede at gøre Ava tilpas sur nok til hun med glæde så dem falde til jorden. Hun så dem gerne krybe væk, og den sidste der kaldte hende et udyr så hun gerne drukne i stedet for at komme helskindet........... eller....... Det var han ikke engang, men komme levende...... eller.... Halvdød derfra.

Ava lyttede. Lyttede til den ene og de mange. Hendes brødre og hendes søstre. De hvislende og hviskene stemmer der nogen gange kun kunne høres svagt, men af og til også talte til hende. Hun havde ikke brudt sig om dem til at starte med, men nu ville hun på ingen måde undvære dem.


Betydning:
Zeymah - bror / brødre
Briinah - søster / søstre
Dreh hi lorot rok vis krif - Tror i han kan slås?

De mørke øjne betragtede bare denne hoppe, hvorfor pokker snakkede alle hopper på dette sted så underligt, kunne de ikke bare bruge et sprøg alle snakkede? Et hånligt fnys forlod ham, han havde ikke været her længe, men allerede nu var han ved at være en smule irriteret over de fleste som trådte rundt på dette sted, to hopper snakkede volapyk og den tredje nåede ikke engang at snakked med ham, før hun vendte sig om for at gå igen - ja stedet var der helt sikkert noget galt med. Det mørke blik faldt atter på hoppen, hvis ord kickstartede noget i ham - Han var en respektens hingst og vidste stor respekt hvis han selv modtog den. Dette var dissideret respektløst. De sorte ører faldt let i nakken, ikke endnu surt, men mere advarende.

Han vidste ikke hvad det ville sige at give op eller bakke ud fra en kamp, han var vant til at alt handlede om at slås og selv om han var ny på dette sted, havde han ikke tænkt sig at bakke ud nu - det skulle denne hoppe ikke ændre på. Hendes størrelse var en del mindre end hans var, men dette betød på ingen måde at han ville undervurdere hende, han havde lært af sin fortid at selv den mindste hest kunne vinde over den største, så han undervurderede aldrig en modstander. Dette var heller ikke tilfældet med denne hoppe, hun kunne tydeligvis noget eftersom hun valgte at tilnærme sig fremmede hingste som hun gjorde.

En hov blev fyrrigt og med et let hvin hamret i hendes retning, ikke for at ramme hende - men blot for at fortælle hende at visse ting fandt han sig ikke i. Hvis han havde læst hende rigtig ville hun tage dette som et tegn på trussel og muligvis begynde på noget, men en ting var sikkert - med den opførsel denne hoppe bragte mod han, så var dette ikke en hoppe han ønskede at tilbringe tid med - hvorfor skulle han?

Det mørke blik var vendt mod hende, afventede og en smule køligt. Efter hans mange ugers rejse havde han mistet en del af sin styrke og dette kom ikke umiddelbart til udtryk i hans muskuløse krop, men han var ikke et sekund i tvivl om at han havde en mulighed for at komme til kors hvis det kom til kamp - men dette stoppede ham ikke, han ville aldrig underkaste sig eller på nogen måde bakke ud - Stoltheden ...

[74]

En lille og næsten utydelig latter kom fra Ava. Halen slog et svirp fra sig og ørerne blev lagt en anelse ned, som han kastede med en hov, men hun flyttede sig ikke. Hun stod lige i en tilpas afstand til ham. Det betød til gengæld også hun heller ikke var tæt nok på til at ramme ham. Men skulle han demonstrere hans "styrke", kunne hun sagtens gøre det samme. Ava nøjedes dog ikke med at kaste en enkelt hov i hans retning, men rejste sig på bagbenene. Ikke bare en lille smule, men tilpas højt nok til hendes hovede var højere oppe end hans. Begge forben blev kastet frem i hans retning, som hun lod sig søge ned på jorden igen.

"Nu ved jeg hvorfor du virker bekendt men på samme måde ikke bekendt. Der er flere af din slags. Et sørgeligt syn er jeg bange for. Har du et navn eller skal jeg bare kalde dig tungeløs?"

Hans reaktion før fik hende i hvert fald til at gå ud fra han sagtens kunne høre hende. Det betød han også sagtens kunne svare hende - hvis ikke verbalt så enten med et hovedryst eller på anden måde med sit kropssprog. Hingstens mørke blik fik Ava til at smile. Et udefinerbart smil, men tydeligvis ikke af hverken glæde, venlighed eller varme. Ava ejede ikke varme. Der var meget få hun havde knyttet bånd til, men også fysisk. Hendes kropstemperatur var den samme som hendes omgivelser, og alligevel en smule koldere nogle gange. Ikke fordi hun var død, men fordi hun havde givet sig selv hen til Herren.

Han stod køligt og betragtede hende blot imens hun vælger at te sig som et lille barn og stejle i hovedet på ham, hun rørte ham ikke og det var helt klar det vigtige i det her tilfælde. Han rykkede sig ikke en tomme, men valgte blot at betragte denne hoppe endnu mere intenst - Hun var en hoppe som vidste hvad hun stod for og som ikke fandt sig i noget, men hun burde dog sættes på plads, den opførsel overfor fremmede var ikke acceptabelt, men lige nu var det ikke på hans samvittighed at sætte hende på plads - det måtte hendes overordnede gøre. Dette sted var som alle andre, der var altid nogen som bestemte over nogen andre. Lige nu havde han ikke fundet sig til rette, men han ønskede heller ikke at finde sig ordentlig tilrette - hvis man først begyndte at føle sig til rette ville nogen helt bestemt begynde at få ondt i røven og prøve at få en til at makke ret eller lignende - det havde denne hoppe tydeligt været ude for...

Blikket kørte ned af denne lille hoppe, hun var køn - men hun havde lige som en af de andre hopper han havde mødt usædvanlige træk. Begge disse hopper med usædvanlige træk, havde begge været næsvise og provokerende, så det eneste han indtil videre kunne drage ud fra dette var at det måtte ligge til de aftegn, men hvorfor de fik disse vidste han ikke og han var egentlig også lidt ligeglad. Det ene ører rørte let på sig i retning mod hende, det andet lå stadig en smule tilbage. Skulle han gøre mere for at provokere denne hoppe, skulle han gå sin vej eller skulle han vise sig fra sin høflige og resoektfulde side, trods det faktum at hun ikke ejede respekt?

Et kort irriteret fnys forlod ham, dette var dog nærmest usynligt - det var mere et lettere opgivende suk, hvorfor var han endt et sted som dette, et sted som nok aldrig ville være et sted han hørte til?

Det sorte hoved løftede sig let og mulen skilte sig let ad og ud kom en stemme som tydelig bar præg af aldrig at blive brugt - den var rusten, hæs og nærmest metallisk. Ordene blev sagt med den hårde tone han ejede og der var intet provokende i tonelejet, men hvis han havde læst denne hoppe rigtig ville hun alligevel tage det en smule provokerende..

"findes respekt ikke i dette land?"

[75]

Ava..... Slangehoppe som nogen ville kalde hende. Et øgenavn hun var blevet giver for hendes utilregnelige opførsel. Fordi hun af og til næsten uprovokeret kunne finde på at sætte tænderne i andres pels, som en slange der gik efter et bytte. Måske var det alt denne hingst var. Et bytte..... Et offer for hendes underholdning............ En lille hingst hun kunne udsætte for hendes sindssyge syn på tingene og ikke mindst forskruede sind.

Det var tydeligt hun morede sig en smule da hingsten langt om længe åbnede munden. Hun lagde hovedet på skrå ved hans spørgsmål, og så på ham endnu en gang med et vurderende blik.

"Selvfølgelig findes der respekt. Men hvad har du gjort for at fortjene den? At du trækker vejret er ikke en god grund"

Uden nogen frygt for hans reaktion trådte hun en smule nærmere, så hun var inden for rækkevidde. Han skulle såmænd bare prøve på noget, og så skulle han nok få tilbage af samme skuffe - hvis ikke noget der var værre.

Denne hoppe irriterede ham, gik ham på nerverne og havde det været på alle andre steder, på alle andre tidspunkter havde det måske set anderledes ud. Men han var en kløgtig hingst, han vidste hvordan man spillede et spil, han vidste hvornår noget var et klogt træk og hvornår noget simpelthen blot var dumdristigt - dette var ikke en situation hvor der skulle spilles med musklerne, men hvor der måske skulle spilles en smule med hjernen i stedet.

De mørke øjne kørte nu langs denne hoppe, hun var tæt på og dette i princippet havde han intet imod, han havde noget imod selve berøringen. Så længe hun ikke rørte ved ham og vidste i det mindste den lille smule respekt som han ønskede, så havde han ikke brug for andet til at holde sin aggression i skak, for nu var tiden inde til at bruge hovedet og i stedet for at skabe fjender - var det måske tid til alliancer ? Bag de mørke øjne kørte tankerne rundt og et øjeblik glemte han alt om hvad der skete rundt om ham indtil hendes næste ord forlod hende. De var provokerende og lige på, men dette viste endnu engang hvorfor dette sted på ingen måde var lige som det sted han før havde betrådt. Det stolte hoved løftede sig højt og dette var ikke for at se ned på denne hoppe, men mere for at ændre holdningen lidt - så hele udtrykket ændrede sig bare en lille smule til at signalere at han måske var lidt mere åben.

"Respekt er noget man burde give alle, indtil de mister den... "

Han kiggede på hoppen og vippede let et øre i hendes retning, åbnede sig eller han prøvede ihvertfald, han var en meget privat hingst og han havde sine afkroge hvor ingen kunne nå ham. Men at spille med musklerne her fra starten og skabe en masse fjender - det var ikke vejen frem. Nu var han nød til at se hvad denne hoppe kunne byde på, hvis han var med på hendes leg.

[83]

"Sådan fungerer det ikke her i landet. Ikke længere. Ikke over det hele. Ingen respekterer mine, vores grænser. Ingen har gjort det længe, og derfor vil jeg, vi ikke respekterer andre før de fortjener den. Om det så betyder frygt skal følge med....... Begge kan bruges sammen eller individuelt"

Ava slog et svip med halen for at jage nogle insekter væk. Det var nok det hun hadede aller mest ved Chibale. Alle de træer og alt den frodighed betød også en masse liv. Så foretrak hun alligevel Foehns øde område - bortset fra når det var nødvendigt med føde og vand.

"Så fortæl mig, navnløse hingst, hvorfor bør jeg respektere dig, når jeg ikke kender dig, ikke ved hvor du kommer fra, ikke ved hvad dine intentioner er. Du kunne lige så nemt være en af dem der forsøger at invadere mit hjem..... Bringe lyset med og nægte at respektere vores grænse?"

Foehn var hendes hjem. Måske hørte vogterne og lys elskerne til i en flok, i Teylar, som befandt sig i et bestemt område........ Men hende, hendes brødre og hendes søstre hørte til over hele Foehn, selvom de ofte befandt sig ved ildbjerget........ og Ildbjerget syntes at være det sted de fleste søgte hen. De var ikke længere bange for konsekvenserne. Volin havde ikke været at se nogen steder i et godt stykke tid, hvilket havde fået skyggebærerne til at splittes af og vandre rundt alene i stedet for at stå i samlet flok. Men det skulle der snart laves om på, og Ava havde i et godt stykke tid påtaget sig et ansvar for at "jage" dem væk der satte sine hove i hendes hjem - og hun havde intet imod at lade blod flyde, hvis nogen gik i vejen for hende eller behandlede hende skidt.

Hendes væremåde ændrede sig en smule, samtidig med at han gjorde, dog var de på ingen måde afslappede i hinandens selskab og om dette ville ændre sig, vidste han ikke - men mange ting kunne ske på kort tid, det var en ting han havde lært i sin tid på tidligere områder, lige så snart man følte sig for selvsikker kunne dette føre til nederlag og derfor undervurderede han aldrig nogen eller stolede aldrig på nogen - ingen havde nogensinde vist ham hvad det betød. Hendes ord gav genlyd i hans øre, ja respekt var en ting som efterhånden lå til fortiden og dette var også en ting som han kunne konstatere herfra allerede nu, ingen ejede den eller også havde han endnu ikke gjort sig fortjent til den. Men hvordan man gør sig fortjent til respekt vidste han ikke.  Dette var en individuel ting, respekt.. Et ord som var ladet med så meget betydning, men som næsten ikke fandtes mere

Hoppen valgte atter engang og åbne mulen og lade hendes ord flyde og selv om han lyttede til alle ord hun sagde, bed han mærke i en sætning: Bringe lyset med.... Dette blev sagt som var det en dårlig ting og ja han havde hørt om de lande hvor dette var delt meget op, men han havde aldrig været sådan et sted - han var vant til der var en side og hvis man ikke var på den eller kæmpede for den, så ville man dø øg. han kæmpede for sig selv og ingen andre. Han vendte blikket mod hende og endnu engang fandt den rustne stemme vej til hans mule.

" De snakker om at lyset er en dårlig ting?

Mere sagde hingsten ikke, gav ikke udtryk på hans mening omkring dette, men lagde nærmere bolden over til hende - han ville høre hendes mening, han ønskede at vide mere om dette lys/mørke dilemma som de åbenbart havde kørende her, skulle han vælge side og i tilfælde af dette, hvilken ville han så vælge ?

[87]

"Nej.... De snakker ikke.... Jeg snakker, vi snakker, mig, mine brødre, mine søstre....."

Ava havde aldrig rigtig brudt sig om den fornemme måde at tale på. Hun hadede den endnu mere nu end hun havde gjort før i tiden. Før havde det ikke gået hende så meget på, for hun var trods alt opdraget med etikette.... Korr og Aria, hendes forældre, havde givet liv til hende og hendes bror, Arc. Ligesom Avas mor kom fra en anden flok, var det også Avas pligt at udvise dannelse, for en dag ville komme hvor hun ville blive sendt til en anden flok, hvor hun skulle stå ved lederens side - en allieret flok. Det var deres måde at sørge for at opretholde alliancen i tilfælde af en trussel udefra skulle dukke op. Arc skulle have overtaget hendes flok efter deres far, Korr, og en hoppe fra en anden flok ville komme til at så ved hans side. Ava havde aldrig rigtig brudt sig om at skulle høre efter hvad hendes mor sagde - hvad de andre "lærerinder" sagde. Kunne hun komme til det havde hun været ude og rulle sig i mudder sammen med Arc og de andre unge hingste.

Det var først nu - nu hvor hun havde ladet skyggerne indtage sit sind - nu hvor hun havde set hvordan Vogterne løj. Hvordan de lovede beskyttelse men ikke var der til at hjælpe alligevel. De talte næsten alle sammen så fornemt, og det vakte kun mere vrede frem i hende når hun hørte andre tale ligesom dem. De kunne lige så nemt være lyselskere og derfor præges af deres sprog.

"Lyset er en tyv..... Lyset tager ting fra Andromeda. Lyset giver ting til det de kalder vogtere. Vogtere af stjålne ting. Det tilhører Andromeda. Det tilhører ikke dem....."

Til tider kunne Ava lyde som en sindssyg. Måske var hun endda sindssyg. Før hun havde valgt skyggernes vej, havde hun været en del af Teylar. Været en del af den flok, hvor både hendes moster, fætre og kusiner havde været - og hendes lillebror. Men skyggerne havde haft fat i hende. De havde frosset deres tandsæt ned i hendes pels og efterladt et hvidt ar. Siden den dag havde hun hørt skyggernes hvislende stemer..... Ikke fordi de talte til hende den gang, men fordi hun så dem for sig hver gang hun lukkede øjnene og derfor ikke fik nok søvn. Det resulterede i vandvid og skyggerne tilbød hende hjælp. Tilbød hende et sted hun kunne føle sig sikker. De ville skabe et bedre Andromeda, og Ava var mere end villig til at følge deres ordrer, ene og alene på grund af hends had til vogterne i starten, men jo længere tid skyggerne havde hvisket til hende, jo mere kunne hun lide dem og jo mindre havde hun lyst til at undvære dem.

Hoppens ord lød og hans blik gled let ned over denne hoppe, hun talte til sig selv, og hendes ord havde flere betydninger - det kunne betyde hendes biologiske brødre og søstre, men nogen sagde ham at dette ikke var tilfældet, han havde før mødt en hest som hende, men dette var en hingst - han var invaderet af skygger og noget i hende skreg også skygge. Men han ville ikke dømme hende når han ikke kendte hende. Hans hoved løftede sig en anelse da hendes ord atter begyndte og lyde. Hun snakkede om lyset med så dyb en foragt at han næsten ikke længere var i tvivl.

Han blik førtes kort væk fra hende, før han satte gang i de store hove, hans sorte flanker bar ham kort et skridt tættere på hende, før han drejede af, han skridtede rundt om dette hoppe, langsomt, tålmodigt og betragtende rundt om hende. Hun var interessant og fangede ham på en måde uden at fange hans inderste. Et smæld med halen hørtes en smule sagte bag ham. Han fortsatte, men stoppede let op bag hende, hendes duft.... den ramte ham, hårdere end han lige havde regnet med - det var tydeligt at hun var i brunst. Han duftede kort en ekstra gang, før han fortsatte sine skridt rundt om hende, stoppede let ved hendes hoved igen og makkede sig hurtigt ind med fronten mod hende

"Noget siger mig at de... nattens hoppe - er en skyggehest eller hvad man kaldet dette her i jeres land"

Han ville lyve hvis han sagde at han ikke var betaget og en smule fanget af dette, hun var mørk, men virkede alligevel en smule åben overfor ham - men dette kunne skifte hurtigt, hvis han kendte blot en lille smule til disse former for heste. han vidte ikke hvor meget af dem selv, der var tilbage i de heste som skyggerne havde fanget.

[88]

At hingsten begyndte at kredse om hende brød hun sig ikke rigtig om. Det plejede at være hende der dømte andre, og nu virkede det til det var hende der blev set han. Da han stoppede bag hende blev ørerne presset ned i nakken og den ene baghov løftet en anelse, truende. Hun slog et svirp med halen som for at vifte ham væk, og trippede et par meget små skridt fremad, som trippede hun på stedet og alligevel kom til at flytte sig nogle cm.

"Du.... I...."

Rettede hun ham. Det kom jo helt an på hvem det var man snakkede til. Snakkede ma til Ava var det "du" snakkede man til hende som helhed, til hendes slags, til hendes familie brugte man "i". Hun gav et lille fnys fra sig som han kaldte hende skyggehest. Det var tit brugt om hendes slags. Skygge, skyggehest. Ond og udyr var også ord nogen havde brugt om hende, og selvom nogen måske ikke havde sagt det højt havde de garanteret tænkt ordet "bitch". Ava var ikke ond. Hun var ikke et udyr. Hun så bare verdenen fra en anden synsvinkel.

"Jeg bærer måske skygger..... Jeg er en... Jeg er mange.... Men skyggehest er noget sludder. Jeg er en skygge.... Vi er skygger..."

Det kunne også forstås på flere forskellige måder. Ganske vidst havde hingsten ikke kendt hende ret lang tid, men dem der havde ville også kunne se hun kun var en skygge af sig selv. Hun var ikke længere lille, blide, venlige og varme Ava. Hun havde ændret sig, og selvom hun ville påstå det var til det bedre, ville andre sige det modsatte.

"Vores land.... Mit land.... Dit land.... Når først du er her, kommer du ikke væk igen....... Velkommen til Andromeda. Der er kun en vej væk herfra"

Hendes velkomst blev sagt med noget der blev til en udefinerbar grimasse. En tone der ikke var til at læse, og noget der næsten kunne beskrives som sindssyge. Et eller andet sted morede det hende. Der var så mange der mente de nok skulle få det bedre i Andromeda end før. Så mange positive individer, men de skulle nok blive klogere.