Battle of Monsters → Chaos

[25]

"Det vil de fleste sige de er. Vogterne og lyselskerne i hvert fald. Det er måske heller ikke helt forkert, men det er noget af en generellisering må jeg sige. Der er nogle af os man bør passe på. Der er nogen der kun har opsøgt os ene og alene fordi de har hørt vi er 'onde'. Jeg kan godt forestille mig de vil benytte hver en chance de har til at pine et andet individ. Men se på mig. Synes du jeg er ond?"

Farlig måske, men ikke ond. Det var en af de måder man kunne beskrive Ava på. Hun morede sig ikke med at pine andre - okay, nogen gange hvis andre var provokerende nok. Men hun gik jo ikke bare til angreb med mindre man havde trådt hende over hovene. Hun havde jo også givet ham en chance for at ændre attitude over for hende, da han havde bidt, i stedet for at påføre ham smerte.

"Uuuh... En alfa... Hvis jeg var opdraget ordentligt ville jeg bukke, men det er jeg ikke. Du er ikke den eneste her der har haft den titel. Faktisk er der en del jeg har mødt der har haft meget fin plads. Jeg har tilmed mødt en der kaldte sig selv for prinsesse.... Men en puma siger du. Det må være mindst lige så træls som at vade lige ind i et hvepsebo. Jeg tror ikke jeg ville lade nogen ligge i flere dage. Jeg tror jeg havde hjulpet dem lidt på vej."

Og havde hun været en puma havde hun højst sandsynligt ædt ham. Men de flade tænder kunne ikke rigtig gnave i kød, og det eneste gød hun havde smagt på, var de insekter der havde fundet sin vej ind i hendes mund på den ene eller den anden måde. Og så selvfølgelig dem hun fra tid til anden havde bidt, men det talte ikke rigtigt.

Hans blik gled kort over hoppen og han nikkede en smule forstående - godt så der var ikke som sådan noget der hed de gode og de onde og så alligevel. Det var lidt forvirrende, men for nu valgte han dog blot at lytte til hvad denne hoppe havde at sige - hun vidste meget om dette sted og det ville helt sikkert blive gavnligt på et andet tidspunkt. Han brummede kort og så endnu engang på hende. Han havde egentlig nogen spørgsmål til hende, men han vidste ikke hvilke der for hans situation var relevant lige nu. Han valgte nu i stedet at gemme alle de dybe spørgsmål til en anden god gang og tog et lidt mere overfladisk spørgsmål

"Hvorfor gå med til at få disse skygger - denne familie som du kalder der - familie er en ... overtro som man ikke kan bruge til noget?"

Han brummede en smule håndligt, ikke af hende, men af hele situationen. Hans ører vippede så i retning af hende da hendes næste ord nu lød og han kunne ikke lade være at himle en anelse med øjne. Denne hoppe var provokerende, nedladende og rent ud sagt lidt af en pain in the butt. De mørke øjne så på hende og han lod nu atter den dybe og lettere rustne stemme lyde

"Forstår de andet end at være... flabet?"

Sætningen var måske en smule hård i tonen, men han var ikke en hingst som endnu havde lært hvordan man skulle snakke til andre for ikke at fornærme dem og selv om han prøvede, ville der indimellem falde nogen sætninger af hvor man ville undre sig over hvor de kom fra..

[26]

Ava lod blikket glide mod hingsten og overvejede et meget kort øjeblik hvad hun skulle svare. For ja...... Hvorfor var hun egentlig gået med til at have de skygger? Men var hendes familie overtro?

"De lod mig leve. De satte deres mærke på mig. De viste mig et bedre Andromeda og de viste mig sandheden. Dem der skulle forestille at kunne passe på landet kan ikke passe på nogen. De passer jo ikke på landet. De er vogtere af ingenting. Der var ingen til at beskytte mig. Men de gør....."

Godt nok var det skyggerne der var skyld i hun var blevet mere og mere sindssyg med tiden, selv inden hun blev en af dem. Siden de bed hende havde hun ikke kunne lukke et øje uden at se dem for sig. Hun havde hørt dem hviske i stilheden selvom der ingen var. Til sidst var det blevet så slemt hun havde overgivet sig til dem. De havde taget hende til sig og nu passede de på hende.

"De er ikke overtro. De findes. De er med mig. De taler til mig. Jeg lyder måske som en sindssyg, men de er stemmerne i mit hoved. De kommer frem når der er behov for det... Jeg glemmer aldrig de røde øjne.......... Og så er der de andre skyggebærer ligesom mig. Vi er koblet sammen alle sammen. Vi er en og vi er mange."

Hans spørgsmål fik Ava til at standse igen. Hun vidste jo godt hun var flabet. Det lå efterhånden til hendes natur, men sådan havde hun ikke altid været. En lille del af hende blev en smule mere indelukket, som havde hun slet ikke tænkt sig at svare, men satte i stedet frem igen i et lidt hurtigere tempo.

"Du vil ikke forstå det."

Hans blik faldt på denne hoppe og han ville gerne sige at han havde ondt af hende - men det havde han ikke, dette var ikke en følelse han var i stand til at føle. Han følte ikke sådan for andre, han havde ikke som sådan medlidenhed, empati og alle de andre ting og navne for de følelser som han havde ført han manglede. Men han forstod hende til en vis grad, han forstod at disse skygger som ikke betød noget for ham, nærmest betød alt for hende - for hende var de lige så virkelig som de ben hun gik på og dette var en stor del af denne hoppe. Han kunne dog ikke sige at han selv ønskede disse, lige nu kunne han på ingen måde sige hvad han ønskede sig - han var en splittet hingst, han havde ikke et mål på dette sted, han ønskede lige nu ikke at overtage dette som han hele tiden havde gjort i sit tidligere land. Han var nød til at ændre sig som tiden og situationen så ud i dette land.

"Hvordan udvælger disse skygger deres ... ofre?"

Han tyggede længe på ordret ofre, for det var jo i princippet hvad de var, men han det virkede ikke til at de så sig selv sådan - de havde fået åbnet deres øjne for noget andet, noget de så som bedre, noget de var nød til at ændre. Hun ville sikkert blive stødt over hans ordvalg, men han var ikke en hingst som formåede at forstå hvordan man ikke stødte nogen, han tænkte over de ord han sagde og brugte hovedet, men han vidste ikke i hvilke sammenhæng forskellige ord kunne bruges og han vidste ikke hvordan han undlod at sårer nogen ved bestemte ord. Han vippede nu lidt undrende et øre i hendes retning. Hun sagde han ikke forstod hvorfor hun var flabet... så måtte hun jo forklare sig?

"Så forklar dem? Er dette en måde at holde andre væk på? ønsker du ikke selskab?"

Igen var ordene mere hårde end han egentlig mente dem, han mente ikke at hun skræmte alle væk, men at hun måske kunne fornærme nogen ved brugen af de ord hun brugte. han havde selv været en smule ramt - men tog aldrig ting voldsomt hårdt, da han var vant til værre.

[30]

"Det må være dem der ikke er værdige nok. Jeg går ud fra de kan fornemme det."

Ava kunne som sådan ikke vide alt. Hun vidste bare hun var blevet valgt. De havde ladet hende komme fra Foehn næsten uskadt, og hun var vendt tilbage igen. Hun havde mødt andre der var knap så heldige, og som ikke ville sætte sine hove på den ø igen, og som mente hendes slags var udyr. Ava så ikke sig selv som værende et offer. Dem der blev føde for skyggerne og dem der blev kastet i ildbjerget var ofrene - Og Ava havde ikke noget imod at ofre nogen heller.

Et stift blik blev rettet mod Chaos ved hans forespørgsel. Han ville ikke forstå det og alligevel ville han have hende til at forklare det. Ava gav et fnys fra sig og rystede på hovedet af ham. Hun kunne vel ikke forklare det på så mange måder. Han kunne sikkert godt forstå hvad hun sagde - men bare ikke forstå det på samme måde. Hvis ikke han var vant til at have familie eller andet end nogen at slås imod, så var der ikke ret meget at relatere til.

"Jeg har allerede mistet en bror. To faktisk. Nymfen. Venner..... Den lille hingst jeg tog til mig..... Og den der skulle forestille at være en jeg altid ville kunne stole på. Hvorfor spilde tid på venlighed når det alligevel bider dig i røven i sidste ende? Man kan ikke miste hvad man ikke har"

Han så tegn hos denne hoppe, tegn på at hun var mere plaget end hvad det først så ud til, han vippede let ørerne i retning af hende og vippede dem så bagud igen, hurtigt - han var ikke vant til dette, han var ikke vant til at føle empati med nogen eller bekymrer sig for hvad der skete med nogen som helst, men dette sted var anderledes, dette sted fik ham til at føle ting han ikke troede på, ting han hele sit liv havde sagt var ojat. Han smældede en gang hårdt med halen da hoppen nu begyndte at snakke om at hun havde mistet, hun havde mistet mange og det forstod han, det var hårdt for dem som havde følelser - det var hårdt at holde af nogen og derfor havde han valgt at lade helt være.

"Men hvorfor overhovedet danne bånd? Folk forsvinder... derfor er jeg... "

Ja hvordan ville han slutte denne sætning? Anderledes? En særlig? Følelseskold.... eller ville han gå så langt soma t kalde sig selv en koldblodig dræber? Han havde aldrig holdt af andre end sin mor, hun var den første som svigtede ham og hun var den første der lærte ham ikke at stole på nogen overhoveder. Han rystede kort på hovedet og valgte at se lige frem i stedet. Denne samtale havde på alle måder taget ham med storm, han havde aldrig åbnet sig bare det mindste for andre og nu snakkede de pludselig om langt mere alvorlige ting end hvad han først havde troet på... Han havde bidt hende og ham havde troet at de ville ene i slagsmål, men nu gik de side om side og .... snakkede.. det var noget nyt.

"Det.. øhm tror jeg nok jeg er ked af"

Han hentydede til alle dem hun havde mistet, men som den store klump klodset han var, vidste han ikek hvordan man forholdte sig til disse ting, han prøvede at vise medfølelse - men dette var slet ikke noget som lå i ham, han følte intet - så hvordan kunne han vise det han ikke følte?

[34]

Endnu en gang rystede Ava på hovedet af Chaos og hans ord. Hun var ikke helt enig i dem. Alligevel lagde hun godt mærke til han ikke afsluttede en af sætningerne. Noget der fik ham til at se i hans retning..

"Derfor er du hvad? Nej.... Folk forsvinder ikke. De bliver taget væk. Forlader en. Forråder en. Hvis de bare forsvandt ville det næsten være bedre."

Hvis Nymfen var forsvundet ville hun ikke skulle bekymre sig om hvorvidt hun kunne finde på at joine lyselskerne. Hun ville heller ikke skulle gå og tænke over om Nymfen bare havde holdt sig væk fra hende og ignoreret alle dem Ava havde sendt til Teylar for at hente hende. Det kunne jo være hun ikke ønskede at se sin mor længere.

"Hvis du tror du er ked af det, er du det ikke. Men det er også forståeligt nok. Man kan ikke vide hvordan det føles hvis ikke man selv har prøvet det.... Man lærer vel bare at den eneste man kan stole på, er sig selv."

Ava gjorde et svirp med halen og satte farten en anelse mere op. Måske var hun en lille hoppe, men hun kunne sagtens bevæge sig med både fart og ynde hen over og igennem terræn. Og med den voksende hidsighed der tydeligt viste sig gennem de muskler der arbejdede under den kulsorte pels, var det næsten umuligt at bevæge sig langsomt.

Deres samtale havde udviklet sig til noget som han egentlig ikke vidste om han brød sig om - de snakkede meget intimt ifølge ham og lige nu kendte han vidst ikke engang denne hoppe, men hun lod så heller ikke til at hun overhovedet ville lade nogen som helst komme tæt på hende - men for nu ville han bare lade øjeblikket udvikle sig og se hvad pokker de skulle ud i. Han smældede en smule hårdt med halen for at få sine tanker lidt på afstand og hun snakkede igen - hun havde bidt mærke i at han ikke havde afsluttet sætningen og spurgte nu ind til det og hvad ville han gerne svare?

"Jeg er en hingst uden nogen former for ... forbindelser - jeg har aldrig villet snakke med andre, aldrig har haft brug for det.. Jeg gider ikke spilde min tid på venner, har ingen familie og alt det som folk render og kalder kærlighed er blot en svaghed og derfor unødvendigt"

Han vidste udmærket allerede at denne hoppe så anderledes på nogen af disse ting, men det var ikke en grund til at han ville holde igen med sine meninger - der var intet i verden udover hans egen velvære som betød noget for ham overhovedet og det var der ingen som ville kunne ændre på overhovedet. Han brummede lidt mere tilfredst da hun sagde at det kun var en selv man kunne stole på - hun lød dog en smule tvivlende i den udtale og det var hans slet ikke.

"Du kan udelukkende stole på dig selv - jeg har ikke den familie som du har.. her tænker jeg på dine... skygger... Jeg får aldrig en familie og har ikke brug for en"

[35]

"Men der tager du fejl. Dig og alle de andre jeg har hørt deler samme mening. Ser du.... I forstår ikke kærlighed. I har måske aldrig følt den og hvis i har, er det måske noget der har gjort ondt. En hoppe der er skredet, familie der er mistet eller en hoppe der måske mistede livet. Og ja.... Det gør ondt. Men kærlighed er mere end det"

Ava gav et halvhårdt fnys fra sig. Tænk engang hun skulle til at belære en hingst om svagheder og styrker. Han lod jo til at have så godt styr på det, men han glemte at se det fra den anden side af. Han glemte at se på hvad man rent faktisk kunne bruge kærlighed og familie til frem for hvilken byrde det kunne være. På trods af hendes meget ofte meget negative indstilling, var Ava også i stand til at se positivt på nogle ting. Hun var god til at se hvad der kunne bruges og ikke bruges.

"Har du ingen venner og familie eller nogen som helst du holder af, eller som du så fint påstår er en svaghed....... Har du heller ikke noget at kæmpe for. Dit eget liv måske, men det tæller vi ikke med, for det har alle. Har du intet at kæmpe for har du intet at tabe og har du intet at tabe har du intet at leve for. En mor vil kæmpe 10 gange så hårdt som dig, for at beskytte hendes søn eller datter, for selv at overleve, for at se sit afkom vokse op. Ene og alene på grund af kærlighed..... Selvfølgelig kan det bruges mod en, men det er der så mange ting der kan."

Hun vidste hvad hun talte om. Hun stod jo selv i en situation der ikke var så meget anderledes. Hun havde kæmpet for sin Nymfe. Gjorde det på sin vis også stadig, selvom hun havde indset hun nok aldrig ville komme til Foehn eller Chibale - eller måske endda ville tale med hende. Det var på grund af Nymfen, Ava var den hun var.

"Mine brødre og søstre vil huske mig den dag jeg ikke er her længere....... Hvem vil huske dig? Du går i glemslen. Ingen vil sørge over dig, ingen vil huske dig og ingen vil savne dig."

Han så på denne hoppe og hendes holdninger var helt klare, men de var også så langt fra noget han overhovedet havde regnet med fra denne hoppe. Hun var ved at hidse sig en smule op og det røre ham overhovedet ikke - han kunne ikke være mere ligeglad med hvem han pissede af, han kunne ikke være mere ligeglad med hvem der ikke brød sig om ham - han var sin egen hingst og han kunne klare sig selv. Hun snakkede om kærlighed og han kunne tydeligt fornemme den måde hun snakkede om at dette ikke blot galt heste generelt men også hende selv. Hun snakkede så intenst om kærlighed og så indebrændt om kærlighed at det ikke kunne undgås at høres. Han smældede med halen og kastede en smule med hovedet. Han var ikke en hingst som var nem at overbevise om noget som helst - men han måtte give hende at hun havde ret i det med at have noget at kæmpe for.


"Jeg forstår dit synspunkt og kan godt se det med at have noget at kæmpe for - men jeg har ikke haft den følelse og jeg kommer ærlig talt nok heller aldrig til at have den"


Han så blot på hende med et undrende blik da hun valgte at sige det med glemslen, han var ikke en hingst som brød sig om at andre tænkte på ham, han var ligeglad med om folk vidste hvem han var, han var ligeglad med at være en som folk ønskede omkring sig - han var smamen med den han ønskede, når han ønskede og det ikke at have nogen som holdte af sig eller som man holdte af - gjorde at man ikke behøvede at tage nogen hensyn, han kunne gøre hvad han ville, når han ville.

"Hvem skulle jeg ønske ville huske mig? Hvorfor skulle man ønske at folk ville mindes en? Når du er væk, så er du væk... livet går videre for andre"

[36]

"Og det er den holdning der gør jeg kommer til at leve meget længere end dig."

.... Med mindre hun selvfølgeligl fik alt for store problemer med lyset. Men så længe hun bare ville være i nærheden af Foehn, vikke hun ikke have nogen problemer. Og næste gang hun ville møde denne Illana, ville det højst sandsynligt ikke være alene.

"Ja, livet går videre for andre og ja, når du er væk er du væk. Men hvis du alligevel bare er væk og ikke ønsker at nogen skal huske dig eller tænke på dig, og du ønsker ingen i dit liv.......... Hvorfor er du her så stadig? Hvorfor er du ikke hoppet ud fra den nærmeste klippe? Eller endnu bedre... taget til toppen af ildbjerget og kastet dig selv i der......?"

Hvis ikke man havde noget at leve for overhovedet, og slet ingen ønske om at blive husket eller udrette noget, så var der da ingen grund til at leve. Og hvad var så meningen med hans eksistens i Andromeda? Hvorfor var han havnet der, hos dem der fik en ny chance, når han så tydeligt ikke selv ønskede en?

Han så blot på hende og himlede med øjne, han øgede tempoet betydeligt og valgte nu at trave ind foran hende og stoppe op. Han lagde kort ørerne i nakken, men fik dem alligevel frem i en kort periode og så så på hende. Han smældede hårdt med halen og lod et fnys forlade ham. Han så en smule intenst på hende og valgte i en kort periode ikke at sige noget, men efter lidt tid faldt der noget mørkt over de øjne som ellers havde været forholdsvis rolige det sidste stykke tid.


"Jeg kunne også bare lade dig dræbe mig - du virker til at være .... ligeglad.."

Med det mente han ikke med ham, han vidste udmærket at hun var ligeglad med ham - de havde lige mødt hinanden og hun var ikke en hoppe som overhovedet følte noget - lidt lige som ham. Eller hun havde vist følelser, men hun var ikke en hoppe som lod nye komme ind i sit hjerte, hun var ikke en hoppe som åbnede sig. Hvorfor hun overhovedet stadig brugte tide sammen med ham, var hun ikke selv helt sikker på. Men nu havde hun muligheden for at gøre en ende på det - så nu kunne hun tage den. Han var træt af at høre fra alle at et liv uden føleler ikke betød noget.. Alle ønskede at prædike for ham om hvor meningsløst livet var uden kærlighed - alle ville prædike og ingen ville lære ham at forstå.. '

Så hun havde ret.. hvorfor var han her stadig?

[37]

Ava måtte standse rimelig brat da Chaos valgte at svinge sig ind foran hende og stoppe op. I hvert fald hvis hun ikke ønskede et frontalt sammenstød. På sin vis kunne hun vel også skyde skylden på ham. Ligesom han forholdt sig tavs, gjorde hun også. Noget af det mørke der faldt ind over hans blik, fik en lille indvendig djævel til at danse glædeligt omkring hos Ava. Noget der ikke viste sig udadtil.

"Det kunne du.......... Men hvad sjov ville der være i det?"

Langsomt trådte hun nærmere igen. Lige præcis nok til hendes mule var tæt nok på ham til at kunne fornemme varmen fra hans udåndinger uden at røre. Der blev hun stående i stilhed i nogle sekunder. Et halvt minut måske endda.

"Hvorfor er du her stadig, hingst? Hmh? Hvis man er væk når man dør, hvorfor er du så ikke væk?"

Bare det at han kunne mærke hoppens ånde så tæt på ham, var nok til at han kunne mærke samtlige instinkter i kroppen - de snakkede ikke bare, de skreg til ham at han skulle angribe hende - De skreg at han skulle dræbe hende. Han vendte kort hovedet væk, for at skjule den kamp og den trang han havde til at angribe hende - ørene blev lagt i nakken og man kunne se den store krop spænde op. Han havde dog endnu kontrol over samtlige muskler og ville ikke lige nu i hvert fald lange ud efter denne sorte hoppe.. Han brummede kort, for at prøve at lade tankerne tænke på noget andet end at hun var så tæt på.


"Hvis dette ikke er væk... så ved jeg ikke hvad er.. Skygger... lys? Gode... onde?"

Han himlede kort med øjne.. dette sted var så godt som væk i hans øjne - her skulle man tænke på følelser, man skulle tænke på andre - dette sted var underligt for ham og dette sted var helt væk for ham - så hvorfor overhovedet prøve

"Hvis familie og bånd er så vigtige for jer... her... hvorfor gør du så alt for at skubbe alle væk?"

Den rustne stemme var nu en smule hakkende, hun var tæt på og han kæmpede med sig selv, aldrig havde han haft nogen så tæt på før...

[38]

"Det her kan umuligt være væk. Det her er Andromeda - hvilket betyder du er et sted. Et andet sted ganske væk, men du er ikke væk. Skygger og lys er hverken gode eller onde. Vi har bare hvert vores syn på verdenen. Vi ønsker udvikling, det gør lyset ikke. Lyset vil holde fast i det gamle."

Så længe man vidste hvor man var kunne man umuligt være væk. Måske var han "væk" for dem fra hans gamle liv, men hvis ikke han havde nogen tæt på sig eller nogen som helst han stolede på eller holdt af, eller omvendt for den sags skyld, var han vel heller ikke væk fra nogen.

"Familie og bånd er ikke vigtigt for alle her. Nogen vælger bevidst at flakke ensomme rundt her. Det må være yderst kedsomligt....... Tænk engang kun at skulle holde sit eget selskab ud. Hvordan ville man blive klogere på noget som helst, hvis det eneste man ville få at vide var hvad man selv i forvejen vidste. Ingen meningsfyldte snakke eller samtaler. Mig..... Jeg skubber ikke min familie væk. Jeg havde to - den ene har skubbet mig væk. Alle andre end min familie har skubbet mig væk, så hvorfor skulle du ikke også gøre det samme? Og alle andre jeg endnu ikke har mødt?"

Det var måske mange ord, men de var nødvendige. De var nødvendige hvis man skulle forstå hendes synspunkt. Hun havde ikke selv valgt sin familie fra. Måske ville de mene hun gjorde det den dag hun lukkede skyggerne ind, men der var ingen af dem heller, der havde været der for hende dengang hun havde brug for det. Ingen der støttede hende i hendes valg. Og den ene der godt nok havde hadet det men alligevel holdt fast, havde også forrådt hende.

Blikket hvilede stadig på hingsten og afstanden forblev den samme korte.