Battle of Monsters → Chaos

Hans ord satte med det samme den lille sorte hoppe i stå og han vidste allerede nu at han ville se et gensyn med den sure hoppe han før havde set – han så ikke frem til det og han kunne mærke at alt i ham havde lyst til at kæmpe imod hende og den vrede som var på vej. Men hans tanker gled hurtigt videre, han havde ikke lyst til at lege med hende nu – han gad ikke at hans eneste næsten ven skulle te sig sådan og ødelægge det venskab de måske på et tidspunkt kunne have. Han smældede hårdt med halen lige i det den lille hoppe vendte sig om og hele hendes udtryk gjorde at han vidste med det samme at hun ville dræbe ham. Han fnøs en smule og holdte ellers sin latter inde. Hun opførte sig som en teenager lige nu. Han lod den store hovedrysten blive inde og lod blot de mørke øjne betragte hende.


”jeg taler ikke til dig som om du er en af dem.. jeg taler til dig som jeg ville tale til alle andre. Jeg siger ikke du er som dem, men du er i den gruppe som bruger ensomheden til at skræmme mig.. Det kan du ikke”


Han kunne høre på hendes ord at hun var gal, at hun havde lavet vreden tage over og han sukkede en smule – det var alt andet end den hoppe han før havde mødt. Hun havde smidt alle sine værdier væk for at lade den indebrændte vrede tage over. Han lod bare det mørke blik falde dybt i hendes og ligegyldigt hvor sur og truende hun blev, havde han ikke tænkt sig at rykke sig. Han følte selv en vrede indeni ham og han følte den store psykotiske hingst indeni kroppen buldre for at komme frem – men han ønskede ikke at lade den store hingst komme frem, for så var det helt sikkert slut med deres møde og de næste som måske kunne ske. Han var ikke en hingst osm kunne stoles på og han vidste ikke hvordan han ville reagere på denne hoppe.


”Lige nu ville ensomheden være bedre end denne hoppe foran mig. Du ændrer dig og lader vreden tage over – du får det til at lyde som om det er min og sikkert også andres skyld. Hvis du vil have jeg går, så gør jeg det. Men ellers bliver jeg her til du falder til ro igen, jeg ønsker ikke at vores møde skal slutte på denne måde”


Hendes sidste ord forstod han ikke og han var egentlig ikke sikker på at han ønskede det – men hvad der skulle ske nu var helt op til hende – ønskede hun at han stak af, så ville han gøre det og ellers ville han blive..

1

”Du, hingst, skal ikke tale til mig som er jeg en af dem, en af de andre, en af de svage. Jeg bruger ikke ensomhed til at skræmme, men forstår ikke dig. Dine ord siger du både vil være alene, men ikke være alene, så jeg siger bare, at det du har gang i er dumt, hvis du rent faktisk ønsker en familie, som du helt selv snakkede om. Men jeg, vi, os, er ikke en af dem. Ikke ligesom dig.”

Ava gav et fnys fra sig. Han havde sat hende i bås som så mange andre. En bås der ikke passede på hende. Han kendte hende ikke, vidste ikke hvad hun havde været igennem. Hvordan kunne han overhovedet udtale sig om noget som helst når det kom til at sammenligne? Det eneste hun havde gjort var at påpege hvor forkert hans handlinger var, hvis han ønskede den familie, de venner og det bånd han havde snakket om, hvorefter han hellere vil være alene. Den del virkede fuldkommen idiotisk. Hvorfor spilde så meget tid på at samle info og viden om noget, og så egentlig ikke have nogen interesse for det alligevel?

”IGEN! Chaos……. Du ved INTET om mig. Jeg lader ikke vreden tager over. I modsætning til dig, kæmper jeg ikke med mine indre dæmoner. Jeg lader ingen tage over. Hvis ensomheden er bedre end den hoppe, der står foran dig. Så skal du få din ensomhed……….”

Ordene der var startet op med råb og hævet stemme, endte ud i noget meget mere roligt. For roligt måske endda. Ava var ikke en hoppe, der ønskede at bede andre om at blive eller gå. Hvad ville meningen med det også være? Hvis han alligevel bare ville vente til han mente hun var faldet ned, og så bare gå der? Så kunne han jo lige så godt gå med det samme. Men han skulle nu alligevel have en lille afskedsgave med sig.

Ava lod sin energi fokusere på ham. Lod et gennemtrængende blik hvile på ham. Det krævede ikke lige så meget anstrengelse som før i tiden. Nu var det næsten som at give andre et dræberblik, når hun startede små blødninger på indersiden af lungerne. Når hun tilførte smerte til andre. Ikke på noget som helst tidspunkt, mens hun lod sin magi virke, blinkede hun.

”Du, Hoppe”

Han stemme var en smule anklagende, hendes respektløshed havde ramt ham hårdere end han lige havde regnet med. Det kunne godt være at hun var begyndt at tro at hun bestemte det hele, men han var ikke ligefrem en hingst som bare rullede rundt og lod alle gå direkte over ham, som hun garanteret var vant til fra næsten alle andre som hun plejede at lege med på denne eng, han trak vejret en smule dybt inden han valgte at fortsætte hans sætning ingen.

”Jeg har hele mit liv levet i ensomhed og i konstant kamp – jeg ønsker at finde et sammenhold, men ensomheden er det jeg i hele mit liv har levet med, det er det trygge, det sikre og det jeg altid vil vænne tilbage til hvis jeg føler mig usikker. Det du har med din familie og dine brødre og søstre, er din tryghed og jeg har min. Jeg ønsker ikke at leve alene, jeg vil gerne prøve at leve blandt andre, men det kræver tilvænning og bliver jeg presset ud i noget jeg ikke ønsker, er ensomheden tryg at falde tilbage på”

Han vidste og kunne tydeligt mærke det stemning som var kommet igennem dem, han vidste at deres måske mulige venskab var i en tynd tråd og han kunne tydeligt fornemme at den lilel sorte hoppe var hidsig og han havde egentlig heller ikke forventet andet. Men havde troet at en hoppe som hende kunne forstå en misforstået hingst som han selv. Hun havde snakket om at ikke alle kunne håndtere hende, men alligevel dømte hun ham for ikke at kunne falde ind i de normer som de levede efter her, hun dømte ham for at være anderledes. Hun snakkede om at han ikke kendte hende og han kunne ikke lade være at ryste lidt på hovedet. Hvis han ikke kendte hende, hvorfor så overhovedet bruge tid med hende, hun ville bestemt ikke lukke op for nogen, hvis hun ikke ønskede det og han følte lidt at det var op af bakke lige gyldigt hvad det egentlig var at han gjorde – hun ønskede at skubbe folk fra sig og det kunne han tydeligvis ikke ændre på.

”Du er ikke som andre og du kan godt sige at jeg ikke kender dig, men du skal ikke påstå at jeg intet ved om dig du sorte hoppe. Hvis dette er din opfattelse, så er det dem der har svigtet, dig der ikke har lukket mig ind. Ensomheden er som sagt mit helle og når du ikke ønsker at lukke mig ind, hvorfor så ikke søge tilbage til det jeg kender – kampen om at åbne op for dig er åbenbart sværere end først beregnet”

Hendes blik ramte ham så og han lod blikket blide på hende, han kunne mærke smerten og det kunne ses i hans ansigt, men han blev stående, hun skulle ikke have den tilfredsstillelse, men blikket i hans øjne udover smerte var tydelig, han havde troet bedre om hende.

6

”Du kender ikke til min tryghed og sikkerhed!”

Stemmen var vrissende. Han antog alt for mange ting. Hun følte sig ikke mere sikker bare fordi hun havde sine brødre og søstre. Selvfølgelig kunne hun da søge hjælp hos dem, men det betød ikke hun følte sig sikker. Hun havde allerede været fuldkommen forsvarsløs 2 gange. Den ene gang på grund af en vogter og den anden gang på grund af lyset selv. Det havde hun ikke en chance imod. Selvom hun havde brødre og søstre, betød det ikke hun kunne stole på dem altid. De var, ligesom alle andre var, deres egen, og alligevel ikke. De var dem, de var mange, de var en. Skyggerne havde det sidste ord, men de blandede sig ikke i småting.

”Du modsiger dig selv igen. Du søger ensomhed, men du ønsker at finde sammenhold. Det er to ting der ikke kan lade sig gøre. Søger du sammenhold vil der altid være en form for familie, og med en familie er man aldrig alene. Du kan vandre rundt alene, men du vil stadig ikke være alene. Ensomhed betyder ikke at lukke nogen ind og ikke lukke nogen ind betyder intet sammenhold.”

Hun dømte ham jo ikke, men påpegede hans modsigende ord. Det han sagde gav jo overhovedet ingen mening. At ønske at finde sammenhold, og alligevel ikke finde sammenhold. Han ønskede familie, men han ønskede at være alene. I modsætning til ham, antog hun ikke noget, men brugte hans egne ord imod ham.

”Hvorfor skulle jeg lukke nogen ind der hellere ønsker ensomhed? Der er større risiko for du vender mig ryggen end nogen anden med den holdning”

Hun havde ikke tænkt sig at stoppe lige med det samme. Han kæmpede imod, men hun lagde bare flere kræfter i. Det var en magtkamp uden fysiske handlinger. Hvem ville give op? To monstre i kamp med ord og stædighed.

”Jeg kender generelt ikke til sikkerhed og tryghed!”



Hans stemme blev nu vrissende, han havde længe givet hende ælngere snor end han ville have givet nogen andre, hun ville diskutere og hvis dette var hvad hun gerne ville, så skulle hun få det. Hun ville tydeligvis ikke lade ham gå før han enten ikke kunne eller før han havde givet hende hvad hun ville. Hun mente ikke at hun havde sikkerhed i sine brødre og søstre og alligevel roste hun dem til skyerne, hun modsagde selv sig selv et par gange, men han ønskede ikke at rive mere op i dette, han ville væk fra hende lige nu – han ville ikke ødelægge dette som måske stadig var muligheden for at blive hans første ven, ved at lade hende se en fuld version af Celtic. Han smækkede hårdt med halen og lod de mørke øjne søge mod hende netop i det hendes vrede ord atter begyndte.


”Jeg siger blot at hele mit liv har min ensomhed været alt jeg har kendt til, alt jeg overhovedet har haft behov for. Dette land er så markant anderledes, alle vil snakke, alle vil ind på en, alle vil hjælpe en. Det er noget jeg ønsker at kunne deltage i, men lige så snart det kommer for tæt på, vil jeg tilbage og finde min tryghed i ensomheden, dette vil jeg væk fra. Men du gør det ikke ligefrem bedre ved at… være sådan”


Hun var en hoppe som var stædig som dagen er lang, det samme var han til tider – men hun tog det selv et skridt videre og han vidste at ligegyldigt hvad han havde tænkt sig at sige ville hun vende det imod ham og vise ham at hun var en smule misforstået og at hun ønskede at angribe ham lige nu. Hun var ikke den blide hoppe han have mødt tidligere på aftenen. Han brummede en anelse hårdt og det ene ører blev kort lagt i nakken – hun frustrerede ham og han ville normalvis have angrebet hende eller gået sin vej, men ingen af delene var lige nu muligt.



”Du burde kende mig nok allerede til at ide hvor jeg kom fra, nogen skal være den første til at stole på mig. Jeg troede det skulle være dig… ”


Et men lurede i baggrunden, det kom dog ikke med i sætningen, da han ikke vidste hvad han egentlig ville sige, men lige nu havde han bestemt ikke lyst til at tage denne samtale, han følte hun var hans nærmeste i dette land, men lige i dette øjeblik følte han det ikke og ting som blev sagt i disse stunder blev altid misforstået. I det øjeblik øgede hun den smerte hun forvoldte ham, hun skruede op for kræften og det kunne ses i hans ansigt, han mærkede smerten, men som altid havde han lært at denne smerte var med til at gøre en stærkere, så selv om det gjorde voldsomt ondt, kæmpede han imod, kæmpede for ikke at vise den smerte som hamrede igennem den store krop.

2

”Nej, Chaos. Jeg burde ikke kende dig nok allerede til noget som helst. Vi har snakket. Udvekslet ord. Vi fortæller kun hinanden, hvad vi selv ønsker at afsløre. Det er ikke det samme som at kende nogen. Man kender ikke nogen før man ser deres sande natur.”

Ava trådte nærmere, stadig uden at lade ham slippe for hendes kræfter. Først da hun stod foran ham gav hun den lige en ekstra lille skalle, til det punkt øjnene lyste kraftigt op, før hun lod ham slippe og de vendte tilbage til deres normale kolde lys, der var nemmest at ane når mørket havde lagt sig.

”Måske troede du forkert.”

Tonen var ikke vrissende, men blikket var stadig skarpt. Ørerne var stadig vendt mod nakken. Han havde troet hun skulle være den første til at stole på ham, men det lå også i sætningen at han vel mente han havde taget fejl. Hvis han ønskede at tage fejl, skulle han også nok få sit ønske opfyldt.

”Hvorfor kryber du ikke bare hen til lyselskerne…….. De stoler blindt på alle….. Der skal du nok finde nogen der vil stole på dig uanset hvad…….”

Ava kunne ikke lade være med at tænke tanken, at han, ligesom de fleste andre, ikke kunne håndtere hende. Det var jo ikke fordi hun nød at tromle andre ned, men nogen gange var det bare en nødvendig forsvarsmekanisme. Måske var det på tide at skubbe ham væk.

”Vil du se min sande natur? Vil du se det monster som gemmer sig inde i mig? Det monster som sørger for at jeg aldrig knytter sig til nogen? Celtic sørger for at hver gang jeg lukker nogen ind.. Så skal han nok sørge for at skræmme dem løbende væk igen.. Derfor er ensomheden mit hellige sted, derfor lukker jeg ikke nogen ind, derfor holder jeg ikke af nogen og derfor skal nogen ikke holde af mig!”

Hans ord blev nu en smule mere vrissende, men smerten fra hendes magi lå dog også i stemmen. Han smældede hårdt med halen. Hun ønskede at skræmme ham væk, hun ønskede at få ham til at gå, men han var her endnu og han havde ikke tænkt sig at gå lige med det samme – hun havde prøvet alt og hun måtte snart give op. Hun måtte snart indse at de var lige stædige og at hun ikke kunne jage ham væk. Hun trådte hen mod ham og gav ham en ekstra smerte. Han fnys koort og trak i ansigtet i smerte, han bed tænderne sammen og hakkede let ud i luften. Ikke for at ramme hende, men mere for at komme af med noget af denne smerte.

”Nej jeg troede ikke forkert, men du lukker ikke nogen ind. Du må snart indse at du har prøvet at skræmme mig væk, men jeg er her endnu.. ”

Han begyndte at indse at hun måske ikke var så ond som hun måske lagde op til. Hun var måske en smule misforstået og havde fået murerne op for at passe på ikke at blive såret. Han kunne se at hun stadig var skarp i blikket og ørerne var i nakken. Hendes næste sætning var igen skarp og hård, han rystede på mulen.

”Nej.. Jeg ønsker ikke nogen der stoler blindt på alle, jeg ønsker nogen man fortjener tillid fra”

Han stampede en smule i jorden og betragtede hende lidt. Han var kommet for at blive og hvis hun ville have ham væk, så måtte hun forlade ham – han havde ikke tænkt sig lige sådan at opgive.

4

”Er du bange for jeg stikker halen mellem benene og løber min vej som en kujon? Eller bange for jeg ikke gør?”

Ava svarede ikke direkte på hans spørgsmål, men svarede i stedet med et andet. Han vidste allerede nu, hvor stærk en hoppe hun var. At hun heller ikke var en man bare lagde sig ud med, hvis man ønskede at trække vejret i mere end bare 5 minutter mere. Var han bange for hun ville stikke af, som det lød som om andre havde gjort ud fra hans ord, eller bange for hun ikke ville stikke af, og i stedet risikere sit liv, hvis hans anden side, dette monster, ikke kunne styre sig selv og gik til angreb. Nok var Ava ikke særlig høj, men hun var stærk, og det var noget der gjorde hun ofte blev undervurderet.

”Jeg er ellers sikker på jeg kunne høre et ’men’ ligge og gemme sig bag den sætning….”

Hun slog et smæld med halen og rettede sig en smule, så hun stod mere rank. Hun ville dog ikke kunne hamle op med hans højde, og ville derfor til hver en tid kun være udsat, hvis hun skulle stå og strække halsen for at nå samme højde som ham.

”Og du…… Du fortjener min tillid fordi du stadig står der? På grund af din stædighed?”