Battle of Monsters → Chaos

5

"Nej"

Ikke "nej, Chaos" eller "det går ikke, Chaos". Bare et enkelt simpelt nej. Ikke i en vred tone, men en bestemt tone i stedet. Blikket var rettet fast fremad. Broderskabet havde ikke fået erstattet Fuyu endnu. Der var ingen leder at gå til.

"Broderskabet har ikke erstattet den gamle Volin. Herren finder du på bunden af ildbjerget. Der når du ikke levende ned. Og skyggerne, mine brødre og søstre - dem der har skænket mig mine evner....... Dem går man ikke bare til med spørgsmål. Hvis ikke du forstår hvad jeg fortæller, vil du heller ikke forstå dem"

Så nemt var det. Skyggerne efterlod af og til andre halvdøde, eller lokkede dem ind i deres greb. Lokkede dem til at følge deres mindste ordre, og straffe dem der strittede imod. Ørerne var langsomt blevet vippet bagud i takt med hans mule kom tættere på, og Ava var klar til at hakke ud i hans retning hvis han skulle føle sig modig nok til at sætte tænderne i hendes skind igen. De gled dog ud til siden igen og hun lod sit blik søge mod ham.

"Hvad betyder meget for dig? Hvad har du at ofre?"

Hoppen gav for ham ingen mening, hun syntes han skulle finde en familie og nogen at holde af, men ville ikke lade ham møde hendes. Hendes forklaring gav mening, der var pt ingen leder at møde, men alligevel måtte der være en som havde noget at skulle have sagt. Han smældede med halen og betragtede hende, hvad ønskede hun egentlig fra dette møde - hun sendte ham mange signaler og han forstod dem ikke - men han var heller ikke hvad man ville kalde en mester i at læse sådanne. Hans ører vippedes lidt frem og atter ud til siden. Hun havde på en måde udfordret hans måde at se hele verden på og det undrede ham, han var vant til at livet skulle leves og at livet skulle kæmpes. Men sådan var det ikke her?

Hendes næste ord fik ham til at kigge på hende, hvad var han villig til at ofre? Han havde ikke nogen han holdte af, han havde ikke nogen han ville være ked af at miste. Han havde altid levet for sig selv, for sin overlevelse. Det eneste han kunne ofre ville være Chaos -det ville være det største tab for ham at undvære den side af ham, som egentlig gjorde ham menneskelig eller hvad man ville kalde det. Hun så direkte på hende..

"Jeg har intet at ofre, jeg holder ikke af nogen, jeg bryder mig ikke om andre og ingen holder af mig. Det værste for mig at undvære ville være Chaos... Celtic ville tage helt over og ja... han er ikke til at styrer"

Han smældede med halen og vidste at hvis den luskede og manipulerende hingst kom frem i lyset - så ville endnu færre holde af ham end de gjorde nu..

8

Ava forholdt sig tavs i nogle sekunder mens hun lige overvejede hvordan hun skulle forklare det hele på en ordentlig måde. Det var jo ikke ligefrem nemt at sælge et familieliv med det hun havde at sige om hendes egen - men hun holdt af dem alligevel. Måske fordi hun delvist var skingrende sindssyg, men også fordi de gav hendes liv mening på en måde der ikke ville give mening for andre.

"Hvis det værste for dig ville være at undvære Chaos..... Må du være forberedt på det lige netop er ham du kommer til at undvære hvis du vil møde mine brødre og søstre. En render hjerteløs rundt, en anden har ingen lunger og kan ikke forlade vores hjem."

Og det var endda kun af dem der havde sagt ja til at følge mørket. Dem der havde sagt ja til Alduin. Hun skævede mod Chaos, men rettede blikket fremad igen, for hun ville da helst ikke se hans reaktion på hendes forklaring på, hvorfor hun ikke bare kunne tage ham med over til hendes familie.

"Jeg har set skyggerne efterlade andre mere end bare halvdøde. Helt ude på det punkt hvor en ville dø uden hjælp fra andre. Der er ikke meget hjælp at hente i den del af landet, med mindre du er en del af broderskabet, og det bliver man ikke uden at ofre noget. Og de tager gerne hvad der er vigtigst for dig."

Hendes holdning ændrede sig drastisk. For andre så det måske ikke ud til at være så voldsomt, men for ham så det meget drastisk ud. Hun gik fra at være den kolde og hårde hoppe, til faktisk at vise en smule bekymring for ham. Han vippede undrende ørerne frem mod hende, han var ikke en hest nogen som helst bekymrede sig for - hvorfor var hun nu begyndt på det? Han kunne da også have læst hendes tegn helt forkert. Han smældede med halen og lyttede indgående til hendes ord. Skulle han ofre Chaos? Skulle han ofre denne side af sig selv som holdte ham væk fra at dræbe hvad han kom i nærheden af? Ofre den lidt mere værdigfulde side af ham? Ville han gøre det?

"Du har ikke mødt Celtic..."

Hans ord var korte og en smule advarende. Hun virkede anderledes og skrøbelig på en eller anden måde og han følte nærmest at han var nød til at gøre noget, men han vidste ikke helt hvad pokker han skulle gøre ved det. Han trådte et skridt nærmere på hende, men kunne ikke få sig selv til at gøre mere ved dette. En smule hård og frustrerende brummen forlod ham. Han lod blikket glide rundt, de havde nu brugt mange timer sammen efterhånden og dagen var forsvundet. Det mørke havde taget over og blæsten var nu også begyndt at danse ind over deres lille sted. Han så på hende igen og en lille afskygning af et smil tegnede sig på hans læber.

"Du holder af mig... Men hvis man vil have en familie må man ofre noget. Hvis jeg nu går med til at møde disse...øhm mørke? Vil du så blive min familie?"

Han var ikke en dum hingst, men det var en smule svært at finde ud af de bånd som de havde gang i. Han ønskede egentlig ikke at blive en skygge, men han ønskede at blive en familie og hvis han skulle have adgang til deres hjem. Så var han nød til at blive en del af deres familie.

11

“Jeg har kun mødt ham ganske kort.”

Det var langt fra nok til at kunne bedømme en anden ud fra. Hvis alle var som man troede de var ud for førstehåndsindtrykket, ville verdenen se meget anderledes ud. Så havde de to nok heller ikke stået og snakket mere end 5 minutter. Vinden og mørket påvirkede som sådan ikke Ava. Hun havde ikke andet varme i kroppen end det hun kunne stjæle fra andre eller som solen gav hende, og den virkede derfor heller ikke kold. Mørket gav hende kun mere energi. Mere liv. Solen var ikke lige så skarp som lyshoppens lys, men den var alligevel nok til det føltes ubehageligt når der var lyst om sommeren. Jo mindre lys, jo mere behageligt blev det, og derfor var Ava også blevet et af nattens væsner.

”Det er ikke mig der skal ofre noget, Chaos. Jeg har ofret meget mere end nogen kan forestille sig. Men hvordan kan jeg kende dig, hvis du ofrer den side af dig jeg kender? Du vil være familie af bånd, men også kun det… Du kan ofre mindre og stadig få dig en familie et andet sted…… Men møder du mine brødre og søstre risikerer du det kan være Chaos du må af med, og der er ingen vej tilbage….. Ville du være villig til at opgive Chaos eller dit liv?”

Hun nænnede næsten ikke at lade nogen ændre sig så meget bare for at joine skyggerne. Heller ikke selvom de manglede flere i antal. Men hvis Celtic tog over, hvordan skulle de så kunne regne med deres skyggebror? Hvis han var utilregnelig, hvordan ville han så ikke hurtigt kunne miste livet af den grund også?

De mørke øjne gled ned over denne mørke hoppe – Ava. Hun kendte ikke til Celtic, han kunne kontrolleres under de rette omstændigheder, men disse omstændigheder var – omfattende. Han løftede hovedet en anelse og rystede en smule på hovedet. Han ville ikke råde hende til at møde Celtic, men hvis nogen kunne formå at kontrollere den hingst i dette land – så måtte det bestemt være denne hoppe. Hun havde indtil videre vundet sig en del respekt og en del tillid hos ham, hvilket han på ingen måde havde regnet med fra deres første møde.


”Han er.. for de fleste ukontrollerbar, men han er ikke dum. Hvis han kan se et formål med hans underkastelse, så gør han det, så længe han får noget ud af det”


Hendes stemme lød og hun var virkelig imod at han skulle møde hendes brødre og søstre – men hvorfor? Han kunne tydeligt høre at hun ønskede at han blev væk fra dem, men på den anden side ville det være så slemt at miste den ene del af sig selv? Chaos var… den svage den. Den del som måske var den flinkere del, men han var bestemt heller ikke en del som ønskede andre heste og ofre det for måske at bevare sin besindelse? Den evige kamp imellem Chaos og Celtic tog hårdt på ham. Det ville måske ikke være nemt at droppe en af dem.


”Jeg får nok aldrig en familie af blod – så det af bånd er muligvis den bedste mulighed for at få en familie og hvis jeg mister Chaos – så kan det være jeg måske ikke mister min besindelse”


Hans stemme var ru og man kunne høre beslutsomheden i hans stemme. Han vidste at Celtic kunne styres, det havde han jo selv gjort – men hvem der kunne styre ham var det store spørgsmål lige nu. Denne nattens hoppe ville nok kunne gøre det, hun ville kunne have en indflydelse på ham – måske ville hun kunne overtale ham til at underkaste sig andre – måske.

4

Selvom luften var blevet køligere, frøs Ava ikke. Det var ikke længere muligt, og et eller andet sted, kunne det kun gavne hende efterhånden som vejret også måtte overgive sig til kulde og sne snart. De blå øjne der nærmest lyste unaturligt op i mørket, var blevet rettet mod hingsten, eftertænksomt.

”Hvorfor ikke en af blod? Ville det være så slemt at komme så tæt på en anden?”

Hovedet blev langsomt lagt på skrå. En familie af blod betød jo man egentlig var den smule tættere. Ikke fordi det var gældende altid, men der kom intet nyt liv til, hvis man nøjedes med et venskabeligt familiebånd. Selvom Avas to døtre begge havde bragt hende en masse mørke tanker og frustrationer, var der alligevel også en smule glæde ved dem – eller i hvert fald ved Nymfen. Hun havde været grunden til Ava hang i når det brændte på. Hun havde noget at kæmpe for. Jovist var skyggerne hendes familie og hun ville gøre meget for sine skyggebrødre- og søstre, men der var ingen hun ville gå lige så langt for, som sin datter. Ikke indtil videre i hvert fald.

Ava strakte mimrende mulen frem mod Chaos, men uden at røre. Det var en grænse hun havde lært han havde, og derfor også en grænse hun havde tænkt sig at respektere – men det betød heller ikke hun skulle stå på 10 meters afstand konstant. Det ene øre vippede ud til siden før det endnu en gang gled fremad, og langsomt løftede Ava hovedet igen.

”Du er en besynderlig hingst, Chaos. Men på den gode måde”

Det blev sagt med et lille smil, og på trods af den alt for ofte meget kolde væremåde, med noget varme i stemmen. En side man sjældent så af Ava efterhånden. Der var så mange der troede de kunne være respektløse over for hende, fordi hun ikke var en af de store hopper, og til dels vel også fordi mange havde fundet ud af skyggerne var så adspredte. Og her stod han, en hingst der ikke var til at finde ud af og havde et mindst lige så fucked up temperament som hende selv, som i modsætning til størstedelen af Andromedarierne, ikke prikkede provokerende til hende.

Vinden blæste på dem, hårdere end den ellers normalt var på denne tid og trods for at han var vant til alt slags vejr, så trak det alligevel lidt. Han så på den lille hoppe og en tanke faldt let over hans sind. Han kiggede kort op på træerne i nærheden og fangede hurtigt vindretningen – han trippede let til siden, så det passede med at han stod imellem hende og vinden. Hun spurgte så ind til hvorfor han ikke ønskede en familie af blod – hvorfor gjorde han ikke det?


”En familie af blod kræver at man finder en hoppe som… holder af en.. Det betyder man stoler på en anden og tillid er ikke ligefrem min spidskompetence”


Han havde ofte tænkt på en familie, men han vidste også hvor mange føl han i sit liv havde dræbt, hvor mange han koldblodigt havde slagtet og hvad ville der ske hvis han fik sit eget? Hvad hvis alt i ham skreg at han skulle rive lungerne ud på det lille føl eller at han skulle bide halsen ud på ham/hende. Nej han skulle ikke have et føl før han havde fundet en som måske kunne kontrollere hans drabelige instinkter blot en lille smule.


Hendes mule nærmede sig så en smule, hun valgte dig ikke at røre ham, hvilket virkelig viste den respekt som hun viste ham. Han løftede hoveder kort, inden han strakte mulen og prikkede meget kort varigt og måske en anelse for hårdt, men han prøvede. Det store hoved blev trukket tilbage, i takt med hendes. Han brummede en smule uforstående, da han ikke vidste hvad alt det her berøring var, eller hvorfor man skulle gøre det. Men hun var den eneste som havde prøvet eller rettere fået lov til at røre ham uden at have fået et ordentlig hak over mulen. Hendes stemme lød så igen og han kunne spore et kompliment i hendes stemme og efterfulgt af et lille smil. Han lagde hovedet på skrå og vippede undrende ørerne frem imod hende og et let smil faldt over den sorte mule.


”Du er også en besynderlig hoppe Ava.. må nok også hellere sige på den gode måde”


Det var første gang han havde set denne varme hos hende – det var ikke en varme hun havde ydet meget. Var dette udelukkende overfor ham eller var det også overfor andre at hun var lidt aflukket? Han vidste nærmest allerede svaret på dette spørgsmål da hun hele tiden havde været en smule indelukket hele tiden eller rettere meget. Dette var også en af grundende til at han gerne ville følge hende, eller nok rettere hendes flok – hvis hun var en del af den - så kunne den kun lige passe til ham.

6

Chaos havde placeret sig meget strategisk mellem den lille hoppe og vinden, hvilket skabte noget læ for hende. Noget der vel egentlig også var et tegn på han ikke var helt så hjerteløs som man først kunne komme til at tro. Heller ikke fuldkommen ligeglad med andre, som han hurtigt kunne komme til at lyde som også. Noget Ava satte pris på, selvom hun som sådan ikke kom til at fryse i kulden. Det var mere den gestus han gjorde. Det ville vel komme til at blive koldt for ham på et tidspunkt når først kulden for alvor lagde sig eller slog til med vinden. Ava gjorde et lille kast med hovedet i den retning hun foreslog de gik. Selvom hun hørte til på Foehn og før det havde tilbragt meget af sin tid inden for Teylars grænser, havde hun alligevel også tilbragt en del tid på de andre øer. Der var få steder hun holdt meget til på Chibale, og den ene var den grottelignende hule der mindede hende om hjemme, den der lå bag et lille vandfald. Hun blev ikke stående ret længe efter det lille kast med hovedet, men trådte i stedet frem i en langsom skridt så Chaos havde en chance for at overveje om han skulle med – og følge med.

”Det er ikke helt umuligt. Hvem ved. Man siger Andromeda er en ny chance……. Måske er det din chance for at leve et …… af mangel på bedre ord…. Normalt liv”

Normalt var jo så meget sagt. Det var relativt, for det kom an på hvad man så som normalt. Normalt hvor han kom fra måtte være meget anderledes fra det normale i Andromeda, og hvordan var det nu lige det var med magien? Det var jo unormalt for de fleste, men alligevel normalt i Andromeda, og det kom vel også an på hvordan andre levede deres liv. Jo flere der slog sig ned med kernefamilier og fandt deres eneste ene, jo mere normalt ville det vel være. Men der var også det lille faktum at rigtig mange foretrak at vandre alene og mange ønskede ikke stifte en familie på grund af den sorg det medbragte da de mistede deres gamle før Andromeda.

”Du kan uden tvivl skræmme livet af en del, men der er også nogle stykker der er stædige. Om det så er godt eller skidt kan tiden vel vise. Der er enkelte så stædige jeg gerne så dem sluge deres egne tunger så de ikke længere ville kunne diskutere.”

Der var i hvert fald et par hopper hun kunne komme i tanke om, men alligevel ikke så mange hingste. Foruden den spraglede hun ikke ville have noget imod at ofre for at føre planer ud i livet, den skimle vandrer hun havde kaldt ven og nærmest så som onkel og Vogteren Jaidev, var dem hun havde noget at gøre med kun familie. Og hvor mange af dem ville lige sige hende imod?

Kulden dansede over dem i dette møde og han kunne godt mærke luften ramme ham, han tog sig ikke rigtig af det – han var vant til både denne kulde og den smerte som den kunne tilføje – så hvorfor tage sig af det. Han lod de mørke øjne glide ned over hende og der gik ikke længe før hendes lille krop satte i bevægelse og han stod kort stille, da han ikke vidste om hun ønskede at han skulel følge med. Hendes kast med hovedet var dog et tegn til at han gerne måtte følge med og hvorfor ikke gøre det, hun var et selskab han bestemt ikke hadede og måske kunne han lærer mere om dette lang end han allerede nu vidste. Han satte atter den store krop i bevægelse og vælvede nakken en smule, dette var hovedsaligt fordi det efterhånden var blevet til en vane og bestemt ikke fordi han skulle gøre sig til. Han var faldet lidt til i hendes selskab og havde ikke længere behov for at prøve at imponerer hende, kunne hun ikke lide den hingst hun indtil nu havde mødt – så var der sku så mange andre steder hun kunne få hen. Hendes stemme lød og han rystede en smule på hovedet, han ønskede ikke en ny chance, hans fortid var en del af ham og de gjorde ham til den han var.


”Nej.. Hvis dette sted er en ny start, er jeg ikke sikker på at jeg er kommet til det rette sted – jeg ønsker ikke en ny start, jeg har fundet fred med den fortid jeg har og ville ikke ændre den for noget – normalt liv er vidst blik ikke i mine kort”


Han vidste ikke hvad normalt var, indtil videre i dette land havde han set utrolig mange ting som ikke burde været normale – selv hendes forhold til hendes datter var der ikke mange som ville skrive ind som normalt – hun savnede sin datter men hentede hende ikke og hans møde med hendes datter havde heller ikke været normalt. Dette sted var vidst ikke det man kaldte normalt, men hvad var det? Han brummede en smule frustreret og så mod hende.


”Jeg skræmmer ikke folk, eller måske med mit udseende, men jeg vil hellere have en respekt og får jeg den ikke, så kan jeg ikke se hvorfor jeg ikke bare kan have det lidt sjovt med folk… eller det ville Celtic sige, jeg ved ikke helt hvilket ben jeg for nu skal stå på”

11

Først da Chaos havde nået hendes side, fortsatte hun fremad. Det måtte i hvert fald være mere behageligt for ham at være i læ. Ikke at hun selv ville mærke noget til det, men hun huskede stadig hvordan kulden kunne bide helt ind til knoglerne, og hvordan solen kunne brænde væske ud af kroppen på en. Kulden var hun sluppet for, for hendes kropstemperatur var nogenlunde den samme som hendes omgivelser. Kun solen var ubehagelig. Den brændte de skygger, der var hendes livskilde. I skarp sol følte hun sig svag. Ikke fordi hun var svag, men svagere end når hun var på sit højeste.

”Din fortid har intet med din fremtid at gøre. Du er hvem du vælger at være. Du lever som du vælger at leve. Dine valg vil påvirke dit liv fremadrettet. Måske kan du ikke bestemme alt selv, men du påvirker størstedelen af din fremtid. Om det ligger i dine kort eller ej er derfor noget du selv bestemmer.”

Ava havde selv valgt skyggerne. En del havde noget med skyggernes virkning på hende efter mødet med de røde øjne. En del af de andres mangel på tilstedeværelse havde måske også vist hende noget af vejen. Men hun havde selv valgt dem. Hun havde valgt at være skyggebærer, og inderst inde havde hun en idé om hun ville have valgt dem selv hvis ikke de havde påvirket hende på samme måde. Hun ville holde lige så meget af dem selv hvis de andre ikke havde forrådt og svigtet hende. Hos skyggerne var hun hjemme.

”Du får ikke respekt, Chaos. Du gør dig fortjent til den. Du får ingen ved at have det sjovt med andre, hvis det er på den måde jeg tror det er. Frygt måske. Du kan være en frygtet hingst, men er det virkelig det du vil? Leve alene til dine dages ende velvidende at ingen vil savne dig? Ingen vil sørge? Andre ville juble og de vil sige ”Det var godt han døde”? Hvis du ingen familie ønsker er det helt sikkert den rette vej at gå, men det vil heller ikke få andre til at respektere dig. De vil ende med at grine af dig bag din ryg.”

Han fulgte med hende og kom hurtigt op på siden af hende, han spændte lidt de store muskler som nærmest var gået i hi i kulden. Han spændte dem for at se om han lige kunne presse lidt liv tilabge i dem. Han knejsede nakken lidt og sørgede for let at arbejde med hans nakkemuskler, inden han atter slappede af og lyttede til hvad den sorte hoppe nu havde at sige. Hun var speciel, han vidste ikke helt hvad han skulle syntes om hende og om det de lige nu rendte og lavede. Han vidste bare at for nu havde han mødt en han slappede af i nærheden af. Hun begyndte atter at snakke om at livet og hans fremtid var hans egen og på sin vis ville hun give ham ret. Men for en hingst som ham var det ikke et valg man tog når man opførte sig anderledes, han havde et monster boende og måske var det rart at kunne slippe for ham.. måske var det lgie det der skulle til for at starte på ny.. kun at være en hingst, lade Chaos dø?


”Livet er ikke så simpelt som at gøre det op i valg. Der sker mange ting og med en … udfordring som min, er det ikke altid man blot kan vælge – hvis jeg skaber en familie, vil Celtic helt sikkert dræbe føllet hvis det ikke har visse idealer.”


Han vidste at hun selv havde truffet sine valg ,men de valg havde også nu gjort ondt på hende – hun havde valgt at forlade sin datter og det sørgede hun over i dag og jo det var hendes eget valg, men det påvirkede hende. Var det sådan han ville have det hvis han fik en biologisk familie? Ville han også bare forlade føllet efter at have været i en Celtic drabsros og måske være så skyldbetynget at han ville forlade sit føl og måske en hoppe som han holdte af? Hendes stemme lød igen og hun snakkede nu om et liv alene, snakkede om at han ville dø alene fordi andre måske kunne frygte ham og hvad ville forskellen være på det og til nu?


”Jeg kom ikke til dette land for at lave om på mig selv – jeg er en asocial hingst på den ene side og på den anden side en hingst der nærmest er sociopat – så hvordan skal jeg ikke kunne leve alene? Jeg har levet hele mit liv i ensomhed, så hvorfor overhovedet søge andre? Jeg er ikke ligefrem en hingst som trives i andres selskab.. så at dø alene ville nok ikke ramme mig så hårdt som du tror”


Han brummede mildt og lod blikket glide frem foran sig, hun havde visse synspunkter som han slet ikke kunne forstå, men hun havde også synspunkter som han udmærket godt ville kunne forså.

15

“Jo. Det er lige netop hvad det er. Hver handling er et valg du foretager dig. Selvom du engang imellem tror du ikke har et valg, har du stadig – du vælger bare den mindst ubehagelige af dem. Jeg siger ikke det ville være nemt. Tvært imod. Det er svært, men sådan er livet. Jeg ved du har visse udfordringer, men det er der andre der også har. Du kan enten lære at tackle det, eller lade være”

Ordene kom ud en anelse fjerne, som lå hendes tanker et andet sted, ligesom hendes blik var blevet rettet fremad og var mindst lige så fjernt som ordene. Der var noget andet hun tænkte over også. Noget hun ikke delte med andre. Der var mange ting hun ikke delte med andre, for de ville ikke forstå det. Ingen ville forstå det, og hun traf et valg om ikke at give andre chancen til at forstå det.
Hendes opmærksomhed gled tilbage mod Chaos igen efter hans lille talestrøm. Hans modsvar, og med en lille rysten på hovedet. Hun havde nævnt det før, men følte det næsten nødvendigt at gøre det igen.

”Hvad du er og hvad du vil være har intet med hinanden at gøre. Det ene er hvad andre siger og det andet er hvad du selv stræber efter. Men vil du gerne være asocial og dø alene. . . . . Hvad laver du så her?”

Endnu en gang var tonen ikke hård, men mere eftertænksom. Det kunne godt være han selv lige skulle overveje hvad han egentlig gerne ville. Hvis han ville være alene var det nok en dum idé at skabe venskaber, og da slet ikke noget som helst i nærheden af det familiehalløj han snakkede om at ville være en del af.

Hendes stemme lød og hendes ord gav på sin vis mening, men han kunne tydeligt fornemme på den sorte hoppe at hendes tanker slet ikke var i denne samtale lige nu. Hun lød fjern og lidt fraværende. Han lod blikket forblive på hende selv om hun ikke var tilstede kunne han alligevel fornemme at hun tænkte på noget andet. Hun vendte sig mod ham igen og hendes ord var denne gang meget anklagende og han kunne tydeligt mærke at hun for nu havde valgt at forlade denne samtale.


Han løftede det store hoved og betragtede hende en anelse hårdere end han ellers havde gjort. Han havde aldrig lagt skjul på at han var en hingst som ikke søgte venskaber, han søgte ikke andre heste og havde på ingen måde brug for andre til at holde sig selv i gang. Han var kommet til dette land alene og det rørte ham på ingen måde. Han var ikke kommet for at få venner, han var ikke kommet for at finde kærlighed – så hvorfor hun blev ved med at nævne det med at være alene som en straf forstod han ikke. Det var det han ønskede – hvis han fandt en anden mening med livet her, så var det da blot ganske rart, men det var bestemt ikke derfor han var kommet.


”lad være at snakke om ensomheden som om det er noget slemt – ikke alle er som jer på dette sted født ind i selskab og roller i skal passe til. I er født til at skulle føre samtaler og leve med hinanden. Jeg er født på den anden måde og i dette land betegnes det som en straf at være alene og det er der bestemt ingen grund til. Ensomheden er oftest rarere end det skuespil der bliver ført i lande som dette”


Hans stemme var en anelse mere hård end den før hen havde været, men det var mere fordi at mange i dette land så ensomhed som en straf – det ramte ham, han havde hele sit liv levet alene og han nød denne ensomhed. Han smældede en anelse hårdt med halen og han ønskede da at prøve dette familie noget, skabe venskaber og bekendtskaber – men derfor ville han altid få brug for tid alene, han var vokset op med ensomheden og ville ikke kunne vende på en 5 øre, bare fordi det ville passe dem her.

17

Ava standsede brat. Chaos’ hårde tone og hans ord var grunden. Han havde ikke svaret på hendes spørgsmål. Det i sig selv kunne irritere skyggebæreren, men dette han havde gjort, var meget værre. I én enkelt og hurtig bevægelse, lige så hurtig som en skygge selv, lige så hurtigt som man kunne blinke, stod hun i stedet med fronten mod Chaos. Ørerne var blevet lagt i nakken, og langsomt blev de trykket længere og længere ned mod halsen. Øjnene borede sig nærmest frem mod ham, og kunne et blik slå ihjel var Chaos død på stedet. Tankerne der gik gennem Ava var både en og mange på samme tid. Ordene der lå på hendes tunge og truede med at komme ud, måtte hun holde tilbage – indtil videre.

”Du, hingst, skal ikke tale til mig på den måde. Hvis du med ”Jer” mener mig, mine brødre, mine søstre og min Herre, så fint. Men som du bruger det, er du mere ”jer” end jeg er det! Du! Hører til dem der intet er. Du er intet, du er svag, du er ligesom alle andre selvom du ikke selv kan se det!”

Tonen var blevet mindst lige så hård som hans og ordene snerrende. Han troede han kendte hende? Han mente hun var ligesom alle andre. Han kunne ikke være mere forkert på den. Han kendte hende ikke. Han vidste ikke hvordan hun var, eller hvad hun havde været igennem. Hun havde lov til at have sine meninger lige så vel som han havde. Alt hvad hun ikke forstod, var hans snak om familie og venskaber, og at han helst ville være alene. Intet af det gav mening. Intet! Han kunne ikke have det hele, og hvis han var så meget mere glad for at være alene, og hvis ensomhed var det han ønskede – hvorfor var han så stadig i hendes selskab?

”Hvis du ønsker at være alene og nyde din ensomhed. Så forsvind.”

Blikket var stadig mindst lige så hårdt og tonen matchede det til perfektion. Var det det han ønskede var det såmænd også det han burde gøre. Hun havde ikke tænkt sig at stoppe ham, hvis ensomhed var det han ønskede aller mest.

”Eksleebire. Ye non hun wesrat horri. Ye non hun wesrat horri! Eksleebire!”