Battle of Monsters → Chaos

Hun lukkede ham ind, han stod og var nærmest i forsvars position - men hun var ved at lukke ham ind - han havde lukket hende en smule ind og hun var begyndt at lukke ham en smule ind.. Hvad pokker det her var for noget, kunne han ikke på nogen måde overhovedet forklare, men for nu lod han det løbe videre. Han smældede med halen og så på hoppen med et lidt undrende blik

"Hvis du endnu ikke er gået, selv om jeg har været... mig... så skubber jeg dig ikke væk - jeg skubber ikke folk væk, det er folk der bare ikke kan finde ud af at holde af mig. Jeg ønsker ikke, jeg stræber ikke efter at knytte bånd, men der er heller ikke nogen som har holdt ved - så hvorfor overhovedet prøve?

Hun forblev tæt på og han smældede med halen og kunne ikke helt finde ud af om han skulle bakke eller om han skulle gå væk eller hvad pokker han lige nu skulle gøre ved denne hoppe. Hun vidste at han havde sine besværligheder med nærvær og alligevel valgte hun at udfordre ham ved at være så tæt på. Hun var ikke bange af sig, men hun havde heller ikke nogen grund til det endnu.. For nu havde han ikke nogen grund til at skade hende, men han var ikke ligefrem kendt som en hingst der kunne styre sig, hvis først man rørte ham.. han var programmeret forkert og det kunne meget vel gå udover denne hoppe.. nattens hoppe.

[39]

"Det er heller ikke mig der går. Du er den der ender med at gå"

Det var hvad hun havde erfaret. Selv hendes egen datter var gået da hun var helt lille. Endda før Ava overhovedet havde tænkt på at undersøge hvad Foehn gemte på. Hans spørgsmål kunne hun sagtens svare på, men hun havde en lille anden idé. Hvis man skulle lære en noget, var det bedre at hjælpe dem til at finde svaret selv. Hun kunne sagtens forklare ham hvorfor han skulle prøve, men det ville da være meget bedre hvis han selv fandt ud af det. Ava tog en dyb indånding og lod luften glide ud i en hurtig udånding hvilket sendte noget af den kolde luft fra hende over mod ham. Det var helt bevidst hun blev stående så tæt på for at udfordre ham på det han havde svært ved. Det skulle også komme til at give mening på et tidspunkt.

"Hvis man stræber efter at knytte bånd, er det ofte for påtvunget og ender ikke med at holde på længere sigt. Det er dømt til at fejle. Det bliver pludselig til noget man tilpasser sig efter og ikke noget der kommer naturligt.......... Humor me... Du har ikke flyttet dig endnu, på trods af jeg står så tæt på. Jeg ved du ikke bryder dig om at blive duttet til, men stol på mig. Ikke nødvendigvis for altid, for det vil jeg råde dig til ikke at gøre.... Men bare for nu..... Jeg kan skade dig på afstand, men har ikke gjort det endnu.... Luk øjnene"

Denne mørke hoppe som ikke umiddelbart stolede på nogen og denne hingst som bestemt ikke stolede på nogen overhovedet, stod nu her i natten - de snakkede med hinanden og brugte tid i hinandens selskab. Nu valgte hun at lade hendes ånde led glide over ham og han kunne mørke hvor koldblodigt det løb ned af ryggen på ham. Hans mørke blik blev rettet mod denne hoppe. Denne hoppe som nu valgte at snakke til ham - hun valgte at bede ham om at stole på hende - en hingst som ikke stolede på nogen overhovedet, skulle nu lægge sin tillid i en hoppe som ikke brød sig særlig meget om andre. Men med tanke på deres nuværende samtale, om hvem der forlod hvem ville han prøve noget nyt, han ville prøve at lægge sin tillid hos en anden end ham selv - men ville han lægge den hos denne hoppe. Hendes ord lød dog og han måtte give hende ret, hun havde haft adskillelige muligheder til at gøre ham ondt - hun havde haft muligheden allerede ved de første øjeblikke af deres møde, men havde valgt at stole på ham..

Han lod blikket glide kort ned over hende og rettede så blikket lige frem, han stod stadig med siden til denne lavere hoppe og et øjeblik overvejede hvad han egentlig ville gøre nu. Han lukkede øjne, smækkede de sorte ører langt ned i nakken og hver eneste muskel i den store sorte krop spændtes helt op. Han smældede en enkelt gang hårdt med den lange sorte hale og et hårdt og skeptisk fnys forlod ham. Han kæmpede med alt som inden i ham skreg at han skulle gå sin vej - som skreg at han skulle bide hende, alt som ønskede at komme væk fra denne situation... Han prøvede, han prøvede at lytte til hendes ord, men dette var intet han ville gøre med andre ... Hun havde ordene i hendes magt og for nu, på denne tid og på dette sted - ville han prøve hendes måde at se livet på..

[40]

Ava tog en dyb indånding. Det var måske lidt af et sats det hun havde gang i. Måske var det heller ikke spor smart, men hun var forberedt på hvad som helst, og derfor havde hun også nogenlunde kontrol over sin egen reaktion. Langsomt lod hun luften sive ud i hans retning igen, mens hun langsomt flyttede hovedet en lille smule tættere på, til hendes mule lige strejfede hans pels og til sidst lud den hvile mod hans hals, uden at gøre andet end bare at stå der.

Efter et lille stykke tid trak Ava mulen til sig igen, og tillod en smule mere afstand end før.

"Måske er det på tide at lægge det gamle liv bag dig. Her er det ikke nødvendigt at kæmpe for sin overlevelse, med mindre du selv ber' om det. Selv mine brødre og søstre.... De såkaldte onde..... De vil ikke engang gå til angreb uden nogen grund."

Stemmen var mere mild, noget man efterhånden meget sjældent oplevede hos den lille hoppe - især hvis ikke man var en anden skyggebærer eller selve de rød-øjede skygger. Ava havde en lille teori om at hans "ikke røre" tilstand muligvis kom af han havde været nødt til at kæmpe for alt der hvor han kom fra. Men Andromeda var en frisk start, og det gav en mulighed for at starte forfra, men for hans vedkommende var det nok ikke så nemt uden hjælp.

Om han stolede på hende ville han på ingen måde påstå, han stolede ikke på nogen, han vidste ikke hvad tillid var - men han lyttede og for nu lod han hende gøre det. Han mærkede hendes ånde og hendes pust som var ufattelig tæt på ham. Han kunne nærmest fornemme hendes berøring, lige i det hun rørte ham - kunne han nærmest høre det indre skrige og hans sind sige klik. Hele hans krop spændte op og han åbnede øjnene.. Men det var ikke hans øjne, det var de kolde og mørke øjne som tidligere i deres samtale havde vist sig.. Det var hans indre dæmon som nu kæmpede for at slippe fri, det var Celtic..

Samtlige af hingstens muskler blev spændt op og han kunne mærke hvordan alt inden i ham ville have ham til at angribe og dræbe denne hoppe. Hans instinkter talte og han trippede på stedet... Kæmpede for at kontrollere sig selv og et halvkvalt hvin forlod den store hingst. Han smældede hårdt med halen og selv om han virkelig ønskede at skade hende, så formåede han at holde sig på sin plads - den plads som kun kort blev forladt af hans trippen på stedet. Hendes mule fjernede sig nu og selv nu kæmpede hingsten.. Han mærkede alt det som sagde han skulle dræbe hende. Han drejede kort hovedet og bedte de hadfyldte og kolde øjne mod hende.. Endnu et hårdt med ramte den helt spændte krop og fik derfor lyden til at virke meget voldsommere. Han fjernede atter blikket og kiggede ligeud...

Han vidste ikke hvad han skulle gøre, man han kæmpede for at holde sig selv, kæmpede for ikke at skade hende.. Få minutter gik, men i hans hoved føltes det som timer... Hans vejrtrækning blev gradvist roligere og den store krop slappede mere og mere af. Øjnene forvandlede sig gradvist og blev til de kolde og mørke øjne i stedet for dem præget udelukkende af had.. Han sagde intet, men stod blot et øjeblik for at suge alle disse nye indtryk til sig.

[41]

Ava blev stående helt roligt og upåvirket af hingstens..... Panik? Vrede? Hvad end det var han havde gang i. Hun vidste udmærket godt det kunne være svært for ham. Hun havde selv haft svært ved andre rørte hende i perioden efter aret var blevet frosset ind i pelsen af hende. Men hans traume var større, så meget havde hun da også forventet. Ingen ville kunne lave så store fremskridt på ingen tid. Hun lod ham tage den tid det tog ham at falde ned igen, stadig uden at flytte sig. Egentlig havde hun næsten forventet et bid flyve i hendes retning. Man kunn vel sige det også viste noget af den tillid hun tillod sig selv at have til ham lige i det øjeblik.

At hingsten ikke havde så mange der kunne holde ham ud eller gad hans selskab - eller hvad anden grund de kunne have til ikke at gå sin vej, forstod Ava godt. Det var nok også de færreste i landet der rent faktisk ville tillade sådan en opførsel. Men det var ikke første gang hun havde mødt den opførsel, så egentlig kunne man vel sige hun havde lært at tackle den slags.

"Se det var jo ikke så slemt?"

Hele hans eksistens grundlag var nu blevet rykket på - ikke meget men en smule, eller for en hingst som ham var det faktisk en enorm del af ham selv han atter skulle til og bearbejde. Han havde ladet en anden røre ham uden at det på nogen måde gjorde ondt og nu stod han som forstenet.. Hvad skulle han gøre, hvad skulle han sige? Kunne han lide det? Ville han have det igen? Hvad pokker skulle han overhovedet gøre? Han brummede forvirret og uforstående. Han trådte et skridt frem for så atter at træde et skridt tilbage og ende i samme position som han stod i lige før. Han så på hende og ville på en eller anden måde gengælde hendes berøring, men han vidste ikke hvordan. Han rakte mulen frem og skyndte sig at puffe til hoppen skulder, dog havde han på ingen måde beregnet på hvor hårdt han puffede. Han var ikke vant til at røre ved andre. Mulen forsvandt næsten lige som den havde rørt, men puffet var en hel del hårdere end hvad tanken var.

Han Kiggede nu atter ud i luften og væk fra hende, så meget tillid havde han da fået til hende at han ikke hele tiden mente at det var nødvendigt at stirre på denne hoppe. Men lige nu var han forvirret, han var berøvet sin tidligere tro, for nu lige pludselig ikke at vide hvad han skulle mene.. Han brummede en smule forvirret og en anelse fyrrigt. De mørke øjne søgte nu hendes og et dybt spørgsmål forlod så hans mule.

"Er dette at have en familie?"

Han stemme lød helt forandret end den før havde været, den lød søgende.. undrende og nærmest en smule trist. Hvis dette var hvad det ville sige at have en familie, havde han så taget fejl af hvad en familie var og ønskede han den i virkeligheden... nej det gjorde han ikke, ikke føl og alt det pjat i hvert fald....

[42]

Hans puf fik Ava til at flytte den ene hov for lige at stå imod, men et lille smil dukkede alligevel op på hendes mule. Han havde ikke gjort det før og hun havde på fornemmelsen af han ikke ville have rørt hende før heller, med mindre det var for at bide.

"Familie er....... Dem du kan stole på. Dem der ikke forsvinder så snart der er en smule modgang. Man kan sige ens venner er ens selvvalgte familie. Men man kan sige det er et skridt i retningen af venskab. Familie er endnu bedre..."

Ava rystede sig lige over, og flyttede vægten fra det ene ben til et andet. En lille feminin men alligevel afslappet brummen forlod hende inden hun rettede blikket tilbage mod Chaos. Et lille nip blev sendt i hans retning. Ikke for at røre helt, kun lige nok til at strejfe.

Hingsten så bare lige ud i luften og var godt forvirret, han vidste ikke hvad han skulle give sig til nu. Skulle han overgive sig og lade denne hoppe vise ham at der fandtes andet i verden end de kampe som han så længe havde holdt fast i.. skulle han lukke hende ude og forlade hende for ikke at vende tilbage.. Han overvejede det, han elskede sit liv som ensom strejfer - der var kun en man skulle forholde sig til, en man skulle beskytte og en som man skulle holde i live... Men tankerne var mange, han havde mange ting som han ikke vidste hvad betød - han var en hingst i tvivl.. han lod blikket glide på hende i takt med at hun snakkede og de sorte ører vippede en amule mere frem nu. Men en ting stod malet i hele det store sorte ansigt og det var tvivl.. Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til hele denne her situation.


Hans hoved blev atter vendt væk fra hende og hans vejrtrækning blev roligere, men han lagde nu mærke til det nap hun sendte i hans retning, det rørte ham næsten ikke og så alligevel var det en stor ting for ham. Han lagde atter ørerne ned og svang hovedet i hendes retning, inden han kom tæt på snappede han tænderne hårdt i og førte mulen hen til hende.. Han ville bide hende, han ville angribe hende, men han kæmpede i mod og endte med blot at stå med lidt blottede tænder og ørerne lagt tilbage inden han modvilligt drejede hovedet væk. Han fnøs en anelse anstrengt og smældede hårdt med halen... atter lod han tiden gå.. stilheden tog over i denne nat og hans blik søgte hendes kort... Blikket i hans øjne ændrede sig pludseligt, og han så på hende - han stemme der nu lød, var brugt, hviskende og yderst lav..

"Vis mig hvad en familie er... "

[43]

Ava flyttede sig stadig ikke ud af flækken - heller ikke da et tandsæt kom flyvende i hendes retning, dog uden at røre. Om det så var på grund af den advarsel, hun havde givet ham tidligere eller af helt andre grunde, vidste Ava ikke. Det ene øre blev vippet i hans retning, men hans krav blev mødt med en hovedrysten.

"Det kan jeg ikke. Hvis jeg viser dig en familie vil du ikke se andet end individuelle individer."

Hun kunne sagtens pege ham i retningen af en familie, men det var jo ikke noget man som sådan kunne finde ud af hvad var bare ved at observere. Det krævede mere end det hvis man ville finde ud af hvad rigtig familie var, og taget i betragtning af han havde opholdt sig et sted og nærmest var så langt væk fra familiefølelse som man overhovedet kunne være, ville det ikke give mening at tage ham med hen til nogen. Hendes familie var jo heller ikke et særlig godt eksempel. De var knyttet sammen af det bånd de havde til skyggerne og de hjalp hinanden når der var brug for det, men der var ikke den helt samme familiefølelse som en rigtig familie. Det krævede lidt mere end et fælles mål.

"Familie er en følelse. Det er nærvær og det er tillid. Den dag du finder en, eller flere, som du vil give hvad som helst for, eller alt for, for at holde dem i sikkerhed.... Den dag har du fundet familie. Eller den dag nogen vil give hvad som helst for at holde dig i sikkerhed. Men jeg dømmer oddsene for det værende mindre."

Et lille puf blev sendt i hans retning inden hun trådte uden om ham for at fortsætte vandreturen hen af stien.

Han så på hende og kom med et fnys, hun snakkede ikke om andet end familie, men nu hvor han måske ønskede en, sagde hun at han ikke kunne få en. Han vendte sig i takt med hun gjorde og begyndte så at gå endnu hurtigere. Hans krop var spændt op og han rystede på hovedet - hvorfor sagde hun noget om familie og prøvede at overtale ham til at få en familie, men når det så endelig kom til stykket så ville han ikke kunne få en familie. Denn lille hoppe gik foran ham og i et tegn på frustration, nappede han ud efter hendes bagdel, en anelse hårdere end han egentlig ville - men det var frustrationen som tog over nu. Han smældede hårdt med halen og øgede så tempoet endnu engang og kastede sig en smule fyrrigt frem. Hans krop og hele hans væremåde var tydelige tegn på at han var frustreret..

"Så stop med at tale om det... "

Han hentydede tydeligt til familie - han ville ikke drøfte noget han ikke kunne få og som hun gjorde tydeligt, så ville ingen nogensinde holde af ham, han var ikke en hingst som man holdte af. Der var ingen som ville kunne finde sig i en som ham på længere sigt. De mørke ører var lagt langt i nakken over hans tanker og for lige nu var det rent frustration som løb igennem kroppen på ham. Han teede sig en smule uforskammet og lige nu travede han fyrrigt frem foran hende og smældede lidt irriteret halen til siden for at ramme hende - men han vidste på ingen måde hvordan man skulle få sådanne frustrationer ud, uden at skade nogen..

[44]

Ørerne gled i nakken og halen piskede sig om bagdelen idét han nappede ud efter hendes bagdel. Hvad pokker bildte han sig ind? Ava gav et fnys fra sig, men lod ham te sig som han ville. Han var ikke den første hun havde set været tøsesur over et eller andet, og sikkert heller ikke den sidste. Hvorfor var det altid handyrene der skabte sig sådan? godt nok var der også et par enkelte hopper, men det var flest hingste.

"Det er ikke min skyld du er utålmodig..... Jeg siger bare.... Familie kommer ikke fra den ene dag til den anden. Og den kommer slet ikke til dig uden en indsats fra din egen side af"

Hans hale fik Ava til at kaste hovedet i vejret og lige lade forbenene lette fra jorden hvorefter hun kastede sig en anelse til siden og dermed i stedet vandrede ved siden af stien og mellem træernes stammer. Noge af dem var ganske tynde men der hang stadig lave grene og nogle træer stod tættere end andre. Hendes størrelse var klart en fordel på det punkt.

"Hvad er det du vil? Det lader ikke til du ved det selv. Måske du burde finde ud af det først"

Hans sind var i vildrede, denne hoppe var ikke god for ham - hun forvirrede ham og gjorde at han mest af alt havde lyst til at lade Celtic slippe fri og angribe den næste og den bedste - men for nu lod han den mørke hingst blive i den fjerneste afkrog af sit sind, det var ikke en hingst som man kaldte frem bare for lige at få ordnet nogen få problemer, han var ikke til at få lukket ned igen når han først var fundet frem. Han så ikke tilbage på denne hoppe lige nu, han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre nu, han ønskede at blive en del af noget - men alligevel ønskede han ikke at være andre end sig selv. Hvis han jonere en flok, så ville han måske kunne få en smule af den der familie følelse og så alligevel være sig selv en smule mere? Hans mørke øjne betragtede denne hoppe kort og ellers stillede han sig blot og betragtede hende, hvad var det hun gerne ville? Et hårdt fnys forlod ham og ørerne blev tippet i nakken - han kunne mærke det indre pres fra Celtic.

"Hvad vil du?"

Han stoppede op på stedet og smældede hårdt med halen, han træk vejret en smule hårdt og overfladisk og stod så egentlig som forstenet i denne nattens mørke.. For nu var dette ikke hans aften, han vidste ikke hvad denne hoppe ønskede og han kunne ikke give hende noget - så hvad var formålet?

1

"Det er ikke hvad jeg vil, men hvad du vil, du skal bekymre dig om"

Et enkelt lille fnys forlod Ava. Hun kunne jo ikke bestemme hvad han skulle eller burde gøre eller hvad han skulle ville opnå med sit liv. Det var ham selv der måtte finde ud af hvad han ville, og når han havde fundet ud af det, kunne hun måske hjælpe ham på vej.

Ava standsede selv, men først da hun var lidt længere fremme end ham, og igen var kommet ud på selve stien. Hun vendte sig rundt for at se mod hingsten.

"Find uf af hvad du vil, Chaos..... Før du ved det kan du ikke hjælpes."

I stedet for at blive stående og stirre på ham, vendte hun rundt for at fortsætte hen af stien. Hun ville ikke bestemme om han skulle følge med eller ej, men hun vidste at hun ikke kunne lege hans mor og fortælle ham hvad han skulle gøre.

Han betragtede hoppen i natten, hun var anderledes end nogen han havde mødt - hun var den første som virkelig havde kunnet finde ind til den lidt mere tilgængelige hingst inde i ham - men kunne han bruge det til noget? Kunne han gøre sig selv bare det mindste sårbar ved at lade en hoppe komme tæt på ham? En hoppe som hende? En hoppe som var impulsiv og som turde svare ham igen? Han stod som forstenet i natten da hun gik forbi ham. Han vippede ørerne frem og brummede en smule tvivlende. Men hans tanker var ved at finde sig selv, de var ved at falde på plads og han vidste hvad han måtte gøre - han måtte kunne forstå hende, han måtte kunne forstå den kærlighed, som hun havde til disse skygger.

"Før mig til din leder... Før mig til ham, som gav dig disse.. Jeg er nød til at forstå"

Han stemme var en smule fraværende, men stadig bestemt. Hvis han skulle begynde at bekymre sig om nogen, så måtte han starte et sted og for at kunne holde af nogen eller stole på nogen, som levede med disse skygger, så måtte han vide hvad disse var.. han måtte lære hvad det betød at bære disse skygger. Han skridtede op på siden af hende og førte mulen hen til hendes skulder. Han rørte den ikke.. Men han var så tæt på at der nærmest ikke kunne være et hår imellem.. Han ville gerne, men han vidste ikke om han kunne få sig selv til det. Et kort øjebliks tvivl førte til at hans mule kort førtes over hendes skulder.. Akavet og hurtigt.. For mange ville dette være underligt og totalt malplaceret, men for ham var det et enormt spring imod at prøve at danne et bånd til nogen.